Global Theosophy

"Buddha's Mysterium" er det samme som adskillige andre Adepters-måske manges. Hele problemet er at forstå det andet mysterie korrekt: den virkelige sandhed, så dunkel og transcendental ved første øjekast, om de "Syv Principper" i mennesket, refleksionen i mennesket af de syv kræfter i Naturen, fysiskt set, og om de syv Hierarkier for Væren, intellektuelt og åndeligt set. Uanset om et menneske-materielt, æterisk, og åndeligt-med hensyn til den klarere forståelse af hans (bredt-udtrykt) trefoldige natur, er inddelt i grupper i overensstemmelse med det ene eller det andet system, så vil grundlaget og apex i denne inddeling altid være den samme. Der er kun tre Upâdhier (baser) i mennesket, et hvilket som helst antal af Kosaer (hylstre) og deres aspekter kan bygges på disse uden at ødelægge helhedens harmoni. Således, mens det Esoteriske system accepterer den syvfoldige inddeling, så giver den Vedântiske klassifikation fem Koaser, og Târaka Râja Yoga'en simplificerer dem til fire-de tre Upâdhier syntetiseret af det højeste princip Âtman.

Det som lige er blevet fremlagt vil, selvfølgelig, fremprovokere spørgsmålet: "Hvordan kan en åndelig (semi-åndelig) personlighed føre et trefoldigt og endda dualt liv, skiftende henholdsvis de 'Højere Selv' ad libitum, og stadig være den ene evige Monade i uendelighedens Manvantara?" Svaret på dette er let for den sande Okkultist, mens for den uindviede profane må det fremstå absurd. De "Syv Principper" er, selvfølgelig, ens udelelige Ånds manifestation, men enheden fremstår kun ved slutningen af Manvantaraen, og når de bliver gen-forenet på planet for den Ene Virkelighed; gennem "Pilgrimmen's" rejse har den udelelige Flammes refleksioner, den evige Ånds aspekter, hver af dem handlingskraften på en af de manifesterede eksistensplaner-de gradvise differentieringer fra det ene umanifesterede plan-nemlig på det plan som det retteligt hører til. Vores jord frembringer enhver Mâyâvisk tilstand, det følger heraf at det rensede Egoistiske Princip, en Adepts astrale og personlige Selv, ikke desto mindre kan, selv om det i virkeligheden former et integreret hele med dets Højeste Selv (Âtman og Buddhi), af universel barmhjertighed og godgørenhed, således separere sig selv fra dets guddommelige Monade for at føre et adskilt uafhængigt liv for sig selv, på dette illusionens plan og den midlertidige væren, via en lånt illusorisk form, og kan således på én og samme tid tjene et dobbelt formål: konsumptionen af dets egen individuelle Karma, og at redde millioner af mennesker som er mindre begunstiget end det selv på grund af resultaterne af mental blindhed.

Hvis spurgt: "Når forandringen beskrevet som passagen af en Buddha eller en Jîvanmukta ind i Nirvâna finder sted, hvor fortsætter så den oprindelige bevidsthed som animerede kroppen med at eksistere-i Nirvânî eller i de efterfølgende reinkarnationer hos den sidstnævntes 'efterladenskaber' (Nirmânakâya'en)?" svaret er at den fængslede bevidsthed kan være en "bestemt viden fra observationer og oplevelser," sådan som Gibbon fremlægger det, men ulegemlig bevidsthed er ikke et resultat, men en årsag. Det er en del af helheden, eller snarere en Stråle på dens manifesterede aktivitets graduerede skala, på den alt-gennemtrængende ubegrænsede Flamme, hvis refleksioner alene kan differentiere; og, som sådan, er bevidsthed allestedsnærværende, og kan hverken lokaliseres ej heller centreres på eller i noget bestemt emne, ej heller kan det begrænses. Alene dets resultater hører til i stoffets regioner, for tanken er en energi som påvirker stof på forskellige måder, men bevidsthed per se, som forstået og forklaret indenfor Okkult filosofi, er det sansende åndelige princips højeste kvalitet i os, den Guddommelige Sjæl (eller Buddhi) og vores Højere Ego, og tilhører ikke det materielle plan. Efter det fysiske menneskes død, hvis han er en Indviet, bliver den transformeret fra menneskelig kvalitet til det uafhængige princip selv; det bevidste Ego bliver til Bevidsthed per se uden noget Ego, med den betydning at det sidstnævnte ikke længere kan begrænses eller konditioneres af sanserne, eller endda af rum og tid. Derfor er det i stand til, uden at adskille sig selv fra eller at forlade sin ejermand, Buddhi, at reflektere sig selv på samme tid i dets astrale menneske som var, uden at behøve at lokalisere sig selv. Dette vises på et langt lavere stadie i vores drømme. For hvis bevidsthed kan fremvise aktivitet i forbindelse med vores oplevelser, og mens kroppen og dets materielle hjerne er i dyb søvn-og selv hvis den også under disse oplevelser er alt andet end allestedsnærværende-hvor meget større må dets kræfter så ikke være når den er fuldstændig fri fra, og ikke mere har nogen forbindelse med, vores fysiske hjerne.