Global Theosophy

Buddha mysteriet ligger nu i dette: Gautama, en inkarnation af ren Visdom, var stadig nødt til at lære i Hans menneskelige krop og lære at blive indviet ind i verdens hemmeligheder lige som enhver anden dødelig, ind til den dag hvor Han fremstod fra hans hemmelige afsondrede sted i Himâlaya og prædikede for første gang i lunden i Benares. Det samme med Jesus: fra aldren tolv til tredive år, hvor han findes at forkynde Bjergprædikenen, findes der intet tydeligt sagt eller kendt om Ham. Gautama havde sværget ubrydelig hemmeligholdelse med hensyn til de Esoterisk Doktriner bibragt Ham. I Hans umådelige medlidenhed overfor den ignorante menneskehed-og som konsekvens heraf dens lidelser, ivrig som han var efter at holde sine hellige løfter, fejlede han i at holde dem indenfor de foreskrevne grænser. Mens han konstruerede hans Eksoteriske Filosofi ("Øje-Doktrinen") på den evige Sandheds grundlag, fejlede han i at skjule visse dogmer, og ved at forsynde sig ud over de lovlige grænser, forårsagede han at disse dogmer blev misforstået. I hans iver efter et gøre det af med de falske Guder, afslørede han i "De Syv Veje til Nirvâna" nogle af den Arupa (formløse) Verdens Syv Lys mysterier. En lille sandhed er ofte værre end slet ingen sandhed.

Sandhed og fiktion er lige som olie og vand: de kan aldrig blandes.

Hans nye doktrin, som repræsenterede den ydre døde krop i den Esoteriske Lære uden dens livsgivende Sjæl, havde katastrofale følger: den blev aldrig forstået korrekt, og selve doktrinen blev afvist af de Sydlige Buddhister. Umådelig filantropi, en grænseløs kærlighed og godgørenhed overfor alle væsener, var grundlaget for hans utilsigtede fejl; men Karma lytter kun lidt til intentioner, uanset gode eller dårlige, hvis de forbliver frugtesløse. Hvis den "Gode Lov," som prædiket, resulterede i den mest sublime etiske lære og den uovertrufne filosofi om ydre ting i det synlige Kosmos, så forskelsbehandlede og vildledte den umodne sind til at tro, at der ikke var mere under systemets ydre klædning, og kun dets døde bogstav blev accepteret. Yderligere, lod den nye lære mange store hjerner, som tidligere havde fulgt den ortodokse Brâhminske ledelse, uafklaret.

Således, halvtreds ulige år efter hans død var "den store Lærer"* der afslog fuld Dharmakâya og Nirvana, glad for, med henblik på Karma og filantropi, at blive genfødt. For ham havde døden ikke været nogen død, men som det kommer til udtryk i "Elixir of Life,"† forandrede Han sig.

En pludselig kasten ind i mørket til en overgang ind i et klarere lys.

Dødens chok var brudt, og ligesom mange andre Adepter, kastede han den dødelige rulle og efterlod den til at blive brændt, og dets aske til at tjene som relikvier, og begyndte interplanetarisk liv, klædt i hans subtile krop. Han blev genfødt som Samkara, den største Vedântiske lærer i Indien, hvis filosofi-baseret som den er fuldstændig på de grundlæggende aksiomer af evig Åbenbaring, Sruti'en, eller den oprindelige Wisdoms-Religion, som Buddha fra en anden synsvinkel forud baserede sin på-befinder sig i midterpunktet mellem den for overstrømmende tilslørede metafysik blandt Brâhmanerne og så den af Gautama, som frataget hver sjæls-livsgivende håb, transcendental aspiration og symbol i deres eksoteriske klædning, fremstår i deres kolde visdom ligesom krystal istapper, skeletterne i den Esoteriske Filosofis ur sandheder. Var Samkarâchârya så Gautama Buddha'en, i en ny personlig form? Det vil måske kun forvirre læseren mere hvis han fortælles at der var den "astrale" Gautama indeni den ydre Samkara, hvis højere princip, eller Âtman, ikke desto mindre var, hans egen guddommelige prototype-sandelig "Lysets Søn,"-den himmelske, sind-fødte Aditi søn.
Denne sandhed er igen baseret på den mysteriøse overførsel af den guddommelige eks-personlighed forenet i den personlige Individualitet - nu i sin Monades fulde trinitariske form som Atma-Buddhi-Manas-til en ny krop, uanset synlig eller subjektiv. I det første tilfælde er det en Mânushya-Buddha; i det andet er det en Nirmânakâya. Buddha'en er i Nirvâna, siges det, selv om dette en gang dødelige vehikel, Gautama's -subtile krop-stadig er

––––––––––
* Når vi siger den "store Lærer," så mener vi ikke hans Buddhiske Ego, men det princip i ham som var hans personlige eller jordiske Ego's vehikel.
† Five Years of Theosophy, p. 4.
––––––––––

til stede blandt Indviede; ej heller vil det forlade den bevidste Værens bolig så længe at en lidende menneskehed behøver dets guddommelige hjælp-i det mindste ikke før slutningen af denne Rod-Race. Fra tid til anden associerer han, den "astrale" Gautama, sig selv, på en meget mysteriøs-for os meget uforståelig-måde, med Avatâraer og store helgener, og arbejder gennem dem. Og adskillige af sådanne er navngivet.
Derfor bedyres det at Gautama Buddha var reinkarneret i Samkarâchârya - for, som det siges i Esoteric Buddhism:

Samkarâchârya var ganske enkelt Buddha på alle måder i en ny krop.*

Mens udtrykket i sin mystiske forstand er sandt, så kan måden at fremlægge det på være vildledende ind til den forklares. Samkara var visselig en Buddha, men han var aldrig en reinkarnation af Buddha'en, selv om Gautama's "Astrale" Ego-eller snarere hans Bodhisattva-kan være blevet associeret med Samkarâchârya på en mysteriøs måde. Ja, det var måske Ego'et, Gautama, i en ny og bedre kiste-en Brâhmin's fra det Sydlige Indien. Men den Âtman, det Højere Selv som overskyggede begge, var adskilt fra den overførte Buddha's Højere Selv, som nu var i sin egen sfære i Kosmos.
Samkara var en Avatâra i den fulde betydning af ordet. Ifølge Sâyanâchârya, den store kommentator af Vedaerne, så bør han anses som en Avatâra, eller direkte inkarnation af Siva-Logos'en, det Syvende Princip i Naturen-selv. I the Secret Doctrine anses Srî Samkarâchârya for-i hans dødelige livs toogtredive år-at være en Flammes bolig, den højeste af manifesterede Åndelige Væsner, en af de Syv Ur Stråler.
Og hvad menes nu med en "Bodhisattva"? Buddhister indenfor det mystiske Mahâyâna system lærer at hver BUDDHA manifesterer sig selv (hypostatisk eller på anden måde) samtidigt i tre verdener af Væren, nemlig, i Kâma's (lyst eller begær-det sanselige univers eller vores jord) verden i form at et menneske; i Rupa's (form, alligevel oversanselig) verden som en Bodhisattva; og i den højeste Åndelige Verden

––––––––––
* Op. cit., p. 175, Fifth Edition, 1885.
––––––––––

(den med ren ulegemlig eksistens) som en Dhyâni-Buddha. Den sidste forbliver evigt i tid og rum, dvs., fra en Mahâ-kalpa til den anden-den syntetiske kulmination for de tre er Âdi-Buddha,* Visdoms-Princippet, som er Absolut, og derfor udenfor rum og tid. Deres indbyrdes forhold er følgende: Dhyâni-Buddhaen "skaber", når verden har brug for en menneskelig Buddha, gennem Dhyâna's (meditation, alvidende hengivenhed) kraft, en sinds-født søn-en Bodhisattva-hvis mission det er efter dets menneskes, eller Mânushya-Buddha's, fysiske død, at fortsætte hans arbejde på jorden til tilsynekomsten af den efterfølgende Buddha. Den Esoteriske mening med denne lære er klar. I tilfældet med den simple dødelige, så er principperne i ham kun de mere eller mindre klare refleksioner af de syv kosmiske, og de syv himmelske Principper, de oversanselige Hierarkiske Væsener. I tilfældet med en Buddha, så er de næsten principperne i selve deres esse. Bodhisattvaen erstatter Kârana Sarîra'en, det Egoiske princip, og tilsvarende resten i ham; og det er på den måde at den Esoteriske Filosofi forklarer betydningen af sætningen at "ved Dhyâna's [eller abstrakt meditations] dyder skaber Dhyâni-Buddha'en [Buddha'ens Ånd eller Monade] en Bodhisattva," eller det astralt klædte Ego indeni Mânushya-Buddhaen. Således, mens Buddhaen forenes tilbage ind i Nirvâna hvor fra den udgik, så forbliver Bodhisattvaen tilbage for at fortsætte Buddha's arbejde på jorden. Det er således denne Bodhisattva, som kan have tilvejebragt de lavere principper i Samkarâchârya's, Avatâraens tilsynekommende krop.
At sige at Buddha nu vendte tilbage efter at have nået Nirvâna, for der fra at reinkarnere i en ny krop ville set fra et Brâhminsk, så vel som fra et Buddhistisk synspunkt være at ytre et kætteri. Selv indenfor den eksoteriske Mahâyâna Skole, i

––––––––––
* Det vil være frugtesløst at rejse protester imod udtalelser fra eksoteriske værker om dette, som, uanset hvor overfladisk, alene sigter mod at udlægge den Esoteriske Lære. Det er fordi de er vildledte af den eksoteriske doktrin, som Bishop Bigandet og andre søger at bevise til at begrebet om en øverste Âdi-Buddha kun kan findes i skrifter af forholdsvis nyere dato. Det som er angivet her er taget fra de hemmelige dele af Dus-Kyi Khorlo (Kâla-Chakra, på Sanskrit, eller "Tidens Hjul," eller varighed).
––––––––––

læren om de tre "Buddhistiske" kroppe,* siges det om Dharmakâyaen-det ideelle formløse væsen-at når den først er antaget, så forlader Buddhaen i den den sanselige verden for evigt, og har ikke, ej heller kan han have, nogen forbindelse med den mere. At sige, sådan som den Esoteriske eller Mystiske Skole lærer, at selv om Buddha er i Nirvâna har han efterladt Nirmânakâyaen (Bodhisattvaen) til at arbejde efter ham, er ret ortodoks og i overensstemmelse med både de Esoteriske Mahâyâna og Prasanga Mâdhyamika Skoler, den sidstnævnte et anti-esoterisk og højest rationelt system. For i Kâla-Chakra Kommentaren vises det at der er: (1) Âdi-Buddha, evig og ukonditioneret; så (2) kommer Sambhogakâya-Buddhaer, eller Dhyâni-Buddhaer, eksisterende fra (aeônisk) evighed og aldrig forsvindende-så at sige de Kausale Buddhaer; og (3) Mânushya-Bodhisattvaerne. Relationen mellem dem er bestemt af den angivne definition. Âdi-Buddha er Vajradhara, og Dhyâni-Buddhaerne er Vajrasattva; alligevel selv om disse to er forskellige Væsner på deres respektive planer, så er de rent faktisk identiske, den ene handlende gennem den anden, som en Dhyâni gennem en menneskelig Buddha. Den ene er "Endeløs Intelligens"; den anden kun "Højeste Intelligens." Det siges om Phra Bodhisattva-som efterfølgende var Buddha Gautama på jorden:

Efter at have opfyldt alle betingelserne for den øjeblikkelige erhvervelse af perfekt Buddhaskab, så foretrak den Hellige Ene, ud fra ubegrænset godgørenhed overfor levende væsner, endnu en gang at reinkarnere til gavn for mennesket.

Buddhisternes Nirvâna er kun på dørtærsklen til Pari-nirvâna, ifølge den Esoteriske Lære: mens det hos Brâhmanerne, er summum bonum, den endelige tilstand hvor fra der ikke mere er nogen tilbagevenden-i alle tilfælde ikke, før den næste Mahâ-Kalpa. Og selv dette sidste synspunkt vil blive opponeret imod af nogle alt for

––––––––––
* De tre kroppe er (1) Nirmânakâyaen (Tul-pa’i-Ku på Tibetansk), hvor i Bodhisattvaen efter at være indgået på Vejen til Nirvâna ved de seks Pâramitâer [generøsitet, dyd, tålmodighed, styrke, meditation & visdom], fremkommer for mennesker for at lære dem; (2) Sambhogakâya (Dzog-pa’i-Ku), lyksaglighedens krop ugennemtrængelig for alle fysiske indtryk, modtaget af en som har opfyldt de tre betingelser for moralsk perfektion; og (3) Dharmakâya (på Tibetansk, Cho-Ku), the Nirvâniske krop. [Cf. Voice of the Silence, pp. 95-97; and Hui Neng’s Platform Sutra, ch. 6.]
––––––––––

ortodokse og dogmatiske filosoffer som ikke vil acceptere den Esoteriske Doktrin. Hos dem er Nirvâna det absolutte intethed, hvor i der er intet og ingen; kun et ukonditioneret Alt. For fuldt ud at forstå dette Abstrakte Princips fulde karakteristika så må man opfatte det intuitivt og fuldt ud forstå den "ene permanente tilstand i Universet," som Hindûerne definerer så sandt som

. . . tilstanden af fuldstændig ubevidsthed, rent faktisk blot Chidâkâsa (bevidstheds område),

uanset hvor paradoksalt det end må synes for den profane læser.*
Samkarâchârya havde ry for at være en Avatära, en forsikring som forfatteren implicit tror på, men som andre mennesker, selvfølgelig, har frihed til at afvise. Og som sådan antog han en sydlig Inders krop, en ny-født Brâhmansk baby; denne krop, af grunde så vigtige som de er mysteriøse for os, siges at have været animeret af Gautama's astrale personlige efterladenskaber. Dette guddommelige Ikke-Ego vælger som sin egen Upâdhi (fysiske basis), den store Viismands æteriske, menneske Ego i denne verden af former, som det mest passende vehikel for Ånden at nedstige i.
Samkarâchârya sagde:

Parabrahman er Kartâ [Purusha], da der ikke er nogen anden Adhishtâthâ,† og Parabrahman er Prakriti, der er ikke nogen anden substans.‡

Hvad der nu er sandt om det Makrokosmiske er også sandt om det Mikrokosmiske plan. Det er derfor nærmere sandheden at sige-når man accepterer en sådan mulighed-at den "astrale" Gautama, eller Nirmânakâyaen, var Upâdhien for Samkarâchârya's ånd, snarere end at den sidstnævnte var en reinkarnation af den førstnævnte.

––––––––––
* Five Years of Theosophy, 1885 ed., “Personal and Impersonal God,” p. 202, af T. Subba Row.
† Adhish˜âthâ, den aktive eller arbejdende agent i Prakriti (eller stof).
‡ Vedânta-Sutras, Ad. I, Pâda iv, Sloka 23. Commentary. Passagen er angivet som følger i Thibaut's oversættelse (Sacred Books of the East, xxxiv), p. 286: "Selvet er således den operative årsag, fordi der er intet andet regerende princip, og den materielle årsag fordi der er ingen anden substans hvor fra verden kunne have sin oprindelse."
––––––––––

Når en Samkarâchârya er nødt til at blive født, så må ethvert af principperne i det manifesterede dødelige menneske være de reneste og fineste som eksisterer på jorden. Som konsekvens heraf blev de principper som en gang var tilknyttet til Gautama, som var Samkara's direkte store forgænger, naturligt tiltrukket til ham, Naturens økonomi forbydende gen-evolution af principper magen til hinanden fra den rå tilstand. Men, det bør huskes på at de højere æteriske principper ikke er, ligesom de lavere materielle, nogle gange synlige for mennesket (som astrale kroppe), og de bør ses i lyset af de separate eller uafhængige Kræfter eller Guder, snarere end som materielle objekter. Derfor vil den rette måde at repræsentere sandheden på være at sige at de forskellige principper, i Gautama Buddha's Bodhisattva, som ikke gik til Nirvâna, genforenede for at udgøre de midterste principper i Samkarâchârya, den jordiske Entitet.*
Det absolut nødvendigt at studere Buddhaernes doktrin esoterisk, og forstå de subtile forskelle mellem de forskellige eksistens planer, for at være i stand til at forstå ovenstående korrekt. Fremlagt mere klart, Gautama, den menneskelige Buddha, som eksoterisk havde Amitâbha som sin Bodhisattva og Avalokiteúvara som sin Dhyâni-Buddha-triaden emanerende direkte fra Âdi-Buddha—assimilerede disse via hans "Dhyana" (meditation) og blev således en Buddha ("en oplyst"). På en anden måde er det tilfældet med alle mennesker; enhver af os har sin Bodhisattva-det midterste princip,

––––––––––
* I Five Years of Theosophy (artiklen: “Sâkya Muni’s Place in History,” p. 372, noten) fremlægges det at en dag da vores Herre sad i Sattapanni Hulen (Saptaparna) sammenlignede han mennesket med en Saptaparna (syvbladet) plante. "Tiggermunke," sagde han, "der er syv Buddhaer i enhver Buddha, og der er seks Bhikshus og kun en Buddha i hver tiggermunk. Hvad er de syv? De syv grene af fuldstændig viden. Hvad er de seks? De seks sanseorganer. Hvad er de fem? De fem elementer for illusorisk væren. Og den ENE som også er ti? Han er en sand Buddha som udvikler de ti former for hellighed i sig og underligger dem alle den ene." Hvilket betyder at ethvert princip i Buddhaen var det højeste som kunne evolveres på denne jord; hvorimod i tilfældet med de andre mennesker som opnår Nirvâna så er det ikke nødvendigvis tilfældet. Selv som kun en menneskelig (Mânushya) Buddha, var Gautama et mønster eksempel for alle mennesker. Men hans Arhater var ikke nødvendigvis sådan. [Cf. Blavatsky Collected Writings, Vol. V, p. 247.]
––––––––––

hvis vi for et øjeblik holder fast i den trinitarianske inddeling af den syvfoldige gruppe-og hans Dhyâni-Buddha, eller Chohan, "Sønnens Fader." Vores forbindende link med det højere Hierarki af Himmelske Væsner ligger i en nøddeskal her, vi er blot for syndige til at assimilere dem.
Seks århundreder efter overførslen af den menneskelige Buddha (Gautama), fremkom en anden Reformator, lige så nobel og kærlig, dog mindre begunstiget af lejligheden, i en anden del af verden, blandt en anden mindre åndelig race. Der er en stor sammenhæng mellem verdens efterfølgende opfattelse af de to Frelsere, den Østlige og den Vestlige. Mens millioner blev konverteret til de to Mestres doktriner, begges fjender-sekteriske opponenter, de farligste af alle-rev begge i stykker ved ondsindet at antyde-forvrængede udsagn baseret på Okkulte sandheder, og derfor dobbelt så farlige. Mens det siges af Brâhmanerne at Buddha sandt nok var en Vishnu Avatâra, men at han var kommet for at friste Brâhmanerne på deres tro, og var derfor et ondt aspekt af Gud; om Jesus fastlagde de Bardesanianske Gnostikere og andre at han var Nebu, den falske Messias, ødelæggeren af den gamle ortodokse religion. "Han er grundlæggeren af en ny sekt af Nazaræere," sagde andre sekteriske. På Hebraisk betyder ordet "Naba" at "tale via inspiration" (, and er Nebo, Guden for Visdom). Men Nebo er også Merkur, som er Budha i Hinduernes monogram af planeter. Og det vises ved det faktum at Talmudisterne anså Jesus for at være inspireret af Merkurs Geni (eller Regent) forvekslet af Sir William Jones med Gautama Buddha. Der er mange andre mærkelige punkter af ligheder mellem Gautama og Jesus, som ikke kan vises her.*
Hvis begge Indviede, klare over faren ved at fremlægge kræfter erhvervet ved ultimativ viden for masserne, forlod det inderste helligdoms kammer i dyb mørke, hvem, som er bekendt med den menneskelige natur, kan beskylde nogen af dem for dette? Alligevel selvom Gautama, tilskyndet af forsigtighed, udelod de Esoteriske og mest farlige dele af den uoplyste Hemmelige Viden, og levede ind til den modne alder af firs-
––––––––––
* Se Isis Unveiled, Vol. II, p. 132.
––––––––––

den Esoteriske Doktrin siger hundrede-år, døende med visheden af at have lært dets essentielle sandheder, og havende sået frøene for konverteringen af en-trediedel af verden, så afslørede han måske alligevel mere end var strengt godt for eftertiden. Men Jesus, som havde lovet sine disciple den viden som giver mennesket evnen at producere "mirakler" langt større end han selv nogensinde havde frembragt, døde, efterladende kun nogle få trofaste disciple-mennesker kun halv-vejs med hensyn til viden. De var derfor nødt til at kæmpe med en verden som de kun kunne videregive hvad de selv halvt-vidste, og-ikke mere. I de senere tider lemlæstede begges eksoteriske tilhængere de udgivne sandheder, ofte til ukendelighed. Med hensyn til den Vestlige mesters tilhængere, ligger beviset i dette ved selve den sandhed at ingen af dem nu kan fremvise de lovede "mirakler." De er nødt til at vælge: enten er det dem som har fejlet, eller så er det deres Mester som må stå anklaget for et tomt løfte, en u-ønsket pral.* Hvorfor sådan en forskel med hensyn til de to's skæbne? Hos Okkultisten bliver denne gåde med ulige Karmisk eller Forsynets belønning udredt af den Hemmelige Lære.
Det er "ikke lovligt" at tale om sådanne ting offentligt, som Sct. Paul fortæller os. En forklaring mere kan kun gives med reference til dette emne. Det blev sagt nogle få sider tilbage at en Adept som således ofrer sig selv til at leve, opgivende fuld Nirvâna, selv om han aldrig kan tabe den viden han har opnået i fortidige eksistenser, kan alligevel aldrig nå højere i sådanne lånte

––––––––––
* "Før man bliver en Buddha må man blive en Bodhisattva; før man udvikler sig til en Bodhisattva må man være en Dhyâni-Buddha. . . . En Bodhisattva er vejen og Stien til hans Fader, og derfra til den Ene Højeste Essens" (Descent of Buddhas, p. 17, af Âryâsanga). "Jeg er vejen, Sandheden, og Livet: intet menneske kommer til Faderen, uden ved mig" (Johannes Evangeliet, xiv, 6). "vejen" er ikke målet. Ingen steder i hele det Nye Testamente ses Jesus at kalde sig Gud, eller noget højere end "Gud's søn," "Faderens" søn almindelig kendt af alle, syntetisk. Paul sagde aldrig (1 Tim. iii, 16), "Gud manifesterer i kødet," men "Han som var manifesteret i kødet" (Reviderede Udgave). Mens den almindelige hjord blandt Buddhisterne-især Burmeserne-anser Jesus for at være en inkarnation af Devadatta, en slægtning som modsatte sig Buddha's lære, ser den Esoteriske Filosofis studerende i Nazaræeriske Viismand en Bodhisattva med Selve Buddha's ånd i ham.
––––––––––

kroppe. Hvorfor? Fordi han bliver ganske enkelt en "Lysets Søn" fra en endnu højere sfære, Som er Arupa, og ikke har hans egen personlige astrale krop passende til denne verden. Sådanne "Lysets Sønner," eller Dhyâni-Buddhaer, er Dharmakâyaerne fra de forudgående Manvantaraer, som har fuldendt deres cyklusser af inkarnationer på den almindelige måde og som, således er Karmaløse, har for længe siden droppet deres individuelle Rupaer, og er blevet identificeret med det første Princip. Derfor nødvendigheden af en opofrende Nirmânakâya, klar til at lide for den nye krops fejl eller misgerninger i dens jordiske-pilgrimsrejse, uden nogen fremtidig belønning på planet for fremskridt og genfødsel, fordi der er ikke nogen genfødsel for ham i den almindelige forstand. Det Højere Selv, eller den Guddommelige Monade, er i et sådant et tilfælde ikke tilknyttet til det lavere Ego; dets forbindelse er kun midlertidig, og i de fleste tilfælde handler det gennem Karmas dekreter. Det er et virkeligt, sandt offer, hvis forklaring vedrører den højeste Jñâna Indvielse (Okkult Viden). Den er tæt forbundet, med en direkte evolution af Ånden og involution af Stof, med ur Ofret og det store Offer ved grundlæggelsen af de manifesterede Verdener, den gradvise tildækning og død af det åndelige i det materielle. Frøet "får ikke liv, hvis ikke det dør."* Derfor fremlægges det allegorisk i Rig-Veda's† Purusha Sukta, moder-fontænen og kilden til alle efterfølgende religioner, at "den tusinde-hovede Purusha" blev slagtet ved Verdens grundlæggelse, at fra hans efterladenskaber vil Universet muligvis opstå. Dette er intet mere ej heller mindre end grundlæggelsen-frøet, sandelig-af de mange senere-formede symboler i forskellige religioner, inklusiv Kristendommens offerlam. For det er en leg med ordene. "Aja" (Purusha), "den ufødte," eller evige Ånd, betyder også "lam," på Sanskrit. Ånden forsvinder-dør, metaforisk-jo mere den involveres med stof, og derfra den "ufødtes," eller "lammets" offer.
Hvorfor BUDDHA valgte at udføre dette offer vil kun være klart for de som, til den minutiøse viden om hans jordiske
––––––––––
* 1 Corinth. xv, 36.
† Op. cit., Mandala X, hymne 90, 1-5.
––––––––––
liv, tilføjer en fuld forståelse af Karmas love. Sådanne forekomster, tilhører imidlertid de mest exceptionelle tilfælde.
Som traditionen fortæller, havde Brâhmanerne begået en stor synd ved at forfølge Gautama BUDDHA og hans lære i stedet for at blande og forlige dem med den rene Vedisk Brâhmanisme, sådan som det senere blev gjort af Samkarâchârya. Gautama gik aldrig imod Vedaerne, kun imod den eksoteriske vækst af forudfattede fortolkninger. Srutien-guddommelig oral åbenbaring, som Vedaen var udkommet af-er evig. Den nåede Gautama Siddhârtha's øre lige som den havde nået de Rishier som havde skrevet den ned. Han accepterede åbenbaringen, mens han afviste den senere overgroning af Brâhminsk tankegang og fantasi, og byggede hans doktriner på det et og samme grundlag af uforgængelig sandhed. I tilfældet med hans Vestlige efterfølger, var Gautama, den "Nådige," den "Rene," og den "Retfærdige," den første fundet i det Østlige Hierarki blandt historiske Adepter, hvis ikke i verdens-annaler om guddommelige dødelige, som blev bevæget af denne generøse følelse som låser hele menneskeheden indeni et favntag, uden nogen smålige forskelle med hensyn til race, fødsel, eller kaste. Det var ham, der først formulerede dette store og noble princip, og ham igen som først praktiserede det. For de fattiges skyld og de spottede, de udstødte og de ulykkelige, inviteret af ham til kongens festbord, havde han udelukket de som hidtil sad i hoven afsondrethed og egoisme, og troede at de ville blive smittet af de arveløse fra landet-og disse ikke-åndelige Brâhmanere vendte sig imod ham på grund af denne præference. Siden da har sådanne ikke tilgivet tigger-prinsen, en konges søn, som, glemte sin rang og position, og havde kastet dørene til helligdommen på vid gab for de socialt udstødte, og manden med lav ejendom, således givende forrang til personlige fortjenester over arvelig rang eller formue. Synden var deres-årsagen ikke desto mindre ham selv: derfor kunne den "Barmhjertige og den Velsignede Ene" ikke forsvinde helt fra denne illusoriske verden og skabte årsager uden at sone alles synder-derfor også for disse Brahmanere. Hvis "mennesket plaget af mennesket" fandt sikker tilflugt hos Tathâgata, "mennesket plagende mennesket" havde også sin del i hans selv-opofrelse, altomfattende tilgivende kærlighed. Det siges at han ønskede at sone hans fjenders synder. Først der var han villig til at blive en fuld Dharmakâya, en Jîvanmukta "uden efterladenskaber".

Slutningen på Samkarâchârya’s liv bringer os ansigt til ansigt med et friskt mysterie. Samkarâchârya trækker sig tilbage i en hule i Himâlaya, ikke tilladende nogle af hans disciple at følge ham, og forsvinder for evigt der i fra de profanes syn. Er han død? Tradition og populær tro svarer benægtende, og nogle af de lokale Guruer, hvis de ikke empatisk tilslutter sig, så benægter de ikke rygtet. Sandheden med dets mysteriøse detaljer som angivet i den Hemmelige Lære er kun kendt af dem; det kan kun gives fuldt ud til de direkte tilhængere af den store Dravidianske Guru, og det er kun forbeholdt dem at afsløre så meget af det som de synes passende. Det fastholdes stadig at denne Adepternes Adept lever ind til i dag i hans åndelige entitet som en mysteriøs, uset, alligevel overskyggende tilstedeværelse blandt Sambhala's Broderskab, ovenfor, langt ovenfor, de sneklædte Himâlayaer.*

––––––––––
* [For at se en traditionel livshistorie se Sankara-Dig-Vijaya af Madhava-Vidyaranya, tr. by Swami Tapasyananda, Madras, Sri Ramakrishna Math, 1978. — Compiler.]