Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
(Theos-L Forum - det ældste teosofiske forum på Internettet.)
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar




Teosofiske tanker, Erfaring og Undervisning
(fra en ven, omskrevet af Morten Nymann, 23. juni, 2008)


Det følgende kan kaldes en fortolkning af teosofien og de teosofiske forfatterskaber, og har til hensigt at vise, hvor nogle af Teosofiens og dens forskellige forgreningers problemer befinder sig i dag ved begyndelsen af det 21. århundrede.

Tusinde af bøger og monogrammer er blevet skrevet om teosofien og dens teosoffer, og næsten alle er skrevet ud fra andre måder at tænke på. Dette har resulteret i kaos i litteraturen, og forvirring hos læseren. I de seneste århundreder eller årtier, så er nogle af verdens mest prominente skolelærde faldet i en fælde. De har prøvet at eksaminere eller vurdere det teosofiske fænomen igennem en række kulturelle snæversynede forudfattede antagelser. Nogle gange er teosofien blevet relateret til spiritualisme eller bestemte grupper under New Age, som teosofien reelt ikke kan siges at have noget med at gøre i sin oprindelige udgave.

Alt dette er måske ikke så tåbeligt som det ser ud i dag: når alt kommer til alt, så er det kun få år siden at studerende, akademikere og åndeligt interesserede begyndte at blive klar over, at deres holdninger traditionelt har været ekstremt meget under indflydelse af subjektivitet og ueksaminerede antagelser. Selv om pendulet langsomt svinger tilbage, så er der stadigvæk ikke mangel på folk - specialister og andre - som fortsætter med at betragte alt, selv teosofien og Vidsom Traditionen, på alt andet end en objektiv måde.

Hovedproblemet er, at de fleste kommentatorer er vant til at tænke på åndelige skoler som 'systemer,' som er mere eller mindre ens, og som er afhængige af dogmer og ritualer: og især gentagelsesfænomenet og efterspørgslen efter et kontinuert og standardiseret pres overfor sin fanskare eller sine medlemmer. Den teosofiske udviklingsvej, undtagen i degenererede former som derfor ikke er teosofiske, er fuldstændig forskellig fra dette.

Tæt fulgt af denne primære fejlagtige opfattelse findes den generelle opfattelse at alle spirituelle grupper absolut skal være baseret på emotioner og astral aktivitet. Sandelig er der en mærkbar forvirring, selv blandt de mest brilliante forfattere, omkring forholdet mellem åndelighed og emotionalitet. Sådan en forvirring findes ikke i autentisk teosofisk undervisning.

De to ovenfor nævnte typiske fejlagtige opfattelser producerer en bevidsthedstilstand hos de studerende, hvor igennem han eller hun vil bruge en tilgangsvinkel til indlæring eller studie af teosofien, der indebærer forudsigelige ubrugelige resultater. Det er af den grund at høj kvalitets teosofisk litteratur præsenterer en klar afvisning af ekstrem religiøsitet, af mental fikseret fetichisme, og simplificeringer, som blokerer indlæringen og forståelsen.

De handlinger der plager udenfor-stående og som består af en blanding af primitive følelser (astralt støj), og irrelevante associeringer, betragter Teosofferne som henhørende under det Lavere Selv.

Det er kun siden 1950'erne, med opdagelsen af de vidtrækkende konsekvenser af adfærdsstyring, hjernevask, propaganda, og holdnings-skabelse, at den subjektive natur hos næsten alle tilgangsvinkler til Viden er blevet forstået på et niveau, som Teosofferne har forsøgt at etablere i århundreder.

Teosofferne har altid undervist i: 'Eksaminer dine formodninger og fordomme; undgå automatisme; adskil almen tro fra fanatisme'.

Den teosofiske Lærer, er i første omgang nødt til at være en som har gennemgået alle stadierne på den Åndelige Vej, som han vil lede sine studerende eller chelaer i. Ude fra kommende iagttagere er ikke i stand til at kommentere om teosofien eller Visdom Traditionen. De mangler både erfaringen og kapaciteten til at skelne mellem sande og degenererede former. Mellem sande former og flere degenererede New Age former. 'Den som smager, véd besked' er et teosofisk ordsprog. Ligeledes, den som ikke Smager, ved ikke besked.

Værdien af dette koncept, møder naturligt nok energisk modstand af ude fra kommende iagttagere. Men, hvis en ukvalificeret person, som på ethvert område, mangler den nødvendige oplevelse, beslutter sig for at 'blive en ekspert', så er det uundgåeligt at specialisten, personen med oplevelsen og erfaringen vil - ja sandelig nødvendigvis må - fastlægge den primære Viden.

Det bør her huskes på at eksternalisterne (om de er åndelige, New Agere, skribenter eller foredragsholdere) er ikke selv specielt under kritik. Styret af konceptet af at alle kan, og vil, eksaminere alting, så er de ofre for deres egen kulturs fordomme, formodninger og holdninger. Når alt kommer til alt, så er denne tilgangsvinkel brugbar for mange forskellige discipliner. De har blot tilført et princip som er gældende i et område omkring et emne, hvor det ikke virker.

I modsætning til Eksternalisterne, så kan og gør Teosofferne sig ikke i arbejde, der er linært og mekanisk. Projektionen af budskabet og den hjælp, som gives til eleven, skal altid variere i konformitet med tidens behov, den involverede kulturs behov, og den enkelte elevs natur og potentiale.

Men, lige så snart som vi siger dette, så kan vi se at den sande teosofiske organisations lære og undervisning adskiller sig fundamentalt fra alle andre 'systemer'. Herunder også en god del New Age 'systemer'.

Teosoffen, sigter kort og godt efter udvikling, som ikke producerer autoritets prægede betingede reflekser. Han eller hun underviser, og træner ikke. Han eller hun intervenerer, for at give den rette stimulation på det rette tidspunkt til den rette person. En sådan aktivitet ses som kaotisk af de som ikke kan forstå dets formål; lige som livsstilen i nogle åbne samfund føles ubærligt usystematiske for de som er undsluppet fra de diktatorisk prægede versioner: noget som ofte sker i dag.

Tendensen til at søge forsikringer og regelmæssighed er almindelig for alle mennesker. Det reflekteres i deres afhængighed af oversimplificerede systemer. Det forklarer hvorfor mange mennesker tiltrækkes af organisationer, som tilbyder autoritet og sikkerhed. Der er ikke noget galt med orden og disciplin: sandelig, disse forhold er nødvendige i alle menneskelige grupperinger. Men misbrugen af denne nærmest afhængighedsskabelse i områder, hvor det ikke hører hjemme formindsker og forsinker fremskridt. Det resulterer i en ikke komfortabel følelse, selv blandt de mest regime-styrende, at 'der' er noget andet.

Alligevel producerer streng disciplin som en reaktion i sig selv ikke en nødvendig helhedspræget beslægtethed til sandheden. Det er værd at bemærke at tjenende, diktatoriske eller ufleksible intellektuelle samfund frembringer sære kulte og andre fejltagelser, der giver et tilskud af visse emotionelle forlangender og ønsker.

Der er en stor mængde af teosofisk lære, - meget af det i skriftlig format, som Søgende efter Sandheden pløjer sig igennem, mens de er på udkig efter teosofi, (Gudernes Visdom), og som de samtidig undrer sig over hvorfor de så ofte synes selvmodsigende i deres indhold. Det enkle svar er, at dette materiale hovedsagelig er tids-og-kulturbestemt. Det meste af det var foreskrevet til et bestemt publikum på bestemte tidspunkter under bestemte forhold. At udvælge de relevante materialer til en hver tid er en specialiseret opgave. At prøve at få det hele til at give mening ville svare til at tage et bundt medicinske recepter, som var blevet givet over årene til forskellige mennesker, og så udregne sin egen terapi og diagnose ud fra sådanne hovedsagelig irrelevante papirer - og dette uden en vis specialiseret viden. Teosofisk lære er FORESKREVET.

De dele af de klassiske teosofiske historier, og breve og lektioner og så videre som passer til den individuelle person eller gruppe i dag - skal udvælges og tilføjes bevidst og på passende vis, af en som befinder sig i en bevidsthedstilstand, der passer til visse realiteter.

Dette forhold er specielt problematisk for den akademiske arbejder, som altid har en forudindtaget tendens til at bruge enhver form for information han kan finde, og ikke en holdning som varetager nutidig brugbarhed og behov. Han befinder sig, i virkeligheden, i en anden verden end teosoffens. Hans holdning influerer selv generelle læsere.

Mens den skolelærde akademiker er uvillig til acceptere dette koncept, så er den spirituelle og åndelige tænker ligeledes hæmmet. han eller hun, ønsker ikke at se den sandhed i øjnene, at teosofisk aktivitet ofte udføres på en måde, som ikke ligner teosofiske og åndelige forhold for den konventionelle personlighed. Det faktum, at teosoffen er nød til at skrive og projektere hans undervisning på en måde som vil virke - og ikke på en måde som vil minde andre om åndelighed og teosofi - frembringer, hvis det forstås, følelser af stor utilpashed hos den betingede og styrede 'hengivne' mand eller kvinde.

Dette selv om teosoffen insisterer, at tilknytning til traditionelle former overhovedet ikke er en spirituel aktivitet. Det er kun i de seneste årtier, at han har været i stand til få indsigten hos sociologers og psykologers eksperimenter til at etablere sig i den nuværende terminologi og derfor i acceptabel form, som et faktum at rigtig mange 'åndelige mennesker' kun er religiøse i den forstand at de er blevet styret betinget, - dvs. kultur-betinget, religiøst-betinget osv., til at føle visse emotionelle udtryksformer. Og at sådanne mennesker er, antrologisk set, ikke meget andet end medlemmer af en stamme. Disse facts, som har været skrevet ned for århundreder siden af teosoffer, bliver nu tænkt på af moderne tænkere som en stor ny opdagelse.

De såkaldt religiøse er i teosofiske termer (så vel som indenfor den ny lære hos samtidige arbejdere i de sociale videnskaber) kultiske og fanatiske, men næppe åndelige folk i teosofisk forstand.

Brugen af autoritets figurer, kanonisk litteratur, liturgi, øvelser, specielt tøj, og lignende standardiserede elementer, ses nu klart som ingredienser i trænings-systemer som adskiller sig den ene fra den anden, kun i de ideer og symboler der bruges. Alligevel, forvirrer og sløver disse faktorer og producerer tågede hjerner.

De bedragede 'Teosoffer' ned igennem tiderne, er de som har taget midlertidige situationer, parabler, allegorier og lignende og forvredet dem til at gælde som evige 'sandheder', 'øvelser' og lignende. Denne slags udvikling, eller overgroning, har fundet sted på andre måder en de som kendes som teosofiske. Sandelig, det er det som er ansvarlig for eksistensen af en stor del af de kulte og religiøse grupper, som generelt anses for at være autentiske og havende autoritet. I virkeligheden, er den fossile udvandethed, som sådanne grupper repræsenterer - antitesen - af en spirituel skole. I stedet for at udvikle folk, putter den dem i fængsel, noget som sande teosoffer aldrig har været trætte af at påpege.

Så langt er denne proces gået, at denne imitation eller forfalskning har drevet den originale version ud i de fleste kulturer. Resultatet er at, når man eksaminerer visse religiøse kulte ( hvoraf nogle af dem involverer mange millioner mennesker og som besidder stor indflydelse) så kan ingen af dem gives skylden for at tro at denne degenerering er selveste religionen i sig selv.

Et fiktivt eksempel:
For nylig, da jeg forklarede denne holdning for en berømt åndelig leder, fik jeg følgende svar: 'Men det MÅ være sandt: ellers så ville så mange folk ikke tro på det.'
Han havde åbenbart ikke hørt om Gresham's Lov: 'Dårlige penge smider gode ud.'
Jeg sagde, 'Der er to gange så mange tilhængere af den-og-den religion, som der er af din egen. Med din logik, så må DEN være sand. Dens succes beviser det. Hvorfor bliver du ikke medlem af den i stedet for din egen?'
Det var på det tidspunkt at han begyndte at råbe ad mig.

Kvalitet er mere vigtig en Kvantitet, når vi taler om teosofiske tilhængere. Det er vigtigt i denne forbindelse at bemærke, at nogle teosofiske grupper har et højt antal af tilhængere, fordi de bruger et koncept, som tiltrækker emotionelle Søgende efter Sandheden. En af deres hovedtanker er at bruge et Messiah-fanatisme koncept til at snyde den velmenende Søgende til blot at religiøst at TRO, (uden på nogen måde at vide det), at genopstandelsen af KRISTUS kun er nogle få år væk eller allerede er sket i form af en eller anden diffus personlighed.
Det er den slags medgrundlæggeren af The Theosophical Society - H. P. Blavatsky klart og tydeligt talte imod i hendes artikel "
THE ESOTERIC SECTION - PRELIMINARY MEMORANDUM
"Det er imidlertid rigtigt, at hvert medlem, når han først tror på eksistensen af sådanne Mestre, bør forsøge at forstå, hvad deres karakter og beføjelser er, at have dem ærbødigt i sit hjerte, at nærme sig dem, så meget som ligger til ham, og for sig selv åbne op for bevidst kommunikation med guru'en til hvis bud han har viet sit liv. DETTE KAN KUN GØRES VED AT REJSE SIG TIL DET ÅNDELIGE PLAN, HVOR MESTRENE ER, OG IKKE VED AT FORSØGE AT TRÆKKE DEM NED PÅ VORES."
(THE ESOTERIC SECTION - PRELIMINARY MEMORANDUM" - BCW, Vol.XII, p. 492).
Eller se artiklen "MODERN APOSTLES AND PSEUDO-MESSIAHS". At bruge sund fornuft vil være meget bedre i en tidsalder, hvor antallet at offentligt annoncerede Messias'er stiger lige så hurtigt som antallet af Napoleon'er og lignende gør hos de samlede psykiatriske hospitalers lukkede afdelinger.

Blandt teosoffer, så giver udviklingen af de Teosofiske organisationer os et tydeligt eksempel på den proces, som jeg har beskrevet. Af mange af de større 'Retninger' eller 'Forgreninger' blandt de såkaldte teosoffer i dag (i generel forstand), så er ikke 'en eneste af dem eller kun yderst få af disse sporbare i deres oprindelige udgaver i overensstemmelse med grundlæggernes lære. Enhver af de 'kunstige udgaver' fremkom kun efter grundlæggerens død, og blev formuleret fra noget af hans eller hendes specifikke lære som var iværksat til lokale formål, og snart blev den forandret til en kult. Sandheden er, at 'Teosofiske organisationer' er midlertidige og tidsbegrænsede og vil altid være det. Ingen blev startet af deres almindeligt kendte grundlægger. Da Læreren døde, så prøvede hans disciple og elever heroisk og mis-vejledt at bevare læren. Resultatet kender vi.


Alle forvrængningerne - og mere - som har stået imod tidens tand i teosofien - og andre - lære-systemer skyldes tilstedeværelsen af den aktivitet vi kalder det Lavere Selv.

Der er ingen hensigt i at ødelægge det Lavere Selv. Men den Teosofiske aktivitet og Visdom Traditionen insisterer på at spørge: styrer det dig, - eller styrer du det Lavere Selv? (Sidste udgave, juni 2010)






 
 
Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk