Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
(Theos-L Forum - det ældste teosofiske forum på Internettet.)
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar






DEN OPRINDELIGE

TEOSOFISKE ORGANISATION

AF

H. P. Blavatsky


(Skrevet 1886. Offentliggjort posthumt i 1896 i orignaludgave.
Oversat og udgivet på dansk i fuld udgave af Morten Nymann - 29. november, 2009)


[Oversætterens indledende ord:
Den følgende tekst er oversat fra Blavatsky Collected Writings bind 7. Teksten er oversat til dansk for om muligt at præcisere det oprindelige grundlag som The Theosophical Society blev etableret på baggrund af. Den er også fremlagt for derved at kunne bruges som sammenlignings grundlag med de senere ikke altid etiske forsvarlige forandringer af The Theosophical Society og de ikke altid etiske forsvarlige forandringer i en række af de senere fremkomne grupper og organisationers grundlag, som drister sig til at påstå at de bygger på The Theosophical Society's ide og teosofiens lære. Teksten kan siges at være betydningsfuld, fordi den rummer en fremstilling som præciserer at det The Theosophical Society's organisatoriske struktur ikke tillader dogmatisme, et pavedømme eller en pavelige ledelse eller noget tilsvarende. Og også fordi den tager klart afstand til politisk involvering blandt teosofiens medlemmer. Hvorvidt teksten indhold i alle detaljer så er velegnet i vores nutid over hundrede år senere må vel være en anden sag. -- Morten Nymann. ]





[Det "ORIGINALE PROGRAMS" MANUSKRIPT]

[Ordene i firkantede klammer, så vel som kursiv af visse ord og sætninger, i passager citeret fra Chatterji-Gebhard Udtalelsen, er H.P.B.'s egne, således som omhyggelig sammenligning med teksten af Udtalelsen vil vise. Gennem H.P.B.'s Erklæring, både i dens hovedtekst, og i nogle af fodnoterne, indikerer tilstedeværelsen af visse punkter ikke udeladelse af ord, og er tilsyneladende ment som pegende til begyndelsen af en ny tanke som specielt vægtlægges.
-Compiler.]

[For ikke at lade nogen plads tilbage for tvetydigheder, så bør medlemmerne af Society mindes om oprindelsen til Society i 1875. Sendt til U.S. of America i 1873 med formålet at organisere en gruppe af arbejdere på det psykiske plan, to år senere modtog forfatteren ordrer fra hendes Mester og Lærer om at danne kernen i et almindeligt Society hvis formål bredt fremlagt er som følger:

1. Universel Broderskab;

2. Ingen skelnen gøres af medlemmerne mellem]
(*) racer, trosretninger, eller sociale positioner, men ethvert medlem ville blive bedømt og behandlet ud fra hans egne personlige fortjenester;

3. At studere Østens filosofier--hovedsagelig de fra Indien, præsenterende dem gradvist til offentligheden i forskellige værker som ville fortolke eksoteriske religioner i lyset af esoterisk lære;

4. At modsætte sig materialisme og teologisk dogmatik på enhver mulig måde, ved at demonstrere eksistensen af okkulte kræfter i Naturen og tilstedeværelsen af psykiske og åndelige kræfter i Mennesket, ukendte af Videnskaben; prøvende på samme tid at udbygge Spiritualisternes opfattelser ved at vise dem, at der er andre, mange andre afdelinger arbejdende med produktionen af fænomener ud over de dødes "Ånder". Overtro bør afsløres og undgås; og okkulte kræfter, godgørende og skadelige- altid omgivende os og manifesterende deres tilstedeværelse på forskellige måder--demonstreret efter vores bedste evne.

Således var programmet i dets brede træk. De to hoved Grundlæggere blev ikke fortalt hvad de skulle gøre, hvordan de skulle frembringe og fremme the Society's vækst og de ønskede resultater; ej heller blev de givet nogen bestemte ideer angående den ydre organisation--alt dette blev fuldstændigt overladt til dem selv. Således, da undertegnede ikke havde nogen kapacitet for et sådant arbejde som den mekaniske dannelse og administration af the Society, blev varetagelsen af sidstnævnte overladt i hænderne på Col. H. S. Olcott, som den gang der blev valgt af de oprindelige grundlæggere og medlemmer--som Præsident på livstid. Men, hvis de to Grundlæggere ikke blev fortalt hvad de skulle gøre, så blev de udtrykkeligt undervist i hvad de aldrig skulle gøre, hvad de skulle undgå, og hvad the Society aldrig måtte blive til. Kirke organisationer, Kristne og Spiritualistiske sekter blev vist som fremtidige kontraster til vores the Society.*

For at gøre det tydeligere:--

–––––––––––
* Et liberalt Kristent medlem i T.S. har modsat sig studiet af Orientalske religioner og tvivlede på hvorvidt der var plads til noget nyt Society-et brev svarende på hans protester og forkærlighed for Kristendommen og indholdet kopieret for ham; hvorefter han ikke længere nægtede tilrådeligheden af sådan et Society som det foreslåede Teosofisk Fællesskab. Nogle få uddrag fra dette tidlige brev vil klart vise the Society's natur som det den gang var kontempleret, og som vi blot har prøvet at følge, og udføre på den bedst mulige måde vi kunne de sande grundlæggere af the Society's hensigter i disse dage. Den fromme gentleman påstod at han var en teosof og havde ret til at dømme over andre mennesker blev fortalt . . . "Du har ingen ret til en sådan titel. Du er kun en filo-teosof; da den som er nået til den fulde forståelse af
–––––––––––

(1) Grundlæggerne var nødt til at udøve al deres indflydelse at modsætte sig selviskhed af enhver slags, ved at insistere på seriøse, broderlige følelser blandt Medlemmerne--i det mindste i det ydre; arbejdende for det ved at frembringe en enhedens og harmoniens ånd, på trods af trosretningernes store diversitet; forventende og forlangende af Fellows, en stor grad af tolerance og velgørenhed med hensyn til hinandens mangler; fælles hjælp i udforskningen af sandheder indenfor ethvert område--moralsk eller fysiskt--endda i det daglige liv.

––––––––––
navnet og naturen for en teosof vil ikke sidde i dom over noget menneske eller handling. . . . Du påstår at din religion er det højeste og endelige skridt hen mod guddommelig Visdom på denne jord, og at den har introduceret nyt blod og liv og sandheder i arterierne på den gamle forfaldne verden, som har været forblevet ukendte for hedningerne? Hvis det i sandhed var sådan, så ville din religion have introduceret de højeste sandheder ind i alle sociale, civile og internationale relationer i Kristendommen. I stedet for dette som enhver kan se, så er dit sociale så vel som private liv ikke baseret på en almindelig moralsk solidaritet, men kun på konstant gensidig opvejning og rent mekanisk ligevægt af individuelle kompetencer og interesser . . . . hvis du ville være teosof så skal du ikke gøre lige som de omkring dig som påkalder en Gud for Sandhed og Kærlighed og tjener Magtens, Grådighedens og Heldets Kræfter. Vi ser i midten af din Kristne civilisation og ser de samme sørgelige gamle tegn: realiteterne i jeres daglige liv er direkte imod jeres religiøse ideal, men i føler det ikke; tanken at selve lovene som regerer dit væsen uanset det er indenfor det politiskes eller den sociale økonomis domæne støder lidelsesfuldt sammen med din religions oprindelse-synes ikke at bekymre dig det mindste. Men, hvis nationerne i Vesten er så fuldt overbevist om at idealet aldrig kan blive praktisk og det praktiske aldrig vil nå idealet-så, bliver du nødt til at foretage et valg: enten er det din religion som er upraktisk, og i så fald er det ikke bedre end en forfængelig-glorværdig illusion, eller den kan måske finde en praktisk anvendelse, men det er jer selv, som ikke bekymrer jer om at antage dets etik i jeres daglige livs gang . . . Derfor, inviterer i andre nationer foran jer 'til Kongens festbord' hvor fra jeres gæster går mere udhungrede end før, du skulle, førend du forsøger at bringe dem til din egen måde at tænke på, undersøge de måltider, de tilbyder dig . . . Under de eksoteriske trosretningers herredømme og magt, de groteske og torturerede skygger af teosofisk virkeligheder, vil der altid være den samme undertrykkelse af de svage og de fattige og den samme tyfoniske kamp hos de rige og de mægtige indbyrdes blandt dem selv . . . Det er esoterisk filosofi alene, den åndelige og psykiske blænden af mennesket med Naturen som, ved at afsløre grundlæggende sandheder, der kan bringe den meget
––––––––––

(2) de var nødt til på den stærkeste måde at modsætte sig hvad som helst der nærmede sig dogmatisk tro og fanatisme--troen på Mestrenes ufejlbarlighed, eller endda selve eksistensen af vores usynlige Lærere, var nødt til at blive holdt i tømme fra starten. På den anden side, da stor respekt for hvert medlems private synspunkter og trosretninger blev forlangt, så ville ethvert Medlem som kritiserer troen hos et andet Medlem, skader hans følelser, eller viser en forkastelig selv-hævdelse, uden at være adspurgt (fælles venskabelige råd var en pligt med mindre de blev afvist)--modtage udsmidelse. Den største ånd af fri forskning uhindret af nogen eller noget, skulle fremmes.

Således, levede og mødtes Medlemmerne, som repræsenterede enhver klasse i the Society lige så vel som enhver trosretning og tro i T. Organisationen det første år--Kristne gejstlige, Spiritualister, Fritænkere, Mystikere, Frimurere og Materialister--under disse regler i fred og venskab. Der var to eller tre udsmidelser for sladder og bagtalelser. Reglerne, hvor ufuldstændige de end var i deres foreløbige karakter, blev strengt udøvet og respekteret af medlemmerne. Det oprindelige indtrædelses gebyr på 5$, blev hurtigt forladt da det ikke var

–––––––––––
ønskede mellemtilstand mellem to ekstremer af menneskelig Egoisme og guddommelig Altruisme og endelig føre til afhjælpningen af menneskelig lidelse . . ." (Se sidste side for fort. [s. 35])

[Således i manuskriptet. Fortsættelsen af dette brev fra en af Lærerne-vi ved ikke hvem- er på side 169 i det nuværende bind, begyndende med ordene: "Teosofi må ikke repræsentere . . . .," osv.
Visse dele af dette brev blev brugt af H.P.B. i hendes tidsskrift Lucifer, Vol. I, Januar, 1888, pp. 344-46, under overskriften "Some Words on Daily Life," og der i krediteret til "En Mester for Visdom." Lucifer's version begynder med sætningen: "Det er kun guddommelig filosofi alene . . . . . ," og fortsætter med: "Teosofi burde ikke repræsentere . . . . . " Der er ændringer og betydelige uddybninger af hoved ideerne, som ikke findes i Adyar manuskriptet.
Og intet yderligere synes at være kendt om dette brev fra en af Lærerne, og originalens eksistens er ukendt. --Compiler.]
–––––––––––

i overensstemmelse med Sammenslutningens ånd: medlemmer havde entusiastisk lovet at støtte Moder Society og især udgifterne til maskiner, til forsøg, bøger, den Optegnende Sekretærs
* gebyr, osv., osv. Det var Reform Nr. 1. Tre måneder efter, Hr. H. Newton, Kassereren, en rig gentleman fra New York,† viste at ingen havde betalt noget eller hjulpet ham til at dække de nuværende udgifter til møder i Salen, papirvarer, trykning, osv., og at han var nødt til at bære byrden for disse udgifter alene. Så fortsatte han en kort tid længere, så--sagde han op som Kasser. Derefter var det Grundlægger-Præsidenten, Col. H. S. Olcott som var nødt til at betale for alle. Han gjorde dette i over 18 måneder. "Gebyret" blev gen-etableret, før Grundlæggerne rejste til Indien med de to Engelske delegerede--som nu er deres dødelige fjender; men pengene indsamlet var til Arya Samaj fra Aryavarta hvis Society det Teosofiske var blevet affilieret. Det er Grundlægger-Præsidenten som betalte de enorme rejseudgifter fra Amerika til Indien, og for installeringen i Bombay, og som støttede de to delegerede ud af hans egen lomme i næsten 18 måneder. Da han ikke havde flere penge tilbage, ej heller den Korr. Sekretær--så blev en resolution vedtaget at indtrædelses gebyrets summer skulle gå til støtte af Hovedkvarteret.

På grund af den hurtige forøgelse af the Society's i Indien, blev Regler og Statutter forældede. De er ikke det bevidste udkomme af den Grundlæggende Præsident's tanker og indfald, men resultatet af de årlige møder i General Rådet ved Mærkedagene. Hvis medlemmerne i dette G. C. har formet sig så de har givet den Grundlæggende Præs. videre beføjelser, så var det resultatet af deres absolutte tillid til ham, i hans hengivenhed og kærlighed til the Society, og slet ikke--som antydet i "A Few Words"--et bevis på hans kærlighed til magt og autoritet. Om dette, imidlertid, senere hen.

–––––––––––
* Mr. J. S. Cobb. [Se Bio-Bibliogr. Indeks under COBB.]
† [Se Bio-Bibliogr. Indeks under NEWTON for yderligere data.]
––––––––––

Det blev aldrig nægtet at T.S. Organisationen var meget ufuldkommen. Errare humanum est. Men, hvis det kan blive vist at Præsidenten har gjort hvad han kunne under omstændighederne og på den bedste måde han vidste hvordan--så kan ingen, i det mindste ikke en teosof, beskylde ham for alle society's synder, sådan som det sker nu. Fra grundlæggerne ned til det ydmygeste medlem, består the Society af ufuldkomne dødelige mennesker--ikke guder. Dette blev altid påstået af dets ledere. "Han som føler sig uden synd, lad ham kaste den første sten." Det er pligten for ethvert medlem i Rådet at rådgive og at fremlægge alle ukorrekte procedurer for hele the society. En af klagerne er et Byrådsmedlem. Han har aldrig brugt sine privilegier som en sådan, i sagen omkring beklagelserne der nu fremlægges--og således, har han ingen undskyldning at give for at hans retfærdige præsentation ikke blev lyttet til, ved at bringe det frem i offentligheden som han først burde fremlægge privat--synder imod Regel XII. Hele papiret læses nu som en ærekrænkende bagtalelse, fyldt med uteosofiske og ubroderlige insinuationer--som forfattere heraf aldrig kunne have haft i betragtning.

Denne XII. Regel var en af de første og klogeste. Det er ved at undlade at have den fuldbyrdet når det behøves mest, at den Grundlæggende-Præsident har bragt ham selv under den nuværende straf.
* Det er på grund af hans alt for store eftergivenhed og ukloge skødesløshed som har ført til alle sådanne anklager om magtmisbrug, forkærlighed for autoritet, visen sig frem, osv., osv. Lad os se hvor langt de kan være fortjent.

Som vist har Grundlæggeren i 12 år slidt næsten alene i the Society's interesse og for dets generelle gode--derfor, ikke hans eget, og, den eneste beklagelse han var hørt ytrende var, at han ikke blev givet noget tid til selv-udvikling

––––––––––
* I årevis den viise regel som ethvert medlem beskyldt for bagtalelse eller bagvaskelse blev udvist fra the Society efter tilstrækkeligt bevis-er blevet forældet. Der har været to eller tre enkeltstående sager af udsmidning for det samme i tilfældet med medlemmer af ingen betydning. Europæere med position og navn blev bogstaveligt tilladt at tildække the Society med mudder og bagvaske deres brødre med fuldkommen straffrihed, Dette er Præsidentens Karma-og den er retfærdig.
––––––––––

og studier. Resultatet af denne alt for retfærdige beklagelse er, at de for hvem han har slidt, er de første til at slynge bebrejdelser efter ham om at være uvidende om visse Hindu udtryk, om at bruge et udtryk for et andet, for eks. at have tillagt ordet "Jivanmukta" til en Hindu Chela, i et tilfælde! Forbrydelsen er sandelig en frygtelig en,. . . . Vi kender "chelaer" som er Hinduer, som med sikkerhed aldrig vil forveksle sådanne velkendte udtryk med deres religion; men som, på den anden side, forfølger Jivanmuktaskab og den højeste Teosofiske Etik gennem hovedvejen for selvisk ambition, løgne, bagvaskelse, utaknemlighed og bagtalelse. Enhver vej fører til Rom; det er indlysende: og der er sådan en ting i Naturen som "Mahatma"-Dugpaer. . . . Det vil, imidlertid, være ønskeligt for sandheden og den Teosofiske sag, hvis al kritikken af vores Præsident generelt, mindre lærd, alligevel blev fundet at nå hans alt-tilgivende gode naturs niveau, hans gennemførte seriøsitets og uselviskheds niveau; da resten af medlemmerne er mindre tilbøjelige til at velvilligt at lytte til de, som, lige som de nævnte "Vicars of Bray" har udviklet et had til Grundlæggerne--af ukendte årsager.

Det ovenfor nævnte råd tilbydes de to Teosoffer som retfærdigt har udarbejdet deres "Few Words on the Theosophical Organisation." At de ikke er alene i deres beklagelser (som, oversat fra deres diplomatiske sprog om til almindeligt sprog i det nuværende tilfælde en god del blot ligner en "querelle**d'Allemand") og det nævnte beklagelser er i store træk retfærdige,--indrømmes ærligt. Derfor, må forfatteren blive tilladt at tale om dette, i hendes svar, om Teosofi og teosoffer generelt, i stedet for strengt at begrænse Svaret til de ytrede beklagelser. Der er ikke det mindste ønske om at være personlig; alligevel, har der på det seneste akkumuleret sig sådan en mængde af glødende materiale i the Society, ved evig friktion fra nøjagtige sådanne "selviske personligheder," at det sandelig er viist at prøve at slukke gnisterne i tide, ved at påpege deres sande natur.

Krav, og en følelse af nødvendighed af reformer stammede ikke fra de to klagere. De daterer sig igennem adskillige år, og der har aldrig været et spørgsmål om at undgå reformer, men snarere en fejl med hensyn til at finde sådanne metoder som vil tilfredsstille alle teosoffer. Ind til dagen i dag, mangler vi endnu at finde den "viise mand" fra Østen eller fra vesten, som ikke kun kunne sygdommen i T. Society, men ligeledes tilbyde rådgivning og et middel til at kurere det. Det er let at skrive: "Det ville være malplaceret at foreslå nogen som helst specifikke forholdsregler"(for sådan nogle reformer, som synes mere vanskelige at foreslå end vagt at hentyde til)--"for ingen har tillid til Broderskab og vil nu i sandhedens navn fejle i at forstå det som er nødvendigt,"--konkluderer kritikken. Man kan måske have en sådan tro og alligevel fejle i at forstå det som er mest nødvendigt. To hoveder er bedre end et; hvis enhver praktisk reform har foreslået sig selv, overfor vores strenge dommere, så vil deres afvisning af at give os fordelen af deres opdagelse være højest ubroderlig. Så vidt, som vi imidlertid, kun har modtaget de mest upraktiske forslag til reformer, når de blev specificeret. Grundlæggerne, og hele det Centrale Society i Hovedkvarteret, inviteres for eksempel, til at demonstrere deres teosofiske naturer ved at leve som "fugle i luften og liljer på marken" som hverken sår ej heller høster, slider ikke, ej heller spinder og "har ingen tanke på morgendagen." Det synes næppe praktisk, selv i Indien, hvor et menneske kan gå omkring i en Engels klædning, men er, ikke desto mindre, nødt til at betale renter og skatter, et andet udsagn, så et tredie og et fjerde --ethvert mindre praktisk end det forgående--blev tilbudt . . . den uundgåelige afvisning som førte til den endelige kritik nu under gennemsyn.

Efter omhyggelig læsning af "A Few Words, osv.," så behøves ikke et meget skarpt intellekt for at forstå, at selv om ingen specifikke "forholdsregler" tilbydes i dem, så tenderer hele argumentet til blot en konklusion, en slags logisk konklusion mere Hindu end metafysisk. Sammenfattende, siger bemærkningerne der i klart: "Ødelæg de påpegede dårlige resultater ved at ødelægge årsagerne som frembragte dem." Således er papirets apokalyptiske opfattelse, selv om både årsagerne og resultaterne gøres pinligt og eklatant objektive og at kan angives på denne måde: Bliver vist, at the Society er resultatet og frugten af en dårlig Præsident; og den sidstnævnte er udkommet af et sådan "uteosofisk" organiseret Society--og, dets værre end ubrugelige General Council--"ryd alle disse Årsager af vejen og resultaterne vil forsvinde"; dvs., the Society vil være ophørt med at eksistere. Er det hjerte-ønsket hos de to sande og seriøse Teosoffer?

Beklagelserne--"givet til de interesserede i sand Teosofis fremskridt"--som synes at betyde "teosofi skilt fra the Society"--kan nu noteres og besvares i rækkefølge. De specificerer følgende protester:

I. Reglernes sprogbrug med hensyn til beføjelserne givet til den Grundlæggende-Præsident af det General Council. Denne protest synes meget korrekt. Sætningen . . . the Councils pligter "skal bestå i at rådgive P.F: med hensyn til alle forhold som han refererer til dem" kan let opfattes som indebærende at med hensyn til alle forhold som den Grundlæggende-Præs. ikke refererer til the Council . . . dem vil dets medlemmer hold deres mund omkring. Reglerne er ændret, de ændres og korrigeres i det mindste årligt. Denne sætning kan slettes. Skaden ind til nu, er ikke frygtelig.

II. Det vises at mange medlemmer i rette kontor hvis navne findes i listen over det General Council ikke kendes i Konventet; at de meget sandsynligt ikke er interesseret i the Society "underlagt deres specielle varetægt"; en organisation de en gang er blevet medlem af, og derfor muligvis har glemt dets eksistens til i mellemtiden at trække sig selv fra Sammenslutningen. Det antydede argumentet er meget gyldigt. Hvorfor ikke officielt påpege overfor Medlemmerne residerende i, og besøgende Hovedkvarteret, det upassende i en sådan paradering af navne? Alligevel, på hvilken måde kan en sådan administrativ blunder, eller skødesløshed, interferere med, eller hæmme sand teosofis fremskridt?"*

III. "Medlemmerne udnævnes af den Grundlæggende-Præsident. . . ." beklages det; "det Gen. Councils rådgiver kun om det som pålægges det" . . . og "i mellemtiden" at P.F. har beføjelser til at fremlægge "specielle ordrer" og "provisionelle regler," på vegne af dette ("dumme") Council. (Regel IV, p. 20) Desuden, opfordres det til at ud af et antal af 150 medlemmer i det G. Council, at et beslutningsdygtig tal på 5 og endda 3 medlemmer tilstede, kan, hvis det skulle findes nødvendigt af Præsidenten beslutte med hensyn til ethvert spørgsmål af vital betydning, osv., osv., osv.

Sådan en "uteosofisk" fremvisning af autoritet, protesteres der imod af Messrs. M. M. Chatterji og A. Gebhard med begrundelsen at det fører the Society til Cæsarisme, til "tyranni" og "pavelig ufejlbarlighed," osv., osv. Uanset hvor korrekt de to beklagende i princippet måtte være er det umuligt at undgå at se de absurde overdrivelser i de brugte udtryk; for, efter at være blevet retfærdigt beskyldt på en side for "tyrannisk autoritet," for "centralisering af magt" og en "pavelig institution" (p. 9)--på side 11, vises den Grundlæggende-Præsident at "udstede specielle ordrer" fra dette "Cæsarismens center"--som man er nødt til at adlyde, med mindre han ønsker det! "Det er velkendt" bemærker hovedskriveren--"at ikke kun enkelt personer, men også Afdelinger har nægtet at betale dette (årlige) abonnement . . . på . . . to shillings" (p. 11); uden noget dårligt resultat for dem selv, på baggrund af dette, som det fremgår. Således, synes det, at det er til en ikke-eksisterende autoritet at protesterne bør rettes, men ganske enkelt mod en forfængelig og unyttig fremvisning af magt som ingen bekymrer sig om.

Politikken med at udstede "specielle ordrer" med så sørgelige resultater er sandelig forkastelig; blot, ikke af Cæsarisme tendenser, men ganske enkelt fordi det bliver højest tåbeligt Den undertegnede hvis der en, har mange gange protesteret imod det, imidlertid mere bevæget

––––––––––
* Yderligere har forfatteren til beklagelserne i "A Few Words, osv." ham selv været et medlem af General Council i over to år (se Regler 1885); hvorfor har han ikke talt før?
––––––––––

af verdslig ånds stolthed og end en uteosofisk følelse af selv-respekt end sådan noget som Yogisk ydmyghed. Det indrømmes med beklagelse at verden af hånere og ikke-teosoffer måske, hvis de hører det, vil finde i det et hovedemne til sjov. Men, det sande under er, hvordan kan visse Europæiske Teosoffer, som tappert har trodset verden i at få dem til at krympe sig overfor enhver mængde af latterliggørelse, når de først handlede i overensstemmelse med deres samvittigheders diktater og pligter--gøre en forbrydelse ud af det som i værste fald er en harmløs selv om den er en tåbelig, smule af forfængelighed; et ønske om at give vigtighed--ikke til Grundlæggeren, men til hans Society som han er rede til at dø for hver dag. En form for latterliggørelse er værd en anden. Den Vestlige teosof, som af forskellige magnetiske grunde bærer sit hår langt og på anden måde viser excentricitet i hans påklædning, vil ikke blive skånet mere end hans Præsident, med hans "specielle ordrer". Kun den sidstnævnte, forbliver så velvillig indstillet og broderlig overfor den "individuelle Teosof og selv en Afdeling"--at affeje ham og hans "ordrer" ved at nægte at betale, hvad andre gør, viser sig ti gange mere Teosofisk og sand overfor princippet om Broderskab, end den tidligere nævnte, som bagtaler og tager afstand fra ham i en sådan fordømmende vendinger, i stedet for venligt at advare ham om det dårlige producerede resultat. Ulykkeligvis er det ikke de som taler højest om dyder og teosofi, som er de bedste eksempler på begge. Få af dem, hvis nogen, har prøvet at kaste strålen ud fra deres eget øje, før de rejste deres stemmer imod mod splinten i øjet af en bror. Yderligere, synes det helt at være blevet det teosofiske raseri i disse dage, at lidenskabeligt fordømme, men aldrig at tilbyde at hjælpe med at udtrække nogen sådan splint.

The Society bliver bittert kritiseret for at spørge enhver god-gørende teosof (de fattige er undtaget fra det, fra starten) at betale to shillings årligt for at bidrage til at afholde de udgifter ved Hoved-Kvarteret. Det forsømmes som "uteosofisk," "ubroderligt," og "indtrædelses gebyret" på £1, erklæres som intet bedre "en salg af Broderskab." Ved dette kan vores "Broderskab" igen vises på et langt højere niveau end nogen anden sammenslutning fortidig eller nutidig. The Theosophical Society har aldrig vist den ambitiøse foregivende at overstråle Jesus og hans Apostles oprindelige Broderskab indenfor teosofi og broderskab,
* og denne "Organisation" bortset fra at spørge og blivende afvist fra tid til anden, hjalp sig selv uden at spørge, og som en kendsgerning i et ægte fællesskab af Brødre. Ikke desto mindre, er sådanne handlinger, som ville synes højest uteosofiske og skadelige i vore dages kultur når nationerne alene er priviligerede med hensyn til at putte hinandens ejendom i lommen og forvente at blive æret for det--synes ikke at have været en hindring på vejen til guddommeliggørelse og helliggørelse i den tidligere nævnte "Broderlige" gruppe. Vores Society havde sandelig aldrig nogen ide om at rejse sig ovenover broderskabet og etikken prædiket af Kristus, men kun overfor den falske kristendom i Kirkerne-- sådan som oprindeligt bestilt til, af vores MESTRE. Og hvis vi ikke gør det værre end det Evangeliske Broderskab gjorde, og langt bedre end enhver Kirke, som ville udsmide ethvert medlem der for længe afviste at betale hans Kirke rater, så er det generelt svært at se hvorfor vores "Organisation" skulle udstødes på grund af dette af sine egne medlemmer. I hvert fald burde pennene fra de sidstnævnte vise sig mindre bitter, i disse problematiske dage hvor enhver synes beslutsomme med hensyn til at finde fejl ved the Society, og få hjælper det, og at Grundlægger-Præsidenten er alene om at slide sammen med nogle få hengivne teosoffer i Adyar til at assistere ham.

IV. "Der eksisterer ingen institution som Hoved Society"--fortælles vi (oo. 2 og 3). "Det er forsvundet fra Reglerne og . . . har ingen lovlig eksistens" . . . the Society var ikke autoriseret, det har ingen--lovlighed; men ingen Teosof har mere lovlig eksistens, for den sags skyld. Er der et eneste medlem på hele kloden som ville blive anerkendt af loven eller overfor Magistraten--som en teosof? Hvorfor kalder de "beklagende" gentlemen sig selv "teosoffer" hvis den

––––––––––
* Alligevel, synes det Teosofiske Broderskab dødsdømt med hensyn til at udkonkurrere Apostlenes gruppe i den antal af nægtende Peter'ere, dets vantro Thomas'er, og endda undertiden Iskarioter, parate til at sælge deres Broderskab for mindre end tredive sølvpenge!
–––––––––––

sidstnævnte kvalifikation ikke har nogen bedre lovlig status en det omtalte "Hoved Society" i Hovedkvarteret selv? Men Hoved-organisationen eksisterer, og vil gøre det, så længe som den sidste mand eller kvinde i den oprindelige gruppe af Teosofi Grundlæggere er i live. Dette--som en organisation; med hensyn til moralske karakteristika, Hoved-Society betyder en lille gruppe af teosoffer som helligt gennem storm og stød fastholder det oprindelige program for T.S., som er oprettet i henhold retning og ordrer af de som de anerkender--og vil,
til deres sidste åndedrag--som de sande ophavsmænd til Bevægelsen, deres levende, Hellige MESTRE OG LÆRERE.*

V. Beklagelserne, om at T.S. "har Love uden sanktioner," en "lovgivende organisation ude lovlighed;" et "Hoved-Society uden eksistens," og, værre end alt--"en Præsident hævet over alle regler"--vises således kun at være delvist korrekt. Men selv om de alle var absolut sande, så ville det være let at stryge sådanne regler med en streg fra en pen, eller at modificere dem. Men, nu kommer den besynderlige del af denne alvorlige philippic imod T.S. fra vores Demosthenes. Efter seks sider (ud af tolv) har været fyldt med de sørgelige beskyldninger, så indrømmer forfatteren i den 7'ende,--at der er blevet modificeret!--"Det ovennævnte" lærer vi (ret sent) "blev skrevet under fejl-opfattelsen at 'Reglerne' med datoen 1885--var de sidste. Det er siden blevet opdaget at der er en senere version af Reglerne dateret 1886 som har modificeret

––––––––––
* Medlemmerne af T.S. ved, og de som ikke gør skal fortælles det, at udtrykket "Mahatma," nu så subtilt analyseret og bestredet, er af en eller anden mysteriøs grund aldrig blevet tillagt vores Mestre før vores ankomst til Indien. I årevis var de kendte som "Adept-Brødre," "Mestrene," osv. Det er Hinduerne selv som begyndte at tillægge udtrykket til vores to Lærere. Dette er ikke stedet for en etymologisk redegørelse og om egnetheden eller uegnetheden af brugen, i det omtalte tilfælde. Som tilstand, er Mahatmaskab en ting, som et dobbelt navneord, er Maha-atma (Stor Sjæl), et helt andet. Hinduerne brude kende til værdien af brugte metafysiske Sanskrit ord; og det er de som først har brugt det til at betegne MESTRENE.
––––––––––

de ældre regler på mange punkter." Så meget desto bedre.--Hvorfor så, i et sådant tilfælde genkalde fejl i fortiden hvis de ikke mere eksisterer? Men anklagerne ser det ikke i dette lys. Det er besluttet på at handle som en teosofisk Nemesis; og er på ingen måde afskrækket ved opdagelsen, de tilføjer at ikke desto mindre "er det nødvendigt at undersøge de tidligere regler for at sikre det underliggende princip, som også reguleres i de nuværende." Dette minder om fablen om "Ulven og Lammet." Men--ser du--"hovedsagen er at Konventet ikke har nogen magt til at lave regler, da sådan en magt er imod Teosofiens ånd," . . . osv., osv.

Det er nu den mest ekstraordinære påstand som kunne fremsættes. På denne måde er intet Broderskab, ingen Sammenslutning, intet Society muligt. Mere end dette; ingen teosof, uanset hvor hellig han måtte være i hans nuværende liv, vil have retten til at kalde sig en sådan; for var det altid nødvendigt at undersøge hans tidligere liv, "for at sikre det underliggende princip" som hersker over det nuværende menneske gennem naturen--ti mod en, så ville han ikke være klar til at blive kaldt en teosof! Eksperimentet ville næppe blive fundet behageligt hos majoriteten af de hvis associering med T.S. er blevet reformeret; og sådan nogle er der en god del af.

Efter sådanne voldsomme og alvorlige fordømmelser kunne man forvente nogle praktiske gode, venlige og teosofiske råd. Slet ikke, og ingen tilbydes, da vi allerede er blevet fortalt (p. 9) at det ville være "malplaceret at foreslå nogle specifikke forholdsregler, for ingen som har nogen tillid til Broderskab--og på Sandhedens kraft vil fejle med hensyn til at forstå hvad der er nødvendigt." Den Grundlæggende-Præsident har ingen tillid til hverken "Broderskab," eller "Sandhedens kraft"--tilsyneladende. Dette gøres klart ved at han har fejlet med hensyn til at forstå (a) at Hovedkvarteret--åbent for alle Teosoffer af enhver race eller social position, kost og logi fri for betaling hele året rundt--var en ubroderlig Organisation; (b) at "det centrale kontor i Adyar med henblik på at opbevare optegnelser og koncentrere informationer" med dets Europæiske og Hindu beboere arbejdende gratis og nogle hjælpende det med deres egne penge når som helst de har nogle--burde fortsættes, ifølge metoden og princippet givet af George Miller fra Bristol, nemlig, at den talrige husholdning og stab af tjenestegørende i Adyar ledet af den Grundlæggende-Præsident burde knæle hver morgen i bøn for deres brød og mælk, appellerende for deres måltider at udvirke "mirakel"; og endelig, og (c) alt det gode the Society gør, er ikke på nogen måde godt men "en spirituel fejltagelse," fordi det forudsætter at kalde en begrænset mængde godt arbejde--(teosofi) Guddommelig Visdom."

Den undertegnede er en altid tålmodig teosof, som hidtil har arbejdet under det indtryk at ingen mængde af subtil skolastik og tortureret spidsfindighed, ville finde andet end lige som Rosetta stenen sin Champoillon--en dag. De mest skarpsindige af teosofferne inviteres nu til at finde frem til--hvad forfatteren eller forfatterne--i A Few Words--"sigter til--med mindre det i klart og usminket sprogbrug, er--Ned med the Theosophical Society, den Grundlæggende-Præsident og dets Hoved-Kvarter!" det er den eneste mulige forklaring på de tolv sider af fordømmelse som et svar nu forsøges at blive givet. Hvad kan i sandhed blive uddraget af de følgende virvar af selvmodsigende udtalelser:

(a) Den Grundlæggende Præsident har i gennem tiden vist sig som en "tyran," en "ville-være Cæsar," "sigtende mod pavelig magt" og et "Venetian Council of Three," og andre ord i samme retning antydet i næsten enhver sætning i papiret under gennemsyn, det tilstås i samme åndedrag at "London Logen" hos the Theosophical Society totalt har ignoreret Reglerne (fra Cæsar Paven) publiceret i Adyar! (p.4) Og alligevel, lever og ånder "L.L. i T.S." stadig og ingen har hørt om nogen bandlysning udtalt imod den, så vidt. . . .

(b) Regel XIV udtaler at the Society kun skal "beskæftige sig med videnskabelige og filosofiske emner," derfor "er det helt indlysende{?} at magten og positionen påberåbt P't Grundlæggeren og Gen. Council og Konventet i Reglerne er i modsætning til de erklærede Formål."

Det ville måske have været godt at citere hele afsnittet hvor i disse ord fremkommer,
* når først hår splittes om en mulig fejlagtig reaktion overfor Reglerne? Er det ikke selv-indlysende, at ordene fremlagt "kun med videnskabelig og filosofiske emner" er indsat som en nødvendig forsikring overfor sande teosoffer, som ved at beskæftige sig med politik indenfor en hvilken som helst Afdeling i the Society kunne bringe skændsel og ruin over hele organisationen--i Indien til at begynde med? Har the Society eller har det ikke over 140 Societies at tage sig af spredt rundt i fire verdensdele? Som i tilfældet med "Mahatmaer" og "Mahatmaskab"--så forveksles arbejde i the Theosophical Society--om det er villigt eller på anden måde, er det ikke op til forfatteren at beslutte--med Teosofi. Intet behov her for at komme ind på forskellen mellem beholderen som indeholder en væske og selve denne væske eller dens natur.

"Teosofi lærer selv-kultur . . . og ikke kontrol," fortælles vi. Teosofi lærer fælles-kultur før selv-kultur til at begynde med. Forening er styrke. Det er ved at samle mange teosoffer med den samme måde at tænke på ind i en eller flere grupper og forene dem tæt med et magnetisk bånd af broderlig enhed og sympati at formålene med fælles udvikling og fremskridt i Teosofisk tanke bedst kan opnås. "Selv-kultur" er for isolerede Hatha Yogier, uafhængige af noget Society og er nødt til at undgå associering med menneskelige væsner; og dette er en trefoldig destilleret SELVISKHED. For sand moralsk fremgang..der "hvor to eller tre er

––––––––––
* "XIV. The Society som kun beskæftiger sig med videnskabelige og filosofiske emner, og har Afdelinger i forskellige dele af verden under forskellige former for Regeringer, tillader ikke dets medlemmer, som sådan, at interferere med politik, og afviser ethvert forsøg fra enhver parts side at udøve dette til fordel for eller imod ethvert politisk parti eller indstilling. Overtrædelse af denne regel vil blive mødt med udsmidelse." Det ændrer anklagens kompleksitet, som synes belejligt at glemme at "videnskabelige og filosofiske emner" ikke er de eneste erklærende formål i the Society. Lad os ikke efterlade plads til nogen tvivl om at der ligger mere uvilje til grund for anklagerne end der ville være strengt teosofisk.
––––––––––

forsamlet" i SANDHEDENS ÅNDS navn--der vil den Ånd eller Teosofi være i deres midte.

At sige at teosofi ikke har et behov for et Society--et vehikel og center der i--svarer til at bekræfte at Tidsaldrenes Visdom forsamlet i tusinder af bind, på British Museum ikke har noget behov for hverken den bygning den indeholder, ej heller værkerne som den findes i, Hvorfor ikke råde det Bristiske Gov't med dets manglende skelneevne og dets verdslighed til at ødelæge Museet og alle dets vehikler af Visdom? Hvorfor bruger sådanne summer af penge og betale så mange tjenestegørende til at våge over dets skatte, yder mere, siden mange af dets beskyttere muligvis er ude af trit med, og imod Ånden i denne Visdom? Direktørerne af disse museer er måske, eller er måske ikke meget fuldkomne mennesker, og nogle af deres assistenter har muligvis aldrig åbnet er filosofisk værk: alligevel, er det dem som tager sig af biblioteket og bevarer det for fremtidige generationer som indirekte er berettiget til deres tak. Hvor meget mere taknemlighed skyldes de som lige som vores selv-opofrende teosoffer i Adyar, hengiver deres liv til, og giver deres service gratis til Menneskehedens gode!

Diplomer, og Charters protesteres imod, og hovedsagelig "indtrædelses-gebyret." Det sidstnævnte er en "afgift," og derfor "inkonsekvent med princippet om Broderskab". . . . En "påtvunget udgift er ubroderlig," osv., osv. Det vil være interessant at se hvor T. S. ville blive ført hen, hvis P't. G. ville religiøst følge de tilbudte råd. "Indvielse" ved tiltrædelse, er allerede blevet bortskaffet i Europa, og vil føre til det som meget snart blive kendt; ingen grund til at nævne det nu. Nu vil "Charterne" og Diplomerne følge. Derfor intet dokument at vise til nogen af grupperne, og intet diplom til at bevise at man er affilieret med the Society. Derfor også fuldkommen frihed for enhver at kalde sig selv en teosof, eller nægte at han er en sådan. "Indtrædelses-gebyret"? Skal sandelig, anses for at være en frygtelig og ubroderlig "afpresning" og en "påtvungen udgift," i ansigtet på de tusinde Frimurer Loger, Klubber, Sammenslutninger, Selskaber, Ligaer, og endda "Frelsens Hær." De førstnævnte, afpresser årligt formuer fra deres Medlemmer; de sidstnævnte--trykker for fuld kraft i Jesu navn til masserne og appellerer gennem frivillige bidrag at få de konverterede til at betale, og i rækkefølge betale hver eneste af deres "ledere," hvor af ingen vil tjene "Hæren" for ingenting.

Alligevel ville det måske være godt, hvis vores medlemmer ville følge Frimurernes eksempel i deres solidariske tanke og handling og i det mindste ydre Enhed, på trods af at de modtager tusinde gange mere fra deres medlemmer så giver de dem tilbage i mindre grad end vi gør, uanset åndeligt eller moralskt. Denne ene guinea forventet af hvert medlem bruges i løbet af en uge, som var beregnet, på porto og korrespondance med medlemmerne. Eller skal vi forstå det sådan at al korrespondance med medlemmerne-nu overladt til "selv-kultur"--også skal ophøre og skal følge efter diplomer, Charters og resten? Så bør, Hovedkvarteret og Kontorerne sandelig lukke. En enkel Forespørgsel-- imidlertid: Skal det 1£--det årlige bidrag til L.L. i T.S., og videre summen på 2/6d. til den Orientalske Gruppe blive opgivet som " ubroderlige pengeafpresnings handlinger," og hvor længe, i så fald, er de så begyndt at blive anset for at være "et salg af Broderskab"?

For at fortsætte: anklagerne slutter med følgende bemærkninger, så dybdegående, at det nødvendiggør et dybere hovede end vores at forstå alt som lægger bag ordene i dem. "Er T.S. et Broderskab eller ikke?" forespørger sagsøgeren--"Hvis det førstnævnte, er det så muligt at have et centrum af vilkårlig magt?
* At mene, at det er nødvendigt at have et sådant centrum er kun en indirekte måde at sige, at et Broderskab ikke er muligt, men at i virkeligheden er denne nødvendighed i sig selv ikke på nogen måde bevist {!?}.

––––––––––
* Det er første gang siden T.S. eksistens at sådan en beskyldning om vilkårlig magt, bringes frem. Ikke mange vil blive fundet i denne tankegang.
† Intet behov for at tage en indirekte vej, for at sige at intet Broderskab nogensinde ville være muligt hvis mange teosoffer delte forfatterens helt oprindelige synspunkter.
––––––––––

Der har uden tvivl været Broderskaber under høje Mestre. . . ." [der "har været" og er stadig. H.P.B.] "men i sådanne tilfælde blev Mestrene aldrig valgt af geografiske eller andre overvejelser {?}. Den naturlige leder blandt menneskene blev altid anerkendt ved hans legemliggørelse af Menneskeheden. At anlægge sammenligninger ville være tæt på blasfemi. Den største blandt mennesker er altid klar til at tjene og er samtidig ubevidst om tjenesten. Lad os stoppe op før vi endelig binder møllestenen om halsen på Teosofien. Lad os ikke glemme, at Teosofien ikke gror i vores midte ved tvang og kontrol men ved broderlighedens solskin og selv-forglemmelsens morgendug. Hvis vi ikke tror på Broderskab og Sandhed så lad os putte aske på vores hoved og græde i sæk-klædning og ikke glæde os i autoritetens lilla og i stolthedens og verdslighedens festlige klædninger. Det er langt bedre at Teosofiens navn aldrig skal, høres end at det skal bruges som et Motto for en pavelig institution" . . .

Hvem kan, efter at læse dette, være udvidende om at de ovennævnte stykker af retoriske tale-blomster er rettet imod den uheldige Grundlæggende Præsident--ikke ville have i sit "sinds øje"--en Alexander Borgia, en Caligula, eller for at sige det mildt--General Booth i hans sidste metamorfose! Hvornår, hvordan, eller ved at gøre hvad, har vores god-sindede uselviske, altid venlige Præsident gjort sig fortjent til en sådan Ciceriansk tirade? Denne fordømte tingenes tilstand har nu eksisteret i tolv år, og vores anklagere kendte til det og tog endda aktiv del i dens organisation, Konventer, Råd, Regler, osv., osv., i Bombay, og i Adyar. Dette virulente sortie skyldes uden tvivl "SELV-KULTUR"? Kritikeren er vokset fra Bevægelsen og har vendt sit ansigt væk fra det oprindelige program; derfor hans voldsomhed. Men, hvor er den sande teosofiske velgørenhed, tolerancen og den lige omtalte "solskinnets broderlighed", og som så meget insisteret på? Sandelig er det meget let at prædike "selv-forglemmelsens morgendug" når man ikke har noget at tænke på andet end at evolvere sådanne fint afrundede fraser; fik en hver teosof i Adyar hans daglige ønsker og endda

komfort, hans overnatning, forplejning og alt, varetaget af en rigere teosof; og ville den samme "broderlighedens solskin" hældes ned over ham, lige som det sker over kritikeren som fandt en endeløs broderlig omsorg for ham selv, en broderlig og selv-opofrende hengivenhed overfor to andre nobel-sindede medlemmer, så--ville der være lidet behov for den Grundlæggende Præsident for at påberåbe sig selv og ydmyge sig selv overfor vores teosoffer. For, hvis han er nødt til at tigge om 2 årlige shillings--så er det for at de--Europæere og Hinduer--som arbejder nat og dag i Adyar, givende deres tjenester frit og modtagende lidt tak eller ære for det, i det mindste skal have et måltid om dagen. Den friske "selv-forglemmende morgendug" skal ikke have lov til at kølne ens hjerte, og omvende det til en dødelig selv-forglemmelsens form i en sådan en grad som dette. Den strenge kritikker synes at have tabt af syne det forhold at i flere måneder, under den sidste krise, så har hele staben af vores hengivne Adyar ledere, fra Præsidenten ned til den yngste broder i kontoret, levet af 5d. hver dag, reduceret deres måltider til et minimum. Og det er denne krumme, processen med de "2 shill. bidrag," samvittighedsfuldt betalt af nogle, som nu kaldes afpresning, et ønske om at leve "i lilla autoritet og gestlige klædninger med stolthed og verdslighed"!

Vores "Broder" har ret. Lad os "græde i sæk klædning og med aske på vores hovede" hvis T.S. har mange andre af en sådan ubroderlige kritik at bære. Sandelig "ville det være langt bedre at navnet Theosophy aldrig skulle høres end at det skal bruges som et motto"--ikke på pavelig autoritet som ikke eksisterer nogen steder udenfor kritikerens forestillinger--men som et motto på "selv-udviklet fanatisme." Alle de store tjenester som på anden måde er givet the Society, alle de noble arbejder udført af den klagende ville blegne og forsvinde før sådan en tilsynekomst af kold-hjertethed. Han kan sandelig ikke ønske opløsning af the Society? Og hvis han gjorde det, så ville det være forgæves: T.S. kan ikke ødelægges som organisation. Det er ikke i hverken Grundlæggernes eller deres kritikkeres magt; og hverken ven eller fjende kan ødelægge det som er dømt til at eksistere, på trods af alle

dets lederes brølere. Det som blev genereret gennem og grundlagt af de "Høje Mestre" og under deres autoritet hvis ikke deres instruks--SKAL OG VIL LEVE. Hver af os og all vil modtage hans eller hendes Karma i det, men det Teosofiske vehikel vil stå u-ødelæggelig og u-ødelagt ved hånden af enten ven eller fjende. Nej; "sandheden afhænger ikke af at vise hånden"; men i tilfældet med den meget misbrugte Grundlæggende-Præsident så må det afhænge af viste fakta. Tornet og fyldt med faldgruber var den stejle vej han var nødt til at klatre op ad alene og uden hjælp i de første år. Frygtelig var oppositionen udenfor the Society, som han måtte bygge--kvalmende og nedslående var forræderiet han ofte stødte på i hovedkvarteret. Fjender skærende deres tænder i hans ansigt, omkring, de som han anså for at være hans trofaste venner og med-arbejdere bedragende ham og Sagen ved den mindste provokation. Stadigvæk, hvor hundreder ville være kollapset i hans sted og opgivet hele virksomheden i fortvivlelse, så forsatte han, uberørt og ubevægelig med at klatre videre opad og slidende som førhen, vedholdende og uforknyt, støttet af den ene tanke og overbevisning, at han udførte sin pligt. Hvilke andre tilskyndelser har Grundlæggeren nogensinde har haft, ud over hans teosofiske løfte og hans opfattelse af sin pligt mod DE som han havde lovet at tjene for resten af sit liv? Der var kun et fyrtårn for ham--den hånd som først havde udpeget vejen opad for ham: MESTERENS, han som han elsker og har så meget ærbødighed for, og tjener så hengivent dog måske til tider, uklogt. Som præsident valgt for livet har han ikke desto mindre mere end én gang tilbudt at sige op til fordel for enhver fundet mere værdig end ham, men blev aldrig tilladt at gøre det af majoriteten--ikke ved "visning af hænder" men bogstaveligt ved visning af hjerter,-- da få er mere elsket end han selv blandt de som fra tid til anden kritiserer hans handlinger. Og dette er kun naturligt: for, klogere i administrative kapaciteter, mere lærd i filosofi, mere subtil i spidsfindigheder, i metafysik og det daglige livs politik, kan der være mange omkring ham; men hele verden kan blive søgt helt igennem og ingen fundet mere trofast overfor sine venner, sandere i sine ord, eller mere hengiven overfor, sand

praktisk teosofi--end den Grundlæggende-Præsident; og det er de vigtigste egenskaber hos en leder af en sådan bevægelse--et som sigter mod at blive menneskehedens Broderskab. The Society behøver ingen Loyolaer; det er nødt til at afvise alt som nærmer sig ordkløveri; ej heller bør vi tolerere alt for subtile ordkløvere. Der, hvor hver enkelt person er nødt til at udvirke sin egen Karma, der er bedømmelsen hos en ordkløver der påfører sig selv pligten at udtale sig om hans broders sjæls tilstand, eller at guide hans samvittighed, ubrugelig, og kan endda bekræftes som skadevoldende. Grundlæggeren påberåber sig ikke flere rettigheder end enhver anden i the Society: retten til private vurderinger, som, når som helst de findes at være i modstrid med Afdelingerne eller enkelt personer sættes roligt til side og ignoreres--sådan som det vises af de beklagende selv. Dette er således den potentielle synders eneste forbrydelse, og ikke værre end dette kan lægges på hans dør. Og dog, hvad er belønningen til den rare mand? Han, som aldrig har afvist en tjeneste, ud over hvad han anser for at være hans officielle pligter--overfor noget levende væsen; han som har forløst dusinvis af mænd, unge og gamle, fra bortsløsede, ofte umoralske liv og reddet andre fra frygtelige skrammer ved at give dem sikker tilflugt i the Society; han, som yderligere har placeret andre på toppen af Helgenskab gennem deres status i dette Society, når de sandelig ellers ville have befundet sig selv i "verdslighedens" rod og måske værre;--han, den sande ven af enhver teosof, og sandelig "den mest rede til at hjælpe og lige så vel ubevidst om tjenesten"--han tages nu til indtægt for hvad?--for ubetydelige brølere, for ubrugelige "specielle ordrer," et barnligt, snarere end en uteosofisk fremvist kærlighed, ud af ren hengivenhed til hans Society. Er det, så menneskets natur at blive betragtet så uvelgørende af os, så vidt som at kalde det en uteosofisk, verdslig og syndig impuls når en moder påklæder sit barn og fremviser det med de bedste hensigter? Sammenligningen kan blive leet af, men hvis det sker, så vil det kun ske af den, der som de fanatiske Kristne i gammel tid, eller den nøgne, pjuskede Indiske Yogi--ikke har nogen velgørenhed overfor den mindste menneskelige svaghed. Alligevel, er sammenligningen meget korrekt, fordi the Society er barnet, Grundlæggerens elskede skabelse;

han kan meget vel blive tilgivet hans overdrevne kærlighed til det som han har slidt og slæbt mere end alle andre teosoffer for tilsammen. Han kaldes "verdslig," "ambitiøs efter magt" og uteosofisk for det. Meget vel; lad så enhver dommer sammenligne Grundlæggerens liv med de fleste af hans kritikere, og se hvem der var den mest teosofiske, lige siden the Society kom til syne. Hvis der ikke er opnået bedre resultater, så er det ikke Præsidenten som burde holdes ansvarlig for det, men Medlemmerne selv, da han altid har søgt at fremme dets vækst, og majoriteten af "Fellows" har enten ikke gjort noget, eller lagt forhindringer i vejen for dets fremskridt ved undladelsessynder så vel som bestillinger. Heller uklog handling, end en overdosis af for klog inaktivitet, apati eller ligegyldighed som altid er døden for et virke.

Ikke desto mindre, er det medlemmerne som nu søger at sidde i Salomon's sæde; og de vil fortælle os at the Society er ubrugeligt, dets Præsident tydeligt drilagtig, og at Hoved-Kvarteret burde skaffe af vejen, da "organisationen som kaldes Teosofisk rummer mange indslag, som er obstruktionsmæssige for Teosofiens fremskridt." Træer, bør i midlertid bedømmes på deres frugter. Det blev lige vist at ingen "specielle ordrer" udgående fra "Magtens Centrum" kaldet Adyar, på nogen som helst måde kunne påvirke enten Afdelinger eller enkeltpersoner; og derfor enhver teosof med tilbøjelighed til "selv kultur," "selv-involution" eller enhver slags selvhed har frihed til at gøre sådan; og hvis han i stedet for at bruge sine rettigheder vil tillægge hans hjerne-kraft at kritisere andre folks handlinger så er det ham som bliver obstruktionisten og slet ikke "Organisationen kaldet Teosofisk." For, hvis teosofi praktiseres nogen som helst steder på denne klode, så er det i Adyar, i Hoved-Kvarteret. Lad "de som er interesseret i sand teosofis fremskridt" appelleret til af forfatterne se sig omkring og dømme. Se Society Afdelingerne og sammenlign dem med de grupper som arbejder i "Magtens Centrum." Beundrer "teosofiens fremskridt" i Paris, London og endda Amerika. Iagttag, i det store "Broderskab," et sandt Pantomime hvor

Stridens og Hadets Ånd selv kan være stolt af! Overalt--skænderier, kampe for overherredømme; bagtalelse, bagvaskelse, skandale-handlende indenfor de sidste to år; en veritabelt slagmark, hvor på adskillige medlemmer har i den grad har vanæret dem selv og deres Society ved at prøve at vanære andre, at de rent faktisk er blevet hyæner mere end mennesker ved at grave Fortidens grave, i håbet om at frembringe gammel glemt sladder og skandaler! Kun i Adyar alene, i the Theosophical Society's Hovedkvarter er Teosofferne det de burde være andre steder: sande teosoffer og ikke kun filosoffer og Sofister. I dette centrum alene nu nogle få enlige, praktisk arbejdende Medlemmer grupperet, som arbejder og slider, roligt og uafbrudt, mens de Brødre for hvis skyld de arbejder, sidder i Vestens dolce far niente og kritiserer dem. Er det "sandt teosofiskt og broderligt," at rådgive med hensyn til at nedlægge og nedbryde det eneste "center" hvor sandt broderligt, menneskeligt arbejde udføres?

"Først Teosofi, og derefter organisation." Disse er Gyldne ord. Men, hvor ville Teosofi nu blive hørt om, hvis dets Society ikke var organiseret før dets ånd og ønsket om det havde gennemtrængt hele verden? Og ville Vedanta og andre Hindu filosofier nogen sinde være blevet undervist om og studeret i England udenfor Oxfords og Cambridges mure, hvis det ikke havde været for den organisation som fiskede dem ud af Havets havets Glemsel og Uvidenhed og bragt dem frem for den profane verden? Nej, gode Brødre og kritikere, ville Hindu eksponenterne for den sublime filosofi selv have været kendt udenfor Calcuttas mure, og havde Grundlæggerne, adlydende til de modtagne ORDRER, påtvunget disse eksponenters bemærkelsesværdige lære og filosofi til anerkendelse i de to mest civiliserede og kulturelle centre i Europa--London og Paris?

Sandelig er det lettere at ødelægge end at bygge. Ordene "uteosofisk" og "ubroderlig"

ringer for evigt i vores ører; virkelige teosofiske handlinger og ord kan ikke findes i alt for urimelig en over-flod blandt de som bruger irettesættelse oftere. Uanset, hvor ubetydelig, og uanset hvor begrænset rækken af gode handlinger, så vil de sidstnævnte altid have mere vægt end tom og forfængelig snak, og vil være teosofi hvorimod teorier uden nogen praktisk realisering i bedste fald er filosofi. Teosofi er en alt-omfattende Videnskab; mange er vejene der fører til den, rent faktisk så talrige som dens definitioner, som begynder med det sublime, i Ammonious Saccas dage, og sluttede med det tåbelige--i Webster's Dictionary. Der er ingen grund til at vores kritikere skulle påberåbe sig retten til alene at vide hvad teosofi er og definere det. Der var teosoffer og Teosofiske Skoler i de sidste 2.000 år, fra Platon ned til de middelalderlige Alkymister, som kendte værdien af udtrykket, kan det antages. Når vi, derfor, fortælles at "Spørgsmålet er ikke hvorvidt T.S. gør godt, hvorvidt det gør den slags godt som har ret til navnet Teosofi"-- så vender vi os om og spørger. "Og hvem skal være dommer over dette fremlagte spørgsmål?" Vi har hørt fra en af de største Teosoffer som nogensinde har levet. forsikrede hans publikum at hvem som helst der gav en kop kold vand til en lille i hans [Teosofi's] navn, ville have en større belønning end alle de lærde Skriftkloge og Farisæere. "Ve verden på grund af overtrædelser!"
Troen på Mestrene blev aldrig gjort til en trosartikel i T.S. Men, for dens Grundlæggere, har altid holdt kommandoerne de modtog fra Dem da det blev etableret hellige. Og det er hvad en af dem skrev i et brev bevaret ind til den dag i dag:

"Teosofi må ikke kun repræsentere en samling af moralske sandheder, et bundt af metafysisk Etik gjort til indbegrebet af teoretiske afhandlinger. Teosofi skal gøres praktisk, og er, derfor, nødt til at være ubelastet af ubrugelige diskussioner. . . . Den er nødt til at finde objektiv i en alt-omfattende livsstil fuldt ud gennemtrængt med dens ånd--ånden for fælles tolerance, velgørenhed

og kærlighed. Dets tilhængere er nødt til at være et eksempel på en fast skitseret og lige så fast tillagt moral før de har retten til, selv i en ånd af venlighed, at udpege fraværet en en lignende etisk Enhed og ensartethed i formål i andre sammenslutninger og individer. Som før sagt--ingen Teosof bør bebrejde en bror, uanset det er indenfor eller udenfor foreningen, kaste en mudder efter hans handlinger eller fordømme ham
* hvis han ikke selv skal miste retten til at blive kaldt en teosof. Vend altid dit ansigt væk fra din næstes ufuldkommenheder og centrer hellere din opmærksomhed på dine egne mangler for at rette dem og blive klogere. . . . Vis ikke misforholdet mellem påstand og handling i et andet menneske men--uanset han er broder eller næste--så hjælp ham hellere i hans livs anstrengende vandring. . . . "Problemet med sand teosofi og dets store mission er udarbejdelsen af klare, utvetydige koncepter af etiske ideer og pligter som vil tilfredsstille de fleste og mest altruistiske og rette følelser i os; og modellering af disse begreber med henblik på deres tilpasning til sådanne former i det daglige liv hvor de kan anvendes med mest retfærdighed. . . . Sådan er det almindelige arbejde fremlagt for alle som er villige til at handle efter disse principper. Det er en arbejdsommelig opgave og vil nødvendiggøre anstrengende og vedholdende anstrengelser, men Det skal føre dig umærkeligt til fremskridt og ikke give plads til nogen egoistiske aspirationer uden for de grænser der spores. . . . Må hengiv dig ikke i ubroderlige sammenligninger mellem opgaven udført af dig selv og arbejdet undladt af din næste eller broder, indenfor af Teosofiens område, da ingen pålægges at luge ud i et større område end hans styrke og kapacitet tillader ham. . . . Vær ikke for hård overfor fortjenester eller manglende fortjenester hos den som søger adgang blandt jeres rækker, da sandheden om det indre menneskes tilstand kun alene kan kendes af, og behandles retfærdigt af KARMA. Selv den enkle tilstedeværelse blandt jer af et individ med gode hensigter og sympati kan hjælpe

––––––––––
* Det er som konsekvens af dette brev at Art. XII blev antaget i Reglerne og af frygt for mangel på den beskrevne velgørenhed, som så ofte førte til forsømmelse af dets håndhævelse.
––––––––––

jer magnetisk. . . . I er Frie-arbejdere i Sandhedens Domæne, og må som sådan ikke efterlade nogle forhindringer på vejen der fører til den." . . . {Brevet slutter med følgende linier som nu er blevet helt tydelige, fordi de angiver nøglen til hele situationen} . . . "Graden af succes eller fejltagelse er kendemærkerne som vi skal følge da de vil udgøre de hindringer, der lægges med jeres egne hænder mellem jer selv og dem, som i har bedt om at være jeres lærere. Jo tættere du nærmer dig det kontemplerede mål--jo kortere er afstanden mellem eleven og Mesteren." . . .

Et fuldstændigt svar findes således i de ovennævnte linier i papiret skabt til de to teosoffer. Dem, der nu er tilbøjelige til at afvise Hånden som sporede det og føler sig rede til at vende deres ryg til hele fortiden og det oprindelige program i T.S. er frie til at gøre det. Den Teosofiske organisation er hverken en Kirke eller en Sekt og enhver individuel opfattelse har ret til at blive hørt. En teosof kan gøre fremskridt og udvikle sig, og hans synspunkter kan vokse fra Grundlæggernes, vokse sig større og bredere i enhver retning, uden at forlade den grundlæggende jord hvor fra de blev født og næret. Det er kun han som diametralt ændrer hans opfattelser fra den ene dag til den anden og skifter hans hengivne synspunkter fra hvid til sort--som næppe kan stoles på med hensyn til hans bemærkninger og handlinger. Men, sandelig, det kan aldrig være tilfældet med de to Teosoffer vi nu har svaret. . . .

I mellemtiden, fred og broderlig good-will til alle.
H. P. BLAVATSKY
Corres. Sec'ty, T.S.

Ostende, Oct. 3rd, 1886

Theosophist, Juni, 1924


* Disse åbningsord omkranset i klammer var formodentlig angivet på den første manuskript side af H.P.B., som gik tabt, men de blev senere genoprettet fra en skrevet kopi i Adyar og inkluderet i August 1931 genoptrykningen af artiklen i the Theosophist.-- Eds.
tilbage til teksten

** Dette kan være en gyldig reference til udtrykket, querela, som "regningen ved klage" eller blot "tysk skænderi"; Gebhard er i Tyskland, og "Allemand" er tydelig. --Eds THEOSOPHY.
tilbage til teksten



FACSIMILE AF SIDSTE SIDE I H.P.B’S MANUSKRIPT OVER DET “ORIGINALE PROGRAM”







 
 
Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk