Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
(Theos-L Forum - det ældste teosofiske forum på Internettet.)
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar




ET PAR MISFORSTÅELSER MERE RETTET
af H. P. Blavatsky
posthumt udgivet i Blavatskys Collected Writings, vol. XIV
(oversat og udgivet på dansk af Morten Nymann - juli 2010)


På trods af fejlopfattelser og fejl- ofte meget morsomme for den som har en vis viden om de sande doktriner-om Buddhisme generelt, og især om Buddhisme i Tibet, er alle Orientalister enige om at Buddha's fremmeste formål var at føre mennesker til frelse ved at lære dem at praktisere den største renhed og dyd, og ved at afmontere dem fra tjenester i denne illusoriske verden, og kærlighed til ens endnu mere illusoriske-fordi så flygtig og uvirkelig-krop og fysiske selv. Og hvad er det gode i et dydigt liv, fyldt med afsavn og lidelser, hvis det eneste resultat af det er at blive annihileret til sidst? Hvis selv erhvervelsen af denne højeste perfektion som fører den Indviede til at huske hele serien af hans tidligere liv, og at forudse fremtidige liv, via den fulde udvikling af det indre, guddommelige øje i ham, og at opnå den viden som udfolder årsagerne* af enhver-gentagen eksistens cyklus, bringer ham endeligt til ikke-væren, og intet mere- så er hele systemet idiotisk, og Epicureanism er langt mere filosofisk end en sådan Buddhisme. Han som er ude af stand til at forstå den subtile, og alligevel så potente, forskel mellem eksistens i den materielle eller fysiske tilstand og en rent åndelig eksistens-Ånd eller "Sjæls-liv"-vil aldrig værdsætte Buddha's store lære i dens fulde betydning, selv i dens eksoteriske form. Individuel eller personlig eksistens er årsagen til lidelser og sorger; kollektivt og upersonligt evigt-liv er fyldt med guddommelig lyksalighed og glæde for evigt, med hverken årsager ej heller resultater til at formørke dets lys. Og håbet om et sådant et evigt-liv er grundprincippet i hele Buddhismen. Hvis vi fortælles at upersonlig eksistens ikke er nogen som helst eksistens, men svarer til annihilation, sådan som det blev fastholdt af nogle Franske reinkarnationister, så vil vi spørge: Hvad forskel kan der der være i de åndelige opfattelser af et Ego uanset det indgår i nirvâna fyldt med erindringer om kun hans egne personlige liv-

—————
* De tolv Nidânaer, kaldes på Tibetansk Ten-brel Chug-nyi, hvilket er baseret på de "Fire Sandheder."
—————

titusinder ifølge de moderne reinkarnationister-eller uanset det bliver fuldstændigt forenet i den Parabrahmiske tilstand, så bliver det ét med Altet, med absolut viden og absolut følelse af at repræsentere kollektive menneskeheder? Når først et Ego lever kun ti adskilte individuelle liv så må han nødvendigvis tabe sit ene selv, og blive blandet ind i-forenet, så at sige- med disse ti selv. I virkeligheden synes det, at så længe at dette store mysterium forbliver et dødt bogstav for verdenen af Vestlige tænkere, og især for Orientalisterne, jo mindre vil de sidstnævnte gøre for at forklare det, jo bedre for Sandheden.
Af alle de eksisterende religiøse Filosofier, er Buddhismen den mindst forståede. Lassen'erne, Weberne, Wassilyev'erne, Burnouf'erne and Julien'erne, og selv sådanne "øjenvidner" til Tibetansk Buddhisme som Csoma de Körös og Schlagintweiterne, har hidtil kun tilføjet perpleksitet til forvirring. Ingen af disse har nogensinde modtaget hans information fra en reel Gelugpa kilde: alle har bedømt Buddhismen fra den smule af viden opsamlet ved den Tibetanske grænses Lama klostre, i lande tætbefolket med Buthanesere og Lepchaere, Bönere, og rød-hattede Dugpaere, langs Himâlaya. Hundreder af bind købt af Buriatere, Shamanere, og Kinesiske Buddhister, er blevet læst og oversat, tiet ihjel og fejlfortolket i overensstemmelse med uundgåelig tradition. Esoteriske Skoler ville ophøre med at være deres navn værdigt hvis deres litteratur og doktriner skulle blive selv deres profane co-religiøses ejendom-endnu mindre den Vestlige offentlighed. Dette er enkel sund fornuft og logik. Ikke desto mindre er det en sandhed som vores Orientalister altid har afvist at anerkende: derfor er de gået videre, alvorligt diskuterende idolers, "sandsigerske bordes," og "Phurbu's magiske figurer"på "den kvadratiske skildpaddes" relative fortjenester og absurditeter. Ingen af disse har har noget som helst med Gelugpa'ernes sande Buddhisme at gøre, eller de mest uddannede blandt Sakyapa og Kadampa sekterne. Alle sådanne "plader" og offerborde, magiske Chinsreg cirkler, osv., blev erklæret at stammende fra Sikkim, Bhutan, og det Østlige Tibet, fra Bön'ere og Dugpa'ere. Ikke desto mindre angives disse som karakteristika for Tibetansk Buddhisme! Det ville være lige så retfærdigt at bedømme Bishop Berkeley's ulæste Filosofi efter at studere Kristendom i Neapolitan lazzaroni's klovne-tilbedelse, dansende en mystisk jig foran Sct. Pip's billede, eller bærende

