Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
(Theos-L Forum - det ældste teosofiske forum på Internettet.)
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar




Nøglen Til Teosofien

EN KLAR REDEGØRELSE, I FORM AF SPØRGSMÅL OG SVAR, OM


Etik, Videnskab, og Filosofi, Til Studiet
som The Theosophical Society blev Grundlagt ud fra.

MED EN

FYLDIG ORDBOG

MED

GENERELLE TEOSOFISKE UDTRYK

AF

H. P. Blavatsky

BASERET PÅ ANDEN OG REVIDEREDE ENGELSKE UDGAVE
af The Key to Theosophy
1890



DETTE ER EN FORELØBIG UDGAVE


(oversat og udgivet på dansk i fuld udgave af en anonym gruppe - april 2009)







"Indført i overensstemmelse med Kongressens Lov i året 1889,
af H. P. Blavatsky i Kongressen's Bibliotekars Kontor i Washington D.C.”







H. P. Blavatsky







INDHOLD.


SEKTION I.
TEOSOFI OG THE THEOSOPHICAL SOCIETY.


Hvad Navnet Betyder      ...      ...      ...      ...      ...      ...  1
The Theosophical Society's Politik      ...      ...      ...      ...  4
Visdoms-Religionen Esoterisk i alle Tidsaldre      ...      ...      ...      ...  7
Teosofi er ikke Buddhisme       ...      ...      ...      ...      ...      ...  12



SEKTION II.
EKSOTERISK OG ESOTERISK TEOSOFI.

Hvad det Moderne The Theosophical Society ikke er      ...      ...      ...      ...  16
Teosoffer og Medlemmer af T.S.      ...      ...      ...      ...  20
Forskellen mellem Teosofi og Okkultisme      ...      ...      ...  25
Forskellen mellem Teosofi og Spiritualisme      ...      ...      ...  27
Hvorfor anerkendes Teosofi?      ...      ...      ...      ...      ...      ...  35



SEKTION III.
DET ARBEJDENDE SYSTEM I T. S.

Selskabets Formål      ...      ...      ...      ...      ...      ...  39
Menneskets Fælles Oprindelse      ...      ...      ...      ...      ...      ...  41
Vore andre Formål      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  47
Om Løftets Åndelighed      ...      ...      ...      ...      ...  48





INDHOLD.
viii


SEKTION IV.
DET THE THEOSOPHICAL SOCIETY'S RELATIONER TIL TEOSOFIEN.

Om Selv-Udvikling      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  52
Det Abstrakte og det Konkrete      ...      ...      ...      ...      ...      ...  56



SEKTION V.
TEOSOFIENS GRUNDLÆGGENDE LÆRE.

Om Gud og Bøn      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  61
Er det Nødvendigt at Bede?      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  66
Bøn Dræber Selv-Tillid      ...      ...      ...      ...      ...      ...  71
Om Kilden til Menneskets Sjæl      ...      ...      ...      ...      ...  75
Den Buddhistiske Lære om det ovennævnte      ...      ...      ...      ...      ...  77




SEKTION VI.
TEOSOFISK LÆRE OM NATUREN OG MENNESKET.

Enheden ved Alt i Alt      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  83
Evolution og Illusion      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  84
Om vores Planets Syvfoldige Struktur      ...      ...      ...      ...  88
Menneskets Syvfoldige Natur      ...      ...      ...      ...      ...      ...  90
Forskellen mellem Sjælen og Ånden      ...      ...      ...      ...  93
Grækernes Lære      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  97



SEKTION VII.
OM DE FORSKELLIGE TILSTANDE EFTER DØDEN.

Det Fysiske og det Åndelige Menneske      ...      ...      ...      ...      ...  101
Vores Evige Belønning og Straf; og om Nirvana      ...      ...  109
Om de Forskellige ”Principper” i Mennesket      ...      ...      ...      ...      ...  117



SEKTION VIII.
OM REINKARNATION OG GEN-FØDSEL.

Hvad er Hukommelse ifølge Teosofisk Lære?      ...      ...  123





INDHOLD.
ix
Hvorfor kan vi ikke huske vores Tidligere Liv?      ...      ...      ...      ...  127
Om Individualitet og Personlighed      ...      ...      ...      ...      ...  134
Om Egoets Belønning og Straf      ...      ...      ...      ...      ...  137



SEKTION IX.
OM KAMA LOKA OG DEVACHAN.

Om De Lavere "Princippers" Skæbne      ...      ...      ...      ...  143
Hvorfor Teosofferne ikke tror på de Rene "Ånders" tilbagevenden      ...  146
Nogle få Ord om Skandharne      ...      ...      ...      ...      ...  154
Om Bevidstheden Efter døden og Efter fødslen      ...      ...      ...  157
Hvad der Egentlig Menes med Annihilation      ...      ...      ...      ...      ...  163
Bestemte Ord for Bestemte Ting      ...      ...      ...      ...      ...  171



SEKTION X.
OM VORES TÆNKENDE PRINCIPS NATUR.

Mysteriet om Ego’et      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  177
Manas Komplekse Natur      ...      ...      ...      ...      ...      ...  183
Læren Fremlægges i Johannes Evangeliet      ...      ...      ...      ...       186



SEKTION XI.
OM REINKARNATIONENS MYSTERIER.

Periodiske Gen-fødsler      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  197
Hvad er Karma?      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...  201
Hvem er De som Ved?      ...      ...      ...      ...      ...      ...  215
Forskellen mellem Tro og Viden; eller, Blind og Begrundet Tro      ... 218
Har Gud Ret til at Tilgive?      ...      ...      ...      ...      ...      ...  223




INDHOLD.
x

SEKTION XII.
HVAD ER PRAKTISK TEOSOFI?


Pligt      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 227
T.S. Relationer til Politiske Reformer      ...      ...      ... 231
Om Selv-Opofrelse      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 237
Om Velgørenhed      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 242
Teosofi for Folket      ...      ...      ...      ...      ...      ... 245
Hvordan Medlemmer kan Hjælpe Selskabet      ...      ...      ...      ...      ... 248
Hvad en Teosof ikke bør gøre      ...      ...      ...      ...      ... 249



SEKTION XIII.
OM FEJLBEDØMMELSER AF THE THEOSOPHICAL SOCIETY

Teosofi og Askese      ...      ...      ...      ...      ...      ... 258
Teosofi og Ægteskab      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 262
Teosofi og Uddannelse      ...      ...      ...      ...      ...      ... 263
Hvorfor er der, så, så mange fordomme imod T. S.?      ...      ... 271
Er the Theosophical Society en Penge-Skabende Koncern?      ...      ... 281
Den Arbejdende Stab i T.S.      ...      ...      ...      ...      ...      ... 285



SEKTION XIV.
DE "TEOSOFISKE MAHATMAER."

Er de "Lysets Ånder” eller ”Fandens Trolde"?      ...      ... 288
Misbrugen af Åndelige Navne og Udtryk      ...      ...      ...      ... 300



KONKLUSION.

The Theosophical Society's Fremtid      ...      ...      ...      ...

304

Ordbog      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 308
Appendiks      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 361
Indeks      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ...      ... 368






Nøglen til Teosofien


FORORD.



Formålet med denne bog er netop angivet i dens titel, "NØGLEN TIL TEOSOFIEN," og den behøver kun få ords forklaring. Det er ikke en komplet og udtømmende tekst-bog om Teosofi, men kun en nøgle til at åbne døren som leder til et dybere studie. Den sporer de store hovedtræk af Visdoms Religionen, og forklarer dens grundlæggende principper; og imødegår samtidig hermed, de forskellige protester som rejses af den gennemsnitlige Vestlige søgende, og bestræber sig på at præsentere ikke-familiære koncepter i så enkel en form og i så klart et sprog som muligt. At det skulle lykkes at gøre Teosofi forståelig uden mental indsats fra læseren, ville være for meget at forvente; men det håbes at den uklarhed der stadig er tilbage tilhører tanken og ikke sproget, og at den skyldes dybde og ikke forvirring. For de mentalt dovne eller sløve, må Teosofien forblive en gåde; for både i den mentale verden som i den åndelige verden må det enkelte menneske selv gøre fremskridt ved sine egne anstrengelser. Forfatteren kan ikke udføre læserens tænkning for ham, og den sidstnævnte vil heller ikke være bedre stillet hvis en sådan andenhåndstanke var mulig. Behovet for en sådan fremstilling som den nærværende har længe være et ønske blandt de som er interesseret i The Theosophical Society og dets arbejde, og det er håbet at den vil supplere med information, så frit som muligt fra teknikaliteter, for de mange hvis opmærksomhed er blevet vækket, men som endnu kun er forundrede og ikke overbeviste.

Nogen omsorg er blevet udført for at afklare nogle områder af hvad



INDHOLD.
xiv


der er sand og hvad der er falsk Spiritualistisk lære med hensyn til livet efter-døden, og at vise det Spiritistiske fænomens sande natur. Tidligere lignende forklaringer har frembragt meget vrede over forfatterens dedikerede hoved; Spiritualisterne foretrækker som så mange andre, at hellere tro på det som er behageligt i stedet for det som er sandt, og bliver meget vrede på enhver som ødelægger en behagelig illusion. I det sidste år har Teosofien været målgruppen for enhver forgiftet pil fra Spiritualismen, som om at besidderne af halve sandheder følte sig mere fjendtligt stillet overfor besidderne af hele sandheden end de som ikke havde en del deraf de kunne prale af. Hjertelig mange tak skal gives fra forfatteren til de mange Teosoffer, som har sendt forslag og spørgsmål, eller som på anden måde har bidraget med hjælp under udarbejdelsen af denne bog. Værket vil være mere brugbar til som hjælp, og det vil være deres bedste belønning –

H. P. B.


London, 1889.





FORORD TIL ANDEN UDGAVE.



For yderligere at facilitere Studiet af Teosofi, som denne Nøgle allerede har gjort til en let opgave, så har jeg tilføjet en fyldig Ordbog af alle de tekniske udtryk der findes i den. De fleste af forklaringerne og definitionerne er overførsler eller forkortelser fra den større Theosophical Glossary. Det håbes at begge Ordbøger vil supplere et længe-følt ønske, og at denne større udgave vil dække hele mængden af okkult terminologi så komplet som muligt.

H. P. B.

London, 1890.





NØGLEN TIL TEOSOFIEN



I.

TEOSOFI OG THE THEOSOPHICAL SOCIETY.



HVAD NAVNET BETYDER.

SPG. - Teosofien og dens doktriner refereres ofte til som en nymodens religion. Er det en religion?

TEO. - Det er den ikke. Teosofi er Guddommelig Viden eller Videnskab.

SPG. - Hvad betyder udtrykket egentlig?

TEO. - "Guddommelig Visdom," Theosophia (Φεοσοφια), eller Gudernes Visdom, som Theogonia (Φογονἰα), Gudernes Genealogi. Ordet Φεὗς betyder Gud på Græsk, en af de guddommelige væsener, men sandelig ikke "Gud" sådan som udtrykket bruges i vore dage. Derfor er det ikke "Guds Visdom," sådan som nogle oversætter det, men Guddommelig Visdom sådan som den besiddes af Guderne. Udtrykket er mange tusinde år gammelt.

SPG. - Hvor stammer udtrykket fra?

TEO. - Det kommer til os fra de Alexandrinske Filosoffer, der hed elskere af sandheden, Philaletheians, from Φιλ (phil), "kærlig," og aletheia (άλήφεια ) "sandhed". Navnet Teosofi daterer tilbage fra


2

det tredje århundrede af vor tidsregning og begyndte med Ammonius Saccas og hans disciple,* som startede det Eklektiske Teosofiske system.

SPG. - Hvad var formålet med dette system?

TEO. - Først og fremmest at indskærpe visse store moralske sandheder overfor hans disciple, og alle de som var "elskere af sandheden." Derfor mottoet som er adopteret af The Theosophical Society: "Der er ingen religion højere end sandheden." Hovedformålet for Grundlæggerne



* Også omtalt som Analogetikere. Som forklaret af Prof. Alex. Wilder, F. T. S., i hans "Eclectic Philosophy," så blev de kaldt sådan på grund af deres praksis med at indskærpe alle hellige legender og beretninger, myter og mysterier, efter en analogisk eller korresponderende regel eller princip: så at begivenheder som blev tillagt at være sket i den ydre verden blev anset for at udtrykke aktiviter og oplevelser i menneskets sjæl. De blev også kaldt Neo-Platonister. Selv om Teosofi, eller det Eklektiske Teosofiske system, generelt tillægges til det tredje århundrede, så er dets oprindelse meget ældre, hvis Diogenes Laertius skal gives sin ret, for han tillagde systemet til en Egyptisk Præst, Pot-Amun, som levede i de tidlige dage af det Ptolemæiske dynasti. Den samme forfatter fortæller os at navnet er Koptisk, og betegner en der er viet til Amun, Visdommens Gud. Teosofi er ækvivalent med Brahm-Vidya, guddommelig viden.

Eklektisk Teosofi blev delt ind i tre hovedpunkter: (1) Troen på en absolut, ufattelig og øverste Guddom, eller uendelig essens, som er kilden til al natur, og til alt der er, synligt og usynligt. (2) Troen på menneskets evige udødelige natur, fordi den er en udstråling fra den Universelle Sjæl, så er den identisk med dens essens. (3) Theurgi, eller "guddommeligt arbejde," eller frembringelsen af et gudernes arbejde; fra theoi, "guders," og ergein, "at arbejde." Udtrykket er meget gammelt, men, da det tilhører MYSTERIERNES sprogbrug, var det ikke i populær brug. Det var en mystisk tro – bevist i praksis af indviede adepter og præster – at, ved at gøre sig selv så ren som de ulegemlige væsener – dvs., ved at vende tilbage til ens uberørte rene natur – så kunne mennesket bevæge guderne til at gøre ham bekendt med de Guddommelige mysterier, og endda forårsage at de en gang imellem blev enten subjektivt eller objektivt synlige. Det var det transcendentale aspekt af hvad der nu kaldes Spiritualisme; men da den blev misbrugt og misopfattet af befolkningen, så gik den hen og blevet anset for at være nekromanti, og blev generelt forbudt. En af karikatur indenfor Iamblichus teurgi lever stadig videre i den ceremonielle magi hos nogle moderne Kabalister. Moderne Teosofi undgår og afviser både begge disse former for magi og "nekromantik" og anser dem for at være meget farlige. Sand guddommelig teurgi fordrer en næsten supermenneskelig renhed og hellighed i livet; ellers degenerer den ind i mediumisme eller sort magi. Ammonius Saccas' direkte discipel, som blev kaldt for Theodidaktos,

3


"gud-lærd" - så som Plotinus og hans efterfølger Porphyry – afviste teurgi i starten, men blev til sidst forsonet med den gennem Iamblichus, som skrev et værk om dette med titlen "De Mysteriis," under hans egen mesters navn, en berømt Ægyptisk præst ved navn Abammon. Ammonius Saccas var en søn af Kristne forældre, og, havde siden sin barndom været frastødt af den dogmatiske spirituelle Kristendom, blev Neo-Platonist, og siges ligesom J. Boehme og andre store seere og mystikere, at have haft guddommelig visdom åbenbaret til ham i drømme og visioner. Derfor hans navn Theodidaktos. Han sørgede for at forene ethvert religiøst system, ved at vise deres identiske oprindelige udspring for derved at skabe en universel trosretning baseret på etik. Hans liv var så ulastelig og rent, hans lære så dybsindig og omfattende at flere Kirkefædre var hans hemmelige disciple. Clemens Alexandrinus taler meget rosende om ham. Plotinus, "Johannes Døber" versionen af Ammonius, var også et universelt respekteret og velanset menneske, med den mest dybtgående lærdom og integritet. Da han var ni-og-tredive år gammel akkompagnerede han den Romerske Kejser Gordian og hans hær til Østen, for at blive instrueret af viise fra Baktrien og Indien. Han havde en Filosofisk Skole i Rom. Hans discipel Porphyry, hvis rigtige navn var Malek (en Helleniseret Jøde), samlede alle hans mesters skrifter. Porphyry var selv en stor forfatter, og gav en allegorisk fortolkning af nogle dele af Homers skriverier. Det meditations system som Philaletheianerne søgte tilflugt i var ekstase, et system svarende til Indisk Yoga praksis. Det som kendes fra den Eklektiske Skole skyldes Origen, Longinus, og Plotinus, Ammonius' direkte disciple. ―(Vide Eclectic Philos., af A. Wilder.)

af den Eklektiske Teosofiske Skole var en af de tre formål hos dens moderne efterfølger, the Theosophical Society, nemlig, at forene alle religioner, sekter og nationer under et fælles etisk system, baseret på evige sandheder.

SPG. - Hvad kan du fremføre, så dette ikke opfattes som en umulig drøm;


4

og at alle verdens religioner er baseret på en og samme sandhed?

TEO. - Deres sammenlignende studie og analyse. "Visdoms-religionen" var én i gammel tid; og ensartetheden i primitiv religiøs filosofi er bevist for os ved de identiske doktriner som de Indviede underviste i under MYSTERIERNE, en institution som en gang var universelt udbredt. "Alle de gamle trosretninger indikerer eksistensen af en enkeltstående Teosofi før dem. Den nøgle som kan åbne én, skal kunne åbne alle; ellers kan det ikke være den rette nøgle." (Eklekt. Philo.)



THE THEOSOPHICAL SOCIETY'S POLITIK.

SPG. - I Ammonius tid var der mange store gamle religioner, og utallige sekter fandtes alene i Egypten og Palæstina. Hvordan kunne han forene dem?

TEO. - Ved at gøre det som vi igen prøver på at gøre. Neo-Platonisterne var en stor organisation, og tilhørte forskellige religiøse filosofier *; sådan som vores Teosoffer. I disse dage, bekræftede Jøden Aristobulus at Aristoteles etik repræsenterede



* Det var under Philadelphus at Jødedommen etablerede sig selv i Alexandria, og omgående blev Hellenske lærere de farlige rivaler til det Babylonske Rabbinske Universitet. Som forfatteren til "Eklektisk Filosofi" meget træffende bemærker: "Buddhisternes, Vedantisternes, og Magernes systemer blev fremlagt sammen med de Græske filosofier i den periode. Det var ikke vidunderligt at tænkende mennesker påstod at striden på ord burde ophøre, og anså det for muligt at uddrage et harmonisk system ud fra de forskellige lærerformer....Panaenus, Athenagoras, og Clement blev gennemgribende instrueret i den Platoniske filosofi, og forstod dens grundlæggende enhed med de Orientalske systemer."


5

Moses-lovens esoteriske lære; Philo Judæus søgte at forene Pentateuken sammen med de Pythagoræiske og Platoniske filosofier; og Josephus beviste at Essæerne fra Karmel ganske enkelt var efterlignere og tilhængere af de Egyptiske Therapeutæ (healerne). Sådan er det også i vore dage. Vi kan vise nedstigningen af enhver Kristen religion, lige så vel som selv den mindste blandt enhver sekt. De sidstnævnte er de små kviste eller skud, som gror på de større grene; men skud og grene udspringer fra samme stamme – VISDOM-RELIGIONEN. Det var Ammonious mål at bevise dette, og han søgte at påvirke Vantro og Kristne, Jøder og Afgudsdyrkere, til at tilsidesætte deres uenigheder og stridigheder, mens de huskede på at de alle var i besiddelse af den samme sandhed i forskellige forklædninger, og at de alle var børn af en fælles moder. * Dette er ligeledes Teosofiens formål.

SPG. - Hvad er din hjemmel for at sige dette om de gamle Teosoffer fra Alexandria?


* Således siger Mosheim fra Ammonious: "Med forståelse for at ikke kun de Græske filosoffer, men også alle de forskellige barbariske nationer, var fuldt enige med hinanden med hensyn til ethvert grundlæggende synspunkt, så gjorde han det til sin opgave at fremlægge de tusinde læresætninger fra alle de forskellige sekter med hensyn til hvordan de alle var udgået fra samme kilde, og at de alle sigtede mod et og samme mål." Hvis forfatteren til Ammonious i Edinburg Encyclopedia véd hvad han taler om, så beskriver han de moderne Teosoffer, deres tro, og deres arbejde, for han siger, mens han omtaler Theodidaktos: "Han brugte de doktriner om Universet og Guddommen som var anerkendte i Egypten (de esoteriske var fra Indien), og som blev anset for at udgøre en helhed; om verdens evige eksistens . . . og etablerede et moralsk disciplinært system som tillod folk i almindelighed at leve ifølge deres landes love og naturens krav, men krævede at de viise skulle opløfte deres bevidstheder ved kontemplationer.



6

TEO. - Et næsten utalligt antal af velkendte forfattere. Mosheim, en af dem siger at: --
"Ammonious lærte at massernes religion gik hånd i hånd med filosofi, og at den havde sammen med denne delt skæbne ved gradvist at blive korrumperet og gjort uforståelig via simple menneskelige bedrag, overtro, og løgne; og at den derfor burde bringes tilbage til dens originale renhed ved at befri den fra dens bras og ved at fremlægge den baseret på filosofiske principper; og alt det Kristus havde for øje var at indføre og genoprette de gamles visdom til dens oprindelige integritet; at indenfor grænser reducere den universelle-tilbageværende overtros domæne; og til dels for at korrigere, og til dels for at udrydde de forskellige fejl som havde fundet deres vej ind i de forskellige populære religioner."
Dette er igen, præcis hvad de moderne Teosoffer siger. Mens den store Philalethian blev støttet og hjulpet i den politik han fulgte af to Kirkefædre, Clement og Athenagoras, af alle lærde Rabbinere i Synagogerne, Akademiet og Lundene, og mens han underviste i en fælles lære, så gives vi, hans efterfølgere med samme opfattelse ingen anerkendelse, men tværtimod, så misbruges og forfølges vi i stedet. Folk ses derved at have været mere tolerante for 1,500 år siden end de er i dette oplyste århundrede.

SPG. - Blev Ammonius opmuntret og støttet af Kirken fordi, at han på trods af sine kætterier, underviste i Kristendom og var en Kristen?

TEO. - Slet ikke. Han var født som Kristen, men accepterede aldrig Kristendommen. Som det siges om ham af samme forfatter:

"Han behøvede blot at fremlægge hans lærdomme i overensstemmelse med de gamle Hermes søjler, som Platon og Pythagoras kendte til førhen, og hvorfra de indstiftede de deres filosofi. Og da han fandt den selv samme prolog i Johannes Evangeliet, så antog han meget korrekt at Jesus

7
formål var at genoprette den store visdomslære i dens enkle helhed. Han anså beretningerne i Biblen og historierne om guderne for at være allegorier, der illustrerede sandheden, eller fabler der burde forkastes." Yderligere, som Edingburg Encyclopedia siger, "anerkendte han at Jesus Kristus var et fortræffeligt menneske og 'Guds ven', men påstod at det ikke helt var hans ide at forlade tilbedelsen af dæmoner (guder), og at hans eneste hensigt var at rengøre den gamle religion."


VISDOMS-RELIGIONEN ESOTERISK I ALLE TIDSALDRE.

SPG. - Siden Ammonious aldrig nedfælde noget på skrift, hvordan kan man så være sikker på at det var hans lære?

TEO. - Buddha, Pythagoras, Confucius, Orpheus, Socrates, eller endda Jesus efterlod heller ikke noget på skrift. Ikke desto mindre er de fleste af disse historiske personligheder, og deres lære har alle overlevet. Ammonious disciple (her i blandt Origen og Herennius) skrev afhandlinger og forklarede hans etik. De sidstnævnte er sandelig lige så historiske, hvis ikke mere end de Apostolske skriverier. Yderligere, så har hans elever – Origen, Plotinus, og Longinus (rådgiver til den berømte Dronning Zenobia) – alle efterladt voluminøse optegnelser af Philaletheian Systemet – i alle tilfælde så meget, så deres offentlige lære var kendt, for skolen var delt ind i eksoterisk og esoterisk lære.

SPG. - Siden du anser, at det som passende kaldes VISDOM-RELIGIONEN for at være esoterisk, hvordan har de sidstnævnte læresætninger så givet sig til udtryk i vores tid?

TEO. - VISDOMS-RELIGIONEN var altid én, og var det sidste ord med hensyn til mulig menneskelig viden, og derfor, blev den omhyggeligt bevaret. Den gik forud for den Alexandrinske Teo-



8

soffer med mange tidsaldre, nåede den moderne tidsalder, og vil overleve enhver anden religion og filosofi.

SPG. - Hvor og hos hvem blev den således bevaret?

TEO. - Blandt de Indviede i ethvert land; blandt fortræffelige søgende efter sandheden – deres disciple; og i de dele af verden hvor sådanne emner altid har været mest værdsat og efterstræbt: i Indien, Central Asien, og Persien.

SPG. - Kan du give mig noget bevis på dets esotericisme?

TEO. - Det bedste bevis du kan få om sagen er, at enhver gammel religiøs eller snarere filosofisk kult bestod af en esoterisk og hemmelig lære, og en eksoterisk (ydre officiel lære) med tilbedelse. Yderligere, så er det et velkendt faktum at de gamles MYSTERIER i enhver nation omfattede de ”større” (hemmeligheder) og ”Mindre” (offentlige) MYSTERIER – f.eks. ved de celebrerede højtideligheder kaldet de Eleusinske, i Grækenland. Fra Hierofanterne fra Samothrace, Egypten, og de indviede Brahminere i gamle Indien, senere i tid til de Hebraiske Rabbinere, alle hemmeligholdte af frygt for vanhelligelse deres sande bona fide tro. De Jødiske Rabbinere kaldte deres sekulære religiøse skrifter Mercavah (den ydre krop), ”fartøjet,” eller, tildækningen der rummer den skjulte sjæl. - dvs., deres højeste hemmelige viden. Ikke én af de gamle nationer videregave gennem dets præster deres virkelige filosofiske hemmeligheder til masserne, men tildelte kun de ydre skaller til de sidstnævnte. Den Nordlige Buddhisme har dets ”større” og dets ”mindre” fartøj, kendt som Mahayana, de esoteriske, og Hinayana, de eksoteriske Skoler. Du kan heller ikke beskylde dem for en sådan hemmeligholdelse; for sandelig vil du ikke tænke på af fodre din egen flok af får


9

med lærde afhandlinger om botanik i stedet for græs? Pythagoras kaldte hans for Gnosis ”viden om ting der er,” eller η γνωσις των òντων, og forbeholdte denne viden til sine forpligtigede disciple: for de som kunne fordøje en sådan mental føde og føle sig tilfredse med det; og han forpligtede dem til stilhed og hemmeligholdelse. Okkulte alfabeter og hemmelige cifre er udviklet fra de gamle Egyptiske hieartiske skriverier, den hemmelighed, som i gamle dage kun Hierogrammatikerne besad, eller de indviede Egyptiske præster. Ammonius Saccas’ biografer fortæller os, at han bandt sine elever til ved ed ikke at afsløre hans højere doktriner bortset fra til de som allerede var blevet instrueret indledende i viden, og som også var bundet af et løfte. Finder vi så ikke til sidst, det samme selv i den tidlige Kristendom; blandt de Gnostiske, og selv blandt Kristus lære? Talte han ikke til mængden i lignelser som havde en tofoldig betydning, og forklarer kun hans holdninger til hans disciple? ”Til jer,” siger han, ”er Guds riges hemmeligheder givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser” (Mark iv. 11). ”Essæerne i Judæa og Karmel foretog tilsvarende adskillelser, de delte deres tilhængere i neofytter, brødre, og de perfekte, eller de indviede” (Eclec. Phil.). Eksempler fra ethvert land kan frembringes omkring dette.

SPG. - Kan du erhverve dig ”Hemmelig Visdom” blot ved at studere? Encyklopædier definerer Teosofi meget lig Webster’s Dictionary gør, dvs., som ”formodet samkvem med Gud og overordnede ånder, og deraf følgende erhvervelse af supermenneskelig viden ved fysiske metoder og kemiske processer.” Er det sandt?

TEO. - Det tror jeg ikke. Der er heller ikke nogen leksigraf, som er i stand til at



10

forklare, hverken til sig selv eller andre, hvordan supermenneskelig viden kan erhverves ved fysiske eller kemiske processer. Havde Webster sagt ”ved metafysiske og alkymistiske processer,” så havde definitionen være omtrentlig korrekt: som den er, er den absurd. De gamle Teosoffer påstod, og ligeledes gør de moderne, at det uendelige kan ikke blive kendt af det endelige – dvs. sanset af det endelige Selv – men at den guddommelige essens kan blive kommunikeret til det højere Åndelige Selv i en tilstand af ekstase. Denne tilstand kan næppe erhverves, som under hypnose, ved ”fysiske og kemiske metoder.”

SPG. - Hvad er din forklaring på det?

TEO. - Sand ekstase blev defineret af Plotinus som ”frigørelsen af bevidstheden fra dets endelige bevidsthed, ved at blive et med og identificeret med det uendelige.” Dette er den højeste tilstand, siger Prof. Wilder, men ikke en med permanent varighed, og den erhverves kun af meget meget få. Det er i sandhed, identisk med den tilstand som er kendt i Indien som Samadhi. Den sidstnævnte praktiseres af Yogierne, som faciliterer den fysisk ved den største afståen fra indtagelse af føde og drikke, og mentalt ved en uophørlig stræben efter at rengøre og opløfte bevidstheden. Meditation er stille og uudsagt bøn, eller, som Platon udtrykte det, ”den glødende begejstring efter at rette sjælen mod det guddommelige; ikke for at spørge om noget bestemt gode (som i den almindelige betydning af bøn), men for det gode selv – for det universelt Højeste Gode” som vi er en del af på jorden, og ud af hvilken essens vi alle stammer. Derfor tilføjer Platon, ”forbliv stille i de guddommeliges nærvær, ind til de fjerner skyerne fra dine øjne og gør dig i stand til at se med lyset, som udgår fra dem selv,


11

ikke det som ser ud som det gode for dig, men det som er det egentlige gode.” *

SPG. - Så er Teosofi ikke, som nogle tror et nyopfundet system?

TEO. - Kun uvidende mennesker vil referere til det på den måde. Det er så gammelt som verden, i sin lære, etik, hvis ikke af navn, det er også det bredeste og mest katolske system blandt alle.

SPG. - Hvordan kan det så være at Teosofien ind til nu har været ukendt i landene på den vestlige halvkugle? Hvorfor skulle den have været en forseglet bog for de som siges at være de mest kultiverede og avancerede racer?

TEO. - Vi tror at der i gammel tid har været lige så kultiverede lande og sandelig ”mere” åndeligt udviklede lande end vores er. Men der er mange grunde til denne selvpåførte uvidenhed. En af dem blev fremført af Apostlen Paulus overfor de kultiverede Atheniensere – et tab, for mange århundreder, af sand åndelig indsigt, og endda interesse, på grund af deres store hengivelse til sanselige ting og deres



* Det er hvad den skolelærde forfatter til ”The Eclectic Philosophy,” Prof. A. Wilder, F. T. S., beskriver som ”åndelig fotografering”: ”Sjælen er det kamera, hvor fremtidige, fortidige, og nutidige fakta og begivenheder, fastlægges i samme udstrækning; og bevidstheden bliver bevidst om dem. Ovenover vores begrænsede hverdags verden er alt en dag eller tilstand – fortiden og fremtiden inkluderet i nutiden.” . . . Døden er den sidste ekstase på jorden. Så er sjælen befriet for kroppens begrænsninger, og dets noblere dele er forenet med den højere natur og bliver deltager i de højere væseners visdom og forudviden.” Sand Teosofi er for mystikerne, den samme tilstand Apollonius of Tyana var skabt til at beskrive som: ”Jeg kan se nutiden og fremtiden så klart som i et spejl. Den viise behøver ikke at vente på jordens hypokondri og atmosfærisk korruption for at forudse begivenheder . . . Theoi’erne, eller guderne ser fremtiden; almindelige mennesker nutiden; de viise det som er på vej til at ske.” ”De Viises Teosofi” som han taler om er udmærket beskrevet i overbevisningen, ”Guds Rige er indeni os.”




12

slaveri overfor dogmers og ritualismens døde bogstav. Men, den vigtigste grund til det ligger i det faktum at sand Teosofi altid har været holdt hemmelig.

SPG. - Du har fremlagt beviser på at en sådan hemmeligholdelse eksisterer; men hvad var den virkelige årsag til det?

TEO. - Årsagerne til det var: Først, gennemsnits menneskets sygelige natur og dets selviskhed, som altid har en tendens til gratificering af personlige begær til skade for medmennesker og deres nærmeste. Sådanne mennesker bør aldrig blive givet guddommelige hemmeligheder. For det Andet, deres upålidelighed med hensyn til at holde hellig og guddommelig viden fra at blive vanhelliget. Det er det sidste, som har ført til sygeligheden blandt det mest sublime sandheder og symboler, og til den gradvise omtransformering af åndelige ting til antropomorfiske, jordnære og afskyelige forestillinger – med andre ord, til nedgørelsen af guds-ideen og til fanatisk afgudsdyrkelse.





TEOSOFI ER IKKE BUDDHISME

SPG. - I bliver ofte omtalt som ”Esoteriske Buddhister.” Er i da allesammen tilhængere af Gautama Buddha?

TEO. - Ikke mere end musikere er tilhængere af Wagner. Nogle af os er Buddhister af religion; men der er mange flere Hinduer og Brahminere end Buddhister blandt os, og flere Kristen-fødte Europæere og Amerikanere end konverterede Buddhister. Denne fejltagelse stammer fra den misforståede opfattelse af den sande mening med titlen på Mr. Sinnett’s glimrende værk, ”Esoterisk Buddhism.” hvis sidste ord burde hvar været skrevet med ét, i stedet for to, d’er, da ”Budhism” så ville have haft den betydning som det


13

var hensigten med det, nemlig ”Visdomisme” (Bodha, bodhi, ”intelligens,” ”visdom”) i stedet for Buddhisme, Gautama’s religiøse filosofi. Teosofi, er som allerede sagt VISDOMS-RELIGIONEN.

SPG. - Hvad er forskellen mellem Buddhisme, religionen som blev grundlagt af Prinsen af Kapilavatsu, og Budhism, den ”Visdomisme” som du siger er synonym med Teosofi?

TEO. - Den helt samme forskel som der er mellem Kristus hemmelige lære, som kaldes ”Guds Riges mysterier” og den senere ritualisme, samt Sekternes og Kirkernes dogmatiske teologi. Buddha betyder den som er ”Oplyst” af Bodha, eller forstår Visdom. Dette er forsat med rod og forgrening ind i den esoteriske lære Gautama kun meddelte hans udvalgte Arhats.

SPG. - Men nogle Orientalister benægter at Buddha overhovedet nogensinde underviste i nogen som helst esoterisk lære?

TEO. - De kan lige så godt benægte at Naturen har nogen som helst hemmeligheder for det videnskabelige menneske. Yderligere så vil jeg bevise det via Buddha’s samtaler med hans discipel Ananda. Hans esoteriske lære var ganske enkelt de gamle Brahminers Gupta Vidya (hemmelige viden), den nøgle som deres moderne efterfølgere, med få undtagelser, fuldstændig har tabt. Og denne Vidya er nu fortsat ind i det som nu kendes som den indre lære af Mahayana skolen hos den Nordiske Buddhisme. De som benægter dette er blot uvidende forfalskere af den Orientalske lære. Jeg vil råde dig til at læse Rev. Mr. Edkins’ Chinese Buddhism – især kapitlerne om de Eksoteriske og Esoteriske skoler




14

og lære – og så sammenligne hele den gamle verdens erklæringer om dette emne.

SPG. - Men er den Teosofiske etik ikke identisk med den som Buddha underviste i?

TEO. - Lige præcis, men denne etiske lære er sjælen i Visdom-Religionen og var en gang fælles eje hos de indviede i alle nationer. Men Buddha var den første som legemliggjorde den ophøjede etiske lære i sin offentlige lære, og gjorde dem grundlaget og selve essensen af sit offentlige system. Det er heri, der ligger den umådelige forskel mellem eksoterisk Buddhisme og enhver anden religion. For mens ritualisme og dogmer i andre religioner gives de fornemmeste og mest vigtige placeringer, så er det den etiske lære i Buddhismen som altid har været lagt mest vægt på. Dette gør rede for den lighed, som næsten er identisk, mellem den etiske lære hos Teosofien og den hos Buddha’s religion.

SPG. - Er der nogen store punkter af forskel?

TEO. - En stor forskel mellem Teosofi og eksoterisk Buddhisme er, at den sidstnævnte, repræsenteret af den Sydlige Kirke, totalt benægter (a) eksistensen af en Guddom, og (b) ethvert bevidst liv efter-døden, eller endda enhver selv-bevidst overlevende individualitet i mennesket. Sådan er i det mindste læren hos den Siamesiske sekt, der nu anses for at være den reneste form for eksoteriske Buddhisme. Og sådan er det, hvis vi kun refererer til Buddha’s offentlige lære; grunden til en sådan tilbageholdenhed fra hans side vil jeg angive senere. Men skolerne hos den Nordiske Buddhistiske Kirke, der er etableret i de lande som hans indviede Arhats trak sig tilbage til efter Mesterens død, underviser i alt som nu


15

kaldes Teosofiske doktriner, fordi de udgør en del af den viden som de indviede besidder – og således bevises det hvordan sandheden er blevet ødelagt af den alt for fanatiske ortodokse Sydlige Buddhisme. Men, hvor meget mere nobel, filosofisk og videnskabelig, selv med sit døde bogstav, er så ikke denne lære end den som findes hos alle andre Kirker og religioner. Alligevel så er Teosofi ikke Buddhisme.




II.

EKSOTERISK OG ESOTERISK TEOSOFI.



HVAD DET MODERNE THEOSOPHICAL SOCIETY IKKE ER.

SPG. - Det vil så sige, at jeres lære ikke er en genoplivning af Buddhisme, og den heller ikke er fuldstændige kopier af Neo-Platonisk Teosofi?

TEO. - Det er den ikke. Men til disse spørgsmål kan jeg ikke give dig bedre svar end at citere fra et skrift fremlagt af Dr. J. D. Buck, F. T. S., om ”Teosofi”, på det sidste Teosofiske Konvent i Chicago Amerika (April 1889). Ingen levende teosof har bedre forstået og udtrykt den sande essens af Teosofi end vores ærede ven Dr. Buck: -

   ”The Theosophical Society blev formet med det formål at udbrede de Teosofiske læresætninger, og for at fremme det teosofiske liv. Det nuværende Theosophical Society er ikke det første af sin slags. Jeg har et bind med titlen: ’Theosophical Transactions of the Philadelphian Society,’ udgivet i London i 1697; og et andet med følgende titel: ’Introdoction to Theosophy, or Science of the Mystery of Christ; det vil sige, om Guddom, Natur, og Skabninger, omfattende filosofien om alle arbejdende kræfter i livet, magiske og spirituelle, og som udgør en praktisk guide til den mest sublime rene, hellighed, og evangeliske perfektion; også opnåelsen af guddommeligt syn, og de


17

hellige englelige kunstfærdigheder, kræfter, og andre regenererende privilegier,’ udgivet i London i 1855. Det følgende er dedikeringen fra dette bind:-
”Til de studerende på Universiteterne, Videregående uddannelser, og Kristne skoler: Til Professorer indenfor den Metafysiske, Tekniske, og Natur Videnskaber i alle dens former: Til mænd og kvinder indenfor Uddannelse, af generel ortodoks tro: Til Deister, Arianere, Unitarere, Swedenborgianere, og andre defektive og undergrunds-religioner, rationalister, og skeptiske af enhver slags: Til de Retfærdige og oplyste Muhammedanere, Jøder, og orientalske Patriark-religiøse: men især til evangelist præsten og missionæren, uanset om det er til barbariske eller intellektuelle mennesker, således er denne introduktion til Teosofi, eller videnskab om grunde og mysterierne til alle ting på den mest ydmyge og hengivne måde dedikeret.’
  ”I det følgende år (1856) blev et andet bind udgivet, royal octavo, på 600 sider, diamond type, om ’Blandet Teosofi.’ Kun 500 kopier fra sidstnævnte værk blev gratis distribueret til Biblioteker og Universiteter. Disse ældre bevægelser, hvoraf der var mange, stammede inde fra Kirken, med personer af stor fromhed og ærlighed, og med uplettet karakter; og alle disse skriverier var i ortodoks form, med brug af Kristne udtryk, og, lige som, skrifterne fra den eminente Gejstlige William Law, kunne de kun skille sig ud for den almindelige læser ved deres store ærlighed og fromhed. Disse var hver og en forsøg på at uddrage og forklare de dybere meninger med og det oprindelige indhold i de Kristne Skrifter, og for at illustrere og udfolde det Teosofiske liv. Disse værker blev snart glemt, og er nu generelt ukendte. De søgte at reformere præsterne og genoplive sand fromhed, og blev aldrig ønsket velkommen. Det enkelte ord ”Kætteri,” var tilstrækkeligt til at begrave dem i alle sådanne Utopia’ers tomrum. Ved tiden for Reformationen udførte John Reuchlin et lignende forsøg med samme resultat, selv om han var den nære og betroede ven af Luther. Ortodoksien ønskede aldrig at blive informeret eller oplyst. Disse reformatorer blev, ligesom Paul af Festus, informeret om at for meget lærdom havde gjort dem vanvittige, og at det ville være farligt at gå videre. Ved at passere det ordskvalder, som delvist var en spørgsmål om vane og uddannelse blandt disse forfattere, og som delvist skyldes religiøs tilbageholdenhed gennem


18
verdslig magt, og for at komme til sagens kerne, så var disse skriverier, Teosofiske i den strengeste betydning, og vedrørte kun menneskets viden om hans egen natur og sjælens højere liv. Den nuværende Teosofiske bevægelse er nogle gange blevet erklæret for at være et forsøg på at konvertere Kristendommen til Buddhismen, hvilket ganske enkelt betyder at ordet ’Kætteri’ har tabt sin terror-effekt og opgivet sin magt. Individer har i enhver tidsalder mere eller mindre klart forstået de Teosofiske doktriner og formet dem ind i deres livsstile. Disse doktriner tilhører ikke eksklusivt nogen religion, og tilhører ikke noget samfund eller tid. De er ethvert menneskesjæls fødselsret. Sådan noget om Ortodoksi bør afvikles af hvert individ i overensstemmelse med hans natur og hans behov, og i forhold til hans forskellige oplevelser. Det kan forklare hvorfor de, som har forestillet sig Teosofien som en ny religion, har jaget forgæves efter dens troslære og dens ritualer. Dens troslære er Loyalitet overfor Sandheden, og dens ritual ’At ære enhver sandhed ved brug’.
   ”Det kan måske ses hvor lidt dette princip for Universelt Broderskab forstås af menneskehedens masser, hvor sjældent dets transcendente betydningsfuldhed forstås, af den diversitet af opfattelser og fiktive fortolkninger der findes angående The Theosophical Society. Dette Selskab blev organiseret efter dette ene princip, om det Menneskehedens essentielle Broderskab, som her kort er skitseret og utilstrækkeligt fremlagt. Det har været beskyldt for at være Buddhistisk eller anti-Kristent, som om at det kunne være begge dele på en gang, når både Buddhismen og Kristendommen, ifølge deres inspirerede grundlæggere har fremsat, at broderskab er den eneste grundlæggende lære og det eneste grundlæggende i livet. Teosofi er også blevet anset for at være noget nyt under solen, eller i bedste fald mysticisme maskeret under et nyt navn. Mens det er sandt at mange Selskaber, der er baseret på, og forenet i støtte til altruistiske principper, eller grundlæggende broderskab, har båret forskellige navne, så er det også sandt at mange har heddet Teosofiske, og med samme principper og navne som det nuværende selskab der bærer dette navn. Hos disse selskaber, alle som en, har den grundlæggende lære været den samme, og alt andet har været tilfældigt, men dette fjerner ikke sandeheden i at mange personer er tiltrukket af de tilfældige, som overser eller ignorerer det essentielle.”


19

Der kan ikke gives noget bedre eller mere eksplicit svar til dit spørgsmål – af en mand som er en af vores mest velansete og ærligste Teosoffer.

SPG. - Hvilket system følger i eller foretrækker i, i så fald, bortset fra Buddhistisk etik?

TEO. - Ingen og alle. Vi følger ikke nogen religion, og heller ikke nogen bestemt filosofi: vi uddrager det gode vi finder i enhver. Men her må det igen blive sagt, at som alle andre systemer er Teosofien delt ind i en Eksoteriske og en Esoteriske Sektioner.

SPG. - Hvad er forskellen?

TEO. - Medlemmerne af the Theosophical Society har generelt betraget frihed til at fremføre hvilken religion eller filosofi de måtte ønske, eller ingen hvis de ønsker dette, såfremt de er i sympati med og klare til at udføre en eller flere af de Foreningens tre formål. Selskabet er en filantropisk og videnskabelig organisation der søger at udbrede ideen om broderskab baseret på praktiske i stedet for teoretiske linier. Medlemmerne kan være Kristne eller Muslimer, Jøder eller Persere, Buddhister eller Brahminere, Spiritualister eller Materialister, det betyder ikke noget; men hvert medlem bør være enten en filantrop, eller en akademiker, en søgende i Aryansk eller anden gammel litteratur, eller en psykisk studerende. Kort fortalt, så skal han hjælpe, hvis han kan, med at udføre mindst et af hovedformålene. Ellers er der ingen grund til, at han bliver et ”Medlem.” Således er hovedparten i det eksoteriske Selskab, sammensat af ”tilknyttede” eller ”ikke-tilknyttede” medlemmer. * Disse kan blive, eller kan ikke gå hen og blive,



*[Et ”tilknyttet medlem” er et som er medlem af en bestemt gren i T.S. Et ”ikke-tilknyttet,” er et som tilhører Selskabet i bred forstand, og har et diplom, fra Hovedkvarteret (Adyar, Madras), men er ikke tilknyttet til nogen afdeling eller loge.]






20

de facto Teosoffer. De er medlemmer, i egenskab af deres medlemskab i Selskabet; men de sidstnævnte kan ikke skabe en Teosof ud af en som ikke har sans for tingenes guddommelige sammenhæng, eller hos den som opfatter Teosofien på sin egen – hvis udtrykket må bruges – sekteriske og egoistiske måde. ”Smuk er, som smuk gør” kunne i dette tilfælde omformuleres til: ”Teosof er, som Teosofi gør.” -




TEOSOFFER OG MEDLEMMER AF T.S.

SPG. - Jeg forstår at dette gælder for lærde medlemmer. Og hvad med de som følger det esoteriske studie af Teosofi; er de sande Teosoffer?

TEO. - Ikke nødvendigvis, før de har vist sig selv at være sådan. De er trådt ind i den indre gruppe og har forpligtet dem selv til så strengt som muligt at udføre den okkulte organisations regler. Dette er en vanskelig opgave, da den fremmeste regel blandt alle er fornægtelsen af ens egen personlighed – dvs., et forpligtet medlem er nødt til at blive en komplet altruist, og aldrig tænke på sig selv, og glemme sin egen uvidenhed og stolthed med tanken på det gode for hans medmennesker, ud over hans medbrødre i den esoteriske cirkel. Han er nødt til at leve, et liv i forsagelse, selvbenægtelse og streng moral, og gøre sin pligt over for alle mennesker, hvis de esoteriske instruktioner skal være profitable. De få rigtige Teosoffer i T.S. Er blandt disse medlemmer. Det betyder ikke, at der ikke findes Teosoffer udenfor T.S. og den indre cirkel; for der


21

er flere end folk kender til; sandelig langt flere end der findes blandt lærde medlemmer i T.S.

SPG. - Hvad er i så fald det gode ved at blive medlem af det såkaldte Theosophical Society? Hvor er motivationen?

TEO. - Ingen, bortset fra fordelen ved at få esoteriske instruktioner, i ”Visdoms-Religionens” sande doktriner, og megen fælles hjælp og sympati, hvis selve læren praktiseres. Fællesskab er styrke og harmoni, og vel-regulerede fælles anstrengelser frembringer vidundere. Dette har været hemmeligheden blandt alle sammenslutninger og foreninger siden menneskets eksistens.

SPG. - Men hvorfor skulle et et velbalanceret intelligent og målrettet menneske, som for eksempel rummer ukuelig energi og udholdenhed ikke kunne blive en Okkultist eller endda en Adept, hvis han arbejder alene?

TEO. - Det kan han gøre; men der er titusinde chancer mod én for at han vil fejle. En grund blandt mange andre er, at i vores dage ikke findes nogen bog om Okkultisme eller Theurgi, som fremlægger alkymiens eller middelalder Teosofiens hemmeligheder i et forståeligt sprog. Alle er med symbolik eller i form af lignelser; og da nøglen til disse har været tabt i flere tidsaldre i Vesten, hvordan kan mennesket så lære den korrekte betydning af hvad han læser og studerer? Deri ligger den største fare, den som fører til ubevidst sort magi eller den mest håbløse form for mediumisme. Den som ikke har en Indviet som læremester bør hellere lade dette farlige studie være. Se omkring dig og observer. Mens to-tredjedele af det civiliserede samfund håner den blotte tanke, at der findes noget som helst ved Teosofien, Okkultismen, Spiritualismen, eller i Kabalaen, så er den anden tredjedel sammensat af de mest heterogene og modsætningsfyldte




22

elementer. Nogle tror på det mystiske, og endda det overnaturlige (!), men enhver tror på det på sin egen måde. Andre vil alene bestorme studiet af Kabalaen. Psykisme, Mesmerisme, Spiritualisme, eller en anden form for Mysticisme. Resultat: ikke to mennesker tænker ens, ikke to er enige om de grundlæggende okkulte principper, men der er mange som påstår selv at besidde ultima thulen af viden, og vil gerne have udenfor stående til at tro, at de er fuldt udviklede adepter. Der er ikke kun ingen videnskabelig og præcis viden om Okkultismen i Vesten – ikke en gang om sand astrologi, den eneste gren indenfor okkultismen, som i sin eksoteriske lære har bestemte love og et bestemt system – men ingen har nogen ide om hvad sand Okkultisme er. Nogle begrænser gammel visdom til Kabalaen og den Jødiske Zohar, som hver enkelt fortolker på sin egen måde i overensstemmelse med Rabbinernes døde bogstavs metoder. Andre anser Swedenborg eller Boehme for at være den ultimative fremstilling af den højeste visdom; mens andre ser den store hemmelighed om gammel magi i Mesmerismen. Hver og en af de som udfører deres teorier i praksis driver hurtigt, gennem uvidenhed, hen i sort magi. Lykkelige er de som undslipper fra det, da de ikke har testmulighed eller kriterier, hvorved de kan skelne mellem det sande og det falske.

SPG. - Skal vi forstå det sådan, at den indre gruppe i T.S. Påstår at lære, det som de gør fra virkelige indviede eller mestre i esoterisk visdom?

TEO. - Ikke direkte. Den personlige tilstedeværelse af sådanne mestre er ikke nødvendig. Det er tilstrækkeligt, hvis de giver instruktioner til nogle af de som har studeret gennem flere år under deres vejledning, og som har hengivet hele deres liv i deres tjeneste. Disse kan så, hver for sig


23

fremlægge denne modtagede viden til andre, som ikke har haft denne mulighed. En del af de sande videnskaber er bedre end en stor mængde af ufordøjet og misforstået lærdom. Et kilo guld er så meget værd som et ton støv.

SPG. - Men hvordan kan man vide hvorvidt kiloet er ægte guld eller blot er falsk?

TEO. - Et træ kendes på dets frugt, et system på dets resultater. Når vores opponenter er i stand til at bevise overfor os, at en enkeltstående Okkult studerende gennem tiden er blevet til en hellig adept, sådan som Ammonius Saccas, eller endda Plotinus, eller en Theurgist som Iamblichus, eller har opnået sådanne bedrifter som det tillægges Sct. Germain, uden nogen mester til at guide ham, og alt dette uden at være et medie, en selvbedraget sensitiv, eller en charlatan – så vil vi indrømme vores fejltagelse. Men ind til da, så foretrækker Teosofferne at følge den beviste naturlige lov i den Hemmelige Videnskabs tradition. Der er Mystikere, som gjort store opdagelser indenfor kemiske og fysiske videnskaber, der næsten svarer til alkymi og okkultisme; andre, som, ved deres eget genis hjælp har genopdaget dele, hvis ikke alle, de tabte alfabeter i ”Mysterie-sproget,” og derfor er i stand til korrekt at læse Hebræiske skriftruller; andre som er seere, har oplevet vidunderlige glimt af skjulte hemmeligheder i Naturen. Men alle disse er specialister. En er en teoretisk opfinder, en anden er Hebræer, dvs. en Sekterisk Kabalist, en tredje er moderne Swedenborgianer, som benægter alt udenfor hans egen bestemte videnskab eller religion. Ikke en af dem kan prale af at have frembragt en universel eller endda en national fordel ved dette, ikke en gang til ham selv. Med




24

undtagelse af et par få healere – indenfor den gruppe som Royal College of Physicians eller Surgeons kalder kvaksalvere – ingen har hjulpet Menneskeheden med deres videnskab, heller ikke en gang et antal mennesker i den samme sammenslutning. Hvor er de gamle Kaldæere, de som skabte fantastiske kure, ”ikke ved besværgelser, men med urter”? Hvor er Apollonius fra Tyana som healede de syge og oprejste folk fra de døde under et hvilket som helst klima og omstændigheder? Vi kender til nogle specialister fra den førstnævnte gruppe i Europa, men ingen fra den sidstnævnte undtagen i Asien, hvor Yogiens hemmelighed, ”at leve i døden,” stadig er bevaret.

SPG. - Er fremvæksten af sådanne healende adepter Teosofiens formål?

TEO. - Dets formål er mange; men det mest vigtige af alle er de som har en sandsynlighed for at medføre lindring af lidelser under enhver form, moralsk så vel som fysisk. Og vi tror at den førstnævnte er langt mere vigtig end den sidstnævnte. Teosofi er nøde til at indskærpe etik; den er nødt til at rengøre sjælen, hvis den vil frigøre den fysiske krop, hvis lidelser, alle er arvelige, undtagen ved ulykker. Det er ikke ved at studere Okkultisme af selviske grunde, for at gratificere ens egne personlige ambitioner, stolthed, eller tåbelighed, at man nogensinde kan nå det sande mål: at afhjælpe menneskehedens lidelser. Det er heller ikke ved at studere en enkelt gren af den esoteriske filosofi, at man bliver Okkultist, men ved at studere, hvis ikke at mestre, dem alle.

SPG. - Gives der, så, kun hjælp til at nå dette vigtige mål til de som studerer de esoteriske videnskaber?

TEO. - Slet ikke. Ethvert lærd medlem har ret til generel instruktion hvis han ønsker det; men få er villige til at blive det som kaldes ”arbejdende medlemmer,” og de fleste foretrækker at forblive


25

Teosofiske droner. Lad det være klart at privat efterforskning opmuntres i T.S., såfremt at det ikke krænker den grænse som separerer eksoterisk fra esoterisk, den blinde magi fra den bevidste magi.




FORSKELLEN MELLEM TEOSOFI OG OKKULTISME.

SPG. - Du taler om Teosofi og Okkultisme; er de identiske?

TEO. - Ikke på nogen måder. Et menneske kan sandelig være en meget god Teosof, uanset om det er indenfor eller udenfor Selskabet, uden på nogen mulig måde at være en Okkultist. Men ingen kan være en sand Okkultist uden at være en sand Teosof; ellers er han ganske enkelt en sort magiker, uanset om det er bevidst eller ubevidst.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Jeg har allerede sagt at en sand Teosof skal praktisere de mest ophøjede moralske idealer, og skal stræbe efter at realisere hans enhed med hele menneskeheden, og arbejde uophørligt for andre. Nu er det sådan, at hvis en Okkultist ikke gør alt dette, så må han handle selviskt for sin egen personlige fordel; og hvis han har erhvervet sig flere praktiske kræfter end almindelige mennesker, så bliver han hermed en langt mere farlig fjende for verden og de som er omkring ham end den gennemsnitlige dødelige. Det er klart.

SPG. - Så er en Okkultist ganske enkelt et menneske som er i besiddelse af flere kræfter en andre mennesker?

TEO. - Langt flere – hvis han er en praktisk og virkelig erfaren Okkultist, og ikke kun af navn. Okkulte videnskaber er ikke, som beskrevet i Encyklopædier, ”disse opfundne videnskaber fra




26

Middelalderen som relaterede til de formodede handlinger eller indflydelser af Okkulte kvaliteter eller overnaturlige kræfter, som alkymi, magi, nekromanti, og astrologi,” for de er virkelige, til stede, og meget farlige videnskaber. De lærer om naturens hemmelige potentielle ting, udviklingen og kultiveringen af de skjulte kræfter ”latent i mennesket,” som således giver ham vældige fordele overfor mere uvidende dødelige. Da hypnotisme, nu er blevet så almindeligt og et emne for seriøse videnksbaelige studier, så er det et godt udgangspunkt. Hypnotiske kræfter er blevet opdaget næsten ved et tilfælde, og vejen til deres erhvervelse forberedt via mesmerisme; og nu kan en kyndig hypnotisør gøre næsten hvad som helst med det, lige fra at tvinge en mand til, ubevidst for ham selv, at spille fjols, at få ham til at begå forbrydelser – ofte med hypnotisørens fuldmagt, og til den sidstnævntes fordel. Er det ikke en frygtelig kraft, hvis den gives i hænderne til skrupelløse personer? Og vær venlig at huske at det er kun en af de mindre brancher indenfor Okkultismen.

SPG. - Men anses ikke alle Okkulte videnskaber, magier og trolddomme af de mest lærde og kultiverede mennesker for at være baseret på et gammelt levn af uvidenhed og overtro?

TEO. - Lad mig minde dig om at din bemærkning går begge veje. De ”mest lærde og kultiverede” blandt jer anser også Kristendommen og enhver anden religion for at være et levn baseret på uvidenhed og overtro. Folk begynder nu i vilkårligt antal at tro på hypnose, og nogen – endda blandt de mest kultiverede – på Teosofi og fænomener. Men hvem blandt dem, bortset fra prædikanter og blinde fanatikere, vil tilstå at de tror på Bibelske mirakler? Og det er der forskellen indtræder.


27

Der findes meget gode og rene Teosoffer, som måske tror på at både overnaturlige, guddommelige mirakler, men ingen Okkultist vil gøre det. For en Okkultist praktiserer videnskabelig Teosofi, baseret på præcis viden om Naturens hemmelige processer; men en Teosof, som praktiserer de kræfter der kaldes abnorme, uden Okkultismen lys, vil ganske enkelt drive i retningen af farlig form for mediumisme, fordi, han praktiserer i mørke med seriøs men blind tro, selv om han holder fast i Teosofien og dens højeste etik. Enhver, Teosof eller Spiritualist, som forsøger at kultivere en af afdelingerne indenfor Okkult videnskab – f.eks., Hypnose, Mesmerisme, eller endda hemmelighederne ved at materialisere fysiske fænomener, osv. - uden viden om disse kræfters filosofiske logik, er som en rorløs båd lanceret på stormfuldt hav.




FORSKELLEN MELLEM TEOSOFI OG SPIRITUALISME.

SPG. - Men tror du ikke på spiritualisme?

TEO. - Hvis du med ”Spiritualisme” mener den forklaring som Spiritualister giver på nogle abnormale fænomener, så gør vi det bestemt ikke. De fastholder at de pågældende manifestationer allesammen frembringes af dødeliges afdøde ”ånder”, der som regel er deres slægtninge, som vender tilbage til jorden, de siger, at de kommunikerer med dem som de har elsket eller de som de har været tilknyttet. Dette afviser vi klart. Vi fastholder at de dødes ånder ikke kan vende tilbage til jorden – bortset fra i meget sjældne tilfælde, som jeg vil omtale senere; de kommunikerer heller ikke med mennesker bortset via fuldstændige subjektive metoder. Det som




28

kommer til syne, er det eks-fysiske menneskelige fantom. Men vi tror bestemt meget på psykisme, og så at sige, ”Spirituel” Spiritualisme.

SPG. - Afviser du også fænomenerne?

TEO. - Bestemt ikke – bortset fra i tilfælde af bevidst snyd.

SPG. - Hvordan gør i så rede for dem?

TEO. - På mange måder. Årsagerne til sådanne manifestationer er ikke på nogen måde så enkle som Spiritualisterne ønsker at tro det. Først og fremmest, er deus ex machinâen ved de såkaldte ”materialiseringer” som regel mediets eller en tilstedeværendes astrale legeme eller ”double”. Dette astrale legeme er også producenten bag de virkende kræfter bag manifestationerne under skifer-skrivning, ”Davenport”-lignende manifestationer, og så videre.

SPG. - Du siger ”som regel”; så hvad er det som producerer resten?

TEO. - Det afhænger af manifestationernes natur. Nogle gange er det de astrale efterladenskaber, de Kamalokiske ”skaller” fra forsvundne personligheder som var en gang; andre gange, Elementaler. ”Ånder” er et ord med en mangfoldig og dyb betydning. Jeg ved ikke rigtig hvad Spiritualisterne mener med dette ord; men det vi forstår at de påstår er at de fysiske fænomener produceres af det reinkarnerende Ego, den Spirituelle og udødelige ”individualitet.” Og denne hypotese afviser vi fuldstændig. Den ulegemliggjorte Bevidste Individualitet hos den afdøde kan ikke materialisere, den kan heller ikke vende tilbage fra dets egne mentale Devachaniske sfære til det jordiske objektive plan.

SPG. - Men mange af kommunikationerne der modtages fra ”ånderne” viser ikke kun intelligens, men også en viden om fakta som ikke kendes af


29

mediet, og som nogle gange ikke en gang er til stede i undersøgerens sind, eller nogle af de som udgør publikum.

TEO. - Dette beviser ikke nødvendigvis at den intelligens og viden du taler om tilhører ånderne, eller emanerer fra ulegemelige sjæle. Søvngængere er oplevet at kunne komponere musik og poesi og at løse matematiske problemer mens de var i deres trance tilstand, uden overhovedet at have lært musik eller matematik. Andre svarede intelligent på spørgsmål som blev givet til dem, og de talte endda, i mange tilfælde sprog, så som Hæbrarisk og Latin, som de var totalt uvidende om i vågen tilstand – alt dette i en tilstand af dyb søvn. Vil du så fastholde at dette var forårsaget af ”ånder”?

SPG. - Men hvordan vil du forklare det?

TEO. - Vi fastholder, at den guddomelige gnist i mennesket som er ét og identisk i dens essens med den Universelle Ånd, vores ”åndelige Selv”, er praktisk set altvidende, men kan ikke manifestere sin viden på grund af stoffets forhindringer. Jo mere disse forhindringer fjernes, med andre ord, jo mere den fysiske krop paralyseres, med hensyn til dets eget uafhængige aktivitet og bevidsthed, som i dyb søvn eller dyb trance, eller, igen, ved sygdom, jo mere fuldt kan det indre Selv manifestere sig på dette plan. Dette er vores forklaring af disse i sandhed vidunderlige fænomener af den højere orden, hvor uimodståelig intelligens og viden fremvises. Med hensyn til den lavere orden af manifestationer, så som fysiske fænomener og platheder og generelt betragtet almindelig snak fra denne ”ånd” ,




30

så vil det tage mere plads og tid end der kan gives for nuværende, hvis den mest vigtige lære, som vi har om emnet skal forklares.

Vi har ikke noget ønske om at blande os i Spiritualisternes tro mere end i enhver anden tro. Selve onus probandi må falde hos de som tror på ”ånderne.” Og i det nuværende øjeblik, mens de stadig er overbevist om at den højere slags af manifestationerne sker via ulegemlige sjæle, så er deres ledere og de mest lærde blandt Spiritualisterne de første til at tilstå at ikke alle fænomener produceres af ånderne. Gradvist vil de anerkende hele sandheden; men i mellemtiden har vi ingen ret eller noget ønske om at omvende dem til vores synspunkter. Vi tror endnu mindre på interkommuniktationen af det levende menneskes ånd med ulegemlige personligheders, i sagerne med rene psykiske og spirituelle manifestationer, *



* Vi siger at i sådanne tilfælde er det ikke de afdødes ånder som nedstiger til jorden, men de levendes ånder som opstiger til de rene Åndelige Sjæle. I virkeligheden er der hverken opstigning eller nedstigning, men en ændring i mediets tilstand eller situation. Den sidstnævntes krop bliver paralyseret, eller ”tryllebundet,” det åndelige Ego er fri fra sine snærende bånd, og befinder sig på det samme bevidsthedsniveau som de ulegemlige ånder. Hvis, der derfor er nogen åndelig tiltrækning mellem de to, så kan de kommunikere, sådan som det ofte forekommer i drømme. Forskellen mellem en mediumistisk og en ikke-sensitiv natur er denne: den befriede ånd hos et medie har muligheden og tilgængeligheden til at kunne influere de passive organer hos dens tryllebundne fysiske krop, og få den til at handle, tale, og skrive efter dens ønske. Ego’et kan få det ekko-lignende til på menneskets sprog, at gentage, tankerne og ideer hos den afdøde størrelse, så vel som sin egen. Men den ikke-modtagelige eller ikke-sensitive organisme hos en der er meget positiv kan ikke blive påvirket. Derfor, selv om der næppe er noget menneske hvis Ego ikke holder frit samkvem under dets krops søvn, med dem som det elskede og tabte, så findes alligevel, på vegne af positivhed og manglende modtagelighed i dens fysiske indpakning og hjerne, ingen genkaldelse, eller så forbliver en meget svag, drømme-agtig hukommelse i personen når denne vækkes.



31

SPG. - De vil sige at du in toto afviser Spiritualismens filosofi?

TEO. - Hvis du med ”filosofi” mener deres ufærdige teorier, så ja. Men de har ingen sand filosofi. Deres bedste, deres mest intellektuelle og ærlige forsvarere siger dette. Deres fundamentale og eneste uangribelige sandhed, at fænomener nemlig sker via medier kontrolleret af kræfter og intelligenser – vil eller kan ingen benægte, borset fra en blind materialist fra ”Huxley big toe” skolen. Med hensyn til deres filosofi lad mig alligevel læse op for dig hvad den kyndige redaktør af Light, hvor Spiritualisterne ikke vil finde nogen mere viis eller more hengiven forkæmper, siger om deres filosofi. Det er hvad ”M. A. Oxon,” en af deres få filosofiske Spiritualister, skriver med hensyn til deres mangel på organisation og blinde snæversyn: -

Det er værd at se vedholdende på dette emne, for det er af vital betydning. Vi har en oplevelse og en viden, hvor al anden viden sammenlignet hermed er ubetydelig. Den almindelige Spiritualist skaber vrede hvis nogen anden vover at bestride hans sikre viden om fremtiden og hans absolutte sikkerhed omkring det kommende begivenheder. Hvor andre mennesker har udstrakt svage hænder gribende i mørket efter fremtiden, så går han selvsikkert som en, der har et kort og kender sin vej. Hvor andre mennesker har stoppet i mangel på from stræben eller har været tilfreds med en arvelig tro, så praler han med at han ved hvad de kun tror, og at han ud fra hans rige forråd kan han supplere de svindende trosretninger, der kun er bygget på håb. Han er fantastisk i hans håndteringer af menneskets mest hyldede forventninger. ”Du håber,” synes han at sige, ”på det jeg kan demonstrere. Du har accepteret en traditionel tro på hvad jeg eksperimentelt kan bevise ifølge den strengeste videnskabelige metode. De gamle trosretninger svinder bort; kom ud fra dem og vær frie. De indeholder så meget falskhed som sandhed. Kun ved at bygge på et sikkert fundament




32

med demonstrerede fakta kan din overbygning være stabil. Overalt omkring dig vælter gamle trosretninger. Undgå sammenstødet og meld dig ud.” ”Når man beskæftiger sig med denne fantastiske person på en praktisk måde, hvad er resultatet så? Meget bekymrende og skuffende. Han er så sikker på sit terræn at han ikke tager sig tiden til at verificere de fortolkninger andre giver hans fakta. Tidsaldrenes visdom har beskæftiget sig med forklaringen af hvad han rettelig anser for bevist; men han kigger kaster ikke et forbigående blik på dens undersøgelser. Han er ikke en gang enig med hans Spiritualistiske kollega. Der historien om igen om den gamle Skottes krop, som sammen hendes mand, skabte en ”kirk.” De havde eksklusive nøgler til Himlen, eller, snarere, hun havde, for hun var ”int’ sekker på Jamie.” Så de uendeligt delte og opdelte og genopdelte Spiritualisters sekter ryster på deres hoveder, og er ”int’ sekker på” hinanden. Igen, så er den kollektive oplevelse hos menneskeheden solid og uændret på dette punkt, at enhed er styrke, og uenighed er en kilde til svaghed og nederlag. Skulder ved skulder, indøvet og disciplineret, så bliver en larmende hob en hær, hvert menneske et match for de hundreder af utrænede mennesker som måtte blive bragt imod det. Organisation i enhver sektor af menneskets arbejde betyder success, sparet tid og arbejde, profit og udvikling. Ønsket om metode, ønsket om planlægning, tilfældig arbejde, usammenhængende energi, udisciplinerede anstrengelse – disse medfører en forkludret fiasko. Menneskehedens stemme bevidner sandheden. Accepterer Spiritualisten dommen og handler ud fra konklusionen? Sandelig, nej. Han afviser at organisere. Han er loven i sig selv, og tornen i hans naboers side.” - Light, 22. juni, 1889.

SPG. - Jeg blev fortalt at the Theosophical Society oprindeligt blev grundlagt for at knuse Spiritualismen og troen på den menneskelige individualitets overlevelse?

TEO. - Du er misinformeret. Vores trosopfattelser er alle grundlagt på den udødelige individualitet. Men som så mange andre forveksler du personlighed med individualitet. Dine Vestlige psykologer synes ikke at have etableret nogen klar adskillelse


33

mellem de to. Men, der er præcis denne forskel, der angiver grundtonen til den forståelse af Østlig filosofi, som ligger ved roden af divergensen mellem den Teosofiske og den Spiritualistiske lære. Og selv om det måtte trække os endnu nærmere til Spiritualisternes fjendtligheder, så må jeg her udtale at det er Teosofi, som er den sande og uforfalskede Spiritualisme, mens den moderne konstruktion med dette navn, som den nu praktiseres af masserne, ganske enkelt er transcendental materialisme.

SPG. - Vær venlig at forklare din ide mere klart.

TEO. - Hvad jeg mener er, at selv om vores lære insisterer på identiteten mellem ånd og stof, og selv om vi siger at ånd er potentielt stof, og stof ganske enkelt krystalliseret ånd (f.eks., er is størknet damp), alligevel, siden altets originale og evige tilstand ikke er ånd men, så at sige meta-ånd, (synlig og fast stof er ganske enkelt dets synlige periodiske manifestation,) så fastholder vi at udtrykket ånd kun kan tillægges til sand individualitet.

SPG. - Men hvad er forskellen mellem denne ”sande individualitet” og ”Jeg” eller ”Ego” som vi alle er bevidste om?

TEO. - Før jeg kan svare dig, så må vi diskutere hvad du mener med ”Jeg” eller ”Ego.” Vi skelner mellem selv-bevidsthedens enkle realitet, den simple følelse af ”Jeg er Jeg,” og den komplekse tanke at ”Jeg er Hr. Smith” eller ”Fru Brown.” Da vi tror på en serie af fødsler eller re-inkarnation, for det samme Ego, så er denne forskel hele ideens fundamentale omdrejningspunkt. Ser ud ”Hr. Smith” betyder i virkeligheden en lang serie af daglige oplevelser strikket sammen af en




34

hukommelsens tråd, der former hvad ”Hr. Smith” kalder ”ham-selv.” Men ingen af disse ”oplevelser” er virkelig ”Jeg’et” eller Ego’et, de giver heller ikke ”Hr. Smith” følelsen af at han er sig selv, for han glemmer størstedelen af hans daglige oplevelser, og de giver ham kun følelsen af Personlighed i ham så længe de varer. Vi Teosoffer, skelner derfor mellem dette bundt af ”oplevelser,” som vi kalder den falske (fordi den er så begrænsede og flygtige) personlighed, og det element i mennesket som følelsen af ”Jeg er Jeg” er en følge af. Det er dette ”Jeg er Jeg” som vi kalder den sande individualitet; og vi siger at dette ”Ego” eller denne individualitet som en skuespiller, spiller, mange roller på livets scene.* Lad os kalde ethvert nyt liv på jorden for det samme Ego en nat på teaterets scene. En nat fremstår skuespiller, eller ”Ego,” som ”Macbeth,” den næste nat som ”Shylock,” den tredje nat som ”Romeo,” den fjerde nat som ”Hamlet” eller ”Kong Lear,” og så videre, ind til han er løbet alle cyklusser af inkarnationer igennem. Egoet begynder sit livs-pilgrimsfærd som en alf, en ”Ariel,” eller en ”Puck”; han spiller rollen som helt, er en soldat, en tjener, en fra koret; udvikler sig til de ”talende deltagere,” spiller ledende roller, udfyldt med ubetydelige dele, ind til han endelig trækker sig tilbage fra scenen som ”Prospero,” magikeren.

SPG. - Jeg forstår. Du siger, så, at dette sande Ego ikke kan vende tilbage til jorden efter døden. Men skuespilleren har vel frihed, hvis han har bevaret viden om sin individualitet, til at kunne vende tilbage til scenen for sine tidligere handlinger, hvis han synes?

TEO. Det siger vi ikke, ganske enkelt fordi, en sådan tilbagevenden ikke vil være i overensstemmelse med nogen tilstand af ren lyksalighed efter døden,



* (Vide infra, ”On Individuality and Personality.”)



35

hvilket jeg er forberedt på at vise. Vi siger at mennesket lider så meget uretmæssig elendighed gennem dets liv, på grund af fejl hos andre som han er associeret med, eller på grund af hans omgivelser, på en sådan måde at han har ret til perfekt hvile og stilhed, hvis ikke lyksalighed, før han genoptager livets byrde igen. Men, vi kan tale om dette detaljeret senere.




HVORFOR ANERKENDES TEOSOFI?

SPG. - Jeg forstår til en vis grad; men jeg kan se at jeres lære er meget mere kompliceret og metafysisk end både Spiritualisme og nuværende religiøse tankegange. Kan du så fortælle mig, hvad har forårsaget at dette Teosofiske system, som du støtter, på samme tid har skabt så megen interesse og så megen fjendskab?

TEO. - Jeg tror, at der er flere grunde til dette; blandt flere årsager som kan nævnes er, for det første, den store reaktion fra krasse materialistiske teorier som nu er fremherskende blandt videnskabelige lærere. For det andet, den generelle utilfredshed med den kunstige teologi hos forskellige Kristne Kirker, og antallet af dagligt stigende og konfliktskabende sekter. For det tredje, en støt stigende opfattelse af at de trosretninger som så indlysende er selv – og fælles – modsigende ikke kan være sande, at påstande som ikke kan verificeres ikke kan være virkelige. Denne naturlige mistro til de konventionelle religioner styrkes kun af deres totale manglende evne til at bevare moral og at åndeliggøre samfundet og masserne. For det fjerde, en overbevisning hos mange, og en viden hos få, om at der et eller andet sted må være et filosofisk og religiøst system, som vil være videnskabeligt




36

og ikke kun spekulativt. Til sidst, en tro, på at et sådant system måske bør søges i læresystemer som er langt ældre end nogen moderne tro.

SPG. - Hvordan kan det være at dette system er gået hen og blevet fremlagt lige nu?

TEO. - Blot fordi at tiden blev fundet tilpas, hvilket vises af så mange seriøse studerendes målrettede anstrengelser for at finde sandheden, uanset omkostningerne og hvad den end måtte gemme. Da dets tilsynsførende så dette tillod de at i det mindste nogle dele af denne sandhed skulle fremsættes. Var dannelsen af det The Theosophical Society blevet udskudt nogle få år mere, så ville halvdelen af den civiliserede befolkning ved denne tid være blevet klasse materialister, og den anden halvdel antropomorfister og fænomenologer.

SPG. - Bør vi på nogen måde anse Teosofien som en åbenbaring?

TEO. - Ikke på nogen måde – ikke en gang som en ny og direkte offentliggørelse givet af nogle højerestående, overnaturlige, eller, i det mindste, supermenneskelige væsener; men kun i betydningen af at ”afsløre” gamle, meget gamle sandheder til hidtil ignorante bevidstheder, endda uvidende om eksistensen og bevarelsen af en sådan viden. *



* Det er især på det seneste blevet ”mode,” - at fjerne tanken om at der nogensinde var, sådan noget andet end præstelig bedrageri i de store mysterier hos civiliserede folk, så som Egypterne, Grækerne, eller Romerne. Selv Rosenkreuzerne var ikke noget bedre en halvt vanvittige, halvt svindlere. Utallige bøger er blevet skrevet af dem; og begyndere, som knapt havde hørt om dem få år tilbage, fremstod som dybsindige kritikere og Gnostikere i generel forstand indenfor det alkymistiskes, ild-filosoffernes, og mystikernes område. Alligevel er en lang række af Hierofanter fra Egypten, Indien, Kaldæa, og Arabien, sammen med de største filosoffer og viise fra Grækenland og Vesten, kendte for at have inkluderet under betegnelsen visdom og guddommelig videnskab al viden, for de anså grundlaget og oprindelsen til enhver kunstart og videnskab for grundlæggende at være guddommelig. Platon anså mysterierne for at være hellige, og Clemens Alexandrinus, som selv var indviet i de Eleusinske mysterier, erklærede ”at læresætninger som der blev undervist i indeholdt slutningen på al menneskelig viden.” Var Platon og Clemens to slyngler eller fjolser, spørger vi, eller – begge?



37

SPG. - Du talte om ”Forfølgelse.” Hvis sandheden er som den præsenteres af Teosofien, hvorfor mødes den så med så meget modstand, og uden nogen generel accept?

TEO. - Igen af mange og forskellige grunde, en af dem er ene og alene hadet fra mennesker overfor, det de kalder ”nyskabelser.” Selviskhed er essentielt konservativ, og hader at blive forstyrret. Den foretrækker en let-købt, upræcis løgn frem for den største sandhed, hvis den sidstnævnte kræver at den mindste komfort ofres. Den mentale intertis kraft er stor overfor alt som ikke giver øjeblikkelig fordel og belønning. Vores tidsalder er i særlig grad ikke-åndelig og bogstavelig. Yderligere, så er der den ufamiliære karakter ved Teosofiske læresætninger; læresætningernes høje grad af uforståelig natur, hvoraf nogle klart modsiger mange af menneskets luner som hyldes af de sekteriske, som har ædt sig vej ind i alle kerner af almene trosopfattelser. Hvis vi til dette tilføjer de personlige anstrengelser og store grad af renhed, der kræves af de som vil være disciple i den indre cirkel, og den meget begrænsede gruppe som et fuldstændigt uselviskt regelsæt appellerer til, så vil det være let at forstå hvorfor Teosofi er dømt til et så langsomt, op-ad-bakken arbejde. Det er grundlæggende filosofien for de som lider, og som har tabt alt håb om at blive hjulpet ud af livets sump ved andre metoder. Yderligere, så viser historien hos ethvert moralsk system, som nyligt er introduceret på fremmed grund, at dets begyndelse var besværliggjort ved




38

enhver forhindring som kulturfejndtlighed og selviskhed kunne udtænke. ”Opfinderens kongekrone er", så sandt som det siges, "en krone af torne”! Ingen nedrivning af gamle orm-ædte bygninger kan ske uden en vis fare.

SPG. - Alle refererer snarere til T.S.’ etik og filosofi. Kan du give mig en generel ide om Selskabet selv, dets formål og statutter?

TEO. - Det har aldrig været en hemmelighed. Spørg og du skal gives præcise svar.

SPG. - Men jeg hørte at du var bundet af løfter?

TEO. - Kun i den Arkane eller ”Esoteriske” Sektion.

SPG. - Og også at nogle medlemmer efter at de meldte sig ud ikke anså dem selv at være bundet af dem. Har de ret?

