Global Theosophy

De få sætninger fremlagt i teksten fra en af Gautama Buddha's hemmelige lære vise hvor malplaceret tilnavnet "Materialist" er, når det tillægges en Som to-trediedele af de som anses for at være store Adepter og Okkultister i Asien anerkender som deres Mester, uanset det er under navnet Buddha eller Samkarâchârya. Læseren vil huske at de lige citerede ord er hvad Buddha Sanggyas (eller Pho) indenfor de Tibetanske Okkultister siges at have lært om: der er tre evige ting i Universet-Loven, Nirvâna, og Rummet. Buddhisterne i den Sydlige Kirke påstår, på den anden side, at Buddha kun anså to ting for at være evige-Âkâsa og Nirvâna. Men Âkâsa er det samme som Aditi,* og da begge oversættes som "Rum," så er der så vidt ikke nogen uoverensstemmelse, siden Nirvâna og Moksha er en tilstand. Så i begge tilfælde forener den store Kapilavstu de to, så vel som de tre, ind i et evigt Element, og slutter med at sige at selv "den Ene er Mâyâ" for en som ikke er en Dang-ma, en perfekt renset Sjæl.
Hele spørgsmålet hviler på den materialistiske fejlopfattelse og uvidenhed om Okkult Metafysik. For Videnskabsmanden som anser Rum som en ganske enkel repræsentation, et koncept for noget der eksisterer pro forma, og som ikke har nogen rigtig væren udenfor vores sind, så er Rum per se virkelig en illusion. Han kan fylde det bundløse interstellare rum med en "forestillet" æther, ikke desto mindre er Rum for ham en abstraktion. De fleste Metafysikere i Europa er, set fra det rent Okkulte standpunkt, lige så langt fra virkeligheden om en korrekt opfattelse af "Rum," som Materialisterne er det, selv om den fejlagtige opfattelse hos begge afviger meget fra hinanden.
Hvis, vi husker på de filosofiske synspunkter hos de Gamle om dette spørgsmål, og sammenligner dem med det som nu udtrykkes som eksakt fysisk Videnskab, så vil det ses at de to kun er uenige

––––––––––
* Aditi er, ifølge Rig-Veda, "alle Guders Fader og Moder;" og Âkâsa anses af Sydlig Buddhisme som Roden af alt, hvor fra alt i Universet fremkom, i lydighed til bevægelsens lov iboende den; og dette er det Tibetanske "Rum" (Tho-og).
––––––––––

med hensyn til konklusioner og navne, og at deres postulater er de samme, når de reduceres til deres mest enkle udtryk.
Fra menneskelige Aeôners begyndelse, fra selve den Okkulte Visdoms daggry, har de regioner som Videnskabsmændene fylder med æter været udforsket af Seere i alle tidsaldre. Det som verden ganske enkelt anser for at være det kosmiske Rum, en abstrakt repræsentation, anså Hindu Rishierne, de Kaldæiske Magere, de Egyptiske Hierofanter, hver og en, for at være den ene evige Rod til alt, alle Naturkræfters legeplads. Det er al jordisk livs kilde, og boligen for de (for os) usynlige sværme af eksistenser-af virkelige væsner, lige som kun skyggerne deraf, bevidste og ubevidste, intelligente og sanseløse-som omgiver os fra alle sider, som gennemtrænger vores Kosmos atomer, og ikke ser os, lige som vi heller ikke ser eller sanser dem gennem vores fysiske organismer. For Okkultisten er "Rum" og "universet" synonymer. I Rummet er der ikke Stof, Kraft, ej heller Ånd, men alt dette og meget mere. Det er det Ene Element, og den ene Anima Mundi-Rum, Âkâsa, Astralt Lys-Livets Rod som, i dens evige, uophørlige bevægelse, som ud- og ind-åndingen i det bundløse hav, evolverer blot for at reabsorbere alt som lever og føler og tænker og har sin væren i det. Som sagt om universet i Isis Unveiled, er det:

. . . kombinationen af tusinde elementer, og alligevel en enkelt Ånds udtryk-et kaos for sanserne, et Kosmos for fornuften.

Sådan var opfattelserne om emnet blandt alle de store gamle Filosoffer, fra Manu ned til Pythagoras, fra Platon til Paulus.

"Da opløsningen [Pralaya] ankom til sin tid, besluttede det store Væsen [Param-Âtma, eller Para-Purusha], Herren som eksisterer gennem ham selv, ud hvem og gennem hvem alle ting var, og er, og vil være, . . . at emanere de forskellige væsner fra hans egen substans."* [Pythagoras] mystiske Dekade (1 + 2 + 3 + 4 = 10) er en måde at udtrykke denne ide på. Den Ene er Gud;† de To, Stof, de Tre,

––––––––––
* Mânava-Dharma-Sâstra, Bk. I, Slokas 6-8.
† Pythagoras Gud, de Âryanske Viismænds discipel, er ikke nogen personlig Gud. Lad det blive husket at han lærte som en kardinal læresætning at der eksisterer et permanent Enhedens Princip bag alle former, forandringer, og andre fænomener i Universet.
––––––––––

kombinerende Monade og Duade, tagende del i begges natur, er den fænomenale verden; Tetraden, eller perfekthedens form, udtrykker altets tomhed; og Dekaden, eller summen af alt, involverer hele Kosmos.*

Platons "Gud" er den "Universelle Forestilling,", og Paulus [Rom. xi, 36.] siger "Ud af ham, og gennem ham, og i ham, er alle ting," og havde med sikkerhed et Princip-aldrig en Jehovah-i hans dybtgående sind. Nøglen til Pythagoras dogmer er nøglen til enhver stor Filosofi. Det er den generelle formel om enhed i mangfoldighed, den Ene evolverende de mange og gennemtrængende Altet. Det er den arkaiske doktrin om Emanation med få ord.
Speusippus og Xenokrates mente, som deres store Mester, Platon, at:

Anima mundi, eller verdenssjælen, var ikke Guddommen, men en manifestation. Disse filosoffer anså aldrig den Ene for at være en levende natur. Den oprindelige Ene eksisterede ikke, sådan som vi forstår ordet.† Ikke før han (det) var forenet med de mange- emaneret eksistens (Moanden og Duaden) -blev et væsen skabt. Den τιμιου ("ærede"), det manifesterede noget, dvæler i centret så vel som i omkredsen, men er kun Guddommens refleksion-Verdens-Sjælen.‡ I denne doktrin finder vi den esoteriske Buddhismes ånd.§

Og det er den Esoteriske Brâhmanismes og Vedântiske Advaitîneres. De to moderne filosoffers, Schopenhauer og von Hartmann, lærer om de samme ideer. Okkultisterne siger at:

De psykiske og ecteniske kræfter, "ide-motoren" og "elektro-biologiske kræfter", "latent tanke," og endda "ubevidste cerebrations" teorier kan kondenseres i to ord: Kabalistisk ASTRALT LYS.||

Schopenhauer syntetiserede blot alt dette ved at kalde det Vilje, og modsagde Videnskabsmændene i deres materialistiske opfattelser, lige som von Hartmann gjorde senere hen. Forfatteren til the Philosophy of the Unconscious kalder deres synspunkter "en instinktiv fordom."

Yderligere, demonstrerer han at ingen eksperimentator korrekt udtrykt kan have noget som helst

––––––––––
* Isis Unveiled, Vol. I, p. xvi.
† Plato, Parmenides, 141 E.
‡ Cf. Stobaeus, Eclogue, I, 862.
§ Isis Unveiled, I, xviii.
|| Op. cit., I, 58.
––––––––––

med stof at gøre, men kun med de kræfter som han inddeler det i. Stofs synlige resultater er kun resultatet af kræfter. Han konkluderer derved at det som nu kaldes stof ikke er andet end aggregeringen af atomiske kræfter, til at udtrykke det som ordet stof bruges om; udenfor dette, for videnskaben er stof kun et ord uden betydning.*

Lige så meget, kan det frygtes, om de andre forhold som vi nu er beskæftiget med, "Rum," "Nirvâna," og så videre.

Den dristige teorier og opfattelser i Schopenhauers værker adskiller sig betydeligt fra majoriteten af vores ortodokse videnskabsfolks.† "I virkeligheden," bemærker denne dristige spekulator, at "der hverken er stof ej heller ånd. . . . Tendensen til tyngde i en sten er lige så uforklarlig som tanken i den menneskelige hjerne.. Hvis stof kan-ingen ved hvorfor-falde til jorden, så kan det også-ingen ved hvordan-tænke. . . . . . . . Lige så snart, selv i mekanikken, som vi træder udenfor det rent matematiske, så snart som vi når det uudgrundelige, friktion, gravitation,. . . står vi til ansigt med fænomener som er lige så mysteriøse for vores sanser som VILJEN og TANKEN i mennesket-vi befinder os selv til ansigt med det uforståelige, for sådan er enhver kraft i naturen. Hvor er så det stof som i alle foregiver at kende så godt; og hvor fra-værende så familiære med det-uddrager i alle jeres konklusioner og forklaringer, og tillægger det til alle ting? . . . Det, det som kan fuldt ud blive realiseret ved vores fornuft og sanser, er kun det kunstige; det kan aldrig nå den sande indre substans i tingene. Sådan var Kant's opfattelse. Hvis du mener, at der i menneskets hoved er . . . en slags ånd, så er du forpligtiget til at tillægge det samme til en sten. Hvis jeres døde og fuldt ud passive stof kan manifestere en tendens til gravitation, eller, lige som elektricitet tiltrække og frastøde, og udsende gnister-så, lige som hjernen, så kan den også tænke. Kort og godt, enhver partikel af den såkaldte ånd kan vi erstatte med et tilsvarende af stof, og enhver partikel af stof kan erstattes med ånd. . . . Således, er det ikke i den Kertesianske inddeling af alle ting i stof og ånd som nogensinde kan findes at være filosofisk nøjagtig; men kun hvis vi inddeler dem i vilje og manifestation, hvis inddelings form ikke har noget at gøre med den førstnævnte, for den åndeliggør alle ting: alt det, som i første instans er virkeligt og objektivt-krop og stof-transformerer den til en repræsentation, og enhver manifestation til vilje."‡

Videnskabens stof kan med henblik på alle objektive formål være et

––––––––––
* Op. cit., I, 59.
† Mens de i stor grad er identiske med dem indenfor Esoterisk Buddhisme, Østens Hemmelige Lære.
‡ Parerga and Paralipomena, II, pp. 89, 90. Berlin, 1851. Cf. Isis Unveiled, Vol. I, p. 58.
––––––––––

"dødt og fuldstændig passivt stof"; for Okkultisten kan ikke et eneste atom af det være dødt-"Livet er for evigt tilstede i det." Vi sender læseren som vil vide mere om det til vores artikel "Transmigration of Life-Atoms."* Det som vi nu beskæftiger os med er doktrinen om Nirvâna.
Et "ateistisk system" kan det retfærdigvis blive kaldt, siden det hverken anerkender Gud ej heller Guder-mindst af alt en Skaber, da det fuldstændigt afviser skabelse. Fecit ex nihilo er lige så uforståelig for den Okkulte metafysiske Videnskabsmand som det er for den videnskabelige Materialist. Det er ved dette punkt at al enighed stopper mellem de to. Men hvis dette er Buddhisten og den Brahmanske Okkultists synd, så må Pantesiter og Ateister, og også teistiske Jøder-Kabalisterne-også erkende sig "skyldige" i det; alligevel vil ingen få den tanke at kalde Kabalahens Hebræere "Ateister." Undtagen i de eksoteriske Talmudiske og Kristne systemer, har der aldrig været en religiøs Filosofi, uanset om det er i den gamle eller moderne verden, som a piori afviste ex nihilo hypotesen, ganske enkelt fordi Stof altid co-eviggjort med Ånd.
Nirvâna, så vel som Vedântinernes Moksha, anses af de fleste Orientalister for at være synonym med annihilation; alligevel kan ingen større grel uretfærdighed gøres, og denne grundlæggende fejl må påpeges og modbevises. På denne yderst vigtige lære indenfor det Brâhmo-Buddhistiske system-Alfaen og Omegaen af "Væren" eller "Ikke-Væren"-hviler hele den Okkulte Metafysiks bygningsværk. Nu kan berigtigelse af den store fejl om Nirvâna meget let opnås med relation til de filosofisk tilbøjelige, til de som,

I de midlertidige tings glas ser de åndelige tings billede.

På den anden side, for den læser som aldrig kan svæve ovenover den materielle fysiske forms detaljer, vil vores forklaring synes meningsløs. Han kan forstå og endda acceptere de logiske slutninger ud fra de angivne grunde-den sande ånd vil altid undslippe hans intuitioner. Ordet "nihil" er blevet fejlopfattet fra begyndelsen, det bruges stadigt som en forhammer

––––––––––
* [B.C.W. Vol. V, pp. 109-17.]
––––––––––

med hensyn til den Esoteriske Filosofis stof. Ikke desto mindre er det Okkultistens pligt at prøve at forklare det.
Nirvâna og Moksha har, som sagt før, deres væren i ikke-væren, hvis et sådant paradoks kan tillades for at illustrere meningen bedre. Nirvâna, betyder sådan som nogle hæderkronede Orientalister har søgt at bevise det, "blæsende-væk"* al sansende eksistens. Det er lige som flammen i et lys udbrændt ned til det sidste atom, og så pludseligt slukket. Lige nøjagtig. Ikke desto mindre, som den gamle Arhat Nâgasena bekræftede overfor kongen som hånede ham: "Nirvâna er"-og Nirvâna er evig. Men Orientalisterne benægter dette, og siger at det ikke er sådan. Ifølge deres opfattelse er Nirvâna ikke en re-asorbering ind i den Universelle Kraft, ikke evigt lyksaglighed og hvile, men betyder bogstavligt "blæsende ud, slukningen, den totale annihilation, og ikke absorption." Lankâvatâra [sektionen] som citeres som støtte for deres argumenter af nogle Sanskritister, og som giver de anderledes fortolkninger af Nirvâna ved Tîrthika-Brâhmanerne, er ikke en autoritet for den som går til de oprindelige kilder for at få information, nemlig, til Buddhaen som lærte doktrinen.† Samt citerer Chârvâka materialister som deres støtte.
Hvis vi som argument fremfører de hellige Jaina bøger, hvori en døende Gautama Buddha således adresseres: "Opstig ind i Nirvi [Nirvâna] fra denne affældige krop hvor ind eder haver blevet sendt. . . . Opstig til eders tidligere bolig, O velsignede Avatâra"; og hvis vi tilføjer at dette for os synes at være det helt modsatte af nihilisme, så kan vi blive fortalt at ind til videre beviser det kun en selvmodsigelse, en mere uoverensstemmelse i den Buddhistiske tro. Hvis vi igen påminder læseren om at Gautama fra tid til anden

––––––––––
* I et brev til The Times (April, 1857), fastholdt Prof. Max Müller på det kraftigste at Nirvâna betød annihilation i den fuldeste betydning af ordet. (Chips from a German Workshop, I, 287.) Men i 1869, i et foredrag foran the Association of German Philologists i Kiel på Generalforsamlingen, "erklærer han tydeligt at hans tro på at Nihilisme tilskrevet til Buddha's lære ikke udgør nogen del af hans doktrin, og at det er fuldt ud forkert at antage at Nirvâna betyder annihilation." (Trübner’s Amer. and Oriental Lit. Rec., Oct. 16th, 1869.)
† [Med hensyn til Buddha's gendrivelse af disse opfattelser, se sektionerne 18, 38 & 53 of D.T. Suzuki’s tr. of The Lankâvatâra Sûtra, London, Routledge, 1932 & rprs. — Compiler.]
––––––––––

antages at fremstå, gen-nedstigende fra hans "tidligere bolig" til gavn for menneskeheden og Hans trofaste menighed, hvilket gør det ubestrideligt, at Buddhismen ikke lærer om endelig annihilation, så vil vi blive henvist til autoriteter, til hvem en sådan lære er foreskrevet. Og lad os med det samme sige: Mennesket er ikke en autoritet for os i spørgsmålene med hensyn til samvittighed, ej heller bør de være det for nogen som helst andre. Hvis nogen holder fast i Buddha's Filosofi, så lad ham gøre og sige som Buddha gjorde og sagde; hvis et menneske kalder sig Kristent, så lad ham følge Kristus påbud-ikke fortolkningerne givet af hans mange afvigende præster og sekter.
I A Buddhist Catechism stilles spørgsmålet:

Er der nogen dogmer indenfor Buddhismen som vi forlanges at acceptere som tro? A. Nej, vi opfordres indtrængende til ikke at acceptere noget som helst baseret på tro; uanset det er skrevet i bøger, overleveret fra vore forfædre, eller fremlagt af vismænd. Vores Herre Buddha har sagt at vi ikke skal tro på en ting sagt, blot fordi det er sagt, heller ikke på traditioner, fordi de er blevet overleveret fra oldtiden; ej eller rygter, som sådan; og ej heller skrifter fra vismænd, fordi vismændene skrev dem, og ej heller fantasier, som vi kan mistænke for at have været inspireret i os af en Deva (det vil sige, i formodet åndelig inspiration); ej eller fra konklusioner draget fra nogle tilfældige antagelser, vi måtte have gjort; ej heller ikke på grund af, hvad der forekommer at være en analogisk nødvendighed; ej heller på vores læreres eller mestres blotte autoritet. Men, vi bør tro det, når skrifterne, doktrinen, eller udtalelsen bekræftes af vores egen fornuft og bevidsthed. "Med hensyn til dette," siger han, konkluderende, "jeg lærte dig ikke for at du skulle tro det blot fordi du havde hørt det, men når du troede det via din bevidsthed, for derefter at handle i overensstemmelse hermed og i overflod."*

At Nirvâna, eller snarere, den tilstand hvor i vi er i Nirvâna, er helt det modsatte af annihilation indgives os af vores "fornuft og bevidsthed," og det er personligt tilstrækkeligt for os. På samme tid, er denne sandhed utilstrækkelig og meget skidt-tilpasset til den generelle læser, noget mere effektivt kan tilføjes.
Uden at ty til kilder usympatiske overfor Okkultisme, tilfører Kabalahen os med de mest lysende og klare beviser

––––––––––
* Se the Kalama Sutta of the Anguttaranikâya, som citeret i A Buddhist Catechism, af H. S. Olcott, President i the Theosophical Society, pp. 55, 56, Colombo, Ceylon, 1881. [Quest Miniature ed., pp. 62-63.]
––––––––––

på at udtrykket "nihil" i de Gamle Filosoffers sind havde en helt anden betydning end den som nu modtages via Materialisternes hænder. Det betyder sandelig "ingenting"-eller "ingen-ting." F. Kircher, forklarer udtrykket beundringsværdigt i hans værk Kabalah og de Egyptiske Mysterier* Han fortæller hans læsere at i Zohar har den første Sephîrôth† hvis betydning er "det Uendelige," men som blev oversat halvdårligt af Kabalisterne som "Ens" og Non-ens" ("Væren" og "Ikke-Væren"); en Væren, lige så meget som det er roden og kilden til alle andre væsener; Ikke-Væren fordi det [Ain-Soph-det Grænseløse og Årsagsløse, det Ubevidste og Passive Princip] ligner intet andet i Universet. Forfatteren tilføjer:

Det er grunden til at Skt. Denis ikke tøvede med at kalde det nihil.

"Nihil" står derfor-selv blandt nogle Kristne teologer og tænkere, især blandt de tidligste som levede få skridt fra de indviede Paganskes dybtgående Filosofi-som et synonym for det upersonlige, guddommelige Princip, de Uendelige Alt, som ikke er nogen Væren eller ting-Ain Soph'en, Parabrahman'en i Vedântaen. Nu er det sådan at Skt. Denis var en elev af Skt. Paulus-en Indviet- og denne sandhed gøre alt tydeligere.
"Nihil'en" er in esse den Absolutte Guddom selv, den skjulte Kraft eller Allestedsnærværelse degraderet af Monoteismen til et antropomorft Væsen, med alle en dødeligs passioner i stor skala. Forening med Dette er ikke annihilation i den betydning det forstås i Europa.‡ I Østen refererer annihilation ind i Nirvâna

––––––––––
* Oedipus Aegyptiacus, Vol. II, Pt. I, p. 291.
† Sephir, eller Aditi (mystisk Rum). Lad det være forstået, at Sephîrôthen, er identisk med Hinduernes Prajâpatier, Esoteric Buddhismes Dhyâni-Chohaner, Zoroasternes Amshâspendere, og endelig med Elôhîm -de "Syv Tilstedeværelsens Engle" i den Romersk Katolske Kirke.
‡ Ifølge den Østlige ide, kommer Altet ud af den Ene, og vender tilbage til den igen. Absolut annihilation er ganske enkelt utænkelig. Ej heller kan evigt Stof blive annihileret. Form kan blive annihileret; co-relationer kan forandre sig. Det er alt. Der kan ikke være sådan noget som annihilation-i Universet-i Europæisk betydning.
––––––––––

blot til stof: den synlige så vel som den usynlige krop, for den astrale krop, den personlige dublet er stadigvæk stof, uanset hvor sublimeret. Buddha lærte at den oprindelige Substans er evig og uforanderlig. Dets vehikel er den rent, lysende æter, det grænseløse, uendelige Rum.

. . . ikke et tomrum som et resultat af formers fravær, men, tværtimod, alle formers grundlæggelse . . . [Dette] betegner den til at være skabelsen af Mâyâ, og alle hendes arbejder er som ingenting overfor det uskabte væsen, ÅND, i hvis dybtgående og hellige ro alle bevægelser må for evigt ophøre."*

Bevægelse refererer her kun til de uvirkelige objekter, deres forandring som i modsætning til al fremtid, hvile-fremtidig bevægelse er den Evige Lov, det Absoluttes uophørlige Åndedrag.
Beherskelsen af Buddhistiske dogmer kan i henhold til den platoniske metode kun nås; fra universaliteter til enkeltheder. Nøglen til dette ligger i influksen af åndeligt og guddommeligt liv i de forfinede og mystiske læresætninger.

Buddha sagde:

Hvem som helst der er bekendt med min Lov,† og dør i den tilstand, må vende tilbage til jorden ind til han bliver en perfekt Samana [asket]. For at opnå dette mål, så må han ødelægge Mâyâ's treenighed i sig selv.‡ Han må tilintetgøre sine passioner, forene og identificere sig selv med Loven 'den Hemmelige Læres lære', og forstå annihilationens religion.§

Nej, det er ikke ved den Buddhistiske litteraturs døde bogstav at videnskabsfolk nogensinde kan håbe på at finde den sande løsning om dets metafysiske finesser. Alene i hele oldtiden forstod Pythagoras den fuldt ud, og det er (for den gennemsnitlige Orientalist og Materialist) på Buddhismens uforståelige asbtraktioner at Pythagoras grundlagde hans Filosofis principielle læresætninger.

––––––––––
* Isis Unveiled, I, 289.
† Den Hemmelige Lov, “Hjertets Doktrin,” kaldt således i kontrast til “Øjets Doktrin,” eller eksoterisk Buddhisme.
‡ “Illusion; stof i dets trefoldige manifestation i den jordiske, og den astrale eller fontale Sjæl, eller kroppen, og den Platoniske duale Sjæl-den rationelle og den irrationelle."
§ Isis Unveiled, I, 289.
––––––––––

Således betyder annihilation, indenfor den Buddhistiske filosofi, kun spredning af stof, i en hvilken som helst form eller antydning af form det måtte være; for alt som bærer en form blev skabt, og må således før eller siden forgå, dvs., forandre denne form; derfor, som noget midlertidigt, dog tilsyneladende permanent, er den kun en illusion, Mâyâ; for, lige som evighed hverken har begyndelse ej heller ende, passerer den mere eller mindre forlængede varighed af en bestemt form, som det er, lige som et øjeblikkeligt lysglimt. Før vi er i stand til at blive klar over det vi har set, så er det væk og passeret væk for evigt; derfor, er selv vores astrale kroppe, ren æter, kun illusioner af stof, så længe at de bibeholder deres jordiske skitse. Den sidstnævnte forandrer sig, siger Buddhisterne, i overensstemmelse med personens fortjenester eller mangel på fortjenester i hans livstid, og dette er metempsychosis. Når den åndelige entitet bryder løs fra enhver form for stoflig partikel, først da indtræder den til den evige og uforanderlige Nirvâna. Han eksisterer i Ånd, i ingenting; lige som en form, en struktur, en der ligner noget, så annihileres han fuldstændigt, og vil således ikke mere dø, for Ånd alene er ikke nogen Mâyâ, men den ene VIRKELIGHED i et illusorisk univers af evigt-passerende former.

Det er på denne Buddhistiske doktrin at Pythagoræerne grundlagde deres filosofis grundlæggende læresætninger. "Kan den Ånd, som giver liv og bevægelse, og deltager i lysets natur, blive reduceret til en ikke-entitet?" spørger de. "Kan den sensitive Ånd i den brutale som træner hukommelse, en af de rationelle evner, dø, og blive ingenting?" Og i sit dygtige forsvar af Pythagoras udvider Whitelocke Bulstrode denne doktrin ved at tilføje: "Hvis du siger, de [brutale] ånder deres Ånder ud i luften og forsvinder der, så er det alt hvad jeg kæmper for. Luften er, sandelig, det rette sted at modtage dem, ifølge Laertius fyldt med sjæle; og ifølge Epicurus, hele atomer. . . . alle tings Princip. For selv på dette sted hvor i vi går og fugle flyver. . . er således meget af en åndelig natur, at det er usynligt; og kan derfor, meget vel være modtager af forme, da alle kroppes forme er sådan; vi kan kun høre og se dens resultater; luften er i sig selv for fin, og ovenover øjets kapacitet. Hvad er æteren som er i regionen ovenover så. Og hvad er indflydelsen fra former som nedstiger der fra?"* Pythagoræerne fastholder at Dyrs Ånder, som er emanationer fra de mest sublime dele af æteren - emanationer, ÅNDER, men ikke forme. Æter er uforgængelig,

––––––––––
* [An Essay of Transmigration, etc., pp. 29-30; 1692.]
––––––––––

det er alle filosoffer enige om; og det som er uforgængelig er så langt fra at blive annihileret når det slipper af med formen, at det har gode grunde til at påstå sig UDØDELIG. "Men hvad er det som ingen krop, ingen form har; som er ubestemmelig, usynlig og udelelig, det som eksisterer, og alligevel ikke er?" spørger Buddhisterne. "Det er Nirvâna," er svaret. Det er INGENTING, ikke en region, men snarere en tilstand.*

––––––––––
* Isis Unveiled, I, 290.
––––––––––