ex-voto SS. Cosmo og Domiano phallus i voks, ved Tsernie.
Det er meget sandt at de oprindelige Srâvakaer (lyttere eller hørere) og Sramanaer ("tanke-tilbageholdere" og de "rene") er degenererede, og at mange Buddhistiske sekter er faldet ned i ren dogmatisme og ritualisme. Lige som enhver anden Esoterisk, halvt-undertrykt lære, Buddha's ord afslører en dobbelt betydning, og enhver sekt er gradvist blevet ændret til at påstå at være de eneste som kender den korrekte mening, og således antage overherredømme over resten. Skismer er krøbet ind, og har sat sig fast, lige som en hæslig cancer, på den tidlige Buddhismes smukke krop. Nâgârjuna’s Mahâyâna ("Store Fartøj") Skole var i opposition til Hînayâna (eller "Lille Fartøj") Systemet, og selv Aryâsanga's Yogacharyâ blev forvrænget af den årlige pilgrimsfærd fra Indien til Mansarovaras bredder, af hærskarer af vagabonder med filtrede lokker som leger Yogier og Fakirer, foretrækkende dette frem for arbejde. En mærkbar afsky for verden, og den kedelige og ubrugelige praksis med optælling af indåndinger og udåndinger som en metode til at producere absolut fred i sindet eller meditation, har bragt denne skole indenfor Ha˜ha-Yoga'ens område, og har gjort den arving til de Brâhmaniske Tîrthikaer. Og selv om dets Srotâpattier, dets Sakridâgâminer, Anâgâminer, og Arhater,* bærer de samme navne i næsten enhver skole, så afviger hver deres doktriner meget fra hinanden, og ingen vil sandsynligvis opnå de virkelige Abhijñaer (de fem overnaturlige abnorme kræfter).
En af hovedfejltagelserne blandt Orientalisterne var, at når de bedømte via "intern(?) bevis," som de udtrykker det, så antog de at Pratyeka-Buddhaerne, Bodhisattvaerne, og de "Perfekte" Buddhaer var senere udviklinger af Buddhismen.

—————
* Srotâpattien er en som har opnået den første Vej af forståelse i det virkelige og uvirkelige; Sakridâgâminen er kandidaten for en højere Indvielse: "en som ikke vil fødes mere"; Anâgâminen er en som har opnået den "tredie Vej," eller bogstavligt, "han som ikke vil blive genfødt igen" med mindre han ønsker det, havende muligheden for at blive genfødt i enhver af "Gudernes verdener," eller at forblive i Devachan, eller at vælge en jordisk krop til et filantropisk formål. En Arhat er en som har nået den højeste Vej; han kan forenes ind i Nirvâna ved viljen, mens han eller hun er på jorden.
—————

For på disse tre hovedgrader er Hierarkiets syv og tolv grader af Adeptskab baseret. De første er de som har opnået Buddhaernes Bodhi (visdom), men ikke bliver Lærere. De menneskelige Boddhisattvaer er, så at sige, kandidater til perfekt Buddhaskab (i kommende Kalpaer), og med muligheden for at bruge deres kræfter nu hvis det er nødvendigt. "Perfekte" Buddhaer er ganske enkelt "perfekte" Indviede. Alle er mennesker, og ikke ulegemlige Væsener, sådan som det er angivet i de eksoteriske Hînayâna bøger. Deres korrekte natur kan kun findes i Lugrub's eller Nâgârjuna's bind, grundlæggeren af Mahâyâna systemet, som siges at være blevet indviet af Nâgaerne (fantastiske "Slanger," det slørede navn for en Indviet eller Mahatma). Den sagnomspundne beretning fundet i Kinesiske optegnelser, at Nâgârjuna anså hans doktrin for at være i opposition til Gautama Buddha's, ind til han via Nâgaerne opdage at det var præcis den doktrin han hemmeligt var blevet lært af Sâkyamuni selv, er en allegori, og er baseret på forsoningen mellem de gamle hemmelige Brâhmanske Skoler i Himâlaya og Gautama's Esoteriske lære, begge grupper havde først protesteret imod hinandens rivaliserende skoler. Den førstnævnte, alle andres forældre, blev etableret ovenfor Himâlaya tidsaldre før Sâkyamuni's tilsynekomst. Gautama var en elev af den; og det var hos dem, disse Indiske Vismænd, at han lærte Sunyatas sandheder, tomheden og forgængeligheden i enhver jordisk, flygtig ting, og Prajña-Pâramitâ's mysterier, eller "viden på tværs af floden," som endelig lander den "Perfekte Ene" i den Ene Virkeligheds regioner. Men hans Arhater var ikke ham selv. Nogle af dem var ambitiøse, og de modificerede visse dele af læren efter de store råd, og det er på grund af disse "kættere" at Moder-skolen til at begynde med afviste at tillade dem at blande sig med deres skoler, da forfølgelse begyndte at drive det Esoteriske Broderskab væk fra Indien. Men da de fleste af dem endelig tilsluttede sig vejledning og kontrol af de ledende Âsramaer, så blev Âryâsanga's Yogacharyâ forenet med den ældste Loge. For det er der siden arilds tid, at verdens endelige håb og lys, frelsen af menneskeheden har ligget skjult. Mange er navnene på denne Skole og det land, navnet på den sidstnævnte anses nu af Orientalisterne for at være et mytisk navn om et eventyr land. Det er ikke desto mindre fra

dette mysteriøse land, at Hinduen forventer hans Kalki-Avatâra, Buddhisten hans Maitreya, Pârsîen hans Saoshyant og Jøden hans Messias, og ligeså ville den Kristne sin Kristus derefter-hvis han blot kendte til det.
Der, og der alene, regerer Parinishpanna (Yong-Grüb), den absolut perfekte forståelse af Væren og Ikke-Væren, den uforanderlige sande Eksistens i Ånd, selv når den sidstnævnte stadig synes i kroppen, er enhver beboer der i et Ikke-Ego fordi han er blevet et Perfekt Ego. Deres tomhed er "selv-eksisterende og perfekt"-hvis der var profane øjne til at sanse og opfatte det-fordi det er blevet absolut; den uvirkelige væren transformeret om til betingelsesløs Virkelighed, og denne vores verdens realiteter er forsvundet i deres egen natur ind i den tynde (ikke-eksistens) luft. Den "Absolutte Sandhed"(Don-dampa’i-denpa; Sanskrit:Paramârthasatya), beboerne af den mysteriøse region formodes således at have nået en tilstand i mystisk fraselogi kaldet Svasamvedanâ ("selv-analyserende refleksion") og Paramârtha, eller det personliges absolutte bevidsthed forenet ind i det upersonlige Ego, som er ovenover alt, derfor ovenover illusion i enhver betydning. Dets "Perfekte" Buddhaer og Bodhisattvaer kan være som himmelske på enhver adræt Buddhists tunge-derfor uopnåelige Væsener, mens disse navne kan antyde og ikke sige den sløve profane Europæer noget. Hvad betyder det for De som, er i denne verden, og alligevel lever udenfor og langt ovenfor vores illusoriske jord! Over den er der kun en klasse af Nirvânîer, nemlig Cho-ku (Dharmakâya), eller Nirvânîer "uden efterladenskaber"-den rene Arupa, de formløse Åndedrag.*

—————
* Det er en fejlagtig ide der får Orientalisterne til at tage Mahâyâna Skolens lære om de tre forskellige slags kroppe bogstaveligt, nemlig, Tul-pa’i-Ku'en, Long-chod-Dzog-pa’i-Ku'en, og Cho-Ku'en, som alle hører til den Nirvâniske tilstand. Der er to slags Nirvâna: den jordiske, og den for de fuldstændigt ulegemlige Ånder. Disse tre "kroppe" er de tre beholdere-alle mere eller mindre fysiske-som er til rådighed for Adepten der har indgået i og krydset de seks Pâramitâer, eller Buddha's "Veje". Når først han indgår i den syvende, kan han ikke vende tilbage til jorden mere. [Se Csoma, Journal of the Asiatic Society of Bengal, 1st series, Vol. VII (1838), p. 142ff; og Schott, Buddhismus, p. 9 som angiver det anderledes. Citeret på p. 38 af Schlagintweit’s Buddhism in Tibet.]
—————

Derfra opstår undertiden Bodhisattvaerne i deres Tulpa'i-Ku (eller Nirmânakâya) kroppe og, antager en almindelig fremtoning, de lærer mennesker. Der er bevidste så vel som ubevidste inkarnationer.
De fleste doktriner indeholdt i Yogacharyâ, eller Mahâyâna systemerne er Esoteriske, lige som resten. En dag vil den profane Hindu og Buddhist måske begynde at rive Biblen i stykker ved at tage den bogstavelig. Uddannelse spreder sig hurtigt i Asien, og der har allerede været foretaget sådan nogle forsøg i denne retning, så vil tingene måske blive vendt grusomt om mod de Kristne. Uanset hvilke konklusioner de to vil komme frem til, så vil de aldrig være halvt så absurde og uretfærdige som teorierne lanceret af de Kristne imod deres respektive Filosofier. Således, indtræder Arhaten, ifølge Spence Hardy, i Nirvâna ved døden:

Det vil sige, han ophører med at eksistere.*


Og ifølge Major Jacob, intræder Jîvanmuktaen,

Absorberet i Brahma, i en ubevidst og stenlignende eksistens.†


Samkarâchârya vises sigende i hans prolegomena til Svetaœvatara Upanishaden:

Gnosis behøver intet yderligere til realiseringen af sit resultat, når den først er opstået: den behøver kun subsidier så den kan opstå.


Det er blevet hævdet, at Teosoffen kan så længe han lever, gøre godt og ondt som han ønsker, og pådrager sig ingen pletter, således er Gnosisens virkning. Og det hævdes endvidere, at Nirvâna læren er velegnet til umoralske konsekvenser, og at Kvietisterne i alle tidsaldre er blevet beskattet med udødelighed.‡
Ifølge Wassilyev § og Csoma de Körös: ||

—————
* [Se A Manual of Buddhism, p. 39 fra et genoptryk af den 1853. ed. i: The Chowkhamba Sanskrit Studies Series, Vol. LVI, Varanasi, 1967.]
Vedânta-Sâra, oversat af Major Jacob, p. 119.
Ibid., p. 122.
§ Der Buddhismus, pp. 327, 357, et seq., citeret af Schlagintweit. (See pp. 41-45). Buddhism in Tibet, p. 41.
—————

Prasanga skolen fik sit navn fra den særegne metode som den antog med at udlede absurditeter og fejlagtigheder i enhver esoterisk opfattelse.*


Korrekte fortolkninger af Buddhistisk Filosofi er kronet med den glans overfor en afhandling fra Prasanga Skolen, at

Selv en Arhat går til helvede hvis han tvivler på noget,†


og gør således den mest fri-tænkende religion i verden til et system af blind-tro. "Truslen" refererer ganske enkelt til den vel-kendte lov at selv en Indviet kan fejle, og således have sit formål fuldstændigt ruineret, hvis han et øjeblik tvivler på virkningsfuldheden af sine psykiske kræfter-Okkultismens alfabet, sådan som enhver Kabalist ved det.
Den Tibetanske sekt Ngo-vo-nyid-med par Mraba ("de som benægter eksistens," eller "anser naturen for at være Mâyâ)‡ kan aldrig for et øjeblik blive sat i kontrast med nogle af de nihilistiske eller materialistiske skoler i Indien, så som Chârvâka. De er rene Vedântinere-om noget-efter deres opfattelse. Og hvis Yoga-charyâ'erne kan blive sammenlignet med, eller kaldt de Tibetanske Visish˜advaitîster, så er Prasanga Skolen med sikkerhed landets Advaita Filosofi. Den blev delt i to: en var oprindeligt grundlagt af Bhâvaviveka, Svâtantrika Mâdhyamika Skolen, og den anden af Buddhapâlita; begge har deres eksoteriske og esoteriske inddelinger. Det er nødvendigt at tilhøre den sidstnævnte for at vide noget om de esoteriske doktriner i denne sekt, den mest metafysiske og filosofiske af alle. Chandrakirti (Dava Dagpa) skrev hans kommentarer om Prasanga doktriner og lærte offentligt; og han udtaler udtrykkeligt at der er to måder at påbegynde "Vejen" til Nirvâna. Ethvert begavet menneske kan via Naljor-ngonsum ("meditation ved selv-opfattelse"), nå den intuitive forståelse af de fire Sandheder, uden hverken at

—————
* Ibid.
Buddhism in Tibet, p. 44.
‡ De fastholder også eksistensen af En Absolut ren Natur, Parabrahman; illusionen af alt udenfor det; den individuelle Sjæls-en Stråle af den "Universelle"- indførelse ind i den sande eksistens natur og tingene ved Yoga alene.
—————

tilhøre en kloster orden eller være blevet indviet. I dette tilfælde blev det anset for kætteri at fastholde at visionerne som kan opstå som konsekvens af sådan en meditation, eller Vijñâna (intern viden)*, ikke underlagt fejl (Namtog eller falske visioner), for det er de. Âlaya, der alene har en absolut og evig eksistens, kan alene have absolut viden; og selv den Indviede i hans Nirmânakâya† kan begå en fejl fra tid til anden ved at godtage det falske for det sande i hans udforskninger at den "Årsagsløse" Verden. Dharmakâya Bodhisattvaen er alene ufejlbarlig, når denne er i sand Samâdhi. Âlaya, eller Nying-po, er roden og basen for alt, usynligt og uforståeligt for det menneskelige øje og intellekt, den kan kun reflektere sin egen refleksion-ikke Sig selv. Således vil denne refleksion blive spejlet lige som månen i stille og klart vand blot i stedet i det passionsløse Dharmakâya intellekt, og vil blive forvrænget ved det farende billede af alting som opfattes i et sind som selv er modtagelig for at blive forstyrret.
Kort og godt, er den Râja-Yogaens doktrin i dens praktisering af de to slags Samâdhi tilstande; en af "Vejene" fører til lyksalighedens sfære (Sukhâvatî eller Devachan), hvor mennesket nyder perfekt, ublandet lykke, men er endnu stadig forbundet med personlig eksistens; og den anden Vej som fører til fuldstændig frigørelse fra illusionernes verdener, selv, og uvirkelighed. Den første er åben for alle og nås ganske enkelt via fortjeneste; den anden-hundrede gange mere hurtig-nås gennem viden (Indvielse). Således er tilhængerne af Prasanga Skolen nærmere ved Esoterisk Buddhisme end Yogacharyâerne er; for deres synspunkter er de som er fra de mest hemmelige Skoler, og kun ekkoet af disse doktriner høres i [teksterne af] Jam-yang-shay-ba‡ og andre værker i offentlig

—————
* Ibid. p. 44.
† Nirmânakâya (også Nirvânakâya, vulg.) er kroppen eller Selvet "med efterladenskaber," eller indflydelsen fra jordiske attributter, imidlertidig åndeliggjort, klyngende alligevel til Selvet. En Indviet i Dharmakâya, eller i Nirvâna "uden efterladenskaber," er Jîvanmuktaen, den Perfekte Indviede, som adskiller hans Højere Selv fuldstændigt fra hans krop under Samâdhi.
‡ [H.P.B. refererer muligvis til hans tekstbog Great Exposition of the Tenets; kommenteret og delvis oversat af Jeffrey Hopkins i hans Meditation on Emptiness, London, Wisdom Pubs., 1983.-Compiler.]
—————

cirkulation og brug. For eksempel, er uvirkeligheden af de to ud af de tre inddelinger i tid angivet i offentlige værker, nemlig (a) at der hverken er fortid ej heller fremtid, begge disse inddelinger er korrelative til nutiden; og (b) at tingenes virkelighed aldrig kan blive sanset eller opfattet undtagen ved ham som har opnået Dharmakâya kroppen; her er der igen en vanskelighed, da denne krop "uden efterladenskaber" bærer den Indviede til fuld Paranirvâna, hvis vi accepterer den eksoteriske forklaring verbalt, og kan derfor hverken sanse ej heller opfatte. Men vores Orientalister føler tydeligvis ikke hagen ved sådanne uoverensstemmelser, og de fortsætter med at spekulere uden at stoppe op og reflektere over det. Litteraturen om Mystiscisme er enorm, og Rusland, har på grund af den frie samkvem med Buriatere, Shamanere, og Mongolere, alene købt hele biblioteker om Tibet, videnskaben burde vide bedre på denne tid. Det er imidlertid tilstrækkeligt at læse, hvad Csoma skrev op oprindelsen af Kâla Chakra Systemet,* eller Wassilyev om Buddhisme, for at opgive ethvert håb om at se dem gå under sværen af den "forbudte frugt." Når Schlagintweit ses at sige at Tibetansk Mysticisme ikke er Yoga-

. . . [den] abstrakte hengivenhed ved hvilken overnaturlige kræfter erhverves,†


som Yoga er defineret af Wilson, men det er nært knyttet til Sibirisk Shamanisme, og er "næsten identisk med Tântrika ritualet"; og at den Tibetanske Zung er "Dhâranîs," og Gyut kun er Tantraer-før-Kristen Tantra blive bedømt alene på de moderne Tântrika ritualer-så synes man næsten retfærdiggjort i at mistænke vores materialistiske Orientalister i at handle som missionærernes bedste venner og allierede. Det som ikke kendes af vores geografer synes at være en ikke-eksisterende lokalitet. Således:
Mysticisme . . . rapporteres at stamme fra det eventyrlige land


—————
* The “Sacred” Books of Dus-Kyi Khorlo (“Time Circle”). Se Journal of the Asiatic Society of Bengal, Vol. II, 1833, pp. 57-59. Disse værker blev forladt af Sikkim Dugpaerne, på tiden for Tsong-kha-pa's reform.
Glossary of Judicial and Revenue Terms (in an article on “Yoga” by H. W. Wilson) citeret i Buddhism in Tibet, p. 47
—————

Sambhala.. Csoma, placerer efter omhyggelige undersøgelser dette [eventyrlige?] land ovenfor Sir Deriáu [Yaxartes] mellem 45° og 50° længdegrad. Det blev først kendt i Indien i året 965 Evt.; og det blev introduceret . . . ind i Tibet fra Indien, via Kashmir, i året 1025 Evt.*


"Det" betyder "Dus-kyi Khorlo," eller Tibetansk Mysticisme. Et system lige så gammelt som mennesket, kendt i Indien og praktiseret før Europa blev et kontinent, "blev først kendt," fortælles vi ni eller ti århundreder siden! Dets bøgers tekster kan have deres "oprindelse" endnu senere, for der utallige sådanne tekster som er blevet pillet ved af sekter for at tilpasse hver af dem deres ønsker. Men hvem har læst den oprindelige bog om Dus-Kyi Khorlo, gen-skrevet af Tsong-kha-pa, med dens Kommentarer? taget i betragtning at denne store Reformator brændte hver bog om Trolddom som han kunne lægge hans hænder på i 1387, og at han har efterladt et helt bibliotek med hans egne værker-hvor ikke en tiendedel nogensinde er blevet gjort kendt-så er sådanne udtalelser som er citeret ovenfor overilede for at sige det mildt. Denne ide deles også af-en glad hypotese fremlagt af Abbed Huc—at Tsong-kha-pa modtog hans visdom og opnåede hans ekstraordinære kræfter fra hans samkvem med en fremmed fra Vesten, "bemærkelsesværdigt for en lang næse." Denne fremmede menes af den gode Abbed "at have været en Europæisk missionær"; derfor de bemærkelsesværdige sammenfald af de religiøse ritualer i Tibet med den Romersk Katolske tjeneste. Den sangvinske "Jehovah Lama" siger imidlertid ikke, hvem de fem fremmede som ankom i Tibet i året 381 efter vor tidsregning var, blot for at forsvinde lige så pludselig og mysteriøst som de var kommet, efterladende instruktioner til Kong Thothori-Nyan-tsan om hvordan at bruge visse ting i en kurv som "var faldet fra himlen" i hans tilstedeværelse præcis halvtreds år før, eller i året 331 evt.†

—————
* Buddhism in Tibet, pp. 47, 48.
Buddhism in Tibet, pp. 63, 64. Tingene som blev fundet i kurven, er som nummereret i den eksoteriske legende, selvfølgelig symbolsk. De kan findes nævnt i Kanjur. Siges at have været: (1) to hænder forenet; (2) en miniature Chorten (Stupa, eller relikvie); (3) en talisman med "O' mani padme hum" indskrevet på den; (4) en religiøs bog, Zamatog ("Et konstrueret fartøj").
—————

Der er generelt håbløs forvirring om de Østlige dateringer blandt Europæiske videnskabsfolk, men ingen steder er den så stor som i tilfældet med Tibetansk Buddhisme. Således, mens nogen, korrekt nok, accepterer det syvende århundrede som datoen for introduktionen af Buddhisme, så er der andre som Lassen og Keoppung, for eksempel-som med god autoritet viser, den ene, konstruktionen af et Buddhistisk kloster ved Kailâsa Bjergkædens skråninger så langt tilbage som 137 Fvt.,* og den anden, Buddhismen etableret i og nord for Punjab, så tidligt som året 292 Fvt. Forskellen som dog er lille blot et tusinde år-er ikke desto mindre gådefuld. Selv dette kan let forklares på Esoterisk grund. Buddhismen-Buddha's skjulte Esotericisme-blev etableret og tog rod i det syvende århundrede efter den Kristne tidsregning; mens sand Esoterisk Buddhisme, eller kernen, selve ånden i Tathâgata's doktriner, blev bragt til hans fødested, menneskehedens vugge, af de udvalgte Buddha Arhater, som var sendt for at finde et sikkert refugium, da

Vismanden havde opfattet farerne lige siden han indtrådte på Thonglam ("den seende Vej," eller Clairvoyance).†


Blandt befolkninger som er dybt indhyldet i Trolddom viste forsøget sig som en fejltagelse; og det var ikke før "Hjerte Doktrin" Skolen havde forenet sig med dets forgænger, etableret tidsaldre før på skråningen rettet mod Vestlig Tibet, at Buddhismen endelig blev plantet, med dets to forskellige Skoler-de Esoteriske og de eksoteriske inddelinger-i Bon-pa's land.

—————
* Alterthumskunde, ii. 1072.
† [Det tredie af fem stadier på Vejen. Se pp. 104-19 of The Opening of the Wisdom Eye, af Tenzin Gyatsho, the XIVth Dalai Lama. Wheaton Theosophical Publishing House, 1972.—Compiler.]






 
 
Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk