Global Theosophy

I artiklen, "Reinkarnationer i Tibet," blev alt hvad der kunne siges om Tsong-kha-pa publiceret.* Det blev fremlagt at denne reformator ikke var, som det blev påstået af Pârsî videnskabsfolk, en inkarnation af en af de himmelske Dhyânier, eller de fem himmelske Buddhaer, sagt at have været skabt af Sâkyamuni efter at han var opsteget til Nirvâna, men at han var en inkarnation af Amita-Buddha selv. Optegnelserne bevaret i Gon-paen, hoved Lama Klostret i Tashi-lhumpo, viser at Sang-gyas forlod det "Vestlige Paradis" regioner for at inkarnere sig selv i Tsong-kha-pa, som en konsekvens af den store degradering som hans hemmelige doktriner var faldet ned i.

Når som helst, den Gode Lov om Cheu's [magiske kræfter] blev gjort for offentlig, så faldt den uundgåeligt ned i trolddom eller "sort magi." Dvijaer, Hoshangen [Kinesiske munke] og Lamaerne kunne alene med sikkerhed blive betroet formlerne.

Ind til Tsong-kha-pa perioden havde der ikke været nogen Sang-gyas (Buddha) inkarnationer i Tibet. Tsong-kha-pa angav tegnene hvorved tilstedeværelsen af en af de femogtyve Boddhisattvaer† eller Himmelske Buddhaer (Dhyâni-Chohaner) i menneskelig krop kan genkendes, og Han forbød strengt nekromanti. Dette førte til en splittelse blandt Lamaerne, og urostifterne allierede sig selv med de indfødte Bön's imod den reformerede Lamaisme. Selv nu udgør de en magtfuld sekt, praktiserende de mest afskyelige riter over hele Sikkim, Bhutân, Nepal, og endda ved Tibets grænseland. Det var værre den gang. Med tilladelse fra Tda-shu eller Teshu Lama,‡ gik nogle hundrede Lohaner (Arhater), for at afværge striden til

—————
* Se The Theosophist, Vol. III, March, 1882, pp. 146-48. [B.C.W., Vol. IV, pp. 8-19.]
† De femogtyve Buddhaers (Bodhisattvaers) intime relation med Hinduernes femogtyve tattvaer (de Konditionerede eller Begrænsende) er interessant.
‡ Det er besynderligt at notere sig den store betydning de Europæiske Orientalister har givet Dalai Lamaerne i Lasha, og deres totale uvidenhed om Tda-shu (eller Teshu) Lamaer, mens det er de sidstnævnte som begyndte den hierarkiske serie af Buddha-inkarnationer, og de facto er "paverne"
—————

Kina for at slå sig ned i det berømte kloster nær Tien-t'-ai, hvor de snart blev objekter for legendariske overleveringer, og forsætter med at være det ind til i dag. De var allerede blevet forudgået af andre Lohaner,

Tathâgata's verdens-berømte disciple, kaldet de "sød-stemmede", på grund af deres evne til at udsynge mantraer med magiske resultater.*

De første kom fra Kashmir i året 3.000 i Kali-Yuga (omkring et århundrede før den Kristne æra),† mens de sidste ankom ved slutningen af det fjortende århundrede, 1.500 år senere; og, fandt ikke nogen plads til dem selv i Yihigching klosteret, så de byggede til deres egen brug det største kloster af alle på den hellige ø Pu-to (Buddha, eller Put, på Kinesisk), i provinsen Chusan. Der florerede den Gode Lov,

—————
i Tibet:Dalai Lamaerne er skabt af Nabang-lob-Sang, Tda-shu Lama, som Ham selv var Amita's sjette inkarnation, gennem Tsong-kha-pa, selv om meget få synes at være klar over denne sandhed. [Faktisk installerede den femte Dalai Lama hans Guru som den første Tashi lama omkring 1640. Dette forklares yderligere i B.C.W. Vol. IV, p. 12 fn. - Compiler.]
* Udsyngningen af et Mantra er ikke bøn, men snarere en magisk sætning hvor i den Okkulte lov om årsager forbinder sig selv med, og afhænger af, sangerens vilje og handlinger. Det er en succession af Sanskrit lyde, og når dens tråde af ord og sætninger udtales ifølge de magiske formularer i Atharva-Veda, kun forstået af de få, så frembringer nogle Mantraer et øjeblikkeligt og meget vidunderligt resultat. I sin esoteriske betydning indeholder det Vâch (den "mystiske tale"), som er iboende Mantraet, eller snarere i dens lyde, fordi det er i overensstemmelse med vibrationerne, på den ene eller anden måde, i æteren at resultatet frembringes. De "søde sangere" blev kaldt ved dette navn fordi de var eksperter i Mantraer. Derfor legenden i Kina om at Lohanernes sang og melodi høres ved daggry af præsterne fra deres celler i klostret Fang-Kwang. (Se Biography of Chi-Kai in Tien-tai-nan-tchi.) [Se også Chih-I by Leon Hurvitz, Bruxelles Juillet, 1962.]
† Den berømte Lohan, Mâdhyantika, som konverterede kongen og hele landet Kashmir til Buddhisme, sendte en gruppe af Lohaner for at prædike den Gode Lov. Han var skulptøren som rejste den berømte statue på ethundrede fod af Buddha, som Hiuen-Tsang så ved Dardu, nord for Punjab. Lige som den samme Kinesiske rejsende nævner et tempel ti Li fra Peshawar-350 fod rundt og 850 fod højt som på denne tid (650 A.D.) allerede var 850 år gammelt, Koeppen mener så langt tilbage som 292 F.Kr. Buddhisme var den udbredte religion i Punjab.
—————

"Hjertets Doktrin," i adskillige århundreder. Men da øen blev vanhelliget af en mængde af Vestlige fremmede, så forlod de ledende Lohaner den og gik til bjergene ------. I Pi-yün-si Pagoden, nær Peking, kan man stadig se "de Fem-hundrede Lohaners Hal." Der er de førstankomnes statuer arrangeret forneden, mens en enlig Lohan er placeret ind under bygningens tag, som synes at have været bygget til minde om deres besøg.
Orientalisternes værker er fyldt med kendetegn på Arhater, besiddende thaumaturgiske kræfter, men disse omtales-når emnet ikke kan undgås -med utilsløret hån. Uanset de er uskyldigt uvidende, eller med vilje ignorerer, vigtigheden af det Okkulte element og symbolik i de forskellige Religioner som de forpligter sig til at forklare, så gives generelt kort information om sådanne passager, og de overlades uoversatte. I enkel retfærdighed, så skal det, imidlertid, indrømmes selv om at sådanne mirakler kan være blevet overdrevet af populær ærbødighed og fantasi, så er de hverken mindre troværdige ej heller mindre dokumenteret i "hedenske" annaler end de utallige Kristne Helgeners er i kirke-krønikerne. Begge har lige meget ret til en plads i deres respektive historier.
Hvis Arhaterne, efter begyndelsen af forfølgelserne imod Buddhismen ikke mere blev hørt om i Indien, så var det fordi deres løfter forbød gengældelse, de var nødt til at forlade landet og søge ensomhed og sikkerhed i Kina, Tibet, Japan, og andre steder. Brâhmanernes hellige kræfter var på denne tid ubegrænsede, Buddhismens Simoner og Apolloniuser havde lige så stor en chance for anerkendelse og påskønnelse af de Brâhminske Irenæuser og Tertullianere som deres efterfølgere i den Judæiske og Romerske verdener. Det var en historisk gen-indøvelse af dramaerne som blev udført århundreder senere i Kristendommen. Som i tilfældet med de så-kaldte Kristne "Kætter ledere", så var det ikke på grund af afvisningen af Vedaerne eller de hellige Stavelser at de Buddhistiske Arhater blev forfulgte, men for at forstå begges hemmelige betydning for godt. Det var ganske enkelt fordi, at deres viden blev anset for at være farlig og deres tilstedeværelse i Indien uvelkommen, at de var nødt til at emigrere.
Ej heller var der et mindre antal Indviede blandt Brâhmanerne selv. Selv i dag møder man vidunderligt-begavede Sâdhuer og Yoginer, forpligtigede til at holde sig selv ubemærkede

og i skyggerne, ikke kun på grund af den absolutte tavshedspligt pålagt dem ved deres Indvielse, men også af frygt for de Anglo-Indiske tribunaler og retssale, hvor i dommere er fast besluttede på at anse fremvisningen af, eller påstanden om nogen som helst abnorme kræfter som charlataneri, påduttelser, bedrageri, og man kan dømme om fortiden via nutiden. Århundreder efter vores tidsregning valgte de Indviede i de indre templer og Mathamerne (kloster samfund) et superiørt råd, ledet af en al-mægtig Brahm-Âtmâ, den Højeste Leder af alle disse Mahâtmaer. Dette Pontifikat kunne kun udøves af en Brâhman, der havde nået en vis alder, og han var den, som var den eneste beskytter af de mystiske formularer, og han var Hierofanten som skabte mange Arhater. Han alene kunne forklare det hellige ord, AUM's betydning, og alle religiøse symboler og riters betydning. Og hvem som helst blandt de Indviede i den Højeste Grad som afslørede en eneste sandhed til den profane, selv den mindste hemmelighed betroet ham, var nødt til at dø; og han som modtog tilliden, blev henrettet.
Men der eksisterede, og eksisterer stadig ind til i dag, et Ord som langt overstiger den mysteriøse enstavelse, og som gør ham som kommer i besiddelse af dens nøgle næsten Brahman's lige. Brahmâtmâerne alene er i besiddelse af denne nøgle, og vi ved at ind til i dag er der to store Indviede i det Sydlige Indien som er i besiddelse af den. Den kan kun overdrages ved døden, for den er det "Tabte Ord." Ingen tortur, ingen menneskelig kraft, kan fremtvinge dets afsløring hos en Brâhman som kender det; og det beskyttes godt i Tibet.
Alligevel er denne hemmelighed og dette dybtgående mysterie sandelig nedslående, fordi de alene - Indiens og Tibets Indviede - vil kunne fuldt ud fjerne de tykke tåger som hænger over Okkultismens historie, og tvinge dets påstande til at blive anerkendte. Det Delfiske påbud, "Kend dig selv," synes at være for de få i denne tidsalder. Men denne fejl bør ikke lægges ved Adepternes dør alene, som har gjort alt hvad kunne gøres, og som er gået så langt som Deres regler tillod det, for at åbne verdens øjne. Bortset fra, at mens Europæerne reducerer sig til offentlig bagvaskelse og utilbageholdt latterliggørelse kastet på Okkultisterne, er Asiaten kun afskrækket af sine egne Panditter. Disse bekender sig til at arbejde under det dystre indtryk at ingen Bîja Vidyâ, intet Arhatskab (Adeptskab), er muligt i Kali-Yuga (den "Sorte Tidsalder")

som vi nu gennemgår. Selv Buddhister læres om at Herren Buddha tillægges at have profeteret at kraften ville uddø i "et årtusinde efter hans død:" Men det er en klar fejl. I Dîgha-Nikâya siger Buddhaen:

Hør, Subhadra! Verden vil aldrig være uden Rahater, asketerne i mine menigheder overholder mine forskrifter godt og sandfærdigt.

En lignende modsigelse af synspunktet frembragt af Brâhmanerne gives af Krishna i Bhagavad-Gîtâ, og der er yderligere den reelle tilsynekomst af mange Sâshuer og mirakel-magere i fortiden, og selv i den nuværende tidsalder. Det samme gælder Kina og Tibet. Blandt Tsong-kha-pa's påbud er der et som formaner Rahaterne (Arhaterne) at gøre et forsøg på et oplyse verden, inklusiv de "hvide barbare," i hvert århundrede, i en vis specificeret periode i cyklussen. Ind til den nuværende tid har ingen af disse forsøg været særlig succesfulde. Fejltagelse har fulgt fejltagelse. Er vi nødt til at forklare sandheden i lyset af en bestemt profeti? Det siges at op til tiden hvor Pan-chhen-rin-po-chhe (Visdommens Store Juvel)* nedlader sig til at blive genfødt i Pelingernes (Vestliges) land, og fremstå som en åndelig Erobrer (Chom-den-da), ødelæggende tidsalderens fejltagelser og uvidenhed, så vil det være af liden nytte at prøve at oprode Peling-pa's (Europa's) fejlopfattelser: hendes sønner vil ikke lytte til nogen. En anden profeti erklærer at den Hemmelige Lære kun skal forblive i dens fulde renhed i Bod-yul (Tibet), til den dag, at den holdes fri for fremmed invasion. Selve de Vestlige indfødtes besøg, selv om de er venlige, ville være skadelig for de Tibetanske befolkninger. Dette er den sande nøgle til Tibetansk eksklusivitet.†

—————
* En betegnelse for Tashi-lhunpo Lama.
† [Se Lucifer, Vol. XV, pp. 97-98 og B.C.W. Vol. VI, p. 105.]
—————