"Ammonious lærte at massernes religion gik hånd i hånd med filosofi, og at den havde sammen med denne delt skæbne ved gradvist at blive korrumperet og gjort uforståelig via simple menneskelige bedrag, overtro, og løgne; og at den derfor burde bringes tilbage til dens originale renhed ved at befri den fra dens slagger og ved at fremlægge den baseret på filosofiske principper; og alt det Kristus havde for øje var at indføre og genoprette de gamles visdom til dens oprindelige integritet; at indenfor grænser reducere den universelle-tilbageværende overtros domæne; og til dels for at korrigere, og til dels for at udrydde de forskellige fejl som havde fundet deres vej ind i de forskellige populære religioner."

"Han behøvede blot at fremlægge hans lærdomme i overensstemmelse med de gamle Hermes søjler, som Platon og Pythagoras kendte til førhen, og hvorfra de indstiftede de deres filosofi. Og da han fandt den selv samme prolog i Johannes Evangeliet, så antog han meget korrekt at Jesus

formål var at genoprette den store visdomslære i dens enkle helhed. Han anså beretningerne i Biblen og historierne om guderne for at være allegorier, der illustrerede sandheden, eller fabler der burde forkastes." Yderligere, som Edingburg Encyclopedia siger, "anerkendte han at Jesus Kristus var et fortræffeligt menneske og 'Guds ven', men påstod at det ikke helt var hans ide at forlade tilbedelsen af dæmoner (guder), og at hans eneste hensigt var at rengøre den gamle religion."

   ”The Theosophical Society blev formet med det formål at udbrede de Teosofiske læresætninger, og for at fremme det Teosofiske liv. Det nuværende Theosophical Society er ikke det første af sin slags. Jeg har et bind med titlen: ’Theosophical Transactions of the Philadelphian Society,’ udgivet i London i 1697; og et andet med følgende titel: ’Introdoction to Theosophy, or Science of the Mystery of Christ; det vil sige, om Guddom, Natur, og Skabninger, omfattende filosofien om alle arbejdende kræfter i livet, magiske og spirituelle, og som udgør en praktisk guide til den mest sublime rene, hellighed, og evangeliske perfektion; også opnåelsen af guddommeligt syn, og de

hellige englelige videnskaber, kræfter, og andre regenererende privilegier,’ udgivet i London i 1855. Det følgende er dedikeringen fra dette bind:-

”Til de studerende på Universiteterne, Videregående uddannelser, og Kristne skoler: Til Professorer indenfor Metafysiske, Tekniske, og Natur Videnskaber i alle dens former: Til mænd og kvinder indenfor Uddannelse generelt, indenfor ortodoks tro: Til Deister, Arianere, Unitarere, Swedenborgianere, og andre defektive og undergrunds-trosretninger, rationalister, og skeptiske af enhver slags: Til de retfærdige og oplyste Muhammedanere, Jøder, og orientalske Patriark-religiøse: men især til evangelist præsten og missionæren, uanset om det er til barbariske eller intellektuelle mennesker, således er denne introduktion til Teosofi, eller videnskab om grunde og mysterierne til alle ting på den mest ydmyge og hengivne måde dedikeret.’

  ”I det følgende år (1856) blev et andet bind udgivet, royal octavo, på 600 sider, diamond type, om 'Theosophical Miscellanies.' Kun 500 kopier fra sidstnævnte værk blev gratis distribueret til Biblioteker og Universiteter. Disse tidligere bevægelser, hvoraf der var mange, stammede inde fra Kirken, med personer af stor fromhed og ærlighed, og med uplettet karakter; og alle disse skriverier var i ortodoks form, med brug af Kristne udtryk, og, lige som, skrifterne fra den eminente Gejstlige William Law, kunne de kun skille sig ud for den almindelige læser ved deres store ærlighed og fromhed. Disse var hver og en forsøg på at uddrage og forklare de dybere meninger med og det oprindelige indhold i de Kristne Skrifter, og for at illustrere og udfolde det Teosofiske liv. Disse værker blev snart glemt, og er nu generelt ukendte. De søgte at reformere præsterne og genoplive sand fromhed, og blev aldrig ønsket velkommen. Det enkelte ord ”Kætteri,” var tilstrækkeligt til at begrave dem i alle sådanne Utopia’ers tomrum. Ved tiden for Reformationen udførte John Reuchlin et lignende forsøg med samme resultat, selv om han var den nære og betroede ven af Luther. Ortodoksien ønskede aldrig at blive informeret eller oplyst. Disse reformatorer blev, ligesom Paul af Festus, informeret om at for meget lærdom havde gjort dem vanvittige, og at det ville være farligt at gå videre. Ved at passere det ordskvalder, som delvist var en spørgsmål om vane og uddannelse blandt disse forfattere, og som delvist skyldes religiøs tilbageholdenhed gennem

verdslig magt, og for at komme til sagens kerne, så var disse skriverier, Teosofiske i den strengeste betydning, og vedrørte kun menneskets viden om hans egen natur og sjælens højere liv. Den nuværende Teosofiske bevægelse er nogle gange blevet erklæret for at være et forsøg på at konvertere Kristendommen til Buddhismen, hvilket ganske enkelt betyder at ordet ’Kætteri’ har tabt sin terror-effekt og opgivet sin magt. Individer har i enhver tidsalder mere eller mindre klart forstået de Teosofiske doktriner og formet dem ind i deres livsstile. Disse doktriner tilhører ikke eksklusivt nogen religion, og tilhører ikke noget samfund eller tid. De er ethvert menneskesjæls fødselsret. Sådan noget om Ortodoksi bør afvikles af hvert individ i overensstemmelse med hans natur og hans behov, og i forhold til hans forskellige oplevelser. Det kan forklare hvorfor de, som har forestillet sig Teosofien som en ny religion, har jaget forgæves efter dens troslære og dens ritualer. Dens troslære er Loyalitet overfor Sandheden, og dens ritual ’At ære enhver sandhed ved brug’.
   ”Det kan måske ses hvor lidt dette princip for Universelt Broderskab forstås af menneskehedens masser, hvor sjældent dets transcendente betydningsfuldhed forstås, ved den diversitet af opfattelser og fiktive fortolkninger der findes angående The Theosophical Society. Dette Selskab blev organiseret efter dette ene princip, om det Menneskehedens essentielle Broderskab, som her kort er skitseret og utilstrækkeligt fremlagt. Det har været beskyldt for at være Buddhistisk eller anti-Kristent, som om at det kunne være begge dele på en gang, når både Buddhismen og Kristendommen, ifølge deres inspirerede grundlæggere har fremsat, at broderskab er den eneste grundlæggende lære og det eneste grundlæggende i livet. Teosofi er også blevet anset for at være noget nyt under solen, eller i bedste fald mysticisme maskeret under et nyt navn. Mens det er sandt at mange Selskaber, der er baseret på, og forenet i støtte til altruistiske principper, eller grundlæggende broderskab, har båret forskellige navne, så er det også sandt at mange har heddet Teosofiske, og med samme principper og mål som det nuværende selskab der bærer dette navn. Hos disse selskaber, alle som en, har den grundlæggende lære været den samme, og alt andet har været tilfældigt, men dette fjerner ikke sandeheden i at mange personer er tiltrukket af de tilfældige, som overser eller ignorerer det essentielle.”

”Lad regler være fastsat som indeholder vores vrede, Og straffe fejl med en proportional lidelse; Men hudflet ikke ham som kun fortjener En piskning for den fejl han har gjort.”

“Sjælen blev genereret før kroppen, og kroppen er bagerst og sekundær, da den ifølge naturen, bliver ledt af den ledende sjæl.” “Sjælen som administrerer alle ting som på alle måder bevæges, administrerer ligeledes himlene.”

“Sjælen leder således alting i himlen, og på jorden, og i havet, ved dens bevægelser – som har navnene, at ville, at overveje, at tage sig af, at konsultere, at forme sande og falske opfattelser, at være i en tilstand af glæde, sorg, tillid, angst, had, kærlighed, sammen med alle sådanne primære

bevægelser, som er knyttet til disse. . . . Da hun selv er en gudinde har hun Nous, en gud som allieret, og disciplinerer alle ting korrekt og glædeligt; men sammen med Annoia – ikke nous – så virker alting modsat.”

”Vores fødsel er blot en søvn og en forglemmelse, Sjælen som står op med os, vores livs stjerne, Haver andet steds haft sin nedgang, Og kommer fra det fjerne.”

”. . . . kun en vandrende skygge – en svag spiller, Som spankulerer og bekymrer sig over sin time på scenen, Og som så ikke høres mere. Det er en fortælling Fortalt af en idiot, fuld af lyd og raseri, Intetsigende. . . . .”

”Hvorfor skulle min fødsel holde min stigende ånd nede? Er ikke alle væsner underlagt tiden? Der er nu legioner af tiggere på jorden, At deres oprindelse udgår fra Konger, Og nu mange monarker, hvis fædre var Deres tids proletarer . . . . . . .” Ændrer ordet ”fædre” til ”Egoer” - og du vil have sandheden.

. . . ”Så snart den menneskelige sjæl, er lanceret på evolutionens strømme som en menneskelig individualitet,† så passerer den gennem vekslende perioder af fysiske og relativt åndelige eksistenser. Den passerer fra det ene plan, eller stratum, eller tilstand i naturen til den anden under vejledning af dets Karmiske affiniteter; levende det liv i inkarnationer som dets Karma har ordineret forud; modificerende dets fremskridt indenfor omstændighedernes begrænsninger, og, - udviklende frisk Karma via dets brug eller misbrug af muligheder, - den vender tilbage

til åndelig eksistens (Devachan) efter hvert fysisk liv, - gennem den mellemliggende region Kamaloka – for at hvile og forfriske sig og for gradvist at absorbere så meget kosmisk fremskridt ind i sin essens af livs erfaringerne der er opnået ”på jorden” eller under den fysiske eksistens. Denne opfattelse af sagen vil, ydermere, have indgivet mange underordnede slutninger til enhver der tænker over emnet; for eksempel at overførslen af bevidsthed fra Kamaloka til det Devachaniske stadie ville nødvendigvis være gradvis i denne udvikling *; at der i sandhed, ikke er nogen hård-og-hurtig line der separerer de åndelige forholds varieteter, at selv de åndelige og fysiske planer, som psykiske evner i levende mennesker viser, ikke er så håbløst omgivet af en mur mellem hinanden som materialistiske teorier ville antyde; at alle tilstande i naturen rundt om os alle er samtidige, og appellerer til forskellige sanseopfattende evner; og så videre. . . . Det er klart at igennem den fysiske eksistens forbliver folk der besidder psykiske evner i forbindelse med de superfysiske planers bevidsthed; og selv om de fleste folk måske ikke besidder sådanne evner, så er vi alle, sådan som søvnens fænomener, og endda og især . . .de indenfor søvngængeri og mesmerisme viser, i stand til at indgå i bevidsthedstilstande som de fem fysiske sanser ikke har noget at gøre med. Vi -- sjælene indeni os -- flyder ikke allesammen sammen rundt på stoffets ocean. Vi bibeholder klart nogle overlevende interesser og rettigheder på bredden hvorfra vi for en tid har flydt væk fra. Inkarnations-processen er derfor ikke fuldt beskrevet, når vi taler om en vekslende eksistens på de fysiske og åndelige planer, og således afbilder sjælen som en komplet entitet der fuldstændig glider fra den ene eksistenstilstand til den anden. De mere korrekte definitioner af processen vil muligvis præsentere inkarnation som noget der finder sted på dette naturens fysiske plan via fornuften på grund af en emanerende udstrømning fra sjælen. Den Åndelige rige ville samtidig være den passende bolig for Sjælen, som aldrig ville fuldstændigt ville forlade den; og

den ikke-materialiserbare del af Sjælen som permanent forbliver på det åndelige plan kan måske passende omtales som det HØJERE SELV.”

”Teorien vi overvejer (udvekslingen af ideer mellem det Højere Ego og det lavere selv) harmonerer meget godt med behandlingen af denne illusoriske verden af fænomener, som vi lever i, naturens åndelige plan på den anden side tankeverdenen eller realitets planet. Denne region i naturen så at sige hvorfra, den uforgængelige sjæl udgår er mere virkelig end den i hvilke dens midlertidige blomster for et øjeblik kommer til syne for at visne og gå i stykker, mens planten samler energi for at fremsende en frisk blomst. Antag at blomster kun kunne opfattes af de almindelige sanser, og deres udgangspunkt eksisterede for os som immaterielle og usynlige i Naturen, filosoffer i en sådan verden som ville spå at der var sådan noget som rødder på et andet

eksistensplan ville være rammende med hensyn til at sige om blomsterne, at disse er ikke virkelige planter; de er kun af relativ vigtighed, kun øjeblikkets illusoriske fænomener.”

”Fra fjerneste fortid har menneskeheden som et hele betragtet altid været overbevist om eksistensen af en personlig åndelig entitet indeni det personlige fysiske menneske. Denne indre entitet var mere eller mindre guddommelig, afhængig af dens nærhed til kronen. Jo tættere en forening jo mere fredfyldt er menneskets skæbne, jo mindre farlige de ydre omstændigheder. Denne tro er hverken snæversyn eller overtro, kun en altid-tilstedeværende, instinktiv følelse af nærheden af en anden åndelig og usynlig verden som, selv om den er subjektiv for det ydre menneskes sanser, er fuldstændig objektiv for det indre ego. Yderligere, troede de at der er ydre og indre omstændigheder som påvirker vores viljes beslutninger af vores handlinger. De afviste fatalisme, fordi fatalisme indebærer en blind vej givet af en endnu mere blind kraft. Men de troede på skæbnen eller Karma, som ethvert menneske fra fødsel til død tråd for tråd binder omkring sig selv, som en edderkop fremstiller sit spindelvæv; og denne skæbne guides af den tilstedeværelse som nogen navngiver skytsenglen, eller vores mere intime astrale indre menneske, som alt for ofte ikke er andet end menneskets, kødets onde geni eller personligheden. Begge disse styrer MENNESKET, men en af dem vil vinde; og fra det usynlige slagsmåls tidligste start træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation og gengældelse ind og sætter sin kurs, tillidsfuldt følgende konfliktens svingninger. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket tilsyneladende er indhyllet i hans eget netværks fremstilling, så oplever han sig fuldstændig underlagt sit eget selv-skabte imperiums skæbne. Den fikserer ham så enten som en ubevægelig skal imod den urokkelige klippe, eller bærer ham væk som en fjer i en hvirvelvind skabt af hans egne handlinger.”

”Ja, Naturen taler altid, synes du ikke? Vi laver blot nogen gange så meget støj at vi drukner dens stemme. Det er derfor, at det er så afslappende at gå ud af byen og hygge sig lidt i Moderens arme. Jeg tænker på aftenen på Hampstead Heath da vi så solen gå ned; men oh! på hvilken baggrund af lidelse og ulykke gik den ned! En dame bragte mig i går en stor kurv af vilde blomster. Jeg tænkte, at nogle i mine East-end familie havde mere ret til den end Jeg, og derfor tog jeg den med ned til den meget fattige skole i Whitechapel denne morgen. Du skulle have set de små blege ansigter lyse op! Derfra gik jeg hen for at betale for nogle retter på en restaurant for nogle børn. Det var i en snæver baggade, fyldt med anmasende folk; en ubeskrivelig stank fra fisk, kød, og andre madvarer, alt hørmende i solen som I Whitechapel, gnaver i stedet for at rense. Restauranten var indbegrebet af alle lugte. Ubeskrivelige kød-tærter til en pris af 1d., afskylige klumper af 'føde' og sværme af fluer, selveste Beelzebubs alter! Det drejer sig om, babyer på strejftog efter stumper, en, med et ansigt som en engel, samlende kirsebærsten som en let og nærende diet. Jeg gik vestpå med hver nerve skælvende og chokeret, undrende mig over hvorvidt noget kunne gøres ved visse dele af London bortset fra at opsluge dem i et jordskælv og på ny starte deres beboere på en frisk, efter en dukkert i en rensende Lethe, ud af hvilken ingen erindring kunne dukke op! Så tænkte jeg på Hampstead Heath, og – reflekterede. Hvis man ved et hvilket som helst offer kunne skaffe sig kraften til at redde disse mennesker, så ville omkostningerne ikke være værd at udregne; men, ser du, DE behøver at blive forandret – og hvordan kan dette ske? I den tilstand de nu er i, så ville de ikke have gavn af ethvert miljø, som de kunne blive placeret i; og alligevel, i deres nuværende omgivelser vil de blive ved med at forrådne. Mit hjerte bløder overfor, denne endeløse, håbløse elendighed, og denne brutale degradering er på en gang dens udgroen og dens rod. Det er lige som banyan-træet; hver gren skaber sin egen rod og sender nye skud frem. Hvilken forskel mellem disse følelser og den fredefyldte scene i Hampstead! og alligvel har vi,

som er disse stakkels væsners brødre og søstre, kun en ret til at bruge Hampstead Heaths for at vinde styrke til at redde Whitechapels.”
(Signeret med et navn alt for respekteret og for velkendt til at blive givet til hånere.)

”Muligheden for at unddrage sig individuelt ansvar hører ikke til blandt de

Teosofiske koncepter. I denne tro er der ikke sådan noget som tilgivelse, eller 'sletning af det onde eller allerede udførte,' skidte handlinger uden den passende straf for den forkert-handlende og genoprettelsen af harmonien i universet som er blevet forstyrret ved hans forkerte handling. Det onde har været hans eget, og mens andre må lide dets konsekvenser, soningen kan kun etableres af ham selv og ingen anden.

”Den påtænkte tilstand . . . . hvori et menneske er blevet 'til en vis grad opvågnet og omvendt fra ondt og skidt adfærd,' er den hvori et menneske bliver klar over at dets gerninger er onde og fortjener straf. Ved den realisering er en forståelse for personligt ansvar uundgåelig, og hans forståelse for denne frygtelige ansvarlighed må være i passende overensstemmelse med hans grad af opvågnen eller 'omvendelse'. Når den virker stærkt på ham, så er det tiden hvor han opfordres til at acceptere læren om stedfortrædende forsoning.

”Han fortælles også at han bør angre, men intet er lettere end dette. Det er en elskværdig svaghed i menneskets natur, at vi er meget tilbøjelige til at fortryde det onde vi har gjort, når vores opmærksomhed henledes på det, og når vi enten selv har lidt for det eller nydt frugterne heraf. Muligvis, vil en grundig analyse af følelsen vise os at det vi fortryder snarere er nødvendigheden som synes at have nødvendiggjort det onde som en metode til at opnå vores selviske ønsker end selve det onde.”

”Attraktiv som denne mulighed for at kaste vores byrder af synder 'ved foden af korset' kan være for det almindelige sind, så anbefales det ikke til den Teosofiske studerende. Han forstår ikke hvorfor at synderen ved at opnå viden om hans ondskab derved kan gøre sig fortjent til tilgivelse eller sletning af hans tidligere skidte adfærd; eller hvorfor anger eller fremtidig ret levemåde giver ham ret til en sådan afbrydelse af den universelle lov om relationen mellem årsag og virkning. Resultatet af hans onde gerninger fortsætter med at eksistere; lidelserne givet til andre slettes ikke. Den Teosofiske studerende tager virkningen af skidt adfærd overfor den uskyldige ind i sin verden. Han påtænker ikke kun den skyldige person, men også han ofre.

”Ondt er en overtrædelse af harmoniens love der styrer universet, og straffen for det falder på overtræderen af denne lov.

Kristus ytrede advarslen, 'Synd ikke mere, for ikke at værre ting skal overgå dig,' og Sankt Paulus sagde, 'Arbejd for din egen frelse. Hvad som helst et menneske sår, det skal han også høste.' Dette, er forresten en udmærket metaforisk fremstilling af den sætning fra Puranaerne som går langt forud for ham – at 'hvert menneske høster konsekvenserne af hans egne handlinger.'

”Dette er Karamlovens princip, som læres i Teosofien. Sinnett, fremstillede i sin 'Esoteric Buddhism,' Karma som 'den etiske årsagslov.' 'Loven om gengældelse,' sådan som Madame Blavatsky oversætter dens betydning, er bedre. Det er kraften som

”'Retfærdig men mysteriøs, leder til ufejlbarlighed
Gennem umarkerede metoder fra skyld til straf.'

”Men, den er mere. Den belønner fortjeneste lige så ufejlbarlig og præcis som den straffer fejl. Den er resultatet af enhver handling, tanke, ord og gerning, og mennesket former sig selv, deres liv, og successer ved den. Østlig filosofi afviser ideen om skabelsen af en ny sjæl for hver nyfødt baby. Den tror på et begrænset antal monader, der evolverer og gror sig mere og mere perfekte gennem deres assimilering af mange efterfølgende personligheder. Disse personligheder er resultatet af Karma og det er ved Karma og re-inkarnation at menneskets monade med tiden vender tilbage til dens kilde – absolut guddom.”

”Læren om Karma er kort, at vi gjort os selv til det vi er ved tidligere handlinger, og bygger vores fremtidige evighed ved nutidige handlinger. Der er ingen skæbne bortset fra den vi selv bestemmer. Der er ingen frelse eller fordømmelse uden den vi selv frembringer. . . . Fordi den tilbyder ikke husly til kriminelle handlinger og nødvendiggør en fremragende mandlighed, den er mindre velkommen til svage naturer end de lette religiøse læresætninger indirekte soning, forbøn, tilgivelse og dødsleje omvendelser. . . . I den evige retfærdigheds domæne er overtrædelsen og straffen uadskilleligt forbundne som den samme begivenhed, fordi der er ikke nogen virkelig forskel mellem handlingen og dens resultat. . . . Det er Karma, eller vores gamle handlinger, som trækker os tilbage til

det jordiske liv. Åndens bolig forandrer sig i forhold til dens karma, og denne Karma forbyder enhver lang fortsættelse i én tilstand, fordi den altid forandrer sig. Så længe handlinger styres af materielle og selviske motiver, lige så længe må resultaterne af denne handling manifestere i fysiske gen-fødsler. Kun det fuldstændigt uselviske menneske kan undslippe det materielle livs byrder. Få har opnået dette, men det er menneskehedens mål.”

”De som tror på Karma er nødt til at tro på skæbnen, som ethvert menneske, fra fødsel til død, væver rundt om det selv, tråd for tråd, lige som en edderkop laver sit spind, og hans skæbne guides enten af den usynlige prototypes himmelske stemme udenfor os, eller af vores mere intime astrale eller indre menneske, som alt for ofte er den legemliggjorte enhed benævnt menneskets onde ånd. Begge disse påvirker det ydre menneske, men en af dem må vinde; og fra selve begyndelsen af den usynlige forstyrrelse træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation ind og vælger sin vej, mens den trofast følger udsvingene. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket er synligt indhyllet i hans eget netværks gøren, så finder han sig selv fuldstændig underlagt hans selvskabte skæbnes imperium. . . . En Okkultist eller en filosof vil ikke tale om Forsynets godhed eller grusomhed; men, han vil lære om det ved at identificere det med Karma-Nemesis, den beskytter ikke desto mindre de gode og våger over dem i dette og i fremtidige liv; og at den straffer de onde – ja, selv i hans syvende gen-fødsel -kort sagt, så længe, at virkningen af hans påvirkning af selv det mindste atoms uro i den uendelige harmonis verden ikke endeligt er blevet gen-justeret. For det eneste Karmiske dekret – et evigt og uforanderligt dekret-er absolut harmoni i stoffets verden lige som det er i åndens verden. Det er derfor ikke Karma, der belønner og straffer, men det er os som belønner og straffer os selv i overensstemmelse hvorvidt vi arbejder med, gennem eller sammen med naturen, adlydende lovene, som denne harmoni afhænger af, eller – bryder dem. Ej heller ville de Karmiske veje være uransagelige hvis mennesket arbejdede i enighed og harmoni, i stedet for uenighed og strid. For vores uvidenhed

om disse veje – som en del af menneskeheden kalder for Forsynet, mørk og kringlet; mens den anden i dem ser blinde fatalistiske handlinger; og en tredje almindeligt held, uden godt eller ondt til at guide dem – ville sandelig forsvinde hvis vi blot ville tillægge alle disse deres korrekte årsager. . . .Vi står desorienterede foran vores eget mysteriums skabelse og livets gåder som vi ikke vil løse, og beskylder så Sphinxen for at ville fortære os. Men sandelig så er der intet tilfældigt i vores liv, ikke en eneste ulykkelig dag, eller uheld, som ikke kan spores tilbage til vores egne handlinger i dette eller i et andet liv. . . . . Karmaloven er uløseligt sammenvævet med reinkarnation. . . . . Det er kun denne lære som kan forklare os det mysteriøse problem om godt og ondt, og forlige mennesket med livets frygtelige og tilsyneladende uretfærdighed. Intet andet end sådan en sikkerhed kan stilne vores forstødte følelse af retfærdighed. For, når man er ubekendt med den noble lære og ser sig omkring og observerer uligheder som fødsel og lykke, intellekt og kapaciteter; når man ser ære blive givet fjolser og ødelande, på hvem lykken har overdynget hendes tjenester blot på grund af deres fødselsbaggrund, og deres nærmeste nabo, som med al sit intellekt og noble egenskaber – på enhver måde - i langt højere grad fortjener det – går til grunde uden muligheder og på grund af manglende sympati – når man ser alt dette og er nødt til at vende sig bort, hjælpeløs med hensyn til at afhjælpe den ufortjente lidelse, så ringer det for ens ører og ens hjerte smertes af lidelsens skrig rundt omkring en - og den velsignede Karma alene forhindrer ham i at forbande livet og menneskene så vel som deres formodede Skaber. . . . . Denne lov, om den er bevidst eller ubevidst, forudbestemmer intet og ingen. Den eksisterer i sandhed fra evighed og til evighed, for den er selveste evigheden; og da ingen handling som sådan, kan være lig med evighed, så kan den ikke siges at handle, for den er selveste handling i sig selv. Det er ikke bølgen der drukner mennesket, men staklens personlige handling, som er bevidst og som placerer ham under de upersonlige loves handlinger der styrer havets bevægelser. Karma skaber ingenting, og designer heller ikke. Det er mennesket som planter og skaber årsager, og den Karmiske lov justerer resultaterne, med en justering der ikke er en handling men universel harmoni, som altid søger at genoptage det oprindelige position. Ligesom en gren, som, med magt bøjes ned, og svipper tilbage med korresponderende

kraft. Hvis den vrider den arm som prøvede at bøje grenen af led, bør vi så sige at grenen brækkede vores arm eller at vores egen tåbelighed har bibragt os sorg? Karma har aldrig søgt at ødelægge den intellektuelle og individuelle frihed, ligesom guden Monoteisterne har opfundet. Den har involveret sine dekreter i mørke med det formål at gøre mennesket perplekst, og vil heller ikke straffe ham som vover at udforske dets mysterier. Tværtimod vil den som gennem studier og meditation afsløre dets komplicerede veje, arbejde for sine medmenneskers bedste, og kaste lys på de mørke veje, i hvis snoninger så mange mennesker er gået til grunde på grund af deres uvidenhed om livets labyrint. Karma er en absolut og evig lov i den manifesterede verden; og da der kan kun være et Absolut, så vel som en Evig, alle-steds-nærværende Årsag, så kan de der tror på karma ikke anses for at være ateister eller materialister, og endnu mindre fatalister, for Karma er ét med det Ukendte, hvoraf det er et aspekt, i dens virkninger i fænomenernes verden.” En anden dygtig Teosofisk forfatter siger (Teosofiens Formål, af Fru P. Sinnett): ”Ethvert individ skaber Karma enten god eller dårlig i hver handling og tanke i hans daglige aktivitet, og udarbejder samtidigt i dette liv den Karma som blev bibragt ved handlinger og begær i det sidste liv. Når vi ser mennesker, der er ramt af medfødte lidelser så kan det med sikkerhed antages at disse lidelser er det uundgåelige resultat af årsager som blev startet af dem selv i et tidligere liv. Det kan argumenteres for at siden disse lidelser er arvelige så kan de ikke have noget at gøre med en tidligere inkarnation; men det bør huskes at Egoet, det sande menneske, individualiteten, ikke har nogen åndelig oprindelse i den afstamning som den gen-legemliggøres i, men tiltrækkes af de affiniteter som dets tidligere livsstil tiltrak sig ind i den strøm som bærer den frem, til tiden kommer for gen-fødsel, til det hjem som bedst passer til udviklingen af disse tendenser. . . . . Denne lære om Karma, er, når den rigtig forstås, beregnet til at guide og assistere de som realiserer dens sandhed til en højere og bedre livsstil, for det må ikke glemmes at det ikke kun er vores handlinger men også vores tanker meget sikkert bliver

fulgt af en flok at omstændigheder som vil påvirke vores egen fremtid til det gode eller til det onde, og, det som er endnu mere vigtigt, fremtiden for mange af vores med-mennesker. Hvis undladelsessynder og bevidste synder på nogen måde kun kunne være selvstændige, så vil sandheden om synderens Karma være et spørgsmål af mindre betydning. Virkningen af at hver tanke og handling bærer en korresponderende indflydelse med sig gennem livet til det gode eller til det onde overfor andre medlemmer af den menneskelige familie, giver en streng opfattelse af retfærdighed, moralitet, og uselviskhed så nødvendig for fremtidig lykke eller fremskridt. Når en forbrydelse er begået, en ond tanke udsendt fra sindet, så kan den ikke tilbagekaldes – ingen mængde af anger kan udslette dens fremtidige resultat. Anger, vil forhindre mennesket i at gentage sine fejl, hvis den er oprigtig; den kan ikke redde ham eller andre fra virkningerne af det som allerede er skabt, som ufejlbarligt vil ramme ham enten i dette liv eller i den næste gen-fødsel.”

”De troende i en religion der er baseret på en sådan lære er villige til at den bliver sammenlignet med en hvor i menneskets skæbne i al evighed er bestemt af tilfældighederne i en enkelt, kort jordisk eksistens, gennem hvilken han tiljubles med det løfte at 'som et træ falder så skal det blive liggende'; hvori hans største håb, når han vågner op med en viden om hans slette adfærd, er læren om stedfortrædende forsoning, og hvori selv denne er hæmmet ifølge den Presbyteriske Tros Syndsforladelse.

”Ved Guds dekret, for at hans herlighed kan manifesteres, så er nogle mennesker og engle forudbestemt til et evigt varende liv og andre førordineret til en evigt varende død.

”Disse engle og mennesker som således er forudbestemte og førordineret er specielt og uforanderligt skabt; og deres antal er så sikkert og bestemt at det kan ikke forøges eller formindskes. . . .Lige som Gud har udnævnt de udvalgte til herlighed. . . . . Heller ingen andre som kaldes, retfærdiggjorte, optaget, indviet, og frelste bliver effektivt forløst ved Kristus handling, lige bortset fra de udvalgte.”

”Resten af menneskeheden var Gud glad for, ifølge hans egen uransagelige viljes råd, hvorved han udstrækker eller tilbageholder nåde som det passer ham, til hans egne kræfters herlighed over hans væsner, for at forbigå dem og at ordinere dem vanære og vrede for deres synders skyld til velsignelse af hans herlige retfærdighed.”

Karma – al totaliteten af en sjæl Som er tingene den gjorde, tankerne den havde, 'Selvet' det væver med en udsigtsløs tids woof Krydses på kæden af usynlige handlinger. * * * * * * * Før begyndelsen og uden en ende, Som det evige rum og som sikker kautionist, Er en guddommelig Magt fastsat som bevæger til det gode, Kun dens love varer ved. Den vil ikke være ringeagtet af nogen; Den som blokerer den taber, og den som tjener den vinder; Det skjulte gode betaler den med fred og lyksaglighed, Det skjulte onde med lidelser. Den syner alle steder og mærkes med alt; Gør ret – den godtgør! Gør en fejl Den tilsvarende gengældelse må gøres Selv om Dharma tøver længe. Den kender ikke vrede ej heller tilgivelse; total-sandhed, Den udmåler tildeling, dens ufejlbarlige balance hviler tungt; Tider er som intet, i morgen vil den dømme Eller efter mange dage. * * * * * * *

Sådan er loven som fører til retfærdighed, Som ingen i den sidste ende kan slå til side eller opholde; Dens hjerte er kærlighed, enden på den Er fred og sød fortæring. Adlyd.”

”Guds nåde er bundløs og ufattelig. Det er umuligt at forestille sig en menneskelig synd så forbandet at prisen der er betalt forud for synderens syndsforladelse ikke ville slette den selv om den var tusinde gange værre. Og yderligere, så er det aldrig for sent at angre. Selv om lovovertræderen venter til det sidste minut i den sidste time på den sidste dag i sit dødlige liv, før hans blanke læber ytrer tilsagn til troen, så går han til Paradis; den døende tyv gjorde det, og sådan kan mange andre ligeså modbydelige. Dette er Kirkens antagelser, og de gejstliges; antagelser som bliver hamret ind i hovedet på dine landsmænd af Englands favorit prædikere, lige ind i 'lyset af det XIX'ende århundrede,'” den mest paradoksale af alle tidsaldre. Hvor fører dette nu hen?

”Hvis vi træder udenfor den lille cirkel af tro og betragter universet som et hele balanceret af en udsøgt tilpasning af dens dele, hvordan al sund logik, og hvordan den mindste antydning af, følelse af retfærdighed, gør oprør mod denne Stedfortrædende Forsoning! Hvis den kriminelle kun syndede imod sig selv, og kun gjorde ham selv uret; hvis han ved oprigtig anger kunne forårsage udslettelse af alle tidligere begivenheder, ikke kun fra menneskets hukommelse, men også fra den udødelige optegnelse, som ingen guddom – ikke en gang den Højeste af det Højeste – kan få til at forsvinde, så ville dette dogme måske ikke være så uforståeligt. Men at fastholde at man kan gøre sit med-menneske uret, slå ihjel, forstyrre samfundets ligevægt og tingenes naturlige orden, og kan så – via kujonagtig, håb, eller tvangstanke, det er lige meget – blive tilgivet ved at tro at udgydelsen af en dråbe vasker alle de andre spildte dråber væk – dette er urimeligt! Kan resultatet af en forbrydelse udslettes selv om selve forbrydelsen skulle blive benådet? Resultatet af en årsag begrænser sig aldrig til årsagens grænser, resultatet af forbrydelsen kan heller ikke begrænses til gerningsmanden og hans offer. Enhver god så vel som ond handling har sine virkninger, lige så håndgribeligt som en sten der slynges ned i det rolige vand. Den sammenligning er banal, men den er den bedste nogensinde tænkt, så lad os bruge den. De hvirvlende cirkler er større og hurtigere alt efter om det forstyrrende objekt er større eller mindre, men selv den mindste sten, nej, det lillebitte fnug, laver krusninger. Og denne forstyrrelse er ikke kun synlig og på overfladen. Nedenfor, uset, i enhver retning – udad og nedad – skubber dråbe efter dråbe ind til siderne og bunden berøres af kraften. Yderligere, påvirkes luften over vandet, den forstyrrelse passerer, som fysikeren fortæller os fra lag til lag ud i rummet for evigt og evigt; en impuls er blevet givet til stoffet, og den tabes aldrig, kan aldrig tilbagekaldes! . .

”Således med forbrydelser, og ligeså med det modsatte. Handlingen kan være øjeblikkelig, virkningerne er evige. Når, først stenen er kastet ned i

dammen, og vi kan tilbagekalde den i hånden, rulle krusningerne tilbage, udslette den brugte kraft, genoprette de æteriske bølger til deres forudgående tilstand af ikke-væren, og udslette ethvert spor af handlingen med at kaste missilet, så Tidens optegnelse ikke viser at det nogensinde er sket, så, så kan vi tålmodigt høre Kristne argumentere for denne Forsonings effektivitet,”

”. . . . . .den offentlige mening Af ros der ærer dyder og belønner dem,”