TEO. - Dette viser os at deres ide om moralsk forpligtigelse er ufuldkommen. Hvordan kan de have ret? Som det fint siges i – the Path, vores teosofiske organ i New York med hensyn til et sådant tilfælde: ”Antag et en soldat undersøges for overtrædelse af ed og disciplin, og bortvises fra tjenesten. I sin vrede over den retfærdighed han har nedkaldt, og over den straf som han var blevet tydeligt advaret om, så vender soldaten sig til fjenden med falsk information, - en spion og forædder – som hævn mod hans tidligere Chef, og påstår hans straf har løst ham fra hans loyalitets ed overfor sagen.” Synes du han har ret? Tror du ikke han fortjener at blive kaldt for en uærlig mand, en kujon?

SPG. - Jeg tror det; men nogen tænker anderledes.

TEO. Så meget desto værre for dem. Men vi vil tale om dette emne senere. Hvis du vil være så venlig.




III.

DET ARBEJDENDE SYSTEM I T.S.*


SELSKABETS FORMÅL

SPG. - Hvad er the ”Theosophical Society's” formål?

TEO. - De er tre, og har været sådan fra begyndelsen. (1.) At danne en kerne af Menneskehedens Universelle Broderskab uden hensyn til race, farve, eller tro. (2.) At fremme studiet af Aryan og andre Skrifter, blandt Verdens religioner og videnskaber, og retfærdiggøre vigtigheden af gammel Asiatisk litteratur, nemlig den Brahminske, Buddhistiske, og Zoroastriske filosofier. (3.) At udforske Naturens skjulte mysterier under alle mulige vinkler, og psykiske og åndelige latente kræfter som især findes i mennesket. Disse er bredt formuleret, the Theosophical Society's tre formål.

SPG. - Kan du give mig en mere detaljeret information om dem?

TEO. - Vi kan inddele hver af de tre formål ind i så mange forklarende klausuler, som anses for at være nødvendige.



* Vide (i slutningen af ) T.S. Officielle regler, Appendix A. Vel at bemærke ”T. S.” er en forkortelse for ”Theosophical Society.”




40

SPG. - Så lad os begynde med det første. Hvilke metode ville du søge tilflugt til, for at fremme en følelse af broderskab blandt folkeslag som er kendte for at tilhøre de mest forskelligartede religioner, traditioner, trosformer og tanketyper?

TEO. - Tillad mig at begynde med at tilføje det, som du synes uvillig til at udtrykke. Selvfølgelig ved vi at bortset fra to racelevn – Farisæerne og Jøderne – så er enhver nation splittede, imod alle andre nationer, og endda imod sig selv. Dette findes mest udbredt blandt de såkaldte civiliserede Kristne nationer. Derfor din undren, og årsagen til at vores første formål for dig synes at være et Utopia. Er det ikke sandt?

SPG. - Ja, godt; men hvad har du at sige til det?

TEO. - Intet imod denne sandhed; men meget om nødvendigheden af at fjerne de årsager som i dag gør Universelt Broderskab et Utopia.

SPG. - Hvad er efter din mening årsagerne til dette?

TEO. - Først og fremmest, den naturlige selviskhed i menneskets natur. Denne selviskhed, styrkes og stimuleres dagligt via den nuværende religiøse uddannelse til den bliver en glubsk og uimodståelig følelse i stedet for at blive udryddet; en uddannelse som ikke kun har tendens til at opmuntre den, men som også retfærdiggør den. Folks ideer om rigtigt og forkert er blevet fuldstændigt perverteret på grund af den bogstavelige accept af den Jødiske Bibel. Alle Jesus uselviske læresætninger er kun blevet til teoretiske emner for prædikestolens veltalenhed; mens forskrifter for praktisk selviskhed som læres i den Mosaiske Bibel, som Kristus prædikede forgæves imod, er blevet rodfæstet i de Vestlige nationers inderste liv. ”Et øje for et øje




41

og tand for tand” er gået hen og blevet den vigtigste leveregel i jeres lov- Nu, udtaler jeg åbent og frygtløst, at perverteringen af denne lære og så mange andre kan kun Teosofien udrydde.


MENNESKETS FÆLLES OPRINDELSE

SPG. - Hvordan?

TEO. - Ganske enkelt ved at demonstrere på logiske, filosofiske, metafysiske, og endda videnskabelige grundlag at: - (a) Alle mennesker har åndeligt og fysiskt samme oprindelse, hvilket er Teosofiens grundlæggende lære. (b) Da menneskeheden essentielt set er af en og samme kerne, og da denne kerne er – grænseløs, uskabt, og evig, uanset om vi kalder den Gud eller Natur – derfor kan intet påvirke en nation eller et menneske uden at påvirke alle andre nationer og alle andre mennesker. Dette er så sikkert og så indlysende som at en sten når en sten smidt ned i en brønd, før eller senere vil sætte en hver eneste dråbe i den i bevægelse.

SPG. - Men dette er ikke Kristus lære, men snarere en panteistisk fremstilling.

TEO. - Det er der din fejltagelse ligger. Den er ren Kristen lære, men dog ikke Jødisk, og derfor foretrækker jeres Bibleske lande at ignorere den.

SPG. - Dette er en stor og uretfærdig beskyldning. Hvor er dine beviser for en sådan udtalelse?

TEO. - De er klare lige ved hånden. Kristus siges at have sagt: ”Elsk hinanden” og ”Elsk dine fjender”; for ”hvis (kun)




42

i elsker dem som elsker jer, hvilken løn kan i så vente? Gør tolderne* ikke også det samme? Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. ” Disse er Kristus’ ord. Men Genesis ix. 25, siger ”Forbandet være Kana’an, en tjenernes tjener skal han være overfor sine brødre.” Og, derfor, foretrækker Kristne Bibelske mennesker Moseloven frem for Kristus kærligheds lov. De baserer sig på det Gamle Testamente, som foretrækker at lefle for deres lidenskaber, deres erobrings love, annekteringer, og tyranni overfor racer de kalder inferiøre. Hvilke forbrydelser er blevet udført på baggrund af denne infernalske (hvis den læses bogstavligt) passage fra Genesis, giver kun historien os en ide om, selv om det er utilstrækkeligt. †



* Tolderne – blev af mange anset for at være tyve og lommetyve i disse tider. Blandt Jøderne var tolderens navn og stilling det mest frastødende ting i verden. De fik ikke lov til at komme ind i Templet, og Matthæus (xviii. 17) taler om at en hedning og en tolder er identiske. Alligevel var de kun Romerske skatteopkrævere med samme position som Britiske embedsmænd i Indien og andre erobrede lande.

†”Slaveri var på grund af styrken af moralske kræfter hovedsageligt forsvundet ved slutningen Middelalderen; men der skete to betydningsfulde begivenheder som overvældede den moralske kraft der arbejdede i det Europæiske samfund og som frigjorde en sværm af forbandelser på jorden som menneskeheden knapt havde kendt til før. En af disse begivenheder var den første rejse til en befolket og barbarisk kyst, hvor mennesker var en almindelig handelsvare; og den anden opdagelsen af en ny verden, hvor minerne glitrende med rigdom var åbne hvis arbejdskraft kunne importeres til at arbejde i dem. I fire hundrede år blev mænd, kvinder og børn revet fra alle de kendte og elskede, og blev solgt på Afrikas kyst til fremmede handelsfolk; de blev lagt i lænker under dækkene – de døde ofte sammen med de levende – under den horrible ’mellem passage,’ og ifølge Bancroft en upartisk historiker, så blev to-hundrede-og-halvtreds-tusinde ud af tre-og-en-kvart-million smidt i havet under denne fatale passage, mens de tilbageværende blev overgivet til ubeskrivelige lidelser i minerne, eller under pisk i blandt sukkerrør og rismarker. Skylden for denne store forbrydelse hviler på den Kristne Kirke. ’I den mest Hellige Treenigheds navn’ vedtog den Spanske Regering (Romersk Katolsk) mere end ti traktakter, som autoriserede salget af fem hundrede tusinde mennesker; i 1562 sejlede Sir John Hawkins ud på et skib, som bar navnet Jesus, med det djævelske ærinde at købe slaver og at sælge dem i Vestindien; og Elizabeth, den Protestantiske Dronning, belønnede ham for hans succes i dette første Engelske eventyr ud i den umenneskelige sejlads ved at tillade ham som våbenskjold at bære ’en demi-Moor i hans sande farver, bundet med et reb, eller, med andre ord, en lænket slave.’ - Conquests of the Cross (citeret fra Agnostic Journal).




43

SPG. - Jeg har hørt dig sige at vores fysiske oprindelses identitet er blevet bevist af videnskaben, og vores åndelige oprindelse af Visdoms-Religionen. Vi oplever ikke at Darwinister udviser stor broderlig hengivenhed.

TEO. - Det er rigtigt. Det viser det materialistiske systems mangelfuldhed, og beviser at vi Teosoffer har ret. Identiteten af vores fysiske oprindelse appellerer ikke til vores højere og dybere følelser. Stof, frataget sin sjæl og ånd, eller dens guddommelige essens, kan ikke tale til den menneskelige hjerte. Men identiteten af sjælen og ånden, af det sande, udødelige menneske, som Teosofien lærer os, når den først er blevet bevist og dybt rodfæstet i vores hjerter, vil den lede os langt på vejen til sand velgørenhed og broderlig goodwill.

SPG. - Men hvordan forklarer Teosofien mennesket fælles oprindelse?

TEO. - Ved at lære om at det objektive og subjektive grundlag for hele naturen, og alt andet i universet, synligt og usynligt, er, var, og vil altid være én absolut essens, hvor fra alt udgår, og hvor til alle ting vender tilbage. Det er Aryan filosofi, som kun er fuldt ud præsenteret af Vedantisterne




44

og det Buddhistiske system. Med dette forhold for øje, så er det alle Teosoffers pligt på enhver praktisk måde, og i alle lande at fremme udbredelsen af ikke-sekterisk uddannelse.

SPG. - Hvad råder jeres Selskabs skrevne vedtægter dets medlemmer til at gøre ud over dette? Altså på det fysiske plan, mener jeg?

TEO. - For at vække broderlige følelser mellem landene, så er vi nødt til at assistere den internationale udveksling af nyttige videnskaber og resultater, ved rådgivning, information, og samarbejde med alle værdige enkeltindivider og sammenslutninger (såfremt tilføjer vedtægterne, ”at ingen profit eller procent skal kræves fra Selskabets eller ’Kollegaers’ side for dets eller deres samfundstjenester”). For eksempel, for at bruge en praktisk illustration. Selskabets organisering, er beskrevet af Edward Bellamy, i hans fortrinlige værk ”Looking Backwards,” præsenterer beundringsværdigt den Teosofiske ide om hvad der burde være det første skridt henimod den fulde realisering af universelt broderskab. Den tingenes tilstand han skildrer er ufuldkomne, fordi selviskhed stadig eksisterer og opererer i menneskets hjerte. Men selviskhed og individualisme er grundlæggende overvundet ved en følelse af solidaritet og fælles broderskab; livets arrangement som beskrives der, reducerer de årsager, som har en tendens til at skabe selviskhed til til et minimum.

SPG. - Så vil du som Teosof tage del i en bestræbelse på at realisere et sådant ideal?

TEO. - Sandelig; og vi har bevist det ved handling. Har du ikke hørt om de Nationalistiske klubber og partier, som er fremkommet i Amerika siden publiceringen af Bellamy’s værk? De kommer nu iøjnefaldende frem i forgrunden, og vil gøre det




45

mere og mere som tiden går. Nå, men disse klubber og dette parti blev i første omgang startet af Teosoffer. En af de første Nationalistiske Klubber i Boston Mass., har Teosoffer som Formand og Sekretær, og majoriteten af dens ledelse tilhører T. S. I alle deres klubbers vedtægter, og i partiet er det tydeligt, at de former den Teosofiske indflydelse og Selskabets , fordi de alle har grundlaget om Menneskehedens Broderskab som læres af Teosofien, som første og grundlæggende princip. I deres Principielle deklaration udtaler de: - ”Menneskehedens Broderskabs princip er en af de evige sandheder som styrer verdens udvikling via linier som adskiller menneskets natur fra dyrisk natur.” Hvad kan være mere Teosofisk end dette? Men det er ikke nok. Det som også er nødvendigt er indgive mennesket den ide, at hvis menneskeheden er én, så må der også være en sandhed som finder sit udtryk i alle de forskellige religioner – undtagen i den Jødiske, da du end ikke finder den udtrykt i Kabalaen.

SPG. - Dette refererer til religionernes fælles oprindelse, og du kan have ret i det. Men, hvordan passer det til praktisk broderskab på det fysiske plan?

TEO. - Først, fordi at det som er sandt på det metafysiske plan må også være sandt på det fysiske. For det andet, fordi der ikke findes mere næringsrig kilde til had og strid end religiøse forskelle. Når, den ene eller anden part tænker sig at være den eneste besidder af den absolutte sandhed, så bliver det kun naturligt, at han har opfattelsen at hans nabo er helt og holdent i klørerne på Vildfarelser og Djævlen. Men, når mennesket først ser, at ingen af




46

dem kan have hele sandheden, men at de er fælles komplementære, og at den fuldstændige sandhed kun kan findes i de kombinerede opfattelser af alt, når alt det som er falsk i dem er blevet siet fra – så vil broderskab i religion blive etableret. Det samme gælder for den fysiske verden.

SPG. - Forklar venligst nærmere.

TEO. - Tag et eksempel. En plante består af rod og stamme, og mange skud og blade. Menneskeheden som et hele er stammen, som gror fra den åndelige rod, så er stammen plantens enhed. Skad stammen og det er indlysende at hvert skud og blad vil lide. Sådan er det med menneskeheden.

SPG. - Ja, men hvis du skader et blad eller et skud, så skader du ikke hele planten.

TEO. - Og, du tror derfor at ved at skade ét menneske så skader du ikke hele menneskeheden? Men, hvordan kan du vide dette? Er du klar over at selv materialistiske videnskaber underviser i at en skade på en plante, uanset hvor lille, vil påvirke hele dens fremtidige vækst og udvikling? Derfor tager du fejl og analogien er præcis. Hvis, du derimod overser det faktum at et sår i en finger ofte får hele kroppen til at lide, og påvirker hele nervesystemet, så må jeg endnu mere minde dig om at der meget vel findes andre åndelige love, som gælder for planter og dyr så vel som menneskeheden, og da du ikke forstår deres indvirkning på planter og dyr, så vil du måske benægte deres eksistens.

SPG. - Hvilke love taler du om?

TEO. - Vi kalder dem Karmiske love; men du vil ikke forstå den fulde betydning af dette udtryk med mindre du studerer Okkultisme.




47

Men, min påstand baserede sig ikke på antagelsen af disse love, men på selve analogien om planten. Udvid ideen, til at gælde universelt, og du vil snart finde ud af at i sand filosofi, så har hver fysisk handling sin moralske og evigtgyldige virkning. Skad et menneske ved at skade hans fysiske krop; du tror måske at denne smerte og lidelse ikke på nogen måde kan sprede sig til hans naboer, mindst af alt til mennesker fra andre nationer. Vi fastlægger, at det vil det med tiden. Derfor siger vi at med mindre hvert menneske bringes til at forstå og acceptere det som en axiomatisk sandhed, at ved at gøre et menneske uret, så gør vi ikke kun os selv uret, men i det lange løb hele menneskeheden, og ingen broderlig følelse vil være mulig på jorden, sådan som den er prædiket af alle de store Reformatorer, først og fremmest af Buddha og Jesus.




VORES ANDRE FORMÅL

SPG. - Vil du nu forklare de metoder, hvorved du foreslår at det andet formål skal udføres?

TEO. - At samle alle gode værker om verdens religioner som vi kan i biblioteket i vores hovedkvarter i Adyar, Madras (og ved Medlemmer i deres Afdelinger til deres lokale biblioteker). Og i skriftlig form fremlægge korrekt information om forskellige gamle filosofier, traditioner, og legender, og udbrede de samme på sådanne praktiske måder som ved oversættelsen og publiceringen af originale værkers værdi, og uddrag fra kommentarer fra samme, eller mundtlige instruktioner af personer oplært i deres respektive departementer.




48

SPG. - Og hvad med det tredje formål, at udvikle menneskets iboende spirituelle eller psykiske evner?

TEO. - Dette skal også ske via publikationer, på de steder hvor ingen undervisning eller personlig vejledning er mulig. Vores pligt er at holde mennesket spirituelle intuitioner i live. Efter passende undersøgelse og bevis på dens irrationelle natur – at opponere imod og modvirke snæversyn i enhver udgave, religiøst, videnskabeligt, eller socialt, og frem for alt hykleri, uanset det er som religiøs sekterisme eller som en tro på mirakler eller noget som helst overnaturligt. Hvad vi skal gøre er at erhverve os viden om alle lovene i naturen, og at udbrede dem. At opfordre til studiet af de love som er allermindst forstået af det moderne menneske, de såkaldte Okkulte Videnskaber, baseret på den sande viden om naturen, i stedet for, som i dag, på overtroiske formodninger baseret på blind tro og autoritet. Populære folke-minder og traditioner, uanset de til tider er fantasifulde, kan når de bliver undersøgt lede til opdagelsen af længst glemte, men vigtige, hemmeligheder om naturen. Selskabet, sigter derfor efter at forfølge denne forskende linie i håbet om at udvide det videnskabelige område og den filosofiske observation.




OM LØFTETS ÅNDELIGHED

SPG. - Har i et etisk system som i udlever i Selskabet?

TEO. - Etik er der, parat og klar nok for den som ville følge dem. De er essensen og det bedste af verdens etiske lære, samlet fra læresystemerne fra hele verdens




49

store reformatorer. Derfor vil du deri finde Confucius og Zoroaster, Laotze og Bhagavad Gita, Gautama Buddha’s forskrifter og Jesus fra Nazareth, fra Hillel og hans skole, og Pythagoras, Sokrates, Platon, og deres skoler præsenteret.

SPG. - Udøver medlemmerne af jeres Selskab disse forskrifter? Jeg har hørt om megen splid og uenighed blandt dem.

TEO. - Meget naturligt, for selv om reformen (i dens nuværende form) kan kaldes ny, så er de mænd og kvinder der skal reformeres de samme mennesker, syndende naturer fra gammel tid. Som allerede sagt, så er de ærlige arbejdende medlemmer få; men mange er seriøse og positivt-indstillede personer, som prøver deres bedste på at leve op til Selskabets og deres egene idealer. Det er vores pligt at opmuntre og assistere individuelle medlemmer i deres selv-udvikling, intellektuelt, moralskt, og åndeligt; og ikke at bebrejde eller fordømme de som fejler. Vi har, strengt sagt, ingen ret til at modsige os nogen som helst adgang – især til Selskabets Esoteriske Sektion, hvori ”han som træder ind er en nyfødt.” Men hvis noget medlem, på trods af hans løfter på hans ærefulde ord og hans udødelige Selv, efter den ”ny fødsel,” vælger via det nye menneske at videreføre, unoderne og manglerne fra hans gamle liv, og stadig giver efter for dem i Selskabet, så vil han meget sandsynligt blive bedt om at sige op og trække sig; eller, i tilfælde af hans afvisning, at blive udvist. Vi har de strengeste regler for sådanne nødstilfælde.

SPG. - Kan nogle af dem nævnes?

TEO. - Det kan de. Til at begynde med, så har intet Medlem i Selskabet, om det er eksoterisk eller esoterisk, ret til at tvinge hans personlige meninger




50

ned over et andet Medlem. ”Det er ikke tilladt for nogen leder i Moder Selskabet med ord og handling, offentligt at udtrykke enten religiøst eller filosofiskt, nogen fjendtlighed overfor, eller forkærlighed for en bestemt sektion*, frem for end en anden. Alle har en fælles ret til at have deres religiøse tros essentielle karakteristika fremlagt frem for en upartisk verdens tribunal. Og ingen leder i Selskabet, har i sin egenskab af leder ret til at prædike hans egen sekteriske synspunkter og trosopfattelse til forsamlede medlemmer, undtagen når mødet består af hans medreligiøse. Efter passende advarsel, så vil overtrædelsen af denne regel blive straffet med suspendering eller udvisning.” Dette er en af overtrædelserne i Selskabet i bred forstand. Hvad angår den den indre sektion, som nu hedder den Esoteriske, så er de følgende regler nedfældet og brugt så langt tilbage som 1880. ”Intet Medlem må ud af selviske grunde bruge nogen viden som er givet ham af noget medlem fra den første sektion (nu en højere ’grad’); overtrædelse denne regel medfører udsmidelse.” Nu, skal ansøgeren før en sådan viden kan bibringes binde sig selv ved højtidlig ed om at ikke bruge den med selviske formål for øje, og heller ikke at afsløre noget som helst uden ved tilladelse.

SPG. - Men må et menneske som er smidt ud af eller som har sagt op i sektionen afsløre alt han har lært eller bryde nogen klausul i det løfte han har taget?

TEO. - Sandelig ikke. Hans udsmidelse eller opsigelse frigør ham kun fra lydigheds pligten overfor læreren, og fra



* En ”afdeling,” eller loge, kun sammensat af fælles-religiøse, eller en afdeling in partibus, som det nu noget bombastisk kaldes.




51

at tage aktiv del i Selskabets arbejde, men sandelig ikke fra det åndelige løfte om hemmeligholdelse.

SPG. - Men er dette fornuftigt og retfærdigt?

TEO. - Helt sikkert. For enhver mand og kvinde med bare lidt hæderlig følelse, så er et åndeligt løfte taget med ens æresord, ydermere overfor ens Højere Selv – Guden indeni – er bindende til døden. Og selv om han forlader Sektionen og Selskabet, så vil ingen hæderlig mand eller kvinde tænke på at angribe eller skade en organisation som han eller hun har afgivet et sådant løfte til.

SPG. - Men er det ikke at gå ret langt?

TEO. - Ja, måske ifølge de lave standarder i nutiden og dens moral. Men, hvis ingen binder sig så langt, hvad er så overhovedet nytten af løftet? Hvordan kan nogen forvente at blive undervist i hemmelig viden, hvis han har friheden til a frigøre sig selv fra alle forpligtigelser han har taget, når han ønsker det? Hvilken sikkerhed, tillid, eller støtte ville der nogensinde eksistere blandt mennesker, hvis sådan et løfte som dette overhovedet ikke havde nogen bindende kraft? Tro mig, loven om gengældelse (Karma) ville meget snart overtage en som brød sit løfte, og måske lige så hurtigt som foragten for ethvert hæderligt menneske ville, selv på dette fysiske plan. Som det nyligt fint udtrykkes i N. Y. ”Path” om dette emne, ”Når et løfte er taget, så binder det i al evighed både i de moralske og i de okkulte verdener. Hvis vi bryder det en gang og straffes, så retfærdiggør det os ikke i at bryde det igen. Så længe vi gør det, så vil (Karma) Lovens mægtige vægtskål virke på os.” (The Path, Juli 1889.)




IV.

THE THEOSOPHICAL SOCIETY'S RELATIONER TIL TEOSOFIEN


OM SELV-UDVIKLING

SPG. - Er moralsk udvikling, så den grundlæggende ting der insisteres på i jeres Selskab?

TEO. - Uden tvivl! Ham som vil være en sand Teosof må få sig selv til at leve som en.

SPG. - Hvis det er sådan, som jeg bemærkede før, så giver nogle medlemmers adfærd et forkert indtryk af denne grundlæggende regel.

TEO. - Ja sandelig er det sådan. Men dette kan der ikke gøres noget ved blandt os, mere end blandt de som kalder sig selv Kristne og handler som djævle. Det skyldes ikke fejl i vores statuter eller regler, men menneskets natur. Selv i nogle eksoteriske offentlige afdelinger forpligtiger medlemmerne sig overfor deres ”Højere Selv” til at leve livet som foreskrevet af Teosofien. De er nødt til at få deres Guddommelige Selv til at guide hver af deres tanker og handlinger, hver dag og hvert øjeblik i deres liv. En sand Teosof bør ”handle retfærdigt og bevæge sig ydmygt.”

SPG. - Hvad mener du med det?




53

TEO. - Ganske enkelt dette: det ene selv er nødt til at glemme sig selv til fordel for de mange selv. Lad mig svare dig med ordene fra en sand Philalethianer, en F.T.S., som her udtrykt det smukt i the Theosophist: ”Hvad ethvert menneske først har behov for er at finde sig selv, og så lave en lagerliste over sine subjektive ejendele, og, uanset hvor slemt eller bankerot det ser ud, så er det ikke umuligt at indfri den, hvis vi griber det ærligt an.” Men hvordan gør mange? Alle er villige til at arbejde for deres egen udvikling og fremskridt; meget få for andres. For at citere samme forfatter igen: ”Mennesket er blevet bedraget og snydt i lang nok tid; de er nødt til bryde med deres afguder, og lægge deres svindlerier væk, og gå i gang med at arbejde for dem selv – nej, der er et lille ord for meget eller i overskud, for den som arbejder for sig selv bør ikke arbejde overhovedet; lad ham heller arbejde for andre, for alle. For enhver kærlighedens og velgørenhedens blomst han planter i sin nabos have, så vil en hæslig ukrudtsplante forsvinde fra hans egen, således skal denne gudernes have – Menneskehedens – blomstre som en rose. I alle Bibler, alle religioner, fremføres dette klart og tydeligt – kreative mennesker har først misfortolket og endelig kastreret, materialiseret, og forgabt sig i dem. Der behøves ikke nogen ny åbenbaring. Lad ethvert menneske være en åbenbaring til sig selv. Lad med en gang menneskets udødelige ånd tage hans krops tempel i sin besiddelse, drive penge-vekselererne ud og enhver uren ting, og så vil hans egen guddommelige menneskehed frigøre ham, for når han således er ét med sig selv, så vil han kende 'byggeren af Templet.'”

SPG. - Jeg tilstår, at dette er sand Altruisme.

TEO. - Det er det. Og hvis kun et T. S. Medlem ud af ti ville praktisere det så ville vores organisation sandelig være lærd. Men der




54

er de blandt outsiderne, som altid vil modsætte sig at se den grundlæggende forskel mellem Teosofi og the Theosophical Society, ideen og dens ufuldkomne organisation. Sådan nogle vil hjemsøge enhver synd eller mangel i vehiklet, menneskets krop, hvori den rene ånd lyser med sit guddommelige lys. Er det retfærdigt for nogen? De kaster med sten på en sammenslutning som søger at oparbejde og at fremme sine idealer med de største odds imod sig. Nogle bagvasker the Theosophical Society kun fordi det som forudsætning forsøger på at gøre det som andre systemer – Kirke og Stats Kristendom i særlig grad – har fejlet frygteligt i; andre fordi de er tilbøjelige til at bevare tingenes tilstand: Farisæere og Saddukæere i Moses sted, toldere og syndere levende i sus og dus i high society, som under det Romerske Imperium under dets forfald. Retfærdig-tænkende mennesker bør i envher sammenhæng huske at det menneske som gør alt hvad det kan, gør ligeså meget som den der har opnået mest, i denne verden af relative muligheder. Dette er en enkel selvindlysende sandhed, et aksiom som støttes at de som tror på Evangelierne med lignelsen om talenterne som blev givet af deres Mester: tjeneren som fordoblede hans to talenter blev belønnet lige så meget som med-tjeneren som havde modtaget fem. Til ethvert menneske gives ”i overensstemmelse med hans forskellige evner.”

SPG. - Men, det er forholdsvis svært at trække grænsen mellem det abstrakte og det konkrete i dette tilfælde, da vi kun har det sidstenævnte at danne vores bedømmelser ud fra.

TEO. - Hvorfor så gøre en undtagelse med hensyn til T.S.? Retfærdighed, bør lige som velgørenhed begynde i hjemmet. Vil du håne og spotte ”Bjergprædikenen” fordi dine sociale, politiske




55

og endda religiøse love, ind til videre, har fejlet i at nå sine målsætninger både åndeligt, men også bogstaveligt? Ophør med edsaflæggelserne i Retssalene, Parlamenterne, Hæren og overalt, og gør som Kvækerne gør, hvis i vil kalde jer Kristne. Ophør med at bruge Retssalene som sådan, for hvis du følger Kristi Lære så er du nødt til at give din jakke til den som fratager dig din kappe, og vende din venstre kind til bøllen der smækker dig en på den højre. ”Søg ikke at slå det onde, elsk dine fjender, gør godt imod dem som forbander dig, gør godt imod de som hader dig,” for ”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget,” og ”den, der siger: Tåbe! skal dømmes til Helvedes ild.” Og hvorfor skulle du dømme, hvis du ikke selv vil blive dømt? Insister at der ingen forskel er mellem Teosofi og The Theosophical Society, og derved vil du lægge det Kristne system og selve dets essens åben for de samme anklager, blot i en mere alvorlig udgave.

SPG. - Hvorfor mere alvorlig?

TEO. - Fordi at mens lederne i den Teosofiske bevægelse. Fuldt ud anerkender deres mangler, og prøver på alle måder at ændre deres adfærdsformer og trække op med rode det onde som eksisterer i Selskabet; og mens deres regler og vedtægter er udtænkt i Teosofiens ånd, så gør Lovgiverne og nationernes og landenes Kirker, som kalder sig selv Kristne det modsatte. Selv de værste blandt vores medlemmer er ikke værre end den gennemsnitlige Kristne. Ydermere, hvis de Vestlige Teosoffer oplever så mange vanskeligheder med at leve et sandt Teosofisk




56

liv, så er det fordi at de er børn af deres generation. Hver af dem var en Kristen, født og opvokset i hans Kirkes spidsfindigheder, hans sociale normer, og endda hans paradoksale love. Han var dette før han blev en Teosof, eller snarere et medlem af Selskabet med dette navn, da det ikke ofte nok kan gentages at mellem det abstrakte ideal og dets vehikel er der en meget vigtig forskel.




DET ABSTRAKTE OG DET KONKRETE

SPG. - Vær venlig at belyse denne forskel lidt nærmere.

TEO. - Selskabet er en stor mængde af mænd og kvinder, sammensat af de mest forskelligartede elementer. Teosofien, er i sin abstrakte betydning, Guddommelig Visdom, eller aggregatet for viden og Visdom som er Universets grundlag – det evige GODEs ensartethed; og i dens konkrete udtryk er den totalsummen at det samme som er givet mennesket i naturen, på denne jord, og ikke mere. Nogle medlemmer bestræber sig så at sige på at objektivisere Teosofien og i al ærlighed på at realisere den i deres liv; mens andre kun ønsker at kende, men ikke at praktisere den; yderligere andre kan være blevet medlem af Selskabet af bare nysgerrighed, eller en midlertidig interesse, eller måske, også, fordi nogle af deres venner tilhører den. Hvordan, kan systemet så, bedømmes ud fra de som antager dens navn uden at have retten til det? Bedømmes poesi eller dets muse at kun af de vil-være poeter som hjemsøger vores ører? Selskabet kan kun anses for at være Teosofiens legemliggørelse med hensyn til dens abstrakte motiver; det kan aldrig tage sig friheden at kalde sig selv dets




57

konkrete vehikel, så længe alle menneskets ufuldkommenheder og svagheder er repræsenteret i organisationen; ellers ville Selskabet kun gentage, de såkaldte Kristne Kirkers udstrømmende helligbrøder og deres store fejl. Hvis Østlige sammenligninger kan tillades, så kan det siges at Teosofi er det uendelige hav af universel sandhed, kærlighed, og visdom, der reflekterer sin udstråling på jorden, mens The Theosophical Society kun er den synlige boble af denne refleksion. Teosofi er guddommelig natur, synlig og usynlig, og dets Selskab den menneskelige natur der prøver at stige op til sin guddommelige forælder. Teosofi, er i sidste ende, den fastsatte evige sol, og dets Selskab den flygtige komet der prøver slå sig ind i et kredsløb for at blive en planet, evigt roterende indenfor sandhedens sols tiltrækning. Det blev formet for at assistere med at vise mennesket at sådan noget som Teosofi eksisterer, og at hjælpe dem til at opstige mod det ved at studere og optage dets evige sandheder.

SPG. - Jeg troede at du sagde at i ikke havde nogle regler eller læresætning?

TEO. - Det har vi heller ikke. Selskabet har ingen egen visdom at støtte eller undervise i. Det er simpelthen forrådskammeret for alle sandheder ytret af de store seere, indviede, og profeter fra historiske og før-historiske tider; i det mindste så mange som det kan få. Derfor er det kun kanalen hvor igennem mere eller mindre sandheder, som er fundet i de akkumulerede ytringer blandt menneskehedens store lærere, hældes ud til verden.

SPG. - Men er sådanne sandheder uopnåelige udenfor selskabet? Påberåber enhver Kirke sig ikke det samme?

TEO. - Ikke alle. De store indviedes uafviselige eksistens som – de sande ”Sønner af Gud”-viser at en sådan visdom ofte blev




58

erhvervet af isolerede individer, men imidlertid aldrig, uden først at blive vejledt af en mester. Men mange tilhængerne af en sådan, har senere nedgjort disse læresystemers katolske indhold til at være snævre rammer indenfor deres egne sekteriske dogmer, efter de selv blev mestre. En udvalgt mesters læresætninger blev således alene fulgt og alle andre fravalgt – hvis de overhovedet blev fulgt, bemærk nøje, som i tilfældet med Bjergprædikenen. Enhver religion er således en lille del af den guddommelige sandhed, som blev skabt for at fokusere det store panorama af menneskelige indbildninger, som blev påstået at repræsentere og erstatte denne sandhed.

SPG. - Men, du siger at Teosofi ikke er en religion?

TEO. - Helt sikkert ikke, fordi den er essensen af alle religioner og absolutte sandheder, hvoraf kun en dråbe gemmes bag en hver troslære. For igen at vende tilbage til at metaforisere. Teosofi, er på jorden, som den hvide stråle i farvespektret, og enhver religion er kun en af de syv prismatiske farver. Ved at ignorere alle de andre, og forbande dem som falske, så påberåber hver specielle farvede stråle ikke kun at blive prioriteret, men at være selve den hvide stråle, og ændrer endda sin egen farve fra lys til mørk, som kætterier. Men, da solens sandhed løfter sig højere og højere over den menneskelige opfattelses horisont, og når hver farvet stråles gradvist fader bort ind til de til sidst er blevet reabsorberet efter tur, så vil menneskeheden i det mindste ikke længere være forbandet med kunstige polariseringer, men vil finde sig selv badende i det rene og skære evige sandheds sollys. Og dette vil være Theosophia.

SPG. - Din påstand er, så, at alle de store religioner stammer fra Teosofi, og at det er ved at assimilere dem at verden til sidst vil være reddet fra de store illusioners og fejltagelsers forbandelser?




59

TEO. - Lige nøjagtig. Og vi tilføjer at vores Theosophical Society er det ydmyge frø, som hvis det vandes og bliver ladt i live, til sidst vil producere Træet på Godt og Ondt, som er podet på Det Evige Livs Træ. For det er kun ved at studere menneskehedens forskellige store religioner og filosofier, og ved at sammenligne dem roligt, og med et upartiskt sind, at mennesket kan gøre sig håb om at nå frem til sandheden. Det er især ved at finde frem til deres forskellige fælles synspunkter at vi når frem til dette resultat. For så snart som vi når frem til deres indre betydninger – enten via studier, eller ved at blive undervist af en som ved besked – at vi finder frem til at det i næsten alle tilfælde udtrykker en stor sandhed i Naturen.

SPG. - Vi har hørt og at der var en Gylden Tidsalder, og det som du beskriver vil være en Gylden Tidsalder som bliver realiseret i en eller anden fremtid. Hvornår vil dette ske?

TEO. - Ikke førend menneskeheden som helhed føler behovet for det. En læresætning i den Persiske ”Javidan Khirad” siger: ”Sandhed er af to typer – den ene fremstår og er selvindlysende; den anden kræver uophørligt nye demonstrationer og beviser.” Det er kun når den sidste slags sandhed bliver lige så universelt indlysende som den nu er tåget, derfor er den tilbøjlig til at blive forvrænget af ordkløveri og spidsfindigheder; det er kun når disse to typer endnu en gang er blevet ét at folk vil blive bragt til at se det samme.

SPG. - Men, det må være sådan at de få som har følt behovet for sådanne sandheder må have besluttet sig på at tro på noget bestemt? Du fortæller mig, at Selskabet ikke har nogle af sine egne læresætninger, ethvert medlem må tro som det ønsker og accpetere hvad han ønsker. Det ser ud som om, at The Theosophical Society havde til hensigt at




60

genoplive sprogenes forvirring og troen på Babelstårnet fra gamle dage. Har i ingen tro til fælles?

TEO. - Det der menes med at Selskabet ikke har nogen egne læresætninger eller lære, er, at ingen læresætninger eller trosopfattelser er obligatoriske overfor medlemmerne; men at dette selvfølgelig kun kan tillægges organisationen som helhed. Selve Selskabet er, som jeg har fortalt dig, delt ind i en ydre og en indre sektion. De som tilhører til den sidstnævnte har selvfølgelig deres egen filosofi, eller – hvis du synes det – deres eget religiøse system.

SPG. - Må vi få at vide hvad det er?

TEO. - Vi gør den ikke til nogen hemmelighed. Den blev angivet i hovedtræk for nogle få år siden i the Theosophist og ”Esoteric Buddhism,” og kan stadig findes mere uddybet i ”Secret Doctrine.” Den er baseret på den ældste filosofi i verden, og kaldes Visdoms-Religion eller Arkaisk Lære. Hvis du ønsker det kan du stille spørgsmål og få dem besvaret.




V.

TEOSOFIENS GRUNDLÆGGENDE LÆRE


OM GUD OG BØN

SPG. - Tror du på Gud?

TEO. - Det afhænger af hvad du mener med udtrykket?

SPG. - Jeg mener de Kristnes Gud, Jesus Fader, og Skaberen: Kort sagt Moses Bibelske Gud.

TEO. - Sådan en Gud tror vi ikke på. Vi afviser ideen om en personlig, eller en ekstra-kosmisk og antropomorfisk Gud, som kun er en gigantisk menneskelig skygge, og heller ikke mennesket som sit bedste. Vi siger, at den teologiske Gud – og beviser det – er et bundt af selvmodsigelser og en logisk umulighed. Derfor vil vi ikke have noget med ham at gøre.

SPG. - Fremfør venligst jeres grunde.

TEO. - Der er mange, og ikke alle kan gives opmærksomhed. Men her er nogle få af dem. Denne Gud kaldes uendelig og absolut blandt hans tilhængere, gør han ikke?




62

SPG. - Det tror jeg han gør.

TEO. - Hvis han så er uendelig – dvs., ubegrænset – og især hvis han er absolut, hvordan kan han have form, og være en skaber af noget som helst? Form indebærer begrænsning, og en begyndelse så vel som en slutning; og, for at skabe, så behøver et Væsen at tænke og planlægge. Hvordan kan det ABSOLUTTE formodes at tænke – dvs., at have nogen som helst relation til det som er begrænset, endeligt, og betinget? Dette er en filosofisk, og logisk absurditet. Selv den Hebrariske Kabala afviser en sådan ide, og fremstiller derfor, det ene og Absolutte Gudoms Princip som en uendelig Enhed med navnet Ain-Soph.* For at skabe, så er Skaberen nødt til at blive aktiv; og da dette er umuligt for ABSOLUTHED, så var det uendelige princip nødt til at blive vist som årsagen til evolution (ikke til skabelsen) på en indirekte måde – dvs., gennem emanation fra sig selv (endnu en absurditet, som denne gang skyldes oversætterne af Kabalaen)† fra Sephiroten.

SPG. - Hvad med de Kabalister, som er sådan, men som stadig tror på Jehova eller Tetragrammaton?

TEO. - De har frihed til at tro på hvad de vil, da deres tro eller mistro næppe kan berøre et selvindlysende faktum. Jesuitterne fortæller os at to og to ikke altid med sikkerhed er fire,



* Ain-Suph, איז םוף (Hebrarisk, til Græsk) = το παν = απειρον ( Græsk to pan = Græsk epeiros), det uendelige, eller grænseløse, i og med Naturen, det ikke-eksisterende som ER, men som ikke er en Væren.

† Hvordan kan det ikke-aktive princip emanere eller udstråle? Vedantisternes Parabrahm gør slet ikke den slags; heller ikke den Kaldæiske Kabalas Ain-Soph. Den er en evig og periodisk lov, som forårsager en aktiv og kreativ kraft (logos'en) til at emanere fra det evigt skjulte og uforståelige ene princip i begyndelsen af enhver maha-manvantara, eller ny cyklus af liv.




63

da det afhænger af Guds vilje at lave 2 X 2 = 5. Skal vi tro på deres ordkløveri på baggrund af alt dette?

SPG. - Så er i Ateister?

TEO. - Ikke hvad vi ved af, og ikke med mindre at betegnelsen ”Ateist” absolut skal tillægges de som ikke tror på en antropomorfisk Gud. Vi tror på et Universelt Guddommeligt Princip, roden til ALT, hvorfra alt udgår, og hvori alt vil blive absorberet ved slutningen at den store cyklus af Væren.

SPG. - Dette er den gamle påstand blandt Panteisterne. Hvis i er Panteister, så kan i ikke være Deister; og hvis i ikke er Deister, så hører i under betegnelsen Ateister.

TEO. - Ikke nødvendigvis. Udtrykket ”Panteisme” er også en af de mange misbrugte udtryk, hvis sande og grundlæggende betydning er blevet forvrænget af blinde fordomme og et ensrettet syn på det. Hvis du accepterer den Kristne etymologis opfattelse af dette sammensatte ord, og former det ud fra pan (παν), ”alt,” og qeod (θεος), ”god,” og så forestiller dig og belærer at dette betyder at enhver sten og ethvert træ i Naturen er en Gud eller den ENE Gud, så vil i selvfølgelig have ret, og lave Pantesitsterne om til fetish-tilbedere, ud over deres legitime navn. Men, du vil næppe være lige så succesfuld, hvis du etymologiserer ordet Panteisme esoterisk, sådan som vi gør det.

SPG. - Hvad er jeres definition af det så?

TEO. - Lad mig først stille dig et spørgsmål? Hvad forstår du ved Pan, eller Naturen?




64

SPG. - Jeg formoder at Naturen er den totale sum af de ting der eksisterer rundt omkring os; aggregatet af årsager og resultater i den stoflige verden, skabelsen eller universet.

TEO. - Derfor er den den personificerede sum og rækkefølge af kendte årsager og resultater; totaliteten af endelige mellemkomster og kræfter, som er helt uden forbindelse til en intelligent Skaber eller Skabere, og som måske ”opfattes som en enkelt adskilt kraft” - som i jeres encyklopædier?

SPG. - Ja, det mener jeg.

TEO. - Nå men, vi tager ikke denne objektive og materielle natur, som vi kalder en flygtig illusion, i betragtning, og vi mener ikke med pan Naturen i betydningen af dens accepterede Latinske udgave Natura (stammende fra nasci, at blive født). Når vi taler om Guddommen og gør den identisk, og derfor jævnaldrende, med Naturen, så menes der den evige og uskabte natur, og ikke dit omkringfarende skyggeagtige aggregat med dets endelige uvirkeligheder. Vi lader hymne forfatterne om at kalde den synlige himmel eller himmeriget for Guds Trone, og vores mudrede jord Hans fodskammel. Vores GUDDOM er hverken i paradis, eller i et bestemt træ, bygning eller bjerg: den er overalt, i ethvert atom i det synlige og usynlige kosmos, i, over og rundt om ethvert usynligt atom og deleligt molekyle: for DEN er den mysteriøse kraft bag evolutionen og involutionen, det allestedsnærværende, almægtige, og endda alvidende kreative potentialitet.

SPG. - Stop! Alvidenhed er prærogativ for noget der tænker, og du nægter dit Absolutte evnen af tænke.

TEO. - Vi nægter det til det ABSOLUTTE, da tænkning er noget begrænset og betinget. Men, du glemmer sikkert at i vores






65

filosofi er absolut ubevidsthed også absolut bevidsthed, ellers ville det ikke være absolut.

SPG. - Så tænker jeres Absolutte?

TEO. - Nej, DET gør ikke; af den simple grund at det er selveste Absolut Tænkning. Det eksisterer heller ikke af den samme grund at det er absolut eksistens, og Væren-hed, ikke et Væsen. Læs det glimrende Kabalistiske digt af Solomon Ben Jehudah Gabriol, i Kether-Malchut, og du vil forstå det: - ”Du er en, roden af alle numre, men ikke et element der kan nummereres; for enhed muliggør ikke mangfoldiggørelse, forandringer, eller form. Du er en, og i din enheds hemmelighed giver de klogeste mennesker fortabt, for de kender den ikke. Du er en, og Din enhed formindskes aldrig, udvides aldrig, og kan ikke forandres. Du er en, og ingen af mine tanker kan fastlægge en begrænsning for Dig, eller definere Dig. Du ER, men ikke som en eksistens, for dødeliges forståelse og visioner kan ikke nå op til Din eksistens, og heller ikke bestemme for Dig, hvor, hvordan og hvorfor,” osv. osv. Kort og godt er vores Guddom den evige evolverende, ikke skabende, bygger af universet; dette univers udfolder sig selv ud af sin egen essens, uden at blive skabt. Det er en sfære, uden omkreds, i den symbolik, som har kun en evigt-handlende attribut omfavnende alle andre eksisterende eller tænkelige attributter – DET-SELV. Det er den ene lov, givende impulsen til manifesterede, evige, og uforanderlige love, indenfor det aldrig-manifesterende, fordi absolut LOV, er i dens manifesterende perioder Den altid-Manifesterende.

SPG. - Jeg har en gang hørt en af jeres medlemmer bemærke at den Universelle Guddom, set som allestednærværende, var i vanærede kar, som i disse af




66

ære, og, derfor, var den til stede i ethvert atom i min cigaraske! Er dette ikke komplet blasfemi?

TEO. - Jeg tror det ikke, da simpel logik næppe kan anses for at være blasfemi. Skulle vi udelukke det Allestedsnærværende Princip fra et enkelt matematisk punkt i universet, eller fra en partikel stof som udfylder noget som helst opfatteligt rum, kunne vi så stadig anse det for at være uendeligt?


ER DET NØVENDIGT AT BEDE?

SPG. - Tror du på det at bede, og beder du nogensinde?

TEO. - Det gør vi ikke. Vi handler i stedet for at snakke.

SPG. - I tilbyder ikke en gang bønner til det Absolutte Princip?

TEO. - Hvorfor skulle vi det? Da vi er godt-beskæftigede mennesker så har vi næppe råd til at tabe tid på at give verbale bønner til en ren abstraktion. Det Ukendelige er kun i stand til relationer i mellem dens dele, men er ikke-eksisterende med hensyn til nogen som helst endelige relationer. Det synlige univers afhænger af dets eksistens og fænomener afhænger af dets gensidige handlende former og deres love, ikke af bøn eller bønner.

SPG. - Tror i slet ikke på det virkningsfulde ved bøn?

TEO. - Ikke i bøn lært med så mange ord og gentaget eksternt, hvis du ved bøn mener den ydre anmodning til en ukendt Gud der er adressat, noget der blev indført af Jøderne og populariseret af Farisæerne.

SPG. - Er der nogen anden slags bøn?




67

TEO. - Helt sikkert; vi kalder den VILJES-BØN, og det er snarere en intern befaling end en anmodning.

SPG. - Til hvem, beder i så når i gør sådan?

TEO. - Til ”vores Fader i himlen” - i den esoteriske betydning.

SPG. - Er det forskelligt fra den angivet indenfor teologien?

TEO. - Ja, Fuldstændigt. En Okkultist eller en Teosof adresserer hans bønner til hans Fader som er i hemmelighed (læs og prøv at forstå, kap. vi. v.6 Matthæus), ikke en ekstra-kosmisk og derfor endelig Gud; og den ”Fader” er inde i mennesket selv.

SPG. - Så gør i mennesket til en Gud?

TEO. - Sig venligst ”Gud” og ikke en Gud. Det indre menneske er efter vores opfattelse den eneste Gud vi kan have erkendelse af. Og hvordan kan det være anderledes? Tillad os vores postulat om at Gud er et universelt udbredt, uendeligt princip, og hvordan kan mennesket alene undslippe fra at blive gennemvædet af, og i, Guddommen? Vi kalder vores ”Fader i himlen” den guddomsagtige essens som vi er vidende om er indeni os, i vores hjerter og åndelige bevidsthed, og som ikke har noget med den antropomorfiske opfattelse som vi kan forme i vores fysiske hjerne eller dets fantasi: ”Ved i ikke at i er Guds tempel, og at (det absoluttes) Guds ånd dvæler i jer?” *Derfor,



* Man finder ofte modstridende udtalelser i Teosofiske skriverier om Christos princippet i mennesket. Nogle kalder det det sjette princip (Buddhi), andre det syvende (Atman). Hvis Kristne Teosoffer ønsker at gøre brug af sådanne udtryk, så lad dem gøre det filosofisk korrekt ved at følge den gamle Visdoms-religions symboler. Vi siger at Christos ikke kun er én af de tre højere principper, men alle tre set som en Treenighed. Denne Treenighed repræsenterer Helligånden, Faderen, og Sønnen, det der svarer til abstrakt ånd, differentieret ånd, og legemliggjort ånd. Krishna og Kristus er filosofisk set det samme princip under dets trefoldige manifesterede aspekt. I Bhagavatgita finder vi at Krishna kalder ham selv indifferent Atman, den abstrakte Ånd, Kshetranga, det højere eller reinkarnerende Ego, og det Universelle SELV, alle navne som når de overføres fra Universet til mennesket, svarer til Atman, Buddhi, og Manas. Anugitaen er fyldt med den samme lære.




68

lad ikke noget menneske antropomorfisere denne essens indeni os. Lad ikke nogen Teosof, som ønsker at holde sig til guddommelig, og ikke menneskelig sandhed, sige at ”Gud i hemmelighed” lytter til, eller er adskilt fra, enten det endelige menneske eller den endelige essens – for alle er en. Heller ikke, som lige bemærket, at bøn er en anmodning. Det er snarere et mysterium; en okkult proces hvor endelige og betingede tanker og begær, der ikke er i stand til at blive assimileret af ikke-betinget absolut ånd, oversættes til åndelige viljer og viljen; sådanne processer kaldes ”åndelige transmutationer.” Intensiteten i vores glødende aspirationer ændrer bøn til ”filosoffernes sten,” eller det som transmuterer bly til det rene guld. Vores ”vilje-bøn”, den eneste homogene essens, bliver den aktive eller kreative kraft, som producerer resultater i overensstemmelse med vores ønsker.

SPG. - Prøver du at sige at bøn er en okkult proces der frembringer fysiske resultater?

TEO. - Det gør jeg. Vilje-Kraft bliver en levende kraft. Men ve de Okkultister og Teosoffer, som i stedet for at knuse den lavere personlige egos eller det fysiske menneskes begær, i stedet siger, mens de adresserer deres Højrere Åndelige EGO fordybet i et Atma-Buddhisk lys, ”Din vilje blive gjort, ikke min.” osv., og sender bølger af vilje-kraft for selviske eller ikke-åndelige formål! For dette er sort magi, afskyeligt, og åndelig trolddom.




69

Uheldigvis er alt dette vores Kristne statslederes og generalers favorit beskæftigelse, især når de sidstnævnte sender to hære af sted for at myrde hinanden. Begge hengiver sig før handling til en smule af sådan en slags trolddom, ved at udføre bønner hver især til den samme Hær-Gud , hvor de begge trygler om hjælp til at skære halsen over på deres fjende.

SPG. - David bad til Herren over Hærskarer at hjælpe ham at slå Filisterne og slå Syrerne og Moabitterne, og ”Herren beskyttede David hvor end han gik.” I det følger vi kun hvad vi finder i Biblen.

TEO. - Selvfølgelig gør i det. Men siden i nyder at kalde jer selv Kristne, og så vidt vi ved ikke Israelittere eller Jøder, hvorfor følger i så ikke hellere det som Kristus siger? Og han beordrer jer helt klart til ikke at følge ”dem fra gamle tider,” eller den Mosaiske lov, men byder jer at gøre som han fortæller jer, og advarer de som ønsker at slå ihjel med sværdet, at de selv vil dø ved sværdet. Kristus har givet jer en bøn som i udfører med læberne og praler af, og som ingen ud over de sande Okkultister forstår, i den siger i, i dens bogstavelige mening: ”Tilgiv os vores skyld, som vi tilgiver vores skyldnere,” noget i aldrig gør. Yderligere bad han jer at elske jeres fjender og gøre godt imod de som hader jer. Det er sandelig ikke den ”ydmyge profet fra Nazaret” som lærte jer at bede til jeres ”Fader” om at ihjel slå, og give sejr til jer over jeres fjender! Det er derfor at vi afviser hvad i kalder ”bønner”.

SPG. - Men, hvordan forklarer du det universelle faktum at alle nationer og folk har bedt til og tilbedt en Gud eller Guder? Nogle har beundret og formildet djævle og skadelige ånder, og dette beviser blot universaliteten og troen på effektiviteten af bøn.




70

TEO. - Det forklares ved det andet faktum at bøn har mange andre betydninger ud over den som gives af Kristne. Det betyder ikke kun at plædere eller at anmode, men betød, i de gamle dage meget mere en invokation eller besværgelse. Mantraet, eller den Hinduistiske rytmiske sungne bøn, har præcis sådan en betydning, da Brahminerne selv anser sig selv for at være højere end de almindelige deaver eller ”Guder.” En bøn kan være en appel eller en besværgelse for en forbandelse, og en forbandelse (som i tilfældet hvor to hære beder samtidig for gensidig ødelæggelse) lige så vel som velsignelse. Og da størstedelen af mennesker er intenst selviske, og kun beder for dem selv, beder om at blive givet deres ”daglige brød” i stedet for at arbejde for det, og tigger Gud om ikke at lede dem ”ind i fristelse” men at befri dem (kun de som husker det) fra det onde, resultatet er, at bøn, som den forstås nu, uden er tvivl skadelig: (a) Den dræber selv-tilliden i mennesket; (b) Den udvikler en stadig mere øget glubsk selviskhed og egoisme i ham end den han allerede er givet fra naturens hånd. Jeg gentager, at vi tror på ”åndeligt fællesskab” og samtidig handling i forening med vores ”Fader i hemmelighed”; og i sjældne ekstatiske lyksalige øjeblikke, på at blande vores højere sjæl med den universelle essens, tiltrukket som den er af dens oprindelse og centrum, en tilstand, som i livet kaldes Samadhi, og efter døden Nirvana. Vi nægter at bede til skabte endelige væsner – dvs., guder, saints, engle, osv., fordi vi anser det for at være afgudsdyrkelse. Vi kan ikke bede til det ABSOLUTTE af de grunde der blev forklaret før; derfor, søger vi at erstatte frugtesløse og ubrugelige bønner med fortjenstfulde og god-gørende handlinger.




71

SPG. - Kristne vil kalde det stolthed eller blasfemi. Tager de fejl?

TEO. - Ja helt og holdent. Det er tværtimod dem, som viser Satanisk stolthed i deres tro på at det Absolutte eller det Uendelige, selv hvis der var en sådan ting som en relation mellem det ubetingede og det betingede – ville bøje sig og lytte til enhver tåbelig og egoistisk bøn. Og det er yderligere de, som virtuelt er blasfemiske, når de lærer at en Alvidende og Allestedsnærværende Gud behøver udtalte bønner for at vide hvad han bør gøre! Dette – forstået esoterisk bekræftes af Buddha og Jesus. Den ene siger ”søg ikke hos de hjælpeløse Guder – bed ikke! Men handel hellere; for mørket vil ikke lysne. Spørg om intet fra stilheden, for den kan ikke tale eller høre.” Og den anden – Jesus – anbefaler: ”Hvad som helst I spørger om i mit navn (Christos navn) det vil jeg gøre.” Dette citat går i sin bogstavelige udgave selvfølgelig imod vores påstand. Men, hvis vi læser det esoterisk, med den fulde viden om ordet ”Christos,” som for os repræsenterer Atma-Buddhi-Manas, ”SELVET,” så får vi: den eneste Gud vi bør anerkende og bede til, eller snarere handle i enhed med, er den Guds ånd, hvor vores krop et dens tempel, og hvori den dvæler.


BØN DRÆBER SELV-TILLID


SPG. - Men bad og anbefalede Kristus ikke selv bøn?

TEO. - Sådan er det skrevet, men disse ”bønner” er præcis af den slags åndeligt fællesskab med ens ”Fader




72

i hemmelighed” som jeg lige nævnte. Ellers, og hvis vi identificerer Jesus med den universelle guddom, så ville der være noget for absurd og ulogisk i den uundgåelige konklusion at han, selveste ”Guden” selv bad til sig selv, og adskilte Guds vilje fra sin egen!

SPG. - Et påstand mere; en påstand, som yderligere er meget brugt af nogle Kristne. De siger, ”Jeg føler, at jeg ikke er i stand til at besejre alle lidenskaber og svagheder med min egen styrke. Men, når jeg beder til Jesus Kristus så føler jeg at han giver mig styrke og at i Hans magt er jeg i stand til at sejre.”

TEO. - Ikke noget under. Hvis ”Jesus Kristus” er Gud, og en uafhængig og separat fra Gud beder, så alt selvfølgelig være muligt for ”en mægtig Gud.” Men, hvor er så fortjenesten, eller endda retfærdigheden, fra en sådan sejr? Hvorfor skulle pseudo-sejrherren blive belønnet for noget, som kun har kostet ham bønner? Ville du, en simpel dødelig mand, betale din arbejdsmand en fuld dagsløn hvis du gjorde det meste af arbejdet for ham, hvor han sidder under et æbletræ, og beder for dig om at gøre sådan hele tiden? Denne idé med at tilbringe hele ens liv i moralsk dovenskab, og få ens hårdeste arbejde og pligt udført af en anden – uanset Gud eller menneske – er meget afskyeligt for os, og meget degraderende for den menneskelige værdighed.

SPG. - Måske, ja, men det er ideen med at have tillid til en personlig Frelser som hjælper med at styrke i livets kamp, som er den fundamentale ide i moderne Kristendom. Og der er ingen tvivl om, at rent subjektivt, så er en sådan tro virkningsfuld; dvs., at de som tror virkelig føler sig selv hjulpet og styrket.

TEO. - Der er heller ikke nogen tvivl om at nogle patienter hos ”Kristne” og ”Mentale Videnskabsfolk” - de store



73

”Benægtere”*-også nogle gange kureres; heller ikke at hypnose, og suggestion, psykologi, og selv medier vil skabe resultater, lige så ofte, hvis ikke oftere. Du tager kun succes alene i betragtning i din tråd af påstande. Hvad med de ti gange flere i antal af mislykkede forsøg? Du vil vel ikke antage at mislykkede forsøg er ukendte selv med en tilstrækkelig mængde af blind tro, blandt fanatiske Kristne?

SPG. - Men, hvordan kan du forklare de tilfælde som følges af fuld succes? Hvor leder en Teosof efter kræfter til at overvinde sine lidenskaber og selviskhed?

TEO. - Mod sit Højere Selv, den guddommelige ånd, eller Gud indeni ham, og mod sin Karma. Hvor længe behøver vi om og om igen at gentage at træet kendes på sin frugt, naturen på dens årsager og resultater? Du taler om at overvinde lidenskaber, og at blive god med hjælp fra Gud eller Kristus. Vi spørger, hvor finder du de mest retskaffende, uskyldige mennesker, der afholder sig fra synd og kriminalitet, i Kristendommen eller Buddhismen – i Kristne land eller i hedenske lande? Der er statistikker som kan give et svar og bekræfte vores påstande. Ifølge den sidste folketælling på Ceylon og Indien, så er de sammenlignelige tabeller over kriminalitet begået af Kristne, Muslimer, Hinduer, Eurasiere, Buddhister, osv. osv., ud af to millioner i befolkningen valgt tilfældigt fra hver, og dækkende



* Den nye sekt af healere, som, afviser alt andet end eksistensen af ånd, en ånd som hverken kan lide ej heller være syg, påstår at kurere enhver sygdom, såfremt patienten har tro på, at det han benægter ingen eksistens kan have. En ny form for selvhypnose.




74

lovovertrædelserne for mange år, så lyder proportionen for Kristne forbrydelser på 15 mod 4 for de som blev begået af den Buddhistiske befolkning. (Vide Lucifer for April, 1888, p. 147, Art. Kristne foredrag om Buddhisme.) Ingen Orientalist, ingen historiker af betydning, eller rejsende i Buddhistiske lande, lige fra Biskop Bigandet og Abbed Huc, til Sir William Hunter og enhver klart-tænkende embedsmand, vil undgå at give dydighedens hånd til Buddhisterne frem for de Kristne. Alligevel så tror de førstnævnte ikke på Gud eller en fremtidig belønning, udenfor denne klode. De beder ikke, hverken præster eller lægfolk. ”Bøn!” ville de sige med undren, ”til hvem, eller hvad?”

SPG. - De er sandelig Ateister.

TEO. - Uden tvivl, men de er også de mest dyds-elskende, og dyd-overholdende i hele verden. Buddhismen siger: Respekter andre menneskers religioner og forbliv ærlig overfor din egen; men Kirke Kristendommen, fordømmer guderne hos alle andre nationer som djævle, og vil dømme enhver ikke-Kristen til evig fortabelse.

SPG. - Gør det Buddhistiske præsteskab ikke det samme?

TEO. - Aldrig. De holder for meget fast i den kloge forskrift der findes i DAMMAPADA til at gøre sådan, for de ved, at ”Hvis noget menneske, uanset han er lærd eller ikke, anser sig selv så stor at han kan foragte andre mennesker, så er han lige som et blindt menneske der holder et lys – blind som han selv er, oplyser han andre.”






75

OM KILDEN TIL MENNESKETS SJÆL

SPG. - Hvordan, tager du så højde for at mennesket er skænket en Ånd og en Sjæl? Hvor kommer disse fra?

TEO. - Fra den Universelle Sjæl. Og er sandelig ikke noget skænket af en personlig Gud. Hvorfra kommer fugt-elementet i goplen? Fra Havet som omgiver den, hvor den lever og ånder og har dens væren, og hvor til den vender tilbage når den opløses.

SPG. - Så i afviser læren om at Sjælen er givet af, og åndet ind i mennesket af Gud?

TEO. - Det er vi forpligtet til. Den ”Sjæl” som tales om i kap. II i Mosebogen (v. 7) er, som det siges der, den ”levende Sjæl” eller Nephesh (den vitale, dyriske sjæl) som Gud (vi siger ”naturen” og uforanderlig lov) skænker mennesket ligesom hvert et dyr. Det er slet ikke den tænkende sjæl eller bevidsthed; og mindst af alt er det den udødelige Ånd.

SPG. - Nå, lad mig sige det på en anden måde: er det som Gud skænker mennesket en menneskelig fornufts Sjæl og udødelig Ånd?

TEO. - Igen, må vi afvise spørgsmål, når du stiller det på den måde. Siden vi ikke tror på nogen personlig Gud, hvordan kan vi så tro at han skænker mennesket noget som helst? Men, for argumentets skyld, så er alt hvad der kan siges om en Gud som påtager sig risikoen at skabe en ny Sjæl for hvert nyfødt baby, at det er en, der næppe kan anse sig selv for at være skænket med nogen visdom og forudseenhed. Visse andre problemer og umuligheden for at forene dette med påstandene om nåde, retfærdighed, lighed og




76

alvidenhed hos denne Gud, er de mange skibbrud hvorpå dette teologiske dogme dagligt brydes.

SPG. - Hvad mener du? Hvilke vanskeligheder?

TEO. - Jeg tænker på et ubesvaret påstand som en gang blev fremlagt af en Singalesisk Buddhistisk præst, mens jeg var til stede, til en berømt prædikant, en Kristen missionær – en som på ingen måde var uvidende eller uforberedt på den offentlige debat hvor under den foregik. Det var nær Colombo, og Missionæren havde udfordret præsten Megattivati til at angive hans grunde til hvorfor den Kristne Gud ikke skulle kunne blive accepteret af ”hedningen.” Nå, men Missionæren kom ud af den for evigt uforglemmelige diskussionen som næstbedst, som sædvanlig.

SPG. - Jeg vil gerne vide på hvilken måde.

TEO. - Ganske enkelt således: den Buddhistiske præst forudsatte ved at spørge faderen om hvorvidt hans Gud havde givet loven til Moses som kun burde overholdes af mennesker, men som Gud selv måtte bryde. Missionæren benægtede denne antagelse meget forarget. Nå, sagde hans opponent, ”du fortæller os at Gud ikke kan gøre nogen undtagelse fra denne regel, og at ingen Sjæl kan fødes uden hans vilje. Når nu Gud forbyder utroskab, blandt andre ting, alligevel siger du i samme åndedrag, at det er ham som skaber hvert nyfødt barn og ham der skænker det en Sjæl. Skal vi forstå det sådan at de millioner af børn som fødes i på grund af kriminalitet eller hor er din Guds arbejde? At din Gud forbyder og straffer overtrædelsen af hans love; og at, han ikke desto mindre, daglig og hver time retfærdigt skaber sjæle for sådanne børn? Ifølge simpel logik, så er din Gud medskyldig i den kriminelle handling; da, uden hans hjælp



77

og indblanding, så kunne sådanne lystfyldte børn ikke skabes. Hvor er retfærdigheden i ikke kun at straffe de skyldige forældre men også det uskyldige barn for det som gøres af den selvsamme Gud, som du frikender fra nogen som helst skyld?” Missionæren kiggede på sit ur og fandt pludselig at tiden ikke var der til yderligere diskussion.

SPG. - Du glemmer at alle sådanne uforklarlige sager er mysterier, og at vi forbydes af vores Gud at snage i den slags mysterier.

TEO. - Nej, det glemmer vi ikke, men vi afviser blot sådanne umuligheder. Og vi ønsker heller ikke at du skal tro som vi gør. Vi svarer kun på de spørgsmål du stiller. Vi har imidlertid et andet navn for dine ”mysterier.”


DEN BUDDHISTISKE LÆRE OM DET OVENNÆVNTE


SPG. - Hvad lærer Buddhismen med hensyn til Sjælen?

TEO. - Det afhænger af om de mener eksoterisk, populær Buddhisme, eller dens esoteriske lære. Den førstnævnte forklares i den Buddhistiske Katekismus på denne måde: ”Sjælen anser den for at være et ord som bruges af den uvidende til at udtrykke en falsk ide. Hvis alt er underlagt forandring, så inkluderer det også mennesket, og enhver materiel del af ham må ændre sig. Det som er underlagt forandring er ikke permanent, så der kan ikke være nogen udødelig overlevelse for en ting der forandrer sig.” Dette synes at være indlysende og definitivt. Men, når vi kommer til spørgsmålet, om at den nye personlighed i hver succesfuld genfødsel er et aggregat af ”Skandhaerne” eller den




78

gamle personligheds attributter, - og spørger hvorvidt denne nye aggregation af Skandhaer ligeledes er et væsen, hvori der ikke er noget tilbage fra den sidste, så læser vi at: ”Set fra en synsvinkel så er det et nyt væsen, fra en anden er det ikke. Igennem livet ændrer Skandhaerne sig konstant, selv om mennesket A.B. på fyrre er identisk med personligheden hos den unge A.B. på atten, selv om han er et andet væsen på grund af spildet og reparationen af hans krop og ændringen af hans bevidsthed og karakter. Ikke desto mindre, så høster mennesket i sin høje alder retfærdigt konsekvensen af goder og lidelser på baggrund af hans tanker og handlinger på hvert tidligere stadie i hans liv. Ligeledes høster det nye genfødte væsen, der er den samme individualitet som før (men ikke den samme personlighed), men med en ændret form, eller en ny aggregation af Skandhaer, retfærdigt konsekvensen af hans handlinger og tanker i det tidligere liv.” Dette er dunkel metafysik, og udtrykker ikke på nogen måde manglende tro på Sjælens eksistens.

SPG. - Tales der ikke om noget lignende i Esoteric Buddhism?

TEO. - Det gøres der, for dens lære tilhører både Esoterisk Budhism eller Hemmelig Visdom, og tilhører eksoterisk Buddhisme, eller Gautama Buddhas religiøse filosofi.

SPG. - Men vi fortælles udtrykkeligt at de fleste Buddhister ikke tror på Sjælens udødelighed?

TEO. - Ikke mere end vi gør, hvis du med Sjæl mener det personlige Ego, eller livs-Sjæl – Nepesh. Men enhver lærd Buddhist tror på det individuelle eller guddommelige Ego. De som ikke fejler i deres vurderinger. De tager fejl på dette punkt, som de Kristne som fejl-opfatter de teologiske interpolationer blandt de



79

senere editørere af Evangelierne om fordømmelse og helvedes-ild, for at være Jesus ordrette udtalelser. Hverken Buddha eller ”Kristus” skrev noget om dem selv, men talte i allegorier og brugte ”mørke udtalelser,” som alle sande indviede gjorde, og vil gøre i lang tid frem over. Begge religiøse Skrifter behandler alle sådanne metafysiske spørgsmål meget forsigtigt, og både Buddhistiske og Kristne optegnelser synder med den overdrivelse af eksoterisme de har; hvor det døde bogstavs betydning klart skyder over målet i begge tilfælde.

SPG. - Er det din opfattelse at både den Buddhistiske lære og de Kristnes ikke er blevet forstået korrekt førhen?

TEO. - Det er jeg mener, er lige som du siger det. Både de Buddhistiske og Kristne Evangelier blev prædiket med samme mål for øje. Begge reformatorer var glødende filantroper og praktiske altruister – prædikende umiskendeligt Social-lære af den mest noble og den højeste slags, selvopofrelse til den bitre ende. ”Lad hele verdens synder falde på mig, så jeg kan afhjælpe menneskets elendigheder og lidelser!” råber Buddha; . . . ”Jeg vil ikke lade nogen græde som jeg kunne redde!” fremsiger tigger-Prinsen, klædt i affaldsklæderne fra kirkegården. ”Kom til mig alle i som arbejder og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile,” er appellen til de fattige og arveløse fra "Mennesket af sorger," som ikke havde noget sted at lægge sit hoved. Begges lære rummer en uudgrundelig kærlighed til menneskeheden, velgørenhed, tilgivelse af skader, fornægtelse af sig selv, omsorg for de vildledte masser; begge viser den samme foragt for rigdom, og gør ikke forskel mellem meun og tuum. Deres ønsker var at afsløre overfor alle de hemmelige indvielses-mysterier, at give de uvidende og vildledte, hvis byrder i livet var for tunge




80

for dem nok håb og en anelse sandhed tilstrækkeligt til at støtte dem i deres sværeste stunder. Men begge Reformatorers mål blev modarbejdet, på grund af deres senere tilhængeres nidkærhed. Mestrenes ord blev misforstået og misfortolket, og se konsekvenserne!

SPG. - Men Buddha må da have taget afstand fra sjælens udødelighed, hvis alle Orientalisterne og hans egne Præster siger det!

TEO. - Arhat'erne begyndte at følge deres Mesters lære og hovedparten af de efterfølgende præster blev ikke indviet, ligesom i Kristendommen; og så lidt efter lidt forsvandt de store esoteriske sandheder næsten. Et bevis på dette, er, at ud af de to eksisterende sekter på Ceylon, der tror Siameserne på at døden er den absolutte opløsning af individualiteten og personligheden, og den anden forklarer Nirvana, sådan som vi teosoffer gør det.

SPG. - Men, hvorfor repræsenterer Buddhismen og Kristendommen så de to modsatrettede poler af en sådan tro?

TEO. - Fordi omstændighederne hvor under de blev prædiket ikke var de samme. I Indien var Brahminerne nidkære over deres overlegne viden og ekskluderede læren fra alle kaster bortset fra deres egen, og drev millioner af mennesker til afgudsdyrkelse og næsten fetishisme. Buddha var nødt til at give et dødsstød til det usunde sværmeri og den fanatiske overtro der bundede i en uvidenhed, som sjældent har været kendt før eller siden. Så hellere en filosofisk ateisme end sådan en uvidende slags tilbedelse for de

”Som råber på deres guder høres ikke, Eller ænses ikke-”





81

og som lever og dør i mental desperation. Han var først og fremmest nødt til at stoppe denne mudrede strøm af overtro, at oprykke fejlene før han fremlagde sandhederne. Og da han ikke kunne fremlægge alle sammen af de samme grunde som Jesus, som påminder hans disciple om at Himmeriges Mysterier er ikke for de uintelligente masser, men for de lærde, derfor så ”talte han til dem i lignelser” (Matt. Xiii. 11) – så hans forsigtighed ledte Buddha til at skjule for meget. Han afviste endda at fortælle munken Vacchagotta hvorvidt der var, eller ikke var et Ego i mennesket. Da han blev presset til at svare, ”så forholdt den Ophøjede sig i tavshed.”*

SPG. - Dette refererer til Gautama, men på hvilken måde berører dette Evangelierne?



* Buddha giver hans indviede discipel Ananda, der spørger ham om grundene til hans tavshed, et klart og utvetydigt svar i dialogen der er oversat af Oldenburg fra Samyuttaka Nikaya: - Ananda, hvis Jeg, havde svaret 'Der er et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte mig, 'Er der et Ego?', så ville det have godkendt Samanas og Brahmanas læren, som troede på dens bestandighed. Ananda, hvis jeg havde svaret 'Der er ikke et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte 'Er der et Ego?', så ville det Ananda, have godkendt læren hos de som tror på opløsning. Ananda, hvis Jeg, havde svaret 'Der er et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte mig, 'Er der et Ego?', ville det så have tjent mit formål, Ananda, ved at give ham en viden om: al eksistens (dhamma) er ikke-ego? Men, Ananda, hvis jeg havde svaret 'Der er ikke et Ego,' da den vandrende munk Vacchagotta spurgte 'Er der et Ego?', så ville det, Ananda, have kastet den vandrende munk Vacchagotta fra den ene uoverskuelighed til en anden: 'Mit Ego, eksisterede ikke før? Men nu eksisterer det ikke mere!'” Dette viser, bedre end noget andet, at Gautama Buddha tilbageholdte svære metafysiske læresætninger fra masserne for ikke at gøre dem yderligere perplekse. Hvad han omtalte var at forskellen mellem det personlige Ego og det Højere Selv, som kaster lys på det udødelige Ego, menneskets åndelige ”Jeg”.





82

TEO. - Læs historien og tænk over den. På samme tid som begivenhederne der er angivet i Evangelierne fandt sted, der fandt der en lignende gæring sted i hele den civiliserede verden, blot med modsatterettede resultater i Østen og Vesten. De gamle guder døde ud. Mens de civiliserede klasser gled på de ikke-troende Saddukæeres tog med materialistiske negationer og kun det døde bogstavs Mosaiske læres form i Palæstina, og ind i moralsk opløsning i Rom, så løb de laveste og fattigste klasser efter trolddom og mærkelige guder, eller blev hyklere og Farisæere. Endnu en gang var tiden for åndelige reformer ankommet. Den grusomme, atropomorfiske og jaloux jødiske Gud, med hans blodige love om ”øje for øje og tand for tand,” om udgydelsen af blod og dyreofring, måtte henvises til en sekundær placering af den nådige ”Hemmelighedens Fader.” Den sidsnævnte måtte ikke vises som en ekstra-kosmisk Gud, men som en guddommelig menneskehedens Frelser for mennesket i kødet, opbevaredes i hans eget hjerte og sjæl, i de fattige som i de rige. Indvielseshemmelighederne kun ikke udgives lettere her set i forhold til Indien, for ikke at give det som er helligt til hundene, og kaste perler for svin, for Åbenbareren og tingene åbenbaret ikke skulle trædes under fode. Derfor, tilbageholdenheden hos både Buddha og Jesus – uanset om den sidstnævnte levede i den historiske periode som tillægges ham eller ikke, som i lige mål afstod fra klart at afsløre Mysterierne om Liv og Død – førte i et tilfælde til de klare negationer hos den Sydlige Buddhisme, og i det andet tilfælde til de tre sammenstødende former for Kristne Kirker og trehundrede sekter alene i det Protestantiske England.




VI.

TEOSOFISK LÆRE MED HENSYN TIL NATUREN OG MENNESKET


ENHEDEN VED ALT I ALT

SPG. - Nu hvor du har fortalt mig hvad Gud, Sjælen og Mennesket ifølge din opfattelse ikke er, kan du så informere mig om hvad de er ifølge jeres lære?

TEO. - I deres oprindelse og i evighed er de tre, ligesom universet og alt der i, ét med absolut Enhed, den uerkendelige guddommelige essens som jeg talte om for noget tid tilbage. Vi tror ikke på nogen skabelse, men på de periodiske og de på hinanden følgende tilsynekomster af universet fra det subjektive til det objektive plan for væren, med regelmæssige tidsintervaller, dækkende perioder af umådelig varighed.

SPG. - Kan du uddybe dette emne?

TEO. - Tag som det første det solare år til sammenligning og hjælp hen mod en mere korrekt opfattelse, som det næste, de to halve dele af det år, der hver producerer en dag og en nat af en varighed på seks måneder på Nordpolen. Forstil dig, hvis du kan, EVIGHED, i stedet for et Solår på 365 dage. Lad solen




84

repræsentere universet, og de polare dage og nætter på 6 måneder hver – dage og nætter der hver varer 182 trillioner og kvadrillioner af år, i stedet for 182 dage hver. Ligesom solen står op hver morgen på vores objektive horisont ud af dets (for os) subjektive og modsatrettede rum, således opstår Universet periodisk på det objektive plan, kommende fra det subjektivitee – det modsatrettede af det førstnævnte. Dette er ”Livscyklussen”. Og ligesom solen forsvinder fra vores horisont, så forsvinder Universet med regelmæssige mellemrum, når den ”Universelle” nat sætter ind. Hinduerne kalder sådanne ændringer ”Brahmas Dage og Nætter,” eller tiden for Mavantaraens og dens Pralayas (opløsning). Folk fra Vesten kan kalde dem Universelle Dage og Nætter hvis de ønsker det. Under de sidste (nætterne) Alt er i Alt; opløses hvert atom ind i en Ensartethed.


EVOLUTION OG ILLUSION


SPG. - Men hvem er det som hver gang skaber Universet?

TEO. - Ingen skaber det. Videnskaben ville kalde processen evolution; de før-Kristne filosoffer og Orientalister kaldte det emanation: vi, Okkultister og Teosoffer, ser det kun som universel og evig virkelighed der kaster sin periodiske refleksion af sig selv på uendelige Rummelige dybder. Denne refleksion, som du anser for at være det objektive materielle univers, anser vi for at være en midlertidig illusion og intet andet. Det som alene er evigt er virkeligt.

SPG. - Ud fra denne vurdering, så er du og jeg også illusioner.



85

TEO. - Som flyvske personligheder, i dag en person, i morgen en anden – er vi. Vil du kalde pludselige glimt af Aurora borealis, Nordlys, for ”virkelige,” selv om de er så virkelige som de kan være når du ser på dem? Sandelig ikke; der er årsagerne som producerer dem, hvis de er bestandige, som er den eneste virkelighed, mens den anden blot er en midlertidig illusion.

SPG. - Alt dette forklarer mig ikke hvor denne illusion i form af et univers har sin oprindelse; hvordan det bevidste at være, fortsætter for at manifesterer sig selv fra ubevidsthed der er.

TEO. - Det opfattes kun som ubevidsthed af vores begrænsede bevidsthed. Man kan sandelig omformulere vers v, i kapitel 1 Johannes Evangeliet, og sige ”og (Absolut) lyset (som er mørke) skinner i mørket (som er illusorisk materialistisk lys); og mørket forstod det ikke.” Dette absolutte lys er også absolut og uforanderlig lov. Om det er via udstråling eller emanation – vi behøver ikke at skændes om ord – at universet glider ud af sin ensartede subjektivitet på det første niveau af manifestion, hvoraf vi har lært der er syv. Med hvert plan så bliver det mere fortættet og materiel ind til det når dette vores plan, hvor den eneste verden som er nogenlunde forstået i dens fysiske bestanddele af Videnskaben, er det planetariske system eller Solsystemet – et sui generis, siges det.

SPG. - Hvad mener du med sui generis?

TEO. - Jeg mener at, selv som den grundlæggende lov og de universelle eksisterende love i Naturen er ensartede, så har vores Solsystem (ligesom ethvert and tilsvarende system af millioner andre i Kosmos) og selv vores Jordklode, sit eget mani-




86

festions-program, som adskiller det fra alle andres respektive programmer. Vi taler om beboerne på andre planeter og forestiller os, at hvis de er mennesker, dvs., tænkende enheder, så må de være som os. Poeters og maleres og skulptørers fantasier undgik aldrig at præsentere selv engle som smukke kopier af mennesket – tilføjet vinger. Vi siger at alt dette er en fejl og en vildledning; fordi hvis man kun finder en sådan diversitet af flora, fauna og menneskehed på denne vores lille klode – fra søgræs til cedertræ i Libanon, fra goplen til elefanten, fra Buskmennesket og negeren til Apollo Belvedere – ændrer de kosmiske og planetariske forhold, og der må som et resultat heraf være en helt anden flora, fauna og menneskehed. De samme love vil forme et helt andet sæt af ting og væsner selv på det her plan, inklusiv alle vores planeter i det. Hvor meget anderledes er den ydre natur i andre Solsystemer så ikke, og hvor tåbeligt er det så ikke at bedømme andre stjerner og verdener og mennesker som lig vores egen, som den fysiske videnskab gør!

SPG. - Men hvor er dine data for denne påstand?

TEO. - Det som videnskaben generelt aldrig vil acceptere som bevis – har de akkumulerede vidneudsagn blandt uendelige rækker af Seere givet udtryk for. Deres åndelige visioner, deres virkelige udforskninger ved og gennem, fysiske og åndelige sanser uhæmmede af blindt kød, er blevet systematisk undersøgt og sammenlignet den ene med den anden, og deres natur gennembearbejdet. Alt som ikke blev bekræftet ved enstemmighed og fælles oplevelse blev forkastet, mens kun det som var etableret sandhed blev nedfældet, som i forskellige tidsaldre, under forskellige klimaer, og gennem et utal af uophørlige observationer, som var blevet fundet til at være sande og modtage



87

konstant bekræftelse. De metoder som bruges af vores videnskabsmænd og studerende i de psyko-åndelige videnskaber adskiller sig som du kan se ikke fra de studerendes blandt naturvidenskaben og videnskaben om fysik. Vores forskningsområder er blot på to forskellige planer, og vores instrumenter er ikke lavet af menneskehænder, og de er derfor måske mere pålidelige. Kemikerens og naturforskerens destillationskolber, og mikroskoper kan gå i uorden; teleskopet og astronomens horologiske instrumenter kan blive ødelagt; vores optegnelses-instrumenter er uden for vejrets og elementernes indflydelse.

SPG. - Og derfor har i ubetinget tro på dem?

TEO. - Tro er ikke et ord der findes i de teosofiske ordbøger: vi siger viden er baseret på observationer og oplevelse. Der er imidlertid den forskel, at mens observationer og oplevelser hos den fysiske videnskab har ledt Videnskabsfolk til lige så mange ”arbejds”-hypoteser som der er mennesker der kan udvikle dem, så nøjes vores viden med kun i sine overleveringer at gemme de fakta som er blevet uafviselige, og som er fuldt og helt demonstrerede. Vi har ikke to trosopfattelser eller hypoteser om det samme emne.

SPG. - Er det på baggrund af sådanne data at du er kommet til at acceptere de teorier vi finder i Esoteric Buddhism?

TEO. - Lig nøjagtig. Disse teorier kan være lidt ukorrekte i deres detaljer, og endda fejlagtige i deres fremlægning blandt lærde studerende; de er ikke desto mindre fakta i naturen, og kommer nærmere til sandheden end nogen videnskabelig hypotese.





88

OM VORES PLANETS SYVFOLDIGE STRUKTUR

SPG. - Jeg forstår at i beskriver vores jord som om den udgør en del af en kæde af jordkloder?

TEO. - Det gør vi. Men, de andre seks ”jordkloder” eller kloder, er ikke på det samme objektivitets-plan som vores jordklode er; derfor kan vi ikke se dem.

SPG. - Er det på grund af den store afstand?

TEO. - Slet ikke, for vi ser med vores nøgne øje planeter og endda stjerner over uudmåleligt større afstande; men det skyldes at disse seks kloder er udenfor vores fysiske sanse muligheder, eller eksistensplaner. Det er ikke kun sådan at deres materielle densitet, vægt, eller konstruktion er fuldstændig forskellig fra vores jordklodes og andre kendte planeter; men de er så at sige (for os) på et helt andet lag af rum; et lag som ikke kan opfattes eller føles med vores fysiske sanser. Og når jeg siger ”lag,” så lad venligst ikke din fantasi formodede at lagene er som strata eller aflejringer oven på hinanden, for dette ville kun føre til endnu en absurd fejlopfattelse. Hvad jeg mener med ”lag” er det plan i uendeligt rum, som via sin natur ikke kan høre ind under normale vågne opfattelser, om det er mentale eller fysiske; men som eksisterer i naturen udenfor vores normale mentalitet eller bevidsthed, udenfor tre-dimensionelt rum, og udenfor vores tidsinddelinger. Hver af de syv grundlæggende plan (eller lag) i rummet – selvfølgelig som et hele, som rent rum ifølge Lockes definition, ikke som vores



89

endelige rum – har dens eget objektivitet og subjektivitet, dets eget rum og tid, dets egen bevidsthed og sæt af sanser. Men alle disse ville knapt være forståeligt for en som er trænet i de moderne måder at tænke på.

SPG. - Hvad mener du med forskellige sæt af sanser? Er der noget på vores menneskelige plan, som du kan bruge som en illustration af hvad du siger, blot for at give en klarere ide af hvad du mener med denne variation af sanser, rum, og respektive sansninger?

TEO. - Ingen; bortset, måske, det som for Videnskaben snarere ville være en slags handy knage at hænge et modargument på. Vi har et andet sæt af sanser i drømmelivet, har vi ikke? Vi føler, taler, hører, ser, smager og lever generelt på et andet plan; vores ændrede bevidsthedstilstand beviser det, ved det faktum at en serie af handlinger og begivenheder som vi oplever, til at ske over år, glider perfekt gennem vores bevidsthed på et øjeblik. Denne ekstreme hurtighed som vores mentale handlinger har, og den perfekte naturlighed, for tiden, som alle andre funktioner har, viser os at vi er på et helt andet plan. Vores filosofi lærer os, at der er syv grundlæggende kræfter i naturen, og syv eksistens-planer, ligesom der er syv bevidsthedsniveauer hvor i mennesket kan leve, tænke, huske, og have sin væren. At opregne dem alle her er umuligt, og med hensyn til dette så er man nødt til at vende sig til den Østlige metafysik. Men i disse to tilstande – den vågne og den drømmende – har enhver dødelig, lige fra den lærde filosof ned til den fattige og uuddannede vilde, et godt bevis for at sådanne tilstande er forskellige.

SPG. - Accepterer du så ikke, de velkendte forklaringer indenfor biologien og fysiologien med hensyn til drømmetilstanden?




90

TEO. - Det gør vi ikke. Vi afviser endda jeres psykologers hypoteser, og foretrækker den Østlige Visdoms lære. Vi tror på de syv Kosmiske eksistensplaner og Bevidsthedsplaner, med hensyn til Universet og Makrokosmos så stopper vi ved det fjerde plan, og finder det umuligt at gå højere end dette med nogen som helst grad af sikkerhed. Men med hensyn til Mikrokosmos, eller mennesket, der spekulerer vi frit om hans syv stadier og principper.

SPG. - Hvordan forklarer du dette?

TEO. - Vi oplever, først og fremmest to adskilte væsner i mennesket; det åndelige og det fysiske, mennesket som tænker, og mennesket som nedfælder så mange af disse tanker som han er i stand til at opsamle. Derfor deler vi ham ind i to adskilte naturer; den øvre eller det åndelige væsen, bestående af tre ”principper” eller aspekter; og de lavere eller den fysiske firfoldighed, bestående af fire – i alt syv.


MENNESKETS SYVFOLDIGE NATUR


SPG. - Er det, det som vi kalder Ånd og Sjæl, og det kødelige menneske?

TEO. - Det er det ikke. Det er den gamle Platoniske inddeling. Platon var en Indviet, og kunne derfor ikke gå ind i forbudte detaljer; men den som er bekendt med den arkaiske lære finder de syv i Platons forskellige kombinationer af Sjælen og Ånden. Han anså mennesket for at bestå af to dele – en evig, skabt ud af den samme essens som Absolutheden, den anden dødelig og forgængelig, der anskaffede sine bestanddele fra de mindre ”skabte” Guder. Han viser at mennesket er skabt af (1) En dødelig



91

krop, (2) Et udødeligt princip, og (3) En ”slags separat dødelig Sjæl.” Det er det som vi respektivt kalder det fysiske menneske, den Åndelige Sjæl eller Ånd, og den dyriske Sjæl (Nous og psuche). Det er denne inddeling som en anden Indviet, Paulus bruger, og som fastholder at der er en fysisk krop, som er sået i den forgængelige (astrale sjæl eller krop), og en åndelig krop som fremstår i en uforgængelig substans. Selv Jakobs brev (iii. 15) bekræfter det samme ved at sige at (vores laver sjæls) ”visdom” nedstiger fra oven, men er jordisk (”fysisk,” ”djævelsk,” vide Græsk tekst); mens den anden er himmelsk visdom. Så klart er det, at når Platon og endda Pythagoras taler om kun tre ”principper,” og at vi sætter dem i kontrast til vores lære, der giver dem syv adskilte funktioner, i deres forskellige kombinationer, så vil dette blive tydeligt.


TEOSOFISK INDDELING
LAVERE FIRFOLDIGHED

SANSKRIT UDTRYK
EKSOTERISK BETYDNING
FORKLARING
a. Rupa, eller Sthula-Sarira.
a. Fysisk krop.
a. Det er vehiklet for alle andre ”principper” gennem livet.
b. Prana.
b. Liv, eller det Vitale princip.
b. Er kun nødvendig for a, c, d, og den lavere Manas funktioner, som omfatter alle de som er begrænset til den (fysiske) hjerne.
c. Linga Sharira.
c. Den Astrale krop.
c. Dubletten, fantom-legemet.
d. Kama rupa.
d. Sædet for dyriske begær og lyster.
d. Det er centret for det dyriske menneske, hvor grænsen som adskiller det dødelige menneske fra den udødelige enhed.
   




92
TEOSOFISK INDDELING
DEN ØVRE UDØDELIGE TRIADE.

SANSKRIT UDTRYK
EKSOTERISK BETYDNING
FORKLARING
e. Manas - i sine funktioner et dualistisk princip.
e. Bevidsthed, Intelligens: som er den højere menneskelige bevidsthed, hvis lys, eller udstråling forbinder MONADEN, gennem livet, til det dødelige menneske. 
e.Menneskets fremtidige tilstand og den Karmiske tæthed afhænger af hvorvidt Manas tynger mere ned mod Kama Rupa, sædet for de dyriske lyster, eller opad til Buddhi, det åndelige Ego. I det sidste tilfælde, så assimilerer det individuelle sind (Manas) den højere bevidstheds Åndelige aspirationer Buddhi, og danner Egoet, som går ind i Devachanisk lyksaglighed.*
f. Buddhi.
f. Den Åndelige Sjæl.
f. Vehiklet for ren universel ånd.
g. Atma.
g. Ånd.
g. Et med det Absolutte, som dens udstråling.
   

Hvad lærer Platon nu? Han taler om det indre menneske som bestående af to dele – en udødelig og uforanderlig, skabt ud den samme substans som Guddommen, og den anden dødelige og forgængelige. Disse ”to dele” findes i den øvre Triade, og den lavere Firfoldighed (vide Tabellen). Han forklarer, at når Sjælen, psuche, ”allierer hende selv med Nous  



* I Hr. Sinnets ”Esoteric Buddhism”, der kaldes d, e, og f, henholdsvis de Dyriske, de Menneskelige, og de Åndelige Sjæle, som svarer der til. Selv om principperne er nummererede i Esoteric Buddhism, så er dette strengt taget ubrugeligt. Alene den duale Monade (Atma-Buddhi) er sårbar med hensyn til at blive anset for at være de to højeste numre (det 6. og 7.). For alle de andre er ingen nummerering mulig, da som en generel regel kun dette ”princip” som er fremherskende i mennesket kan anses for at være det første og førende. I nogle mennesker er det den højere Intelligens (Manas eller det 5.) som dominerer de andre; i andre er det den Dyriske Sjæl (Kama-rupa) som suverænt regerer, og fremviser de mest bestialske instinkter, osv.




93

(guddommelig ånd eller substans)*, så gør hun alting rigtigt og velvalgt”; men situationen er anderledes når hun tilknytter sig til Anoia (tåbelighed, eller den irrationelle dyriske Sjæl). Her, har vi så Manas (eller Sjælen i generel forstand) i dens to aspekter: når den tilknytter sig selv til Anoia (vores Kama rupa, eller ”Dyrisk Sjæl” i ”Esoteric Buddhism,”) så løber den i retningen af total opløsning så vidt som det personlige Ego angår; når den allierer sig med Nous (Atma-Buddhi) så forenes den ind i det udødelige, uforgængelige Ego, og så bliver dens åndelige bevidsthed fra den personlige der var, udødelig.


FORSKELLEN MELLEM SJÆLEN OG ÅNDEN


SPG. - Underviser du virkelig i tilintetgørelsen af enhver personlighed, sådan som nogle Spiritualister og Franske Spiritister beskylder dig for?

TEO. - Det gør vi ikke. Men da dette dualistiske spørgsmål – det Åndelige Egos individualitet, og det dyriske menneske personlighed - involverer at muligheden for at det sande udødelige Ego viser sig i Seance rum som en ”materialiseret ånd,” noget vi som allerede forklaret nægter, så har vores opponenter startet en nonsens-agtig anklage.



* Paulus kalder Platons Nous for ”Ånd”; men da den ånd er ”substans,” så menes der selvfølgelig derfor, Buddhi og ikke Atma, da den sidstnævnte filosofisk set ikke på nogen måde kan kaldes ”substans”. Vi inkluderer Atma blandt de menneskelige ”principper” for ikke at skabe yderligere forvirring. I virkeligheden er den ikke noget ”menneske”, men det universelle absolutte princip som Sjæl-Ånden, Buddhi, er bærer af.





94

SPG. - Du har lige talt om at psuche løb mod sin egen tilintetgørelse hvis den tilknytter sig til Anoia. Hvad mente Platon, og hvad mener du med det?

TEO. - Jeg mener, at den fuldstændige tilintetgørelse af den personlige bevidsthed er et meget sjældent tilfælde. Den generelle og næsten uundgåelige regel medfører sammensmeltningen af det personlige med det individuelle og udødelige bevidste Ego, en transformering eller en guddommelig transfiguration, og kun en tilintetgørelse af den lavere firfoldighed. Vil du forvente at det kødelige menneske, eller den midlertidige personlighed, hans skygge, det ”astrale,” hans dyriske instinkter og endda fysiske liv, vil overleve sammen med det ”åndelige EGO” og blive evig? Naturligvis ophører alt dette med at eksistere, enten ved eller kort efter den kropslige død. Den bliver med tiden fuldstændig disintegreret og forsvinder fra synsfeltet, tilintetgjort som et hele.

SPG. - Nægter du også genopstandelsen i kødet?

TEO. - Det gør vi på det bestemteste! Hvorfor skulle vi, som tror på de Gamles arkaiske esoteriske filosofi, acceptere de ufilosofiske spekulationer hos den Kristne teologi, der er lånt fra Egyptiske og Græske eksoteriske Gnostiske Systemer?

SPG. - Egypterne ærede Natur-Ånder, og guddommeliggjorde endda løg: Dine Hinduer er afgudsdyrkere, selv den dag i dag; Zoroasterne tilbad, og tilbeder stadig Solen; og de bedste Græske filosoffer var drømmere eller materialister – se bare Platon og Demokrit. Hvordan kan du sammenligne det!

TEO. - Det er muligvis sådan i jeres moderne Kristne og endda Videnskabelige katekismus; men det er ikke sådan for den upartiske bevidsthed. Egypterne tilbad ”En-Kun-En,” som Nout; og det er fra dette



95

ord at Anaxagoras fik sin benævnelse Nous, eller som kalder den, νους αυτοκρατης, ”Bevidstheden eller Ånd, Selv-mægtig,” αρχη της κιν η εως, den førende motor, eller primum-mobile for alt. Hos ham var Nous Gud, og logos var mennesket, hans emanation. Nous er ånden (uanset om det er i Kosmos eller i mennesket), og logosen, uanset om den var Universets eller det astrale legemes emanation af førstnævnte, den fysiske krop var kun dyrisk. Vores ydre kræfter opfatter phenomena; vores Nous alene er i stand til at anerkende deres noumena. Det er alene logos, eller noumenon, som overlever, fordi den i sin egentlige natur og essens er udødelig, og logos i mennesket er det Evige Ego, det som reinkarnerer og lever for evigt. Men hvordan kan den flygtige og ydre skygge, den midlertidige klædning, fra den guddommelige emanation der vender tilbage til kilden når den fortsætter sin færd, være det som fremstår som ikke-korrupperbar?

SPG. - Men du kan stadig ikke undsige dig beskyldningem om at have opfundet en ny inddeling af menneskets åndelige og psykiske sammensætning; for ingen filosof taler om dem, selv om du mener at Platon gør.

TEO. - Og jeg støtter denne opfattelse. Bortset fra Platon, er der Pythagoras, som også fulgte samme ide.* Han beskrev Sjælen som en selv-bevægende Enhed (monade) sammensat af tre elementer,



* Plutarch siger, at ”Platon” og ”Pythagoras”, ”distribuerer sjælen i to dele, den rationelle (noetiske) og den irrationelle; at den del af menneskets sjælen som er rationel er evig; for selv om den ikke er Gud, så er den et produkt af en evig guddom, mens den del af sjælen som har afført sig fornuften (agnoia) dør.” Det moderne udtryk Agnostisk kommer fra Agnosis, et beslægtet ord. Vi undrer os over at Hr. Huxley, forfatteren af ordet, skulle have forbundet hans store intellekt med ”sjælen afført fornuften” som dør? Er det den moderne materialists overdrevne ydmyghed?





96

Nous (Ånd), phren (bevidsthed), og thumos (liv, åndedrag eller Kabalisternes Nepesh), de tre som korresponderer til vores ”Atma-Buddhi,” (højere Ånd-Sjæl), til Manas (Egoet), og til Kama-rupa i sammenhæng med den lavere refleksion med Manas. Det som de Gamle Græske filosoffer benævnte Sjæl, kalder vi generelt set for Ånd, eller Åndelig Sjæl, Buddhi, som et vehikel af Atma (Aghaton, eller Platons den Suveræne Guddom). Det faktum at Pythagoras og andre fastslår at phren og thumos deles af os med de brutale mennesker, viser at i dette tilfælde at der menes den lavere Manasiske refleksion (instinkt) og Kama-rupa (dyrisk livsstils lyster). Og da Sokrates og Platon anerkendte sporet og fulgte det, til disse fem, nemlig, Agathon (Guddom eller Atma), Psuche (Sjælen i dens kollektive betydning), Nous (Ånd eller Bevidsthed), Phren (fysisk bevidsthed), og Thumos (Kama-rupa eller følelser), så tilføjer vi Mysteriernes eidolon, den skyggeagtige form eller den menneskelige double, og den fysiske krop, så vil det være let at demonstrere at Platons og Pythagoras ideer var identiske med vores. Selv Egypterne brugte den syvfoldige inddeling. De lærte at Sjælen (EGO) ved dens bortgang måtte passere igennem dens syv kamre, eller principper, de som den lod bag sig og de som den tog med sig sammen med den selv. Den eneste forskel er, at de kun udgav læren i brede træk, da de huskede at straffen for afsløring var døden, mens vi fremstiller den og forklarer den i detaljer. Selv om vi giver til hele verden så meget som er lovligt, så tilbageholdes også mere end én vigtig detalje indenfor vores lære, som de der studerer esoterisk filosofi og er forpligtet til stilhed, kun har ret til at vide.



97

GRÆKERNES LÆRE


SPG. - Vi har fantastiske Græske og Latinske, Sanskrit og Hebræriske videnskabsfolk. Hvordan kan det være at vi ikke finder noget i deres oversættelser, som kan give os en ide om det du taler om?

TEO. - Fordi dine oversættere, på trods af deres store lærdom, har lavet filosofferne, især de Græske, om til tågede i stedet for mystiske forfattere. Tag for eksempel Plutarch, og læs hvad han siger om menneskets ”principper”. Det som han skriver blev opfattet bogstavligt og tillagt metafysisk overtro og uvidenhed. Lad mig give dig en illustration til at pointere det med: ”Mennesket”, siger Plutarch, ”er sammensat; og de som tror at det er sammensat af kun to dele tager fejl. For de forestiller sig at forståelse (hjerne intellekt) er en del af sjælen (den øvre Triade), men de tager her ikke mindre fejl end de som laver sjælen om til at være en del af kroppen, dvs. de som laver Triade delen om til en del af den forgængelige dødelige firfoldighed. For forståelsen (nous) overgår langt sjælen, ligesom sjælen der er bedre og mere guddommelig end kroppen. Denne sammensætning af sjælen (psuche) med forståelse (nous) giver mening; og med følelses kroppen (eller thumos, den dyriske sjæl); hvoraf den ene er det begyndende princip for nydelse og smerte, og den anden vedrører godhed og ondskab. Af disse tre dele sat sammen har jorden givet kroppen, månen sjælen, og solen forståelsen til den menneskelige generation.” Denne sidste sætning er helt og holden allegorisk, og vil kun blive for-





98

stået af de som er velbevandret i den esoteriske videnskab om korrespondance og ved hvilken planet, der relaterer til hvert princip. Plutarch inddeler de sidste ind i tre grupper, og fremlægger en sammensat krop med fysisk ramme, astral skygge, og åndedrag, eller den trefoldige lavere del, som ”af jord var kommet og til jord skal blive”; fra det midterste princip og den instinktive sjæl, den anden del, afledt fra og gennem og er altid influeret af månen*; og kun den højere del eller den Åndelige Sjæl, med de Atmiske og Manasiske elementer i sig lader han udgøre en direkte emanation fra Solen, som her står for Agathon den Suveræne Guddom. Dette bevises af hvad han efterfølgende siger:

”Af døden vi dør, den ene gør mennesket to af tre og den anden en af (ud af) to. Den førstnævnte er Demeters region eller område, deraf navnet for Mysterierne, telein, svarende til den givet til døden, teleutan. Athenerne som tidligere blev kaldt Demeters hemmeligt afdøde. Med hensyn til den anden død, så er den i månen eller Persefones domæne.”

Her har du en lære, som viser at mennesket er syvfoldigt gennem livet; en femfoldighed lige efter døden i Kamloka; og et trefoldigt Ego, Ånd-Sjæl, og bevidsthed i Devachan. Denne adskillelse, den første i ”Hades Enge,” blev omtalt sådan af Plutarch om Kama-loka, og derefter i Devachan, der var den integrerede del af de hellige Mysterier, når kandidaterne til indvielse udførte hele dødens drama, og opstandelsen som en glorificeret ånd, ved den betegnelse vi



* De Kabalister som kender til relationen mellem Jehova, giveren af liver og børn, til Månen, og den sidstnævntes indflydelse på formering, vil genkende pointen ligeså vel som astrologerne vil.



99

kalder Bevidsthed. Det er det Plutarch mener, når han siger: -

”Og som med den ene, den jordiske, så med den anden den himmelske Hermes gjorde vel. Denne river pludselig og med voldsomhed sjælen fra kroppen; men Persefone adskiller mildt og i langt tid forståelsen fra sjælen.* Af denne grund kaldes hun for Monogenes, den enbårne, eller snarere fødende en alene; for den bedre del af mennesket bliver alene når den adskilles fra hende. Nu sker det ene og det andet således efter naturen. Det er fastsat af Skæbnen (Fatum eller Karma) at enhver sjæl, uanset om den har forståelse (bevidsthed) eller ej, skal vandre rundt i et stykke tid, når den kommer ud af kroppen, dog ikke alle på samme vis, i regionen beliggende mellem jorden og månen (Kamaloka).† For de som har været uretfærdige og udsvævende lider som straf i overensstemmelse med deres forseeleser; men de gode og retskafne forbliver der ind til de får renset, og via bod, udrenset ud af sig alle de infektioner de måtte have pådraget sig ved kroppens inficering, som ved dårligt helbred; der lever de i de mildeste dele af luften, som hedder Hades Enge, hvor de må forblive i en vis forudbestemt og fastlagt tid. Og, så som hvis de var vendt hjem fra en pilgrimsvandring eller et langt eksil i deres land, så får de en smag af glæde, sådan som de der er indvidet i de Hellige Mysterier hovedsagelig modtager, mikset med problemer, beundring, og enhvers passende og særegne håb.”

Dette er Nirvanisk lyksaglighed, og selv om det er i et esoterisk sprogbrug, så kunne ingen Teosof klarere beskrive, de mentale glæder i Devachan, hvor ethvert menneske har sit paradis omkring sig, skabt af hans samvittighed. Men, du bør være klar over den almindelige fejl



*Proserpina eller Persefone, står her for Karma efter døden, som siges at regulere adskillelsen af de lavere fra de højere ”principper”: Sjælen, som Nepesh, det dyriske livs åndedrag, som forbliver for en tid i Kama-loka, fra det højere sammensatte Ego, som går ind i Devachan tilstanden, eller lyksaglighed.

† Ind til adskillelsen af det højere, åndelige ”princip” fra de lavere finder sted, de lavere som forbliver i Kama-loka ind til de disintegrerer.





100

som for mange, selv blandt vore Teosoffer, falder i. Tro ikke at fordi at mennesket kaldes en syvfoldighed, en femfoldighed og en triade, at han er sammensat af syv, fem, eller tre entiteter; eller, som det udmærket er fremlagt af en Teosofisk forfatter, som lag der bliver trukket af som lag i et løg. ”Principperne” er, som jeg allerede har sagt det, bortset fra kroppen, livet, og den astrale eidolon, som alle forsvinder efter døden, ganske enkelt aspekter eller bevidsthedstilstande.

Der er kun et virkeligt menneske, som forbliver gennem livscyklussen og som essentielt set er udødelig, hvis den ikke har form, og det er Manas, Bevidstheds-mennesket eller inkarneret Bevidsthed. Den protest som materialisterne fremlægger, som nægter at sindet og bevidstheden har mulighed at for at handle uden stoffet er værdiløs i vores tilfælde. Vi nægter ikke fornuften i deres påstand; men vi spørger ganske enkelt vores opponenter, ”Kender i alle stoffets tilstande, i som førhen kun kendte tre? Og hvordan kan i vide om hvorvidt det som vi refererer til som ABSOLUT BEVIDSTHED eller Guddom, der for evigt er usynlig og uerkendelig, ikke er det som, selv om det for altid undviger vores begrænsede menneskelige opfattelse, er stadig universel Ånd-stof eller stof-Ånd i sin absolutte uendelighed?” Det er således en af de laveste, og i sin manvantariske manifestationers Ånd-stof fraktionerede-aspekter, som er det bevidste Ego som skaber dets eget paradis, et fjolsets paradis, så er det måske, stadig en tilstand med lyksaglighed.

SPG. - Men, hvad er Devachan?

TEO. - Bogstaveligt ”gudernes land”; en situation, en tilstand af mental lyksaglighed. Filosofisk en mental situation analog med, men mere levende og virkelig end, den mest levende drøm. Det er stedet efter døden for de fleste mennesker.




VII.

OM DE FORSKELLIGE EFTER DØDEN TILSTANDE


DET FYSISKE OG DET ÅNDELIGE MENNESKE

SPG. - Jeg er glad for at høre, at du tror på Sjælens udødelighed.

TEO. - Ikke på ”Sjælens,” men på den guddommelige Ånds; eller snarere på det reinkarnerende Egos udødelighed.

SPG. - Hvad er forskellen?

TEO. - Indenfor vores filosofi en meget stor en, men det er et for dunkelt og svært spørgsmål at berøre overfladisk. Vil bliver nødt til at analysere dem hver for sig, og derefter sammen. Vi kan begynde med Ånd.

Vi siger at Ånden (Jesus ”Fader i hemmelighed”), eller Atman er ikke menneskets individuelle ejendom, men den Guddommelige essens, som ikke har nogen krop, ingen form, og som er umålelig, usynlig og udelelig, det som ikke eksisterer og alligevel er, som Buddhisterne siger om Nirvana. Den overskygger kun det dødelige; det som går ind i ham og gennemtrænger hele kroppen er kun dens allestedsnærværende stråler, eller lys, udstrålet gennem Buddhi, dets vehikel og direkte emanation. Det er den




102

hemmelige påstands betydning blandt næsten alle de gamle filosoffer, når de siger at ”den rationelle del af menneskets sjæl”* aldrig gik fuldt ind i mennesket, men kun mere eller mindre overskyggede ham via den irrationelle Sjæl eller Buddhi.



* I dens fælles betydning, betyder ordet ”rationel” noget som emanerer fra den Evige Visdom.

Irrationel i den betydning at det Universelle sinds rene emanation ikke kan have nogen egen individuel fornuft på dette stoflige plan, ligesom Månen låner sit lys fra Solen og hendes liv fra Jorden, så modtager Buddhi dets Visdoms lys fra Atma, og får dets rationelle kvaliteter fra Manas. Som noget ensartet per se er den uden attributter.



103

SPG. - Jeg arbejdede under den opfattelse at den kun ”Dyriske Sjæl” var irrationel og ikke den Guddommelige.

TEO. - Du er nødt til at lære forskellen mellem det som er negativt, eller passivt ”irrationel,” fordi det er udifferentieret, og det som er irrationel fordi det er for aktivt og positivt. Mennesket er en samling af åndelige kræfter, så vel som en samling af kemiske og fysiske kræfter, som er bragt til at virke ved det vi kalder ”principper.”

SPG. - Jeg har læst en god del om emnet, og for mig synes det at være sådan at de ældre filosoffers forestillinger adskilte sig en god del fra de middelalderlige Kabalisters selv om de er enige på visse punkter.

TEO. - Den mest grundlæggende forskel mellem dem og os er denne. Mens vi tror på Neo-Platonikerne og den Østlige lære om at ånd (Atma) aldrig nedstiger hypostatisk ind i det levende menneske, men kun mere eller mindre bader dets udstråling på det indre menneskes (de astrales psykiske og åndelige sammensætnings) principper, så fastholder Kabalisterne at den menneskelige Ånd, løsriver sig ind i menneskets Sjæl fra lysets ocean og den Universelle Ånd, hvor den forbliver gennem livet fanget i den astrale kapsel. Alle Kristne Kabalister fastholder stadig det samme, da de ikke er i stand til at bryde helt væk fra deres antropomorfiske og Bibelske doktriner.

SPG. - Og hvad siger i?

TEO. - Vi siger at vi kun tillader Åndens (eller Atmas) udstråling at være til stede i den astrale kapsel, og kun med hensyn til åndelige udstråling. Vi siger at mennesket og Sjælen er nødt til vinde deres udødelighed ved at stige op mod enheden med hvilken, hvis det lykkedes, de endeligt vil blive forbundet og som de endeligt så at sige absorberes ind i. Mennesket individualisering efter døden afhænger af ånden, ikke af hans sjæl og krop. Selv om ordet ”personlighed,” som det normalt forstås, er en absurditet hvis det knyttes til vores udødelige essens, så er sidstnævnte stadig, som vores individuelle Ego, en adskilt entitet, udødelig og evig, per se. Det er kun i tilfældet med sorte magikere eller kriminelle uden for rækkevidde, kriminelle som har været sådan gennem en lang serie af liv – at den skinnende tråd, som forbinder ånden til den personlige sjæl fra fødslen af rives voldsomt over, og den ulegemlige entitet bliver adskilt fra den personlige sjæl, den sidstnænvte opløses uden at efterlade det mindste indtryk af sig selv på den førstnævnte. Hvis denne forening mellem den lavere, eller personlige Manas, og det individuelle reinkarnerende Ego, ikke er blevet påvirket igennem livet, så efterlades den førstnævnte til at dele samme skæbne som de lavere




104

dyr, for derefter gradvist at opløses ind i æteren, og have sin personlighed tilintetgjort. Men selv der forbliver Egoet som et adskilt væsen. Det (åndelige Ego) mister kun en Davachanisk tilstand – efter dette specielle, og sandelig i dette tilfælde ubrugelige, liv, -som en idealiseret Personlighed, og reinkarnerer næsten øjeblikkeligt, efter for en kort tid at have nydt sin frihed som en planetarisk ånd.

SPG. - Det er fremlagt i Isis Unveiled at sådanne Ånder eller Engle, ”de Paganske guder eller de Kristnes ærkeengle,” vil aldrig blive mennesker på vores planet.

TEO. - Helt rigtigt. Ikke nogen ”sådanne,” men nogle klasser af højere Planetariske Ånder. De vil aldrig blive mennesker på denne planet, fordi de er opstegne Ånder fra en tidligere fortidig verden, og som sådan kan de ikke gen-skabes som mennesker i denne. Men, alle disse vil leve igen i den næste og højere Mahamanvantara, efter den ”store Tidsalder,” og ”Brahma pralaya;” (en lille periode på 16 cifre eller der omkring) er ovre. For du må selvfølgelig, have hørt, at Østlig filosofi lærer os at menneskeheden består af sådanne ”Ånder” fanget i menneske ”kroppe”? Forskellen mellem dyr og mennesker er denne: de førstnævnte besjæles potentielt af ”principperne”, de sidstnævnte bliver det reelt.* Forstår du nu forksellen?

SPG. Ja; men denne specialisering har i alle tidsaldre være anstødstenen for metafysikerne.

TEO. - Det var den. Hele den Buddhistiske filosofis esoteriske lære er baseret på den mysteriøse lære, som forstås af få,



* (Vide ”Secret Doctrine,” Vol. II., stanzas.)




105

og som misrepræsenteres af mange af de mest lærde videnskabsmænd. Selv metafysikere er også tilbøjelig til at antage resultatet for at være årsagen. Et Ego som har vundet sit udødelige liv som ånd vil forblive det samme indre selv gennem alle sine genfødsler på jorden; men det betyder ikke nødvendigvis at han må forblive den Hr. Smith eller Hr. Brown som han var på jorden, eller miste sin individualitet. Derfor kan, menneskets astrale sjæl og den jordiske krop, herefter i mørke, absorberes ind i det komsiske oceans sublimerede elementer, og ophøre med at føle sit sidste inkarnerede personlige Ego (hvis det ikke fortjente at ryge højere op), og det guddommelige Ego forbliver stadig den samme uforandrede entitet, selv om dens jordiske oplevelse af dens emanation kan blive totalt udslettet i tilfældet af øjeblikkelig adskillelse fra det uværdige vehikel.

SPG. - Hvis ”ånden,” eller den guddommelige del af sjælen, er før-eksisterende som et adskilt væsen i al evighed, som Origen, Synesius, og andre halv-Kristne, og halv-Platoniske filosoffer lærte, og hvis den er det samme, og ikke andet end den metafysiske objektive sjæl, hvordan kan den så være andet end evig? Og hvad betyder det så i sådant et tilfælde, hvorvidt mennesket lever et rent liv eller et dyrisk, hvis, han uanset hvad han gør aldrig kan miste sin individualitet?

TEO. - Den lære sådan som du har fremlagt den er, lige så ondartet i sine konsekvenser som stedfortrædende forsoning. Havde det sidstnævnte dogme, sammen med den falske ide om at vi alle er udødelige, blevet demonstreret overfor verden i sit sande lys, så var menneskeheden blevet forbedret ved dets fremme.

Lad mig gentage overfor dig igen. Pythagoras, Platon, Timæus fra Locris, og den gamle Alexandrinske Skole, afledte om menneskets Sjæl (eller hans højere ”principper” og attributter) fra den Universelle




106

Verdenssjæl, den sidstnævnte er ifølge deres lære, Æter (Pater-Zeus). Derfor kan ingen af disse ”principper” være ublandet essens fra den Pythagoræiske Monas, eller vores Atma-Buddhi, fordi Anima Mundi er kun resultatet af den subjektive emanation eller snarere udtråling fra den førstnævnte. Både den menneskelige Ånd (eller individualiteten), det reinkarnerende Åndelige Ego, og Buddhi, den Åndelige sjæl, er før-eksisterende. Men, mens den førstnævnte eksisterer som en adskilt entitet, en individualisation, så eksisterer sjælen som et før-eksisterende åndedrag, en uvidende del af et intelligent hele. Begge blev oprindeligt formet i det evige Lys Ocean; men som Ild-Filosofferne de middelalderlige Teosoffer, udtrykker det, så er der en synlig så vel som en usynlig ånd i ilden. De gjorde forskel på anima bruta og anima divina. Empedocles troede fuldt og fast på at alle mennesker og dyr besad to sjæle; og hos Aristotles ser vi at han kalder den ene fornufts-sjælen, nous, og den anden, den dyriske sjæl, psuche. Ifølge disse filosoffer, så kommer fornufts-sjælen inde fra den universelle sjæl, og den anden ude fra.

SPG. - Vil du kalde Sjælen, dvs., den tænkende menneskelige Sjæl, eller det som du kalder Ego for – stof?

TEO. - Ikke stof, men ganske sikkert substans; ordet ”stof,” kunne heller ikke undgås hvis man tilføjede adjektivet, ur-, som præfiks. Vi siger, at dette stof, er evigt sammen med Ånd, og det er ikke vores synlige, håndgribelige, og delelige stof, men dets ekstreme sublimering. Ren Ånd er blot et trin fra ikke-Ånd, eller det absolutte alt. Med mindre du indrømmer at mennesket evolverede ud af sit ur Ånd-stof, og at det repræsenterer en regulær



107

progressiv skala af ”principper” fra meta-Ånd ned til det mest fortættede stof, hvordan kan vi nogensinde få den opfattelse at det indre menneske er udødeligt, på samme tid en som åndelig Entitet og et dødeligt menneske?

SPG. - Hvorfor skulle du så ikke, som en sådan Entitet, tro på Gud?

TEO. - Fordi det som er uendeligt og ubegrænset ikke kan have nogen form, og ikke kan være et væsen, i det mindste ikke i nogen Østlig filosofi som er sit navn værdigt. En ”entitet” er udødelig, men der det kun i sin ultimative essens, ikke i sin individuelle form. Når den når slutningen af sin cyklus, absorberes den ind i sin ur-natur; og den bliver ånd, når den taber sit Entitets navn.

Dens udødelighed som form er kun begrænset til dets livs-cyklus eller Mahamanvantaraen; hvorefter den er ét og identisk med den Universelle Ånd, og ikke længere en separat Entitet. Hvad den personlige Sjæl angår – hvormed vi mener den gnist af bevidsthed som bevarer ideen om det personlige ”Jeg” fra den sidste inkarnation i det personlige Ego – så eksisterer den kun, som en separat adskilt erindring, gennem den Davachaniske periode; hvorefter den tilføjes til Egoets andre utallige serier af inkarnationer, ligesom erindring i vores hukommelse af en serie af dage i slutningen af et år. Vil du binde den uendelighed som du ønsker for din Gud sammen med endelige tilstande? Kun det som er uforgængeligt cementeret af Atma (dvs., Buddhi-Manas) er udødeligt. Menneskets sjæl (dvs. dets personlighed) per se er hverken udødelig, evig eller guddommelig. Zohar siger (vol. iii., p. 616), ”når sjælen sendes til denne jord, så iklæder den sig en jordisk klædning, for at bevare hende selv her, så




108

modtager hun i himlen en skinnende klædning for at være i stand til at se uden skade ind i det spejl, hvis lys udgår fra Lysets Herre.” Yderligere, så lærer Zohar at sjælen ikke kan nå lyksalighedens bolig, medmindre hun har midtaget det ”hellige kys,”, eller Sjælens genforeningen med substansen hun emanerede fra – ånd. Alle sjæle er duale, og, mens den sidstenævnte er et feminint princip, så er ånden maskulin. Mennesket er en trefoldighed mens det er fanget i sin krop, med mindre at hans forurening er sådan at han har skabt en skilsmisse fra ånden. ”Ve den sjæl som foretrækker den jordiske ægteskab med hendes jordiske krop frem for hendes guddommelige mand (ånd),” viser en tekst i et Hermetisk værk Book of the Keys. Ve i sandhed, for intet vil forblive af den personlighed til optegnelse på Egoets uforgængelige tavlers hukommelse.

SPG. - Hvordan kan det, som du erkender er substans, der er identisk med det guddommelige, undgå at være udødelig, hvis det ikke åndes ind i mennesket af Gud?

TEO. - Ethvert atom og stoflig plet, som ikke kun er af substans, er i sin essens uforgængelig, men ikke i sin individuelle bevidsthed. Udødelighed er ikke andet end ens ubrudte bevidsthed; og den personlige bevidsthed kan næppe eksistere længere end personligheden selv, kan den? Og sådan en bevidsthed overlever, som jeg allerede har sagt kun i Devachan, hvorefter den først re-absorberes i den individuelle, og derefter i den universelle bevidsthed. Spørg hellere jeres teologer om, hvordan det kan være at de har rodet de Jødiske skrifter så meget sammen. Læs Biblen, hvis du vil have et godt bevis på at forfatterne til især Pentateuken, og Genesis, aldrig anså



109

nephesh, som Gud åndede ind i Adam (Gen. Kap. ii), for at være den udødelige sjæl. Her er nogle eksempler: - ”Og Gud skabte . . . . hvert nephesh (liv) der rører sig” (Gen. I. 21), betyder dyr; og i (Gen. ii. 7) siges det: ”Og mennesket blev en nephesh” (levende sjæl), som viser os at ordet nephesh blev uden skelen givet til det udødelige menneske og det dødelige dyr. ”Og sandelig blodet fra jeres nepheshim (liv) vil jeg kræve; og ved ethvert dyrs hånd vil jeg kræve det, og ved menneskets hånd” (Gen. ix. 5), ”Red dit nephesh” (red dit liv, oversættes det), (Gen. Xix. 17), ”Lad os ikke slå ham ihjel,” siger den Engelske version (Gen. xxxvii. 21) ”Lad os ikke slå hans nephesh ihjel, ” siger den Hebræiske tekst. ”Nephesh for nephesh,” siger Leviticus (xvii. 8). ”Han som slår et andet menneske ihjel skal sandelig blive dræbt,” bogstavligt ”Han som ihjelslår menneskets nephesh” (Lev. xxiv. 17); og fra vers 18 og følgende siges det: ”Og ham der ihjelslår et dyr (nephesh) skal gør det godt igen. . . . Dyr for dyr,” hvor den originale tekst siger ”nephesh for nephesh.” Hvordan kan et menneske ihjelslå det som er udødeligt? Og det forklarer også hvorfor Saddukæerne afviste sjælens udødelighed, ligesom det også giver et andet bevis, at de Mosaiske Jøder meget sikkert – de uindviede i enhver henseende – overhovedet ikke troede på sjælens overlevelse.


VORES EVIGE BELØNNING OG STRAF; OG OM NIRVANA.

SPG. - Det er vel næppe nødvendigt formoder jeg, at spørge om hvorvidt du tror på de Kristne dogmer om Paradis og Helvede, eller på fremtidige belønninger og afstraffelser som de Ortodokse kirker lærer det?




110

TEO. - Som beskrevet i jeres katekismer, så afviser vi dem fuldstændigt; mindst af alt vil vi acceptere deres evige gyldighed. Men vi tror fuldt og fast på det vi kalder Loven om Gængældelse, og i den fuldstændige retfærdigehed og visdom som guider den Lov, eller Karma. Derfor afviser vi udtrykkeligt at skulle acceptere den grusomme og ufilosofiske tro på den evige belønning eller den evige afstraffelse. Vi siger som Horace: -
”Lad regler være fastsat som indeholder vores vrede, Og straffe fejl med en proportional lidelse; Men hudflet ikke ham som kun fortjener En piskning for den fejl han har gjort.”
Denne regel er for alle mennesker, og en retfærdig en. Skal vi tro at Gud, som i kalder legemligørelsen af visdom, kærlighed og nåde, er mindre berettiget til disse attributter end det dødelige menneske?

SPG. - Har du andre grunde for at afvise disse dogmer?

TEO. - Hovedårsagen til dette ligger i realiteten om reinkarnations eksistens. Som allerede forklaret, så afviser vi ideen om at en ny sjæl bliver skabt for hver ny-født baby. Vi tror at ethvert menneske er vehiklet fra eller bærer på et Ego, som er samtidig med alle andre Egoer; fordi alle Egoer stammer fra den samme essens og tilhører den oprindelige emanation fra et universelt uendeligt Ego. Platon kalder sidstnævnte for logos (eller den anden manifesterede Gud); og vi, kalder den for det manifesterede guddommelige princip, som er et med det universelle sind eller sjæl, ikke den antropomorfiske, ekstra-kosmiske og personlige Gud som så mange Teister tror på. Lad os ikke forveksle det.

SPG. - Men hvor er vanskeligheden, når du først anerkender et manifesteret



111

princip, med troen på at hver ny dødeligs sjæl skabes ud af dette Princip, ligesom alle Sjæle før den er blevet skabt på samme måde?

TEO. - Fordi det som er upersonligt næppe kan skabe, planlægge og tænke, ud af sin egen søde vilje og fornøjelse. DET har ikke til formål at skabe mennesker, for så nogle få år senere at have fortrudt, at det har skabt dem, for det er en universel Lov, der er uforanderlig i sine periodiske manifestationer, som er radierende og manifesterende i dets egen essens ved begyndelsen af hver ny livscyklus. Hvis vi overhovedet skal tro på et guddommeligt princip, så må det være et som er ligeså absolut harmoni, logiskt, og retfærdigt, som det er absolut kærlighed, visdom, og upartiskhed; og en Gud som vil skabe enhver sjæl for en kort livsoplevelse i verden, uanset om det vil bevæges af en rig, glad mands krop eller en fattig lidende stakkel, ulykkelig fra fødsel til død selv om han ikke har gjort noget for at fortjene hans grusomme skæbne – vil snarere være en sanseløs djævel end en Gud. (Vide infra, ”On the Punishment of the Ego.”) Derfor har endda Jødiske filosoffer, der tror på den Mosaiske Bibel (selvfølgelig esoterisk), aldrig overvejet en sådan ide; og, yderligere, så troede de på reinkarnation, som vi gør.

SPG. - Kan du give mig nogle eksempler som bevis på dette?

TEO. - Det kan jeg bestemt gøre. Philo Judaeus siger (i ”De Somniss,” p. 455): ”Luften er fuld af dem (sjælene); de som er tættest på jorden, nedstigende for at blive knyttet til dødelige kroppe, παλινδρομουσιν αυθις, vender tilbage til andre kroppe, som de begærer at leve i.” I Zohar, sættes sjælen til at plædere hendes frihed overfor Gud: “Universets Herre! Jeg er glad i denne verden, og ønsker ikke at gå ind i en anden verden, hvor jeg




112

bliver håndlavet, og bliver udsat for alle slags forureninger.”* Den fatale nødvendigheds lære, den evige uforanderlige lov, hævdet i Guddommens svar: “Imod din vilje vil du blive en embryo, og imod din vilje bliver du født.”† Lyset vil være uforståeligt uden mørket til at gøre det synligt som kontrast; det gode ville ikke længere være et gode uden det onde til at vise velgerningens uvurderlighed; og så ville ingen personlig egenskab kunne påberåbe sig fortjeneste, medmindre den har passeret igennem fristelsens smelteovn. Intet er evigt og uforanderligt, undtagen den skjulte Guddom. Intet som er begrænset – uanset om det havde en begyndelse, eller har en slutning – kan nogen sinde forblive stationær. Den må enten udvikle sig eller fortones; og en sjæl som tørster efter genforening med dets ånd, der som den eneste kan give den udødelighed, må rense sig selv gennem cykliske sjælevandringer fremad henimod det eneste land med lyksalighed og evig hvile, som i Zohar hedder, “Kærlighedens Palads,” i Hindu religionen, “Moksha”; bland Gnostikerne, “Det Evige Lys Pleroma”; og hos Buddhisterne, “Nirvana.” Og alle disse tilstande er midlertidige, ikke evige.

SPG. - Men, alligevel tales der ikke om nogen reinkarnation i alt dette.

TEO. - En sjæl der plæderer for at få lov til at blive hvor den er, må være før-eksisterende, og ikke være skabt til lejligheden. I Zohar (vol. Iii., p. 61), er der imidlertid et endnu bedre bevis. Når vi taler om de re-inkarnerende Egoer (de rationelle sjæle), de hvis sidste personligheder er nødt til at tone fuldstændigt bort, så



* ("Zohar," Vol. 11., p. 96.)

† ("Mishna," "Aboth," Vol. IV., p. 29.)



113

siges der: “Alle sjæle som har fremmedgjort sig fra Den Hellige i himlen – helliget være Hans Navn – har kastet sig ned i en afgrund for selve deres eksistens, og har forudset tiden for hvornår de endnu en gang vil nedstige på jorden.” “Den Hellige” betyder her esoterisk set, Atman, eller Atma-Buddhi.

SPG. - Yderligere, er det meget mærkeligt at opleve at Nirvana omtales som noget der er synonymt med Himmeriges Rige, eller Paradis, fordi Nirvana ifølge enhver nævneværdig Orientalist er synonymt med tilintetgørelse!

TEO. - Hvis det opfattes bogstavligt, med hensyn til personligheden og differentieret materie, ellers ikke. Mange af de tidlige Kristne Fædre havde disse ideer om reinkarnation og menneskets treenighed. Det er roderiet som blev udført af oversætterne af Det Nye Testamente og gamle filosofiske afhandlinger om sjælen og ånden, som har medført de mange misforståelser. Det er også en af de mange grunde til at Buddha, Plotinus, og så mange andre Indviede nu beskyldes for at have længtes efter den totale udslettelse af deres sjæle - “absorption i Guddommen,” eller “genforening med den universelle sjæl,” betyder ifølge moderne ideer, tilintetgørelse. Den personlige sjæl, må selvfølgelig disintegreres ind i sine partikler, før den er i stand til for evigt at linke dens renere essens med den udødelige ånd.

Men oversætterne af både Apostlenes Gerninger og Epistlerne, som lagde grundstenen for Himmeriges Rige, og de moderne kommentatorer af den Buddhitiske Sutra of the Foundation of the Kingdom of Righteousness, har forvirret opfattelsen af Kristendommens store apostel ligeså vel som den store Indiske




114

reformator. De førstnævnte har overdækket ordet psuchikos (ψυχικο ς),“ så ingen læser kan forestille sig at det har nogen relation til sjælen; og med denne forvirring om både sjæl og ånd, har de Bibelske læsere kun en perverteret opfattelse af alt om emnet. På den anden side, har fortolkerne af Buddha fejlet med hensyn til at forstå betydningen og meningen med Buddhismens fire grader af Dhyana. Spørg Pythagoræerne, “Kan den ånd, som giver liv og bevægelse og som deltager i naturens lys, blive reduceret til ikke-entitet?” “Kan den sensitive ånd i de brutale mennesker som har hukommelse, en af de rationelle evner, dø og blive ingenting?” spørger Okkultisterne. Indenfor Buddhistisk filosofi betyder tilintetgørelse kun spredning af stof, i hvilken som helst form eller tilsvarende form den måtte have, for alt som har form er midlertidig, og er, derfor, virkelig en illusion. For i evigheden er de længste tidsperioder som et øjes blinken. Ligeledes med form. Førend vi har tid til at blive klar over at vi har set det, så er det væk ligesom et øjeblikkelig lysglimt, og for evigt ovre. Når den Åndelige entitet frigør sig for evigt fra enhver partikel af stof, substans, eller form, gen-skabes som et Åndeligt åndedrag: kun der opgår den i det evige og uforanderlige Nirvana, varende lige så længe som livet cyklus har varet – i sandhed, en evighed. Og dette åndedrag der eksisterer i Ånd, er ingenting fordi det er alt; som form, et minde, en eksistens, så tilintetgøres det totalt; som absolut Ånd er det stadig til, fordi det er blevet til Væren-hed i sig selv. Selve ordet, “absorberet i universel essens,” der bruges når der tales om “Sjælen” som Ånd, betyder “forening med.” Det kan aldrig betyde tilintetgørelse, da det ville betyde evig adskillelse.



115

SPG. - Gør du det ikke let for folk at beskylde dig for at prædike tilintetgørelse ved det sprog du bruger? Du har lige talt om at mennesket Sjæl vender tilbage til dets ur-elementer.

TEO. - Men du glemmer, at jeg har fortalt dig om forskellene mellem de forskellige opfattelser af ordet “Sjæl,” og vist dig den løse måde, som ordet “Ånd” hidtil er blevet forstået og oversat på. Vi taler om en dyrisk, en menneskelig, og en åndelig, Sjæl, og skelner imellem dem. Platon, kalder for eksempel den “rationelle SJÆL” det som vi kalder Buddhi, og tilføjer alligevel adjektivet “åndelig”; men det som vi kalder det reinkarnerende Ego, Manas, det kalder han Ånd, Nous, osv., hvorimod vi bruger udtrykket Ånd, alenestående og uden begrænsninger, for Atma. Pythagoras gentager vores arkaiske lære når han siger at Egoet (Nous) er evig med Guddommen; at sjælen kun passerede gennem de forskellige tilstande for at ende med guddommelig excellence; mens thumos vendte tilbage til jorden, og selv phrenen, den lavere Manas blev elimineret. Igen, definerer Platon Sjæl (Buddhi) som “bevægelsen er i stand til at bevæge sig selv:” Han tilføjer (Laws X.), at “Sjælen,” “er den ældste af alle ting, og begyndelsen af bevægelse,” og kalder således Atma-Buddhi “Sjælen,” og Manas “Ånd,” noget vi ikke gør.
“Sjælen blev genereret før kroppen, og kroppen er bagerst og sekundær, da den ifølge naturen, bliver ledt af den ledende sjæl.” “Sjælen som administrerer alle ting som på alle måder bevæges, administrerer ligeledes himlene.”

“Sjælen leder således alting i himlen, og på jorden, og i havet, ved dens bevægelser – som har navnene, at ville, at overveje, at tage sig af, at konsultere, at forme sande og falske opfattelser, at være i en tilstand af glæde, sorg, tillid, angst, had, kærlighed, sammen med alle sådanne primære




116

bevægelser, som er knyttet til disse. . . . Da hun selv er en gudinde har hun Nous, en gud som allieret, og disciplinerer alle ting korrekt og glædeligt; men sammen med Annoia – ikke nous – så virker alting modsat.”
I dette sprog, så vel som i de Buddhistiske tekster, bliver det negative essentielt set behandlet som eksistens. Tilintetgørelse kommer ind under en lignende udlægning. Den positive tilstand er essentiel væren, men ingen manifestion som sådan. Når ånden, i Buddhistisk daglig tale, går ind i Nirvana, så taber den sin objektive eksistens, men bevarer dens subjektive væren. For det objektive sind bliver det til absolut ”ingenting”; for det subjektive, INGEN-TING, intet som kan vises, der kan sanses. Således betyder deres Nirvana visheden om den individuelle udødelighed i Ånden, ikke i Sjælen, som, selv om den er den ældste af alle ting,” stadig er – sammen med alle de andre Guder – en endelig emanation, i former og individualitet, hvis ikke i substans.

SPG. - Jeg forstår ikke helt ideen endnu, og vil være taknemmelig for at du forklarer det for mig ved brug af nogle illustrationer.

TEO. - Det er uden tvivl meget svært at forstå, især for en som er opvokset med den almindelige Kristen Kirkes ortodokse ideer. Yderligere, så må jeg fortælle dig en ting; og det er at medmindre du grundigt har studeret de forskellige funktioner, som tillægges alle menneskelige ”principper” og alle tilstande efter døden, så vil du næppe forstå vores Østlige filosofi.




117

OM DE FORSKELLIGE ”PRINCIPPER” I MENNESKET.


SPG. - Jeg har hørt en god del om, som du kalder det, det ”indre menneskes” konstitution, men har aldrig, som Gabalis udtrykker det, kunnet finde ”hoved eller hale å'et”.

TEO. - Selvfølgelig er meget vanskeligt, og, som du siger ”gådefuldt” at korrekt forstå og skelne mellem de forskellige aspekter, som af os kaldes det sande EGOs ”principper”. Yderligere er det sådan er der findes en betydelig forskel blandt de Østlige skoler på angivelsen af disse principper, selv om der på bunden er det samme identiske underliggende lag i læren.

SPG. - Mener du for eksempel Vedantisterne? Deler de ikke jeres syv ”principper” ind i kun fem?

TEO. - Det gør de; men selv om jeg ikke ville tage mig friheden at strides med en lærd Vedantist, så kan jeg godt fremlægge min private opfattelse af at de har en indlysende grund til at gøre det. For dem er det kun det sammensatte åndelige aggregat som består af forskellige mentale aspekter som overhovedet kaldes for Mennesket, den fysiske krop er i deres øjne under lavmålet, og kun en illusion. Vedanta er heller ikke den eneste filosofi der medregnes på denne måde. Lao-Tze nævner i sin Tao-te-King kun fem principper, fordi han, ligesom Vedantisterne undlader et indføje to principper, nemlig, ånden (Atma) og den fysiske krop, den sidste som han desuden kalder ”et kadaver.” Så er der Taraka Raja Yoga Skolen. Dens lære anerkender i virkeligheden kun tre ”principper”; men da deres Sthulopadi, eller fysiske krop, i sin




118

vågne bevidste tilstand, deres Sukshmopadhi, den samme krop i Svapna, eller drømme tilstanden, og deres Karanopadhi eller ”kausale krop,” eller det som passerer fra en inkarnation til en anden, i virkeligheden alle er duale aspekter, og udgør derfor seks. Tilføj til disse, det upersonlige guddommelige princip, Atma, eller det udødelige element i Mennesket, der ikke kan skelnes fra den Universelle Ånd, og så har vi de samme syv igen.* De er velkommen til at holde fast i deres inddelinger; vi holder fast i vores.

SPG. - Så synes de næsten at være det samme som inddelingen de Kristne mystikere fremlægger: krop, sjæl og ånd?

TEO. - Det er det samme. Vi kunne let lave kroppen om til et vehikel i den ”vitale Dublet”; fra sidstnævnte vehiklet Liv eller Prana; fra Kamarupa, eller (dyrisk) sjæl, vehiklet for det højere og lavere sind, og der ud fra skabe seks principper, hvor vi kroner det hele med den udødelige ånd. Indenfor Okkultismen giver enhver kvalificeret forandring i vores bevidsthed mennesket et nyt aspekt, hvis det overlever og bliver en del af det levende og handlende Ego, så skal det gives (og er givet) et særegent navn, og så adskiller det pågældende menneske i denne bestemte tilstand fra det menneske han er, når han placerer sig selv i en anden tilstand.

SPG. - Det er det som er så svært at forstå.

TEO. - Det synes for mig, tværtimod, meget let når du har grebet den grundlæggende ide, dvs., at mennesket handler på dette og andre bevidstheds-planer, i streng overensstemmelse med hans mentale og åndelige tilstand. Men sådan er tidsalderens materialisme, at jo mere vi forklarer jo mindre synes folk at være i stand til at



* (Se ”The Secret Doctrine” for en mere klar forklaring. Vol. I, p.157)




119

forstå hvad vi siger. Inddel, hvis du vil, det jordiske væsen, som hedder menneske i tre hoved-aspekter, og med mindre du laver ham om til et egentligt dyr så kan du ikke gøre mindre. Tag hans objektive krop; det tænkende princip i ham – som kun er lidt højere end det instinktive element i dyret – eller den vitale bevidste sjæl; og det som placerer det så umåleligt meget ovenover og højere end dyret – dvs., hans fornufts sjæl eller ”ånd.” Nå, men vi hvis vi tager disse tre grupper eller repræsentative entiteter, og underinddeler dem ifølge den okkulte lære, hvad får vi så?

Først og fremmest, Ånden (i betydningen Absolut, og derfor, det udelelige ALT), eller Atma. Og denne kan hverken blive lokaliseret og heller ikke begrænset i filosofi, da den er det som ganske enkelt er i Evigheden, og som ikke kan være fraværende fra det mindste geometriske og matematiske punkt i universets stof eller substans, så bør det i sandhed overhovedet ikke kaldes, et ”menneskeligt” princip. Snarere, og i bedste fald, så er det i Metafysikken, det punkt i rummet, som den menneskelige Monade og dets vehikel mennesket bebor i hver livs-periode. Når nu det punkt er så imaginært som mennesket selv, og i virkeligheden en illusion, et maya; men for os selv, som for andre personlige Egoer, så er vi i realiteten underlagt det illusoriske anfald som hedder livet, og vi er nødt til at tage os selv i betragtning, i hvert fald i vores egen fantasi, hvis ingen andre gør det. For at gøre det mere forståeligt for det menneskelige intellekt, når det først begynder at studere Okkultisme, og at løse menneskets Mysteriers A B C, så kalder Okkultisterne det syvende princip for syntesen af det sjette, og angiver som vehikel for det den Åndelige Sjæl, Buddhi. Nu er det sådan at den sidstnævnte skjuler et




120

mysterium, som aldrig gives til nogen, med undtagelse af uigenkaldeligt forpligtede chelaer, eller de, som i hvert fald, med sikkerhed kan gives tilliden. Selvfølgelig ville der være mindre forvirring, hvis det bare kunne fortælles; men, da det direkte vedrører magten til projicere ens egen dublet bevidst og ved brug af viljen, og da denne evne, ligesom ”Gyges ringe,” vil vise sig fatal for mennesker generelt betragtet og især for den som besidder evnen, så bevogtes den omhyggeligt. Men lad os fortsætte med ”principperne.” Denne guddommelige sjæl, eller Buddhi, er så Åndens vehikel. I konjunktion, så er disse ét, upersonlige og uden nogen attributter (selvfølgelig, på dette plan), og udgør to åndelige ”principper.” Hvis vi går videre til den Menneskelige Sjæl, Manas eller mens, så vil alle, for at sige det mildt, være enige om at menneskets intelligens er dualistisk: f.eks., kan det høj-sindede menneske næppe blive lav-sindet; det meget intellektuelle og spirituelt-orienterede menneske er adskilt af en afgrund fra den tykhovedede, kedelige, og materielle, hvis ikke det dyrisk-orienterede menneske.

SPG. - Hvorfor bør mennesket ikke snarere blive præsenteret med to ”principper” eller to aspekter?

TEO. - Ethvert menneske har disse to principper i sig, det ene mere aktivt end det andet, og i sjældne tilfælde, er den ene af disse, så at sige, fuldstændigt hæmmet i sin vækst, eller paralyseret af styrken og det andet aspekts overvægt, uanset retningen. Disse er så, dem vi kalder de to principper eller aspekter af Manas, det højere og det lavere; det førstnævnte, den højere Manas, eller tænkning, bevidst EGO, der graviterer hen mod den åndelige Sjæl (Buddhi); og den sidstnævnte, dens instinktive princip, der tiltrækkes af Kama, sædet for dyriske begær og passioner i mennesket.



121

Således har vi fire ”principper” retfærdiggjort; de sidste tre er (1) ”Dubletten,” som vi er blevet enige om at kalde Protean, eller Plastisk Sjæl; vehiklet for (2) livs princippet; og (3) den fysiske krop. Selvfølgelig vil ingen fysiolog eller biolog acceptere disse principper, og han kan heller ikke se hoved eller hale i dem. Og dette er måske, derfor ingen af dem forstår hverken miltens funktion, den Proteane dublets fysiske organ, eller for dem et organ på menneskets højre side, sædet for de ovennævnte begær, han ved heller ikke noget som helst om pineal kirtlen, som han beskriver som en hornet kirtel med lidt sand i sig, en kirtel som i sandhed er selve sædet for den højeste og guddommeligste bevidsthed i mennesket, hans allestedsnærværende, åndelige og altomfattende sind. Og dette viser dig endnu mere klart at vi hverken har opfundet de syv principper, og de er heller ikke nye i den filosofiske verden, sådan som vi let kan bevise det.

SPG. - Men hvad er det som reinkarnerer ifølge jeres tro?

TEO. - Det Åndelige tænkende Ego, det permanente princip i mennesket, eller det som er sædet for Manas. Det er ikke Atma, eller Atma-Buddhi, som betragets som den duale Monade, som er det individuelle, eller guddommelige menneske, men Manas; for Atman er det Universelle ALT, og bliver kun det HØJERE-SELV i mennesket, når det er i konjunktion med Buddhi, dets vehikel, som forbinder DET til individualiteten (eller guddommelig menneske). For det er Buddhi-Manas, som kaldes for den Kausale krop, (de forenede 5. og 6. Principper) og som er Bevidsthed, som forbinder det med enhver personlighed den bebor på jorden. Derfor, er der tre aspekter i menneskes Sjæl, hvor Sjælen er et generisk udtryk, - den jordiske, eller dyriske; den




122

Menneskelige Sjæl; og den Åndelige Sjæl; disse er strengt tage én Sjæl i dens tre aspekter. Nu er det sådan, at der intet bliver tilbage af det første aspekt efter døden; hos den anden (nous eller Manas) overlever kun dens guddommelige essens hvis den efterlades uspoleret, mens det tredje ud over at være udødelig bliver bevidst guddommelig, ved dens assimilering af den højere Manas. Men for at gøre dette klart, så er vi først og fremmest nødt til at sige nogle få ord om Re-inkarnation.

SPG. - Det vil du gøre godt i, da det er den lære som dine fjender bekæmper jer mest indædt for.

TEO. - Mener du Spiritualisterne? Jeg ved det; og mange er de arbejdsomme absurde afvisninger som de har konstrueret igennem de seneste år i siderne i Light. Så uintelligente og ondsindede er nogle af dem, at de ikke vil lade sig stoppe af noget som helst. En af dem fandt for nylig en selvmodsigelse, som han alvorligt diskuterede i et brev til dette tidsskrift, ud fra to udtalelser taget fra Hr. Sinnets foredrag. Han opdager denne store selvmodsigelse i disse to sætninger: ”I de tilfælde hvor de forekommer kan for tidlig tilbagevenden til jord-livet være årsag til Karmiske komplikationer . . .”; og ”der er ingen tilfældigheder bag den suverænes guddommelig retfærdigheds handling der guider evolutionen.” En så dybsindig tænker vil sikkert se en selvmodsigelse ved tyngdekraftens lov, hvis et menneske strakte sin hånd ud for at stoppe en faldende sten i at knuse en barns hoved!




VIII.

OM RE-INKARNATION OG GEN-FØDSEL


HVAD ER HUKOMMELSE IFØLGE TEOSOFISK LÆRE?

SPG. - Det sværeste for dig at gøre, vil være at forklare og give fornuftige grunde for en sådan tro. Ingen Teosoffer har nogensinde haft succes med at fremlægge et eneste brugbart bevis der har rystet min skeptiske opfattelse om dette. Først og fremmest, findes der imod denne teori om re-inkarnation, det faktum at der endnu ikke er blevet fundet et eneste menneske, der har kunnet huske at han har levet før, og slet ikke hvem han var, i sit tidligere liv.

TEO. - Jeg ser, at dit argument har en tendens til den samme gamle afvisning; om tabet af hukommelse i enhver af os om vores sidste inkarnation. Du tror, at det gør vores lære ugyldig? Mit svar er, at det gør det ikke, og sådan en afvisning kan i hvertfald ikke være endelig.

SPG. - Jeg vil gerne høre dine argumentationer.

TEO. - De er korte og få. Når du tager (a) de bedste moderne psykolgers manglende evne til at forklare verden sindets natur; og (b) deres totale uvidenhed om dens potentiale, og højere tilstande, så må du indrømme at afvisningen er baseret på en a




124

priori konklusion draget på baggrund af prima facie og mere end noget andet på indicier. Fortæl mig nu hvad er ”hukommelse” ifølge din opfattelse?

SPG. - Det som generelt accepteres: evnen i vores sind til at huske og at bevare viden om tidligere tanker, handlinger og begivenheder.

TEO. - Tilføj til dette, at der er en stor forskel mellem de tre accepterede former for hukommelse. Ud over hukommelse i generel forstand, så har du Minder, Genkaldelse, Erindring, har du ikke? Har du nogen sinde tænkt over forskellen? Husk på at hukommelse er et generisk navn.

SPG. - Alligevel, så er de alle synonymer.

TEO. - Det er de sandelig ikke – i hvert fald ikke indenfor filosofi. Hukommelse er ganske enkelt en medfødt evne i tænkende væsner, selv i dyr, der producerer tidligere indtryk ved associationer af ideer, der principielt gives via objektive ting eller via en handling hos vores ydre sanse-organer. Hukommelse er en evne, som fuldstændigt afhænger af vores mere eller mindre sunde og normalt fungerende fysiske hjerne; og minder og genkaldelser er attributter og tjenerinder inde under den hukommelse. Men erindring er en helt anden ting. ”Erindring” defineres af den moderne psykolog som noget der interagerer mellem minder og genkaldelser, eller ”en bevidst proces med genkaldelse af tidligere hændelser, men uden den fulde og varierede reference til bestemte ting som karakteriserer genkaldelse.” Locke, der taler om genkaldelser og minder, siger:”Når en idé fremstår igen uden at det tilsvarende objekt fremstår for den ydre sansning, så er det et minde, hvis det



125

søges efter i sindet, og ved besvær og møje findes og bringes ind i sigte igen, så er det genkaldelse.” Men selv Locke efterlader erindring uden en klar definition, fordi den ikke er en evne eller attribut tilknyttet vores fysiske hukommelse, men en intuitiv opfattelse adskilt fra og udenfor vores fysiske hjerne, en opfattelse, der som den nu gør (kaldet til aktivitet af den allestedsnærværende viden hos vores åndelige Ego) dækker alle de visioner i mennesket, som anses for at være abnorme – lige fra billeder fremlagt af genier til feberagtige og endda vanvidets rablerier– er klassificeret af videnskaben til ingen eksistens udenfor vores fantasi. Okkultisme og Teosofi, betragter imidlertid erindring i et helt andet lys. Mens hukommelse er fysisk og flygtig og afhænger af fysiologiske forhold i hjernen – en fundamental påstand hos alle lærere indenfor hukommelseslæren, som har de moderne videnskabelige psykologers forskere til at støtte dem – så kalder vi erindring sjælens hukommelse. Og det er denne hukommelse som giver næsten ethvert menneske uanset om han forstår det eller ej forsikringen om at have levet før og om at skulle leve igen. Sandelig, som Woodsworth siger det:
”Vores fødsel er blot en søvn og en forglemmelse,
Sjælen som står op med os, vores livs stjerne,
Haver andet steds haft sin nedgang,
Og kommer fra det fjerne.”
SPG. - Hvis det er på dens slags hukommelse – poesi og abnorme fantasier, du ud fra din egen fremlægning – bygger din lære på, så er jeg bange for at du vil overbevise meget få.

TEO. - Jeg ”fremlagde” ikke at det var en fantasi. Jeg sagde ganske enkelt at fysiologer og videnskabsmænd generelt anser sådanne erindringer




126

for at være hallucinationer eller fantasi, en lærd konklusion som de er velkommen til at have. Vi nægter ikke at sådanne fortidige visioner og glimt fra langt tid tilbage i tidens korridorer, ikke er abnorme, set i kontrast med vores normale daglige livs oplevelser og fysiske hukommelse. Men vi fastholder som Professor W. Knight at ”fraværet af hukommelse i enhver handling udført i en tidligere tilstand ikke kan være et endegyldigt argument imod at vi har gennemlevet det.” og enhver retfærdig opponent må være enig i det som siges i Butlers Lectures on Platonic Philosophy - ”at den ekstravagante følelse hvormed den (før-eksistensen) påvirker os har sin hemmelige oprindelse i materialistiske og halv-materialistiske fordomme.” ud over dette, fastholder vi at hukommelse, sådan som Olympiodorus kaldte det, ganske enkelt er fantasi, og den mest upålidelige ting i os.* Ammonius Saccas påstod at den eneste evne i mennesket som er direkte i opposition til forudsigelse, eller at se ind i fremtiden, er hukommelse. Yderligere, så husk på at hukommelse er en ting og sind eller tanke er en anden; den ene er en optagelses maskine, et register som meget let kommer i uorden; det andet (tanker) er evige og udødelige. Vil du nægte at tro på eksistensen af visse ting eller mennesker blot fordi dine fysiske øjne ikke har set dem? Ville de kollektive vidnesbyrd fra



* Olympiodorus (in Platonis Phæd.) siger, ”Fantasien, er en hindring for vores intellektuelle opfattelser; og derfor ophører den entusiastiske energi, hvis fantasien intervenerer, når vi påvirkes af Guddommens propaganderende indflydelse: for entusiasme og ekstase er i modsætning til hinanden. Skulle der blive spurgt om hvorvidt sjælen er i stand til at fyldes med energi uden fantasien, så svarer vi at dens opfattelser af Universaliteter beviser, at den er i stand til det. Den har opfattelser, og er derfor uafhængig af fantasien; fantasien varetager imidlertid på samme tid sine energier, ligesom en storm forfølger den, som sejler på havet.”



127
tidligere generationer, som har set ham være tilstrækkelig garanti for at Julius Cæsar en gang levede? Hvorfor skulle de samme vidnesbyrd omkring psykiske sanser blandt masserne ikke tages op til overvejelse?

SPG. - Men tror du ikke at disse er for fine nogle forskelle til at de bliver accepteret af dødelige?

TEO. - Lad os hellere sige størstedelen af materialisterne. Og til dem siger vi, hør: selv i vores eksistens korte tidsrum, så er hukommelsen for svag til at registrere alle begivenheder i et helt liv. Hvor ofte ligger selv de mest vigtige begivenheder inaktive i vores hukommelse ind til de vækkes af nogle tankeassociationer, eller vækkes til live og aktivitet af en anden forbindelse. Dette er især tilfældet med mennesker oppe i alderen, som altid iagttages at lide af en svag genkaldelseevne. Når, vi derfor husker hvad vi ved om de fysiske og de åndelige principper i mennesket, så er det ikke sandheden om at vores hukommelse har fejlet i at optegne vores tidligere liv og tilværelser som burde overraske os, men det modsatte, hvis det ville ske.


HVORFOR KAN VI IKKE HUSKE VORES TIDLIGERE LIV?

SPG. - Du har givet mig fugleperspektiv af de syv principper; hvordan tager de så højde for vores totale tab af erindringer om at have levet før?

TEO. - Meget let. Da disse ”principper” som vi kalder fysiske, og hvoraf ingen benægtes af videnskaben, selv om den




128

giver dem andre navne, *disintegreres efter døden med deres bestanddele, hukommelsen sammen med dens hjerne, den forsvundne personlighed med den forsvundne hukommelse, kan hverken huske eller optage noget som helst i EGOets næste reinkarnation. Reinkarnation betyder at Egoet vil blive udstyret med en ny krop, en ny hjerne, og en ny hukommelse. Derfor vil det være absurd at forvente at denne hukommelse skulle huske det som den aldrig har optaget ligesom det ville være tidsspilde at undersøge en skjorte, som en morder aldrig har haft på, under et mikroskop for at søge efter blodpletter som kun findes i det tøj har har haft på. Det er ikke den rene skjorte, som vi bør undersøge, men tøjet som blev båret under forberedelsen til forbrydelsen; og hvis disse brændes og ødelægges, hvordan kan du så få fat på dem?

SPG. - Jep! Hvordan kan du have vished for at forbrydelsen nogensinde blev begået, eller at ”mennesket i den rene skjorte” nogensinde levede før?

TEO. - Helt sikkert ikke ved nogen fysisk metode; heller ikke ved at forlade sig på udtalelser fra noget som ikke længere findes. Men der er sådan noget som indicier, siden vores kloge love anerkender dem, måske mere end de skulle. For at blive overbevist om at re-inkarnation og tidligere liv eksisterer, så er man nødt til bringe sig i kontakt med ens virkelige permanente Ego, og ikke ens flygtige hukommelse.



* Nemlig, kroppen, livet, lystfyldte og dyriske instinkter, og hvert menneskes astrale eidolon (uanset om den opfattes i tanken eller vores sinds øje, eller objektivt og adskilt fra den fysiske krop), de principper vi kalder Sthula saria, Prana, Kama Rupa, og Linga Sarira (vide supra).




129

SPG. - Men hvordan kan folk tro på det som de ikke kender til, og heller ikke har set, og endnu mindre sat dem selv i kontakt med?

TEO. - Hvis folk, og de mest lærde, vil tro på Tyngdeloven, Æteren, Kraft, og jeg ved ikke hvad Videnskabeligt ”og arbejdshypoteser,” som de hverken har set, rørt, lugtet, hørt, eller smagt – hvorfor skulle andre mennesker ikke tro på de samme principper findes i ens permanente Ego, som er en meget mere logisk og vigtig ”arbejdshypotese” end nogen anden?

SPG. - Hvad er, i den sidste ende, dette mystiske evige princip? Kan du forklare dets natur, så vi alle kan forstå det?

TEO. - EGOet som re-inkarnerer, det individuelle og udødelige – ikke personlige - ”JEG”; vehiklet, for Atma-Buddhi MONADEN kort sagt, det som belønnes i Devachan og straffes på jorden, og det som, Skandhaerne, eller attributterne i enhver inkarnation tilknytter sig til i sidste instans.*

SPG. - Hvad mener du med Skandhaer?

TEO. - Lige hvad jeg sagde: ”attributterne,” hvor iblandt hukommelsen er, hvori alt forsvinder som en blomst der kunne efterlader en svag duft. Her er et andet afsnit fra H. S. Olcotts ”Buddhist Catechism”† som direkte har med emnet



* Der er fem Skandhaer eller attributter indenfor den Buddhistiske lære: ”Rupa (form eller krop), materielle kvaliteter; Vedana, følelser; Sanna, abstrakte ideer; Samkhara, sindets tendenser; Vinnana, mentale kræfter. Disse er vi formet af; ved dem er vi bevidste om eksistes; og gennem dem kommunikerer vi med verden omkring os.”

† Af H. S. Olcott, President og Grundlægger af the Theosophical Society. Nøjagtigheden af læren sanktioneres af Pastor H. Sumangala, Ypperstepræst hos Sripada og Galle, og Leder af Widyodaya Parivana (Universitet) i Colombo, som værende i overnesstemmelse med den Sydlige Buddhistiske Kirkes Kanon.





130

at gøre. Det beskæftiger sig med spørgsmålet som følger: - ”Det aldrende menneske husker hændelserne i hans ungdom, på trods af at han er fysisk og mentalt forandret. Hvorfor, er erindringen af vores tidligere liv bragt med over til os fra vores sidste fødsel ind i den nuværende fødsel? Fordi hukommelse findes inde i Skandaerne, og Skandaerne er forandret ved den nye eksistens, og en hukommelse udvikles, som optager den bestemte eksistens. Men alligevel, så må optagelsen eller refleksionen af alle tidligere liv overleve, for da Prins Siddhartha blev Buddha, da blev den fulde sekvens af hans forudgående liv set af Ham. . . . og enhver som erhverver tilstanden Jhana kan således retrospektivt spore hans livs linier.” Dette beviser for dig at mens personlighedens udødelige kvaliteter – så som kærlighed, godhed, velgørenhed, osv. - kan tilknytte sig til det udødelige Ego, hvor de så at sige fotograferer et permanent billede af det guddommelige aspekt af mennesket der var, på det, så er hans materielle Skandhaer (de som genererer de mest betydelige Karmiske resultater) flygtige som lynglimt, og kan ikke påvirke den nye hjerne hos den nye personlighed; men at de fejler med hensyn til at gøre dette svækker på ingen måde det re-inkarnerende Egos identitet.

SPG. - Mener du deraf at kunne udlede at det som overlever kun er, som du kalder det, Sjæls-hukommelsen, at Sjæl eller Ego er det samme, mens intet af personligheden bliver tilbage?

TEO. - Ikke helt; noget af hver personlighed må overleve, med mindre den sidstnævnte var en absolut materialist uden det mindste sprække i sin natur så en åndelige stråle kunne komme igennem, da den efterlader sit evige indtryk på det inkarnerede permanente Selv



131

eller Åndelige Ego.* (se Om post mortem og post natal Bevidsthed.) Personligheden med sine Skandhaer forandrer sig altid ved hver ny fødsel. Som sagt før, så er den kun rollen spillet af skuespilleren (det sande Ego) for en nat. Det er derfor vi ikke har nogen hukommelse om det fysiske plan om vores tidligere liv, selv om det sande ”Ego” har gennemlevet dem og kender dem alle.

SPG. - Hvordan kan det så være at det sande eller Åndelige menneske ikke indgiver hans nye personlige ”JEG” med den viden?

TEO. - Hvordan kan det være at tjenestepiger i et fattigt bonde-hus kunne tale Hebraisk og spille violin i deres trance eller søvngænger tilstande, og vidste intet i deres normale tilstande? Fordi, som enhver ægte psykolog af den gamle, ikke af jeres moderne skole, vil fortælle dig, så kan det Åndelige Ego kun handle når det personlige Ego er paralyseret. Det Spirituelle ”JEG” i mennesket er alvidende og har enhver viden iboende inde i sig; mens det personlige selv er en skabning af omgivelserne og en slave af fysisk hukommelse. Kunne den førstnævnte manifesterer sig selv uafbrudt, og uden hindringer, så ville der ikke længere være mennesker på jorden, og ville alle være guder.

SPG. - Men, der bør stadigvæk være undtagelser, og nogle burde kunne huske.

TEO. - Og det er der. Men, hvem tror på deres udtalelser? Sådanne sensitive bliver generelt anset for at være hallucinerende hysterikere, at være skrupskøre entusiaster, eller fupmagere, indenfor den moderne materialisme. Lad dem imidlertid læse vores værker om emnet



* Eller det Åndelige, i modsætning til det personlige Selv. Den studerende bør ikke fejl-opfatte dette Åndelige Ego med det ”HØJERE SELV” som er Atma, Guden indeni os, og uadskillelig fra den Universelle Ånd.





132

Især om ”Reincarnation, a Study of Forgotten Truth” af E. D. Walker, F. T. S., og se på mængden af bevis som denne dygtige forfatter fremlægger som grundlag for dette problematiske spørgsmål. Nogle taler til folk om sjælen, og nogle spørger ”Hvad er Sjæl?” ”Har du nogensinde bevist dens eksistens?” Det er selvfølgelig tidsspilde at diskutere med de som er materialister. Men selv til dem ville jeg stille spørgsmålet: ”Kan du husk hvad du var eller gjorde da du var baby? Har du bibeholdt den mindste erindring fra dit liv, tanker, gerninger, eller at du overhovedet levede igennem de første atten måneder eller to år af din eksistens? Så hvorfor ikke benægte at du overhovedet har levet som baby, baseret på samme grundlag?” Når vi så til alt dette tilføjer, at det reinkarnerende Ego, eller individualiteten, kun bevarer essensen af oplevelser fra sit tidligere jord-liv eller personlighed i den Devachaniske periode, hele den fysiske oplevelse folder sig oversat til åndelig formel så at sige ind i en tilstand af in potentia, eller væren; når vi yderligere husker at perioden mellem to genfødsler siges at løbe fra ti til femten århundreder, hvor den fysiske bevidsthed i denne tid er totalt og absolut inaktiv, uden organer at handle igennem, og derfor uden eksistens, så er årsagen til at den totale mangel på hukommelse i den rent fysiske hukommelse tydelig.

SPG. - Du sagde lige at det ÅNDELIGE EGO var alvidende. Hvor er, så, som du kalder det, den opreklamerede alvidenhed under hans Devachaniske liv?

TEO. - Igennem den tid er den latent og potentiel, fordi, det Åndelige Ego (Buddhi-Manas sammensætningen) først og fremmest ikke er det HØJERE SELV, som i forbindelse med, at den er ét med den Universelle Sjæl eller



133

det Universelle Sind alene er alvidende; og, for det andet, fordi Devachan er den idealiserede fortsættelse af det lige forladte jordiske liv, en periode med gengældelses justering, og en belønning for ikke-fortjente gennemlevede fejltagelser og lidelser i det pågældende liv. Den er kun potentielt alvidende i Devachan, og de facto eksklusivt i Nirvana, når Egoet forenes med det Universelle Sind-Sjæl. Den bliver alligevel quasi alvidende under timerne på jorden, når visse abnorme tilstande og fysiologiske forandringer i kroppen gør Egoet fri fra stoffets hæmninger. Således giver eksemplerne ovenfor om søvngængere, en fattig tjener der taler Hebraisk, og en anden spillende violin, dig en illustration af sagens kerne. Det betyder ikke, at den medicinske videnskabs tilbudte forklaringer af de to fakta ikke har nogen sandhed i dem, en pige, havde år forinden, hørt hendes mester en lærd læse Hebraiske ord højt, og den anden havde hørt en kunstner spille på en violin på deres gård. Men ingen af dem kunne have gjort det så perfekt som de gjorde, hvis de ikke hvad været besjælet med DET som er alvidende, på grund af dets ensartethed med det Universelle Sind. Her indvirkede det højere princip på Skandhaerne og bevægede dem; i den anden blev personligheden paralyseret, så individualiteten manifesterede sig selv. Lad os ikke forveksle de to forhold.





134

OM INDIVIDUALITET OG PERSONLIGHED *

SPG. - Men hvad er forskellen mellem de to? Jeg tilstår, at jeg stadig ikke kan se det. Ja er det netop den forskel, at du ikke kan gøre for meget indtryk på vores sind.



* Selv i hans Buddhist Catechism, fandt Col. Olcott sig forpligtet til, og tvunget til det via den Esoteriske Filosofis logik, at rette de tidligere Orientalisters fejl som ikke foretog en sådan skelnen, og angiver overfor hans læsere grundene til det. Han siger således: ”De successive tilsynekomster på jorden, eller 'nedstigninger ind i genfødsel,' for tanhaicallyernes sammenhængene dele (Skandhaer) hos et bestemt væsen, sker ved en på hinanden efterfølgende personligheders fremkomst. I hver en fødsel adskiller PERSONLIGHEDEN sig fra den forudgående eller næste succesfulde fødsel. Karma, DEUS EX MACHINAen, maskerer (eller skal vi sige reflekterer?) nu sig selv igen i den viises personlighed, og igen som en håndværker, og så videre igennem tråden af fødsler. Men selv om personligheder altid skifter, så er den livstråd langs hvilken de spindes, som perler, der løber ubrudte: den er altid den bestemte linie, aldrig nogen anden. Den er derfor individuel, en individuel vital bølgebevægelse, som begyndte i Nirvana, eller naturens subjektive side, ligesom lys eller varme bevægelsen gennem æteren begynder sin dynamiske kilde; den arbejder sig gennem naturens objektive side under Karmas impuls og Tanhas (det utilfredsstillede begær efter eksistens) kreative styring; og fører gennem mange cykliske forandringer tilbage til Nirvana. Hr. Rhys-Davids kalder det som passerer fra personlighed til personlighed langs den individuelle kæde 'karakter', eller 'gøren.' Da 'karakter' ikke kun er en metafysisk abstraktion, men totalen af ens mentale kvaliteter og moralske tilbøjeligheder, vil det så ikke hjælpe at afsværge det som Hr. Rhys-Davids kalder 'det desperate mysteries middel' (Buddhism, p. 101) hvis vi anså livs-bølgebevægelsen for at være en individualitet, og hver af dens serier af natale manifestationer for en separat personlighed? I Buddhistisk forstand, vil jeg mene, at det perfekte individ er en Buddha; for Buddha er menneskehedens sjældne blomst, uden det mindste af overnaturlig tilsætning. Og ligesom utallige generationer ('fire asankheyyas og hundred tusinder cykler,' Fausboll og Rhys-Davids BUDDHIST BIRTH STORIES, p. 13) kræves for at udvikle et menneske til en Buddha, og jernviljen til at blive en løber igennem alle på hinanden følgende fødsler, hvad skal vi kalde det som således vil og bevarer? Karakter? Ens individualitet: en individualitet dog kun delvis manifesteret i enhver fødsel, men bygget op af fragmenter fra alle fødsler?” (Bud. Cat., Appendix A. 137.)



135

TEO. - Jeg prøver på det; men forgæves, det er sværere med nogen end at få dem til at føle en ærbødighed for barnlige umuligheder, kun fordi de er ortodokse og fordi ortodoksi er respekteret. For at forstå ideen godt, så er du først nødt til at studere de duale sæt af ”principper”: det åndelige, eller de som tilhører det udødelige Ego; og det materielle, eller de principper som udgør de altid-forandrende kroppe eller Egoets serier af personligheder.

Lad os tillægge disse permanente navne, og sige at: -

I. Atma, det ”Højere Selv,” er hverken din Ånd eller min, men ligesom solskin skinner overalt. Det er det universelt udbredte ”guddommelige princip,” og er uadskillelig fra dens ene og absolutte Meta-Ånd, som en solstråle er uadskillelig fra solskin.

II. Buddhi (den åndelige sjæl) er kun dens vehikel. Hverken hver for sig, og heller ikke de to sammen er til mere brug for et menneske end solskin og dens stråler er for en masse af granit begravet i jorden, med mindre den guddommelige Dyade assimileres af, og reflekteres i, noget bevidsthed. Hverken Atma og heller ikke Buddhi nås nogensinde af karma, fordi den førstnævnte er det højeste aspekt af Karma, dets arbejdende agent i SIG SELV i en henseende, og i den anden er den ubevidst på dette plan. Denne bevidsthed eller dette sind er,

III. Manas, *afledningen eller produktet af Ahamkara i en



* MAHAT eller det ”Universelle Sind” er Manas kilde. Den sidstnævnte er Mahat, dvs., sindet, i mennesket. Manas kaldes også Kshetrajna, ”legemliggjort Ånd,” fordi den ifølge vores filosofi er, Manasa-putraerne, eller ”Det Universelle Sinds Sønner,” som skabte, eller snarere producerede, det tænkende menneske, ”manu,” ved at inkarnere i menneskehedens tredje Race i vores Runde. Det er derfor, Manas som er det sande inkarnerende og permanente Åndelige Ego, INDIVIDUALITETEN, og vores forskellige og utallige personligheder er dens ydre masker.





136

reflekteret form, JEG ”opfattelsen,” eller EGO-SKAB. Det bliver derfor, når det er uadskilleligt forenet med de første to, kaldt for det ÅNDELIGE EGO, og Taijasi (den udstrålende). Det er den virkelige Individualitet, eller det guddommelige menneske. Det er det Ego som – oprindeligt er inkarneret i den sanseløse menneskelige form animeret af, men ubevidst (da den havde ingen bevidsthed), af, tilstedeværelsen af sig selv i den duale monade – som af de menneske-lignende former skabte et virkeligt menneske. Det er det Ego, det ”Kausale Legeme,” som overskygger enhver personlighed som Karma tvinger den til at inkarnerer ind i; og dette Ego som holdes ansvarlig for alle synderne begået ved, og af, enhver ny krop eller personlighed – de flygtige masker som skjuler det sande Individ gennem den lange serier af genfødsler.

SPG. - Men er det retfærdigt? Hvorfor skulle dette Ego modtage straf som et resultat af handlinger, som det har glemt?

TEO. - Det har ikke glemt dem; det ved og husker sine misgerninger lige så vel som du husker hvad du har gjort i går. Er det fordi hukommelsen hos det sammensatte bundt der hedder ”krop” ikke erindrer hvad dets forgænger (den personlighed den var) gjorde, at du tror at det sande Ego har glemt dem? Lige som at sige at det er uretfærdigt at de nye støvler på en drengs fødder, som prygles for at stjæler æbler, skulle straffes for det som de ikke ved noget om.

SPG. - Men, er der ingen tilstande af kommunikationer imellem den Åndelige og menneskelige bevidsthed eller hukommelse?



137

TEO. - Selvfølgelig er der det; men de har aldrig været anerkendte af dine moderne videnskabelige psykologer. Hvilke attributter tillægger du til intuition, ”samvittighedens stemme,” forudanelser, vage udefinerede erindringer, osv., osv., hvis ikke til sådanne kommunikationer? Hvis majoriteten af uddannede mennesker i det mindste havde Coleridges, fine åndelige opfattelse, der viser hvor intuitiv han er i nogle af hans kommentarer. Hør hvad han siger med hensyn til muligheden af at ”alle tanker er uforgængelige i sig selv.” ”Hvis den intelligente evne (pludselige 'genoplivelser' af hukommelsen) skulle gøres mere forståelig, så ville det blot nødvendiggøre frembringelsen, af en anden og passende organisation, den himmelske krop i stedet for den jordiske krop, for overfor enhver menneskelig sjæl at frembringe den kollektive oplevelse af dets totale fortidige eksistens (snarere eksistenser) hos hvert menneskes sjæl.” Og denne himmelske krop er vores Manasiske EGO.


OM EGOETS BELØNNING OG STRAF

SPG. - Jeg har hørt, at du har sagt at Egoet, aldrig besøges med straf post-mortem , uanset hvilken persons liv det har inkarneret i på jorden.

TEO. - Aldrig, bortset fra i meget sjældne og exceptionelle tilfælde, som vi ikke vil omtale her, da ”straffens” natur ikke på nogen med ligner nogen af dine teologiske opfattelser af forbandelse.




138

SPG. - Men, hvis det straffes i dette liv for misgerninger begået i et tidligere, så er det vel også dette Ego som bør belønnes, uanset her eller når det er disinkarneret.

TEO. - Sådan er det. Når vi ikke tillader nogen straf udenfor jorden, så er det fordi at den eneste tilstand det Åndelige Selv kender til, derefter, er en med uforandret lyksaglighed.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Ganske enkelt dette: forbrydelser og synd udført på et objektivt plan og i en stoflig verden, kan ikke modtage straf i en verden af total subjektivitet. Vi tror ikke på noget helvede eller paradis som lokaliteter; ikke på nogen objektiv helveds-ild og orme som aldrig dør, heller ikke på noget Jerusalem hvis gader er belagt med safirer og diamanter. Det vi tror på er en post-morten tilstand eller mental tilstand, sådan som vi er i under en levende drøm. Det vi tror på er en uforanderlig lov med absolut Kærlighed, Retfærdighed, og Medfølelse. Vi siger mens vi tror på den: ”Uanset den begåede synd og de frygtelige resultater af den oprindelige Karmiske overtrædelse hos de nutidige inkarnerede Egoer,* så kan intet menneske (eller den ydre Åndelige Entitets



* Det på baggrund af disse overtrædelser at den grusomme og ulogiske dogme om de faldne Engle er blevet bygget. Det er forklaret i den Hemmelige Lære, Bd. II. Alle vores ”egoer” er tænkende og rationelle entiteter (Manasa-putra'er), som har levet, enten under menneskelige eller andre former, i den forudgående livs-cyklus (Manvantara), og hvis Karma det var at inkarnere i mennesket i denne udgave. Det blev lært i MYSTERIERNE, at have forsinket efterkommelsen af denne lov (eller havde ”nægtet at skabe” som Hinduismen siger om Kumaraernes og den Kristne legende om Ærkeenglen Michael), dvs., at ved at have fejlet i at inkarnere til tiden, så blev kroppene der var forudbestemte for dem besudlet (Vide Stanzas VIII. Og IX. i ”Slokas of Dzyan,” Bd. II. Hemmelig Lære, pp. 19 og 20), derfor fremkom den oprindelige synd for de sanseløse former og straffen hos Egoerne. Det, som menes med at de oprørske engle hvirvles ned i Helvede, er enkelt forklaret ved at disse rene Ånder eller Egoer bliver fængslet i urene stoflige, kødelige kroppe.




139

materielle og periodiske form) med nogen grad af retfærdighed blive holdt til ansvar for konsekvenserne af sin fødsel. Han spørger ikke om at blive født, han kan heller ikke vælge sine forældre, som vil give ham live. I enhver henseende er han offer for sit miljø, et barn af omstændighederne som han ikke har nogen kontrol over; og hvis hver af hans overtrædelser blev upartisk undersøgt, så vil man finde ni ud af ti sager, hvor han var den der blev syndet imod, snarere end synderen. Livet er i bedste fald et hjerteløst spil, et stormfuldt hav at krydse, og en tung byrde, som ofte er for svær at udholde. De største filosoffer har forgæves forsøgt at fatte og udfinde dens raison d'etre, og har fejlet undtagen de som havde nøglen til det, nemlig de Østlige viise. Livet er, som Shakespeare beskriver det: -
”. . . . kun en vandrende skygge – en svag spiller, Som spankulerer og bekymrer sig over sin time på scenen, Og som så ikke høres mere. Det er en fortælling Fortalt af en idiot, fuld af lyd og raseri, Intetsigende. . . . .”
Det vil sige Intet i dets adskilte dele, dog af største vigtighed i dens kollektive serier af liv. I hvert fald, er næsten hvert individuelt liv, i sin fulde udvikling en sorg. Og skal vi tro, at det fattige hjælpeløse menneske, efter at være blevet kastet rundt som et stykke råddent tømmer på livets vrede bølger, skal straffes med evig forbandelse, eller endda en midlertidig straf, hvis han er for svag til at modstå dem? Aldrig! Uanset om man er en stor eller en gennemsnits synder, god eller dårlig, skyldig eller uskyldig, når en gang det fysiske livs byrde er afleveret, så har det trætte og udtjente Manu (”tænkende Ego”) vundet




140

retten til en periode af absolut hvile og lyksalighed. Den samme ufejlbarlige viise og retfærdige snarere end nådige Lov , som tilføjer der inkarnerede Ego, lang oplivning af mental hvile, dvs., den fuldstændige forglemmelse fra enhver trist begivenhed, ja, fra den mindste pinefulde tanke, som fandt sted i personlighedens sidste liv, kun efterladende i sjæls-hukommelsen erindringen om det som var lyksalighed, eller førte til glæde. Plotinus, som sagde at vores krop var Lethes sande flod for ”sjæle der kastes i den glemmer alt,” mente mere end han sagde. For, som vores jordiske krop er som Lethe, så er vores himmelske krop i Devachan, og meget mere.

SPG. - Så skal jeg forstå det sådan at morderen, der er overtræder guddommelig og menneskelig lov på enhver måde tillades at gå ustraffet fri?

TEO. - Hvem har nogensinde sagt det? Vores filosofi har en lære om straf lige så streng som den mest rigide Calvinist, blot meget mere filosofisk og i overensstemmelse med absolut retfærdighed. Ingen dåd, end ikke en syndfuld tanke, vil gå ustraffet hen; den sidstnævnte mere streng end den førstnævnte, da en tanke har meget mere potentiale til at skabe onde resultater end selv en dåd.* Vi tror på en ufejlbarlig lov om Gengældelse, med navnet KARMA, som fastlægger sig selv i en naturlig sammenkædning af årsager og deres uundgåelige resultater.

SPG. - Og hvordan, og hvor virker den?

TEO. - Enhver arbejder er sin løn værd, siger Evangeliets



* "Sandelig, siger Jeg jer, hvem som ser på en kvinde med begær, har allerede begået hor med hende i sit hjerte." (Matt. v., 28)




141

Visdom; enhver handling, god eller dårlig, er en frugtbar forælder, siger Tidsaldernes Visdom. Sæt de to sammen, og du vil finde et ”hvorfor.” Efter at have tilladt Sjælen, at undslippe det personlige livs smerter, så venter Karma med dens hær af Skandhaer, ved tærsklen til Devachan med tilstrækkelig, ja hundrefolds kompensation, hvoraf Egoet gen-opstår for at antage en ny inkarnation. Det er i dette øjeblik at det nu udhvilede Egos fremtidige skæbne skælver i de retfærdige Gengældelses skalaer, hvor den nu endnu en gang falder under den aktive Karmiske lovs herredømme. Det er i den genfødsel som er klar for den, en genfødsel udvalgt og forberedt af denne mysteriøse, ubønhørlige, men i dens retfærdigheds og visdoms dekreter ufejlbarlige LOV, at Egoets foregående livs synder bliver straffet. Det er blot ikke ind i et indbildt Helvede, med teatralske flammer og tåbelige djævle med haler og horn, at Egoet smides, men sandelig ned på denne jord, planet og området for hans synder, hvor han vil blive nødt til at sone hver en ond tanke og handling. Som han har sået, så vil han høste. Reinkarnationen vil samle omkring ham alle de andre Egoer som har lidt, enten direkte eller indirekte, ved den tidligere personligheds hænder, eller endda gennem ubevidst medvirken. De vil af Nemesis blive kastet i retningen af det nye menneske, skjulende det gamle, det evige EGO, og . . . .

SPG. - Men hvor er retfærdigheden du taler om, da disse nye ”personligheder” ikke er klar over at de har syndet eller bliver syndet imod?

TEO. - Skal den iturevne jakke fra ryggen af det menneske som stjal den, fra et andet menneske som blev bestjålet den og genkender den som sin ejendom, anses som retfærdigt behandlet? Den nye




142

”personlighed” er ikke bedre end et nyt sæt klæder med dets specifikke karakteristika, farve, form og kvaliteter; men det sande menneske som bærer den er den samme gamle synder. Det er individualiteten som lider gennem hans ”personlighed.” Og det er det, og det alene, der kan tegne sig for den frygtelige, men stadig kun tilsyneladende, uretfærdighed i distributionen menneskers skæbner. Når jeres moderne filosoffer har succes med at vise os en god grund til hvorfor så mange tilsyneladende uskyldige og gode mennesker kun fødes til lidelse i et helt liv; hvorfor der fødes så mange fattige til sultedød i storbyernes slum, forladte af skæbnen og af mennesker; hvorfor, når disse fødes i kloakken, åbner andre så deres øjne til lyset i paladser; mens en nobel fødsel og lykke ofte synes at blive givet til de værste mennesker og kun sjældent til de værdige; mens der er tiggere hvis indre selv er ligemænd med de højeste og nobleste blandt mennesker; når dette, og meget mere forklares tilfredsstillende enten af jeres filosoffer eller teologer, så kun, men ikke før da, vil du have ret til at afvise teorien om reinkarnation. De højeste og største poeter har svagt opfattet denne sandhed blandt sandheder. Shelly troede på den, Shakespeare måtte have tænkt på den da han skrev om værdiløsheden ved Fødsel. Husk hans ord:
”Hvorfor skulle min fødsel holde min stigende ånd nede? Er ikke alle væsner underlagt tiden? Der er nu legioner af tiggere på jorden, At deres oprindelse udgår fra Konger, Og nu mange monarker, hvis fædre var Deres tids proletarer . . . . . . .” Ændrer ordet ”fædre” til ”Egoer” - og du vil have sandheden.



IX.

OM KAM-LOKA OG DEVACHAN


OM DE LAVERE ”PRINCIPPERS” SKÆBNE

SPG. - Du talte om Kama-Loka, hvad er det?

TEO. - Når mennesket dør, så forlader hans tre lavere principper ham for altid; dvs., krop, liv, og den sidstnævntes vehikel, den astrale krop eller dubletten hos det levende menneske. Og så befinder, hans fire principper – det centrale eller mellemste princip, den dyriske sjæl Kama-rupa, med det som den har assimileret fra den lavere Manas, og den højere triade sig selv i Kama-loka. Den sidstnævnte er en astral lokalitet, den skolastiske teologis limbus, de gamles Hades, og, strengt taget, kun en lokalitet i relativ betydning. Den har hverken et bestemt område eller grænse, men eksisterer indenfor subjektiv rum; dvs., er ovenover vores sanselige opfattelser. Men den eksisterer stadig, og det er der de astrale eidolons hos alle væsner der har levet, dyr inkluderet, afventer deres anden død. For dyrene kommer det med disintegrationen og den fuldstændige udtoning af deres astrale partikler til den sidste. For den menneskelige eidolon begynder det når Atma-Buddhi-Manas triaden siges at




144

”adskille” sig selv fra sine lavere principper, eller sin eks-personligheds refleksion, ved at falde ind i den Devachaniske tilstand.

SPG. - Og hvad sker der efter dette?

TEO. - Så kollapser det Kama-rupiske fantom, og bliver tilbage uden sit informerende tænkende princip, den højere Manas, og det lavere aspekt af sidstnævnte, den dyriske intelligens, modtager ikke længere lys fra det højere sind, og har ikke længere nogen fysisk hjerne at arbejde igennem.

SPG. - På hvilken måde?

TEO. - Tja, den falder ind i frø-tilstand, når visse dele af dens hjerne tages ud vivisektoren. Den kan ikke tænke mere, selv på det laveste dyriske plan. I al fremtid er den ikke længere den lavere Manas, da denne ”lavere” ikke er noget uden den ”højere.”

SPG. - Og det er denne ikke-entitet som materialiserer sig i Seance rum med Medier?

TEO. - Det er den ikke-entitet. En sand ikke-entitet, imidlertid, kun i forhold til fornufts eller tænkeevner, stadig en Entitet, omend astral og flydende, som vist i visse tilfælde når den er blevet magnetisk og ubevidst tiltrukket af et medie, genoplives for en tid og lever i ham så at sige med fuldmagt. Dette ”spøgelse,” eller Kama-rupa, kan sammenlignes med en gople, som har en æterisk gelatine-agtigt udseende så længe, den er i sit eget element, eller vand (mediets specifikke AURA), men som, lige så snart den trækkes ud af den, opløses i hånden eller på sandet, især i sollys. I mediets Aura, lever det et slags stedfortrædende liv og argumenterer og taler enten gennem mediets hjerne eller



145

andre tilstedeværende personer. Men dette vil føre os for langt, og ind på andre folks områder, hvor jeg ingen ønsker har at betræde. Lad os holde os til emnet reinkarnation.

SPG. - Hvad med sidstnævnte? Hvor længe forbliver det reinkarnerende Ego i den Devachaniske tilstand?

TEO. - Vi ved, at det afhænger af graden af åndelighed og belønning og straf fra den sidste inkarnation. Den gennemsnitlige tid er, som jeg allerede har fortalt dig, fra ti til femten århundreder.

SPG. - Men hvorfor kan dette Ego ikke manifestere og kommunikere med dødelige sådan som Spiritualister ønsker det? Hvad skulle kunne forhindre en moder i at kommunikere med de børn hun efterlod sig på jorden, en mand med sin kone, og så videre? Jeg må tilstå, at det er en meget trøstende tro; jeg undrer mig heller ikke over de som tror på den er så utilbøjelige til at opgive den.

TEO. - Det er de heller ikke tvungne til, med mindre at de foretrækker sandhed frem for fiktion, uanset hvor ”trøstende.” Vore doktriner kan være usympatiske for Spiritualister; alligevel, så intet af det vi tror på og underviser i halvt så selvisk og grusomt som det de prædiker.

SPG. - Jeg forstår dig ikke. Hvad er selvisk?

TEO. - Deres lære om Åndernes tilbagevenden, som de kalder de virkelige ”personligheder”; og Jeg vil fortælle dig hvorfor. Hvis Devachan – kald det ”paradis” hvis du vil, et ”sted med lyksalighed og suveræn lykke,” om noget – er sådan et sted (eller sig tilstand), så fortæller logikken os at ingen sorg eller endda skyggen af lidelse kan opleves der. Vi læser i bogen med de mange løfter, at ”Gud vil tørre alle tårer væk fra øjnene” hos de som er i paradis. Og hvis ”Ånderne hos de døde” sættes i stand til at vende tilbage og se alt hvad der foregår på jorden, og især i deres hjem, hvad slags lyksalighed kan der så være i vente for dem?



146

HVORFOR TEOSOFFERNE IKKE TROR PÅ DE RENE ”ÅNDERS” TILBAGEVENDEN

SPG. - Hvad mener du? Hvorfor skulle dette interferere med deres lyksalighed?

TEO. - Ganske enkelt dette; og her er et eksempel. En moder dør, og efterlader hendes hjælpeløse børn – forældreløse, som hun beundrer – måske også en afholdt ægtemand. Vi siger at hendes ”Ånd” eller Ego – denne individualitet er nu helt imprægneret for hele den Devachaniske periode, med de nobleste følelser som dens tidligere personlighed havde, dvs., kærlighed for hendes børn, medlidenhed med de som lider, og så videre – vi siger at det nu er fuldstændig separeret fra ”tårernes jammerdal,” at dens fremtidige lyksalighed består i alle de smerter den efterlod bag sig. Spiritualisterne siger, i modsætning her til, at den er tydeligt klar over dem, og yder mere end før, for ”Ånderne ser mere end dødelige i kødet gør.” Vi siger at Davachaneens lyksalighed består i dens komplette overbevisning om at den aldrig har forladt jorden, og at der overhovedet ikke er sådan noget som død; at moderens åndelige post-morten bevidsthed vil præsentere hende for at hun lever blandt sine børn og alle de som hun elskede; at ingen åbning, ingen forbindelse, vil mangle i at gøre hendes ulegemlige tilstand den mest perfekte og absolutte glæde. Spiritisterne nægter totalt dette. Ifølge deres lære befries mennesket endog ikke for livets sorger efter døden. Ikke en dråbe fra livs-bægerets pine og lidelse vil undslippe hans læber;



147

og nolens volens, da han nu ser alt, må han drikke den til sidste dråbe. Således er den kærlige moder, der i sit liv var rede til at redde sin ægtemands sorg med sit hjertes blod, nu dømt til i al hjælpeløshed at se, hans desperation, og registrere enhver varm tåre han udgyder over tabet af hende. Værre end det, hun kan se at hans tårer tørrer hurtigt, og et andet elsket ansigt skinne over ham, hendes børns fader; finder en anden kvinde der erstatter hende i hans affekterede tilstand; dømt til at høre hendes forældreløse give den hellige ”moder” navn til en som er ligegyldig for dem, og at se de små børn forsømte, hvis ikke mishandlet. Ifølge denne lære bliver den ”blide vindpust mod udødeligt liv” uden nogen overgang vejen til en ny vej af mental lidelse! Alligevel er de Amerikanske Spiritisters veteran journal ”Banner of Lights” kolonner fyldt med meddelelser om døde, ”de kære desperate,” som alle skriver hvor rigtig glade de er! Er en sådan tilstand af viden i overensstemmelse med lyksalighed? Så står ”lyksalighed” i dette tilfælde for den største forbandelse, og ortodoks fordømmelse må være en lettelse i sammenligning med den!

SPG. - Men, hvordan undgår din teori dette? Hvordan kan du forene teorien om Sjælens alvidenhed med dens blindhed om hvad der sker på jorden?

TEO. - Fordi sådan er loven om kærlighed og medfølelse. I enhver Devachanisk periode iklæder Egoet, alvidende som det er per se, så at sige, sig selv, med refleksionen fra den tidligere ”personlighed”. Jeg har lige fortalt dig, at de ideelle opblomstringer blandt de abstrakte udødelige og evige kvaliteter eller attributter, så som kærlighed og medfølelse, kærligheden til det


148

gode, det sande og det smukke, som nogensinde talte i den levende ”personlighed” hjerte, klyngede sig til Egoet efter døden, og fulgte det derfor til Devachan. Egoet bliver således for tiden den ideelle refleksion af mennesket, som det var da det sidst var på jorden, og det er ikke alvidende. Var den det, så vilde den aldrig på nogen måde være i den tilstand vi kalder Devachan.

SPG. - Hvad er dine begrundelser for dette?

TEO. - Hvis du ønsker et svar i overensstemmelse med de strengeste fremstillinger indenfor vores filosofi, så vil jeg sige, at det er fordi alting er illusion (Maya) udenfor evig sandhed, som hverken har form, farve, heller ikke begrænsning. Han som har placeret sig hinsides mayas slør – sådan som de højeste Adepter og Indviede – har ikke noget Devachan. For den almindelige dødelige så er hans lyksalighed i den komplet. Det er en fuldstændig glemsel af alt som gav den lidelse eller sorg i den tidligere inkarnation, og endda glemsel fra fakta om at alle sådanne ting som lidelse og sorg overhovedet eksisterer. Devachaneen gennemlever sin mellemliggende cyklus mellem to inkarnationer omgivet af alt som det forgæves har stræbt at efter, og i selskab med alle som den elskede på jorden. Det har nået opfyldelsen af alle sin sjæle-længsel. Og således lever den gennem lange århundreder en tilværelse af ublandet glæde, som er belønningen for dens lidelser i det jordiske liv. Kort sagt, bader den i den uafbrudte lyksaligheds hav mens den spænder over begivenheder med endnu større grad af lyksalighed.

SPG. - Men dette er mere end enkel vrangforestilling, det er eksistensen af vanvittige hallucinationer!

TEO. - Set fra din synsvinkel er det sådan, ikke fra den filosofiske. Desuden er hele vores jordiske liv ikke fyldt



149

med sådanne vrangforestillinger? Har du nogensinde mødt mænd og kvinder som har levet i fjolsernes paradis i årevis? Og fordi du skulle gå hen og vide at ægtemanden til en hustru, som hun tilbeder og tror sig elsket af, er hende utro, ville du så slå hendes hjerte itu og hendes smukke drøm ved at vække hende uhøfligt til virkelighedens verden? Det tror jeg ikke. Jeg siger det igen, sådan glemsel og hallucination – hvis du kalder det dette – er kun en nådig naturlov og strikt retfærdighed. Det er til enhver tid en meget mere fascinerende mulighed end den ortodokse gyldne harpe med et par vinger. Forsikringen om at ”sjælen som lever ofte opstiger og løber stedkendt gennem det himmelske Jerusalems gader, besøgende patriarker og profeter, hilsende apostlene, og beundrende hæren af martyrer” synes måske at være af en mere from karakter for nogle. Ikke desto mindre, er det en hallucination af en langt mere illusorisk karakter, da mødre, som vi alle ved, elsker deres børn med udødelig kærlighed, mens alle personlighederne nævnt i det ”himmelske Jerusalem” stadig er af en tvivlsom natur. Men, jeg vil stadig hellere acceptere det ”nye Jerusalem,” med dets gader belagt som udstillingsvinduerne i en juveler-forretning, end at finde trøst i Spiritisternes hjerteløse doktrin. Alene ideen om at end faders, moders, datters eller broders intellektuelle bevidste sjæle finder deres lyksalighed i et ”Sommerland” - er kun en lidt mere naturlig, men lige så tåbelig som beskrivelsen af det ”Ny Jerusalem” - ville være nok til at man mistede enhver respekt for ens ”afdøde.” At tro at rene ånder kan føle sig lykkelige når de er dømt til at overvære synder, fejltagelser, forræderi, og oven på dette


150

lidelserne fra de som den adskilles fra ved døden og som den elsker mest, uden at være i stand til at hjælpe dem, vil være en vanvittig tanke.

SPG. - Der er noget i din argumentation. Jeg tilstår, at jeg aldrig har set på det fra den synsvinkel.

TEO. - Lige netop, og man må være selvisk i det inderste og fuldstændig uden sans for retfærdig gengældelse, for nogensinde at have forstillet sig noget sådant. Vi er med de som vi har mistet i materiel form, og meget, meget tættere på dem nu, end vi var da vi var i live. Og det er ikke kun i Devachaneens fantasi, sådan som nogle forestiller sig det, men i virkeligheden. For ren guddommelige kærlighed er ikke kun det menneskelige hjertes blomstring, men har sin rod i evigheden. Åndelig hellig kærlighed er udødelig og Karma bringer før eller siden alle de som elskede hinanden med sådan en åndelige effektion til at inkarnere endnu en gang i den samme familie gruppe. Igen siger vi at kærlighed hinsides graven, selv om du måske kalder det illusion, har en magi og en åndelig magt som påvirker det levende. En moders Ego, der er fyldt med kærlighed for de forstillede børn, som det ser nær sig selv, levende et lykkeligt liv, så virkeligt for det som da det var på jorden – denne kærlighed vil altid blive følt af børn i kødet. Den vil manifestere sig i deres drømme, og ofte i forskellige begivenheder – i forsynets beskyttelser og undvigelser, for kærlighed er et stærkt skjold, og er ikke begrænset af rum og tid. Som med dets Devachaniske ”moder,” sådan er det med resten af de menneskelige forbindelser og tilknytninger, undtagen de rene selviske og materielle. Analogi vil angive resten for dig.

SPG. - Så du tillader ikke i noget tilfælde muligheden af kommunikation mellem den levende med den ulegemlige ånd?



151

TEO. - Der er et tilfælde, og endda to undtagelser fra reglen. Den første undtagelse er i de få dage, der følger umiddelbart efter en persons død og før Egoet passerer ind i den Devachaniske tilstand. Hvorvidt nogen levende dødelig, undtagen nogle få ekstraordinære tilfælde – (når begærets intensitet hos en døende person til at vende tilbage af en grund, der tvang den højere bevidsthed til at forblive vågen, og derfor var det i virkeligheden individualiteten, ”Ånden” der kommunikerede) - har fået meget gavn af åndens tilbagevenden til det objektive plan er et helt andet spørgsmål. Ånden er fortumlet efter døden og falder kort efter ind i det vi kalder ”før-devachanisk bevidstløshed.” Den anden undtagelse findes hos Nirmanakayaerne.

SPG. - Hvad med dem? Og hvad betyder dette ord for dig?

TEO. - Det ord tillægges de som, selv om de har vundet retten til Nirvana og cyklisk hvile – (ikke ”Devachan,” da sidstnævnte er en illusion i vores bevidsthed, en lykkelig drøm, og da de som er klar til Nirvana skal fuldstændigt have mistet ethvert begær eller mulighed for verdslige illusioner) – ud af medlidenhed med menneskeheden og dem som de har efterladt på jorden frasiger sig den Nirvaniske tilstand. Sådan en adept, eller Viismand, eller hvad du ønsker at kalde ham, mener at det er en selvisk handling at forblive i lyksalighed mens menneskeheden jamrer sig under ulykkens byrde skabt af uvidenhed, frasiger sig Nirvana, og beslutter sig at forblive usynlig i ånd på denne jord. De har ingen materiel krop, da de har efterladt den; men ellers så forbliver de med alle deres principper selv i det astrale liv i vores sfære. Og sådanne kan kommunikere og kommunikerer med få udvalgte, men sandelig ikke med almindelige medier.


152

SPG. - Jeg stillede dig spørgsmålet om Nirmanakayaer fordi Jeg læste i et Tysk og andre værker at det var et navn, der blev givet til jordiske tilsynekomster eller kroppe iklædt af Buddhaer i den Nordlige Buddhistiske lære.

TEO. - Og det er de, bortset fra at Orientalisterne har misforstået den jordiske krop ved at mene at den er objektiv og fysisk i stedet for rent astral og subjektiv.

SPG. - Og hvad godt kan de gøre på jorden?

TEO. - ikke meget, med hensyn til enkelt personer, da de ikke har nogen ret til at interferere med Karma, og kan kun inspirere og rådgive dødelige med hensyn til det generelt gode. Alligevel udfører de flere gavnlige handlinger end du forstiller dig.

SPG. - Videnskaben vil aldrig tilslutte sig dette, end ikke vores moderne psykologer. For dem kan ingen del af intelligensen overleve den fysiske hjerne. Hvad vil du sige til dem?

TEO. - Jeg vil ikke en gang gøre mig besværet med at svare, men vil ganske enkelt sige med ordene givet af ”M. A. Oxen,” ”Intelligens bliver for altid bevaret efter at kroppen er død. Derfor er det ikke kun et spørgsmål om hjernen. . . . Det er ud fra hvad vi ved fornuftigt at fremføre den menneskelige ånds uforgængelighed” (Spirit Identity, p. 69).

SPG. - Men ”M. A. Oxen” er en Spiritualist?

TEO. - Helt og holdent, og den eneste sande Spiritualist jeg kender til, selv om vi stadig kan være uenige med ham om mange mindre spørgsmål. Bortset fra dette, så kommer ingen Spiritualist tættere på de okkulte sandheder end han gør. Lige som enhver af os taler han uophørligt ”om farerne ved overfladiskhed som plager det dårligt-udrustede, fjer-hovede rodehoved indenfor det okkulte, der krydser tærsklen uden



153

at opgøre omkostningerne”* Vores eneste uenighed hviler omkring spørgsmålet om ”Åndelig Identitet.” Ellers, så er jeg en af dem, som er helt enig med ham, og accepterer de tre forslag han indlagde i hans foredrag i Juli 1884. Det er denne eminente Spiritualist, som snarere, er uenig med os, ikke os med ham.

SPG. - Hvad er det for nogle forslag?

TEO. - ”1. At der et liv samtidig med, og uafhængig af kroppens fysiske liv.”
”2. At, som en naturlig følge, så fortsætter dette liv ud over kroppens liv” (vi siger at det fortsætter gennem Devachan).
”3. At der er en kommunikation mellem beboerne i denne eksistens tilstand og de som er i den verden vi nu lever i.”

Alt afhænger, som du ser, af de mindre og sekundære aspekter ved disse grundlæggende forslag. Altsamment afhænger af de opfattelser vi har af Ånden og Sjælen, eller Individualiteten og Personligheden. Spiritister fejlopfatter de to ”til at være en”; vi adskiller dem, og siger at, med undtagelse af de ovenfor opregnede, så vil ingen Ånd genbesøge jorden, men den dyriske Sjæl kan. Men lad os endnu en gang vende tilbage til vores direkte emner, Skandhaerne.

SPG. - Jeg begynder at forstå det bedre nu. Det er så at sige disse Skandhaers Ånd, som er den mest ophøjede, og som overlever ved at tilknytte sig til det inkarnerede Ego, og tilføjes til samlingen af engleagtige oplevelser. Og det er attributterne der er tilknyttet de materielle Skandhaer, der har selviske og personlige motiver,



* ”Nogle ting som jeg reelt ved om Spiritualismen og nogle gør jeg ikke.”



154

forsvinder fra aktivitetsområdet mellem to inkarnationer, dukker op ved den næste inkarnation som Karmiske resultater der skal sones for; og derfor vil Ånden ikke forlade Devachan. Er det sådan?

TEO. - Meget tæt på. Hvis du til dette tilføjer, at loven om gengældelse, eller Karma, der belønner den højeste og mest åndelige i Devachan, aldrig fejler med hensyn til at belønne dem igen på jorden ved at give dem yderligere udvikling, og tilfører Egoet en krop der passer det, så har du helt ret.


NOGLE FÅ ORD OM SKANDHAERNE

SPG. - Hvad bliver der af de andre, personlighedens lavere Skandhaer, efter kroppens død? Ødelægges de helt?

TEO. - Der er til og alligevel er de ikke – et nyt metafysisk og okkult mysterium til dig. De ødelægges som arbejdsredskaber for personligheden; de forbliver som Karmiske effekter, som frø, hængende i det jordiske plans atmosfære, rede til at komme til live, som så mange hævnende fjender, for at tilknytte sig til Egoets nye personlighed når det reinkarnerer.

SPG. - Dette overgår virkelig min forstand, og er meget svært at forstå.

TEO. - Ikke når du først har tilegnet dig alle detaljerne. For så vil du se at med hensyn til logikken, pålideligheden, dybsindig filosofi, guddommelig medfølesle og lighed, så har denne lære om Reinkarnation ikke sit lige på jorden. Det er en tro på den opstigende udvikling for



155

hvert inkarnerende Ego, eller guddommelige sjæl, i en evolution fra det ydre til det indre, fra det materielle til det Åndelige, ankommende til slutscenen med absolut enhed i det guddommelige Princip. Fra styrke til styrke, fra skønhed og perfektion på et plan til større skønhed og perfektion på et andet, med opstigelser af ny herlighed, med ny viden og kraft i hver cyklus, således er skæbnen for ethvert Ego, som således bliver dets egen Frelser i hver verden og inkarnation.

SPG. - Men Kristendommen lærer det samme. Den prædiker også udvikling.

TEO. - Ja, kun med tilføjelse af noget andet. Den fortæller os om umuligheden af at opnå Frelse uden hjælp af en mirakuløs Frelser, og som derfor dømmer alle de som ikke accepterer dogmet til fortabelse. Dette er lige nøjagtig forskellen mellem den Kristne teologi og Teosofi. Den førstnævnte påtvinger troen på det Åndelige Egos nedstigen i det Lavere Selv; den sidstnævnte indskærper nødvendigheden af at bestræbe sig på at opløfte sig selv til Kristus, eller Buddhi-tilstanden.

SPG. - Ved at undervise i opløsningen af bevidstheden i tilfælde af fejltagelser, synes du så ikke at dette leder hen til tilintetgørelse af Selvet, i den ikke-metafysiskes øjne?

TEO. - Fra synsvinklen for de som tror bogstaveligt på kroppens genopstandelse, og som insisterer på at ethvert ben, hver arterie og hvert atom i kødet vil blive opløftet på Dommedag – så er det selvfølgelig sandt. Hvis du stadig insisterer på at det er den dødelige form og endelige kvaliteter som fremstiller det udødelige menneske, så kan vi næppe forstå hinanden. Og hvis du ikke forstår dette, fordi du begrænser ethvert Egos eksistens til ét liv


156

på jorden, så kan du gøre Guddommen til en for evigt-fordrukken Indra i Puranaernes døde bogstav, en grusom Moloch, en gud som laver et uløseligt roderi på Jorden, og alligevel påberåber sig tak for det, så vil det være sådan at jo før vi stopper samtalen om det jo bedre.

SPG. - Men, nu hvor emnet om Skandhaerne er fremlagt, så lad os vende tilbage til spørgsmålet om hvorvidt bevidstheden overlever døden. Det er det emne, som interesserer de fleste mennesker. Besidder vi mere viden i Devachan end vi gør i det Jordiske liv?

TEO. - I én henseende, kan vi erhverve os mere viden; det vil sige, vi kan videreudvikle enhver evne som vi elskede og stræbte efter i livet, såfremt den vedrører de abstrakte og ideelle ting, så som musik, maleri, poesi, osv., fordi Devachan blot er en idealiseret og subjektiv fortsættelse af det jordiske liv.

SPG. - Men, hvis Ånden er fri fra stof i Devachan, hvorfor skulle den så ikke besidde al viden?

TEO. - Fordi, som jeg sagde til dig, så er Egoet, så at sige, gift med hukommelsen fra sin sidste inkarnation. Således, at hvis du tænker over hvad jeg har sagt, og sammenstykker alle fakta, så vil du blive klar over at den Devachaniske tilstand ikke er alvidende, men en transcendental fortsættelse af det lige afsluttede personlige liv. Det er resten af sjælen væk fra livets fælde.

SPG. - Men videnskabelige materialister fastlægger at der ikke er noget tilbage efter menneskets død; at den menneskelige krop blot disintegrerer ind i dens sammensatte elementer; og at hvad vi kalder sjælen blot er en midlertidig selv-bevidsthed produceret som et bi-produkt af den organiske livs bevægelser, som vil svinde bort som damp. Er deres opfattelse ikke en mærkelig sindstilstand?



157

TEO. - Overhovedet ikke mærkeligt, som jeg ser det. Hvis de siger at selv-bevidsthed ophører med kroppen, så ytrer de i deres tilfælde ganske enkelt en bevidst profeti, for når de en gang først er fast overbevist om det som de fastlægger, så er intet bevidst liv efter døden muligt for dem. For der er undtagelser til enhver regel.


OM BEVIDSTHED EFTER-DØDEN OG EFTER-FØDSLEN. *


SPG. - Men hvis menneskets selv-bevidsthed som en fast regel overlever efter døden, hvorfor skulle der så være undtagelser?

TEO. - Blandt de grundlæggende principper i den åndelige verden er ingen undtagelser mulige. Men, der er regler for de som ser, og regler for de som foretrækker at forblive blinde.

SPG. - Lige nøjagtig. Jeg forstår. Dette er blot vildfarelse hos den blinde mand, der benægter eksistensen af solen fordi han ikke ser den. Men efter døden så vil hans åndelige øjne sandelig blive tvunget til at se. Er det hvad du mener?

TEO. - Han vil ikke blive tvunget, og han vil heller ikke se noget. Da han vedholdende har benægtet muligheden for liv efter døden i sit liv, så vil han være ude af stand til at se det, fordi hans åndelige kapacitet har været hæmmet i livet, så kan den ikke udvikle sig efter døden, han vil forblive blind. Ved at insistere på at han se det, så mener du klart noget en ting, og jeg noget andet. Du



* Nogle få dele af dette kapitel og af de følgende blev publiceret i Lucifer i form af ”Dialogue on the Mysteries of After Life,” i nummeret fra Januar 1889. Artiklen var uden signatur, som om den var skrevet af redaktøren, men den kom fra dette værks forfatters hånd.



158

taler om ånden fra ånden, eller flammen fra flammen – kort og godt om Atma, - og du forveksler det med den menneskelige sjæl – Manas. . . . Du forstår mig ikke; lad mig prøve at forklare det. Hele kernen i dit spørgsmål er at vide hvorvidt, det totale tab af selvbevidsthed og selvopfattelse er mulig i tilfælde af komplet materialisme? Et det ikke sandt? Jeg svarer, det er muligt. Fordi, jeg tror fuldt og fast på vores Esoteriske Lære, som kun refererer til post-mortem perioden, eller intervallet mellem to liv eller fødsler, som en midlertidig tilstand, så siger jeg, uanset hvorvidt intervallet mellem de to handlinger i livets illusoriske drama varer et år eller en million år, så kan tilstanden uden at bryde den fundamentale lov, post-mortem, vise sig at være den nøjagtig den samme tilstand som et menneske som er i en tilstand af død bevidstløshed.

SPG. - Men fordi du lige har sagt at de fundamentale love i tilstanden efter døden ikke har nogle undtagelser, hvordan kan det så være?

TEO. - Jeg siger heller ikke at de giver mulighed for en undtagelse. Den åndelige lov om kontinuitet gælder kun for ting som i sandhed er virkelige. For den som har læst og forstået Mundakya Upanishaden og Vedanta-Sara så bliver alt dette meget tydeligt. Jeg vil sige mere: det er tilstrækkeligt at forstå hvad vi mener med Buddhi og dualiteten i Manas for at få en klar opfattelse af hvorfor materialisten fejler med hensyn til at have en selvbevidst overlevelse efter døden. Fordi Manas, i sit lavere aspekt, er det jordiske sinds hovedsæde, så kan den derfor kun give den opfattelse af Universet, som er baseret på dette sinds oplevelser; det kan ikke give åndelige oplevelser. Det siges i den Østlige skole, at mellem Buddhi og Manas



159

(Egoet), eller Iswara og Pragna*, der er der i virkeligheden ikke mere forskel end mellem en skov og dens træer, en sø og dens vande, sådan som Mundakya lærer det. En af hundreder af træer, som er døde pga. manglende vitalitet, eller rykket op med rode, er stadig ikke i stand til at forhindre skoven i stadig at være en skov.

SPG. - Men, sådan som jeg forstår det, så repræsenterer Buddhi i denne lignelse skoven, og Manas-taijasi† træerne. Og hvis Buddha er udødelig, hvordan kan det som svarer til det, dvs., Manas-taijasi, fuldstændigt miste sin bevidsthed ind til dagen for dens nye inkarnation? Det kan jeg ikke forstå.

TEO. - Det kan du ikke, fordi du sammenblander en abstrakt præsentation af helheden med de årsagsmæssige forandringer i formverden. Husk at hvis det kan siges om Buddhi-Manas at den er ubetinget udødelig, så kan det samme ikke siges om den lavere Manas, og endnu mindre om Taijasi, som blot er en attribut. Ingen af disse, hverken Manas eller Taijasi, kan eksistere adskilt fra Buddhi, den guddommelige sjæl, fordi den første (Manas) i sine lavere aspekter er, den nødvendige attribut for den jordiske personlighed, og den anden (Taijasi) er identisk med den første, fordi den er den samme Manas blot med refleksionen af lyset fra Buddhi på den. I sin tur, ville Buddhi blot forblive en upersonlig ånd uden



* Iswara er den manifesterede guddoms kollektive bevidsthed, Brahma, dvs., Skaren af Dhyan Chohan'ernes kollektive bevidsthed (vide SECRET DOCTRINE); og Pragna er deres individuelle visdom.

Taijasi betyder den strålende som konsekvens af dens forening med Buddhi; dvs., Manas, den menneskelige sjæl, illumineret ved udstrålingen fra den guddommelige sjæl. Derfor kan, Manas-Taijasi beskrives som strålende sind; den menneskelige fornuft oplyst af åndens lys; og Buddhi-Manas er åbenbaringen af det guddommelige plus menneskelig intellekt og selv-bevidsthed.



160

dette element som den låner af den menneskelige sjæl, som gør den betinget og skaber i den, i dette illusoriske Univers, som om den var noget adskilt fra den universelle sjæl i hele inkarnations cyklussens periode. Sig hellere at Buddhi-Manas kan hverken dø eller tabe dens sammensætning af selv-bevidsthed i al Evighed, og heller ikke erindringen om dets tidligere inkarnationer hvori de to – dvs., den åndelige og den menneskelige sjæl – har været tæt knyttet sammen. Men, det er ikke tilfældet for materialisten, hvis menneskelige sjæl hverken modtager noget fra den guddommelige sjæl, men afviser endda at anerkende dens eksistens. Du kan næppe tillægge dette aksiom til den menneskelige sjæls attributter og kvalifikationer, for det vil være lige som at sige, at fordi din guddommelige sjæl er udødelig, så må rødmen på din kind også være udødelig; hvorimod denne rødmen, lige som Taijasi, blot er et midlertidigt fænomen.

SPG. - Forstår jeg det sådan at du siger at vi ikke bør blande noumenon med phenomenon, årsagen med dens effekt i vores sind?

TEO. - Jeg siger sådan, og gentager at, Taijasis udstråling bliver blot et spørgsmål om tid, når den er begrænset til Manas eller den menneskelige sjæl alene; fordi både udødelighed og bevidsthed bliver for den jordiske bevidsthed ganske enkelt betingede attributter efter døden, så de fuldstændig afhænger af de forhold og trosopfattelser, som er blevet skabt af den menneskelige sjæl selv gennem dens krops liv. Karma handler uophørligt: vi høster i vores liv-efter-døden kun den frugt som vi selv har sået i dette.

SPG. - Men hvis mit Ego kan blive kaste ind i en tilstand af fuldstændig bevidstløshed, efter kroppens ødelæggelse, hvordan kan der så være straf for mit sidste livs synder?



161

TEO. - Vores filosofi lærer at Karmisk straf kun når Egoet i den næste inkarnation. Efter døden modtager den kun belønningen for de udståede ufortjente lidelser, den gennemgik i sidste inkarnation.* Hele lidelsen efter døden, består derfor selv for materialisten ved fraværet af nogen belønning, og af det rene tab af bevidsthed om ens lyksaglighed og hvile. Karma er det jordiske Egos barn, og den er frugten af det for alle synlige objektive personligheds træs handlinger, lige så vel som frugten af alle træets tanker og endda det åndelige ”Jeg's” motiver; men Karma er også den kærlige moder, som healer sårene som blev påført af hende i det foregående liv, før hun vil begynde at torturere dette Ego ved at påføre ham nye. Hvis det kan siges, så er der ikke nogen mental eller fysisk lidelse i den dødeliges liv, som ikke er den direkte frugt og konsekvens af en eller anden synd i en forudgående tilværelse; på den anden side, da han ikke bevarer den mindste erindring af det i sit nuværende liv, og føler sig ufortjent til en sådan lidelse, og tror derfor at han ikke lider af egne grunde, dette alene er tilstrækkeligt til at berettige den menneskelige sjæl til den fuldstændige trøst, hvile, og lyksaglighed i hans post-mortem tilværelse. Døden kommer til vores åndelige selv altid som en udfrier og ven. For materialisten, som, på trods af sin materialisme, ikke



* Nogle Teosoffer har fundet undtagelser til denne påstand, men ordene er givet af Mester, og meningen der er tilknyttet ordet ”ubelønnet” er angivet ovenfor. I T.P.S. pamflet No. 6, blev en frase brugt, som efterfølgende blev kritiseret i LUCIFER, som havde til hensigt at vise den samme ide. Dens form, var imidlertid akavet og åbnede op for den kritik som blev rettet imod den; men den essentielle ide var at mennesket lider på grund af resultaterne af handlinger udført af andre, resultater som derfor strengt taget ikke tilhører deres egen Karma – og de fortjener derfor kompensation for disse lidelser.



162

var er skidt menneske, vil intervallet mellem de to liv være som en ubrudt og fredsommelig barnesøvn, enten fuldstændig drømmeløs, eller fyldt med billeder som han ikke vil have nogen præcis oplevelse af; mens det for gennemsnitlige dødelige vil være så levende en drøm som selve livet, og fuld af realistisk lyksaglighed og visioner.

SPG. - Så må det personlige menneske altid gå rundt og blindt lide de Karmiske straffe som Egoet har udført?

TEO. - Ikke helt. Ved det højtidelige øjeblik ved ethvert menneskes død, selv når døden er pludselig, ser hele sit sidste liv udstrakt frem for sig, i dens minutiøse detaljer. I et kort øjeblik bliver det personlige et med individet og det alvidende Ego. Men dette øjeblik er nok til at vise ham hele kæden af årsager som har arbejdet igennem hans liv. Han ser og forstår nu sig selv som han er, uudsmykket med smiger og selvbedrag. Han ser sit eget liv, blivende tilbage som en tilskuer skuende ned på arenaen han forlader; han føler og erkender retfærdigheden af al lidelse som har overvældet ham.

SPG. - Sker dette for alle?

TEO. - Uden nogen undtagelse. Vi lærer, at meget gode og hellige mennesker ikke kun ser, det liv de forlader, men adskillige forudgående liv hvori der blev skabt de årsager som gjorde dem til det de var i det sidste afsluttede liv. De genkender loven om Karma i al dens majestæt og retfærdighed.

SPG. - Sker der noget aktivt før denne genfødsel?

TEO. - Det gør der. Lige som mennesket ved tiden for sin død har en



163

retrospektiv indsigt i det liv han har ført, så, har Egoet det øjeblik det fødes på jorden en prospektiv vision af sit liv, som venter det, og ser alle årsager som har ført frem til det. Han bliver klar over dem og ser fremtidige tilstande, fordi det er mellem Devachan og genfødsel at Egoet genvinder sin fulde manasiske bevidsthed, og genskabes for en kort tid som den gud han var, før, han først nedsteg til stoffet og inkarnerede i det første menneske af kød, i overensstemmelse med karmaloven. Den ”gyldne tråd” ser alle dens ”perler” og overser ingen af dem.


HVAD DER EGENTLIG MENES MED ANNIHILATION.


SPG. - Jeg har hørt nogle Teosoffer tale om den gyldne tråd hvorpå deres liv blev spundet. Hvad mener de med det?

TEO. - I Hinduernes Hellige bøger siges det at det som undergår periodiske inkarnationer er Sutratma, som bogstavligt betyder ”Tråd Sjælen.” Den er synonym med det reinkarnerende Ego – Manas forbundet med Buddhi – som absorberer de Manasiske erindringer om alle forudgående liv. Den kaldes sådan, fordi, den lange serie af menneskelige liv, er spundet sammen lige som perler på en snor på den ene tråd. I nogle Upanishader sammenlignes disse periodiske genfødsler med en dødeligs liv som periodisk svinger mellem søvn og vågen tilstand.

SPG. - Jeg må sige at dette ikke synes særlig indlysende, og jeg vil prøve at sige hvorfor. For det menneske som vågner, så begynder en ny dag, men det menneske er den samme i sjæl og krop som han var dagen før;


164

hvorimod der sker en komplet forandring ved hver inkarnation ikke kun af den ydre indpakning, kønnet og personligheden, men endda af de mentale og psykiske kapaciteter. Denne sammenligning synes for mig ikke at være korrekt. Mennesket som vågner fra søvnen husker klart hvad han har gjort dagen før, og endda måneder og år tilbage. Men ingen af os har den mindste erindring af et forudgående liv eller om nogen fakta eller begivenhed med hensyn til det. . . . Jeg kan om morgenen glemme hvad jeg drømte om natten, men jeg ved stadig at jeg har sovet og har visheden af at jeg levede under søvnen; men hvilken erindring kan jeg have om min tidligere inkarnation før tidspunktet for min død? Hvordan forklarer du det?


TEO. - Nogle mennesker husker deres tidligere inkarnationer mens de lever; men er Buddhaer og Indviede. Det er hvad Yogierne kalder Samma-Sambuddha, eller viden om en hel serie af inkarnationer.

SPG. - Men vi almindelige dødelig har ikke nået stadiet Samma-Sambuddha, hvordan er vi i stand til at forstå denne sammenligning?

TEO. - Ved at studere den og at prøve på at forstå dens karakteristika og tre former for søvn mere korrekt. Søvn er en generel og uforanderlig lov for mennesker så vel som for dyr, men der er forskellige slags søvn og yderligere forskellige slags drømme og visioner.

SPG. - Men dette fører til et andet emne. Lad os vende tilbage til at materialisten, både i almindelighed benægter udødeligheden og hans egen individualitets overlevelse, mens han, hvilket han knapt kan gøre, ikke benægter hans egne drømme.

TEO. - Og materialisten her ret uden at vide det. Den som ikke har nogen indre oplevelse af og tro på sin sjæls udødelighed, i det menneske kan sjælen aldrig blive Buddhi-taijasi, men vil forblive ganske enkelt Manas, og hos Manas alene er der overhovedet ikke nogen



165

udødelighed mulig. For at leve i verden, og for at blive et bevidst liv, så er man frem for alt først nødt til at tro på livet igennem den jordiske eksistens. Hele filosofien om sjælens post-mortem bevidsthed og udødelighed er bygget på den Hemmelige Videnskab om disse to aforismer. Egoet modtager altid i forhold til dette, hvad den har fortjent. Efter opløsningen af kroppen, så begynder der en periode med fuldt vågen bevidsthed for det, eller en tilstand med kaotiske drømme, eller en fuldstændig drømmeløs søvn uadskillelig fra annihilation, og disse er de tre slags søvn. Hvis vores fysiologer oplever at årsagerne til drømme og visioner findes i en bevidstløs tilstand i de vågne timer, hvorfor kan det samme så ikke blive accepteret for post-mortem drømme? Jeg gentager det: døden er søvn. Efter døden, begynder en optræden foran sjælens åndelige øjne i overensstemmelse med et program, der er lært og ofte ubevidst af os selv: den praktiske udførelse af korrekte trosopfattelser eller illusioner, som vi selv har skabt. Metodisten vil være Metodist, Muslimen en Muslim, i det mindste for et stykke tid – i det perfekte fjols paradis hos ethvert menneskes gøren og laden. Disse er livets træs post-mortem frugter. Naturligvis er vores tro eller manglende tro på sandheden om bevidst udødelighed ude af stand til influerere den ubetingede sandhed om selve forholdet, når det først eksisterer; men troen eller den manglende tro på udødeligheden som separate og uafhængige entiteters ejendom, kan ikke undgå at farve denne sandhed i dens anvendelse overfor hver af disse entiteter. Begynder du nu at forstå det?

SPG. - Det tror jeg, at jeg gør. Materialisten, der mistror alt som


166

for ham ikke kan bevises med brugen af de fem sanser, eller ved videnskabelige ræsonnementer, som eksklusivt er baseret på data fremskaffet af sanserne på trods af deres utilstrækkelighed, og som afviser enhver åndelig manifestation, og kun godkender livet som den bevidste eksistens. Derfor i overensstemmelse med deres verdensopfattelse sådan vil det blive for dem. De vil miste deres personlige Ego, og vil dykke ind i en drømmeløs søvn ind til en ny opvågning. Er det sådan?


TEO. - Ja, næsten. Husk den praktiske universelle lære om de to slags af bevidst eksistens: den jordiske og den åndelige. Den sidstnævnte må anses for virkelig ud fra det grundlag at den er beboet af det evige, uforanderlige og udødelige Monade; hvorimod det inkarnerende Ego iklæder sig nye klæder der er fuldstændig forskellige fra de som den havde i de foregående inkarnartioner og hvori alt undtagen den åndelige prototype er dømt til en så radikal forandring så det ikke efterlader noget spor bag sig.

SPG. - Hvordan det? Kan mit bevidste jordiske ”Jeg” ikke kun dø for en tid, lige som materialistens bevidsthed, men så meget at den ikke efterlader noget spor efter sig?

TEO. - Ifølge læren, så må den forgå og det i sin helhed, altsammen bortset fra det princip, som har forenet sig med Monaden, og derved er blevet en sand åndelig og uforgængelig essens, ét med den i Evigheden. Men med hensyn til en fra-ende-til-anden materialist, i hvis person der ikke nogensinde har reflekteret sig selv nogen Buddhi, hvordan kan den sidstnævnte bære en partikel fra denne jordiske personlighed ind i Evigheden? Dit åndelige ”Jeg” er udødeligt; men ud fra dit nuværende selv kan den kun bære det som er blevet værdigt til udødelighed, nemlig kun aromaen af den blomst som er blevet slået med døden.



167

SPG. - Ja ja, og blomsten, og det jordiske ”Jeg”?

TEO. - Blomsten, lige som alle fortidige og fremtidige blomster som har blomstret og vil blive nødt til at blomstre på modergrenen, Sutratmaen, alle er børn af en rod eller Buddhi – og vil vende tilbage til støv. Dit nuværende ”Jeg,” sådan som du kender dig selv, er ikke den krop der nu sidder foran mig, og det er heller ikke hvad jeg ville kalde Manas-Sutratma, men Sutratma-Buddhi.

SPG. - Men dette forklarer slet ikke for mig, hvorfor du kalder post-mortem livet udødelig, uendelig og virkelig, og det jordiske liv et simpelt fantom eller illusion; da selv liv efter-døden har begrænsninger, selv om de kan være meget bredere end de der vedrører det jordiske liv.

TEO. - Uden tvivl. Mennesket åndelige Ego bevæger sig i evigheden som en pendul i timerne mellem fødsel og død. Men, selv om disse timer, der markerer perioden med jordisk liv og åndeligt liv, er begrænsede i deres varighed, og hvis selve antallet af sådanne stadier i Evigheden mellem søvn og vågen tilstand, illusion og virkelighed, har sin begyndelse og sin slutning, så er den åndelige pilgrim evig. Derfor er timerne i hans post-mortem liv, når han frigjort fra legemet står ansigt til ansigt med sandheden og ikke luftspejlinger fra hans midlertidige jordiske eksistenser, under den pilgrimsrejse som vi kalder ”cyklussen af gen-fødsler” - den eneste realitet ifølge vores opfattelse. Sådanne intervaller forhindrer ikke Egoet mens det fuldstændiggør sig, på trods af dens begrænsninger, i på ufravigelig vis at følge, dog gradvist og langsomt, vejen til dens sidste transformation, hvor dette Ego, har nået sit mål og bliver et guddommeligt væsen. Disse intervaller og stadier hjælper henimod det endelige resultat i stedet for at hindre det; og uden sådanne begrænsede


168

intervaller så kunne det guddommelige Ego aldrig nå sit ultimative mål. Jeg allerede en gang før givet dig en velkendt illustration ved at sammenligne Egoet eller individualiteten, med en skuespiller, og dets forskellige utallige inkarnationer med de roller som det spiller. Vil du kalde disse roller eller deres kostumer selve skuespillerens individualitet? Lige som denne skuespiller, så er Egoet under nødvendighedens cyklus tvunget til at skuespille mange roller som kan være ubehagelige for det, ind til selve grænsen for Paranirvana. Men lige som bien samler honning fra enhver blomst, og efterlader resten som føde til de jordiske orme, så gør vores åndelige individualitet det samme, uanset om vi kalder den for Sutratma eller Ego. Samlende kun de åndelige kvaliteters og selv-bevidstheds nektar fra enhver jordisk personlighed, som Karma tvinger den til at inkarnere i, så forener den alle disse til et hele og fremstår fra sin puppe som en glorificeret Dhyan Chohan. Så meget desto værre for de jordiske personligheder hvor det ikke kunne indsamle noget fra. Sådanne personligheder kan helt sikkert ikke bevidst udleve deres jordiske eksistens.

SPG. - Således, så ser det ud til, at den jordiske personligheds, udødelighed stadig er betinget. Er udødelighed så i sig selv ikke ubetinget?

TEO. - Slet ikke. Men udødeligheden kan ikke røre det ikke-eksisterende: for alt det som eksisterer som SAT, eller emanerer fra SAT, er udødelighed og Evighed absolut. Stof er den modsatte pol af ånd, og alligevel er de to ét. Essensen af alt dette, dvs., Ånd, Kraft og Stof, eller de tre i en, er lige så uendelig som det er uden begyndelse; men den form som antages af denne trefoldige enhed gennem dens inkarnationer, dens ydre, er sandelig



169

kun en illusion frembragt af vores personlige opfattelser. Derfor kalder vi kun Nirvana og det Universelle liv en realitet, mens vi degraderer det jordiske liv, inklusiv dets jordiske personlighed, og endda dets Devachaniske eksistens, til et illusorisk fantom rige.

SPG. - I så fald, hvorfor kalde søvn virkeligheden, og opvågen illusion?

TEO. - Det er ganske enkelt en sammenligning gjort for at facilitere forståelsen af emnet, og set fra det jordiske udgangspunkt er det en meget korrekt en.

SPG. - Og jeg kan stadigvæk ikke forstå, at hvis det kommende liv er baseret på retfærdighed og fortjent gengældelse for al vores jordiske lidelse, hvorfor skulle der i forbindelse med materialister, hvor mange af dem virkelig er ærlige og velgørende mennesker, ikke forblive andet end affaldet fra en famlet blomst tilbage.

TEO. - Ingen har nogensinde sagt noget sådant. Ingen materialist, uanset hvor ikke-troende, kan for evigt dø i sin individuelle åndeligheds totalitet. Hvad der blev sagt var at bevidsthed kan forsvinde enten fuldstændigt eller delvist i forbindelse med materialisten, så der ikke er nogen bevidsthed tilbage af hans personlighed der overlever.

SPG. - Men, det er jo da annihilation?

TEO. - Sandelig ikke. Man kan sove en døds søvn og misse adskillige stationer under en lang togrejse, uden at have den mindste erindring eller bevidsthed herom, og vågne ved en anden station og fortsætte rejsen forbi utallige andre stoppe-steder ind til rejsens ende eller målet er nået. Tre slags søvn blev nævnt for dig: den drømmeløse, den kaotiske, og den som er så virkelig, at drømmene for det sovende menneske


170

bliver til virkeligheder. Hvis du tror på det sidstnævnte hvorfor kan du så ikke tro på det førstnævnte; det liv efter døden som et menneske har troet på og forventet, sådan er det liv han vil få. Den som forventede at intet liv ville komme vil få et absolut blackout, grænsende til annihilation, i intervallet mellem to gen-fødsler. Det er blot udførelsen af programmet vi talte om, et program skabt af materialisterne selv. Men, der er, som du siger, forskellige slags materialister. En selvisk, slem Egoist, en som aldrig har grædt en tåre for nogen anden end sig selv, som derfor tilføjer en fuldstændig ligegyldighed overfor hele verden til sin manglende tro, skal ved grænsen til døden, for altid droppe sin personlighed. Denne person har ingen klatretåd af sympati overfor omverden og tilfører derfor ikke noget til Sutratma, det følger deraf at ved det sidste åndedrag brydes forbindelsen mellem de to. Der er ingen Devachan for en sådan materialist, Sutratmaen vil reinkarnere næsten omgående. Men disse materialister som ikke fejlede i noget andet end deres manglende tro vil gennemsove en station. Og tiden vil komme hvor denne eks-materialist vil opfatte ham selv i Evigheden og måske angre det at han tabte blot en dag, en station, fra det evige liv.

SPG. - Vil det stadigvæk ikke være mere korrekt at sige at døden er fødslen ind i et nyt liv, eller endnu en gang en tilbagevenden ind i evigheden?

TEO. - Det kan du, hvis du synes. Men husk blot på at fødsler er forskellige, og at der er fødsler af ”død-fødte” væsener, som er naturens fejltagelser. Yderligere, med så er jeres Vestlige fikserede ideer om materielt liv, ordene ”leve” og ”være” ret så ubrugelige med hensyn til den klare subjektive eksistens-tilstand



171

post-mortem. Det er blot fordi, at bortset fra nogle få filosoffer som ikke læses af mange, og som selv er for forvirret til at præsentere et klart billede af det, det er blot fordi jeres Vestlige ideer om liv og død til sidst er blevet så snævre, at de på den ene side har ført til grov materialisme, og på den anden til en stadig øget materiel opfattelse af det andet liv, som spiritualisterne har fremlagt om deres Sommer-land. Der spiser, drikker, giftes og lever menneskets sjæle i et paradis lige så sensuelt som Mohammeds, men endnu mindre filosofisk. Den gennemsnitlige opfattelse blandt de uuddannede Kristne er heller ikke bedre, og er om muligt endnu mere materiel. Det der mellem trunkerede engle, messing trompeter, gyldne harper, og materielle helveds-bål, den Kristne himmel synes at være lige som en Kristen pantomime scene med feer.

Det er på grund af disse snævre opfattelser at du finder det så vanskeligt at forstå. Det blot på grund af at den ulegemlige sjæls liv, er blottet for enhver grov objektiv form for jordisk liv, mens den som i visse drømme er i besiddelse af alle virkelighedens klarheder, at Østlige filosoffer har sammenlignet den med oplevelser under søvnen.


BESTEMTE ORD FOR BESTEMTE TING

SPG. - Tror du ikke at det er fordi at der ikke er nogle klare og bestemte og fastlagte ord til at indikere hvert ”Princip” i mennesket, at sådan en forvirring af ideer opstår i vores tanker med hensyn til disse ”Princippers” respektive funktioner?

TEO. - Jeg har selv tænkt på det. Hele problemet er opstået


172

fra følgende: vi startede vores redegørelser om, og diskussioner om, ”Principperne,” ved at bruge deres Sanskrit navne, til brug for Teosoffer, i stedet for at lave de samme tilsvarende på Engelsk. Vi må prøve at råde bod på dette nu.

SPG. - Du vil gør klogt i det, da det kan undgå yderligere forvirring; der synes ikke at have været to teosofiske forfattere, der hidtil har været enige om at kalde det samme ”Princip” for det samme.

TEO. - Forvirringen er imidlertid mere tilsyneladende en virkelig. Jeg har hørt nogle af vores Teosoffer udtrykke overraskelse over, og kritisere adskillige afhandlinger der omhandler ”principper”; men da de blev undersøgt, så var der ikke værre fejl ved dem end det at bruge ordet ”Sjæl” til at dække de tre principper uden at udpege forskellene. Den første, og positivt den mest klare af vores Teosofiske forfattere Hr. A. P. Sinnett, har nogle omfattende og beundringsværdig-skriftlige passager om det ”Højere Selv.”* Hans virkelige ide er også blevet misforstået af nogle, på grund af hans brug af ordet ”Sjæl” i generel forstand. Alligevel er her nogle få passager som vil vise dig hvor klart og omfattende alt som han skriver om emnet er-
. . . ”Så snart den menneskelige sjæl, er lanceret på evolutionens strømme som en menneskelig individualitet,† så passerer den gennem vekslende perioder af fysiske og relativt åndelige eksistenser. Den passerer fra det ene plan, eller stratum, eller tilstand i naturen til den anden under vejledning af dets Karmiske affiniteter; levende det liv i inkarnationer som dets Karma har ordineret forud; modificerende dets fremskridt indenfor omstændighedernes begrænsninger, og, - udviklende frisk Karma via dets brug eller misbrug af muligheder, - den vender tilbage


* (Vide Transactions of the "LONDON LODGE of the Theos. Soc.," No. 7, Oct., 1885.)

† Det "re-inkarnerende Ego," eller den "Menneskelige Sjæl," som han kaldte den, det Kausale Legeme hos Hinduerne.



173
til åndelig eksistens (Devachan) efter hvert fysisk liv, - gennem den mellemliggende region Kamaloka – for at hvile og forfriske sig og for gradvist at absorbere så meget kosmisk fremskridt ind i sin essens af livs erfaringerne der er opnået ”på jorden” eller under den fysiske eksistens. Denne opfattelse af sagen vil, ydermere, have indgivet mange underordnede slutninger til enhver der tænker over emnet; for eksempel at overførslen af bevidsthed fra Kamaloka til det Devachaniske stadie ville nødvendigvis være gradvis i denne udvikling *; at der i sandhed, ikke er nogen hård-og-hurtig line der separerer de åndelige forholds varieteter, at selv de åndelige og fysiske planer, som psykiske evner i levende mennesker viser, ikke er så håbløst omgivet af en mur mellem hinanden som materialistiske teorier ville antyde; at alle tilstande i naturen rundt om os alle er samtidige, og appellerer til forskellige sanseopfattende evner; og så videre. . . . Det er klart at igennem den fysiske eksistens forbliver folk der besidder psykiske evner i forbindelse med de superfysiske planers bevidsthed; og selv om de fleste folk måske ikke besidder sådanne evner, så er vi alle, sådan som søvnens fænomener, og endda og især . . .de indenfor søvngængeri og mesmerisme viser, i stand til at indgå i bevidsthedstilstande som de fem fysiske sanser ikke har noget at gøre med. Vi -- sjælene indeni os -- flyder ikke allesammen sammen rundt på stoffets ocean. Vi bibeholder klart nogle overlevende interesser og rettigheder på bredden hvorfra vi for en tid har flydt væk fra. Inkarnations-processen er derfor ikke fuldt beskrevet, når vi taler om en vekslende eksistens på de fysiske og åndelige planer, og således afbilder sjælen som en komplet entitet der fuldstændig glider fra den ene eksistenstilstand til den anden. De mere korrekte definitioner af processen vil muligvis præsentere inkarnation som noget der finder sted på dette naturens fysiske plan via fornuften på grund af en emanerende udstrømning fra sjælen. Den Åndelige rige ville samtidig være den passende bolig for Sjælen, som aldrig ville fuldstændigt ville forlade den; og


* Længden af denne ”overførsel” afhænger, imidlertid, af graden af åndelighed hos eks-personligheden hos det ulegemlige Ego. For hvis livet var meget åndeligt er denne overførsel meget hurtig, men gradvis. Tiden bliver længere hos den som hælder til materialisme.



174
den ikke-materialiserbare del af Sjælen som permanent forbliver på det åndelige plan kan måske passende omtales som det HØJERE SELV.”
Det ”Højere Selv” er ATMA, og selvfølgelig er det ”ikke-materialiserbart,” som Hr. Sinnett siger. Yderligere, så kan det aldrig under nogen omstændigheder blive ”objektiv”, selv i forhold til den højeste åndelige opfattelse. Fordi Atman eller det ”Højere Selv” er virkelig Brahma, det ABSOLUTTE, og kan ikke skelnes fra det. I timerne for Samadhi, er den Indviedes højere åndelige bevidsthed absorberet i den ENE essens, som er Atman, og derfor da den er ét med helheden, kan der ikke være noget objektivt i den. Vid at nogle af vores Teosoffer har fået for vane at bruge ordene ”Selv” og ”Ego” som synonymer, kun associerende ordet ”Selv” med menneskets højere individualle eller endda personlige ”Selv” eller Ego, hvorimod dette ord aldrig burde blive tilknyttet til andet end det Ene universelle Selv. Derfor denne forvirring. Når vi taler om Manas, det ”kausale legeme,” så kan vi kalde det for det ”HØJERE EGO” – når vi knytter det sammen med den Buddhistiske udstråling - aldrig det ”Højere Selv.” For selv Buddhi, den ”Åndelige Sjæl,” er ikke SELVET, men kun SELVETs vehikel. Alle andre ”Selv” -så som det ”Individuelle” selv og ”personlige” selv – bør aldrig omtales eller skrives om uden deres kvalificerende og karakteristiske adjektiver.

Således er dette ord i denne excellente afhandling om det ”Højere Selv,” tillagt til det sjette princip eller Buddhi (selvfølgelig i forbindelse med Manas, da der uden en sådan forening ikke ville være noget tænkende princip eller element i den åndelige sjæl); og har som konsekvens heraf forårsaget en stigning i nøjagtig sådanne misforståelser. Udtalelsen at ”et barn erhverver sig ikke sit sjette princip



175

– eller bliver et moralsk ansvarligt væsen i stand til at generere Karma- før end det er syv år gammel,” viser hvad deres menes dermed om det HØJERE SELV. Derfor, er den dygtige forfatter fuldstændig berettiget til at forklare, at efter at det ”Højere Selv” er passeret ind i de menneskelige væsen og kun har mættet personligheden-i nogle af de finere organiseringer-så er folk med dets bevidsthed ”fra tid til anden i stand til med psykiske evner at opfatte dette Højere Selv gennem deres finere sanser.” Men så er de, som begrænser begrebet ”Højere Selv” til det Universelle Guddommelige Princip, ”berettigede” til at misforstå ham. For, da vi læste, uden at være forberedt på denne forskydning af metafysiske begreber,* at mens den ”fuldt ud manifesterer sig på det fysiske plan . . . så forbliver det Højere Selv stadig et bevidst åndeligt Ego på Naturens korresponderende plan” - så er vi tilbøjelige til at se ”Atma,” i det ”Højere Selv” i denne sætning, og i det åndelige Ego, ”Manas,” eller snarere Buddhi-Manas, og straks at kritisere det hele som ukorrekt.

For fremover at undgå sådanne fejlopfattelser, så foreslår jeg bogstavligt at oversætte fra de Okkulte Østlige begreber til deres Engelske ækvivalenter og tilbyde disse til fremtidig brug.

DET HØJERE SELV er { Atma det Universelle og ENE SELVs uadskillelige stråle. Det er Guden ovenover, mere end indeni, os. Glad er det menneske som har succes med at mætte hans indre Ego med det!




* ”Forskydning af Metafysiske begreber” gælder her kun forskydningen af deres oversatte ækvivalenter fra de Østlige udtryk; for ind til nu har der aldrig eksisteret nogen sådant udtryk på Engelsk, enhver Teosof er nødt til at fremlægge sine egne udtryk for at gengive hans tanker. Det er ved at være tiden til at fastlægge en bestemt nomenklatur.



176

DET ÅNDELIGE
guddommelige EGO er
{ den Åndelige sjæl eller Buddhi, i nær forening med Manas, tænke-princippet, uden hvilket det slet ikke er noget EGO, men kun det Atmiske Vehikel.


DET INDRE, eller
HØJERE ”EGO” er
{ Manas, det ”Femte” Princip, kaldt sådan uafhængigt af Buddhi. Tanke-Princippet er kun det Åndelige Ego når det er sammensmeltet til ét med Buddhi, - ingen materialist formodes at have et sådant Ego inde i sig, uanset hvor stor hans intellektuelle kapaciteter er. Det er den permanente Individualitet eller det ”Reinkarnerende Ego.”


DET LAVERE eller
PERSONLIGE ”EGO” er
{ det fysiske menneske i forbindelse med hans lavere Selv, dvs., dyriske instinkter, lyster, begær, osv. Det kaldes den ”falske personlighed,” og består af den lavere Manas kombineret med Kama-rupa, og opererer gennem den Fysiske krop og dens fantom eller ”dublet.”


Det tilbageværende ”Princip” ”Prana,” eller ”Liv,” er, strengt taget, den udstrålende kraft eller Atmas Energi- som det Universelle Liv og det ENE SELV,--DETS lavere eller snarere (i dens virkninger) mere fysiske, på grund af dets manifesterende, aspekt. Prana eller Liv gennemtrænger hele det objektive Univers; og kaldes kun et ”princip” fordi det er en uundværlig faktor og en deus ex machina for det levende menneske.

SPG. - Denne der er så meget simplificeret i dens kombinationer, tror jeg vil være bedre. Den anden er for metafysisk.

TEO. - Hvis outsidere så vel som Teosoffer ville være enige om den, så vil det sandelig gøre tingene meget mere forstålige.




X.

OM VORES TÆNKENDE PRINCIPS NATUR


MYSTERIET OM EGOET.

SPG. - I citatet som du bragte frem for lidt siden fra Buddhist Catechism opfatter jeg en unøjagtighed som jeg gerne vil have forklaret. Det fremlægges der at Skandhaerne – inklusiv hukommelsen – ændrer sig ved hver ny inkarnation. Og alligevel, fastlægges det at refleksionerne fra de tidligere liv, som vi fortælles er fuldstændigt baseret på Skandhaer, ”vil overleve.” I det nuværende øjeblik er jeg i mine tanker ikke helt klar over hvad der præcist overlever, og jeg vil gerne have det forklaret. Hvad er det? Er det kun denne ”reflektion,” eller disse Skandhaer, eller altid det samme EGO, Manas'en?

TEO. - Jeg har lige forklaret at det reinkarnerende Princip, eller det som vi kalder det guddommelige menneske, er uforgængelig gennem livscyklussen: uforgængelig som tænkende Entitet, og endda som en æterisk form. ”Refleksionen” er kun eks-personlighedens åndeliggjorte erindring under den Devachaniske periode, Hr. A eller Fru B. - som Egoet identificerer sig med i denne periode. Da det sidstnævnte så at sige ikke er andet end en fortsættelse af det jordiske liv, selve indbegrebet og kulminationen af en ubrudt serie af få glade øjeblikke i den nu fortidige


178

eksistens, så er Egoet nødt til at identificere sig selv med den personlige bevidsthed fra dette liv, hvis der skal være noget tilbage af det.

SPG. - Det betyder at Egoet, på trods af sin guddommelige natur, tilbringer enhver sådan periode mellem to inkarnationer i en tilstand af mental formørkelse eller midlertidig sindssyge.

TEO. - Du må opfatte det som du vil. Vi tror, at udenfor den ENE Virkelighed, er der intet bedre end en forbigående illusion – med hele Universet inkluderet – vi ser den ikke som sindssyge, men som en meget naturlig sekvens eller udvikling af jordisk liv. Hvad er liv? Et bundt af de mest varierede oplevelser, af dagligt forandrende ideer, følelse, og opfattelser. Vi er ofte entusiastisk hengivne til et ideal i vores ungdom, til en helt eller heltinde som vi prøver at følge eller genoplive; nogle få år senere, når friskheden af vores ungdommelige følelser er svundet bort og har neddæmpet sig, så er vi de første til at le af vores fantasier. Og alligevel var der en dag, hvor vi så grundigt havde identificeret os med vores egen personlighed med dette ideal i vores tanker – især hvis det var et levende væsen - at den førstnævnte blev fuldstændigt sammensmeltet og tabt i den sidstnævnte. Kan det siges om et menneske på halvtreds, at han var det samme væsen da han var tyve? Det indre menneske er det samme; den ydre levende personlighed er totalt transformeret og forandret. Vil du også kalde disse forandringer i den menneskelige mentale tilstand for sindssyge?

SPG. - Hvordan vil du navngive dem, og især hvordan vil du forklare den enes permanenthed og den andens flygtighed?

TEO. - Vi har vores egen lære klar, og for os er det ikke vanskeligt. Ledetråden ligger i vores sinds dobbelte bevidsthed, og også, i det mentale ”princips” duale natur.



179

Der er en åndelig bevidsthed, det Manasiske sind illumineret af Buddhis lys, som subjektivt opfatter abstraktioner; og den sansende bevidsthed (det lavere Manasiske lys), uadskillelig fra vores fysiske hjerne og sanser. Den sidstnævnte bevidsthed underkastes af hjernen og de fysiske sanser, og er selv lige så afhængig af dem, må selvfølgelig svinde bort og til sidst dø med hjernens og de fysiske sansers forsvinden. Det er kun den førstnævnte slags bevidsthed, hvis rod ligger i evigheden, som overlever og lever for altid, og kan, derfor anses for at være udødelig. Alt andet tilhører forbigående illusioner.

SPG. - Hvad forstå du egentlig med illusion i dette tilfælde?

TEO. - Det er meget godt beskrevet i den lige nævnte afhandling om ”Det Højere Selv.” Dets forfatter siger:
”Teorien vi overvejer (udvekslingen af ideer mellem det Højere Ego og det lavere selv) harmonerer meget godt med behandlingen af denne illusoriske verden af fænomener, som vi lever i, naturens åndelige plan på den anden side tankeverdenen eller realitets planet. Denne region i naturen så at sige hvorfra, den uforgængelige sjæl udgår er mere virkelig end den i hvilke dens midlertidige blomster for et øjeblik kommer til syne for at visne og gå i stykker, mens planten samler energi for at fremsende en frisk blomst. Antag at blomster kun kunne opfattes af de almindelige sanser, og deres udgangspunkt eksisterede for os som immaterielle og usynlige i Naturen, filosoffer i en sådan verden som ville spå at der var sådan noget som rødder på et andet

180
eksistensplan ville være rammende med hensyn til at sige om blomsterne, at disse er ikke virkelige planter; de er kun af relativ vigtighed, kun øjeblikkets illusoriske fænomener.”
Det er hvad jeg mener. Den verden hvori de personlige liv blomstrer som midlertidige og flygtige blomster er ikke den virkelige permanente verden; men i stedet den hvori vi finder bevidsthedens rod, det grundlag som er ovenover illusion og som dvæler i evigheden.

SPG. - Hvad mener du med at dens grundlag dvæler i evigheden?

TEO. - Jeg mener med dette grundlag den tænkende entitet, Egoet som inkarnerer, uanset om den anses for at være en ”Engel,” ”Ånd,” eller en Kraft. Af det som falder ind under vores sansemæssige opfattelser kan kun det som gror direkte fra eller er tilknyttet til dette usynlige grundlag fra oven, deltage i dets udødelige liv. Derfor må enhver personlig nobel tanke, ide og aspiration som det informerer, som kommer fra og fodres fra dette grundlag, blive permanent. Med hensyn til den fysiske bevidsthed, så gælder det at må den forsvinde fordi den er en kvalitet hos det sansende men lavere ”princip,” (Kama-rupa eller dyrisk instinkt, illumineret af den lavere manasiske refleksion), eller den menneskelige Sjæl. Det som udviser aktivtiet når kroppen sover eller er paralyseret, er den højere bevidsthed, vores hukommelse der kun svagt og unøjagtigt – fordi den er automatisk – registrerer sådanne oplevelser, og ofte undgår at blive det mindste imponeret af dem.

SPG. - Hvordan kan det være at MANAS, selv om du kalder det Nous, en ”Gud,” er så svag gennem dens inkarnationer, så den bliver erobret og hæmmet af dens krop?

TEO. - Jeg kan svare igen med samme spørgsmål og sige:”Hvordan kan det



181

være, at ham, som du anser for at være 'Gudernes Gud' og den Ene levende Gud, er så svag at han tillader ondt (eller Djævlen) at sejre over ham lige som alle hans væsner, uanset om han forbliver i Himlen, eller gennem den tid han var inkarneret på jorden?” Du vil sikkert svare tilbage: ”Dette er et mysterium; og vi forbydes at snage i Guds mysterier.” Da vi ikke forbydes at gøre sådan i vores religiøse filosofi, så svarer jeg, at med mindre en Gud nedstiger som en Avatar, så kan intet guddommeligt princip på nogen måde undgå at blive hæmmet og paralyseret af turbulent, dyrisk stof. Uensartethed vil altid have overtaget over ensartethed, på dette illusoriske plan, og jo tættere en essens er på dets rod-princip, Ur Ensartethed, jo sværere er det for den sidstnævnte at gøre sig selv gældende på jorden. Åndelige og guddommelige kræfter ligger i dvale i ethvert menneskeligt Væsen; og jo bredere hans åndelige vision er jo mægtigere vil Guden indeni ham være. Men da få mennesker kan føle denne Gud, og fordi, guddommen ,som en gennemsnitlig regel, altid er bundet og begrænset i vores tanker fra tidligere forestillinger, det vil sige de ideer som er indprentet i os fra barnsben, derfor, er det så svært for dig at forstå vores filosofi.

SPG. - Og det er vores Ego som er vores Gud?

TEO. - Slet ikke; ”En Gud” er ikke en universel guddom, men kun en gnist fra den Guddommelige Ilds hav. Vores Gud indeni os, eller ”vores Fader i Hemmelighed” er det som vi kalder det ”HØJERE SELV,”, Atma. Vores inkarnerende Ego var Gud i dens oprindelse, lige som alle ur-emanationer fra det Ene Ukendte Princip. Men siden dets ”fald ned i Stoffet,” hvor det er nødt til at inkarnere gennem


182

cyklussen, fra den første til den sidste, så er det ikke længere en fri og glad gud, men en stakkels pilgrim på sin vej, til at opnå det som han har tabt. Jeg kan svare mere fyldestgørende ved at gentage hvad der siges om det INDRE MENNESKE i ISIS UNVEILED (Vol. II. 593): -
”Fra fjerneste fortid har menneskeheden som et hele betragtet altid været overbevist om eksistensen af en personlig åndelig entitet indeni det personlige fysiske menneske. Denne indre entitet var mere eller mindre guddommelig, afhængig af dens nærhed til kronen. Jo tættere en forening jo mere fredfyldt er menneskets skæbne, jo mindre farlige de ydre omstændigheder. Denne tro er hverken snæversyn eller overtro, kun en altid-tilstedeværende, instinktiv følelse af nærheden af en anden åndelig og usynlig verden som, selv om den er subjektiv for det ydre menneskes sanser, er fuldstændig objektiv for det indre ego. Yderligere, troede de at der er ydre og indre omstændigheder som påvirker vores viljes beslutninger af vores handlinger. De afviste fatalisme, fordi fatalisme indebærer en blind vej givet af en endnu mere blind kraft. Men de troede på skæbnen eller Karma, som ethvert menneske fra fødsel til død tråd for tråd binder omkring sig selv, som en edderkop fremstiller sit spindelvæv; og denne skæbne guides af den tilstedeværelse som nogen navngiver skytsenglen, eller vores mere intime astrale indre menneske, som alt for ofte ikke er andet end menneskets, kødets onde geni eller personligheden. Begge disse styrer MENNESKET, men en af dem vil vinde; og fra det usynlige slagsmåls tidligste start træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation og gengældelse ind og sætter sin kurs, tillidsfuldt følgende konfliktens svingninger. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket tilsyneladende er indhyllet i hans eget netværks fremstilling, så oplever han sig fuldstændig underlagt sit eget selv-skabte imperiums skæbne. Den fikserer ham så enten som en ubevægelig skal imod den urokkelige klippe, eller bærer ham væk som en fjer i en hvirvelvind skabt af hans egne handlinger.”
Sådan er Menneskets skæbne – det sande Ego, ikke Automaten, skallen som går under dette navn. Der er hans opgave er blive sejrherre over stoffet.




183

MANAS KOMPLEKSE NATUR

SPG. - Men du ønskede at fortælle mig noget om Manas essentielle natur, og om den forbindelse det fysiske menneskes Skandhaer har med den.

TEO. - Det er denne mysteriøse natur, Protean, der er ovenover enhver forståelse, og som er næsten skyggeagtig i dens sammenhænge med de andre principper, som er meget svære at forstå, og ydermere svære at forklare. Manas er et ”princip,” og alligevel er den en ”Entitet” og en individualitet eller Ego. Han er en ”Gud,” og alligevel er han dømt til en endeløs cyklus af inkarnationer, hvor han gøres ansvarlig for hver af dem, og for hver af dem er han nødt til at lide. Alt dette synes lige så selvmodsigende som det er mysteriøst; ikke desto mindre, er der selv i Europa hundreder af mennesker, som forstår alt dette fuldt ud, for de forstår Egoet ikke kun i dens integritet, men i den mange aspekter. Til sidst, må jeg hvis jeg skal gøre mig forståelig, begynde med begyndelsen og i nogle få linier angive dette Egos genealogi for dig.

SPG. - Fortæl mere.

TEO. - Prøv at forstille dig en ”Ånd,” et himmelsk Væsen, uanset om vi kalder det ved det ene navn eller det andet, som er guddommelig i dens essentielle natur, og alligevel ikke ren nok til at være ét med ALTET, og som for at opnå dette, må rense sin natur for endeligt at opnå dette mål. Det kan kun gøre sådan ved at gennem individuelt og personligt, dvs., åndeligt og fysisk, gennem enhver oplevelse og følelse som eksisterer i det mangfoldige eller differentierede Univers. Det er, derfor, efter at have opnået en sådan


184

erfaring i de lavere riger, og efter at have steget højere, og stadig højere på hvert trin på stigen for væren, nødt til at gennemgå enhver oplevelse på de menneskelige planer. I selve sin essens er den TANKE, og kaldes, derfor, i flertal for Manasa putra, ”det (Universelle) sinds Sønner.” Denne individualiserede ”Tanke” er hvad vi Teosoffer kalder det virkelige EGO, den tænkende Enhed indespærret i en kasse af kød og knogler. Dette er i sandhed en Åndelig Entitet, ikke Stof, og sådanne Entiteter er de inkarnerende EGOER som informerer bundet af dyrisk stof som hedder menneskeheden, og hvis navne er Manasa or ”Minds.” Men, når de først er indespærret eller inkarnerer, så bliver deres essens dualistisk: det vil sige, at det evige guddommeliges Sinds stråler, set som individuelle entiteter, antager en to-foldig attribut, som er (a) deres essentielle indbyggende karakteristika, himmel-stræbende sind (højere Manas), og (b) den menneskelige kvalitet at tænke, eller dyrisk grublen, rationaliseret på grund af den menneskelige hjernes overlegenhed, den Kama-tenderende eller lavere Manas. Den ene tynger mod Buddhi, den anden nedad, mod sædet for lyster og dyriske begær. De sidstnævnte har ingen plads i Devachan, og kan heller ikke associeres med den guddommelige triade som opstiger som ET ind i mental lyksalighed. Alligevel er det Ego, den Manasiske Entitet, som holdes ansvarlig for alle de lavere attributters synder, lige som en forælder er ansvarlig for sit barns forsømmelser, så længe som den sidstnævnte forbliver uansvarlig.

SPG. - Er dette ”barn” ”personligheden”?

TEO. - Det er det. Når, det derfor siges at ”personligheden” dør med dens krop, så siges ikke alt. Kroppen, som var det eneste



185

objektive symbol på Hr. A eller Fru B, svinder bort med alle sine materielle Skandhaer, som er de synlige udtryk der fra. Men alt det som gennem livet bestod af det åndelige bundt af oplevelser, de nobleste aspirationer, uforgængelige sygdomme, og Hr. A's eller Fru B's uselviske natur klynger sig i den Devachaniske periode til EGOet, som er identificeret med den åndelige del af den jordiske Entitet, der nu er gået bort ude af syne. SKUESPILLEREN er så gennemtrængt af den rolle han lige har spillet at han drømmer om den gennem hele den Davachaniske nat, hvis vision fortsætter ind til klokken slår for ham med hensyn til at vende til livets scene for at virkeliggøre endnu en rolle.

SPG. - Men hvordan kan det være, at denne lære, som du siger er så gammel som tænkende mennesker ikke har fundet vej til, skal vi sige, Kristen teologi?

TEO. - Du tager fejl, det har den; teologi har blot forvansket den til ukendelighed, lige som den har med mange andre læresystemer. Teologi kalder EGOet den Engel som Gud giver os ved vores fødsel, til at tage vare på vores Sjæl. I stedet for at anse denne ”Engel” for at være ansvarlig for den stakkels hjælpeløse ”Sjæls,” forsømmelser, så er det den sidstnævnte, som ifølge teologisk logik, straffes for alle synderne for både kødet og sindet! Det er Sjælen, Guds immaterielle åndedrag og hans påståede skabning, som, ved de mest utrolige intellektuelle jongleringer, er dømt til at brænde i et materielt helvede uden nogensinde at blive fortæret* mens ”Englen” undslipper uden problemer, efter at have foldet sine hvide vinger og have fugtet dem med et



* (Værende af en ”asbsetøs -lignende natur,” ifølgende den elegante og fyrrige udtryk hos en moderne Engelsk Tertullian.)



186

par tårer. Jo, disse er vores ”hjælpende Ånder,” ”nådens budbringere” som ifølge Biskop Mant er sendt for at bede os om, ”. . . . . . . . . at fuldende Godt for Frelsens arvinger, de Sørger stadig for os når vi synder, glæder sig når vi angrer;”

Alligevel bliver det indlysende at hvis alle Biskopper i verden nogensinde blev bedt om en gang for alle at definere hvad de mener med Sjæl og dens funktioner, så vil de være lige så ude af stand til det som at vise os skyggen af logik i den ortodokse tro!


LÆREN FREMLÆGGES I JOHANNES EVANGELIET


SPG. - Til dette vil tilhængerne af denne tro måske svare, at selv om det ortodokse dogme virkelig lover den forstokkede synder og materialist en skidt tid med det i et lidt for realistisk Inferno, så giver den dem på den anden side, en chance for at angre ind til det sidste minut. De lærer heller ikke om annihilation, eller tab af personlighed, som alt sammen er det samme.

TEO. - Hvis Kirken ikke lærer noget om den slags, så gør Jesus det på den anden side; og det er i det mindste noget, for de som sætter Kristus højere end Kristendommen.

SPG. - Lærer Kristus om noget sådant?

TEO. - Det gør han; og enhver vel-informeret Okkultist og endda Kabalist vil fortælle dig dette. Kristus, eller i hvertfald det fjerde Evangelium lærer om re-inkarnation så vel som om annihilationen af personligheden, hvis du blot glemmer det døde bogstav og holder fast i den esoteriske Ånd. Husk vers 1 og 2 i kapitel xv. i Johannes. Hvad taler denne lignelse om, hvis ikke om den



187

højere triade i mennesket? Atma er Vingårdsmanden – det Åndelige Ego eller Buddhi (Christos) Vinen, mens dyret og den vitale Sjæl, personligheden, er ”grenen.” "Jeg er det sande vintræ, og min Fader er Vingårdsmanden. Hver gren i mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han . . . Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er Vintræet, - I er grenene. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; og kastes i ilden, og bliver brændt."

Nu forklarer vi det på den måde. Vi siger, sammen med en fornægtelse af helvedes-ilden, som teologien oplever ligger bag truslen for grenene, at ”Vingårdsmanden” betyder Atma, Symbolet på det uendelige, upersonlige Princip,* mens Vinen står for den Åndelige Sjæl, Christos, og hver ”gren” repræsenterer en ny inkarnation.

SPG. - Men hvilke beviser har du til at støtte sådan en vilkårlig fortolkning?

TEO. - Universal symbollære er et bevis på det rigtige i det, og at den ikke er vilkårlig. Hermas siger om ”Gud” at han ”plantede Vingården,” dvs., han skabte menneskeheden. I Kabala, vises det at den Ældste af de Ældste, eller det ”Lange Ansigt,” planter en vingård, det sidstnævnte symboliserer menneskeheden; og en vin, betyder Livet. ”Konge Messias'ens” Ånd vises derfor vaskende sine klæder i vinen fra oven, fra skabelsen af verden.† Og Konge Messiasen er ved vaskningen af hans klæder, det



* (I Mysterierne, er det Hierofanten, ”Faderen,” som plantede Vinen. Ethvert symbol har Syv Nøgler i sig. Fortolkeren af Pleroma blev altid kaldt ”Faderen.”)

†(Zohar XL., 10.)



188

fuldkommengjorte EGO, (dvs., hans personligheder i gen-fødsel), i vinen fra oven, eller BUDDHI. Adam, eller A-Dam,, er ”blod.” Kødets Liv er i blodet (nepesh-sjæl), Leviticus xvii. Og Adam-Kadmon er den En-Bårne. Noah planter også en vingård – allegorisk den fremtidige menneskeheds arnested. Som en konsekvens af adopteringen af den samme allegori, så finder vi den gengivet i Nazarene Codex. Syv vine formeres – syv vine som er vores Syv Racer med deres syv Frelsere eller Buddhaer – stammer fra Iukabar Zivo, og Ferbo (eller Parcha) Raba vander dem.* Når den velsignede opstiger blandt Lysets væsner, så skal de se Iavar-Xivo, LIVETS Herre, og den Første VIN. Disse kabalistiske metaforer gentages således naturligt i Johannes Evangeliet (xv., 1).

Lad os ikke glemme at i det menneskelige system-endda ifølge de filosofier som ignorerer vores syfoldige inddeling – der kaldes EGOet eller det tænkende menneske for Logos, eller Sjælens Konges Søn og Åndens Dronning. ”Manas er den adopterede Konge- og Dronninge-Søn” (esoteriske ekvivalenter for Atma og Buddhi), siger et okkult værk. Han er Platons ”menneske-gud”, som korsfæster sig selv i Rummet (eller perioden for en livscyklus) af hensyn til STOFFETS udfrielse. Dette gør han ved at inkarnere om og om igen, og fører således menneskeheden frem mod fuldkommenhed, og gør det derfor muligt for lavere former at udvikle sig til højere. Ikke for et eneste liv ophører han med at gøre fremskridt



* (Codex Nazaraes, Vol. III., pp. 60, 61.)

† (Ibid., Vol. II., p. 281.)



189

og hjælpe al fysisk natur i at gøre fremskridt; selv den sjældne begivenhed hvor han taber en af hans personligheder, i det tilfælde hvor sidstnævnte er fuldstændig uden en gnist af åndelighed, hjælper ham i hans individuelle fremskridt.

SPG. - Men det er vel sikkert, at hvis Egoet holdes ansvarlig for dets personligheds forsyndelser, så skal det også holdes ansvarligt for tabet, eller snarere den fuldstændige annihilation, af en af disse.

TEO. - Slet ikke, med mindre det ikke har gjort noget for at forhindre denne sørgelige skæbne. Men selv hvis, vores samvittigheds, stemme på trods af alle dens anstrengelser, ikke var i stand til at gennemtrænge muren af stof, så vil dumheden hos sidstnævnte som stammer fra det ufuldstændige materiales natur blive klassificeret med naturens andre fejltagelser. Egoet straffes tilstrækkeligt med tabet af Devachan, og især ved at være nødt til næsten øjeblikkeligt at inkarnere.

SPG. - Den lære om muligheden for at miste sin sjæl – eller siger du dens personlighed? - modarbejder de Kristnes og Spiritualisternes forbilledlige teorier, selv om Swedenborg til en vis grad tilslutter sig den, i forbindelse med det han kalder Åndelig død. De vil aldrig acceptere det.

TEO. - Det kan på ingen måde ændre en kendsgerning i naturen, hvis det er en kendsgerning, eller forhindre sådanne ting i at finde sted en gang imellem. Universet og alting i det, moralskt, mentalt, fysiskt, psykiskt, eller Åndeligt, er bygget over en perfekt lov om lighed og harmoni. Som sagt før (vide Isis Unveiled), så har centripetalkraften ikke kunnet manifestere sig uden centrifugalkraften i sfærernes harmoniske revolution, og alle former og deres fremskridt er resultatet af denne dualistiske kraft i naturen. Nu er Ånden


190

(eller Buddhi) den centrifugale energi og sjælen (Manas) den centripetale energi; og for at producere et resultat, så er de nødt til at være i perfekt harmoni med hinanden. Ødelæg eller beskadig den jordiske sjæls centripetale bevægelse ind mod dets centrum som tiltrækker det; stop dens fremskridt ved at blokere den med en tungere vægt af stof end den kan bære, eller end det der passer til den Devachaniske tilstand, og helhedens harmoni vil blive ødelagt. Det Personlige liv, eller måske snarere dets ideelle refleksion, kan kun fortsætte hvis den vedligeholdes af den to-foldige kraft, det vil sige ved den tætte forening af Buddhi med Manas i enhver gen-fødsel eller personligt liv. Den mindste afvigelse fra harmoni ødelægger den; og når den er ødelagt så den er uden mulighed for forløsning så adskilles de to kræfter ved dødens indtræden. Under et kort interval bæres den personlige form (kaldet både Kama rupa og Mayavi rupa), den åndelige opblomstring som, tilknytter sig til Egoet, og følger det ind i Devachan, og giver den permanente individualitet dens personlige farve (pro tem., så at sige), væk ind i Kamaloka for at blive gradvist annihileret. For det er efter døden, at det kritiske og vigtigste øjeblik indtræder for den totalt fordærvede, ikke-åndelige og onde ud over frigørelsens rækkevidde. Hvis det INDRE SELVS (Manas) ultimative og desperate anstrengelser for at forene noget af personligheden med sig selv og den højt skinnnende stråle af guddommelig Buddhi forhindres igennem livet; hvis denne stråle tillades at blive mere og mere lukket ude fra den stadigt-fortykkende skorpe af fysisk hjerne, når først det Åndelige EGO eller Manas, endnu en gang er frigjort fra kroppen, forbliver den fuldstændig adskilt fra den æteriske personligheds levn; og den sidstnævnte, eller Kama rupa, drages følgende sine jordiske tiltrækninger ind i og forbliver i Hades, som vi kalder Kama-



191

loka. Disse er ”de visnede grene” som Jesus omtaler er blevet afskåret fra Vinen. Annihilation er imidlertid aldrig øjeblikkelig, og kan nogle gange behøve århundreder for at blive fuldbyrdet. Men, der forbliver personligheden sammen med andre mere heldige Egoers efterladenskaber, og bliver sammen med dem en skal eller en Elemantar. Som sagt i Isis, er det disse to klasser af ”Ånder,” skallerne og Elementarer, som er ”Ledestjernerne” på ”materialisationernes” store åndelige scene.” Og du kan være sikker på, at det ikke er de som inkarnerer; og, derfor, ved så få af ”de kære afdøde” noget som helst om re-inkarnation, og vildleder derved Spiritualisterne.

SPG. - Men men beskyldes forfatteren af ”Isis Unveiled” ikke for at have prædiket imod re-inkarnation?

TEO. - Ja, af de som har misforstået hvad som blev sagt. På den tid dette værk blev skrevet, troede ingen Spiritualister på re-inkarnation, hverken Engelske eller Amerikanske, og det som siges om re-inkarnation der var rettet imod de Franske Spiritister, hvis teori er lige så ufilosofisk og absurd som den Østlige lære er logisk og selv-indlysende i sin sandhed. Allan Kardecs Skole af Re-inkarnationister tror på en arbitrær og øjeblikkelig re-inkarnation. Hos dem kan den døde far inkarnere i han egen ufødte datter, og så videre. De har hverken Devachan, Karma, eller nogen filosofi som giver garanti eller beviser nødvendigheden af på hinanden efterfølgende gen-fødsler. Men, hvordan kan forfatteren af ”Isis” argumentere imod Karmisk re-inkarnation, på lange intervaller varierende mellem 1,000 og 1,500


192

år, når dette er den grundlæggende tro blandt Buddhister og Hinduer?

SPG. - Så afviser du både Spiritisternes og Spiritualisternes teorier som helhed?

TEO. - Ikke i deres helhed, men kun med hensyn til deres respektive grundlæggende tro. Begge forlader sig på hvad deres ”Ånder” fortæller dem; og begge er lige så uenige med hinanden, som vi Teosoffer er uenige med begge. Sandheden er en; og når vi hører de Franske spøgelser prædike re-inkarnation, og de Engelske spøgelser benægte og afvise læren, så siger vi at enten de Franske eller de Engelske ”Ånder” ved hvad de taler om. Vi tror sammen med Spiritualisterne og Spiritisterne på eksistensen af ”Ånder,” eller usynlige Væsner begavet med mere eller mindre intelligens. Men, mens deres slags i vores lære og genera er utallige, så tillader vores opponenter kun, at der findes menneskelige ulegemlige ”Ånder,” som, ifølge vores viden for det meste kun er Kamaloka SKALLER.

SPG. - Du synes meget bitter på Ånderne. Da du har givet mig dine opfattelser og grunde til tvivle på materialiseringen af, og den direkte kommunikation med ulegemlige ånder i seancer – eller de ”dødes ånder” - vil du have noget imod at oplyse mig om et mere forhold? Hvorfor er nogle Teosoffer aldrig trætte af at fortælle hvor farligt samkvem med ånderne og, mediumisme er? Har du nogen bestemt grund til dette?

TEO. - Det må vi formode. Jeg ved Jeg har. På grund af min familiaritet i over et halvt århundrede med disse usynlige, og alligevel så håndgribelige og uafviselige ”indflydelser,” fra de bevidste Elementaler, halv-bevidste skaller, ned til klart sanseløse



193

og ubeskrivelige spøgelser af alle slags, så påberåber jeg mig en vis ret til at have min opfattelse.

SPG. - Kan du give et eksempel eller et tilfælde som kan vise hvorfor disse praktiseringer bør anses for at være farlige?

TEO. - Det vil nødvendiggøre mere tid end Jeg kan give dig. Enhver sag bør dømmes ud fra de resultater den producerer. Gennemgå Spiritualismen historie for de sidste halvtreds år, siden dens fremkomst i Amerika – og døm for dig selv hvorvidt den har gjort sine tilhængere mere godt end skidt. Jeg beder om at du forstår mig. Jeg taler ikke imod sand Spiritualisme, men imod den moderne bevægelse som går under dette navn, og den så-kaldte filosofi opfundet til at forklare dens fænomener.

SPG. - Tror du slet ikke på deres fænomener?

TEO. - Det er fordi jeg tror på dem med alt for god grund, og (bortset fra nogle tilfælde af bevidst bedrageri) ved at de er lige så virkelige som at du og jeg lever, at hele mit væsen gør protesterer imod dem. Endnu en gang taler jeg kun om fysiske, ikke mentale eller endda psykiske fænomener. Lige tiltrækker lige. Der er mange høj-sindede, rene, gode mænd og kvinder, kendt personligt af mig, som har tilbragt år af deres liv under den direkte guidning og beskyttelse af høje enten ulegemlige eller planetariske ”Ånder”. Men disse Intelligenser er ikke af John Kings eller Ernest'ernes type, som figurerer i seance rum. Disse Intelligenser guider og kontrollerer kun dødelige i sjældne og exceptionelle tilfælde, som de tiltrækkes og magnetisk drages til via den enkeltes Karmiske fortid. Det er ikke nok at ”sidde med henblik på udvikling” for at tiltrække dem. Dette åbner kun


194

døren til en sværm af gode, onde og ligeglade ”spøgelser,” som mediet bliver slave for på livstid. Det er imod sådanne promiskuøse mediums og samkvem med gobliner at jeg hæver min stemme, ikke imod åndelig mysticisme. Den sidstnævnte er nobel og hellig; den førstnævnte er af nøjagtig den samme natur som fænomenerne for to århundreder siden, som så mange hekse og troldmænd har lidt på grund af. Læs Glanvil og andre forfattere omkring dette emne om heksekunst, og du vil der finde nedfældet paralleller til de fleste, hvis ikke alle, fysiske fænomener blandt det nittenende århundredes ”Spiritualisme.”

SPG. - Antyder du at det alt sammen er heksekunst og ikke andet?

TEO. - Det jeg mener uanset, det sker bevidst eller ubevidst, er at al denne beskæftigen sig med døden er nekromanti, og en meget farlig praksis. Tidsaldre før Moses blev sådanne opvækkelser af de døde anset blandt alle nationer for at være syndige og onde, lige så meget som, at det forstyrrer resten af sjælene og interfererer med deres evolutionære udvikling ind i højere tilstande. Alle tidligere århundreders kollektive visdom har altid været højlydte med hensyn til at afvise sådanne praktiseringer. Til sidst, siger jeg, det jeg aldrig i femten år er ophørt med mundtligt og på skrift at gentage: Mens nogle af de såkaldte ”ånder” ikke ved hvad de taler om, og kun konstant gentager – lige som talende papegøjer – det de finder i medierne og andre menneskers hjerner, så er andre meget farlige, og kan kun føre til det onde. Disse er to selv-indlysende fakta. Deltag i Allan Kardecs skolers spiritualistiske cirkler, og du vil finde ”ånder” fastlå re-inkarnation og tale som fødte Romerske Katolske. Vend dig til ”de kære afdøde”



195

i England og Amerika og du vil høre dem benægte re-inkarnation i tykt og tyndt, afvise de som lærer om det, og holde fast i Protestantiske synspunkter. Dine bedste, dine mest kraftfulde medier, har alle lidt sundhedsmæssigt på krop og sind. Tænk på det sørgelige endeligt Charles Foster, som døde på sindssyge anstalt, som en rablende sindssyg; på Slade, en epileptiker; på Eglinton – englands nu bedste medie – underlagt det samme. Se tilbage på D. D. Home's liv, en mand hvis sind var fyldt med galde og bitterhed, som aldrig havde et godt ord at sige til nogen han mistænkte for at besidde psykiske kræfter, og som bagtalte ethvert andet medie til den bitre ende. Denne Spiritualismens Calvin led i mange år af en frygtelig sygdom i rygraden, der var frembragt af hans samkvem med ”ånderne,” og døde som et vrag. Tænk igen på stakkels Washington Irving Bishops skæbne. Jeg kendte ham i New York, da han var fjorten og han var unægtelig et medie. Det er sandt at den stakkels mand kom sine ”ånder,” i forkøbet, og døbte dem ”ubevidste muskulære handlinger,” overfor alle virksomheders højtuddannede og videnskabelige fjolsers gaudium, og for at fylde sin egen lomme. Men de mortuis nit nisi bonum; hans endeligt var trist. Han havde ihærdigt skjult sine epileptiske anfald – det første og stærkeste symptom på mediumisme – og hvem ved om han var død eller i trance da en obduktion efterfølgende blev udført? Hans slægtninge insisterer på at han var i live, hvis vi skal tro på Reuters telegrammer. Iagttag til sidst veteran medierne, grundlæggerne og den moderne spiritualismes primære drivkræfter – Fox søstrene. Mere end fyrre års samkvem med ”Engle,” har fået


196

dem til at blive uhelbredelige drukkenbolte, som nu i offentlige foredrag fordømmer deres livslange arbejde og filosofi som et snyderi. Jeg spørger dig, hvilken slags ånder er det, som har hjulpet dem?

SPG. - Men, er din slutfølge korrekt?

TEO. - Hvad ville du udlede, hvis de bedste elever i en bestemt sangskole brød sammen på grund af overanstrengte struber? At den fulgte metode var en dårlig en. Så jeg mener, at slutfølgen er tilsvarende fair med hensyn til Spiritualisterne, når vi ser deres bedste medier blive offer for en sådan skæbne. Vi kan kun sige: - Lad de som er interesserede i spørgsmålet dømme Spiritualismens træ på dens frugter, og tænker over lektien. Vi Teosoffer har altid anset Spiritualisterne som brødre, der har de samme mystiske tendenser som os selv, men de har altid anset os som fjender. Vi, der er i besiddelse af en ældre filosofi, har prøvet at hjælpe og advare dem; men de har tilbagebetalt os ved at håne og bagtale os og vores motiver på enhver mulig måde. Ikke desto mindre, så siger de bedste Engelske Spiritualister lige som os, når de fremlægger deres opfattelser seriøst. Hør på ”M. A. Oxen.” tilstå denne sandhed: ”Spiritualister er for tilbøjelige til at dvæle eksklusivt på ydre ånders indblanding i denne vores verden, og at ignorere den inkarnerede Ånds kræfter.”* Hvorfor så bagvaske og overfuse os, for at sige præcis det samme? Herefter vil vi ikke have mere at gøre med Spiritualismen. Og lad os nu vende tilbage til Re-inkarnation.



* (Second Sight, "Introduction.")




XI.

OM REINKARNATIONENS MYSTERIER.


PERIODISKE GEN-FØDSLER

SPG. - Du mener, så, at vi alle har levet på jorden før, i mange tidligere inkarnationer, og vil fortsætte med dette?

TEO. - Det gør jeg. Livscyklussen, eller snarere det bevidste livs cyklus, begynder med adskillelsen af det dødelige dyre-menneske i køn, og vil ende ved slutningen af den sidste generation af mennesker, i menneskehedens syvende runde og syvende race. I betragtning af at vi kun er i den fjerde runde og femte race, så er den varighed lettere at forestille sig end at udtrykke.

SPG. - Og vi fortsætter med at inkarnere i nye personligheder hele tiden?

TEO. - Helt sikkert; fordi denne livs-cyklus eller inkarnations periode kan bedst sammenlignes med menneskets liv. Hvert sådant liv består af dage med aktiviteter adskilt af nætter med søvn eller inaktivitet, således, følges i inkarnations-cyklussen, et aktivt liv af en hvile i Devachan.

SPG.- Og det er denne gentagelse af fødsler som generelt defineres som reinkarnation?

TEO. - Lige nøjagtig. Det er kun gennem disse fødsler blandt de utallige millioner af Egoer, at det


198

evige fremskridt hen mod endelig perfektion og endelig hvile (så lang som perioden af aktivitet varer) kan erhverves.

SPG. - Og hvad er det som regulerer varigheden, eller specielle kvaliteter i disse inkarnationer?

TEO. - Karma, den universelle lov om gengældelses retfærdighed.

SPG. - Er det en intelligent lov?

TEO. - For Materialisten, som kalder den periodiske lov som regulerer rangeringen af adskillige kroppe, og alle de andre love i naturen for blinde kræfter og mekaniske love, ville Karma uden tvivl være en chancelov og ikke mere. For os, kan intet tillægsord eller kvalificering beskrive det som er upersonligt og ikke nogen entitet, men en universel operativ lov. Hvis du spørger mig om den årsagsmæssige intelligens i den, så må jeg svare det ved jeg ikke. Men, hvis du beder mig om at definere dens virkninger og fortælle dig hvad disse er indenfor vores lære, så kan jeg sige, at oplevelser i tusinder af år har vist os at de er absolut og ufejlbarlig retfærdighed, visdom, intelligens. For Karma er i sine virkninger en ufejlbarlig genopretter af menneskelig uretfærdighed, og alle naturens fejltagelser; en skarp tilretter af uret; en gengældelses lov som belønner og straffer med ligelig upartiskhed. Den er, i den strengeste betydning, ”uden respekt overfor personer;” selv om, den på den anden side, aldrig kan blive formildet og heller ikke omvendes ved bøn. Dette er en fælles tro blandt Hinduer og Buddhister, som begge tror på Karma.

SPG. - De Kristne dogmer modsiger begge, og jeg tvivler på at nogen Kristen vil acceptere læren.

TEO. - Nej. Og Inman gav grunden for det mange år siden.



199

Som han siger det, mens ”de Kristne vil acceptere alt nonsens, hvis det fremlægges af Kirken som en trossag . . . så fastholder Buddhisterne at intet som er modsagt af sund fornuft kan være en sand Buddha lære.” De tror ikke på nogen syndsforladelse, undtagen efter passende straf for hver ond gerning eller tanke i en fremtidig inkarnation, og en passende kompensation til at skadede parter.

SPG. - Hvor fremlægges dette?

TEO. - I de fleste af deres hellige værker. I ”Wheel of Law” (p. 57) kan du finde følgende Teosofiske grundsætning: -”Buddhsiter tror på at enhver handling, ord eller tanke har sine konsekvenser, som vil komme tilsyne før eller siden i nutiden eller fremtidige tilstand. Onde handlinger vil producere onde konsekvenser, gode handlinger vil producere gode konsekvenser: velstand i denne verden, eller fødsel i himlen (Devachan). . .i den fremtidige tilstand.”

SPG. - De Kristne tror på det samme, gør de ikke?

TEO. - Næh, nej; de tror på syndsforladelse og fritagelse fra deres synder. De loves, at hvis de blot tror på Kristus blod (et uskyldigt offer!), i blodet som han offrede for menneskehedens synder skyld, så vil det bøde for hver dødelig synd. Og vi tror hverken på stedfortrædende forsoning, og heller ikke på muligheden for fritagelse fra den mindste synd fra nogen gud, ikke en gang en ”personlig Absolut” eller ”Uendelig,” hvis en sådan kan have en nogen som helst eksistens. Det vi tror på, er en streng og upartisk retfærdighed. Vores opfattelse af den ukendte Universelle Guddom, repræsenteret af Karma, er at den


200

er en Kraft som ikke kan fejle, og som derfor ikke kan have hverken vrede eller nåde, kun absolut Retfærdighed, som lader enhver årsag, stor eller lille, udarbejde dens uundgåelige virkninger. Jesus ordsprog: ”For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.” (Matth. vii., 2), peger hverken ved sin formulering og heller ikke sin implikation mod noget håb om fremtidig nåde eller frelse ved fuldmagt. Det er derfor, fordi at vi, som vi gør, anerkender retfærdigheden af denne udtalelse, ikke nok kan anbefale medfølelse, barmhjertighed, og tilgivelse af gensidige overtrædelser. Modstå ikke ondt, og gør godt for ondt, er Buddhistiske forskrifter, som først blev prædiket i lyset af Karmalovens uforsonlighed. At mennesket kan tage loven i sin egen hånd er under alle omstændigheder en ugudelig formodning. Menneskelig Lov kan bruge restriktive ikke straffende forholdsregler; men et menneske som, tror på Karma, og som stadig hævner sig, og afviser at tilgive hver skade, og derved gøre godt for ondt, er en kriminel og gør kun sig selv ondt. Lige som Karma med sikkerhed straffer det menneske som har gjort en uret, ved at søge at tilføre en ekstra straf til sin fjende, han, som i stedet for at lade straffen være op til den store Lov tilføjer den til sin egen sygdom, modtager derved en årsag for fremtidig belønning af hans egen fjende og en fremtidig straf for ham selv. Den ufejlbarlige Regulator påvirker i hver inkarnation kvaliteten af dens efterfølger; og summen af belønningen eller straffen i de forudgående bestemmer den.

SPG. - Bør vi så uddrage menneskets fortid ud fra hans nutid?

TEO. - Kun så vidt som at tro at hans nuværende liv er det som det retfærdigvis burde være, for at bøde for synder i tidligere liv. Selvfølgelig – seere og store adepter er undtaget - vi kan som gennemsnitlige dødelige ikke



201

vide hvad synderne er for dem. Ud fra vores datas knaphed, er det umuligt at fastlægge hvad en gammel mands ungdom måtte have været; vi kan heller ikke, af samme grunde, drage endelige konklusioner kun ud fra hvad vi ser i et menneskes liv, med hensyn til hvilket tidligere liv der har været.


HVAD ER KARMA?


SPG. - Men, hvad er Karma?

TEO. - Som jeg har sagt, så anser vi den for den Ultimative Lov i Universet, kilden, oprindelsen og kildevældet af alle andre love som eksisterer i hele Naturen. Karma er den ufejlbarlige lov som tilpasser virkninger til årsager, på de fysiske, mentale og åndelige planer af væren. Da ingen årsag forbliver uden dens behørige virkning fra største til mindste, fra kosmisk forstyrrelse ned til din hånds bevægelse, og ligesom lige producerer lige, er Karma den usete og ukendte lov som viist, intelligent og retfærdigt tilpasser hver virkning til dens årsag, og sporer den sidstnævnte tilbage til dens producent. Selv om den selv er ukendt, er dens handling mærkbar.

SPG. - Så er den det ”Absolutte,” det ”Ukendte” om igen, og er ikke af meget værdi som en forklaring på livet?

TEO. - Tværtimod. For selv om vi ikke ved hvad Karma er per se, og i dens essens, så ved vi hvordan den virker, og vi kan med nøjagtighed definere og beskrive dens måde at virke på. Vi ved blot ikke dens ultimative Årsag, lige som den moderne filosofi universelt indrømmer at den ultimative Årsag af hvad som helst er ”ukendt.”


202

SPG. - Og hvad har Teosofien at sige med hensyn til løsningen på menneskehedens mere praktiske behov? Hvad er forklaringen, som den tilbyder i forhold til den frygtelige lidelse og alvorlige udbredte nød blandt de såkaldte ”lavere klasser.”

TEO. - Det skal understreges, at ifølge vores lære, så er alle disse store onder, adskillelsen af klasserne i Samfundet, og kønnene i livets forhold, den ulige fordeling af kapital og arbejde – alle skyldes det som kortfattet men sandfærdigt betegnes KARMA.

SPG. - Men, sandelig alle disse onder som synes at tilfalde masserne ret planløst er vel ikke egentlig fortjent og INDIVIDUEL Karma?

TEO. - Nej, de kan ikke blive så strengt defineret i deres virkninger for at vise at hver enkelt miljø, og de bestemte tilstande i livet hvori hver person selv befinder sig, ikke er mere end gengældelses Karma som den enkelte genererede i et tidligere liv. Vi må ikke tabe det forhold af syne, at hvert atom er underlagt en generel lov, som styrer hele kroppen som den tilhører, og her kommer vi til et dybere forhold om Karmaloven. Ser du ikke at summen af den individuelle Karma bliver nationen som disse mennesker bor i, og yderligere, at den totale sum af National Karma er hele Verdens? De onder du taler om er ikke særlige for det enkelte menneske eller endda Nationen, de er mere eller mindre universelle; og det er ud fra denne brede linie af Menneskelig uafhængighed at Karmaloven finder sit legitime og ligevægtige forhold.

SPG. - Skal jeg, så, forstå det sådan at Karmaloven ikke nødvendigvis er en individuel lov?



203

TEO. - Det er lige nøjagtig, det jeg mener. Det er umuligt at Karma vil kunne tilpasse magtbalancen i verdens liv og fremskridt, med mindre den virkede ved en bred og generel rettesnor. Det opfattes som en sandhed blandt Teosoffer, at Menneskehedens uafhængighed er årsagen til det som kaldes Distributiv Karma, og det er den lov som tillader løsningen på det store spørgsmål om kollektiv lidelse, og dens lindring. Det er yderligere en okkult lov, at intet menneske kan hæve sig op over sine individuelle mangler, uden at løfte, om det er nok så lidt, hele den gruppe han er en uadskillelig del af. På den samme måde, kan ingen synde, eller alene lide på grund af virkningerne af sin synd. I virkeligheden er der ikke sådan noget som ”Adskilthed”; og nærmeste tilgangsvinkel til denne selviske tilstand, som livets lov tillader er i hensigten eller motivet.

SPG. - Og er der ikke nogen måde hvorved den distributive eller nationale Karma kunne så at sige koncentreres eller samles sammen, og bringes til sin naturlige og retmæssige indfrielse uden alle disse langvarige lidelser?

TEO. - Karmaloven kan som en generel regel, og indenfor visse begrænsninger, som definerer den tidsalder vi tilhører ikke fremskyndes eller bremses i dens indfrielse. Men, dette er jeg sikker på, muligheden for dette punkt er endnu ikke blevet berørt i nogle af disse retninger. Lyt til denne oplæsning om en fase af national lidelse, og spørg så dig selv hvorvidt, disse onder ikke er i stand til at modtage intensiv modificering eller generel lindring ved at tillade den enkeltes arbejdende Karmiske kraft, relative Karmiske kraft og distributive Karmiske kraft. Det, som jeg vil oplæse for dig er fra en National Overlevers hånd, en som, har frigjort sig fra Selvet, og som er fri til at vælge, og som har valgt at tjene Menneskeheden, ved


204

i det mindste at bære i det mindste så meget som en kvindes skuldre om muligt kan bære af National Karma.

Det er hvad hun siger:
”Ja, Naturen taler altid, synes du ikke? Vi laver blot nogen gange så meget støj at vi drukner dens stemme. Det er derfor, at det er så afslappende at gå ud af byen og hygge sig lidt i Moderens arme. Jeg tænker på aftenen på Hampstead Heath da vi så solen gå ned; men oh! på hvilken baggrund af lidelse og ulykke gik den ned! En dame bragte mig i går en stor kurv af vilde blomster. Jeg tænkte, at nogle i mine East-end familie havde mere ret til den end Jeg, og derfor tog jeg den med ned til den meget fattige skole i Whitechapel denne morgen. Du skulle have set de små blege ansigter lyse op! Derfra gik jeg hen for at betale for nogle retter på en restaurant for nogle børn. Det var i en snæver baggade, fyldt med anmasende folk; en ubeskrivelig stank fra fisk, kød, og andre madvarer, alt hørmende i solen som I Whitechapel, gnaver i stedet for at rense. Restauranten var indbegrebet af alle lugte. Ubeskrivelige kød-tærter til en pris af 1d., afskylige klumper af 'føde' og sværme af fluer, selveste Beelzebubs alter! Det drejer sig om, babyer på strejftog efter stumper, en, med et ansigt som en engel, samlende kirsebærsten som en let og nærende diet. Jeg gik vestpå med hver nerve skælvende og chokeret, undrende mig over hvorvidt noget kunne gøres ved visse dele af London bortset fra at opsluge dem i et jordskælv og på ny starte deres beboere på en frisk, efter en dukkert i en rensende Lethe, ud af hvilken ingen erindring kunne dukke op! Så tænkte jeg på Hampstead Heath, og – reflekterede. Hvis man ved et hvilket som helst offer kunne skaffe sig kraften til at redde disse mennesker, så ville omkostningerne ikke være værd at udregne; men, ser du, DE behøver at blive forandret – og hvordan kan dette ske? I den tilstand de nu er i, så ville de ikke have gavn af ethvert miljø, som de kunne blive placeret i; og alligevel, i deres nuværende omgivelser vil de blive ved med at forrådne. Mit hjerte bløder overfor, denne endeløse, håbløse elendighed, og denne brutale degradering er på en gang dens udgroen og dens rod. Det er lige som banyan-træet; hver gren skaber sin egen rod og sender nye skud frem. Hvilken forskel mellem disse følelser og den fredefyldte scene i Hampstead! og alligvel har vi,


205

som er disse stakkels væsners brødre og søstre, kun en ret til at bruge Hampstead Heaths for at vinde styrke til at redde Whitechapels.”
(Signeret med et navn alt for respekteret og for velkendt til at blive givet til hånere.)
SPG. - Dette er et trist men smukt brev, og jeg tror at det med pinefuld iøjefaldenhed præsenterer de frygtlige resultater af det du har kaldt ”Relativ og Distributiv Karma.” Men, ak! der synes ikke at være noget umiddelbart håb om nogen lindring ud over et jordskælv, eller en sådan generel begravelse!

TEO. - Hvilken ret har vi til at tænke sådan mens den ene halvdel af menneskeheden er i stand til at påvirke en øjeblikkelig lindring af den nød som deres medmennesker lider? Når ethvert enkelt individ har bibragt til det generelle gode med hvad han kan med penge, arbejde, og noble tanker, da, og kun da, vil den Nationale Karmas balance blive anslået, og før da har vi ingen ret eller nogen grund til at sige at der er mere liv på jorden end Naturen kan opretholde. Det er forbeholdt heroiske sjæle, vores Races og Nations Frelsere, at udfinde årsagen til dette ulige pres af Karmiske gengældelse, og ved en suveræn anstrengelse at gen-justere kraftens balance, og redde mennesker fra et moralsk forfald, der er tusinde gange mere forfærdelig og mere uforgængelig ond end den samme fysiske katastrofe, som du synes at se som den eneste udgang for denne akkumulerede elendighed.

SPG. - Ja, så, fortæl mig generelt hvordan du beskriver denne Karmalov?

TEO. - Vi beskriver Karma som den gen-justerings Lov, som altid søger at genoprette forstyrret ligevægt i det fysiske, og brudt harmoni i den fysiske verden. Vi siger, at Karma ikke altid handler på denne eller hin bestemte måde; men at


206

den altid handler for at genoprette Harmoni og bevare ligevægtens balance som Universet eksisterer i.

SPG. - Giv mig en illustration.

TEO. - Senere hen vil Jeg give dig en fuld illustration. Tænk nu på en dam. En sten falder ned i vandet og skaber rullende bølger. Disse bølger oscillerer frem og tilbage til de til sidst, på grund af det fysikerne kalder loven om energiens udbredelse, bringes til hvile, og vandet vender tilbage til dens rolige stilhed. Svarende til at al handling, på ethvert plan, producerer forstyrrelser i Universets afbalancerede harmoni, og de producerede vibrationer vil fortsætte med at rulle tilbage og frem, hvis dens område er begrænset, ind til ligevægt er genoprettet. Men da hver sådan forstyrrelse starter fra et bestemt punkt, så er det klart at ligevægt og harmoni kun kan genoprettes ved at føre alle kræfterne til det samme punkt, hvor de blev sat i bevægelse. Og her har du beviset på at konsekvenserne af menneskets gerninger, tanker, osv. alle må reagere på ham selv med samme kraft som de var sat i bevægelse med.

SPG. - Men jer ser intet af moralsk karakter i denne lov. Det ser for mig ud til den enkle fysiske lov om at aktion og reaktion er lige og i opposition.

TEO. - Jeg er ikke overrasket over at høre dig sige det. Europæere har en så stor indgroet vane med at anse rigtigt og forkert, godt og ondt, som en arbitrær lov kodeks, der enten er fastlagt af mennesket, eller pålagt dem af en personlig Gud. Vi Teosoffer, siger imidlertid, at ”Godt” og



207

”Harmoni,” og ”Ondt” og ”Dis-harmoni,” er synonymer. Yderligere fastholder vi at al lidelse og pine er resultater af ønsket om Harmoni, og at den eneste frygtelige og enlige årsag til Harmoniens forstyrrelse er selviskhed i en eller anden form. Derfor giver Karma de reelle konsekvenser af hans egne handlinger tilbage til ham, uden noget hensyn til deres moralske karakter; men siden han modtager hans straf for alt, så er det indlysende at han vil blive nødt til at sone for al lidelsen som han har forårsaget, lige som han i lykke og glæde vil høste frugterne af al den glæde og harmoni han har hjulpet med at frembringe. Jeg kan ikke gøre bedre end til din fordel at citere visse passager fra bøger og artikler skrevet af vore Teosoffer – de som har en korrekt opfattelse af Karma.

SPG. - Jeg ville ønske at du ville, da jeres litteratur synes meget sparsom omkring dette emne?

TEO. - Fordi det er den sværeste af alle vores lærersætninger.

For en kort tid siden fremkom der følgende protest fra en Kristen hånd: ”Forudsat at læren med hensyn til Teosofien er korrekt, og at 'mennesket skal være sin egen frelser, skal overvinde selvet og vinde over det onde i han duale natur, at opnå frigørelse for hans sjæl,' hvad skal mennesket så gøre efter han det er vågnet og til en vis grad blevet omvendt fra ondt og skidt adfærd? Hvordan skal han opnå frigørelse, eller tilgivelse, eller slette det onde eller skidte han har gjort?”

Til dette svarer Hr. J. H. Conelly meget rammende at ingen kan gøre sig håb om at ”få den teosofiske maskine til at køre på det teologiske spor.” Da han siger:
”Muligheden for at unddrage sig individuelt ansvar hører ikke til blandt de

208
Teosofiske koncepter. I denne tro er der ikke sådan noget som tilgivelse, eller 'sletning af det onde eller allerede udførte,' skidte handlinger uden den passende straf for den forkert-handlende og genoprettelsen af harmonien i universet som er blevet forstyrret ved hans forkerte handling. Det onde har været hans eget, og mens andre må lide dets konsekvenser, soningen kan kun etableres af ham selv og ingen anden.

”Den påtænkte tilstand . . . . hvori et menneske er blevet 'til en vis grad opvågnet og omvendt fra ondt og skidt adfærd,' er den hvori et menneske bliver klar over at dets gerninger er onde og fortjener straf. Ved den realisering er en forståelse for personligt ansvar uundgåelig, og hans forståelse for denne frygtelige ansvarlighed må være i passende overensstemmelse med hans grad af opvågnen eller 'omvendelse'. Når den virker stærkt på ham, så er det tiden hvor han opfordres til at acceptere læren om stedfortrædende forsoning.

”Han fortælles også at han bør angre, men intet er lettere end dette. Det er en elskværdig svaghed i menneskets natur, at vi er meget tilbøjelige til at fortryde det onde vi har gjort, når vores opmærksomhed henledes på det, og når vi enten selv har lidt for det eller nydt frugterne heraf. Muligvis, vil en grundig analyse af følelsen vise os at det vi fortryder snarere er nødvendigheden som synes at have nødvendiggjort det onde som en metode til at opnå vores selviske ønsker end selve det onde.”

”Attraktiv som denne mulighed for at kaste vores byrder af synder 'ved foden af korset' kan være for det almindelige sind, så anbefales det ikke til den Teosofiske studerende. Han forstår ikke hvorfor at synderen ved at opnå viden om hans ondskab derved kan gøre sig fortjent til tilgivelse eller sletning af hans tidligere skidte adfærd; eller hvorfor anger eller fremtidig ret levemåde giver ham ret til en sådan afbrydelse af den universelle lov om relationen mellem årsag og virkning. Resultatet af hans onde gerninger fortsætter med at eksistere; lidelserne givet til andre slettes ikke. Den Teosofiske studerende tager virkningen af skidt adfærd overfor den uskyldige ind i sin verden. Han påtænker ikke kun den skyldige person, men også han ofre.

”Ondt er en overtrædelse af harmoniens love der styrer universet, og straffen for det falder på overtræderen af denne lov.


209

Kristus ytrede advarslen, 'Synd ikke mere, for ikke at værre ting skal overgå dig,' og Sankt Paulus sagde, 'Arbejd for din egen frelse. Hvad som helst et menneske sår, det skal han også høste.' Dette, er forresten en udmærket metaforisk fremstilling af den sætning fra Puranaerne som går langt forud for ham – at 'hvert menneske høster konsekvenserne af hans egne handlinger.'

”Dette er Karamlovens princip, som læres i Teosofien. Sinnett, fremstillede i sin 'Esoteric Buddhism,' Karma som 'den etiske årsagslov.' 'Loven om gengældelse,' sådan som Madame Blavatsky oversætter dens betydning, er bedre. Det er kraften som
”'Retfærdig men mysteriøs, leder til ufejlbarlighed
Gennem umarkerede metoder fra skyld til straf.'
”Men, den er mere. Den belønner fortjeneste lige så ufejlbarlig og præcis som den straffer fejl. Den er resultatet af enhver handling, tanke, ord og gerning, og mennesket former sig selv, deres liv, og successer ved den. Østlig filosofi afviser ideen om skabelsen af en ny sjæl for hver nyfødt baby. Den tror på et begrænset antal monader, der evolverer og gror sig mere og mere perfekte gennem deres assimilering af mange efterfølgende personligheder. Disse personligheder er resultatet af Karma og det er ved Karma og re-inkarnation at menneskets monade med tiden vender tilbage til dens kilde – absolut guddom.”
E.D. Walker, tilbyder i sin ”Re-incarnation,” følgende forklaring:

”Læren om Karma er kort, at vi gjort os selv til det vi er ved tidligere handlinger, og bygger vores fremtidige evighed ved nutidige handlinger. Der er ingen skæbne bortset fra den vi selv bestemmer. Der er ingen frelse eller fordømmelse uden den vi selv frembringer. . . . Fordi den tilbyder ikke husly til kriminelle handlinger og nødvendiggør en fremragende mandlighed, den er mindre velkommen til svage naturer end de lette religiøse læresætninger indirekte soning, forbøn, tilgivelse og dødsleje omvendelser. . . . I den evige retfærdigheds domæne er overtrædelsen og straffen uadskilleligt forbundne som den samme begivenhed, fordi der er ikke nogen virkelig forskel mellem handlingen og dens resultat. . . . Det er Karma, eller vores gamle handlinger, som trækker os tilbage til

210
det jordiske liv. Åndens bolig forandrer sig i forhold til dens karma, og denne Karma forbyder enhver lang fortsættelse i én tilstand, fordi den altid forandrer sig. Så længe handlinger styres af materielle og selviske motiver, lige så længe må resultaterne af denne handling manifestere i fysiske gen-fødsler. Kun det fuldstændigt uselviske menneske kan undslippe det materielle livs byrder. Få har opnået dette, men det er menneskehedens mål.”
Og så citerer forfatteren fra den Hemmelige Lære:
”De som tror på Karma er nødt til at tro på skæbnen, som ethvert menneske, fra fødsel til død, væver rundt om det selv, tråd for tråd, lige som en edderkop laver sit spind, og hans skæbne guides enten af den usynlige prototypes himmelske stemme udenfor os, eller af vores mere intime astrale eller indre menneske, som alt for ofte er den legemliggjorte enhed benævnt menneskets onde ånd. Begge disse påvirker det ydre menneske, men en af dem må vinde; og fra selve begyndelsen af den usynlige forstyrrelse træder den strenge og uerstattelige lov om kompensation ind og vælger sin vej, mens den trofast følger udsvingene. Når den sidste tråd er vævet, og når mennesket er synligt indhyllet i hans eget netværks gøren, så finder han sig selv fuldstændig underlagt hans selvskabte skæbnes imperium. . . . En Okkultist eller en filosof vil ikke tale om Forsynets godhed eller grusomhed; men, han vil lære om det ved at identificere det med Karma-Nemesis, den beskytter ikke desto mindre de gode og våger over dem i dette og i fremtidige liv; og at den straffer de onde – ja, selv i hans syvende gen-fødsel -kort sagt, så længe, at virkningen af hans påvirkning af selv det mindste atoms uro i den uendelige harmonis verden ikke endeligt er blevet gen-justeret. For det eneste Karmiske dekret – et evigt og uforanderligt dekret-er absolut harmoni i stoffets verden lige som det er i åndens verden. Det er derfor ikke Karma, der belønner og straffer, men det er os som belønner og straffer os selv i overensstemmelse hvorvidt vi arbejder med, gennem eller sammen med naturen, adlydende lovene, som denne harmoni afhænger af, eller – bryder dem. Ej heller ville de Karmiske veje være uransagelige hvis mennesket arbejdede i enighed og harmoni, i stedet for uenighed og strid. For vores uvidenhed


211
om disse veje – som en del af menneskeheden kalder for Forsynet, mørk og kringlet; mens den anden i dem ser blinde fatalistiske handlinger; og en tredje almindeligt held, uden godt eller ondt til at guide dem – ville sandelig forsvinde hvis vi blot ville tillægge alle disse deres korrekte årsager. . . .Vi står desorienterede foran vores eget mysteriums skabelse og livets gåder som vi ikke vil løse, og beskylder så Sphinxen for at ville fortære os. Men sandelig så er der intet tilfældigt i vores liv, ikke en eneste ulykkelig dag, eller uheld, som ikke kan spores tilbage til vores egne handlinger i dette eller i et andet liv. . . . . Karmaloven er uløseligt sammenvævet med reinkarnation. . . . . Det er kun denne lære som kan forklare os det mysteriøse problem om godt og ondt, og forlige mennesket med livets frygtelige og tilsyneladende uretfærdighed. Intet andet end sådan en sikkerhed kan stilne vores forstødte følelse af retfærdighed. For, når man er ubekendt med den noble lære og ser sig omkring og observerer uligheder som fødsel og lykke, intellekt og kapaciteter; når man ser ære blive givet fjolser og ødelande, på hvem lykken har overdynget hendes tjenester blot på grund af deres fødselsbaggrund, og deres nærmeste nabo, som med al sit intellekt og noble egenskaber – på enhver måde - i langt højere grad fortjener det – går til grunde uden muligheder og på grund af manglende sympati – når man ser alt dette og er nødt til at vende sig bort, hjælpeløs med hensyn til at afhjælpe den ufortjente lidelse, så ringer det for ens ører og ens hjerte smertes af lidelsens skrig rundt omkring en - og den velsignede Karma alene forhindrer ham i at forbande livet og menneskene så vel som deres formodede Skaber. . . . . Denne lov, om den er bevidst eller ubevidst, forudbestemmer intet og ingen. Den eksisterer i sandhed fra evighed og til evighed, for den er selveste evigheden; og da ingen handling som sådan, kan være lig med evighed, så kan den ikke siges at handle, for den er selveste handling i sig selv. Det er ikke bølgen der drukner mennesket, men staklens personlige handling, som er bevidst og som placerer ham under de upersonlige loves handlinger der styrer havets bevægelser. Karma skaber ingenting, og designer heller ikke. Det er mennesket som planter og skaber årsager, og den Karmiske lov justerer resultaterne, med en justering der ikke er en handling men universel harmoni, som altid søger at genoptage det oprindelige position. Ligesom en gren, som, med magt bøjes ned, og svipper tilbage med korresponderende

212
kraft. Hvis den vrider den arm som prøvede at bøje grenen af led, bør vi så sige at grenen brækkede vores arm eller at vores egen tåbelighed har bibragt os sorg? Karma har aldrig søgt at ødelægge den intellektuelle og individuelle frihed, ligesom guden Monoteisterne har opfundet. Den har involveret sine dekreter i mørke med det formål at gøre mennesket perplekst, og vil heller ikke straffe ham som vover at udforske dets mysterier. Tværtimod vil den som gennem studier og meditation afsløre dets komplicerede veje, arbejde for sine medmenneskers bedste, og kaste lys på de mørke veje, i hvis snoninger så mange mennesker er gået til grunde på grund af deres uvidenhed om livets labyrint. Karma er en absolut og evig lov i den manifesterede verden; og da der kan kun være et Absolut, så vel som en Evig, alle-steds-nærværende Årsag, så kan de der tror på karma ikke anses for at være ateister eller materialister, og endnu mindre fatalister, for Karma er ét med det Ukendte, hvoraf det er et aspekt, i dens virkninger i fænomenernes verden.” En anden dygtig Teosofisk forfatter siger (Teosofiens Formål, af Fru P. Sinnett): ”Ethvert individ skaber Karma enten god eller dårlig i hver handling og tanke i hans daglige aktivitet, og udarbejder samtidigt i dette liv den Karma som blev bibragt ved handlinger og begær i det sidste liv. Når vi ser mennesker, der er ramt af medfødte lidelser så kan det med sikkerhed antages at disse lidelser er det uundgåelige resultat af årsager som blev startet af dem selv i et tidligere liv. Det kan argumenteres for at siden disse lidelser er arvelige så kan de ikke have noget at gøre med en tidligere inkarnation; men det bør huskes at Egoet, det sande menneske, individualiteten, ikke har nogen åndelig oprindelse i den afstamning som den gen-legemliggøres i, men tiltrækkes af de affiniteter som dets tidligere livsstil tiltrak sig ind i den strøm som bærer den frem, til tiden kommer for gen-fødsel, til det hjem som bedst passer til udviklingen af disse tendenser. . . . . Denne lære om Karma, er, når den rigtig forstås, beregnet til at guide og assistere de som realiserer dens sandhed til en højere og bedre livsstil, for det må ikke glemmes at det ikke kun er vores handlinger men også vores tanker meget sikkert bliver


213
fulgt af en flok at omstændigheder som vil påvirke vores egen fremtid til det gode eller til det onde, og, det som er endnu mere vigtigt, fremtiden for mange af vores med-mennesker. Hvis undladelsessynder og bevidste synder på nogen måde kun kunne være selvstændige, så vil sandheden om synderens Karma være et spørgsmål af mindre betydning. Virkningen af at hver tanke og handling bærer en korresponderende indflydelse med sig gennem livet til det gode eller til det onde overfor andre medlemmer af den menneskelige familie, giver en streng opfattelse af retfærdighed, moralitet, og uselviskhed så nødvendig for fremtidig lykke eller fremskridt. Når en forbrydelse er begået, en ond tanke udsendt fra sindet, så kan den ikke tilbagekaldes – ingen mængde af anger kan udslette dens fremtidige resultat. Anger, vil forhindre mennesket i at gentage sine fejl, hvis den er oprigtig; den kan ikke redde ham eller andre fra virkningerne af det som allerede er skabt, som ufejlbarligt vil ramme ham enten i dette liv eller i den næste gen-fødsel.”
Hr. J. H. Conelly fortsætter:
”De troende i en religion der er baseret på en sådan lære er villige til at den bliver sammenlignet med en hvor i menneskets skæbne i al evighed er bestemt af tilfældighederne i en enkelt, kort jordisk eksistens, gennem hvilken han tiljubles med det løfte at 'som et træ falder så skal det blive liggende'; hvori hans største håb, når han vågner op med en viden om hans slette adfærd, er læren om stedfortrædende forsoning, og hvori selv denne er hæmmet ifølge den Presbyteriske Tros Syndsforladelse.

”Ved Guds dekret, for at hans herlighed kan manifesteres, så er nogle mennesker og engle forudbestemt til et evigt varende liv og andre førordineret til en evigt varende død.

”Disse engle og mennesker som således er forudbestemte og førordineret er specielt og uforanderligt skabt; og deres antal er så sikkert og bestemt at det kan ikke forøges eller formindskes. . . .Lige som Gud har udnævnt de udvalgte til herlighed. . . . . Heller ingen andre som kaldes, retfærdiggjorte, optaget, indviet, og frelste bliver effektivt forløst ved Kristus handling, lige bortset fra de udvalgte.”

214
”Resten af menneskeheden var Gud glad for, ifølge hans egen uransagelige viljes råd, hvorved han udstrækker eller tilbageholder nåde som det passer ham, til hans egne kræfters herlighed over hans væsner, for at forbigå dem og at ordinere dem vanære og vrede for deres synders skyld til velsignelse af hans herlige retfærdighed.”
Det er hvad den dygtige forsvarer siger. Vi kan heller ikke gøre bedre en at afslutte emnet som han gør med et citat fra et storslået digt. Som han siger:

”Den udsøgte skønhed ved Edwin Arnolds redegørelse om Karma i 'The Light of Asia' frister til at den reproduceres her, men den er for lang til en fuld citering her. Her er en del af den:
Karma – al totaliteten af en sjæl Som er tingene den gjorde, tankerne den havde, 'Selvet' det væver med en udsigtsløs tids woof Krydses på kæden af usynlige handlinger.

* * * * * * *

Før begyndelsen og uden en ende, Som det evige rum og som sikker kautionist, Er en guddommelig Magt fastsat som bevæger til det gode, Kun dens love varer ved.

Den vil ikke være ringeagtet af nogen; Den som blokerer den taber, og den som tjener den vinder; Det skjulte gode betaler den med fred og lyksaglighed, Det skjulte onde med lidelser.

Den syner alle steder og mærkes med alt; Gør ret – den godtgør! Gør en fejl Den tilsvarende gengældelse må gøres Selv om Dharma tøver længe.

Den kender ikke vrede ej heller tilgivelse; total-sandhed, Den udmåler tildeling, dens ufejlbarlige balance hviler tungt; Tider er som intet, i morgen vil den dømme Eller efter mange dage.

* * * * * * *

215
Sådan er loven som fører til retfærdighed, Som ingen i den sidste ende kan slå til side eller opholde; Dens hjerte er kærlighed, enden på den Er fred og sød fortæring. Adlyd.”
Og nu anbefaler jeg dig at sammenligne vore Teosofiske opfattelser af Karma, loven om Gengældelse, og sige hvorvidt begge ikke er mere filosofiske og retfærdige end dette grusomme og idiotiske dogme som gør ”Gud” til en sanseløs fjende; nemlig grundlæren at ”kun de udvalgte” vil blive frelst, og resten dømt til evig fortabelse!

SPG. - Ja, jeg ser generelt hvad du mener; men jeg ønsker at du kunne give et konkret eksempel på Karmaens aktivitet?

TEO. - Det kan jeg ikke gøre. Vi kan, som jeg sagde før, kun føle os sikre på at vores nuværende liv og omstændigheder er de direkte resultater af vores egne gerninger og tanker i de foregående liv. Men vi, som ikke er Seere eller Indviede, kan ikke vide noget om detaljerne i Karmalovens virke.

SPG. - Kan nogen som helst, selv en Adept eller Seer, følge denne Karmiske justeringsproces detaljeret?

TEO. - Med sikkerhed: ”De som ved” kan gøre sådan ved at benytte kræfter som er latent til stede i ethvert menneske.


HVEM ER DE SOM VED?

SPG. - Gælder det ligeligt for os selv som for andre?

TEO. - Ligeligt. Som jeg lige sagde, den samme begrænsede vision eksisterer for alle, undtagen de som i den nuværende inkarnation har opnået højdepunktet af åndelig vision og clairvoyance. Vi kan kun op-




216

fatte, at hvis ting burde havde været anderledes, så ville de have være anderledes; at vi er det som vi har gjort os selv til, og har kun det som vi har optjent til os selv.

SPG. - Jeg er bange for at en sådan opfattelse kun vil gøre os bitre.

TEO. - Jeg tror at det er præcis det modsatte. Det er manglende tro på loven om gengældelse som er mere tilbøjelig til at vække enhver aggressiv følelse i mennesket. Et barn, så vel som mennesket, afskyr en straf, eller endda en irettesættelse som han mener er ufortjent, meget mere end han gør en strengere straf, hvis han mener at den er fortjent. Troen på Karma er den største grund til at forlige sig med ens lod i livet, og den stærkeste motivation mod stræben efter at forbedre successive gen-fødsler. Begge disse ville sandelig blive ødelagt, hvis vi antog at vores lod var resultatet af noget andet end en streng Lov, eller at skæbnen var i en andens hånd en vores egen.

SPG. - Du har lige fastlagt at dette system med Re-inkarnation under den Karmiske lov anbefalede sig med hensyn til fornuft, retfærdighed, og den moralske sans. Men, hvis det er sådan, er det så ikke på baggrund af en vis ofring af blidere kvaliteter som sympati og medynk, og således en forhærdelse af de finere instinkter i den menneskelige natur?

TEO. - Kun tilsyneladende, ikke i virkeligheden. Intet menneske kan modtage mere eller mindre end hans fortjenester uden en korresponderende uretfærdighed eller partiskhed tildeles andre; og en lov som kunne blive forhindret gennem medfølelse ville bringe mere lidelse end den reddede, mere irritation og forbandelser end tak. Husk også på, at vi ikke forvalter loven, hvis vi skaber årsager til dens virkninger; den administrerer sig selv; og igen, så den mest righoldige



217

tilvejebringelse vises i den Devachaniske tilstand med henblik på manifestation for at frembringe medfølelsens og nådens retfærdighed.

SPG. - Du taler om Adepter som en undtagelse til reglen om vores generelle uvidenhed. Ved de virkelig mere om Gen-fødsel og tilstandene der efter end vi gør?

TEO. - Det gør de sandelig. Ved at træne de evner vi alle besidder, men som de alene har udviklet til perfektion, så har de i ånden besøgt disse forskellige planer og tilstande som vi har talt om. I mange tidsaldre, har den ene generationaf Adepter efter den anden studeret mysterierne om væren, om liv, død, og gen-fødsel, og alle har den ene efter den anden undervist om nogle af de sandheder de har lært.

SPG. - Og er produktionen af Adepter Teosofiens formål?

TEO. - Teosofien anser menneskeheden for at være en emanation af guddommelighed på sin vej tilbage der til. På et avanceret stadie på vejen, opnås Adept-skab af de som har brugt adskillige inkarnationer for at nå dette. For husk vel på, intet menneske har nogensinde nået Adeptskab i de Hemmelige Videnskaber i ét liv; efter etableringen af et bevidst mål og begyndelsen af den nødvendige træning så er mange inkarnationer nødvendige for det. Mange kan de mennesker og kvinder være i vores Selskabs midte, som er begyndt dette op ad bakke arbejde hen mod illumination for adskillige inkarnationer siden, og som på grund af det nuværende livs personlige illusioner, endnu er uvidende om sandheden, eller på vej til at tabe enhver chance i dette liv for at gøre yderligere fremskridt. De føler sig uimodståeligt tiltrukket mod okkultisme og det Højere Liv, og alligevel er de for personlige og selv-




218

kloge, for meget forelsket i det mondæne livs bedrageriske fristelser og verdens flygtige nydelser til at opgive dem; og taber derfor deres mulighed i deres nuværende fødsel. Men, for det ordinære menneske, i forbindelse med det daglige livs praktiske gøremål, så er et sådant langt-ude resultat upassende som et mål og ret så ineffektivt som motivation.

SPG. - Hvad, bør så være deres hensigt eller bestemte formål med at blive medlem af the Theosophical Society?

TEO. - Mange er interesserede i vores lære og føler instinktivt at den er mere sand end de som findes i nogen dogmatisk religion. Andre har en fast formet beslutning om at opnå menneskets pligts højeste ideal.


FORSKELLEN MELLEM TRO OG VIDEN; ELLER, BLIND OG BEGRUNDET TRO

SPG. - Du siger at de accepterer og tror på Teosofiens lære. Men, da de ikke tilhører til de Adepter du lige har nævnt, så må de acceptere din lære som blind tro. På hvilken måde adskiller det sig fra de konventionelle religioners?

TEO. - Lige som den er forskellig på alle andre områder, så er den også forskellig på dette område. Det som du kalder ”tro,” og det som i virkeligheden er blind tro, med hensyn til dogmer i de Kristne religioner, bliver hos os ”viden,” den logiske serie af ting vi ved, om naturens sandheder. Din lære er baseret på fortolkning, og derfor på andenhånds vidnesbyrd hos Seere; vores på de uundgåelige og uforanderlige



219

vidnesbyrd blandt Seere. Den almindelige Kristne teologi, mener for eksempel, at mennesket er et væsen skabt af Gud, hvor de tre komponenter – krop, sjæl, og ånd – alle essentielle for hans integritet, og alle, er enten i den grove fysiske jordiske eksistens-form eller i en æterisk form af efter-opstandelses oplevelse, der behøves for for evigt at etablere ham, hvert menneske har således en permanent eksistens adskilt fra andre mennesket, og fra det Guddommelige. Teosofien mener, på den anden side at mennesket er en emanation fra det Ukendte, men alligevel altid til-stede-værende og uendelige Guddommelige Essens, hans krop og alt andet er forgængeligt, og derfor en illusion; Ånd i ham alene er den ene vedvarende substans, og selv den mister sin adskilte individualitet ved øjeblikket for den komplette gen-forening med den Universelle Ånd.

SPG. - Hvis vi endog mister vores individualitet, så blive den ganske enkelt tilintetgjort.

TEO. - Jeg siger det bliver den ikke, da jeg taler om adskilt, og ikke om universel individualitet. Den sidstnævnte bliver som en del transformeret ind i det hele; dugdråben fordamper ikke, men bliver havet. Bliver det fysiske menneske tilintetgjort, når han går fra at være foster til at blive en gammel mand? Hvilken slags Satanisk stolthed må vi ikke have hvis vi sætter vores uendelig lille bevidsthed og individualitet højere en den universelle og uendelige bevidsthed!

SPG. - Det følger så deraf, at der, de facto, ikke er noget menneske, men alt er Ånd?

TEO. - Du tager fejl. Det følger deraf at foreningen af Ånd med stof kun er midlertidig; eller, for at fremlægge det mere klart, det er når Ånd og stof er ét, og er den universelle manifesterede substans to modsatte poler – at Ånd taber sin ret til




220

sit navn, så længe som det mindste partikel og atom i dens manifesterende substans stadig klynger sig til nogen form, resultatet af differentiering. At tro noget andet er blind tro.

SPG. - Så det er ved viden, ikke tro, at du fastlægger at Ånden, det permanente princip, ganske enkelt foretager en rejse gennem stof?

TEO. - Jeg ville fremlægge det på en anden måde og sige – vi hævder at tilsynekomsten af det permanente og ene princip, Ånd, som stof er midlertidig, og, derfor, ikke noget bedre end en illusion.

SPG. - Meget vel; og dette, er givet på baggrund af viden og ikke tro?

TEO. - Lige nøjagtig. Men, da jeg ser hvad du hentyder til, så kan jeg lige så godt fortælle dig at vi anser tro, sådan som du fremfører den, for at være en mental sygdom, og sand tro, dvs., de Græskes pistis, for at være ”tro baseret på viden,” enten den er suppleret med beviser på fysiske eller åndelige sanser.

SPG. - Hvad mener du?

TEO. - Jeg mener, at hvis det er forskellen mellem de to som du ønsker at kende, så kan jeg fortælle dig at mellem tro på autoriteter og tro på ens egen åndelige intuition, er der en meget stor forskel.

SPG. - Hvad er den?

TEO. - Den ene er menneskelig godtroenhed og overtro, den anden menneskelig tro og intuition. Som Professor Alexander Wilder siger i hans ”Introduction to the Eleusinian Mysteries,” ”Det er uvidenhed som fører til verdslighed. Mennesket håner det som de ikke helt forstår. . . . Denne verdens understrøm er sat mod et mål; og indeni menneskelig lettroenhed – er en næsten uendelig kraft, en hellig tro der er i stand til



221

at forstå de ypperste sandheder om al eksistens.” De som begrænser denne ”lettroenhed” til autoritære menneskelige dogmer alene, vil aldrig begribe denne kraft, ej heller opfatte den i deres naturer. Den hænger fast i det ydre plan og er ude af stand til at bringe den essens der styrer den i spil; for at gøre dette så er de nødt til at påberåbe sig retten til private vurderinger, og det tør de aldrig gøre.

SPG. - Er det den ”intuition” som får dig til at afvise Gud som en personlig Fader, Leder og Regent i Universet?

TEO. - Nøjagtig. Vi tror på et evigt uerkendeligt Princip, fordi alene blind vildfarelse kan få en til at fastholde at Universet, det tænkende menneske, og at endda alle vidunderne der findes i verdenen af stof, kunne være frembragt uden brug af nogen intelligente kræfter for at frembringe det ekstraordinære viise arrangement i alle dens dele. Naturen kan fejle, og den gør det ofte, i dens detaljer og dens materialers ydre manifestationer, aldrig i dens indre årsager og resultater. Gamle hedninge havde langt mere filosofiske synspunkter til dette spørgsmål end moderne filosofiske forfattere, uanset de er Agnostikere, Materialister eller Kristne; og ingen hedensk forfatter her endnu fremlagt den opfattelse at grusomhed og medfølelse ikke er endelige følelser, og derfor kan gøres til en uendelig guds attributter. Deres guder, var derfor, alle endelige. Den Siamesiske forfatter til Wheel of the Law, udtrykker den samme ide om din personlige gud som vi gør; han siger (p. 25)- ”En Buddhist kan tro på eksistensen af en sublim gud, ovenover alle menneskelige kvaliteter og attributter- en perfekt gud, ovenover kærlighed, og had, og jalousi, rolig hvilende i en stilhed som ingenting kan forstyrre, og en sådan gud ville han ikke forklejne, ikke ud fra et ønske om at behage ham eller frygt for at fornærme ham, men ud fra naturlig ærbødighed; men han




222

kan ikke forstå en gud med attributter og menneskelige kvaliteter, en gud som elsker og hader, og viser vrede; en Guddom som, uanset den beskrives af Kristne Missionærere eller af Muhammedanere eller Brahminere,* eller Jøder, falder udenfor selv et ordinært godt menneskes standard.”

SPG. - Tro for tro, er de Kristnes tro der tror, på sin menneskelige hjælpeløshed og ydmyghed, at der er en nådig Fader i Himlen som beskytter ham fra fristelse, hjælper ham i livet, og tilgiver ham hans synder, ikke langt bedre en den kolde og stolte næsten fatalistiske tro blandt Buddhister, Vedantister, og Teosoffer?

TEO. - Fortsæt med at kalde vores lære ”tro” hvis du vil. Men endnu en gang er vi ved det tilbage-vendende spørgsmål, jeg spørger fra min side: tro for tro, er den ikke baseret på streng logik og fornuft bedre end den som ganske enkelt er baseret på autoritet eller- helte-tilbedelse?

Vores ”tro” har alle de logiske kræfter om at det matematiske udsagn at 2 og 2 giver 4. Din tro er som troen hos en emotionel kvinde, om hvem Tourgenyeff sagde at for dem er 2 og 2 generelt 5, og et tællelys oven i handlen. Din er en tro, som ydermere, ikke kun støder sammen med enhver tænkelig opfattelse af retfærdighed og logik, men som, hvis den analyseres, fører mennesket til moralsk fortabelse, kontrollerer menneskehedens fremskridt, og gør ganske enkelt magt til ret – transformerer hvert andet menneske om til en Kain overfor hans bror Abel.

SPG. - Hvad hentyder du til?



* Sekteriske Brahminere betyder det her. Vedantisternes Parabrahm er den guddom vi accepterer og tror på.




223

HAR GUD RET TIL AT TILGIVE?

TEO. - Til Læren om Forsoning; Jeg hentyder til det farlige dogme som du tror på, og som lærer os at uanset hvor stor vores forbrydelser imod Guds love og menneskets love er, så behøver vi blot at tro på Jesus selv-opofrelse for at redde menneskeheden, så vil hans blod vaske alle pletter væk. Jeg har prædiket imod dette i tyve år, og jeg henleder nu din opmærksomhed på et afsnit i Isis Unveiled, skrevet i 1875. Det er hvad Kristendommen lærer, og hvad vi bekæmper: -
”Guds nåde er bundløs og ufattelig. Det er umuligt at forestille sig en menneskelig synd så forbandet at prisen der er betalt forud for synderens syndsforladelse ikke ville slette den selv om den var tusinde gange værre. Og yderligere, så er det aldrig for sent at angre. Selv om lovovertræderen venter til det sidste minut i den sidste time på den sidste dag i sit dødlige liv, før hans blanke læber ytrer tilsagn til troen, så går han til Paradis; den døende tyv gjorde det, og sådan kan mange andre ligeså modbydelige. Dette er Kirkens antagelser, og de gejstliges; antagelser som bliver hamret ind i hovedet på dine landsmænd af Englands favorit prædikere, lige ind i 'lyset af det XIX'ende århundrede,'” den mest paradoksale af alle tidsaldre. Hvor fører dette nu hen?
SPG. - Gør det ikke den Kristne gladere end Buddhisten eller Brahminen?

TEO. - Nej; i hvert fald ikke det uddannede menneske, da flertallet af dem virtuelt set for længe siden har mistet al tro på dette grusomme




224

dogme. Men, det fører stadig de som tror på det lettere til dørtærsklen af enhver tænkelig forbrydelse, end nogen anden jeg kender til. Lad mig citere for dig fra Isis endnu en gang (vide Vol. II. pp. 542 og 543)-
”Hvis vi træder udenfor den lille cirkel af tro og betragter universet som et hele balanceret af en udsøgt tilpasning af dens dele, hvordan al sund logik, og hvordan den mindste antydning af, følelse af retfærdighed, gør oprør mod denne Stedfortrædende Forsoning! Hvis den kriminelle kun syndede imod sig selv, og kun gjorde ham selv uret; hvis han ved oprigtig anger kunne forårsage udslettelse af alle tidligere begivenheder, ikke kun fra menneskets hukommelse, men også fra den udødelige optegnelse, som ingen guddom – ikke en gang den Højeste af det Højeste – kan få til at forsvinde, så ville dette dogme måske ikke være så uforståeligt. Men at fastholde at man kan gøre sit med-menneske uret, slå ihjel, forstyrre samfundets ligevægt og tingenes naturlige orden, og kan så – via kujonagtig, håb, eller tvangstanke, det er lige meget – blive tilgivet ved at tro at udgydelsen af en dråbe vasker alle de andre spildte dråber væk – dette er urimeligt! Kan resultatet af en forbrydelse udslettes selv om selve forbrydelsen skulle blive benådet? Resultatet af en årsag begrænser sig aldrig til årsagens grænser, resultatet af forbrydelsen kan heller ikke begrænses til gerningsmanden og hans offer. Enhver god så vel som ond handling har sine virkninger, lige så håndgribeligt som en sten der slynges ned i det rolige vand. Den sammenligning er banal, men den er den bedste nogensinde tænkt, så lad os bruge den. De hvirvlende cirkler er større og hurtigere alt efter om det forstyrrende objekt er større eller mindre, men selv den mindste sten, nej, det lillebitte fnug, laver krusninger. Og denne forstyrrelse er ikke kun synlig og på overfladen. Nedenfor, uset, i enhver retning – udad og nedad – skubber dråbe efter dråbe ind til siderne og bunden berøres af kraften. Yderligere, påvirkes luften over vandet, den forstyrrelse passerer, som fysikeren fortæller os fra lag til lag ud i rummet for evigt og evigt; en impuls er blevet givet til stoffet, og den tabes aldrig, kan aldrig tilbagekaldes! . .
”Således med forbrydelser, og ligeså med det modsatte. Handlingen kan være øjeblikkelig, virkningerne er evige. Når, først stenen er kastet ned i


225
dammen, og vi kan tilbagekalde den i hånden, rulle krusningerne tilbage, udslette den brugte kraft, genoprette de æteriske bølger til deres forudgående tilstand af ikke-væren, og udslette ethvert spor af handlingen med at kaste missilet, så Tidens optegnelse ikke viser at det nogensinde er sket, så, så kan vi tålmodigt høre Kristne argumentere for denne Forsonings effektivitet,”
og- ophøre med at tro på Loven om Karma. Som det er nu, opfordrer vi hele verden til at beslutte, hvilken af vores to læresystemer der sætter mest pris på guddommelig retfærdighed, og som er mere rimelig, selv med hensyn til almindelig menneskelig bevis og logik.

SPG. - Men millioner tror på det Kristne dogme og er glade.

TEO. - Ren sentimentalitet overmander deres tænkeevner, som ingen sand filantrop eller Altruist nogensinde vil godtage. Det er ikke en gang en drøm om selviskhed, men et mareridt for det menneskelige intellekt. Se hvor det fører hen, og fortæl mig navnet på det hedninge land hvor forbrydelser begås lettere og oftere end i de Kristne lande. Se på de lange og forfærdelige årlige optegnelser af forbrydelser begået i Europæiske lande; og se det Protestantiske og Bibelske Amerika. Der er konverteringer fremkaldt i fængsler mere talrige end de som sker i offentlige genvækkelser og prædikener. Se hvordan Kristen retfærdigheds (!) hoved-balance står: Blodsbesudlede mordere, tilskyndet af lystens dæmoner, hævn, begærlighed, fanatisme, og ren og skær tørst efter blod, som dræber deres ofre, og i de fleste tilfælde uden at give dem tid til at angre eller bede til Jesus. Disse døde måske syndigt, og mødte selvfølgelig i overensstemmelse med teologisk logik – belønningen for deres større eller mindre overtrædelser. Men morderen, der indhentes af menneskelig retfærdighed, fængsles, grædes over af sentimentalister, bedes med og til, udtaler de charmerende ord om kon-




226

vertering, og går til skafottet som et syndsforladt barn af Jesus! Uden mordet ville han ikke have blevet bedt med, forløst, syndsforladt. Denne mand gjorde helt klart godt i at myrde, for han opnåede derved evig glæde! Og hvad med offeret, og hans eller hendes familie, slægtninge, afhængige, sociale relationer; har retfærdigheden ingen godtgørelse til dem? Skal de lide i denne verden og den næste, mens den som gjorde dem uret sidder ved siden af den ”hellige tyv” fra Golgatha, og bliver for evigt velsignet? Til dette spørgsmål forholder de gejstlige sig forsigtigt tavs. (Isis Unveiled.) Og nu ved du hvorfor Teosoffer – hvis fundamentale tro og håb er retfærdighed for alle, i Himlen som på jorden, og i Karma – afviser dette dogme.

SPG. - Er menneskets ultimative skæbne så ikke Himlen som Gud er overhoved for, men den gradvise transformering af stof ind i sit ur-oprindelige element, Ånd?

TEO.
- Det er hen mod dette mål alle har tendens til i naturen.

SPG. - Anser ikke nogle af jer denne forening eller ”fald af ånd ned i stof” som ond, og gen-fødsel som en sorg?

TEO. - Nogle gør, og derfor stræber de efter at afkorte deres prøveperiode på jorden. Det er imidlertid ikke et ublandet onde, da den sikrer, den oplevelse hvorpå vi kan stige i viden og visdom. Jeg mener den oplevelse som lærer at vores åndelige naturs behov aldrig kan imødegås med andet end åndelig glæde. Så længe vi er i kroppen, så er vi underlagt lidelse, smerte, og alle skuffende hændelser der sker igennem livet. Derfor, og for at afhjælpe dette, så erhverver vi os til sidst viden som alene kan give os lindring og håb om en bedre fremtid.




XII.

HVAD ER PRAKTISK TEOSOFI?


PLIGT

SPG. - Hvorfor er der så et behov for gen-fødsler, når de alle fejler med hensyn til at sikre permanent fred?

TEO. - Fordi det endelige mål ikke kan opnås på nogen anden måde end gennem livs oplevelser, og fordi størstedelen af disse består af smerte og lidelser. Det er kun gennem de sidstnævnte at vi kan lære. Glæder og nydelser lærer os intet; de er flygtige, og bringer i det lange løb kun mæthed. Yderligere, vil vores konstante fejl med hensyn til at finde nogen permanent tilfredsstillelse i livet som kunne imødkomme vores højere naturs ønsker, klart vise os at disse ønsker kun kan imødekommes på deres eget plan, nemlig – det åndelige.

SPG. - Er det naturlige resultat af dette et ønske om at slutte livet på den ene eller den anden måde?

TEO. - Hvis de med et sådant ønske mener ”selvmord,” så kan jeg meget bestemt sige nej. Sådan et resultat kan aldrig være et ”naturligt” et, men skyldes altid en morbid hjernesygdom, eller for de fleste meget fastlagte og stærkt materialistiske synspunkter. Det er den værste af forbrydelser og




228

frygtelig er dens resultater. Men hvis med ønske, du ganske enkelt mener at opnå åndelig eksistens, og ikke et ønske om at forlade jorden, så vil jeg bestemt kalde det for et meget naturligt ønske. Ellers vil frivillig død være en nedlæggelse af vores nuværende stilling og de pligter som påhviler os, så vel som et forsøg på at unddrage sig Karmisk ansvar, og således involvere skabelse af ny Karma.

SPG. - Men, hvis handlinger på det materielle plan er utilfredsstillende, hvorfor skulle pligter som indebærer sådanne handlinger, være nødvendige at udføre?

TEO. - Først og fremmest, fordi vores filosofi lærer os at formålet med at vi udfører vores pligter overfor alle mennesker og over for os selv som det sidste, er ikke erhvervelsen af personlig glæde, men andres glæde; opfyldelsen af ret for rettens skyld, ikke for det som den måtte give os. Glæde, eller snarere tilfredshed, kan bestemt følge af udførelsen af pligt, men er ikke og må ikke være motivet for den.

SPG. - Hvad forstår du præcist med ”pligt” indenfor Teosofi? Det kan ikke være de Kristne pligter som Jesus og hans Apsotle prædikede, da du ikke anerkender dem?

TEO. - Du tager endnu en gang fejl. Det du kalder ”Kristne pligter” blev indikeret af enhver stor moralsk og religiøs Reformator tidsaldre før den Kristne æra. Alt det som var stort, generøst, helteagtigt, var, i gamle dage, ikke kun noget man talte om og prædikede om fra prædikestole lige som i vor egen tid, men virkede nogle gange på hele nationer. Den Buddhistiske reform er fyldt med de mest noble og heroiske uselviske handlinger. ”Vær I alle af ét sind med medfølelse for hinanden; elsk som brødre, vær ynkværdige, vær høflige; gør ikke



229

ondt for ondt; skældsord med skældsord; men omvendt, blev "velsingelse" udført i praksis af Buddhas tilhængere, flere århundreder før Peter. Kristendommens Etik er fornem, ingen tvivl om det; men den er unægtelig ikke ny, og har sin oprindelse i ”Hedenske” pligter.

SPG. - Og hvordan vil du generelt definere disse pligter, eller ”pligt,” sådan som du forstår ordet?

TEO. - Pligt er det som er Menneskeheden skyldig, vores med-menneske skyldig, naboer, familie, og især det som vi skylder, de som er fattigere og mere hjælpeløse end vi selv er. Dette er en gæld, som hvis den lades ubetalt i livet, efterlader os åndeligt insolvent og moralsk bankerot i vores næste inkarnation. Teosofi er indbegrebet af pligt.

SPG. - Sådan er Kristendommen når den forstås korrekt og udføres korrekt.

TEO. - Det er den uden tvivl; men, var den ikke en snakke-religion i praksis, så ville Teosofien have lidt at gøre blandt Kristne. Ulykkeligvis er den kun en sådan snakke-etik. De som praktiserer deres pligt overfor alle, og for pligtens egen skyld, er få; og endnu færre er de som udfører den pligt, mens de er tilfredse med tilfredstillelsen af deres egen hemmelige bevidsthed. Det er -
”. . . . . .den offentlige mening Af ros der ærer dyder og belønner dem,”
som i første række hos de ”verdensanerkendte” filantropers sind. Moderne etik er smuk at læse om og høre diskuteret; men hvad er ord med mindre de omsættes i handling? Endelig: hvis hvis du spørger mig hvordan vi praktisk forstår Teosofiske pligter og set i lyset af Karma, så kan jeg svare at vores pligt er til den sidste dråbe




230

at drikke uden at kny, uanset hvilket indhold livets bæger kan have i vente for os, at plukke livets roser kun for at duften af dem kan blive andre til del, og selv være tilfredse med tornene, hvis denne duft ikke kan nydes uden at fratage den fra en anden.

SPG. - Alt dette er meget vagt. Hvad gør i mere end de Kristne gør?

TEO. - Det er ikke hvad vi medlemmer af the Theosophical Society gør – selv om nogle af os gør vores bedste – men hvor meget mere Teosofi fører til godt end moderne Kristendom gør. Jeg siger- handling, påført indsats, i stedet for kun hensigt og snak. Et menneske kan blive hvad han ønsker, det mest verdslige, selviske og hård-hjertede menneske, selv en dyb-farvet skurk, og det vil ikke forhindre ham i at kalde sig en Kristen, eller andre i at anse ham for at være det. Men ingen Teosof har retten til sit navn, med mindre han er grundigt besjælet af rigtigheden at Carlyles floskel. ”Menneskets slutning er en handling og ikke en tanke, selv om de måtte være den nobleste” - og med mindre han fastlægger og indretter sit liv efter denne sandhed. Erhvervelsen af en sandhed er endnu ikke vedtagelsen af den; og jo mere smuk og sand den lyder, jo mere højlydt dyd og pligt omtales i stedet for at blive udført i handling, jo mere kraftfuldt vil den altid minde om en frugt fra det Døde Hav. Tomme fraser er den mest afskyelige af alle laster; og tomme fraser er den mest fremtrædende del i det største Protestantiske land i dette århundrede – England.

SPG. - Hvad anser du for at vi som sådan skylder menneskeheden?

TEO. - Fuld anerkendelse af lige rettigheder og privilegier for alle og uden skelen til race, farve, social position, eller fødsel.



231

SPG. - Hvornår vil du anse sådan en skyld for ikke at være givet?

TEO. - Når der ikke er den mindste invasion af en andens ret – om det er et menneske eller en nation; når der er nogen som helst fejl med hensyn til at vise ham den samme retfærdighed, venlighed, hensyn eller nåde som vi ønsker for os selv. Hele det nuværende politiske system bygger på en glemsel af sådanne rettigheder, og den mest voldsomme hævdelse af national egoisme. Franskmændene siger: ”Som mester, så menneske”; det bør tilføje, ”Som national politik, så borgerne.”

SPG. - Tager i del i nogen politik?

TEO. - Som et Selskab, undgår vi dem omhyggeligt, af grunde som er angivet nedenfor. At søge at opnå politiske reformer før vi har etableret en reform i menneskets natur, er som at putte ny vin på gamle flasker. Lad mennesket føle i deres inderste hjerter hvad der er deres virkelige, sande pligt overfor alle mennesker, og hver gammel misbrug af magt, enhver inkvisitorisk lov i den nationale politik, baseret på menneskelig, social eller politisk selviskhed, vil forsvinde af sig selv. Tåbelig er gartneren som søger at udrydde ukrudtet i hans blomster-bed med giftige blomster ved at skære dem af ved jordens overflade, i stedet for at fjerne dem med rode. Ingen vedvarende politisk reform kan nogensinde opnås med de samme selviske mennesker som de gamle i spidsen for affærerne.


T.S. RELATIONER TIL POLITISKE REFORMER

SPG. - Så er the Theosophical Society ikke en politisk organisation?

TEO. - Bestemt ikke. Den er international i den højeste betydning fordi dens medlemmer består af mænd og kvinder fra alle racer, trosretninger,




232

og tankesystemer, som arbejder sammen med et formål, menneskehedens forbedring; men som et selskab så tager det absolut ikke del i nogen national politik eller partipolitik.

SPG. - Hvorfor er det sådan?

TEO. - Af de grunde jeg lige har nævnt. Yderligere, så vil politisk handling nødvendigvis variere i forhold til tidens omstændigheder og med individuelles særegenheder. Ud fra selve deres positions natur som Teosoffer så er medlemmerne af T.S. enige om de Teosofiske principper, ellers ville de overhovedet ikke tilhøre selskabet, det følger deraf ikke at de er enige om ethvert emne. Som et selskab kan de kun handle sammen i sager som er fælles for alle – det vil sige, i Teosofien selv; som individer, står det enhver frit for at følge hans eller hendes bestemte politiske tankegang og handling, så længe som det ikke er i konflikt med Teosofiske principper eller skader the Theosophical Society.

SPG. - Men T.S. er sikkert ikke helt tilbageholdende med hensyn til de sociale spørgsmål som nu kommer hurtigt frem i forgrunden?

TEO. - Selve T.S.'s principper er et bevis for at den ikke gør det – eller, snarere, at de fleste af dens medlemmer ikke er – så tilbageholdende. Hvis menneskeheden kun kan udvikles mentalt og åndeligt ved først og fremmest en påtvingelse af de sundeste og mest videnskabelige fysiologiske love, så er det alle der stræber efter denne udviklings simple pligt at gøre deres yderste for at disse love i generel forstand bliver ført ud i livet. Alle Teosoffer er desværre kun alt for bevidste om at, i især i de Occidentale lande gør de sociale tilstande hos store grupper af mennesker det umuligt for enten deres kroppe eller deres ånder at blive passende trænet,



233

så udviklingen af begge derfor bliver forhindret. Da træning og udvikling er en af de udtrykte formål i Teosofien, så er T.S. i sand sympati og harmoni med alle sande bestræbelser i den retning.

SPG. - Men, hvad mener du med ”sande bestræbelser”? enhver social reformator har sine egne universalmidler, og hver af dem tror hans er den eneste og sande ting som kan forbedre og redde menneskeheden?

TEO. - Helt rigtigt, og det er en egentlige grund til at så lidt tilfredsstillende socialt arbejde er udført. I de fleste af disse universalmidler er der ikke noget egentligt guidende princip, og der er bestemt ikke noget princip, der forbinder dem allesammen. Værdifuld tid og energi spildes derfor; for mennesket kæmper den ene imod den anden, i stedet for at sam-arbejde, ofte, det er der grund til at tro, for at opnå berømmelse og belønning snarere end for den store sag, som de bekender sig til at have på hjertet, og som burde være det ypperste i deres liv.

SPG. - Hvordan skulle Teosofiske principper så anvendes så socialt samarbejde kunne blive fremmet og reelle anstrengelser for sociale forbedringer kan blive gennemført?

TEO. - Lad mig kort minde dig om hvad disse principper er – universel Enhed og Årsagssammenhæng; Menneskelig Solidaritet; Karmaloven; Re-inkarnation. Dette er de fire led i den gyldne kæde som burde binde menneskeheden sammen til en familie, et universelt Broderskab.

SPG. - Hvordan?

TEO. - I samfundets nuværende situation, især i de så-kaldte civiliserede lande, der bringes vi ansigt til ansigt med det forhold at et stort antal mennesker lider af elendighed,




234

fattigdom og sygdom. Deres fysiske tilstand er elendig, og deres mentale og åndelige evner er næsten altid hvilende. På den anden side, så lever mange mennesker i den modsatte ende af den sociale skala et liv med skødesløs ligegyldighed, materiel luksus, og selvisk nydelse. Ingen af disse former for eksistens er rene tilfældigheder. Begge er resultaterne af de tilstande som omgiver de som er underlagt dem, og forsømmelsen af sociale pligter på den ene side er meget nært knyttet til den forkrøblede og stoppede udvikling på den anden side. I sociologi, som i alle andre brancher indenfor sand videnskab, holder loven om universel årsagssammenhæng vand. Men denne årsagssammenhæng indebærer som sit logiske resultat, nødvendigvis den menneskelige solidaritet som Teosofien insisterer så stærkt på. Hvis den enes handling indvirker på alles liv, og det er den sande videnskabelige ide, så er det kun hvis alle mennesker bliver brødre og søstre, og ved at alle i deres daglige live praktiserer sandt broderskab og sandt søsterskab, at den virkelige menneskelige solidaritet, som ligger ved roden af racens opløftelse, nogensinde kan opnås. Det er denne handling og dette samspil, dette sande broderskab og søsterskab, hvori enhver skal leve for alle og alle for en, som er en af de fundamentale Teosofiske principper som enhver Teosof burde være bundet til ikke kun at lære, men også at udføre i hans eller hendes individuelle liv.

SPG. - Alt dette er meget godt som et generelt princip, men hvordan vil du anvende det på en konkret måde?

TEO. - Se et øjeblik på det som du vil kalde de konkrete fakta om det menneskelige samfund. Se ikke kun masserne af mennesker, men mange af de som kaldes



235

mellem -og overklasserne, i kontrast med hvad de kunne være under sundere og noblere forhold, hvor retfærdighed, venlighed, og kærlighed kunne være afgørende, i stedet for egoisme, ligegyldighed, og brutalitet som nu alt for ofte ser ud til at herske. Alle gode og onde ting i menneskeheden har deres rod i den menneskelige karakter, og denne karakter er, og har været, tilpasset af en endeløs kæde af årsager og virkninger. Men denne tilpasning refererer til fremtiden så vel som til nutiden og fortiden. Egoisme, ligegyldighed, og brutalitet kan aldrig være den normale tilstand for menneskeheden – at tro dette ville være fortvivle menneskeheden – og det kan ingen Teosof gøre. Fremskridt kan erhverves, og kun erhverves, ved udviklingen af noble egenskaber. Nu lærer sand evolution os at vi kan ændre og forbedre organismen ved at ændre organismens omgivelser; og det er i den strengeste betydning også sandt med hensyn til mennesket. Enhver Teosof, er derfor, bundet til at gøre hans yderste for med alle til rådighed stående midler at hjælpe, enhver viis og velanset social bestræbelse, som har som sit formål at afhjælpe de fattiges situation. Sådan en indsats burde gøres med henblik på deres ultimative sociale frigørelse, eller udviklingen af den sans for pligt i de som nu så ofte undlader den i næsten alle forhold i livet.

SPG. - Enig. Men hvem skal beslutte om de sociale bestræbelser er viise eller ukloge?

TEO. - Ingen person og intet samfund kan nedfælde nogen håndfast regel i den forbindelse. Meget må nødvendigvis blive overladt til individuel bedømmelse. En test kan dog imidlertid gives. Vil den foreslåede handling have en tendens til at fremme det sande




236

broderskab som er Teosofiens formål at frembringe? Ingen sand Teosof vil have stort besvær med at udføre en sådan test; når han er tilfreds med den, så vil hans pligt ligge i retningen af at forme en offentlig mening. Og dette kan kun opnås ved at indskærpe disse højere og noblere opfattelser af offentlige og private pligter som ligger ved roden af al åndelig og materiel forbedring. I ethvert tænkeligt tilfælde må han være et center af åndelig aktivitet, og der må fra hans individuelle liv udstråle disse højere åndelige kræfter som alene kan regenerere hans med-mennesker.

SPG. - Men, hvorfor skulle han gøre dette? Er han og alle, som du siger, ikke tilpasset af deres Karma, og må Karma ikke nødvendigvis udarbejde sig selv efter bestemte linier?

TEO. - Det er selve Karmaloven som giver styrke til alt hvad jeg har sagt. Den enkelte kan ikke adskille sig fra racen, ej heller racen fra den enkelte. Karmaloven gælder ligeligt for alle, selv om alle ikke er ligeligt udviklede. Ved at hjælpe andres udvikling, så tror Teosoffen, at han ikke kun hjælper dem med at realisere deres Karma, men han realiserer i den strengeste betydning også hans egen. Det er udviklingen af menneskeheden, som han og de er integrerede dele af, dette har han altid for øje, og han ved at enhver fejl fra hans side med hensyn til at respondere på det højeste indeni ham, hæmmer ikke kun ham selv men alle, i deres progressive fremgang. Ved hans handlinger, så kan han gøre det enten mere svært eller lettere for menneskeheden at opnå det næste højere plan af eksistens.

SPG. - Hvordan hænger dette sammen med det fjerde af de principper de nævnte, dvs. Reinkarnation?



237

TEO. - Sammenhængen er meget tæt. Hvis vores nuværende liv afhænger af udviklingen af visse principper som er udvækster fra frø efterladt fra en foregående eksistens, så gælder loven med hensyn til fremtiden. Forstå en gang ideen at universel årsagssammenhæng ikke kun er nutid, men fortid og fremtid, og enhver handling falder på vores nuværende plan naturligt og let på sit rette sted, og ses i sin sande relation med os selv og andre. Enhver ondskabsfuld og egoistisk handling sender os tilbage og ikke fremad, mens enhver nobel tanke og enhver uselvisk gerning er grundstene til højere om mere herlige eksistensplaner. Hvis dette liv var alt, så ville det i mange sammenhænge sandelig være fattigt og ondt; men set som en forberedelse som den næste sfære af eksistens, så kan det bruges som en gylden port som vi kan passere, ikke selvisk og alene, men i fællesskab med vores medmennesker, til paladser som ligger ovenfor.


OM SELV-OPOFRELSE

SPG. - Er lige retfærdighed til alle og kærlighed til ethvert væsen Teosofiens højeste standard?

TEO. - Nej; der er en endnu højere en.

SPG. - Hvad kan det være?

TEO. - At give til andre mere end til en selv – selv-opofrelse. Sådan var standardens og overflodens foranstaltning som på overlegen vis prægede Menneskehedens største Lærere og Mestre- dvs., den Historiske Gautama Buddha, og Jesus af Nazareth i Evangelierne. Alene denne egenskab var nok til at




238

sikre dem endeløs ærbødighed og taknemlighed blandt generationerne af mennesker der kom efter dem. Vi siger, imidlertid, at selv-opofrelse skal udføres uden diskrimination; og sådan en selvfornægtelse, hvis den sker uden retfærdighed, eller blindt, uden hensyn til efterfølgende resultater, vil ofte vise sig ikke kun forgæves, men også skadelig. En af de grundlæggende Teosofiske regler er retfærdighed overfor en selv – set som en enhed i den kollektive menneskehed, ikke som en personlig selv-retfærdighed, ikke mere men ikke mindre end til andre; med mindre, vi med ofring af det ene selv kan hjælpe de mange.

SPG. - Kan du gøre din ide klarere ved at give et eksempel?

TEO. - Der er mange eksempler som kan illustrere denne historie. Selv-opofrelse for det godes skyld for at redde mange eller adskillige mennesker, anser Teosofien for at være langt højere end selvbenægtelse overfor en sekterisk ide, så som det at ”redde en hedning fra fordømmelse,” for eksempel. Efter vores opfattelse så er Father Damien, den unge mand på tredive som led hele hans liv i opofrelse til gavn og afhjælpning af de spedalske fra Molokais lidelser, og som rejste for at leve alene med dem i atten år, for til sidst at pådrage sig den afskyelige sygdom og dø, ikke død forgæves. Han har givet hjælp og relativ glæde til tusindvis af elendige stakler. Han har bragt dem mental og fysisk trøst. Han kastede en stråle af lys ind i en sort og trist livets nat, med håbløshed der ikke kan paralleliseres i optegnelserne over menneskehedens lidelser. Han var en sand Teosof, og hans minde vil for evigt leve i vores annaler. I vores øjne står den fattige Belgiske præst uvurderligt højere end – for eksempel – alle de alvorlige men



239

forgæves-glorværdige idioter, Missionærerne som har ofret deres liv på Sydhavets Øer eller i Kina. Hvad godt har de gjort? De gik i det ene tilfælde til de som endnu ikke er rede for en sådan sandhed; og i det andet til en nation hvis religiøse filosofiske system er så prægtigt som noget, hvis de mennesker som har dem blot ville leve op til Confucius og de andre viises standarder. Og de døde som ofre for uansvarlige kannibaler og vilde, og på grund af populær fanatisme og had. Hvorimod, de ved at gå til Whitechapels slum eller en lignende lokalitet blandt de som stagnerer under vores civilisations bagende sol, fyldt med Kristne vilde og mentalt spedalske, kunne have gjort virkelig godt, og beholdt deres liv for en bedre og værdigere sag.

SPG. - Men de Kristne tænker ikke sådan?

TEO. - Selvfølgelig ikke, fordi de handler ud fra en fejlagtig tro. De tror at de kan redde en uansvarlig vild fra fortabelse ved at døbe ham. En Kirke glemmer sin martyrer, en anden lysagliggør og rejser statuer af sådanne mennesker som Labro, som ofrede sin krop i fyrre år blot til gavn for de skadedyr den opdrættede. Havde vi muligheden for at gøre det, så ville vi rejse en statue af Father Damien, den sande, praktiske viismand, og forevige hans minde som et levende eksempel på Teosofisk heltemod og af Buddha -og Kristus-lignende medfølelse og selv-opofrelse.

SPG. - Så anser I selv-opofrelse for at være en pligt?

TEO. - Det gør vi; og forklarer det ved at vise at altruisme er en integreret del af selv-udvikling. Men vi er nødt til at skelne. Et menneske har ingen ret til at sulte sig selv til døde




240

en anden kan få føde, med mindre dette menneskes liv er så indlysende klart mere brugbart for mange end hans eget er. Men, det er hans pligt at ofre hans egen komfort, og at arbejde for andre hvis de ikke er i stand til at arbejde for dem selv. Det er hans pligt at give alt som fuldt er hans eget og som kan gavne ingen anden end ham selv, hvis han selvisk holder det væk fra andre. Teosofi lærer selvfornægtelse, men lærer ikke overilede og ubrugelige selv-opofrelser, og den retfærdiggør heller ikke fanatisme.

SPG. - Men, hvordan opnår vi en sådan ophøjet status?

TEO. - Ved den oplyste anvendelse af vores forskrifter med henblik på praktisering. Ved at bruge vores højere fornuft, åndelige intuition og moralske sans, og ved at følge ordene fra det vi kalder vores samvittigheds ”den indre stemme”, som kommer fra EGOet, og som taler højere i os end jordskælv og Jehovas torden, hvori ”Herren ikke er.”

SPG. - Hvis dette er vores pligter over for menneskeheden i almindelighed, hvad ser du så som vores pligter overfor vores umiddelbare omgivelser?

TEO. - Nøjagtig det samme, plus de som fremstår ud af specielle forpligtigelser med hensyn til familie forpligtigelser.

SPG. - Så er det ikke sandt, det der siges, at lige så snart et menneske bliver medlem af the Theosophical Society begynder han gradvist at blive adskilt fra hans kone, børn, og familiære pligter?

TEO. - Det er en grundløs bagtalelse, lige som mange andre. Den første af de Teosofiske pligter er at udføre sine pligter overfor alle mennesker, og især overfor de hvis en specifikke ansvar er skyldig, fordi man enten frivilligt har påtaget sig dem, så som ægteskabelige bånd, eller fordi ens skæbne har allieret en med dem; jeg mener de som vi skylder forældre eller pårørende.



241

SPG. - Og hvad er pligten for en Teosof overfor ham selv?

TEO. - At kontrollere og erobre, det lavere selv, via det Højere. At rense ham selv indvendigt og moralskt; at ikke frygte nogen, eller noget, bortset fra hans egen samvittigheds domstol. Aldrig gøre en ting halvt; dvs., hvis han tror at det er den rette ting at gøre, så lad ham gøre det åbent og resolut, og hvis forkert, aldrig nogensinde røre det. Det er en Teosofs pligt at lette hans egen byrde ved at tænke på Epictetus viise aforisme, som siger: ”Bliv ikke afledt fra din pligt ved enhver ledig refleksion som den skøre verden måtte tilbyde dig, for deres kritik er ikke i din magt, og skulle som følge heraf ikke være en del af dine bekymringer.

SPG. - Men antag at et medlem af jeres Selskab skulle påberåbe sig en manglende evne til at praktisere altruisme overfor andre mennesker, med den begrundelse at ”velgørenhed begynder hjemme”; læggende vægt på at han er for travl, eller for fattig, til at gavne menneskeheden eller endda nogen af dens dele – hvad er jeres regler i et sådant tilfælde?

TEO. - Intet menneske har ret til at sige at han ikke kan gøre noget for andre, uanset set hvilket påskud der benyttes. ”Ved at udføre den rette pligt på det rette sted, så kan et menneske sætte verden i gæld til sig,” siger en Engelsk forfatter. En kop kold vand givet i tide til en tørstig vejfarende er en mere nobel pligt og mere værd, end tusinde middage givet væk udenfor sæsonen, til mennesker som har råd til at betale for dem. Intet menneske som ikke har det i sig vil nogensinde blive en Teosof; men han kan forblive et medlem af vores Selskab alligevel. Vi har ingen regler ved hvilke vi kunne tvinge ethvert menneske til at blive en praktisk Teosof, hvis han ikke ønsker blive en sådan.

SPG. - Hvorfor så overhovedet blive medlem af Selskabet?

TEO. - Dette vides bedst af ham som gør det. For her har vi igen




242

ingen ret til at forud-dømme en person, selv ikke hvis et helt samfunds stemme skulle være imod ham, og jeg kan fortælle dig hvorfor. I vores dage, er vox populi (så vidt som det på nogen måde vedrører den uddannedes røst) ikke mere vox dei, men altid den med fordomme, med selviske motiver, og ofte ganske enkelt den af anti-popularitet. Vores pligt er at så frø sendt til fremtiden, og se om de er gode; ikke at stoppe med at undersøge hvorfor vi skulle gøre det, og hvordan og hvorledes vi er forpligtiget til at bruge vores tid, fordi de som vil høste høsten i de kommende dage aldrig vil være os selv.


OM VELGØRENHED

SPG. - Hvordan opfatter i Teosoffer den Kristne pligt om velgørenhed?

TEO. - Hvilken velgørenhed mener du? Sindets velgørenhed, eller praktisk velgørenhed på det fysiske plan?

SPG. - Jeg mener praktisk velgørenhed, da din ide om Universel broderskab selvfølgelig vil inkludere, sindets velgørenhed.

TEO. - Så tænker du på den praktiske udførelse af budene givet af Jesus i Bjergprædikenen?

SPG. - Lige nøjagtig.

TEO. - Hvorfor så kalde dem ”Kristne”? Fordi selv om din Frelser prædikede og praktiserede dem, så er det at udføre dem i livet det sidste som de Kristne i dag tænker på.



243

SPG. - Og alligevel er der mange som tilbringer deres liv med at uddele velgørenhed?

TEO. - Ja, ud af deres store formuers overskud. Men udpeg overfor mig den Kristen, bland de mest filantropiske, som også ville give den rystende og sultende tyv, hans kappe, når denne søger at stjæle han jakke; eller tilbyde den højre kind til ham som smækker en på den venstre, og aldrig tænke på vredt på det?

SPG. - Ah, men du bør huske at disse forskrifter ikke skal tages bogstavligt. Tider og omstændighederne har forandret sig siden Kristus dag. Yderligere så talte han i Lignelser.

TEO. - Hvorfor lærer jeres Kirker så ikke at læren om fortabelse og helvedesild også skal forstås som en lignelse? Hvorfor insisterer nogle af jeres mest populære prædikanter, mens de virtuelt tillader disse ”lignelser” at blive forstået som de ønsker det, på en bogstavlig betydning for Helvedsilden og den fysiske tortur af en ”Asbestøs-lignende” sjæl? Hvis den ene er en ”lignelse,” så er den andet det også. Hvis Helveds-ilden er en bogstavlig sandhed, så bør Kristus bud i Bjergprædikenen også adlydes bogstavligt. Og jeg siger dig, at mange som ikke tror på Kristus Guddommelighed – ligesom Greve Leo Tolstoi og mere end én Teosof – udfører disse noble, forskrifter bogstaveligt, da de er universelle; og mange flere gode mennesker og kvinder ville gøre sådan, hvis ikke de var mere end sikker på at sådan en gåtur i livet ville meget muligt lande dem på et sindssyge hospital – så Kristne er jeres love!

SPG. - Men enhver ved da at millioner på millioner bruges årligt på private og offentlige velgørenhed?

TEO. - Åh ja; halvdelen af dem bliver i hænderne de passerer




244

før de når dem som har behov; mens en god portion eller resten kommer i hænderne på professionelle tiggere, de som er for dovne til at arbejde, og gør således ikke noget godt for de som virkelig er i nød og lider. Har du ikke hørt at det første resultat af den store udstrømning af velgørenhed til Londons East-end var at hæve huslejen i Whitechapel med nogle 20 procent?

SPG. - Hvad vil du så gøre?

TEO. - Handel individuelt og ikke kollektivt; følg de Nordiske Buddhistiske forskrifter: ”Put aldrig føde i munden på den sultne med en andens hånd”; ”Lad aldrig den næstes skygge (en tredje person) komme imellem dig selv og formålet med din belønning”; ”Giv aldrig Solen tid til at tørre en tåre før du har tørret den væk.” Igen ”Giv aldrig penge til de trængende, eller føde til præsten, som tigger ved din dør, gennem dine tjenere, for at dine penge ikke skal formindske sin taknemlighed, og din føde skal blive til uforskammethed.”

SPG. - Men hvordan kan det blive udført i praksis?

TEO. - De Teosofiske ideer om velgørenhed betyder personlige anstrengelser for andre; personlig barmhjertighed og venlighed; personlige interesse for velfærden hos de som lider; personlig sympati, omtanke og bistand til deres problemer eller behov. Vi Teosoffer tror ikke på at give penge (N.B., hvis vi havde dem) gennem andre menneskers hænder eller organisationer. Vi tror på at give vores penge tusinde gange mere kraft og effektivitet gennem personlig kontakt og sympati med de som behøver det. Vi tror på at lindre sjælens sult, lige så meget som hvis ikke mere end de tomme maver; for taknemlighed



245

gør mere godt til mennesket som føler det, end ham for hvem det føles. Hvor er taknemligheden som dine ”millioner af pund” skulle have kaldt frem, eller de gode følelser provokeret af dem? Vises de i hadet hos East-Ends fattige overfor de rige? i væksten hos partiet for anarki og uorden? eller disse tusinde ulykkelige arbejdende piger, ofre for ”svede” systemet, der drives dagligt for at ernære sig et levned ved at gå på gaden? Takker dine hjælpeløse gamle mænd og kvinder dig for arbejdshusene; eller dine fattige for de giftige usunde boliger hvor de har fået lov til at fremavle nye generationer af syge, tuberkuløse og børn med knogleskørhed, blot for at putte pengene i lommerne på de umættelige Shylocks som ejer husene? Det er derfor at hver mønt blandt alle disse ”millioner,” doneret af gode og vel-villige velgørenheds mennesker, falder som en brændende forbandelse i stedet for at velsigne de fattige som de skulle hjælpe. Vi kalder alt dette at skabe national Karma, og frygtelig vil dens resultater være på regnskabets dag.


TEOSOFI FOR FOLKET

SPG. - Og du tror at Teosofien ved at træde frem ville hjælpe med at fjerne disse onder, under de praktiske og negative forhold i vores moderne liv?

TEO. - Havde vi flere penge, og var ikke de fleste af Teosofferne nødt til at arbejde for det daglige brød, så vil jeg bestemt mene at vi kunne.

SPG. - Hvordan? Forventer du at din lære nogensinde vil få tag




246

i de uuddannede masser, når den er så indviklet og vanskelig at selv veluddannede mennesker har svært ved at forstå dem?

TEO. - Du glemmer en ting, som er at din meget-opreklamerede moderne uddannelse præcis er det som gør det vanskeligt for dig at forstå Teosofi. Dit sind er så fyldt med intellektuelle finesser og forestillinger at din naturlige intuition og opfattelse af sandheden kan ikke handle. Det er ikke nødvendigt med metafysik eller uddannelse for at få et menneske til at forstå de brede sandheder om Karma og Reinkarnation. Se på de millioner af fattige og uudannede Buddhister og Hinduer, for hvem Karma og re-inkarnation er solide realiteter, ganske enkelt fordi deres sind aldrig har været snævre og fordrejet ved at være tvunget ind i en unaturlig rende. De har aldrig fået den iboende menneskelige følelse i dem perverteret ved at blive fortalt at deres synder ville blive tilgivet dem fordi et andet menneske var blevet slået ihjel for deres skyld. Og noter dig nøje, at Buddhisterne lever op til deres tro uden at snerre imod Karma, eller hvad de anser for at være retfærdig straf; mens den Kristne befolkning hverken lever op til sit moralske ideal, og ej heller accepterer accepterer sit lod med tilfredshed. Derfor snerren, og utilfredshed, og kampens intensitet for at overleve i de Vestlige lande.

SPG. - Men denne tilfredshed, som du priser så meget, ville fjerne alle anstrengelser og bringe fremskridt til ophør.

TEO. - Og vi, Teosoffer, siger at dit berømte fremskridt og civilisation ikke er noget bedre end en samling spøgelses-agtige lys, der blafrer over en mose der udsender giftige og dødelige uddunstninger. Dette, fordi vi ser egoisme, kriminalitet, umoral,



247

og alle tænkelige onder, gribe ud efter den ulykkelige menneskehed fra denne Pandoras æske som du kalder tidsalderens fremskridt, og forøges pari passu med din materielle civilisations vækst. Til sådan en pris, så hellere de Buddhistiske landes inerti og inaktivitet, som kun er opstået som en følge af års politisk slaveri.

SPG. - Så er al den metafysik og mysticisme som du beskæftiger dig så meget med ikke af nogen betydning?

TEO. - Den har ikke så stor betydning for masserne, som kun behøver praktisk vejledning og støtte; men for den uddannede, massernes naturlige ledere, de hvis tankegange føre eller senere vil blive antaget af disse masser, de er af den største vigtighed. Det er kun ved hjælp af filosofien at et intelligent og uddannet menneske kan undgå det intellektuelle selvmord at tro på blind tro; og det er kun ved at assimilere den strenge kontinuitet og logiske sammenhæng hos de Østlige, hvis ikke esoteriske, læresætninger, at han kan forstå deres sandhed. Overbevisning avler entusiasme, og ”Entusiasme,” siger Bulwer Lytton, ”er oprigtighedens geni, og uden den opnår sandheden ingen sejre”; mens Emerson meget sandt bemærker at ”enhver stor og dominerende bevægelse i verdens annaler er entusiasmens triumf.” Og hvad er bedre velegnet til at fremstille en sådan følelse end en så prægtig filosofi, så sammenhængende, så logisk, og så alt-omfavnende end vores Østlige Lære?

SPG. - Og alligevel er dens fjender utallige, hver dag får Teosofien nye opponenter.

TEO. - Og det er nøjagtig det som viser dens iboende kvali-




248

tet og værdi. Folk hader kun de ting de frygter, og ingen forlader sin vej for at omstyrte det som hverken truer eller rejser sig over middelmådighed.

SPG. - Håber du en dag at kunne bibringe denne entusiasme til masserne en dag?

TEO. - Hvorfor ikke? siden historien fortæller os at masserne antog Buddhismen med entusiasme, mens, som før sagt, denne etiske filosofis praktiske resultat på dem vises stadig ved den minimale procent af forbrydelser blandt Buddhistiske befolkninger sammenlignet med enhver anden religion. Hovedformålet er at udrydde den mest frugtbare kilde til kriminalitet og umoral – troen på at det er muligt for dem at undslippe konsekvenserne af deres egne handlinger. Når man lærer dem den største af alle love, Karma og Re-inkarnation, og bortset fra at de føler menneskets naturs sande værdighed i sig, så vil de vende sig fra det onde og undgå det som de ville en fysisk fare.


HVORDAN MEDLEMMER KAN HJÆLPE SELSKABET

SPG. - Hvordan forventer du at Medlemmerne i jeres Selskab vil hjælpe med arbejdet?

TEO. - Først ved at studere og forstå de teosofiske læresætninger, så de kan undervise hinanden, især de unge. Dernæst, ved at bruge enhver mulighed for at tale med andre og forklare dem hvad Teosofi er, og hvad det ikke er; ved at fjerne misforståelser og skabe interesse for emnet. For det tredje, ved at assistere med at cikulere vores litteratur, ved at købe bøger når de har råd, ved at



249

låne og give og ved at påvirke deres venner til at gøre sådan. For det fjerde, ved at forsvare Selskabet imod uretfærdige bagtalelser der kastes mod det, og det på enhver legitim måde de har til rådighed. Femte, og mest vigtigt af alle, ved deres eget livs eksempel.

SPG. - Men al denne litteratur, som du tillægger så megen værdi at udbrede, den synes for mig ikke at være til megen praktisk brug med hensyn til at hjælpe menneskeheden. Det er ikke praktisk velgørenhed.

TEO. - Vi mener noget andet. Vi mener at en god bog som giver folk stof til eftertanke, som styrker og klarer deres sind, og sætter dem i stand til at forstå sandheder som de svagt har følt men ikke har kunnet formulere – vi mener at sådan en bog gør et betydeligt, substantielt gode. Så med hensyn til hvad du kalder praktiske velgørenheds gerninger, for at gavne vores med-menneskers kroppe, vi gør det lidt vi kan; men, som jeg allerede har fortalt dig, de fleste af os er fattige, mens Selskabet selv ikke en gang har penge til at betale en stab af arbejdstagere. Alle os som arbejder hårdt for det, udfører vores arbejde gratis, og giver i de fleste tilfælde også penge. De få som har midlerne til at gøre hvad der normalt kaldes velgørende tiltag, følger de Buddhistiske forskrifter og udfører selv deres arbejde, ikke ved fuldmagt eller ved at abonnere offentligt med velgørenheds fonde. Hvad Teosoffen frem for alt bør gøre er at glemme hans personlighed.


HVAD EN TEOSOF IKKE BØR GØRE

SPG. - Har i nogen lov forbud eller bestemmelser for Teosoffer i jeres Selskab?




250

TEO. - Mange, men ak! ingen af dem påtvinges. De udtrykker vores organisations ideal, - den praktiske anvendelse af sådanne ting er vi tvunget til at overlade til Medlemmernes egen vurdering. Desværre er menneskets sind i en sådan tilstand i det nuværende århundrede, at med mindre vi tillader disse bestemmelser at, så at sige, forblive forældede så vil ingen mand eller kvinde risikere at blive medlem af the Theosophical Society. Det er præcis derfor jeg føler vigtigheden af at vægtlægge forskellen mellem sand Teosofi og den hårdt-arbejdende og velmente, men stadig uværdige fartøj, the Theosophical Society.

SPG. - Må jeg få at vide hvad disse farefulde rev er i Teosofiens åbne hav?

TEO. - Jo, du kan kalde dem rev, da mere end én ellers seriøs og velmenende F.T.S. har fået hans kano knust i stykker mod dem! Og alligevel så synes det at undgå visse ting at være den nemmeste ting i verden at gøre. Her er for eksempel en serie af sådanne negative, frasigtende positive Teosofiske pligter: -

Ingen Teosof burde være stille når han hører onde beretninger eller bagvaskelse blive udbredt om Selskabet, eller uskyldige personer, uanset om de er kollegaer eller outsidere.

SPG. - Men antag at hvad man hører er sandheden, eller kan være sandt uden at man ved det?

TEO. - Så må du forlange gode beviser på påstandene, og høre begge sider upartisk før du tillader beskyldningen at gå uimodsagt. Du har ingen ret til at tro på ondt,



251

førend du har fået ufravigeligt bevis for at udtalelsen er korrekt.

SPG. - Og hvad burde du så gøre?

TEO. - Medlidenhed og overbærenhed, velgørenhed og langvarig-lidelse, burde altid være der for at påminde om at undskylde vores syndende brødre, og at afgive den blideste dom mulig mod de som fejler. En Teosof burde aldrig glemme hvad der skyldes den menneskelige naturs mangler og svagheder.

SPG. - Burde han fuldstændig tilgive i sådanne sager?

TEO. - I enhver sag, især ham som er syndet imod.

SPG. - Men, hvis han ved at gøre dette risikerer at skade, eller tillade andre at blive skadet? Hvad burde han så gøre?

TEO. - Hans pligt; det som hans samvittighed og højere natur indgiver ham; men kun efter moden overvejelse. Retfærdighed består i ikke at skade noget levende væsen; men retfærdighed befaler os også aldrig at tillade skade bliver pådraget de mange, eller endda til et uskyldigt menneske, ved at tillade skylden at forblive ukontrolleret.

SPG. - Hvad er de andre negative bestemmelser?

TEO. - Ingen teosof burde være tilfreds med et tomt og upassende liv, der ikke gør ham selv noget virkelig godt og endnu mindre for andre. Han burde arbejde for at gavne de få som behøver hans hjælp hvis han er ude af stand til at slide for Menneskeheden, og således arbejde for den Teosofiske sags fremskridt.

SPG. - Dette kræver en ekstraordinær karakter, og vil falde nogle personer ret svært.

TEO. - Så burde de hellere blive udenfor T.S. i stedet for




252

at sejle under falske farver. Ingen spørges om at give mere end han kan, uanset det er hengivenhed, tid, arbejde eller penge.

SPG. - Hvad er det næste?

TEO. - Intet arbejdende medlem burde lægge for stor vægt på sine egne personlige fremskridt eller evne indenfor Teosofiske studier; men må være forberedt på snarere at gøre så meget altruistisk arbejde som ligger indenfor hans rækkevidde. Han burde ikke lade hele den tunge byrde og ansvaret for den Teosofiske bevægelse hvile på skuldrene af få hengivne arbejdere. Hvert medlem burde føle at det er hans pligt at tage den del i det fælles arbejde han kan, og hjælpe det på enhver tænkelig måde som er til hans rådighed.

SPG. - Dette er kun ret. Hvad er det næste?

TEO. - Ingen Teosof burde sætte hans personlige forfængelighed, eller følelser, højere end Selskabet som organisation. Han som ofrer det sidste, eller andre menneskers omdømme på hans personlige forfængeligheds alter, verdslig gavn, eller stolthed, burde ikke tillades at være medlem. En kræftramt gren gør hele organisationen syg.

SPG. - Er det ethvert medlems pligt at undervise andre og prædike Teosofi?

TEO. - Det er det bestemt. Intet medlem har ret til at forblive inaktiv, med den undskyldning at han ved for lidt til at undervise. For han vil altid være sikker på at han finder andre som ved endnu mindre end ham selv. Og det er ikke førend et menneske begynder at prøve på at undervise andre, at han opdager sin egen uvidenhed og prøver at fjerne den. Men dette er en mindre bestemmelse.

SPG. - Hvad anser du så for at være den vigtigste af disse negative Teosofiske pligter?



253

TEO. - At altid være forberedt på at anerkende og tilstå ens egen fejl. At hellere synde gennem overdreven rod end gennem for lidt påskønnelse af ens næstes anstrengelser. Aldrig bagtale eller bagvaske en anden person. Sig altid åbent og direkte til hans ansigt alt du har imod ham. Gør dig aldrig til et ekko af noget som helst du kunne høre imod en anden, søg ej heller hævn imod de som kommer til at skade dig.

SPG. - Men det er ofte farligt at fortælle folk sandheden direkte i deres åbne ansigt. Tror du ikke det? Jeg kender en af dine medlemmer som blev bittert fornærmet og forlod Selskabet, og blev dens største fjende, blot fordi han blev fortalt nogle ubehagelige ting i hans åbne ansigt, og blev beskyldt for dem.

TEO. - Sådan nogle har vi haft mange af. Intet medlem, uanset prominent eller ubetydelig, har nogensinde forladt os uden at blive vores bitre fjende.

SPG. - Hvordan forklarer du det?

TEO. - Det er ganske enkelt sådan. I de fleste tilfælde har han først været intenst hengiven overfor Selskabet, og har overøst den med de mest overdrevne roser, så er den eneste mulige undskyldning en sådan frafalden kan gøre for hans efterfølgende adfærd og tidligere snæversynethed, at fremstå som et uskyldigt og bedraget offer, og således kaste skylden af sine skuldre over på de der er i Selskabet generelt, og især på dets ledere. Sådanne personer minder en om fablen om manden med det forvrængede ansigt, der slog sit spejl itu med begrundelsen at det reflekterede hans fremtoning skurkeagtigt.

SPG. - Men hvad får disse mennesker til at vende sig mod Selskabet?




254

TEO. - Næsten i alle tilfælde en såret forfængelighed i en eller anden form. Generelt, fordi deres dicta og rådgivning ikke modtages som endelig og autoritativ; eller så, fordi de tilhører dem som hellere ville regere i Helvede end at tjene i Himlen. Kort sagt, fordi at de ikke kan bære at stå i anden række i forhold til noget som helst. For eksempel, så kritiserede og næsten bagvaskede et medlem - en sand ”Sir Oracle” - ethvert medlem i T.S. overfor udenforstående i en sådan grad med hensyn til Teosoffer, under påskud af at de alle var uteosofiske, og gav dem skylden for den han præcise selv hele tiden var et udtryk for. Til sidst forlod han Selskabet, og gav som sin grund en dyb overbevisning om at vi alle (især grundlæggerne) – var BEDRAGERE! En anden, som smedede rænker på alle mulige måder for at blive placeret som leder af en stor Sektion i Selskabet, fandt ud af at medlemmerne ikke ville have ham, vendte sig imod Grundlæggerne af T.S., og blev deres bitterste fjende, fordømte en af dem når han kunne, simpelthen fordi den sidstnævnte ikke kunne, og ikke ville, påtvinge Medlemmerne til ham. Dette var ganske enkelt et tilfælde af oprøret såret forfængelighed. Yderligere en anden ville, og udførte omtrent, praktiseringen sort-magi – dvs., upassende psykologisk indflydelse på visse Medlemmer, mens han foregav hengivenhed og enhver Teosofisk dyd. Da dette blev sat en stopper for, så brød Medlemmet med Selskabet, og er nu et udtryk for bagvaskelse og løgne mod de samme ulykkelige ledere på den mest ondskabsfulde måde, forsøgende på at ødelægge selskabet ved at tilsværte dets omdømme blandt de som dette værdige ”Medlem” ikke var i stand til at bedrage.

SPG. - Hvad vil du gøre med sådanne typer?



255

TEO. - Overlade dem til deres Karma. Fordi en person gør ondt, så er der ingen grund for andre at gøre det.

SPG. - Men, for at vende tilbage til bagvaskelse, hvor trækkes grænsen mellem bagtalelse og retfærdig kritik? Er det ikke ens pligt at advare ens venner og naboer imod dem som man ved er farlige bekendtskaber?

TEO. - Hvis andre personer kan blive skadet, hvis vi lader dem være ukontrolleret, så er det sandelig vores pligt at undgå faren ved at advare dem privat. Men, sandt eller falskt, så bør ingen beskyldning mod en person sættes i omløb. Hvis sand, og fejlen ikke skader andre end synderen, så overlad ham til hans Karma. Hvis falsk, så vil du have undgået at tilføje uretfærdighed til verden. Derfor vær stille med sådanne ting som enhver ikke direkte berøres af. Men, hvis din diskretion og tavshed er tilbøjelig til at skade eller bringe andre i fare, så tilføjer jeg: Tal sandheden for enhver pris, og sig, som Annesly, ”Konsulter pligt, ikke begivenheder.” Der er tilfælde hvor man er tvunget til at udbryde, ”Lad diskretionen dø, snarere end at tillade den at interferere med pligt.”

SPG. - Jeg tror, at hvis du udfører disse aforismer, så er du tilbøjelig til at høste en god afgrøde af problemer!

TEO. - Og det gør vi. Vi er nødt til at indrømme, at vi er berørte af den samme hån som de tidlige Kristne var. ”Se hvordan de Teosoffer elsker hinanden!” kan nu siges om os uden skyggen af uretfærdighed.

SPG. - Du indrømmer selv, at der er mindst lige så meget, hvis ikke mere, bagtalelse, bagvaskelse og skænderier i T.S. som i de




256

Kristne Kirker, endsige Videnskabelige Selskaber – Hvilket slags Broderskab er dette? Må jeg spørge.

TEO. - En meget dårlig model, ja, og som på nuværende tidspunkt, og ind til den omhyggeligt filtreres og omorganiseres, ikke er bedre end nogen andre. Husk, imidlertid, at den menneskelige natur er den samme indenfor the Theosophical Society som udenfor det. Dets medlemmer er ingen viismænd: de er de bedste syndere, som søger at blive bedre, og tilbøjelige til at falde tilbage på grund af personlig svaghed. Tilføj til dette at vores ”Broderskab” ikke er en ”anerkendt” eller etableret organisation, og står, så at sige, udenfor den blege jurisdiktion. Ud over dette, er det i en kaotisk tilstand, og så uretfærdigt upopulær som ingen anden organisation. Hvilket under, er det så, at de medlemmer som fejler i at udføre dets idealer, skulle vende sig til vores fjender for at få sympatisk beskyttelse efter at have forladt Selskabet, og udøse al deres galde og bitterhed ind i deres villige ører! Bevidste om at de vil finde støtte, sympati, og rede tiltro til enhver beskyldning, uanset hvor absurd, som det glæder dem at iværksætte imod the Theosophical Society. De søger hastigt at gøre sådan, og udstøder deres vrede mod det uskyldige spejl, som alt for troværdigt afspejlede deres ansigter. Folk tilgiver aldrig dem som de har krænket. Følelsen af modtaget venlighed, og betalt af dem med utaknemlighed, driver dem til selvretfærdiggjort vanvid overfor verden og deres egen samvittigheder. Den førstnævnte er kun alt for parat til at tro på alting sagt imod et selskab denne hader. Den sidstnævnte – men jeg vil ikke sige mere, af frygt for at jeg allerede har sagt for meget.

SPG. - Jeres position synes for mig ikke at være at misunde.

TEO. - Det er den ikke. Men synes du ikke, at der må være



257

noget meget nobelt, meget ophøjet, meget sandt, bag Selskabet og dens filosofi, når lederne og grundlæggerne af bevægelsen stadig fortsætter med at arbejde for den af al deres kraft? De ofrer al komfort til det, al verdslig velstand, og succes, selv deres gode navn og rygte – ja, selv deres ære – for i stedet at modtage ustandselige og uophørlige nedrakninger, nådesløs forfølgelse, utrættelig bagvaskelse, konstant utaknemmelighed, og misforståelse af deres bedste anstrengelser, stød, og skub fra alle sider, - når de ved ganske enkelt at droppe deres arbejde kunne finde dem selv øjeblikkeligt frigjort fra ethvert ansvar, beskyttet imod ethvert yderligere angreb.

SPG. - Jeg må indrømme, at en sådan vedholdenhed, forekommer mig meget forbløffende, og jeg spekulerede på, hvorfor i gjorde alt dette.

TEO. - Tro mig, ikke for nogen selv-tilfredsstillelse; kun håbet om at uddanne nogle få personer til at fortsætte vores arbejde for menneskeheden via dets oprindelige program når grundlæggerne er døde og borte. De har allerede fundet nogle få af sådanne noble og hengivne sjæle til at erstatte dem. De kommende generationer, vil takket være disse få finde vejen til fred en smule mindre fyldt med torne, og vejen lidt mere bred, og således vil al den lidelse have produceret gode resultater, og deres selv-opofrelse vil ikke have været forgæves. På det nuværende tidspunkt er Selskabets vigtigste grundlæggende formål at så frø i menneskets hjerter, som med tiden vil blomstre, og under mere gunstige omstændigheder føre til en sund reform, som fører mere lykke til masserne end de hidtil har nydt.




XIII.

OM FEJL-OPFATTELSERNE AF THE THEOSOPHICAL SOCIETY


TEOSOFI OG ASKESE

SPG. - Jeg har hørt folk sige, at jeres regler forlanger at alle medlemmer skal være vegetarer, gå i cølibat, og rigid askese; men du har endnu ikke fortalt mig noget om den slags. Kan du en gang for alle fortælle mig sandheden om dette?

TEO. - Sandheden er at vores regler ikke kræver noget sådant. The Theosophical Society forventer ikke en gang, og forlanger endnu mindre at nogen som helst af dets medlemmer skal være asketer på nogen måde, undtagen – hvis du kalder det askese – at de skal prøve at gavne andre mennesker og være uselviske i deres egne liv.

SPG. - Men mange af jeres medlemmer er da strenge vegetarer, og tilkendegiver åbent deres hensigt at forblive ugifte. Dette, er også ofte tilfældet med de der varetager en prominent del i jeres Selskabs arbejde.

TEO. - Dette er kun naturligt, fordi de fleste af vores virkeligt seriøse arbejdere er medlemmer i Selskabet Indre Sektion, som jeg før fortalte dig om.



259

SPG. - Åh! så forlanger i askese i den Indre Sektion?

TEO. - Nej; vi forlanger eller påbyder dem heller ikke der; men jeg kan se, at jeg heller må give dig en generel forklaring på dine synspunkter om askese, og så vil du også forstå om vegetarisme og så videre.

SPG. - Fortsæt venligst.

TEO. - Som jeg allerede har fortalt dig, så ønsker de fleste mennesker som bliver virkeligt seriøse Teosofiske studerende, og aktive arbejdere i vores Selskab, at gøre mere end at studere de teoretiske sandheder vi lærer. De ønsker at vide sandheden via deres egen direkte personlige oplevelse, og at studere Okkultisme med det formål at erhverve sig visdom og kraft, som de føler de har behov for, for at hjælpe andre, effektivt og velovervejet, i stedet for blindt og tilfældigt. Derfor, bliver de før eller senere medlem af den Indre Sektion.

SPG. - Men du sagde at ”asketisk praksis” ikke er obligatorisk selv i den Indre Sektion?

TEO. - Og det er de heller ikke; men den første ting som medlemmerne lærer er en sand forståelse af kroppens, eller den fysiske klædnings, forhold til det indre, det sande menneske. Relationen og den fælles interaktion mellem disse to aspekter i den menneskelige natur bliver forklaret og demonstreret for dem, så de hurtigt bliver besjælet med det indre menneskes overordnede vigtighed over den ydre kasse eller krop. De lærer om at blind uintelligent askese blot er tåbelig; og at en sådan adfærd som den hos Sct. Labro som jeg talte om før, eller den blandt Indiske Fakirere og jungle asketer, som skærer, brænder og maltrakterer deres kroppe på den mest grusomme og frygtelige måde, er ganske enkelt selv-




260

tortur af selviske grunde, dvs., for at udvikle vilje-kraft, men er fuldstændig ubrugelig med hensyn til at assistere sand åndelig eller Teosofisk udvikling.

SPG. - Jeg ser, at du kun anser moralsk askese for at være nødvendig. Det er som et middel for målet, hvor målet er den perfekte ligevægt af menneskets indre natur, og etablering af komplet kontrol over kroppen med alle dens følelser og begær?

TEO. - Lige netop. Men disse midler skal bruges fornuftigt og viist, ikke blindt eller tåbeligt; som en atlet der træner og forbereder sig til en stor konkurrence, ikke som en gnier der udsulter sig selv ud i sygdom for at han kan tilfredsstille sit ønske om guld.

SPG. - Jeg forstår din generelle ide; men lad os se hvordan du udfører det i praksis. Hvordan for eksempel med vegetarkost?

TEO. - En af de store Tyske forskere har vist at ethvert slags dyrisk væv, uanset hvordan du koger det bevarer visse markante kendetegn fra de dyr som det kom fra, karakteristika som kan genkendes. Bortset fra det så ved enhver hvad kød han spiser på grund af dets smag. Vi går et skridt længere, og beviser at når kød fra dyr indtages af mennesket som føde, så overfører det til ham nogle af de fysiologiske egenskaber fra dyret det kom fra. Yderligere, så lærer og beviser okkult videnskab dette til sine studenter via synlig demonstration, at alt det som viser at denne ”grove” eller ”dyriske” virkning på mennesket er størst ved kød fra større dyr, mindre fra fugle, endnu mindre fra fisk og andre kold-blodede dyr, og mindst af alt når han kun spiser vegetarisk.

SPG. - Så vil det være bedre at han slet ikke spiste noget?



261

TEO. - Hvis han kunne leve uden at spise, så ville selvfølgelig være sådan. Men som tingene står, så må han spise for at leve, og derfor råder vi virkeligt seriøse studerende til at spise en sådan føde som mindst vil blokere og tynge deres hjerner og kroppe, og vil have dens mindste virkning med hensyn til at hæmme og udsætte udviklingen af deres intuition, deres indre evner og kræfter.

SPG. - Hvorfor adopterer i ikke alle de begrundelser som vegetarere generelt har for vane at bruge?

TEO. - Bestemt ikke. Nogle af deres grunde er meget svage, og ofte baseret på formodninger som er helt falske. Men, på den anden side, så er mange af de ting de siger sande. For eksempel, mener vi at megen sygdom, og især, den store disposition til sygdom som er blevet en så markant ting i vores tid, skyldes i meget høj grad at de spiser kød, og især dåsekød. Men det vil tage for lang tid at gå helt ind i spørgsmålet om vegetarkost og dens fortjenester; så vær rar at gå videre til noget andet.

SPG. - Et spørgsmål mere. Hvad skal medlemmerne af jeres Indre Sektion gøre med hensyn til deres mad, når de er syge?

TEO. - Selvfølgelig følge det bedste praktiske råd de kan få. Forstår du endnu ikke, at vi aldrig pålægger håndfaste forpligtigelser med hensyn til dette? Husk en gang for alle, at i sådanne spørgsmål anlægger vi en rationel, og aldrig en fanatisk opfattelse af tingene. Hvis et menneske på grund af sygdom eller langtids vane ikke kan klare sig uden kød, hvorfor så ikke, lade ham for alt i verden spise det. Det er ingen forbrydelse; det vil kun bremse hans fremskridt en smule; når alt er sagt og gjort, så er de rene kropslige handlinger og funktioner af meget mindre betydning end det et menneske tænker og føler, de




262

begær han søge at fremme i sit sind, og tillader at tage rod og gro der.

SPG. - Så med hensyn til brugen af vin og spiritus, så formoder jeg at de fraråder brugen dem?

TEO. - De er værre for hans moralske og åndelige vækst end kød, for alkohol har i alle sine former en direkte og mærkbar, og meget skadelig indflydelse på menneskets psykiske tilstand. At drikke vin og spiritus er kun mindre ødelæggende for udviklingen af de indvendige kræfter, end den vanemæssige brug af hash, opium, og lignende stoffer.


TEOSOFI OG ÆGTESKAB

SPG. - Nu til et andet spørgsmål; skal et menneske gifte sig eller forblive i cølibat?

TEO. - Det afhænger af hvad for en type menneske det tænker på. Hvis du taler om et som har til hensigt at leve i verden, en der, selv om han er en seriøs Teosof, og glødende arbejdstager for vores sag, som stadig har bånd og ønsker der binder ham til verden, som, kort sagt, ikke føler at han ikke for evigt er færdig med det mennesker kalder liv, og han ønsker en ting og kun en ting – at kende sandheden, og at være i stand til at hjælpe andre – for et sådant menneske siger jeg, der er der ingen grund til at han ikke skulle gifte sig, hvis han ønsker at trække en billet i det lotteri, hvor der er så mange flere nitter end gevinster. Du kan vel ikke tro os så absurde og fanatiske at vi prædiker fuldstændig imod ægteskab? Tværtimod, bortset fra i nogle få ekstraordinære tilfælde af praktisk Okkultisme, så er ægteskab det eneste middel mod umoral.



263

SPG. - Men hvorfor kan man ikke erhverve sig den viden og kraft ved at leve et liv som gift?

TEO. - Min kære herre, jeg kan ikke gå ind i fysiologiske spørgsmål med dig; men jeg kan give dig et indlysende og, tror jeg, et tilstrækkeligt svar, som vil forklare dig de moralske grunde vi giver for det. Kan et menneske tjene to mestre? Nej! Så er det lige så umuligt for ham at dele sin opmærksomhed mellem udøvelsen af Okkultisme og en kone. Hvis han prøver på det, så vil han med sikkerhed fejle i at gøre nogen af dem ordenligt; og, lad mig minde dig om, praktisk Okkultisme er alt for alvorligt og farligt et studie for menneske at påbegynde, med mindre han tager de dødsens alvorligt, og er rede til at ofre alt, først og fremmest ham selv, for at opnå dette. Men dette gælder ikke medlemmerne af vores Indre Sektion. Jeg refererer kun til de som er besluttet på at betræde discipelskabets vej som leder til det højeste mål. De fleste, hvis ikke alle af de som tilmelder sig vores Indre Sektion, er kun begyndere, der forbereder sig selv i dette liv på virkeligt betræde den vej i kommende liv.


TEOSOFI OG UDDANNELSE.

SPG. - En af jeres stærkeste argumenter imod utilstrækkeligheden ved de eksisterende former for Vestlige religioner, og også til en vis grad den materialistiske filosofi som nu er så populær, men som i synes at anse for at være en elendighedens vederstyggelighed, er den store mængde af ulykke og elendighed der unægtelig især eksisterer i vores større byer. Men du må da anerkende hvor meget som er blevet gjort, og bliver gjort for at afhjælpe denne tingene tilstand ved at udbrede uddannelse og formidlingen af viden.




264

TEO. - De fremtidige generationer vil næppe takke dig for en sådan ”formidling af viden,” ej heller vil jeres nuværende uddannelse gøre meget godt for de fattige sultende masser.

SPG. - Aha! men du må give os tid. Det er kun få år siden vi begyndte at uddanne folk.

TEO. - Men, hvad om jeg må bede har din Kristne religion gjort lige siden det femtende århundrede, når du ikke anerkender at uddannelsen af masserne har været forsøgt ind til nu – det selv samme arbejde, hvis der nogensinde kunne være et, som en Kristen, dvs., en Kristi-følgende kirke og folk, burde udføre?

SPG. - Tja, du kan have ret; men nu -

TEO. - Lad os tage dette spørgsmål om uddannelse fra en bred synsvinkel, og jeg vil bevise overfor dig at du gør skade og ikke godt, med mange af dine pralende forbedringer. Skolerne for fattige børn, er gode, dog meget mindre brugbare end de burde være, i kontrast til de modbydelige omgivelser som de er dømt til med jeres moderne Samfund. Tilførslen af lidt praktisk Teosofi ville hjælpe de fattige lidende masser hundrede gange mere i livet end alle disse tilførsler af (ubrugelig) viden.

SPG. - Men i virkeligheden -

TEO. - Lad mig venligst tale færdig. Du har påbegyndt et emne som vi Teosoffer føler meget for, og jeg må have mit ord. Jeg er helt enig i, at der er en stor fordel ved at små børn der vokser op og har rendestenen som legeplads, og lever blandt grove eder og ord, kan blive placeret dagligt i lyse rene skole-værelser med billeder, og ofte med livlige blomster. Der læres det at være ren, blid,



265

have orden; der lærer det at synge og at lege; har legetøj der vækker dets intelligens; lærer at bruge dets fingre behændigt; tales til med et smil i stedet for en rynket pande; det irettesættes blidt og overtales i stedet for at blive forbandet. Alt dette menneskeliggør børnene, opløfter deres hjerner, og gør dem modtagelige overfor intellektuelle og moralske påvirkninger. Skolerne er ikke alt hvad de kunne være eller burde være; men, sammenlignet med hjemmene, er de paradiser; og de virker langsomt ind på hjemmene. Mens, dette er sandt om mange af Board skolerne, så fortjener jeres system det værste man kan sige om dem.

SPG. - Sådan får det være; fortsæt;

TEO. - Hvad er det egentlige formål med moderne uddannelse? Er det at kultivere og udvikle sindet i den rigtige retning; at undervise de arveløse og ulykkelige mennesker i med fatning at forsætte livets byrde (der er tildelt dem ved Karma); at styrke deres vilje; at indpode ens næstes kærlighed i dem og følelsen af fælles sammenhørighed og broderskab; og således træne og forme deres karakter med henblik på det praktiske liv? Ikke det mindste. Og alligevel, er dette unægteligt formålene for al sand uddannelse. Ingen benægter det; alle dine undervisere indrømmer det, og taler faktisk meget med vægtlægning på emnet. Men, hvad er det praktiske resultat af deres handlinger? ethver ung mand og dreng, nej, enhver af den yngre generation af skoleledere vil svare: ”Formålet med moderne uddannelse er at betstå eksamener,” ikke et system der udvikler god konkurrencelyst, men i stedet næsten genererer og avler jalousi, misundelse, i unge mennesker overfor hinanden, og træner dem således i et liv med vild egoisme




266

og kampe for æresbevisninger og honorarer i stedet for venlige følelser.

SPG. - Jeg må indrømme, at der har du ret.

TEO. - Og hvad er disse eksamener – moderne barndoms og ungdoms terror? De er simpelthen en klassificerings-metode som resultaterne af jeres skoleundervisning kan blive ordnet ved hjælp af. Med andre ord, så former den den praktiske anvendelse af den moderne videnskabelige metode overfor genus homo qua intellektualisering. Nu lærer ”videnskaben” om at intellektet er resultatet af den mekaniske interaktion af hjernestof; derfor er det kun logisk at moderne uddannelse bør være næsten fuldstændig mekanisk – en slags automatisk maskine for at fabrikere tonsvis af intellekt. Meget lidt erfaring med eksamener er tilstrækkeligt til at vise at den uddannelse de producerer er ganske enkelt en træning af den fysiske hukommelse, og, før eller senere, så vil alle jeres skoler synke til dette niveau. Det er simplethen umuligt med nogen virkelig, sund kultivering af tænkeevnen og fornuften, fordi alt skal vurderes af resultater der gives ved konkurrerende eksaminationer. Igen, så er skole uddannelsen af den største vigtighed med hensyn til at forme menneskets karakter, især med hensyn til dens moralske optræden. Nu er det sådan, at jeres moderne system fra ende til anden er baseret på de såkaldte videnskablige åbenbaringer: ”Kampen om eksistens” og ”den stærkeste overlever.” Gennem hele dette jordiske liv får ethvert menneske drevet disse ind i sig ved praktiske eksempler og oplevelser, så vel som ved direkte undervisning, ind til det er umuligt at udslette ideen om ”selv” fra sindet, det lavere, det personlige, dyriske selv, er slut-målet, og det alt-afgørende i livet. Her finder du de store kilder til al efterfølgende



267

elendighed, forbrydelse og hjerteløs selviskhed, som du indrømmer findes lige så meget som mig. Det er sagt igen og igen, at selviskhed er menneskehedens forbandelse, og den frodige forælder til alle onder og forbrydelser i dette liv; og det er jeres skoler som er udklæknings-stederne for sådan en selviskhed.

SPG. - Dette er alt sammen meget fine generaliseringer, men jeg ville gerne have nogle få fakta og også lære hvordan de kan afhjælpes.

TEO. - Godt, jeg vil forsøge at tilfredsstille dig. Der er tre store afdelinger indenfor det akademiske establishment, bestyrelse, mellem-klasse og offentlige skoler, der kører op ad skalaen fra de mest groft materielle kommercielle skoler til de idealistiske klassiske skoler, med mange kombinationsmuligheder og kombinationer. Den praktiske kommercielle avler den moderne side, og den gamle og ortodokse klassiske reflekterer sit tunge ansvar endda så vidt som til Skole Bestyrelsens elev lærers establishment. Her ser vi klart den videnskabelige og materielle kommercielle erstatning af den udtjente ortodokse og klassiske. Grunden skal heller ikke søges ret langt væk. Denne uddannelsesretnings hovedformål er således pund, shillings, og pences, det 19. århundredes summum bonum. Således, koncentreres de energier dens tilhængeres hjernen molekyler genererer sig alle om ét mål, og de er derfor, til en vis grad en organiseret hær af uddannede og spekulative intellekter blandt en minoritet af mennesker, som er trænet overfor den uvidende mængde af simple-tænkende masser som er dømt til at blive vampyriseret, levet på, og sat på af deres intellektuelle stærkere brødre. Sådan en træning er ikke kun uteosofisk, den er ganske enkelt IKKE-KRISTEN. Resultatet: Det direkte resultat er denne uddannelsesvirksomhed er en overstrømning af penge-




268

skabende maskiner, med hjerteløse selviske mennesker – dyr – som er blevet meget omhyggeligt trænet i at udbytte deres medmennesker og drage fordel af deres svagere brødres uvidenhed!

SPG. - Nå, men det kan du ikke på nogen måde hævde om vores store offentlige skoler?

TEO. - Ikke helt, det er sandt. Men selv om formen er forskellig, så er den motiverende ånd den samme: uteosofisk og ukristen, uanset om Eton og Harrow fremstiller videnskabsfolk eller guder og teologer.

SPG. - Du vil vel ikke kalde Eton og Harrow ”kommercielle”?

TEO. - Nej. selvfølgelig så er det Klassiske system frem for alt respektabelt og er til daglig et vist produktivt gode. Det forbliver stadig favoritten blandt vores store offentlige skoler, hvor ikke kun en intellektuel, men også en social uddannelse kan opnås. Det er, derfor, af primær vigtighed at de kedelige drenge født af aristokratiske og rige forældre burde gå i sådanne skoler for at modgå resten af de unge ”blod” klasser og penge klassers liv. Men desværre er der en enorm konkurrence blot for at få adgang; for pengeklasserne øges, og fattige kloge drenge søger at komme ind i offentlige skoler med rige stipendier, både på skolerne selv og der fra til Universiteterne.

SPG. - Ifølge denne opfattelse, så er de rigere ”dosmere” nødt til at arbejde endnu hårdere end deres fattigere medmennesker?

TEO. - Sådan er det. Men, mærkeligt nok, så praktiserer de troende i kulten "Survival of the fittest" ikke deres tro; for hele deres anstrengelse er at erstatte de om ikke passer med de som passer. Således lokker de via store mængder af bestikkelse de bedste



269

lærere væk fra deres naturlige elever for at mekanisere deres naturligt upassende efterkommere ind i stillinger som de formålsløst overfylder.

SPG. - Og hvad henfører du alt dette til?

TEO. - Alt dette skyldes det ondartede i et system der vender goder til ordrer, uden hensyn til ungdommens naturlige tilbøjeligheder og talenter. Den stakkels lille kandidat til dette progressive paradis af indlæring, kommer næsten direkte fra børnehave til gentlemen sønnernes forberedende skoles trædemølle. Her gribes han straks af håndværkerne i den materie-intellektuelle fabrik, og overfyldes med Latin, Fransk og Græsk Formlære, Datoer og Tabeller, så hvis han har noget naturligt geni i sig, så presses det hurtigt ud af ham af de ruller som Carlyle meget præcist kaldte ”døde gloser.”

SPG. - Men, han lærer da sikkert noget ud over ”døde gloser,” og meget af det kan føre ham direkte til Teosofi, hvis ikke helt ind i the Theosophical Society?

TEO. - Ikke meget. For af historiske grunde, så vil han kun opnå tilstrækkelig viden om hans egen bestemte nation som vil give ham en stål rustning af fordomme mod alle andre folk, og vil blive fordybet i den modbydelige sump af skildret nationalt had og blodtørstighed; og det vil du vel ikke kalde – Teosofi?

SPG. - Hvad er dine videre indvendinger?

TEO. - Tilføjet til dette er en smule af udvalgte, såkaldte Bibelske sandheder, fra et studie hvor al intellekt er elimineret fra. Det er ganske enkelt en lektie i hukommelse, lærerens ”Hvorfor” bliver et ”Hvorfor” for omstændigheder og ikke for fornuft.




270

SPG. - Ja; men jeg har hørt jer lykønske jer selv med det stadig-øgende antal Agnostikere og Ateister i vores tid, så det ser ud til at folk som trænes i det system du så hjerteligt mishandler, lærer at tænke og ræsonnere for sig selv.

TEO. - Ja; men det skyldes snarere en sund reaktion imod dette system end på grund af det. Vi foretrækker i vores Selskab umådeligt meget mere Agnostikere, og selv fremtrædende Ateister for snæversynede fra en hvilken som helst religion. En Agnostikers sind er altid åben overfor sandheden; hvorimod det sidstnævnte blinder den snæversynede som solen gør det ved en ugle. Den bedste – dvs., den mest sandheds-elskende, filantropiske, og ærligste – blandt vores Medlemmer var, og er, Agnostikere og Ateister (ikke-troende på en personlig Gud). Men, der er ingen frit-tænkende drenge og piger, og generelt så vil tidlig indlæring efterlade sit mærke i form at et forkrøblet og forvrænget sind. Et passende og sundt uddannelsessystem burde producere det mest energiske og frigjorte sind, strengt trænet i logisk og nøjagtig tænkning, og ikke i blind tro. Hvordan kan du nogen sinde forvente gode resultater, hvis du perverterer tænkevenen hos dine børn ved om Søndagen at bede dem tro på Biblens mirakler, mens du de de seks andre dage i ugen underviser dem i at sådanne ting er videnskabeligt umulige?

SPG. - Hvad vil du så gøre?

TEO. - Hvis vi havde penge så kunne vi grundlægge skoler som ville fremstille noget andet en læsende og skrivende kandidater indenfor sultedød. Børn bør frem for alt læres selvtillid, kærlighed til alle mennesker, altruisme, fælles velgørenhed, og frem for alt, at tænke og ræsonnere for sig selv. Vi ville reducere



271

det rent mekaniske arbejde i hukommelsen til et absolut minimum, og afsætte tid til udviklingen og træningen af de indre sanser, evner og latente kapaciteter. Vi ville bestræbe os på at behandle det enkelte barn som en enhed, og uddanne det for at fremstille det mest harmoniske og ligelige udfoldelser af sine evner, for at dets specielle evner må finde deres naturlige udvikling. Vi bør søge at skabe frie mænd og kvinder, intellektuelt frie, moralsk frie, på alle måder uden fordomme, og frem for alt, uselviske. og vi tror at meget af det, hvis ikke altsammen kan opnås ved passende og sand teosofisk uddannelse.


HVORFOR, ER DER SÅ, SÅ MANGE FORDOMME IMOD T.S.?

SPG. - Selv hvis Teosofien er det halve af hvad du siger, hvorfor skulle der så være sådan en frygtelig negativ-holdning imod den? Det er endnu mere problematisk end noget andet.

TEO. - Det er det; men du bør huske på hvor mange magtfulde fjender vi har vakt lige siden Selskabet blev dannet. Som jeg lige sagde, hvis den Teosofiske bevægelse var en af disse utallige moderne diller, så harmløse alt i alt som de er flygtige, så ville det simpelthen blive leet af – som det er nu blandt de som stadig ikke forstår dets sande sigte – og ladt helt alene. Men den er slet ikke noget sådant. Væsentligt betragtet, er Teosofi denne tidsalders mest seriøse bevægelse; og en, som ydermere truer de mest nutidigt dagligt beundrede svindlerier, fordomme, og sociale onder – disse onder som som opfeder og gør de øverste




272

ti og deres efterlignere og spytslikkere lykkelige blandt de rige dusin i middelklassen, mens de udtrykkeligt knuser og udsulter de millioner af fattiges eksistens. Tænk på dette, og du vil lettere forstå grunden til sådan en nådesløse forfølgelse af de andre som, mere opmærksomme og velovervejende, reelt ser Teosofiens sande natur, og derfor frygter den.

SPG. - Prøver du at fortælle mig, at det er fordi nogle få har forstået hvad Teosofien fører til, at de prøver på at knuse bevægelsen? Men, hvis Teosofien kun fører til det gode, så kan du vel ikke være indstillet på at ytre en sådan frygtelig perfid hjerteløs og forræderisk anklage selv imod disse få?

TEO. - Jeg er tværtimod forberedt på det modsatte. Jeg kalder ikke fjender vi har måttet kæmpe med i de første ni eller ti år af Selskabets eksistens enten stærke eller "farlige"; men kun de, som har rejst sig mod os i de sidste tre eller fire år. Og disse hverken taler, skriver eller prædiker imod Teosofi, men arbejder i stilhed og bag ryggen på de tåbelige dukker som handler som deres synlige marionetter. Selv om de er usynlige for de fleste af Selskabets medlemmer, så er de velkendte for de sande ”Grundlæggere” og beskyttere af vores Selskab. De må af visse grunde forblive unavngivet for nuværende.

SPG. - Og de er kendt af mange af jer, eller kun af dig selv?

TEO.
- Jeg sagde ikke Jeg kendte dem. Jeg kender dem måske eller måske ikke – men jeg kender til dem, og det er tilstrækkeligt; og jeg trodser dem i at gøre deres værste. De kan opnå stor skade og kaste forvirring ind i vores rækker, især blandt de med svagt hjerte,



273

og de som kun kan dømme på baggrund af udseende. De vil ikke ødelægge Selskabet, ved at gøre det de kan. Bortset fra disse virkelige farlige fjender – imidlertid kun ”farlige,” overfor de Teosoffer som er uværdige til navnet, og de hvis plads snarere er udenfor end indenfor T.S. - der er antallet af vores modstandere betragteligt.

SPG. - Kan du i det mindste navngive disse, hvis du ikke vil tale om de andre?

TEO. - Selvfølgelig kan jeg det. Vi må kæmpe imod (1) hadet fra de amerikanske, engelske og franske Spiritualister; (2) den konstante opposition blandt gejstlige i alle trosretninger; (3) især den ubarmhjertige had og forfølgelse fra missionærerne i Indien; (4) dette førte til den berømte og berygtede angreb på vores Theosophical Society af Society for Psychical Research, et angreb, som var forårsaget af en regelmæssig sammensværgelse arrangeret af missionærerne i Indien. Og i sidste ende, må vi medregne forskellige prominente (?) medlemmers frafald, af de grunde jeg allerede har forklaret, som alle til det yderste har været med til at øge fordommene imod os.

SPG. - Kan du ikke give flere detaljer om dem, så jeg ved hvad jeg bør svare når jeg spørges – en kort sammenfattet historie om Selskabet; og hvorfor verden tror dette?

TEO. - Årsagen er enkel. De fleste udenforstående vidste absolut intet om selve Selskabet, dets motiver, formål eller opfattelser. Fra dens begyndelse har verden ikke set andet i Teosofien end visse vidunderlige fænomener, som to-tredjedele af ikke-spiritualisterne ikke tror på. Snart blev selskabet anset for at være en organisation der foregav at besidde ”mirakuløse” kræfter. Verden indså aldrig




274

at Selskabet lærte om absolut ikke-tro på mirakler eller endda muligheden af den slags; at der i Selskabet kun var få som var i besiddelse af sådanne psykiske kræfter og kun få som bekymrede sig om dem. Den forstod heller ikke at fænomener aldrig blev produceret offentligt, men kun for private venner, og kun givet som et tilbehør, for ved direkte demonstration at bevise at sådanne ting kunne fremstilles uden mørke rum, ånder, medier, eller noget af det sædvanlige udstyr. Ulykkeligvis, blev denne fejlopfattelse stærkt forøget og overdrevet af den første bog om emnet som vakte stor opmærksomhed i Europa – Hr. Sinnetts ”Occult World.” Hvis dette værk gjorde meget for at bringe Selskabet i forgrunden, så tiltrak det endnu mere bagvaskelse, hån og fejlagtige fremlæggelser om de uheldige helte og heltinder i sagen. Dette var forfatteren mere end advaret om i the Occult World, men gav ikke profetien opmærksomhed – det var en profeti, selv om den var halv-tilsløret.

SPG. - Hvad og siden hvornår begyndte Spiritualisterne at hade jer?

TEO. - Fra Selskabets første dag. Ikke så snart den kendsgerning blev kendt, at T.S. som en organisation ikke troede på kommunikationer med de døde ånder, men anså de såkaldte ”ånder” for, for det meste, at være astrale reflektioner af ulegemlige personligheder, skaller osv., før end Spiritualisterne udtænkte et voldeligt had imod os og især mod Grundlæggerne. Dette had fandt sit udtryk i alle slags bagvaskelser, fordømmende personlige bemærkninger, og absurde fejlagtige fremstillinger af den Teosofiske lære i alle de Amerikanske Spiritualisters organer. For år blev vi forfulgt, afvist og



275

misbrugt. Dette begyndte i 1875 og fortsætter ind til i dag. I 1879, blev T-S. hovedkvarter overført fra New York til Bombay Indien, og så permanent til Madras. Da den første afdeling af vores Selskab, det Britiske T.S., blev grundlagt i London, så kom de engelske Spiritualister med våben imod os, lige som Amerikanerne havde gjort; og de Franske Spiritister fulgte trop.

SPG. - Men, hvorfor skulle de gejstlige være fjendtlige overfor jer, når den grundlæggende tendens i de Teosofiske doktriner når alt kommer til alt er i opposition til Materialisme, alle former for religioners store fjende i dag?

TEO. - De Gejstlige er imod os i forhold til det generelle princip at ”Han som ikke er med mig er imod mig.” Fordi Teosofien ikke er enig med nogen Sekt eller Trosretning, så anses den for at være en fjende af alle, fordi den lærer at de alle, tager mere eller mindre fejl. Missionærerne i Indien hadede og prøvede at knuse os fordi de så blomsten af Indiens uddannede ungdom og Brahminere, som næsten er lukket land for dem, blive medlem af Selskabet i stort antal. Og ikke desto mindre, så tæller T.S., bortset fra det generelle klassehad, i sine rækker mange præster, og endda en eller to biskopper.

SPG. - Og hvad fik S.P.R. til at vælge at være imod jer? I forfulgte begge samme retning af studier i visse henseender, og adskillige af de Psykiske Forskere tilhører jeres Selskab.

TEO. - Først og fremmest var vi meget gode venner med lederne af S.P.R.; men da angrebet imod fænomener fremkom i Christian College Magazine, støttet af foregivede åbenbaringer hos en ussel person, konstaterede S.P.R. at de havde kompromitteret sig selv ved at publicere deres ”Sagsanlæg” om




276

de mange fænomener som var sket i forbindelse med T.S. Deres ambition er at fremstå som en autoritativ og strengt videnskabelig organisation; så de var nødt til at vælge imellem at bibeholde deres position ved at kaste T.S. overbord og endda prøve at ødelægge det, og se sig selv sammensmeltet med den grande mondes Saddukæere, med de ”lettroende” Teosoffer og Spiritualister. Der var ingen anden vej for dem, ikke to muligheder, og de valgte at kaste os overbord. Det var et spørgsmål om stor vigtighed for dem. De var så hårdt presset med hensyn til at finde noget som helst fornuftigt motiv for at forklare dette hengivenhedens liv og uophørlige arbejde som de to Grundlæggere førte, og for det komplette fravær af pengemæssig profit eller fordel for dem, at vores fjender var tvunget til at ty til den trefoldig-absurde, yderst latterlige og nu berømte ”Russiske spion-teori,” for at forklare denne dedikerede adfærd. Men det gamle ordsprog, ”Matyrernes blod er Kirkens såsæd,” viste sig endnu en gang korrekt. Efter dette angrebs første shock fordoblede og tredoblede T.S. sit medlemstal, men fremstillingen af det skidte indtryk er stadig tilbage. En Fransk forfatter havde ret i at sige, ”Calomniez, calomniez toujours et encore, il en restera toujours quelque chose.” Det er derfor, at de uretfærdige fordomme stadig findes, og at alting forbundet med T.S: og især med dets grundlæggere, forvrænges så fejlagtigt, fordi det er baseret på ondsindede rygter alene.

SPG. - Men i de 14 år som Selskabet har eksisteret så må du have haft rigeligt med tid og lejlighed til at vise dem og deres arbejde i det sande lys?

TEO. - Hvornår og hvor er vi blevet givet en sådan mulighed?



277

Vores mest fremtrædende medlemmer havde en aversion imod noget som helst der lignede en retfærdiggørelse af dem selv. Deres politik har altid været: ”Vi må udleve det;” og ”Hvad betyder det, hvad aviser siger, og hvad folk tænker?” Society var for fattigt til at sende offentlige foredragsholdere, og redegørelserne for vores synspunkter og doktriner var derfor begrænset til få Teosofiske værker der blev modtaget med succes, men som folk ofte misforstod, eller kun kendte via rygter. Vores tidsskrifter blev og bliver stadig boykottede; vores litterære arbejder ignoreret; og den dag i dag synes ingen at være helt klar over om Teosofferne er en slags Slange-og-Djævle tilbedere, eller ganske enkelt ”Esoteriske Buddhister” - hvad det end betyder. Det var ikke brugbart for os, dag efter dag og år efter år, at blive ved med at benægte alle mulige slags utænkelige røverhistorier om os; for, lige så snart en var bortskaffet, førend en anden endnu mere absurd og ondsindet blev født ud af den førstes aske. Desværre er den menneskelige natur sammensat sådan alt godt der siges om en person glemmes med det samme og gentages aldrig. Men man behøver blot at påbegynde en bagvaskelse, eller starte en historie – uanset hvor absurd, falsk eller utrolig den er, hvis den blot er sat i forbindelse med en upopulær person – for at den bliver succesfuld og derefter accepteret som en historisk sandhed. Lige som Don Basilos ”CALUMNIA,” så opstår rygtet først, som en blød blid brise der næppe påvirker græsset under dine fødder, og kommende ingen ved hvor fra; så, i løbet af den korteste mulige tid, transformeres den til en stærk vind, begynder at blæse en storm, og straks bliver den en brusende storm!




278

En bagvaskelse i blandt nyheder, er det en blæksprutte er blandt fisk; den suger sig ind i sindet, fastgør sig til vores hukommelse, som giver næring til den, efterlader uudslettelige mærker selv efter at bagvaskelsen er kropsligt ødelagt. En bagtalerisk løgn er den eneste mester-nøgle som vil åbne alle og enhver hjerne. Den er sikker på at blive givet et velkommet og et ophold i et hver menneskeligt sind, det højeste som det laveste, hvis blot den er en smule fordomsfuld, og uanset fra hvilket hovedkvarter og motiv den er startet.

SPG. - Tror du ikke, at din påstand er alt for omfattende? Englænderen har aldrig været villige til at tro alt der siges, og vores nation er velkendt for dets forkærlighed for fair play. En løgn har ingen ben at stå på i lang tid, og -

TEO. - Englænderen er så parat til at tro på det onde som et menneske fra enhver anden nation, for det er den menneskelige natur, og ikke en national egenskab. Med hensyn til løgne, hvis de ingen ben har at stå på, ifølge ordsproget, så her de ekstremt hurtige vinger, og de kan og vil flyve længere og bredere end nogen anden slags nyheder, i England som andre steder. Husk løgne og bagvaskelser er den eneste slags litteratur vi altid kan få gratis, og uden at betale nogen abonnement for. Vi kan gøre eksperimentet, hvis du vil. Vil du, som er så interesseret i Teosofiske spørgsmål, og har hørt så meget om os, vil du stille mig spørgsmål om så mange af disse rygter og "rygter" som du kan tænke på? Jeg vil svare dig med sandheden og kun sandheden, omfattet af den strengeste verificering.

SPG. - Før vi skifter emne, så lad os have hele sandheden om denne her. Nu har nogle forfattere kaldt jeres lære for ”umoralsk og ondartet”; andre beskylder jeg for at ikke lære andet end Fallisk tilbedelse med begrundelsen at mange såkaldte ”autoriteter”



279

og Orientalister ikke finder andet end sex-tilbedelse i de Indiske religioner. De siger at fordi moderne teosofi er så tæt allieret med Østlig, og især Indisk tænkning, så kan den ikke være fri fra denne skamplet. Somme tider kan de endda gå så langt som til at beskylde Europæiske Teosoffer for at genoplive praksis i forbindelse med denne kult. Hvad siger du?


TEO. - Jeg har hørt og læst om dette før, og jeg svarer, at der aldrig har været opfundet og rundsendt nogen mere fuldstændig grundløse og løgnagtig bagvaskelse. "Skøre folk kan kun se, skøre drømme," siger en russisk ordsprog. Det sætter ens blod i kog at høre disse modbydelige beskyldninger fremsat uden det ringeste grundlag, og kun baseret på styrken af formodninger. Spørg de hundredvis af ærværdige Engelske mænd og kvinder, der har været medlemmer af the Theosophical Society i årevis, uden de nogensinde blev lært om en umoralsk forskrift eller en skadelig doktrin. Åbn the Secret Doctrine, og du vil finde side efter side afvise Jøderne og andre nationer nøjagtig på grund af denne hengivenhed overfor Falliske riter, på grund af natur symbolismens døde bogstavelige fortolkning, og hendes dualismes grove materialistiske koncepter i alle de eksoteriske trosretninger. Sådanne uophørlige og ondsindede fejlfremlæggelser af vores lære og opfattelse er virkelig skandaløs.

SPG. - Men, du kan ikke benægte at det Falliske element eksisterer i de Østlige religioner?

TEO. - Ej heller benægter jeg det; jeg fastholder blot at dette beviser ikke mere end dens tilstedeværelse i Kristendommen, den Vestlige religion. Læs Hargrave Jennings Rosicrucians, hvis du vil




280

forsikre dig om det. I Østen, er den Falliske symbolisme måske mere rå, fordi den er mere naturtro, eller, jeg vil hellere sige, mere naiv og oprigtig end i Vesten. Men, den er ikke mere udsvævende, ej heller indgyder den i det Orientalske sind de samme rå og grove ideer som i den Vestlige, med, måske en eller to undtagelser, så som den skamfulde sekt kendt som ”Maharajah,” eller Vallabhacharya sekten.

SPG. - En forfatter i den Agnostiske avis – en af jeres anklagere – har antydet at tilhængerne af denne skamfulde sekt er Teosoffer, og ”påberåber sig sand Teosofisk indsigt.”

TEO. - Hen skrev en løgn, det er alt. Der har aldrig, ej heller er der i dag, en eneste Vallabhacharya i vores Selskab. Med hensyn til de har eller påstår Teosofisk indsigt, så er den endnu en hvid løgn, baseret på stor uvidenhed om de Indiske Sekter. Deres "Maharajah" påberåber sig kun ret til penge, koner og døtre af sine tåbelige tilhængere og ikke mere. Denne sekt foragtes af alle andre Hinduer.

Men du vil se at emnet er behandlet fyldestgørende i the Secret Doctrine, som jeg igen må referere til med henblik på detaljerede forklaringer. For at konkludere, så er selve sjælen i Teosofien totalt imod Falllisk tilbedelse; og dens okkulte eller esoteriske sektion endda mere end den eksoteriske lære. Der har aldrig været en mere løgnagtig udtalelse end den ovennævnte. Stil mig nu nogle andre spørgsmål.




281

ER THE THEOSOPHICAL SOCIETY EN PENGE-SKABENDE KONCERN?

SPG. - Enig. Men, har nogen af Grundlæggerne, Oberst H. S. Olcott eller H. P. Blavatsky, nogensinde skaffet sig penge, profit, eller opnået nogen verdslige fordele fra T.S., sådan som nogle aviser siger?

TEO. - Ikke en krone. Aviserne lyver. Tværtimod, de har begge givet alt, hvad de havde, og er bogstaveligt talt selv tiggere. Med hensyn til "verdslige fordele," tænk på bagtalelserne og bagvaskelserne de har været udsat for, og stil derefter spørgsmålet!

SPG. - Men, jeg har læst i mange missionærers værker at indgangsgebyrer og abonnementer mere end rigeligt dækkede alle udgifter; og en sagde at Grundlæggerne tjente tyve tusinde pund hvert år!

TEO. - Dette er en løgn, lige som mange andre. I de offentliggjorte regnskaber for januar 1889, vil du finde en nøjagtig opgørelse over alle de penge der nogensinde er modtaget fra enhver kilde siden 1879. Den samlede sum modtaget fra alle kilder (entré, gaver osv. osv.) i løbet af disse ti år er under seks tusind pounds, og en stor del af dem kommer fra bidrag fra Grundlæggerne selv fra udbyttet af deres private midler og deres litterære arbejde. Alt dette har været åbent og officielt fremlagt, selv blandt vores fjender, the Society for Psychical Research,. Og nu er begge grundlæggerne pengeløse: den ene, for gammel og syg til at arbejde som hun gjorde før, ude af stand til at sætte tid af til andet end litterært arbejde for at hjælpe Selskabet i form af penge, kan kun skrive for den Teosofiske sag; den anden arbejder for det som før, og modtager lige så lidt tak for det.




282

SPG. - Men, de har da brug for penge til at leve?

TEO. - Slet ikke. Så længe de har føde og logi, selv om de skylder nogle få venners hengivenhed dette, så behøver de ikke meget mere.

SPG. - Men kunne Madame Blavatsky, især, ikke tjene mere end nok til at leve af hendes skriverier?

TEO. - Da hun var i Indien modtog hun den gennemsnitlige sum af nogle hundrede rupees per år for artikler i Russiske og andre aviser, men gav det hele til Selskabet.

SPG. - Politiske artikler?

TEO. - Aldrig. Alt hun har skrevet gennem de syv år hun boede i Indien er der alt sammen på skrift. Det beskæftiger sig kun med religioner, etnologi, og Indiske traditioner, og med Teosofi – aldrig med politik, som hun ikke kender til og endnu mindre bekymrer sig om. Yderligere, for to år siden afviste hun adskillige kontrakter på i alt op til omkring 1,200 rubler i guld om måneden; for hun kunne ikke acceptere dem uden at forlade sit arbejde for Selskabet, som behøvede alt hendes tid og styrke. Hun har dokumenter der beviser det.

SPG. - Men hvorfor kunne både hende og Oberst Olcott ikke gøre som andre - især som mange Teosoffer - gør: at følge deres respektive erhverv og bruge overskuddet af deres tid til arbejdet i selskabet?

TEO. - Fordi ved at tjene to mestre, så ville enten det professionelle eller det filantropiske arbejde lide. Enhver sand Teosof er moralsk bundet til at ofre det personlige for det upersonlige, hans egne nuværende goder til andre menneskers fremtidige gavn. Hvis Grundlæggerne ikke sætter et eksempel, hvem vil så?



283

SPG. - Og der er mange som følger det?

TEO. - Jeg er bundet til at sige sandheden til dig. I Europa er der et halvt dusin i alt, ud af mere end antallet af Afdelinger.

SPG. - Så er det ikke sandt at the Theosophical Society har en stor kapital eller likvider?

TEO. - Det er usandt, for det har slet ingen. Nu hvor indgangsgebyret er på £1 og det lille årlige beløb er blevet annulleret, så er det endda et tvivlsomt spørgsmål hvorvidt personalet i hovedkvarteret i Indien ikke snart vil sulte ihjel.

SPG. - Hvorfor så ikke øge abonnementerne?

TEO. - Vi er ikke Frelsens Hær; vi kan ikke og har aldrig tigget; ej heller har vi nogensinde fulgt Kirkernes og sekternes eksempel og ”startet indsamlinger.” Det der lejlighedsvis sendes til støtte for Selskabet, de små beløb, bidraget med fra nogle Medlemmer, er alle frivillige donationer.

SPG. - Men jeg har hørt at store summer af penge er blevet givet Madame Blavatsky. Det blev sagt for fire år siden at hun fik £5,000 fra et rigt, ungt ”Medlem,” som satte ud for at møde dem i Indien, og £10,000 fra en anden velhavende og velkendt Amerikansk gentleman, en af jeres medlemmer som døde i Europa for fire år siden.

TEO. - Sig til dem som fortalte dig det, at de enten selv ytrer, eller gentager en stor løgn. ”Madame Blavatksy” har aldrig spurgt eller modtaget EN KRONE fra du to ovennævnte gentlemen, ej heller noget der ligner det fra nogen som helst anden, siden the Theosophical Society blev dannet. Lad ethvert levende menneske søge at begrunde denne bagvaskelse, og det vil være lettere for ham at bevise at Bank of England er gået konkurs end




284

at de nævnte ”Grundlæggere” nogensinde har skabt penge ud af Teosofi. Disse to bagvaskelser er blevet started af to højbårne damer, som tilhører Londons aristokrati, og er blevet omgående sporet og modbevist. Det er de døde kroppe, kadaverene fra to opfindelser, som efter at være blevet begravet i glemslens hav, endnu en gang løftes til overfladen af de stagnerende vandes bagvaskelse.

SPG. - Så, har jeg fået at vide at flere store legater overlades til T.S. En – på nogle £8000 - blev overladt til det af nogle excentriske Englændere, der ikke en gang tilhører Selskabet. De øvrige- £3000 eller £4000 - blev testamenteret ved en australsk F.T.S. Er det sandt?

TEO. - Jeg hørte om den første; og jeg ved også at uanset den er givet legalt eller ikke, så har T.S. aldrig profitteret ved det, ej heller har Grundlæggerne nogensinde været notificeret om det. For, da vores Selskab den gang ikke var et statsautoriseret organ, og havde derfor ikke nogen juridisk eksistens, Dommeren i Retten om Arvesager, tog ikke notits af en sådan en arv blev vi fortalt og gav summen til arvingerne. Så meget for den første. Med hensyn til den anden, så er den helt sand. Testamentatoren var en af vores hengivne Medlemmer, og testamenterede alt hvad han havde til T.S. Men, da Præsident, Oberst Olcott, så på sagen, fandt han ud af at Testamentatoren havde børn som han af familiemæssige årsager havde gjort arveløse. Derfor sammenkaldte han rådet, og det blev besluttet at arven skulle afvises, og pengene gives til de retmæssige arvinger. The Theosophical Society ville være usandfærdig overfor sit navn, hvis det skulle profitere på penge som andre virtuelt er berettiget til, ifølge Teosofiske principper, hvis ikke legalt.



285

SPG. - Ydereligere, og jeg siger dette med jeres egen journals autoritet, the Theosophist, deri er der en Rajah fra Indien som donerede Selskabet 25,000 rupees. Har i ikke takket ham for hans store gavmildhed i Januar Theosophist for 1888?

TEO. - Det har vi med disse ord, ”Konventet takker H. H. Maharajaen . . . for hans lovede rundhåndede gave på 25,000 Ruppeer til Selskabets Fond.” Takken blev behørigt overgivet, men pengene er stadig en ”lovning,” og er aldrig nået frem til Hovedkvarteret.

SPG. - Men, hvis Maharajah lovede og fik tak for hans gave offentligt og i de trykte medier, så vil han være så god som sit løfte?

TEO. Han kan være det, selv om løftet er 18 måneder gammelt. Jeg taler om nutiden og ikke om fremtiden.

SPG. - Hvordan vil du så foreslå at gå videre?

TEO. - Så længe som T.S. har nogle få hengivne medlemmer der er villige til at arbejde for det uden belønning og tak, så længe som nogle få gode Teosoffer støtter det med lejlighedsvise donationer, så længe vil det eksistere, og intet kan knuse det.

SPG. - Jeg har hørt mange Teosoffer tale om ”magten bag Selskabet” og om visse ”Mahatmaer,” som også nævnes i Hr. Sinnetts værker, som siges at have grundlagt Selskabet, og at vogte over det og beskytte det.

TEO. - De må le, men sådan er det.


DEN ARBEJDENDE STAB I T. S.

SPG. - Jeg har hørt, at disse mennesker er store Adepter, Alkymister, og jeg ved ikke hvad. Hvis, hvis de så kan forandre bly til guld og lave så




286

mange penge som de ønsker, ud over at foretage alle mulige mirakler med viljens kraft, som angivet i Hr. Sinnetts ”Occult World,” hvorfor finder de så ikke penge til jer, og støtter Grundlæggerne og Selskabet med komfort?

TEO. - Fordi de ikke grundlagde en ”mirakel klub.” Fordi Selskabet har til hensigt at mennesker udvikler deres iboende latente kræfter gennem deres egne anstrengelser og fortjenester. Fordi uanset hvad de må og ikke må producere med hensyn til fænomener, så er de ikke falskmøntere; de vil ej heller fremme en ekstra og meget stærk fristelse på medlemmers og kandidaters vej: Teosofien kan ikke købes. Hidtil, i de sidste 14 år, har intet enkelt arbejdende medlem nogensinde modtaget betaling eller salær fra enten Mestre eller Selskabet.

SPG. - Så er ingen af jer overhovedet betalte arbejdere?

TEO. - Ind til nu, ingen. Men da enhver er nødt til at spise og drikke, og klæde sig selv, gives alle de som er uden egne midler, og som hengiver al deres tid til arbejde for selskabet det nødvendige til livets opretholdelse i Hovedkvarteret i Madras, Indien, selv om disse ”nødvendigheder” i sandhed er ydmyge nok! (Se Regler til sidst.) Men nu hvor Selskabets arbejde er forøget så meget og stadig forøges (N. B., på grund af bagvaskelse) i Europa, så behøver vi flere arbejdende hænder. Vi håber at have et par medlemmer, der fremover vil blive aflønnet - hvis det ord kan bruges i de pågældende tilfælde. For hver enkelt af disse Fellows, der forbereder sig på at give al deres tid til Selskabet, opsiger gode officielle stillinger med meget gode udsigter, for at arbejde for os på mindre end halvdelen af deres tidligere løn.

SPG. - Og hvem vil give midler til dette?



287

TEO. - Nogle af vores Medlemmer som er en lille smule rigere end resten. Det menneske som vil spekulere eller skaffe sig penge på Teosofien ville være uværdige til at forblive i vores rækker.

SPG. - Men i tjener vel penge ved at jeres bøger, tidsskrifter og andre publikationer?

TEO. - The Theosophist i Madras, giver blandt tidskrifterne profit, og profitten gives regelmæssigt til Selskabet, år efter år, som de publiserede opgørelser viser. Lucifer giver langsomt men støt penge, har endnu aldrig betalt sine udgifter – takket være de fromme boghandleres og jernbane stadepladsers boykot. The Lotus, i Frankrig – startede med private og meget små midler hos en Teosof, som havde hengivet hele hans tid og arbejde – er ophørt med at eksistere, af samme årsager, desværre! Ej heller kan the New York Path betale sig vej, mens the Revue Theosophique i Paris kun lige er startet, også ved private midler hos et dame-medlem. Desuden, når nogen af de værker der er udstedt af Theosophical Publishing Company i London betaler sig, så vil udbyttet blive brugt til gavn for Selskabet.

SPG. - Og vær nu venlig at fortælle mig alt, hvad du kan om Mahatmaerne. Så mange absurde og selvmodsigende ting siges om dem, så man ikke ved, hvad man skulle tro, og alle mulige latterlige historier blive aktuelle.

TEO. - Jo, du kan kalde dem ”latterlige!”




XIV.

DE ”TEOSOFISKE MAHATMAER”


ER DE ”LYSETS ÅNDER” ELLER ”FANDENS TROLDE”?

SPG. - Hvem er de, egentlig, de som i kalder jeres ”Mestre”? Nogle siger de er ”Ånder,” eller en anden slags overnaturlige væsner, mens andre kalder dem ”myter.”

TEO. - De er ingen af delene. Jeg har engang hørt en outsider sige til en anden, at de var en slags mandlige Havfruer, hvad sådan et væsen kan være. Men hvis du lytter til, hvad folk siger, så vil du aldrig få en sand opfattelse af dem. For det første, er de levende mennesker, født som vi er født, og dømt til at dø ligesom alle andre dødelige.

SPG. - Ja, men det rygtes at nogle af dem er tusinde år gammel. Er det sandt?

TEO. - Så sandt som at mirakuløs hårvækst på Merediths Shagpat hoved. Sandelig, ligesom de ”Identiske,” har ingen Teosofisk barbering hidtil været i stand til at beskære det. Jo mere vi benægter dem, jo mere prøver vi på at vejlede folk, jo mere absurd bliver opfindelserne. jeg har hørt Methuselah var 969 år gammel; men, da jeg ikke er tvunget til at tro på det,



289

har jeg leet af denne udtalelse, som jeg derefter af mange er blevet anset for en blasfemisk kætter for.

SPG. - Men, helt seriøst, lever de ud over den almindelige menneskelige livslængde? TEO. - Hvad kalder du almindelig alder? Jeg husker at have læst i Lancet om en Meksikaner, der var næsten 190 år gammel; men jeg har aldrig hørt om dødelige mennesker, lægfolk, eller Adepter, som kunne leve halvt så længe som Methusalem tillægges. Nogle Adepter bevæger sig en god del ud over hvad du vil kalde almindelig livslængde; alligevel er der intet mirakuløst i dette, og meget få af dem bryder sig om at leve meget længe.

SPG. - Men, hvad betyder ordet ”Mahatma” egentlig?

TEO. - Ganske enkelt en ”stor sjæl,” stor gennem moralsk opløftelse og intellektuel erhvervelse. Hvis titlen stor gives til en fordrukken soldat som Alexander, hvorfor skulle vi ikke kalde de, som har opnået meget større erobringer af Naturens hemmeligheder end Alexander nogensinde klarede på kampladsen for store? Desuden, er betegnelsen et Indisk og et meget gammelt ord.

SPG. - Og hvorfor kalder i dem ”Mestre”?

TEO. - Vi kalder dem ”Mestre” fordi de er vores lærere; og fordi at vi fra dem har afledt alle Teosofiske sandheder, uanset hvor utilstrækkeligt nogle af os har udtrykt dem, og andre forstået dem. De er mennesker med stor lærdom, som vi betegner som Indviede, og med stadig større hellighed i livet. De er ikke asketer i den almindelige betydning af ordet, men selv om de med sikkerhed forbliver adskilt fra jeres vestlige verdens uro og strid.

SPG. - Men er det ikke selvisk således at isolere sig selv?

TEO. - Hvor er selviskheden? Viser the Theoso-




290

phical Society's skæbne dig ikke tilstrækkeligt at verden hverken er rede til at anerkende dem ej heller drage fordel af deres lære? Til hvilke nytte havde Professor Clerk Maxwell været med hensyn til at instruere en klasse små drenge i deres gange-tabel? Desuden så isolerer de sig kun overfor Vesten. I deres eget land bevæger de sig offentligt rundt som andre mennesker gør.

SPG. - Tillægger i dem ikke overnaturlige evner?

TEO. - Som jeg allerede har fortalt dig, så tror vi ikke på noget overnaturligt. Havde Edison levet og opfundet hans fonograf to hundrede år tidligere, så ville han meget sikkert være blevet brændt på bålet sammen med den, og det hele ville være blevet tillagt djævlen. De kræfter som de udøver er ganske enkelt udviklingen af kræfter der ligger latent i enhver mand eller kvinde, og hvis eksistens endda den officielle videnskab begynder at anerkende.

SPG. - Er det sandt at disse mennesker inspirerer nogle af jeres forfattere, og at mange, hvis ikke alle af jeres Teosofiske værker er skrevet efter deres diktat?

TEO. - Nogle er. Der er passager som er dikteret fuldstændigt af dem og ordret, men i de fleste tilfælde så inspirerer de kun ideerne og lader den litterære form være op til forfatterne.

SPG. - Men dette er i sig selv mirakuløst; det er faktisk et mirakel. Hvordan kan de gøre det?

TEO. - Kære Herre, du er underlagt en stor fejlopfattelse, og det er videnskaben selv som vil afvise dine påstande i en ikke fjern fremtid. Hvorfor skulle det som du kalder det være et ”mirakel”? Et mirakel antages at betyde en handling som er overnaturlig, hvorimod dette virkelig ikke er noget over eller ovenover NATUREN og Naturens love. Blandt de mange former hvorunder ”miraklet”



291

er blevet anerkendt af moderne videnskab er Hypnose, og en fase af dets kraft er ”Suggestion,” en form for tanke overførsel, som er blevet succesfuldt brugt med hensyn til at bekæmpe f.eks. fysiske sygdomme osv. Tiden er ligger ikke så langt fremme førend Verdens Videnskaben vil blive tvunget til at anerkende at der eksisterer så meget interaktion mellem ens sind og en andens, at uanset afstanden, som mellem en krop og en anden i tætteste kontakt. Når to sind er sympatisk relaterede, og instrumenterne som de virker igennem er tunede til at respondere magnetisk og elektrisk til hinanden, så er der ingenting der vil forhindre overførslen af tanker fra den ene til den anden, med viljens brug; for siden sindet ikke er af en konkret natur, så afstanden kan adskille det fra emnet for dets komplementation, det følger deraf at den eneste forskel som der kan eksistere mellem to sind er forskellen i TILSTAND. Så hvis den sidstnævnte hindring overvindes, hvor er så ”miraklet” med tanke overførsel, over hvilken som helst afstand.

SPG. - Men vil du indrømme at Hypnose ikke gør noget så vidunderligt og mirakuløst som dette?

TEO. - Tværtimod, er det et veletableret faktum at en Hypnotisør kan påvirke hans emnes hjerne så meget som til at producere et udtryk fra hans egne tanker, og endda hans ord, gennem hans emnes organisme; selv om fænomenet der tilknytter sig til denne metode af aktuel tanke overførsel endnu er få i antal, så vil ingen, formoder jeg, påtage sig at sige hvor langt deres handling kan række i fremtiden, når lovene der styrer deres fremstilling er mere videnskabeligt




292

etableret. Så hvis sådanne resultater kan fremstilles kun på baggrund af viden om grundtræk af Hypnose, hvad kan forhindre Adepten i Psykiske og Åndelige kræfter i at producere resultater, som du med din nuværende begrænsede viden om deres love er tilbøjelig til at kalde ”mirakluløs”?

SPG. - Hvorfor eksperimenterer vores fysikere så ikke og prøver på om de ikke kan gøre noget sådant?*

TEO. - Fordi de først og fremmest ikke er Adepter med en gennemført forståelse af hemmeligheder og love indenfor de psykiske og åndelige riger, men materialister, bange for at gå udenfor stoffets snævre ramme; og, for det andet, fordi de vil fejle for nuværende, og i sandhed ind til de bliver bragt til at anerkende at sådanne kræfter eksisterer og er opnåelige.

SPG. - Og kan de blive oplært?

TEO. - Ikke med mindre de først og fremmest var forberedt på at få det materialistiske slagger som de har akkumuleret i deres hjerner fejet af banen ned til det sidste atom.

SPG. - Dette er meget interessant. Fortæl mig har mange Adepter således inspireret eller dikteret til mange af jeres Teosoffer?

TEO. - Nej, tværtimod, til meget få. Sådanne handlinger kræver specielle omstændigheder. En skrupelløs men ferm Adept indenfor det Sorte Broderskab (”Skyggens Brødre,” og Dugpa'er, kalder vi dem) har meget færre problemer at arbejde under. For,



* Sådanne som f.eks., Prof. Bernheim og Dr. C. Lloyd Tuckey, of England; Professors Beaunis og Liegeois, of Nancy; Delboeuf of Liege; Burot og Bourru, of Rochefort; Fontain og Sigard, of Bordeaux; Forel, of Zurich; og Drs. Despine, of Marseilles; Van Renterghem og Van Eeden, of Amsterdam; Wetterstrand, of Stockholm; Schrenck-Notzing, of Leipzig, og mange andre læger og eminente forfattere.




293

da der ingen Åndelige love er til at indfange hans handlinger, så vil sådan en Dugpa ”troldmand” meget uceremonielt tage kontrol over ethvert sind, og underlægge det hans egne onde kræfter. Men vores Mestre vil aldrig gøre dette. De har ingen ret, bortset fra at falde ned i Sort Magi, til at opnå fuld kontrol over noget udødeligt Ego, og kan derfor kun handle med personens fysiske og psykiske natur, og lader derfor sidstnævntes frie vilje fuldstændig uforstyrret. Derfor, med mindre en person er blevet bragt ind i et psykisk forhold til en Mester, og er assisteret med sin fulde tro på og hengivenhed til hans Lærere, så vil sidstnævnte opleve store vanskeligheder med hensyn til at gennemtrænge den persons uklare sfære af kaos, når som helst de udsender deres tanker til en hvor disse forhold ikke er opfyldt. Men dette er ikke stedet at behandle den slags emner. Det er tilstrækkeligt at sige, at hvis kræfterne eksisterer, så er der Intelligenser (legemliggjorte eller ulegemliggjorte) som guider denne kraft og levende bevidste instrumenter gennem hvilke den overføres og ved hvem den modtages. Vi behøver blot at passe på sort magi.

SPG. - Men hvad mener du egentlig med ”sort magic”?

TEO. - Ganske enkelt misbrug af psykiske kræfter, eller af nogen som helst naturens hemmelighed; forholdet at tilknytte Okkultismens kræfter til selviske og syndefulde formål. En hypnotisør, som drager fordel af hans ”suggestive” kræfter og tvinger en person til at stjæle eller myrde, ville af os blive kaldt en sort magiker. Dr. Brown-Sequard fra Paris berømte ”foryngelses system” der gennem en modbydelig dyrisk injektion ind i menneskeligt blod – en opdagelse som alle medicinske skrifter i Europa nu diskuterer – hvis sand, er ubevidst sort magi.




294

SPG. - Men det er middelalderlig tro på hekseri og trolddom! Selv Loven er ophørt med at tro på sådanne ting?

TEO. - Så meget værre for loven, at den gennem sådan en mangel på diskrimination er blevet ledt, til at begå mere end én retslig fejl og forbrydelse. Det er betegnelsen alene der skræmmer dig med sin ”overtroiske” ordlyd. Ville ikke loven straffe et misbrug af hypnotiske kræfter, som jeg lige nævnte? Nej, den har allerede straffet dette i Frankrig og Tyskland; alligevel ville den fornærmet benægte at den brugte straf overfor en forbrydelse der klart var trolddom. Du kan ikke tro på effektiviteten og realiteten af lægers og mesmeristers (eller hypnotisørers) suggestive kræfter, og så afvise at tro på de samme kræfter når de bruges med ondt for øje. Og hvis du gør, så tror du på Trolddom. Du kan ikke tro på det gode og mistro det ondes eksistens, acceptere rigtige penge og afvise at sådan noget som en falsk mønt findes. Intet kan eksistere uden sin kontrast, og ingen dag, intet lys, intet godt kunne repræsentere noget som helst i din bevidsthed, hvis der ikke var nogen nat, mørke ej heller ondt til at udligne og kontraste dem.

SPG. - Ja, jeg har kendt mennesker, som, mens de oprigtigt troede på det du kalder store psykiske, eller magiske kræfter, lo ad selve tanken om Hekseri og Trolddom.

TEO. - Hvad beviser det? Ganske enkelt, at de er ulogiske. Så meget værre igen for dem. Og os, der ved om eksistensen af gode og hellige Adepter, tror fuldstændig på eksistensen af onde og uhellige Adepter, eller – Dugpas.

SPG. - Men, hvis Mestrene eksisterer, hvorfor kommer de så ikke ud og viser sig for alle mennesker



295

og afviser en gang for alle de mange beskyldninger som rettes imod Madame Blavatsky og Selskabet?

TEO. - Hvilke beskyldninger?

SPG. - At de ikke eksisterer, og at hun har opfundet dem. At de er strå-mænd, ”muslim og cyste Mahatmaer.” Skader alt dette ikke hendes omdømme?

TEO. - På hvilken måde kan sådan en beskyldning i virkeligheden skade hende? Tjente hun nogensinde penge på deres formodede eksistens, eller modtog fordele, eller berømmelse fra det? Jeg svarer at hun kun har erhvervet sig fornærmelser, misbrug, og bagvaskelser, som ville have været meget pinefulde, hvis hun ikke for lang tid siden havde lært at være upåvirkelig overfor sådanne falske anklager. For hvad fører det til, når alt kommer til alt? Hvorfor, fører det til en antydet kompliment, som hvis fjolserne, hendes anklagere, ikke var blevet båret væk af deres blinde had, ville have tænkt to gange over førend de havde ytret. At sige at hun har opfundet Mestrene medfører dette: Hun må have opfundet enhver smule filosofi som er udgivet i den Teosofiske litteratur. Hun må have været forfatteren til brevene som ”Esoteric Buddhismen” blev skrevet på baggrund af; ene opfinder af enhver læresætning der findes i den ”Secret Doctrine,” som hvis verden var retfærdig, ville blive anerkendt for at supplere mange af videnskabens manglende sammenhænge, som vil blive opdaget hundrede år senere. Men ved at sige det de gør, så tillægger de hende også at være meget klogere en hundreder af mennesker, (mange meget kloge og ikke få videnskabelige mennesker,) som tror på hvad hun siger – lige så vel som hun må have narret dem alle! Hvis de siger sandheden, så må hun have opfundet adskillige Mahatmaer rullet ind i en rede af Kinesiske æsker;




296

da der blandt ”Mahatma brevene” er mange fuldstændig forskellige og adskilte typer, som alle hendes anklager erklærer hun har skrevet.

SPG. - Det er nøjagtig hvad de siger. Men er det ikke pinefuldt for hende at blive offentligt fordømt som ”tidsalderens mest gennemførte svindler, en betegnelse som fortjener at videregives til eftertiden,” som det er sket i Rapporten fra "Society for Psychical Research"?

TEO. - Det kunne være pinefuldt hvis det var sandt, eller kom fra mindre rabiate materialistiske og fordomsfulde folk. Som, det er så behandler hun personligt hele sagen med foragt, mens Mahatmaerne ganske enkelt ler af det. I sandhed så er det den største kompliment som kunne gives hende. Jeg siger det, igen.

SPG. - Men hendes fjender påstår at have bevist deres sag.

TEO. - Ja, det er let nok at fremsætte sådan en påstand, når du har ansat dig selv som dommer, jury, og anklagende råd på en gang, som de gjorde. Men, hvem bortset fra deres direkte tilhængere og vores fjender tror på det?

SPG. - Men de sendte en repræsentant til Indien for at undersøge sagen, gjorde de ikke?

TEO. - Det gjorde de, og deres endelige konklusion hviler fuldt ud på denne unge gentlemans ukontrollerede udtalelser og ikke verificerede forsikringer. En sagfører som gennemlæste hans rapport fortalte en af mine venner at i al hans tid har han aldrig set et ”så latterligt og selv-fordømmende dokument.” Det blev fundet fyldt med formodninger og ”arbejds-hypoteser” som sammen ødelagde hinanden. Er det en alvorlig anklage?

SPG. - Men det har gjort Selskabet stor skade. Hvorfor forsvarede hun så ikke hendes egen karakter, i det mindste, foran en domstol?



297

TEO. - Først, fordi som en Teosof, så er det hendes pligt at lade alle personlige fornærmelser gå upåagtede. For det andet, fordi hverken Selskabet ej heller Madame Blavatsky havde nogen penge at spilde på sådan en retssag. Og som det sidste, fordi det ville være latterligt for begge at være usandfærdige overfor deres principper, på grund af et angreb skabt af en flok tåbelige gamle Britiske bedere, som er blevet lokket til at stange mod dem af et over-kådt lamme kid fra Australien.

SPG. - Dette er rosende. Men tror du ikke at det ville have gjort den Teosofiske sag virkelig godt, hvis hun med autoritet havde modbevist det hele en gang for alle?

TEO. - Men, tror du at nogen Engelsk jury eller dommer nogensinde ville have indrømmet realiteten af psykiske fænomener, selv hvis de var fuldstændig uden fordomme på forhånd? Og når du husker på at de på forhånd ville være direkte imod os på grund af den ”Russiske Spion” skrækkampagne, anklagen om Ateisme og utroskab, og alle de andre bagvaskelser som har været cirkuleret imod os, så kan du ikke undgå at se at et sådant forsøg på at opnå retfærdighed ved en Domstol ville have været værre end frugtesløs! Alle disse Psykiske Undersøgere vidste godt, at de drog en ussel og ond fordel af deres position til at rejse dem selv over vores hoveder og redde dem selv på vores bekostning.

SPG. - S.P.R. nægter nu totalt eksistensen af Mahatmaer. De siger at fra begyndelse til slutning var den en røverhistorie som Madame Blavatsky havde vævet fra hendes egen hjerne?

TEO. - Ja, hun kunne have gjort mange mindre kloge ting end dette. I hvert fald, har vi ikke den mindste indvending mod denne teori. Da hun altid siger at hun nu næsten foretrækker at




298

folk ikke skal tro på Mestrene findes. Hun erklærer åbent at hun snarere ville at folk seriøst burde tænke at det eneste Mahatmaland er det grå stof i hendes hjerne, og at, kort sagt at hun har udviklet dem ud af sin indre bevidstheds dyb, end at deres navne og store ideal skulle blive skændet så nedrigt som de bliver nu. Først protesterede indigneret imod enhver tvivl om deres eksistens. Nu gør hun aldrig noget ud af at bevise eller modbevise det. Lad folk tro hvad de vil.

SPG. - Men, disse Mestre eksisterer selvfølgelig?

TEO. - Det bekræfter vi at de gør. Ikke desto mindre hjælper det ikke meget. Mange mennesker, selv nogle Teosoffer og eks-Teosoffer, at de aldrig har fået noget bevis på deres eksistens. Meget vel; så svarer Madame Blavatsky med dette alternativ: - Hvis hun har opfundet dem, så har hun også opfundet deres filosofi og den praktiske viden som få har opnået; og hvis ja, hvad betyder det så om de eksisterer eller ikke gør, siden hun selv er her, og hendes egen eksistens, kan næppe benægtes? Hvis den viden som formodes at være bibragt af dem reelt er god, og hvis den godtages af så mange personer med mere end gennemsnitlig intelligens, hvorfor skal der så laves så meget rabalder over dette spørgsmål? Det er aldrig blevet bevist at hun var en bedrager, og vil altid forblive sub judice; og det er en sikker og ubestridelig kendsgerning, at uanset hvem der opfandt, filosofien prædiket af "Masters", så er det en af de fornemste og mest velgørende filosofier når den en gang forstås korrekt. Således synes bagvaskerne, der motiveres af de laveste og



299

ondeste følelser – de af had, hævn, ondskabsfuldhed, såret forfængelighed, eller skuffede ambitioner, - ikke at være klar over at de giver den største hyldest til hendes intellektuelle evner. Lad det være sådan, hvis de stakkels fjolser vil at det skal være på den måde. Madame Blavatsky har ikke det mindste imod at blive repræsenteret af hendes fjender som en trefoldig Adept, og en ”Mahatma” til at begynde med. Det er kun hendes uvillighed til at paradere som en krage med påfugle fjer som byder hende ind til nu at insistere på sandheden.

SPG. - Men, hvis i har så mange viise og gode mennesker til at guide Selskabet, hvordan kan det så være at der er sket så mange fejl?

TEO. - Mestrene guider ikke Selskabet, ikke en gang Grundlæggerne; og ingen har nogensinde forsikret om at de gør: de våger kun over og beskytter det. Det ses tydeligt ved at ingen fejl har været i stand til at ødelægge det, og ingen skandaler inde fra, ej heller de mest ødelæggende angreb ude fra har været i stand til at vælte det. Mestrene ser på fremtiden, ikke på nutiden, og enhver fejl er så meget mere akkumuleret visdom til de dage der kommer. Den anden ”Mester” som sendte manden med de fem talenter fortalte ham ikke hvordan han kunne fordoble dem, ej heller forhindrede han den tåbelige tjener i at begrave det ene talent i jorden. Enhver må erhverve sig visdom ved hans egne oplevelser og fortjenester. De Kristne Kirker, som påberåber sig en meget højere ”Mester,” selveste Helligånden, har altid og er stadig ansvarlige ikke kun for ”fejl,” men en serie af blodige forbrydelser gennem tiderne. Alligevel formoder jeg, at ingen Kristen på trods af alt dette vil nægte hans tro på den ”Mester”? selv om hans eksistens er meget mere




300

hypotetisk end Mahatmaernes; da ingen nogensinde har set Helligånden, og hans vejledning af Kirken, modsiger ydermere, deres egen kirkelige historie klart. Errare humanum est. Lad os vende tilbage til vores emne.


MISBRUGEN AF ÅNDELIGE NAVNE OG UDTRYK.


SPG. - Så er, hvad jeg har hørt ikke sandt, nemlig, at mange af jeres Teosofiske forfattere påstår at have været inspireret af disse Mestre, eller at have set og konverseret med dem?

TEO. - De kan være sandt eller det kan være usandt. Hvordan kan jeg vide det? Byrden af beviset hviler på dem. Nogle af dem, nogle få – sandelig meget få, - har klart løjet eller var så hallucinationeret da de pralede af en sådan inspiration; andre blev i sandhed inspireret af store Adepter. Træet kendes på sin frugt; og da alle Teosoffer bør bedømmes ud fra deres gerninger og ikke ved hvad de skriver eller siger, så må alle Teosofiske bøger blive godtaget ud fra deres fortjenester, og ikke ud fra nogen som helst påstand om autoritet som de måtte fremlægge.

SPG. - Men vil Madame Blavatsky tillægge dette til hendes egne værker – for eksempel the Secret Doctrine?

TEO. - Sikkert, hun siger udtrykkeligt i FORORDET, at hun udgiver de doktriner, som hun har lært fra Mestrene, men påberåber sig, ikke nogen som helst inspiration for hvad hun på det seneste har skrevet. Hvad angår vores bedste Teosoffer, så ville de også i dette tilfælde langt hellere, at navnene på de Mestre aldrig havde været blandet op med vores bøger på nogen måde. Med få undtagelser, så er de fleste af sådanne værker ikke kun ufuldstændige, men klart fejlagtige og



301

vildledende. Store er de profaneringer som disse to Mestres navne er blevet givet. Der er næppe noget medie som ikke har påstået at have set dem. Ethvert falsk svindlende Selskab, med kommercielle formål, påstår nu at de guides og vejledes af ”Mestre,” som ofte formodes at være langt højere end vores! Mange og tunge er synderne hos de som fremlagde disse påstande, enten ud fra ønsket om ussel mammon, forfængelighed, eller uansvarlige mediumisme. Mange personer er blevet fraplyndret deres penge af sådanne foreninger, som tilbyder at sælge hemmelighederne om magt, viden og åndelig sandhed for værdiløs guld. Værst af alt, så er Okkultismens åndelige navne og de åndelige vogtere deraf blevet draget ind i denne beskidte sump, forurenet ved at blive associeret med usle motiver og umoralsk praksis, mens tusinde af mennesker er blevet holdt væk fra sandhedens og lysets vej via miskredit og onde beretninger som sådanne efterligninger, bedragerier, svindlerier har bibragt hele sagen. Jeg gentager, at enhver seriøs Teosof beklager i dag, fra bunden af sit hjerte, at disse åndelige navne og ting nogensinde har været nævnt overfor offentligheden, og ønsker brændende, at de havde været hemmeligholdt i en lille kreds af betroede og hengivne venner.

SPG. - Navnene forekommer sandelig ofte nu-til-dags, og jeg husker ikke at have hørt om sådanne personer som ”Mestre” før end for nylig.

TEO. - Sådan er det; og havde vi handlet ud fra det kloge princip om tavshed, i stedet for at jage berygtethed og publicere alt vi vidste og hørte så ville sådan en profanering aldrig være sket. Husk, at for kun fjorten år siden, før the Theosophical Society




302

blev dannet, så handlede al snak om ”Ånder.” De var alle steder, i alles munde; og ingen havde på nogen måde drømt om at tale om levende ”Adepter;” ”Mahatmaer,” eller ”Mestre.” Man havde endda næppe hørt om navnet Rosenkreuzere, mens eksistensen af sådan en ting som ”Okkultisme” kun var troet på, af meget få. Nu er alt dette forandret. Vi Teosoffer var ulykkeligvis de første til at tale om disse ting, at bekendtgøre sandheden om eksistensen af ”Adepter” og ”Mestre” i Østen og Okkult viden; og nu er navnet blevet almen eje. Det er nu på os, Karmaen og konsekvenserne af den deraf følgende profanering af hellige navne og ting, er faldet. Alt du nu finder om sådanne spørgsmål i nutidig litteratur-og der er ikke så lidt af det -alt kan spores tilbage til den impuls fremlagt i den retning af the Theosophical Society og dets Grundlæggere. Vores fjender profitterer til denne dag af vores fejl. Den seneste bog imod vores lære påstås at være skrevet af en Adept med tyve års baggrund. Nu, er det en håndgribelig løgn. Vi kender amanuensisen og hans inspiratorer (da han selv er for uvidende til at have skrevet noget som helst af den slags). Disse ”inspiratorer” er levende mennesker, hævngerrige og skrupelløse i forhold til deres intellektuelle evner; og disse falske Adepter er ikke en, men adskillige. Cyklussen af ”Adepter,” der bruges som en forhammer til at ødelægge de teosofiske hoveder med, begyndte for tolv år siden med Fru Emma Hardinge Brittens ”Louis” Art Magic og Ghost-Land, og slutter nu med ”Adepten” og ”Forfatteren” til The Light of Egypt, et arbejde skrevet af Spiritualisterne imod Teosofien og



303

dens lære. Men det er frugtesløst at sørge over det som er sket, og vi kan kun lide i håbet om at vores indiskretioner har gjort det lidt lettere for andre at finde vej til disse Mestre, hvis navne nu alle steder tages forgæves, og under hvis dække så mange uretfærdigheder allerede er blevet begået.

SPG. - Afviser du ”Louis” som en Adept?

TEO. - Vi fordømmer ingen, og overlader denne noble opgave til vores fjender. Den spiritualistiske forfatter til Art Magic, osv., kan eller kan ikke have været bekendt med sådan en Adept – og ved at sige dette, så siger jeg meget mindre end det som denne dame har sagt og skrevet om os og Teosofien i de sidste adskillige år – det er hendes eget valg. Kun når, en såkaldt ”Adept” i en højtidelig scene med mystisk vision, ser ”ånder” formodentlig fra Greenwich, England, gennem Lord Rosses teleskop, som var bygget i og aldrig flyttet fra, Parsontown, Irland,* så kan det vel tillades at undre sig over uvidenheden hos denne ”Adept” med hensyn til videnskabelige forhold. Det slår alle vores Læreres chelaers lejlighedsvis begåede fejl og fejltagelser! Og det er denne ”Adept” der nu bruges til at ødelægge vores Mestres lære!

SPG. - Jeg forstår udmærket dine følelser i denne sag, og tror kun at den er naturlig. Og, nu i lyset af alt hvad du har sagt og forklaret mig, så er der et emne som jeg gerne vil stille dig nogle få spørgsmål til.

TEO. - Hvis jeg kan svare på dem vil jeg. Hvad er det?



* (vide "Ghost Land," Part I., p. I133, et seq.)




KONKLUSION.


THE THEOSOPHICAL SOCIETY'S FREMTID

SPG. - Fortæl mig hvad du forventer for Teosofien i fremtiden?

TEO. - Hvis du taler om TEOSOFI, så svarer jeg at, da den har eksisteret evigt gennem endeløse Fortidige cyklusser, så vil den altid eksistere gennem Fremtidens uendeligheder, fordi Teosofi er synonym med EVIG SANDHED.

SPG. - Undskyld mig; jeg ønskede snarere at spørge dig om udsigterne for the Theosophical Society.

TEO. - Dets fremtid vil afhænge næsten udelukkende af graden af uselviskhed, oprigtighed, og hengivenhed, og til sidst, men ikke mindst, på mængden af besiddet viden og visdom blandt de medlemmer, hvem det tilfalder at fortsætte arbejdet, og lede Selskabet efter Grundlæggernes død.

SPG. - Jeg kan udmærket se betydningen af at de er uselviske og hengivne, men jeg forstår ikke helt hvordan deres viden kan være så vigtig en faktor med hensyn til spørgsmålet om andre kvaliteter. Den litteratur, som allerede eksisterer, og som der konstant gives tilføjelser burde være tilstrækkelig?

TEO. - Jeg refererer ikke til teknisk viden om den esoteriske lære, selv det er mest vigtigt; jeg talte snarere om det store



305

behov som vores efterfølgere vil få med at lede Selskabet upartisk og med klar dømmekraft. Ethvert sådant forsøg som the Theosophical Society har hidtil endt som en fiasko, fordi, før eller senere, er den degenereret til at være en sekt, etableret med sine egne håndfaste dogmer og tabte således i umærkelige grader den vitalitet som levende sandhed alene kan indgive. Du bør huske på, at alle vores medlemmer er opvokset og født i en trosretning eller religion, at alle gror både fysisk og mentalt mere eller mindre ud af deres generation, og følgelig så er deres bedømmelse mere end tilbøjelig til at blive bøjet og ubevidst partisk af nogen eller alle disse indflydelser. Hvis, de så ikke kan ikke kan frigøres fra en sådan iboende partiskhed, eller i det mindste lærer at kende den øjeblikkelig og så de kan undgå at blive vildledt af den, så vil resultatet kun være at Selskabet vil drive mod en eller anden tankens sandbred, og der forblive et strandet kadaver som smuldrer hen og dør.

SPG. - Men hvis denne fare undgås?

TEO. - Så vil Selskabet leve videre ind i og gennem det tyvende århundrede. Det vil gradvist oplive og præge den store masse af tænkende og intelligente mennesker med sin stor-sindede og noble ideer indenfor Religion, Pligt, og Filantropi. Langsomt, men sikkert det vil bryde jernlænker i stykker hos trosretninger og dogmer, hos sociale fordomme og kaste fordomme, og det vil nedbryde racemæssige og nationale antipatier og barrierer, og vil bane vejen for den praktiske realisering af Broderskab blandt alle mennesker. Gennem sin lære, gennem filosofien, som den har gjort tilgængelig og forståelig for det moderne sind, så vil Vesten lære at forstå og værdsætte Østen for sin




306

sande værdi. Yderligere, så vil udviklingen af de psykiske kræfter og evner, indledende symptomer, er allerede er synlige i USA, vil fortsætte sundt og normalt. Menneskeheden vil både mentalt og kropsligt, blive reddet fra de forfærdelige farer, som truer med at ske, i et hovedsæde for egoisme og alle onde lidenskaber, og som er uundgåelige, når denne udfoldelse finder sted. Menneskets mentale og psykiske vækst vil fortsætte i harmoni med hans moralske forbedring, mens hans materielle omgivelser vil afspejle den fred og broderlige god vilje, der vil herske i hans sind, i stedet for de uenigheder og stridigheder, som er synlige overalt omkring os i dag.

SPG. - Et virkeligt smukt billede! Men fortæl mig, forventer du virkelig at alt det bliver opnået i et kort århundrede?

TEO. - Næppe. Men jeg må sige, at i sidste kvartal af hvert hundrede år gøres et forsøg af de "Mestre", som jeg har talt om, for at fremme Menneskehedens åndelige fremskridt på en markant og klar måde. Mod slutningen af hvert århundrede, der vil du vil uundgåeligt opleve, at en åndelig udstrømning eller omvæltning - eller kald det mystik, hvis du foretrækker det, - har fundet sted. En eller flere personer er fremtrådt i verden som deres agenter, og en større eller mindre mængde af okkult viden og lære er blevet frigivet. Hvis du ønsker at gøre det, kan du spore disse bevægelser tilbage, århundrede efter århundrede, så langt som vores detaljerede historiske optegnelser rækker.

SPG. - Men hvordan har det indflydelse på the Theosophical Society's fremtid?

TEO. - Hvis det nuværende forsøg, i form at vores Selskab, har bedre succes end dets forgængere har haft, så vil det eksistere som en sund og levende velorganiseret organisation når tiden



307

kommer for anstrengelserne i det XX'ende århundrede. Menneskers sind og deres hjerters generelle tilstand vil være forbedrede og rensede ved udbredelsen af dets lære, og, som jeg har sagt, så vil deres fordomme og dogmatiske illusioner i det mindste til en vis grad være fjernet. Ikke kun det, men ud over en stor og tilgængelig mængde litteratur klar til brug, så vil den næste impuls finde en mangfoldig og forenet organisation af folk klar til at byde den nye Sandhedens fakkel-bærer velkommen. Han vil finde menneskets sind forberedt til hans budskab, et sprog klargjort til ham hvori kan iklædes nye sandheder han bringer, en organisation der venter hans ankomst, som vil fjerne de åbenbare mekaniske, materielle hindringer og vanskeligheder fra hans vej. Tænk hvor meget én, for hvem en sådan mulighed gives, vil kunne udrette. Mål det i forhold til, hvad the Theosophical Society faktisk har opnået i de sidste fjorten år, uden at nogen af disse fordele og omgivet af en mængde af forhindringer, som ikke ville hæmme den nye leder. Overvej alt dette, og fortæl mig så, hvorvidt jeg er for optimistisk, når jeg siger, at hvis the Theosophical Society overlever og lever oprigtigt med hensyn til sin mission, til sin oprindelige impulser gennem de næste hundrede år, jeg siger, fortæl mig, hvis jeg går for langt i at påstå, at jorden vil blive en himmel i det enogtyvende århundrede i sammenligning med, hvad er det nu!

FINIS

THE THEOSOPHICAL SOCIETY
af H.P. Blavatsky











ORDBOG.














309
ORDBOG.




A   B   C   D   E   F   G   H   I   J   K   L   M   N   O   P   Q   R   S   T   U   V   W   X   Y   Z   Æ   Ø   Å




A.


Absoluthed. Når det baseres på det UNIVERSELLE PRINCIP, så betegner det en abstraktion, som er mere korrekt og logisk end at tillægge adjektivet ”absolut”, det som hverken kan have attributter ej heller begrænsninger.

Adam Kadmon (Heb.) ”Arketype mennsket, Menneskeheden. Det ”Himmelsek menneske” ikke faldet ned i synd. Kabalister referer det til de Ti Sephirot på planet for menneskelig oplevelse.” I Kabalaen er Adam Kadmon den manifesterede Logos korresponderende til vores tredje Logos, det umanifesterede væsen det første paradigmiske ideelle menneske, og symboliserer universet in abscondito, eller i dens ”afsavn” i Aristoteles forståelse.

Den første Logos er ”Verdens lyset,” det andet og tredje, dets gradvise udbyggende skygger.

Adept (Lat. adeptus). I Okkultisme, en som har nået indvielses-stadiet og er blevet en mester i den Esoteriske Filosofis Videnskab.

Aether (Gr.) Hos de Gamle, den Guddommelige lysskabende substans som gennemtrænger hele universet; den Øverste Guddoms ”klædning”, Zeus, eller Jupiter. Hos de Moderne, Ether, som er meningen i fysikken eller kemien, se Websters Dictionary, eller en anden. Indenfor Esoterismen, er Aether det tredje princip i den Kosmiske Syvfoldighed, stof (jord) er den laveste, og Akasha, den højeste.

Agathon (Gr.) Platons Øverste Guddom, bogstavligt ”det gode.” Vores ALAYA eller Verdenssjælen.

Agnostiker. Et ord først brugt af Professor Huxley, for at indikere en som ikke tror på noget, hvis det ikke kan demonstreres for sanserne.

Ahankara (Sans.) ”Jeg” forestillingen, selv-bevidsthed eller selv-identitet; ”Jeg'et,” eller det egoistiske og mayaviske princip i mennesket, på grund af vores uvidenhed som adskiller vores ”Jeg” fra det Universelle ENE-Selv. Også Personlighed, egoisme.

Ain-Soph (Heb.) Den ”Grænseløse” eller ”Ubegrænsede” Guddom emanerende og udstrækkende. Ain-Soph skrives også En-Soph og Ain-Suph, for ingen, ikke en gang Rabbinerne, er helt sikre på deres vokaler. I den religiøse metafysik hos de gamle Hebraiske filosoffer, var det ENE Princip en abstraktion lige som Parabrahm, selv om moderne Kabalister har haft succes med ved ren skær sofisteri og paradokser at lave den om til en ”Øverste Gud”, og intet højere. Men hos de tidlige Kaldæiske Kabalister var Ain-Soph ”uden form eller væren” med ”ingen lighed med noget som helst andet.” (Francks Die Kabbala, p. 126.) At Ain-Soph aldrig har været betragtet som ”Skaber” er endegyldigt bevist ved den sandhed at sådan en ortodoks Jøde som Philo kalder ”skaber” for Logos, som står ved siden af den ”Ubegrænsede Ene,” og er ”den ANDEN Gud.” ”Den Anden Gud er i dens (Ain-Soph's) visdom," siger Philo i Quaest et Solut. Guddom er INGEN-TING; den er navnløs, og kaldes derfor Ain-Soph – ordet Ain betyder ingenting. (See also Francks Kabbala, p. 153.)

Alexandrinske Filosoffer (eller Skole). Denne berømte skole rejste sig i Alexandria, Egypten, hvis by i lange tidsaldre var sædet for uddannelse og filosofi. Det var berømt for sit bibliotek, grundlagt af Ptolemæus Soter i begyndelsen af hans regeringstid (Ptolemæus døde i 283 Fvt.) - et bibliotek som pralede af 700,000 ruller, eller bind (Aulus Gellius), for sit museum, det første reelle Videnskabelige og Kunstneriske Akademi for verdens-berømte akademikere, så som Euklid, den videnskabelige geometris fader; Apollonius fra Perga, forfatteren af det stadig intakte værk om koniske keglesnit, Nicomachus, artimetikeren; for astronomer, natur filosoffer, anatomister så som Herophilus og Erasistratus; læger, musikere, kunstnere, osv. Men det blev endnu mere berømt for dets eklektiske, eller ny Platoniske skole, grundlagt af Ammonius Saccas i 173 Evt., hvis disciple var Oriegen, Plotinus, og mange andre nu i historien berømte mennesker. Gnostikernes mest berømte skoler havde deres oprindelse i Alexandria. Philo-Judaeus, Josephus, Iamblichus, Porphyry, Clement fra Alexandria, astronomen Eratosthenes, Hypatia, jomfru filosoffen, og utallige andre stjerner af anden størrelsesorden, alle tilhørte på forskellige tidspunkter disse store skoler, og hjalp med at gøre Alexandria til en af de mest retmæssiget set berømte sæder indenfor læring som verden nogensinde har produceret. Alkymi, på Arabisk Ul-Khemi er som navnet antyder, naturens kemi. Ul-Khemi eller Al-Kimia, er imidlertid virkelig et Arabianiseret ord, taget fra det Græske chemeia fra chumos ”juice,” udtrukket fra en plante. Alkymi beskæftiger sig med naturens finere kræfter og de forskellige stoflige tilstande hvori de findes at eksistere. Ved brug af et mere eller mindre kunstigt sløret sprog søger Alkymisten at formilde så meget af Mysterium Magnum til den uindviede som det er sikkert i hænderne på en selvisk verden, og som sit første princip eksistensen af en bestemt Universel Opløsning i den homogene substans som elementerne blev udviklet fra; en substans han kalder rent guld, eller summum materiae. Denne opløsning, der også kaldes menstruum universale, er i besiddelse af evnen til at fjerne alle frø af sygdom ud af det menneskelige legeme, at forny ungdommen, og forlænge livet. Således er lapis philosophorum (filosoffernes sten). Alkymi trængte først ind i Europa via Geber, den store Arabiske viismand og filosof, i det ottende århundrede efter vor tidsregning; men den var kendt og praktiseret mange tidsaldre før i Kina og Egypten. Utallige papyri om Alkymi, og andet beviser at det var Kongerne og Præsternes favorit studie, er blevet fremgravet og bevaret under det generiske navn Hermetiske afhandlinger (se Tabula Smaragdina). Alkymi studeres under tre adskilte aspekter, som tillader mange forskellige fortolkninger, viz.: den Kosmiske, den Menneskelige, og den Jordiske.

Disse tre metoder blev karakteriseret under de tre alkymistiske egenskaber – svovl, kviksølv og salt. Forskellige forfattere har udtalt at disse er tre, syv, ti og tolv processer hver især; men de er alle enige om at der kun er ét formål indenfor Alkymien, hvilket er at omdanne grove metaller til rent guld. Men, hvad dette guld virkelig er, forstår meget få mennesker korrekt. Der findes uden tvivl i Naturen sådan en ting som omdannelsen af de uædle metaller til de ægte; men det er kun et aspekt af Alkymi, den jordiske, eller rent materielle, for vi ser logisk at den samme proces finder sted i jordens indre. Men ud over og uden for denne fortolkning, er der i Alkymi en symbolsk betydning, rent psykisk og åndeligt. Mens Kabalist-Alkymisten søger efter realiseringen af det førstnævnte, Okkultist-Alkymisten, der afviser jordens guld, giver al hans opmærksomhed til og dirigerer alene hans indsats i retning af omdannelsen af den uædle kvaternære til den guddommelige øvre treenighed i mennesket, som når den til sidst blandes, er én. De åndelige, mentale, psykiske, og fysiske planer af menneskelig eksistens sammenlignes i Alkymi med de fire elementer – ild, luft, vand, og jord, og rummer hver af dem en trefoldig sammensætning, dvs., stabile, ustabile, og svingende. Lidt eller intet vides i verden om oprindelsen til denne arkaiske filosofiske branche; men det er sikkert at den går forud for konstruktionen af nogen kendt Zodiak, og beskæftiger sig med naturens personificerede kræfter, muligvis også enhver af verdens mytologier. Ej heller er der nogen tvivl om at de sande hemmeligheder om omdannelse (på de fysiske plan) var kendte i de gamle dage, og tabt før end den såkaldte historiske periodes daggry. Moderne kemi skylder Alkymien sine bedste grundlæggende opdagelser, men bortset fra den uafviselige sandhed i sidstnævnte, om at der kun er ét element i universet, så placerede kemien metaller i klassen blandt elementer, og er nu først ved at finde ud af sin store fejltagelse. Selv nogle encyklopædister er nødt til at indrømme, at hvis de fleste af beretningerne om omdannelse er fup eller illusion, ”så er nogle af dem akkompagneret af vidnesbyrd, som gør dem sandsynlige. Ved hjælp af et galvanisk batteri er selv baserne blevet opdaget til at have en metallisk basis. Muligheden af at uddrage metal fra andre substanser som indeholder ingredienserne som det består af, at omdanne et metal om til et andet . . . må derfor stå uafklaret. Ej heller anses alle Alkymister for at være fupmagere. Mange har arbejdet med overbevisningen om at nå deres formål, med utrættelig tålmodighed og renhed i hjertet, som solidt anbefales af Alkymisterne som den grundlæggende forudsætning for et vellykket resultat af deres anstrengelser.” (Pop. Encyclop.)

Altruisme, fra Alter, andet. En kvalitet modsat Egoisme. Handlinger med tendens til at gøre godt mod andre, uden hensyn til selvet.

Ammonius Saccas. En stor og god filosof som levede i Alexandria mellem 2. og 3. århundrede af vores tidsregning, grundlægger af den Ny-Platoniske Skole blandt Philalethianerne eller ”elskere af sandheden.” Han var fattig af fødsel og født af Kristne forældre, men udstyret med en fremtrædende, næsten guddommelig godhed og blev derfor kaldt Theodidaktos, den "Guds-lærte." Han ærede det som var godt i Kristendommen, men brød med den og Kirkerne i en tidlig alder, ude af stand til at finde nogen overlegenhed over de gamle religioner i Kristendommen.

Analogeticists. Ammonius Saccas disciple (vide supra) kaldt sådan på grund af deres praksis med at fortolke alle hellige legender, myter, og mysterier via det analogiske princip og korrespondance princippet, hvis regel nu findes i det Kabalistiske system, og i højere grad i de Esoteriske filosofiske skoler i Østen. (Vide "The Twelve Signs of the Zodiac," af T. Subba Row i "Five years of Theosophy.")

Ananda (Sans.) Lygsaglighed, livsglæde, lykke, glæde. Et navn på en af Gautama, Lord Buddhas ynglings-disciple.

Anaxagoras. En berømt Ionisk filosof, som levede 500 Fvt., studerede filosofi under Anaximenes fra Miletus, og bosatte sig i Perikles dage i Athen. Sokrates, Euripides, Archelaus, og andre fornemme mennesker og filosoffer var blandt hans disciple og elever. Han var en meget lærd astronom, og var en af de første der åbent forklarede, det som blev hemmeligt undervist i af Pythagoras – viz., planeternes bevægelser, solen -og måneformørkelser, osv. Det var ham som lærte kaosteorien, om princippet om at ”ingenting kommer af ingenting,” ex nihilo nihil fit – og om atomer, som den underlæggende essens og substans bag alle kroppe, ”af den samme natur som de kroppe de formede.” Disse atomer, lærte han, var primært blevet sat i bevægelse af nous (universel intelligens, Hinduernes Mahat), et nous som er en immateriel, evig, åndelig entitet; ved denne kombination blev verden formet, de materielle grove kroppe nedsænket, og de æteriske atomer (eller ild æter) rejste og spredte sig i de øvre himmelske regioner. Forud-daterende den moderne videnskab med over 2.000 år, lærte han om at stjernerne var af samme materiale som vores jord, og solen en glødende masse; at månen var et mørkt ubeboeligt legeme, der modtog sit lys fra solen; og ud over den ovennævnte videnskab tilstod han selv, at han var overbevist om at tingenes virkelige eksistens, som de blev opfattet af vores sanser, ikke kunne bevises. Han døde i eksil i Lampsacus, i en alder af to-og-halvfjerds.

Anima Mundi (Lat.) ”Verdens Sjælen,” det samme som de Nordiske Buddhisters Alaya; den guddommelige essens som gennemstrømmer, gennemtrænger, bevæger, og informerer alle ting, fra det mindste stoflige atom til mennesket og gud. Det er i en forstand ”den syv-hudede Moder” i Stanzaerne i the Secret Doctrine; essesen af de syv planer for indtryk, bevidsthed, og differentiering, både moralskt og fysiskt. I sit højeste aspekt er det Nirvana; i sit laveste, det Astrale Lys. Den var feminin hos Gnostikerne, de tidlige Kristne, og Nazarærerne; biseksuel hos andre sekter, som kun betragtede den på dens fire lavere planer, af ildagtig og æterisk natur i den objektive formverden, og guddommelig på dens tre højere planer. Når det siges at enhver menneskelig sjæl blev født ved at rive sig løs fra Anima Mundi, så menes det esoterisk, at vores højere Egoer i deres essens er identisk med Den, og Mahat er udstrålingen fra det altid ukendte Universelle ABSOLUTTE.

Anoia (Gr.) er ”ønske om tåbelig forståelse”; og er det samme som af Platon og andre tillægges til den lavere Manas når den er for tæt allieret med Kama, som er karakteriseret ved irrationalitet (agnoia). Den Græske agnoia har klart sin oprindelse i ajnana (fonetisk agnyana) fra Sanskrit, eller uvidenhed, irrationalitet, og fravær af viden.

Anthropomorphism. Fra det Græske Anthropos, mennesket. Handlingen at indgive Gud eller guder menneskelig form og menneskelige attributter eller kvaliteter.

Anugita (Sans.) En af Upanishaderne. En meget okkult afhandling. (Vide Clarendon Press series "The Sacred Books of the East.")

Apollo Belvidere. Blandt alle de gamle statuer af Apollo, Jupiters og Latonas søn, kaldet Phoebus, Helios, den strålende og Solen – den bedste og mest perfekte er ét med dette navn, som findes i Belvidere Galleriet i Vatikanet i Rom. Den kaldes den Pythiske Apollo, da guden er præsenteret i øjeblikket for hans sejr over slangen Python. Statuen blev fundet i Antium ruinerne i 1503.

Apollonius of Tyana. En vidunderlig filosof født i Cappadocia omkring begyndelsen af det første århundrede; en glødende tilhænger af Pythagoras, som studerede de Fønikiske videnskaber under Euthydemus, og Pythagoras filosofi og andre emner under fra Heraclea. Ifølge de Pythagoræriske skoles læresætninger forblev han vegetar i hele hans lange liv, spiste kun frugter og urter, drak ingen vin, bar kun klæder fremstillet af plantefibre, gik barfodet og lod hans hår gro til fuld længde, som alle de Indviede havde gjort før ham og efter ham. Han blev indviet af præsterne i AEculapius (Asklepios) templet ved AEgae, og lærte mange af ”miraklerne” om healing af de syge forarbejdet af medicinens Gud. Han havde forberedt sig for højere indvielse ved stilhed i fem år, og ved at rejse – besøgende Antioch, Ephesus, og Pamphylia og andre egne – han vendte tilbage til Indien via Babylon, alene, alle hans disciple havde forladt ham da de var bange for at tage til ”fortryllelsens land.” En rolig discipel, Damis, som han mødte på sin vej, akkompagnerede ham imidlertid på hans rejser. I Babylon blev han indviet af Kaldæerne og Magerne, ifølge Damis, hvis beretning var blevet kopieret af en der hed Philostratus hundrede år senere. Efter sin tilbagevenden fra Indien, så viste han sig som en sand Indviet med hensyn til at pest, jordskælvene, kongers død og andre begivenheder, skete behørigt som han profeterede.

På Lesbos, blev Orpheus præst jaloux på ham, og afviste at indvi ham i deres særegne mysterier, selv om de gjorde det mange år senere. Han prædikede den reneste og nobleste etik for folkene i Athen og andre Stater, og de fænomener han producerede var så vidunderlige som de var utallige, og vel bekræftede. ”Hvordan kan det være,” spurgte Justin Martyr, med forfærdelse, ”hvordan kan det være, at Apollonius talismaner (telesmata) har kraft, for de forhindrer, som vi kan se, bølgernes vrede, vindenes vold, og de vilde dyrs angreb; og mens vores Herres mirakler alene bevares via tradition, så er Apollonius meget talrige, og manifesteret ved nutidige realiteter?” (Quest. XXIV.) Men et svar på dette findes let, ved det faktum, at efter at have passeret Hindu Koosh, var Apollonius blevet vejledt af en konge til Viismændenes bolig, hvis bolig det stadig må være i dag, og som lærte ham deres uovertrufne viden. Hans dialoger med Korintheren Menippus, giver os i sandhed den esoteriske katekismus, og afslører (når den forstås) mange af naturens vigtige mysterier. Apollonius var ven og korrespondent, og gæst med konger og dronninger, ingen mere vidunderlige eller ”magiske” evner er bedre bevidnet end hans. Hen mod slutningen af hans lange og vidunderlige liv åbnede han en esoterisk skole i Ephesus, og døde i en moden alder af hundrede år.

Arhat (Sans.), også udtalt og skrevet Arahat, Arhan, Rahat, osv., ”den værdige”; en fuldkommen Arya, en fritaget fra reinkarnation; ”fortjenende Guddommelig hæder.” Det var navnet som først blev givet til Jain, og efterfølgende til de hellige Buddhistiske mennesker indviet i de esoteriske mysterier. Arhat'en er en som har begyndt den sidste og højeste vej, og som således er frigjort fra genfødsel.

Arianere. Tilhængere af Arius, en presbyter fra Kirken i Alexandria i det fjerde århundrede. En som anser Kristus for at være et skabt og menneskeligt væsen, underlegen i forhold til Gud Faderen, dog et stort nobelt menneske, en sand adept, lærd i alle de guddommelige mysterier.

Aristobulus. En Alexandrinsk forfatter, og en obskur filosof. En Jøde som prøvede på at bevise at Aristoteles fremlagde Moses esoteriske ideer.

Aryan (Sans.) Bogstaveligt, ”den hellige,”; de som har mestret Aryasatyani'en og begyndt Aryamarga vejen til Nirvana eller Moksha, den store ”firfoldige” vej. De var oprindelig kendt som Rishier. Men nu er navnet blevet tilnavnet for en race, og vores Orientalister, fratager de Hinduistiske Brahminer deres fødselsret, har lavet alle Europæere om til Aryanere. De de fire veje eller stadier i esoterisme kun kan påbegyndes via stor åndelig udvikling og ”vækst i fromhed,” så kaldes de Aryamarga. Arhatskabets grader kaldes henholdsvis Srotapatti, Sakridagamin, Anagamin, og Arhat, eller fire klasser af Arya'er, svarende til fire veje og sandheder.

Aspekt. Formen (rupa) under hvilket ethvert princip i menneskets eller naturens syvfoldighed manifesteres kaldes et aspekt af dette princip indenfor Teosofien.

Astral Legeme. Det æteriske modstykke eller dubletten i enhver fysisk krop – Doppelganger.

Astrologi. Videnskaben som definerer de himmelske legemers påvirkning af mundane forhold, og påstår at kunne foruse fremtidige begivenheder ud fra stjernernes positioner. Dets ælde er af en karakter som placerer den blandt de allertidligste optegnelser indenfor menneskelig lære. Den forblev i lange tidsaldre en hemmelig videnskab i Østen, og dens endelige udtryk forbliver sådan i dag, dens esoteriske tilegnelse er kun til en vis grad af fuldkommenhed blevet bragt til Vesten siden tiden hvor Varaha Mihira skrev hans bog om Astrologi, nogle 1400 år siden. Claudius Ptolemæus, den berømte geograf og matematiker som grundlagde det Atronimiske system kendt under hans navn, skrev hans Tetrabiblos, som stadig er grundlaget for moderne Astrologi, år 135 Evt. Videnskaben om Horoskoper studeres nu hovedsagelig under fire overskrifter, viz.:(1). Mundan, i dens anvendelse indenfor meteorologi, seismiologi, landbrug. (2). Stat eller Borgerskab, med hensyn til nationer, Konger og regenters fremtid. (3). Tiden, med hensyn til at løse tvivl der opstår i sindet om ethvert emne. (4). Person horoskop, i forbindelse med enkeltpersoners fremtid fra fødsel til død. Egypterne og Kaldæerne var blandt de ældste tilhængere af Astrologi, selv om deres metoder til at læse stjernerne og de moderne metoder adskiller sig betydeligt fra hinanden. De førstnævnte påstod at Belus, Kaldæernes Bel eller Elu, en efterkommer af det Guddommelige Dynasti, eller dynastiet for Konge-guder, havde tilhørt landet Chemi, og havde forladt det i Egypten for at grundlægge en koloni på Eufrats bredder, hvor et tempel, administreret af præster i service for ”stjernernes herrer,” blev bygget. Med hensyn til videnskabens oprindelse, så er det kendt at Thebes på den ene side påberåbte sig æren af at have opfundet Astrologien; hvorimod, alle er enige om at det var Kaldæerne som lærte de andre nationer om den. Nu er det sådan at Thebes er langt før, ikke kun ”Kaldæernes Ur,” men også Nipur, hvor Bel først blev tilbedt – Sin, hans søn (månen), var den regerende guddom over Ur, Sabean'eren og Stjerne-tilbederen Terahs fødeland, og Arbraham, hans søn, den store Astrolog i den Bibelske tradition. Alt synes derfor at bekræfte den Egyptiske påstand. Hvis Astrologerne senere hen faldt i miskredit i Rom og andre steder, så skyldtes det svindlerierne blandt de som ønskede at tjene penge på det som var en del af den Hellige Videnskab om Mysterierne, og som, de uvidende om det sidstnævnte udviklede et system over fuldstændigt baseret på matematik, i stedet for transcendental metafysik med de fysiske himmelske legemer som dets upadhi eller materielle grundlag. Men, på trods af forfølgelserne, så var antallet af tilhængere indenfor Astrologien blandt de intellektuelle og videnskabelige tænkere altid meget stor. Hvis Cardan og Kepler var blandt dets glødende tilhængere, så har senere tilhængere ikke noget at rødme over, selv i sin nuværende ufuldstændige og forvrængede form. Som sagt i Isis Unveiled (I., 259), ”Astrologi er i forhold til præcis astronomi, hvad psykologi er til præcis fysiologi. I astrologi og psykologi er man nødt til at gå ud over den synlige stoflige verden og gå ind i den transcenderede ånds domæne.”

Athenagoras. En Platonisk Filosof fra Athen, som skrev en undskyldning til de Kristne i år 177 Evt., addresseret til Marcus Aurelius, for at bevise at beskyldningerne bragt imod dem, viz., at de begik incest og spiste myrdede børn, var usande.

Atman, eller Atma (Sans.) Den Universelle Ånd, den guddommelige monade, ”det syvende Princip,” således benævnt i menneskets eksoteriske ”syvfoldige” klassifikation. Den Højeste Sjæl.

Aura (Gr. og Lat.) En subtil usynlig essens eller væske som emanerer fra menneskelige, dyriske og andre kroppe. Det er et psykisk uddunstning præget fra både sindet og kroppen, da der både er en elektro-vital og på samme tid en elektro-mental aura; i Teosofien kaldet den Akasiske eller magnetiske aura. I R.C. Martyrology, en Helgen.

Avatara (Sans.) Guddommelig inkarnation. En nedstigning af en gud eller en slags ophøjet Væsen som er udviklet ud over nødvendigheden af at genfødes, ind i en dødeligs simple krop. Krishna var en Vishnu Avatar. Dalai-Lama anses for at være en Avalokiteswara Avatar og Teschu-Lama en Tson-Kha-pa, or Amitabha avatar. Dette er to slags Avatarer: den ene født af en kvinde og den anden ”forældreløs” - Anupadaka.



Top

B.


Beness. Værenhed. Et ord opfundet af Teosoffer for mere nøjagtigt at betegne den grundlæggende betydning af det uoversættelige ord Sat. Det sidstnævnte ord betyder ikke ”Væren,” for ordet ”Væren” forudsætter en eksisterende sansende bevidsthed. Men da ordet Sat udelukkende tillægges til det absolutte princip, det universelle, ukendte, og altid ukendte princip som filosofisk Panteisme postulerer det, kaldende det Kosmos grundlæggende rod og Kosmos selv, det kan ikke oversættes med den simple ord ”Væren.” Sat, oversættes end ikke som det sker hos nogle Orientalister med ”den uforståelige Entitet”; for den er ikke mere ”Entitet” end en ikke-entitet, men begge. Det er som sagt absolut VÆRENHED, ikke ”Væren”; den ene, uden noget andet, udelte og udelelige ALT – naturens rod både synlig og usynlig, objektivt og subjektivt, forståelig og – kan aldrig fuldt ud forstås.

Bhagavad-Gita (Sans.) Bogstavligt., ”Herrens Sang,” en del af Mahabharata, det store episke digt fra Indien. Det indeholder en dialog hvori Krishna -- ”Vognstyreren” og Arjuna hans chela har en diskussion om den højeste åndelige filosofi. Værket er først og fremmest okkult eller esoterisk.

Boehme (Jacob). En mystiker og stor filosof, en af de mest fremtrædende Teosoffer i middelalderen. Han blev født omkring år 1575 ved Old Diedenberg, hen ved to mil fra Gorlitz (Silesia), og døde i 1624, næsten halvtreds år gammel. Da han var dreng var han en almindelig fårehyrde, og, efter at have lært at læse og skrive i en landsby skole, blev han lærling hos en fattig skomager i Gorlitz. Han var naturlig clairvoyant med den mest vidunderlige kraft. Uden uddannelse eller bekendtskab med videnskab skrev han bøger som nu er bevist til at være fyldt med videnskabelige sandheder; men disse, som han selv siger han, skrev han da han ”så som i et Stort Dyb i det Evige.” Han havde ”en dybdegående opfattelse af universet, så vel som kaos,” som alligevel åbnede sig selv i ham, fra tid til anden, ”som i en ung planet,” siger han. Han var en gennemført mystiker, og tydeligt af en konstitution som er meget sjælden; en af disse fine naturer hvis indpakning ikke på nogen måde bliver hæmmet direkte, selv ved en nu og da, inter-kommunikation mellem det intellektuelle og det åndelige Ego. Det er dette Ego som Jacob Boehme, som så mange andre utrænede mystikere, fejlagtigt opfattede som Gud. ”Mennesket må erkende,” skriver han, ”at hans viden ikke er hans egen, men fra Gud, som manifesterer Visdommens Ideer til Menneskets Sjæl i det mål han ønsker.” Var denne store Teosof blevet født 300 år senere så havde han måske udtrykt det anderledes. Han ville have vidst at den ”Gud” som talte gennem hans fattige ikke-kultiverede og utrænede hjerne var hans eget Guddommelige Ego, den alvidende Guddom indeni ham selv, og det som den Guddom gav var ikke ”det mål han ønskede,” men målet hos kapaciteten hos det midlertidige og dødelige beboer DET informerede.

Book of the Keys. Nøglernes Bog. Et gammelt Kabalistisk værk. Originalen er ikke længere intakt, selv om der kan være falske og forvrængede kopier og forfalskninger af det.

Brahm (Sans.) Den studerende må skelne mellem intetkøns Brahma, og den maskuline Skaber af det Indiske Gudekreds, Brahma. Den førstnævnte Brahma eller Brahman er den upersonlige Øverste, og uerkendelige Univers Sjæl, den essens hvor fra alt emanerer, ind i, i hvilket alt vender tilbage; som er ulegemlig, ikke-materiel, ufødt, evig, uden begyndelse og endeløs. Det er alt-gennemstrømmende, bevægende den højeste gud så vel som det mindste mineralske atom. Brahma, på den anden side, den maskuline og tillagte Skaber, eksisterer i hans manifestation kun periodisk, og passerer ind i pralaya, dvs., forsvinder og opløses lige så periodisk. (Vide infra.)

Brahmas Dag. En periode på 2,160,000,000 år, under hvilken Brahma, der er fremkommet ud af sit Gyldne Æg (Hiranya Garbha), skaber og former den materille verden (for han er ganske enkelt den gødende og kreative kraft i Naturen). Efter at denne periode af verdener ødelægges i rækkefølge af ild og vand, så forsvinder han sammen med objektiv natur; og så kommer

Brahmas Nat. En periode af samme længde, hvori Brahma siges at sove. Ved opvågning påbegynder han processen, og dette fortsætter i en Brahmas TIDSALDER bestående af vekslende ”Dage” og ”Nætter,” og varer ved i 100 år på 2,160,000,000 hver. Det kræver femten cifre at udtrykke længden af sådan en tidsalder, hvor Mahaprakaya'en eller den Store Opløsning påbegyndes der efter udløbet af den, og varer i sit forløb det samme tidsrum på femten cifre.

Brahm-Vidya(Sans.) Viden eller Esoterisk Videnskab om den sande natur af de to Brahmaer.

Buddha (Sans.) ”Den oplyste.” Generelt kendt som Gautama Buddhas titel, Princen fra Kapilavatsu, grundlæggeren af moderne Buddhisme. Den højeste grad af viden og hellighed. For at blive en Buddha så er man nødt til at gennembryde sansernes og personlighedens bånd; at opnå fuldstændig opfattelse af det virkelige Selv, og lære ikke at separere det fra alle de andre Selv; at lære ved oplevelse alle fænomeners udtrykte uvirkelighed, først og fremmest det synlige Kosmos; at opnå fuldstændig frigørelse fra alt der er flygtigt og endeligt, og kun leve i det udødelige og evigtvarende, mens man endnu er på jorden.

Buddhi (Sans.) Universel Sjæl eller Sind. Mahabuddhi er navnet på Mahat (q.v.); også den Åndelige Sjæl i mennesket (det sjette princip eksoterisk), Atmas vehikel, det syvende ifølge den eksoteriske nummerering.

Buddhismen er den religiøse filosofi givet af Gautama Buddha. Den er nu delt i to adskilte kirker: den Sydlige og Nordlige. Den førstnævnte siges at være renere, og har bevaret Lord Buddhas oprindelige lære mere religiøst. Den Nordlige Buddhisme er afgrænset til Tibet, Kina, og Nepal. Men denne sondring er ukorrekt. Hvis den Sydlige Kirke angives at være nærmere, og faktisk ikke har afveget, bortset fra i ufarlige dogmer, på grund af de mange råd, der blev afholdt efter MESTERENS død væk fra Sakyamunis offentlige eller eksoteriske lære, så er den Nordiske Kirke resultatet af Siddharta Buddhas esoteriske lære som han afgrænsede til hans lærde Bikshus og Arhats. Buddhismen kan reelt ikke blive retfærdigt vurderet i vores tidsalder med hensyn til den ene eller den anden af dens populære eksoteriske former. Sand Buddhisme kan kun blive værdsat ved at sammen-blende den Sydlige Kirkes filosofi og de Nordlige Skolers metafysik. Hvis den ene synes for revolutionær og barsk, og den anden for metafysisk og transcendental, med begivenheder der forlanges for høj en pris for via ukrudtet i Indisk eksoterisme – mange af dets Gudekreds guder er blevet omplantet under nye navne på Tibetansk grund – så er det på grund Buddhismens populære fremstilling i begge kirker. Kommunikativt står de i et forhold til hinanden som Protestanterne til Romersk Katolicisme. Begge fejler via en overdrivelse af ildhu og fejlagtige fortolkninger, selv om hverken den Sydliges ej heller den Nordlige Buddhismes gejstlige nogensinde bevidst er fraviget fra Sandheden, de har endnu mindre handlet under et præstestyres, ambition, eller med øje for personlig vinding eller magt, som senere kirker har.

Buddhi-Taijasi (Sans.) Et meget mystisk udtryk, med mange mulige fortolkninger. Indenfor Okkultismen, og i relation til de menneskelige ”Principper”, er det imidlertid et udtryk der udtrykker den duale Manas tilstand, når den, genforenet i menneskets liv, bader i Buddhis udstråling, den Åndelige Sjæl. For "Taijasi" betyder den udstrålende, og, når Manas bliver udstrålende som konsekvens af dens forening med Buddhi, og bliver, så at sige, forenet ind i det, og identificeret med den sidstnævnte; så er treenigheden blevet ét; og, da Buddhi elementet er det højeste, bliver det Buddhi-Taijasi. Kort sagt er det den menneskelige sjæl illumineret af udstrålingen fra den guddommelige sjæl, den menneskelige fornuft tændt af Åndens eller den Guddommelige SELV-BEVIDSTHEDS lys.



Top

C.


Caste eller Kaste. Oprindelig systemet for fire arvelige klasser, som den Indiske befolkning var inddelt i: Brahman, Kshatriya, Vaisya og Shoodra – (a) efterkommere af Brahma; (b) krigere; (c) handelsmæssig, og (d) den laveste eller landbrugs Shoodra klassen. Ud fra disse fire er der sprunget hundreder af inddelinger og mindre kaster.

Causal Body. Kausale Legeme. Denne ”krop,” som i virkeligheden slet ikke er nogen krop, hverken objektivt eller subjektivt, men Buddhi den Åndelige Sjæl, kaldes således fordi den er den direkte årsag til Sushupti tilstanden, der fører til Turya tilstanden, den højeste Samadhi tilstand. Den kaldes af ”Taraka Raj” Yogierne for Karanopadhi, ”årsagens grundlag”, og korresponderer til både Vignanamaya og Anandamaya Kosha (den sidstnævnte kommer efter Atma, og er derfor den Universelle Ånds vehikel). Buddhi alene kan ikke kaldes en ”Kausal krop,” men bliver en i forening med Manas, den inkarnerende Entitet eller EGO.

Chela (Sans.) En discipel. En Gurus eller Viismands elev, tilhængeren af en Adept eller en filosofisk skole.

Chrestos (Gr.) Det tidlige gnostiske udtryk for Kristus. Denne tekniske betegnelse blev brugt i det femte århundrede Fvt. af Aeschylus, Herodutos og andre. Manteumata pythocresta, eller "Orakelsvarene givet af en Pythisk Gud" gennem en phytonesse, nævnes af den førstnævnte (Cho. 901), og Pythocrestos stammer fra chrao. Chresterion er ikke kun ”et orakels test,” men en ofring til, eller for, oraklet. Chrestes er en som forklarer orakler, en ”profet og sandsiger,” og Chresterios, en som tjener et orakel eller en Gud. Den tidligste Kristne forfatter Justin Martyr, kalder i sin første Apology, hans med-religiøse Chrestians. ”Det er kun på grund af uvidenhed at mennesker kalder dem selv Kristne, i stedet for Krestians," siger Lactantius (lib. IV., cap. VII.). Udtrykkene Kristus og Kristne, oprindelige udtalt Krest og Krestian, blev lånt fra det Paganske Tempel ordforråd. Krestos betød i deres ordforråd, ”en discipel på prøve,” en kandidat til hierofantskab; som, når han havde opnået det, gennem Indvielse, lange prøvelser og lidelse, og var blevet salvet (dvs., ”indgnedet i olie,” som Indviede og endda Gudernes billeder blev, som et sidste touch af rituel overholdelse), blev ændret til Kristos – den ”rengjorte” i esoterisk og mysterium sprog. I mystisk symbologi, betød Kristes eller Kristos at ”vejen,” Stien, allerede var betrådt og målet nået; når frugterne af arbejdet, foreningen af personligheden bestående af flygtig ler med den uforgængelige INDIVIDUALITET, derved transformerede den til det udødelige EGO. ”Ved enden af vejen står Kristes,” Renseren; når foreningen først var opnået, så blev Krestos, ”sorgens menneske” Kristos selv. Paul, den Indviede vidste dette, og mente nøjagtig dette, da han i en dårlig oversættelse siger, ”Jeg må igen føde med smerte, indtil Kristus formes i jer” (Gal. iv., 19), den sande fortolkning er, ”. . . . ind til Kristos formes indeni jer selv.” Men den profane, som kun vidste at Kristos på en eller anden måde var forbundet med præst og profet, og som ikke vidste noget om den skjulte betydning af Kristos, insisterede lige som Lactantius og Justin Martyr, på at blive kaldt Krestians i stedet for Kristne. Ethvert godt menneske, kan derfor, finde Kristus i sit ”indre menneske,” som Paul udtrykker det, (Efes. iii., 16, 17) uanset om han er Jøde, Muslim, Hindu eller Kristen.

Christian Scientist. Et nyligt-skabt udtryk for at betegne praktiserende af vilje-baseret healing. Navnet er misvisende fordi Buddhist eller Jøde, Hindu eller Materialist kan praktisere denne ny form for Vestlig Yoga med samme succes blot han kan kontrollere sin vilje med tilstrækkelig fasthed. "Mental Scientists" er en anden rivaliserende skole. Disse arbejder via universel benægtelse af enhver sygdom og forestillelige onder, og påstår, syllogistisk, at siden Universel Ånd ikke kan være skyld i kødets sygdom, og fordi ethvert atom er Ånd og i Ånd, og slutteligt, fordi disse – healere og de healede – alle er absorberede i denne Ånd eller Guddom, så er der ikke, ej heller kan der være, noget sådant som sygdom. Dette forhindrer på ingen måde både Kristne og Mental Scientister i at bukke under for sygdom og at pleje kroniske sygdomme i årevis i deres egne kroppe ligesom andre almindelige dødelige.

Clairaudience. Evnen - uanset medfødt eller erhvervet ved okkult træning - til at høre ting uanset afstanden.

Clairvoyance. En evne til at se med det indre øje eller åndeligt syn. Som det bruges nu, så er det et løst og rapmundet udtryk, omfattende alt ind under dets betydning både et glad gæt som skyldes naturlig snedighed eller intuition, og også den evne som blev så bemærkelsesværdigt udøvet af Jacob Boehme og Swedenborg. Alligevel så har disse to seere, fordi de aldrig nåede højere en den generelle ånd i den Jødiske Bibel og Sekterisk lære, desværre forvirret hvad de så, og har bevæget sig langt fra sand clairvoyance.

Clemens Alexandrinus. En Kirkefader og voluminøs forfatter, havde været Neo-Platoniker og discipel af Ammonius Saccas. Han var en af de få Kristne filosoffer i Alexandria mellem det andet og tredje århundrede efter vor tidsregning.

College of Rabbis. Et læreanstalt i Babylon; mest berømt i Kristendommens første århundreder, men dets herlighed blev meget formørket af Hellenske undervisere i Alexandria, så som Philo-Judaeus, Josephus, Aristobulus og andre. De førstnævnte hævnede sig selv overfor deres succesfulde rivaler ved at omtale Alexandrinerne som Teurgikere og urene profeter. Men de Alexandrinske troende indenfor thaumaturgi blev ikke anset for at være syndere og fupmagere når ortodokse Jøder var ledere af sådanne ”hazim” skoler. Der var læreanstalter med undervisning i profeti og okkulte videnskaber. Samuel var leder af en sådan læreanstalt i Ramah; Elisha, i Jericho. Hillel havde et regulært akademi for profeter og seere; og det er Hillel, der var elev på det Babylonske College, som var grundlægger af Farisæernes sekt og de store ortodokse Rabbinere.

Cyclus (Gr.) KUKLOS. De gamle inddelte dem i eneløse cyklusser, hjul indeni hjul, alle sådanne med forskellig varighed, og hver af dem markerende begyndelsen eller slutningen på enten en kosmisk, mundæn, fysisk eller metafysisk begivenhed. Der var cyklusser på kun nogle få år, og cyklusser med umådelig varighed, den store Orfiske cyklus refererer til den etnologiske forandring af racer der varer 120,000 år, og Cassandruses på 136,000, som bragte en total forandring af de plantariske indflydelser og deres korrelationer mellem mennesker og guder – en sandhed der fuldstændigt er tabt af syne af moderne astrologer.



Top

D.


Deist. En som indrømmer muligheden af at Gud eller guder eksisterer, men påstår ikke at vide noget om nogen af dem, og benægter åbenbaring. En agnostiker i gammel tid.

Deva (Sans.) En gud, en ”strålende” Guddom, Deva-Deus, fra roden div, ”at skinne.” En Deva er et himmelsk væsen – uanset god, ond eller ligeglad – som bebor ”de tre verdener,” eller de tre planer ovenover os. Der er 33 grupper eller millioner af dem.

Devachan (Sans.) ”Gudernes bolig.” En mellemtilstand mellem to jord-liv, hvor ind Egoet (Atma-Buddhi-Manas, eller Treenigheden gjort til en) går efter dets frigørelse fra Kama Rupa, og ødelæggelsen af de lavere principper, efter kroppens død, på Jord.

De Vises Sten. Filosoffernes Sten. Et udtryk indenfor Alkymi; også kaldt Projektions Pulveret, et mysteriøst ”princip” der har evnen til at omdanne ædle metaller til rent guld. Indenfor Teosofi symboliserer det omdannelsen af menneskets lavere dyriske natur om til det højeste guddommelige.

Dhammapada (Sans.) Et værk der indeholder aforismer fra Buddhistiske Skrifter.

Dhyana (Sans.) En af de seks fuldendte Paramita'er. En abstrakt tilstand som bærer asketerne, der praktiserer den langt ovenover regionen for sanselig opfattelse, og ud af den stoflige verden. Bogstaveligt., ”kontemplation.” De seks stadier af Dhyan adskiller sig kun i abstraktions-graderne for det personlige Ego væk fra sanseligt liv.

Dhyan Chohans (Sans.) Bogstaveligt., ”Lysets Herrer.” De højeste guder, svarende til de Romersk Katolske Ærkeengle. De guddommelige Intelligenser ansat til at supervisere Kosmos.

Dublet. Det samme som den Astrale krop eller ”Dobbelgængeren.”



Top

E.


Ego (Lat.) ”Jeg”; bevidstheden i mennesket om ”Jeg er Jeg,” eller følelsen af Jeg-er-skab. Esoterisk filosofi lærer om eksistensen af to Egoer i mennesket, det dødelige eller personlige, og det højere, det guddommelige eller upersonlige, kalder det førstnævnte ”personlighed,” og den sidstnævnte ”individualitet.”

Egoity (fra ordet ”Ego”). Egoity betyder ”individualitet” - indifferent – aldrig ”personlighed,” da det er det modsatte af Egoisme eller ”selviskhed,” det karakteristiske par excellence hos det sidstnævnte.

Eidolon (Gr.) Det samme som det vi betegner det menneskelige fantom, den Astrale form.

Ekstase (Gr.) en psyko-spirituel tilstand; en fysisk trance som indgiver clairvoyance, og en lyksaglig tilstand, der bringer visioner.

Eksoterisk (Gr.) Udvendig, offentlig; det modsatte af esoterisk eller skjult.

Ekstra-Kosmisk, dvs., udenfor Kosmos eller Naturen. Et meningsløst ord opfundet for at hævde eksistensen af en personlig gud uafhængig af eller udenfor Naturen per se; for da Naturen, eller Universet, er uendeligt og ubegrænset kan der ikke være noget udenfor det. Udtrykket er fremsat i opposition til den Panteistiske ide at hele Kosmos bevæges eller gennemtrængt af Guddommens Ånd, Naturen er blot klædningen, og stoffet de illusoriske skygger, af den sande usete Tilstedeværelse.

Elementaler, eller Elementernes Ånder. Skabningerne udviklet i de Fire Kongeriger, eller Elementer – Jord, Luft, Ild, og Vand. De kaldes af Kabalisterne, Gnomer (fra Jorden), Sylfider (fra Luften), Salamandere (fra Ilden), og Undiner (fra Vandet), bortset fra nogle få af den højere slags og deres ledere. De er snarere kræfter i naturen end æteriske mænd og kvinder. Disse kræfter, kan som okkultistens tjenende agenter, producere forskellige resultater; men hvis de ansættes af elementaler (Kamarupa'er) – hvorved de slavebinder medier – så kan de bedrage. Alle lavere usynlige væsener der genereres på de femte, sjette og syvende Planer i vores jordiske atmosfære kaldes Elementaler – Peris, Devs, Djins, Sylvaner, Satyrer, Fauner, Elvere, Dværge, Trolde, Norner, Kobolder, Brownier, Nøkker, Gobliner, Pinkier, Bansheer, Mos Folket, Hvide Damer, Spøgelser, Alfe, osv., osv.

Eleusinia (Gr.) De Eleusinske Mysterier var de mest berømte og de ældste af alle Græske mysterier (bortset fra Samothracian), og blev udført nær landsbyen Eleusis, ikke langt fra Athen. Epiphanius sporer dem tilbage til Iacchos dage (1800 Fvt.) De blev holdt til ære for Demeter, den store Ceres, og den Egyptiske Isis; og den sidste handling i ceremomien henviste til et offer for forsoning og opstandelse, når den Indviede blev givet den højeste grad af Epopt. Mysteriernes festival begyndte i måneden Boedromion (September), grapefrugt-høstningens tid, og varede fra den 15. til den 22. – syv dage. Den Hebræiske Tabernakel Fest - festen for indsamling - i måneden Ethanim (den syvende) begyndte også den 15. og sluttede den 22. i denne måned. Navnet på måneden (Ethanim) stammer ifølge nogen fra Adonim, Adonia, Attenim, Ethanim, og skete til ære for Adonai, eller Adonis (Tham), hvis død blev beklaget af Hebræerne i olivenlunde i Bethlehem. Offeret af ”Brød og Vin” blev udført både i Eleusinia og under Tabernaklernes Fest.

Emanation (Doktrinen om) er i metafysisk forstand i opposition til evolution, alligevel ét med den. Videnskaben lærer, fysiologisk, at evolution er tilstanden af udvikling hvor i det frø som udvikler fosteret, allerede er før-eksisterende i forældren, udviklingen og den endelige form og karakteristika for dette frø opnås af naturen; og at (som i dens kosmologi) processen finder blindt sted, gennem korrelationen af elementerne og deres forskellige bestanddele. Okkultismen lærer, at det er kun den tilsyneladende tilstand, den virkelige proces er Emanation, guidet af intelligente kræfter under en uforanderlig LOV. Derfor, tror Okkultisterne og Teosofferne fuldt ud på doktrinen om Evolution som den er givet ved Kapila og Manu, de er Emanationister snarere end Evolutionster. Doktrinen om Emanation var en gang universel. Den blev lært af Alexandrinerne, så vel som de Indiske filosoffer, af de Egyptiske, de Kaldæiske, og Hellenistiske Hierofanter, og også af Hebræerne (i deres Kabala, og endda i Genesis). For det er kun med bevidst fejloversættelse at det Hebræiske ord asdt blev oversat til ”engle” fra Septuagint, mens det betyder Emanationer, Aeons, lige som hos Gnostikerne. Ja, i Femte Mosebog (xxxiii. 2) er ordet asdt eller ashdt oversat som "ild lov," mens den korrekte gengivelse af passagen bør være "fra hans højre gik (ikke en ild lov, men) en ild i overensstemmelse med loven," Dvs., at ilden i en flamme indgives til, og fanges af en anden – lige som i et spor af brændbar substans. Det er lige nøjagtig Emanation, som vist i Isis Unveiled. ”I evolution, sådan som det nu begyndes at blive forstået, formodes der at være en impuls i alt stof til at påtage sig en højere form – en formodning klart udtrykt af Manu og andre Hindu filosoffer af højeste ælde. Det filosofiske træ illustrerer dette i forbindelse med zink opløsningen. Striden mellem tilhængere af denne skole og Emanationisterne kan kort fremlægges således: Evolutionisterne stopper al undersøgelse ved grænsen til ”det ukendte”; Emanationisterne tror ikke at noget kan evolveres – eller, som ordet siger, unwombed eller født – med mindre det først er blevet involveret, således indikerende at livet kommer fra en åndelig kraft ovenover helheden.”

Esoterisk. Skjult, hemmelig. Fra det Græske Esotericos — ”indre,” skjult.

Esoteric Bodhism. Hemmelig visdom eller intelligens, fra Græsk Esotericos, "indre," og fra Sanskrit Bodhi, ”viden,” i modsætning til Buddhi,evnen til viden eller intelligens,” og Buddhism, Buddhas (den Oplystes) filosofi eller Lov. Skrives også ”Budhism,” fra Budha (Intelligens, Visdom) Somas Søn.

Eurasianere. En forkortelse for ”Europæiske-Asiatere.” De blandede farvede racer; børnene af hvide fædre, og de mørke mødre fra Indien, og vice versa.



Top

F.


Ferho (Gnostisk). Den højeste og største kreative kraft ifølge de Gnostiske Nazarærere (Codex Nazaraeus).



Top

G.


Gautama (Sans.) En navn i Indien. Det tilhører Prinsen fra Kapilavastu, søn af Sudhodana, Sakhya Kongen fra et mindre territorium ved Nepals grænse, født i det syvende århundrede F.Kr. kaldes nu ”verdens Frelser.” Gautama eller Gotama var et helligt navn indenfor Sakya familien. Født som en simpel dødelig, rejste han sig op til Buddha-niveauet gennem hans egne personlige fortjeneste og uden hjælp; et menneske – sandelig større end nogen Gud!

Gebirol. Salomon Ben Jehudah, kaldet Avicebron i litteraturen. En Israelit af fødsel, en filosof, poet og kabalist; en voluminøs forfatter og mystisker. Han blev født i det ellevte århundrede ved malaga (1021), uddannet i Saragossa, og døde i Valencia i 1070, myrdet af en Muhamedaner. Hans med-religiøse kaldte ham Salomon, Sephardi'en, eller Spanieren, og Araberne, Abu Ayyub Suleiman- ben ya'hya Ibn Dgebirol, mens skolastikerne kaldte ham Avicebron (se Myers Quabbalah). Ibn Gebirol var sandelig en af de største filosoffer og akademikere i hans tid. Han skrev meget på Arabisk, og de fleste af hans MSS er blevet bevaret. Hans største arbejde fremgår at være The Megoy Hayyim, dvs., Livets Kilde, ”en af de tidligste fremlæggelser af den spekulative Kabbalahs hemmeligheder,” som en af hans biografer informerer os.

Genkaldelse, Minder, Erindring. [Henholdsvis Recollection, Remembrance, og Reminiscence på engelsk, men en eksakt oversættelse til dansk er næppe mulig; Oversætterne] Okkultister gør forskel på disse tre funktioner. Da, en ordbog, imidlertid ikke kan indeholde den fulde forklaring af ethvert udtryk i alle dets metafysiske og subtile forskelle, så kan vi kun her fremlægge at disse tre udtryk varierer i deres brug, i overensstemmelse med hvorvidt de relaterer til sidste eller nuværende fødsel, og hvorvidt den ene eller den anden af disse faser af hukommelse emanerer fra det åndelige eller den materielle hjerne; eller, igen, fra ”Individualiteten” eller ”Personligheden.”

Gnosis (Gr.) Bogstaveligt, ”viden.” Det tekniske udtryk brugt religions filosofiens skoler, både før og under de første århundreder af den såkaldte Kristendom, for at betegne formålet med deres efterforskning. Denne åndelige og hellige viden, Hinduernes Gupta Vidya, kunne kun erhverves ved Indvielse ind i Åndelige Mysterier hvoraf de ceremonielle ”Mysterier” var en af slagsen.

Gnostikere (Gr.) Filosofferne som formulerede og underviste i ”Gnosis” eller viden. De florerede i de første tre århundreder af den Kristne Æra. De følgende var fremtrædende: Valentinus, Basilides, Marcion, Simon Magus, osv.

Golden Age. De gamle inddelte livs-cyklussen i Gylden, Sølv, Bronze og Jern Aldrene. Den Gyldne var af oprindelig renhed, enkelhed og generel lykke.

Great Age. Uutallige ”Store Tidsaldre” blev omtalt af de gamle. I Indien omfattede det hele Maha-Manvantaraen, ”Brahmas Tidsalder,” hver ”Dag” som repræsenteret en kædes Livs-Cyklus, dvs., den omfatter en periode på Syv Runder (vide "Esoteric Buddhism," by A. P. Sinnett). Mens en ”Dag” og en ”Nat” repræsenterer, lige som Manvantara og Pralaya, 8,640,000,000 år, så varer en ”tidsalder” en periode på 311,040,000,000,000; hvorefter Pralayaen eller opløsningen af universet bliver universel. Hos Egypterne og Grækerne refererede den ”Store Tidsalder” kun til det Tropiske, eller Sideriske år, hvis varighed er 25,868 solare år. Om den totale alder – den for Guderne – sagde de ingenting om, da det var et emne, som kun skulle omtales og fremsiges ved Mysterierne, og under Indvielses Ceremonierne. Kaldæernes ”Store Tidsalder” havde de samme tal som Hinduernes.

Guhya Vidya (Sans.) Den hemmelige viden om mystiske-mantraer.

Gupta Vidya (Sans.) Det samme som Guhya Vidya. Esoterisk eller hemmelig videnskab, viden.

Gyges. ”Gyges ringe” er blevet en velkendt metafor i den Europæiske litteratur. Gyges var en Lydier, som, efter at myrde Kong Candaules, giftede sig med hans enke. Platon fortæller os at da Gyges en gang faldt ned i en kløft i jorden, opdagede han en messing hest, i hvis side der var skelettet af et menneske af gigantisk statur, som havde en messingring på sin finger. Denne ring gjorde ham usynlig, når den blev placeret på hans egen finger.



Top

H.


Hades (Gr.), eller Aides, det ”usynlige,,” skyggernes land; hvor en af dens regioner var Tartarus, et sted med total mørke, lige som regionen for dyb drømmeløs søvn i Amenti også var. At dømme efter de allegoriske beskrivelser af straffene påført deri, så var stedet rent Karmisk. Hverken Hades ej heller Amenti var det Helvede som stadig prædikes af nogle retrograde præster og gejstlige; og uanset om de blev præsenteret ved de Elysiske Marker eller ved Tartarus, så kunne de kun nås ved at krydse floden til den ”anden bred.” Som det passende er fremlagt i den ”Egyptiske Tro,” i historien om Charon, færgemanden (på Styx), og ikke kun hos Homer, men også i poesien i mange lande. Floden skal krydses før Blest Øerne nås. Det Egyptiske Ritual beskrev en Charon og hans båd mange tidsaldre før Homer. Han er Khu-en-na, ”den høge-hovedede styrmand.” (Se Helvede.)

Hallucinationer. En tilstand der sommetider frembringes af fysiologiske forstyrrelse, nogle gange ved mediumisme, og andre gange ved drukkenskab. Men årsagen der frembringer visionerne skal søges dybere end fysiologi. Alle sådanne, forudgås af en afslapning af nervesystemet, især når de frembringes ved mediumisme, og genererer uundgåeligt en abnorm magnetisk tilstand som tiltrækker bølger af astral lys til patienten. Det er de sidstnævnte som fremskaffer de forskellige hallucinationer, som, imidlertid ikke altid, som en læge ville forklare dem, kun er tomme og uvirkelige drømme. Ingen kan se det som ikke eksisterer – dvs., som ikke indprentes – i eller på de astrale bølger. Men en seer kan opfatte objekter og scener (uanset om de er fortidige, nutidige eller fremtidige) som ikke har nogen som helst relation til ham selv; og ydermere opfatte adskillige ting som er fuldstændig uden sammenhæng med hinanden på en og samme tid, som derved producerer de mest groteske og absurde kombinationer. Men dranker og seer, medium og adept ser deres respektive visioner i det astrale lys; mens drankeren, den vanvittige, og det utrænede medium, eller en med hjerne-feber, kun ser, fordi de ikke kan gøre noget ved det, og invokerer sammenrodede visioner ubevidst overfor dem selv uden at være i stand til at kontrollere dem, så har adepten og den trænede Seer valget og kontrollen med sådanne visioner. De ved hvor de skal fastholde deres blik, hvordan de skal fastholde de scener de ønsker at observere, og hvordan de skal se ovenover de ydre lag af det astrale lys. Med den førstnævnte er sådanne glimt ind i bølger hallucinationer; med den sidstnævnte så bliver de de troværdige reproduktioner af hvad der faktisk har været, er, eller vil finde sted. Glimtene som tilfældigt fanges af mediet, og hans flakkende visioner i det bedrageriske lys, transformeres under viljens vejledning af adepten og seeren om til fastholdte billeder, den sande fremstilling af det som han ønsker skal komme ind i hans sansemæssige fokus.

Helvede. (Hell.) Et udtryk som Anglo-Saxiske race tydeligt har afledt fra navnet på den Skandinaviske gudinde Hela, ligesom ordet ad, på Russisk og andre Slavoniske tunger udtrykker det samme koncept, og er afledt fra det Græske Hades, den eneste forskel mellem den Skandinaviske kolde Hell, og de Kristnes varme helvede, findes i deres respektive temperaturer. Men selv ideen om disse overophede regioner er ikke original hos Europæerne, mange folk har fremlagt konceptet om et under-verdens klima; som vi også kan, hvis vi lokaliserer vores Helvede i jordens centrum. Alle eksoteriske religioner – Brahmanernes, Buddhisternes, Zoroastriernes, Muhammedanernes, Jødernes og resten, skabte deres Helvede varmt og mørkt, selv om mange var mere attraktive end skræmmende. Hos Egypterne blev Helvede ikke et sted for straf med ild førend det 17. eller 18. Dynasti, da Typhon blev transformeret fra en Gud om til en Djævel. Men uanset i hvilken tid de implanterede denne frygtelige overtro i de stakkels uvidende masser sind, så er intrigen om et brændende Helvede med torturerede sjæle deri fuldstændig Egyptisk. Ra (Solen) blev Smelteovnens Herre, i Karr, Faraonernes Helvede, og synderen blev truet med lidelse ”i de infernalske brande.” ”En løve var der,” siger Dr. Birch, ”og blev kaldt det brølende monster.” En anden beskriver stedet som det bundløse hul og ildsøen, hvori ofrene kastes” (sammenlign Johannes Åbenbaring). De Hebræiske ord gai-hinnom (gehena) havde virkelig aldrig den betydning som de Ortodokse Kristne gav det.

Hemmelig Videnskab Et tilnavn givet til de okkulte videnskaber i almindelighed, og af Rosenkreuzerne til Kabbalaen, og især til den Hermetiske filosofi.

Hermas, en gammel Græsk forfatter, hvor fra kun få fragmenter nu findes intakt.

Hierogrammatists (Gr.) Titlen der blev givet til de Egyptiske præster som blev betroet med skrivningen og læsningen af de hellige og hemmelige optegnelser. Bogstaveligt ”skriverne af de hemmelige optegnelser”. De var instruktørere for neofyterne der forberedte sig på indvielse.

Hierofant. (Hierophant.) Fra det Græske Hierophantes, bogstaveligt ”han som forklarer hellige ting”; en titel der tilhørte de højeste adepter i antikkens templer, som var lærere og fremlæggere af Mysterierne, og Indvierne ind i de endelige store Mysterier. Hierofanten stod overfor Demiurgen, og forklarede skabelsens forskellige fænomener for postulanterne til Indvielse, som var fremlagt for deres indlæring. ”Han var den eneste fremlægger af eksoteriske hemmeligheder og doktriner. Det var endda forbudt at udtale hans navn foran en uindviet person. Han sad i Østen, og bar et symbol på autoritet, en gylden globe, hængt om halsen. Han blev også kaldt Mystagogus.” (Kenneth R. H. Mackenzie, IX., F. T. S., i The Royal Masonic Cyclopoedia.)

Hillel. En stor Babylonsk Rabbiner fra århundredet forud for den Kristne Æra. Han var grundlæggeren af Farisæerne, et lærd og helgenagtigt menneske.

Hinayana (Sans.) Det ”Mindre Fartøj”; et Skrift og en Skole af Buddhister, sat i kontrast med Mahayana, ”Det Større Fartøj.” Begge skoler er mystiske. (Se Mahayana.) Indenfor eksoterisk overtro, også den laveste form for sjælevandring.

Homogeneity. Fra det Græske ord homos, ”det samme”; og genos, ”slags.” Det som er af samme natur helt igennem, udifferentieret, ikke-sammensat, som Guld formodes at være.

Hypnotism (Gr.) Et navn givet af Dr. Braid til den proces hvor et menneske med stærk viljeskraft neddykker et andet svagere sind til en slags trance; først i en sådan tilstand så vil sidstnævnte gøre hvad som helst der indgives ham af hypnotisøren. Medmindre det sker af velgørende grunde, så vil Okkultisten kalde det sort magi eller trolddom. Det er den mest farlige praksis, moralsk og fysisk, da den interfererer med nervesystemet.



Top

I.


Iamblichus. En stor Teosof og en Indviet i det tredje århundrede. Han skrev en stor del om forskellige slags dæmoner som fremkommer via fremmanelser, men talte meget imod sådanne fænomener. Hans spartanske, livs renhed og oprigtighed var stor. Han krediteres med at have leviteret ti cubits fra jorden, sådan som nogle moderne Yogier og medier.

Ild-Filosofferne. Navnet givet til de Hermetikerne og Alkymisterne i Middelalderen, og også til Rosenkreuzerne. De sidstnævnte, Theurgisterne, anså ild som et symbol på Guddommelighed. Det var ikke kun de materielle atomers kilde, men beholderen der oplivede Åndelige og Psykiske Kræfter. Bredt analyseret, så er Ild et trefoldigt princip; esoterisk et syvfoldigt, som alle resten af elementerne er. Da mennesket består af Ånd, Sjæl, og Krop, plus et fir-foldigt aspekt; så er Ild det også. Som i en af de berømte Rosenkreuzere Robert Floods (de Fluctibus) værker, så indeholder ild – for det Første, en synlig flamme (krop); for det andet, en usynlig astral ild (sjæl); og for det tredje, ånd. De fire aspekter er (a) varme (liv), (b) lys (sind), (c) elektricitet (Kamiske eller molekylære kræfter), og (d) de syntetiske essenser, ovenover ånd, eller den radikale årsag til dets eksistens og manifestation. For Hermetikeren eller Rosenkreuzeren, så er en flamme, når den er uddød på det objektive plan, kun passeret fra den sete verden ind i den usete; fra det kendte ind i det ukendte.

Illusion. Indenfor Okkultismen alt endeligt (så som Universet og alt i det) kaldes Illusion eller Maya.

Individualitet. En af navnene der gives til menneskets Højere Ego indenfor Teosofien og Okkultismen. Vi skelner mellem det udødelige og guddommelige og så det dødelige menneskelige Ego som dør. Den sidstnævnte eller ”Personlighed” (personlig Ego) overlever den døde krop for en tid i Kama Loka: Individualiteten forbliver for evigt.

Indviet. Fra det Latinske Initiatus. Betegnelsen for enhver som blev modtaget ind i og som havde afsløret mysterierne og hemmelighederne indenfor Frimureri eller Okkultisme for ham. I antikkens tid var det dem som var blevet indviet ind i den arkane viden givet af Mysteriernes Hierofanter; og i vores moderne tid de som er blevet indviet inde i den mysteriøse viden af adepterne i den mystiske viden, som på trods af tidsaldrene gang, endnu har få tilhængere på jorden.

Iswara (Sans.) ”Herren” eller den personlige gud, den guddommelige ånd i mennesket. Bogstaveligt Suveræn uafhængig eksistens. En titel givet til Siva og andre guder i Indien. Siva kaldes også Iswaradeva, eller suveræn deva.

Iu-Kabar Zivo, Gnostisk udtryk. ”Aeonernes Herre” i Nazarærer systemet. Han er avleren (Emanatoren) af de syv hellige liv (de syv oprindelige Dhyan Chohans eller Ærkeengle, der hver repræsenterer en af de kardinale dyder), og kaldes selv det tredje liv (tredje Logos). I Codex addresseres han som livets fødes Hjelm og Vin. Således er han identisk med Kristus (Kristos) som siger: ”Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden.” (John xv. 1.) Det er velkendt at Kristus i den Romersk Katolske Kirke anses for at være ”AEonernes Chef,” som Michael også er det, ”som er som Gud.” Således var også Gnostikernes tro.



Top

J.


Javidan Khirad (Pers.) Et arbejde baseret på moralske forskrifter.

Jhana (Sans.) eller Jnana, Viden: Okkult Visdom.

Josephus Flavius. En historiker fra det første århundrede; en Hellensk Jøde som levede i Alexandria og døde i Rom. Han blev af Eusebius tillagt at have skrevet de 16 berømte linier om Kristus, som meget sikkert var interpoleret af Eusebius selv, den største forfalsker blandt Kirkefædrene. Denne passage, hvori Josephus, som var en glødende Jøde og som døde i Jødedommen, bruges ikke desto mindre til at anerkende Jesus guddommelige oprindelse og Messias-rolle, erklæres nu af de fleste Kristne Biskopper for tvivlsom (blandt andet Lardner) og endda af Paley (se hans Bevis om Kristendommen). Det var i århundreder er af de mest tungtvejende beviser på Jesus, Kristus sande eksistens.



Top

K.


Kabbalah (Heb.), eller Kabbala. ”De Hebræiske Rabbinneres skjulte visdom fra middelalderen kom fra ældre hemmelige doktriner om guddommelige ting og kosmologi, som blev kombineret om til en teologi i tiden efter Jødernes tilfangetagelse i Babylon.” Alle værker der falder ind under den esoteriske kategori benævnes Kabalistiske.

Kamaloka (Sans.) Det semi-materielle plan, for os subjektivt og usynligt, hvor de ikke-inkarnerede ”personligheder,” de astrale former der hedder Kama Rupa, forbliver ind til de glider ud fra det ved fuldstændig udmattelse på grund af de mentale impulsers påvirkninger, som skabte eidolons af de lavere dyriske følelser og begær. (Se Kama Rupa.) Det er i de gamle Grækeres Hades og i Egypternes Amenti – de Stille Skyggers land.

Kama Rupa (Sans.) Metafysisk og i vores esoteriske filosofi er det den subjektive form skabt gennem mentale og fysiske begær og tanker i forbindelse med stoflige ting, af alle sansende væsener: en form som overlever kroppens død. Efter den død, tre af de syv ”principper” - eller, lad og sige, sansernes og bevidsthedernes planer hvor de menneskelige instinkter og generering af ideer sker efter tur – dvs., kroppen, dens astrale prototype og fysiske vitalitet, er ikke til yderligere gavn, og bliver tilbage på jorden; de tre højere principper, grupperes til en, og forenes ind i en tilstand af Devachan (q.v.), i hvilken tilstand det Højere Ego vil forblive ind til tiden for en ny reinkarnation ankommer, og eks-personlighedens eidolons lades alene i sin ny bolig. Her vegeterer den blege kopi af det menneske der var for en tidsperiode, hvis varighed varierer i overensstemmelse med graden af materialisme som er tilbage i det, og som bestemmes af den afdødes sidste liv. Berøvet som det er sit højere sinds, ånds og fysiske sanser, så vil det gradvist glide væk og disintegrere, hvis det lades alene med sine egne sanseløse planer. Men hvis det med magt trækkes tilbage til den jordiske sfære, uanset det er via følelsesmæssige begær og appeller fra overlevende venner eller ved regelmæssige nekromantisk praktisering – hvoraf en af de mest skadelige er mediumisme - så kan ”spøgelset” forblive i en periode der meget overstiger dets krops naturlige livslængde. Når Kama Rupa har lært sin vej tilbage til levende menneskelige kroppe, så bliver den en vampyr der lever af vitaliteten hos de som er nysgerrige efter dets selskab. I Indien kaldes disse Eidolons for Pisachas, - som er meget frygtet.

Kapilavastu (Sans.) Lord Buddhas fødested, kaldet den ”gule bolig,” hovedstaden for monarken som var Gautama Buddhas fader.

Kardec, Allan. Et navn adopteret af Grundlæggeren af de Franske Spiritister, hvis rigtige navn var Rivaille. Det var ham som samlede og publicerede trance-talerne fra visse medier og derefter skabte en ”filosofi” ud fra dem mellem årene 1855 og 1870.

Karma (Sans.) Fysisk, handling; Metafysisk, LOVEN om GENGÆLDELSE; Loven om Årsag og Virkning eller Etisk Årsagssammenhæng. Det er kun Nemesis i betydningen negativ Karma. Det er den ellevte Nidana i sammenkædningen af årsager og virkninger indenfor Ortodoks Buddhisme; alligevel er det kraften der kontrollerer alle ting, resultatet af moralsk handling, det metafysiske Samskara, eller det moralske resultat af en handling begået for at opnå noget som tilfredsstiller et personligt begær. Der er fortjenestes Karma og straf Karma. Karma hverken straffer eller belønner; det er ganske enkelt den ene Universelle LOV som ufejlbarligt guider og, så at sige, blindt, alle andre love der er produktive med hensyn til visse resultater langs deres respektive årsagssammenhænges veje. Når Buddhisme lærer at ”Karma er den moralske Kerne (i ethvert væsen) som alene overlever døden og fortsætter i sjælevandring” eller reinkarnation, så betyder det simpelthen at der ikke er noget tilbage efter hver personlighed, bortset fra årsagerne som den producerede, årsager som ikke dør, dvs., ikke kan blive elimineret i Universet førend de erstattes af deres retsmæssige virkninger, og så at sige udslettes af dem. Og sådanne årsager, med mindre de kompenseres for med passende påvirkninger af personen som frembragte dem i livet, vil følge det reinkarnerede Ego og nå det i dets efterfølgende inkarnationer ind til en fuld harmoni mellem resultater og årsager er fuldt genetableret. Ingen ”personlighed” - som blot er et bundt af materielle atomer og instinkter og mentale karakteristika – kan, selvfølgelig som sådan, fortsætte i verdenen af ren ånd. Kun det som er udødeligt i selve sin natur og guddommelig i sin essens, nemlig Egoet, kan eksistere evigt. Og da det er dette Ego, som vælger personligheden som det vil informere efter hver Devachan, og som via disse personligheder modtager resultaterne af de Karmiske årsager der er produceret, det er derfor, at Egoet, det Selv, som er den ”moralske Kerne” refereret til, og selv legemliggjort Karma, ”alene der overlever døden.”

Kether (Heb.) ”Kronen, den højeste af de ti Sephirot; den første i den øverste Triade. Den korresponderer til Macroprosopus, Betydelig Fremtoning, eller Arikh Anpin, som differentierer ned i Chokmah og Binah.”

Krishna (Sans.) Den mest fejrede Vishnu Avatar, Hinduernes ”Frelser” og den mest populære gud. Han er den ottende Avatar, søn af Devaki, og den Indiske Herodes Kansa's nevø, som søgte ham blandt fårehyrder og kohyrder som skjulte ham, og som slog tusinde af deres nyfødte ihjel. Historien om Krishnas undfangelse, fødsel og barndom er en eksakt prototype af det Nye Testamentes historie. Missionærerne prøver selvfølgelig at vise at Hinduerne stjal historien om Fødslen fra de tidlige Kristne, som kom til Indien.

Kristus (see CHRESTOS).

Kshetragna, eller Kshetragneswara (Sans.) Indenfor Okkultismen Legemliggjort Ånd, det bevidste Ego i dens højeste manifestationer; det reinkarnerende Princip, eller ”Herren” i os.

Kumara (Sans.) En jomfrulig dreng eller ung cølibat. De første Kumaraer er de syv Brahmas sønner født ud af Gudens lemmer i den såkaldte Niende Skabelse. Det er fremlagt at navnet blev givet til dem på grund af deres formelle afvisning af at ”formere” deres arter, og således forblev de ”Yogier” ifølge legenden.



Top

L.


Labro, Sct. En Romersk Helgen højtidligt helgenkåret nogle få år tilbage. Hans store hellighed bestod i sidde ved en af Roms porte nat og dag i fyrre år, og forblev uvasket gennem hele den tid, resultatet af det var, at han blev spist af skadedyr ind til hans ben.

Lange Ansigt. (Long Face.) Et Kabalistisk udtryk, Areekh Anpeen på Hebræisk; eller ”Lange Ansigt”; på Græsk Macroprosopos, i kontrast med ”Korte Ansigt,” eller Zeir Anpeen, Microprosopos. Den ene vedrøer Guddom, den anden mennesket, det ”lille billede af den store form.”

Lao-Tze (Chin.) En stor viismand, Helgen, og Filosof, som gik forud for Confucius.

Linga Sharira (Sans.) "Astral legemet,” dvs., kroppen luft symbol. Dette udtryk betegner dobbeltgængeren, eller menneskets eller dyrets ”astrale legeme”. Det er Grækernes eidolon, den vitale og prototypiske krop, reflektionen af mennesket i kødet. Det fødes før mennesket og dør eller glider væk ved kroppens sidste atoms forsvinden.

Logos (Gr.) Den manifesterede guddom i enhver nation og ethvert folk; det ydre udtryk eller resultat af Årsagen som altid er skjult. Således er tale Logos tanke; derfor oversættes den i metafysisk forstand med udtrykkene ”Verbum,” og ”Ordet.”

Longinus, Dionysius Cassius. En berømt kritiker og filosof, født i begyndelsen af det tredje århundrede (omkring 213). Han var en stor rejsende, og overværede i Alexandria Ammonius Saccas, grundlæggeren af Neoplatonismens, foredrag, men var snarere en kritiker end en tilhænger. Porphyry (Jøden Malek eller Malchus) var hans elev før han blev discipel af Plotinus. Det siges om ham at han var et levende bibliotek og vandrende museum. Hen mod slutningen af sit liv blev han Zenobias, Dronningen af Palmyras underviser i Græsk litteratur. Hun betalte hans services med at overfor Kejser Aurelius at beskylde ham for at gøre oprør imod den sidstnævnte, en forbrydelse som Longinus, sammen med adskillige andre, blev slået ihjel for af Kejseren i 273.

Loven om Gengældelse (vide Karma).



Top

M.


Magi. Den ”store” Videnskab. Ifølge Deveria og andre Orientalister, ”blev Magi fra de ældste og mest civiliserede og lærde nationer anset for at være en hellig videnskab uadskillig fra religion”. Egypterne, var for eksempel en meget oprigtig religiøs nation, ligesom, Hinduerne var, og stadig er. ”Magi består af, og erhverves ved, tilbedelse af guderne,” siger Platon. Kan, en nation som, på grund af uafviselige beviser af inskriptioner og papyri, som beviseligt har troet på magi i tusinder af år, så være blevet bedraget? Og er det sandsynligt at generationer på generationer i et lærd og fromt hierarki, hvor mange blandt dem levede selv-martyriske, hellige og asketiske liv, forsatte med at bedrage dem selv og folk (eller endda kun sidstnævnte) blot for at nyde promoveringen af tro på ”mirakler”? Vi fortælles at fanatikere vil gøre alt for et bestyrke troen på deres gud eller idoler. Til dette svarer vi: - I så fald ville Brahminere og Egyptiske Rekhget-amens eller Hierofanter, ikke have populariseret troen på evnen i mennesket til at styre gudernes tjenester ved magiske praktiseringer: hvis guder i sandhed ikke er andet end Naturens okkulte kræfter eller indflydelser, personificeret af de lærde præster selv, som kun viste ærbødighed for det ukendte og navnløse Princips attributter i dem. Som Proclus, Platonisten, passende udtrykker det: ”Når Gamle præster anså, at der var en vis alliance og sympati i naturlige ting med hinanden, og i ting der er synlige for okkulte kræfter, og opdagede at alle ting består i alt, så fabrikerede de en hellig videnskab ud fra denne fælles sympati og lighed. . . . og tillagde både himmelske og jordiske naturer okkulte formål, ved hjælp af hvilke, gennem visse ensartetheder, de lokkede guddommelige naturer ind i denne inferiøre bolig. Magi er videnskaben om at kommunikere med, og styre øvre overjordiske kræfter, så vel som at lede dem i de lavere sfærer; en praktisk viden om naturens skjulte mysterier, som kun kendes af de få, fordi de er så svære at erhverve sig uden at falde ned i synd imod loven. Gamle og middelalderlige mystikere inddelte magi ind i tre klasser – Theurgi, Goetia og Naturlig Magi. ”Theurgi er for længe siden blevet bevilliget som Teosoffernes og metafysikernes særlige sfære,” siger Kenneth Mackenzie. ”Goetia er sort magi, og 'naturlig' eller hvid magi har rejst sig med healing i sine vinger til den stolte position af et eksakt og progressivt studie.” Bemærkningerne tilføjet af vores afdøde lærde broder er bemærkelsesværdige: ”Den moderne tids realistiske begær har bidraget til at bibringe magi et dårligt omdømme og latterliggørelse. . . . Tro (på ens eget selv) er et essentielt element indenfor magi, og eksisterede længe før andre ideer formoder deres før-eksistens. Det siges at der skal et viis menneske til at skabe et fjols; og et menneskes ide må næsten ophøjes til vanvid, dvs., han hjernes modtagelighed må øges langt ovenover den lave miserable moderne civilisations, før han kan blive en sand magiker, for forfølgelse af denne videnskab indebærer en vis mængde af isolering og selvfornægtelse.” Sandelig en meget stor isolation, hvis opnåelse frembringer er vidunderligt fænomen, et mirakel i sig selv. Desuden er magi ikke noget overnaturligt. Som forklaret af Iamblichus, ”gennem den præstelige theurgi, annoncerer de at de er i stand til at opstige til mere ophøjede og universelle essenser, og til de som er etableret ovenover tro, dvs., til guder og demiurger: benytter hverken stof ej heller påtager de sig andre ting ud over dette, med undtagelse af observationen af et fornuftigt tidspunkt.” Nogle begynder allerede at anerkende eksistensen af subtile kræfter og indflydelser i naturen, hvorom de hidtil ikke har vidst noget. Men, som Dr. Carter Blake sandfærdigt bemærker, ”det nittende århundrede er ikke det som har observeret begyndelsen på nye, ej heller fuldstændiggørelsen af gamle, tankesystemer”; hvortil Hr. Bonwick tilføjer, at ”hvis de Gamle vidste bare lidt om vores undersøgelsesmetoder med hensyn til Naturens hemmeligheder, så ved vi endnu mindre om deres forskningsmetoder.”

Magi, Ceremoniel. Magi, ifølge udarbejdede Kabalistiske riter, som fremlagt af Rosenkreuzerne og andre mystikere, ved at invokere åndeligt set Højere kræfter en menneskets, og styre Elementaler, som er meget lavere end ham selv på eksistensskalaen.

Magi, Hvid, eller ”Godgørende Magi,” kaldt således, er guddommelig magi, uden egoisme, begærlighed efter magt, efter ambition eller ussel mammon, kun opsat på at gøre verden godt i generel forstand og særligt ens næste. Det mindste forsøg på at bruge ens abnorme kræfter til at tilfredstille en selv gør disse kræfter til trolddom eller Sort Magi.

Magi, Sort (vide supra). Trolddom, misbrug af kræfter.

Mahamanvantara (Sans.) Bogstaveligt, de store mellemspil mellem Manuerne – perioden med universel aktivitet. Manvantara betyder ganske enkelt her en periode med aktivitet i modsætning til Pralaya eller hvile – uden reference til længden af cyklussen.

Mahat (Sans.) Bogstaveligt. ”Den Store:” Det første princip med Universel Intelligens og bevidsthed. I den Puraniske filosofi, det første produkt af rod-naturen eller Pradhana (det samme som Mulaprakriti); producenten af Manas det tænkende princip, og af Ahankara, Egoisme eller følelsen af ”Jeg er Jeg” i den lavere Manas.

Mahatma (Sans.) Bogstaveligt. "Stor Sjæl." En adept af det højeste niveau. Et ophøjet væsen, som har opnået mesterskab over hans lavere principper, og derfor lever uhindret af ”mennesket af kød.” Mahatmaer er i besiddelse af viden og kraft svarende til niveauet de har nået i deres åndelige evolution. Kaldes på Pali Rahats og Arthas.

Mahayana (Sans.) En Buddhistisk filosofisk skole; bogstaveligt, det ”Store Fartøj.” Et mystisk system grundlagt af Nagarjuna. Dets bøger blev skrevet i andet århundrede F.kr.

Makrokosmos (Gr.) Det ”Store Univers” eller bogstaveligt, Kosmos.

Manas (Sans.) Bogstaveligt, ”Sindet.” Den mentale evne som gør mennesket et intelligent og moralsk væsen, og adskiller ham fra det rene dyr; synonym med Mahat. Esoterisk, betyder det imidlertid, ubetinget det Højere Ego eller det sansende reinkarnerende Princip i mennesket. Når det betinges så kaldes det af Teosofferne Buddhi-Manas, eller den åndelige sjæl, i modsætning til dets menneskelige refleksion – Kama-Manas.

Manasaputra (Sans.) Bogstaveligt, ”Sindets Sønner” eller sind-fødte Sønner; et navn givet til vores Højere Egoer før de inkarnerede i mennesket. I de eksoteriske dog allegoriske og symbolske Puranaer (Hinduernes hellige og gamle skrifter), er det titlen på Brahmas sind-fødte Sønner, Kumara'erne.

Manas Sutratma (Sans.) To ord der betyder ”sind” (Manas) og ”Tråd Sjæl” (Sutratma). Det er, som jeg sagde, synonym med vores Ego, eller det som reinkarnerer. Det er et teknisk udtryk indenfor Vedantisk filosofi.

Manas Taijasi (Sans.) Bogstaveligt, den ”udstrålende” Manas; en tilstand i det Højere Ego som kun store metafysiskere er i stand til at realisere og forstå. Det samme som "Buddhi Taijasi," som ser.

Mantras (Sans.) Vers fra de Vediske værker, brugt som besværgelser eller trylleformularer. Med Mantraer menes alle de dele af Vedaerne, som er adskilt fra Brahmanaerne, eller deres fortolkning.

Manu (Sans.) Den store lovgiver. Navnet kommer fra Sanskrit roden man at tænke, MENNESKE betegner virkelig kun Swayambhuva, den første af Manuerne, som begyndte med Swayambhu, den Selv-Eksisterende, som derfor er Logos og menneskehedens forfader. Manu er den første lovgiver – næsten et guddommeligt væsen.

Manvantara (Sans.) En manifestationsperiode, i modsætning til Pralaya (opløsning eller hvile); udtrykket tillægges forskellige cyklusser, især Brahmas Dag – 4,320,000,000 Solare år – og regeringstiden for en Manu til – 308,448,000. Bogstaveligt, Manu-antara - ”mellem Manu'er.” (Se Secret Doctrine, Vol. II, p. 68, og flg.)

Materialisationer. Ordet der indenfor Spiritualismen betegner den objektive tilsynekomst af de såkaldte ”døde ånder,” som med mellemrum gen-klæder sig selv i stoffet; dvs., de former dem selv ud fra materiale fundet ved hånden i atmosfæren og emanationer fra de tilstedeværende, en midlertidig krop bærende menneskelig lighed med den afdøde, som han så ud da han levede. Teosoffer accepterer ”materialiserings,” fænomenet, men de afviser teorien om, at det frembringes af ”Ånder,” dvs., de udødelige principper fra afdøde personer. Teosoffer mener at når fænomenet er ægte – hvilket faktisk er et sjældnere tilfælde end det generelt menes – så frembringes de af maskerne, idealbillederne, eller de Kamalokiske ”spøgelser” fra døde personligheder. (Se ”Kamaloka” og ”Kamarupa.”) Da Kamaloka er på jordplanet og kun adskiller sig i sin grad af materialitet i forhold til sin grad af bevidsthedsplan, hvorfor det er skjult fra vores normale syn, så er lejlighedsvise genfærd i form af sådanne skaller lige så naturlig som elektriske kugler og andre atmosfæriske fænomener. Elektricitet som en væske eller atomisk stof (for Okkultisterne er enig med Maxwell om at det er atomart), er altid, dog usynlig, til stede i luften og manifesterer sig i forskellige former, men kun når bestemte forhold er til stede som kan ”materialisere” væsken, når den passerer fra sit eget til vores plan og gør sig selv objektiv. Ligeledes med de dødes eidolon'er. De er til stede rundt omkring os, men er på et andet plan og ser os ikke mere end vi ser dem. Men når der er et stærkt begær blandt mennesker og omstændighederne der leveres af de abnormale konstitutioner i medier kombineres sammen, så tiltrækkes disse eidolons – nej trækkes ned fra deres plan til vores og gøres objektive. Dette er nekromanti; det gør ikke de døde godt, og stor skade til den levende, ud over at det interfererer med naturens lov. De lejlighedsvise materialiseringer af de ”astrale legemer” eller dubletter af levende personer er en helt anden sag. Disse ”astrale” antages ofte fejlagtigt for at være de dødes genfærd, da, vores egne ”elementarer” sammen med de afdøde og kosmiske Elementaler, kamæleon-agtigt, vil antage udseendet af de billeder som er stærkest i vores tanker. Kort og godt, ved de såkaldte ”materialisations sceancer,” er det de som er til stede og mediet som skaber det bestemte genfærd. Uafhængige ”genfærd” tilhører et andet slags psykisk fænomen.

Materialist. Ikke nødvendigvis en som tror hverken på Gud ej heller sjælen, eller den sidstnævntes overlevelse, men også en person som materialiserer det rent åndelige; sådan nogen tror på en antropomorfisk guddom, på en sjæl i stand til at brænde i helvedesilden, og et helvede og paradis som lokaliteter i form af bevidsthedstilstande. Amerikanske ”Substantialister,” en Kristen sekt, er materialister, som de såkaldte Spiritualister er det.

Maya (Sans.) Illusion; den komsiske kraft som muliggør fænomeners eksistens og muliggør sansningen af dem. Indenfor Hindu filosofien kaldes kun det som er uforanderlig og evigt realitet: alt det som er underlagt forandring via forfald eller differentiering, og som derfor har, en begyndelse og en ende, anses for at være MAYA – illusion.

Mediumskab. Et ord som nu accepteres til at indikere den abnormale psyko-fysiologiske tilstand, der leder en person til at antage at hans fantasifulde forestillingsevne, hans hallucinationer, virkelige eller kunstige er realiteter. Ingen helt sund person på det fysiologiske og psykiske planer kan nogensinde være et medie. Det som medier ser, hører, og sanser, er ”virkeligt” men usandt; det er enten samlet fra det astrale plan, så bedrageriske er dets vibrationer og indgivelser, eller fra rene hallucinationer, som ikke har nogen virkelig eksistens, andet end for den som opfatter dem. ”Mediumisme” er en slags vulgær formidlerskab hvorved man påvirket af denne evne formodes at blive en agent for kommunikation mellem levende mennesker og afdøde ”Ånder.” Der eksisterer regulære trænings-metoder til udviklingen af denne uønskede erhvervelse.

Mercavah, eller Mercabah (Heb.) "En stridsvogn. Kabbalisterne siger at det Øverste, efter at han havde fremlagt de ti Sephirot – som, i deres totalitet, er Adam Kadmon, brugte det Arketypiske Menneske dem som en herligheds stridsvogn eller trone som nedsteg over menneskenes sjæle.

Mesmerism. Udtrykket kommer fra Mesmer, som opdagede denne magnetiske kraft og dens praktiske brug hen mod år 1775, i Wien. Det er en vital strøm som en person kan overføre til en anden; og gennem hvilken han inducerer en abnorm tilstand i nervesystemet som tillader ham at have direkte indflydelse på sindet og viljen hos patienten eller den mesmeriserede person.

Mester. En oversættelse af Sanskrit Guru, ”Åndelig lærer,” og adopteret af Teosofferne for at betegne Adepterne, hvor fra de har deres lære.

Metafysik. Fra Græsk meta, ovenover, og physica, tingene i den ydre materielle verden. Det er for at glemme ånden og holde fast i det døde bogstav, at oversætte det ud over naturen eller det overnaturlige, da det snarere er ovenover det naturlige, synlige eller konkrete. Metafysik, indenfor ontologi og filosofi er udtrykket der betegner den videnskab som behandler det virkelige og permanente væsen i kontrast med det uvirkelige, illusoriske eller fænomenale væsen.

Mikrokosmos. Det ”lille” Univers betyder menneske, skabt i billedet af sin skaber, Makrokosmos, eller "stort" Univers, og indeholder alt det sidstnævnte indeholder. Disse udtryk bruges indenfor Okkultismen og Teosofi.

Mishnah (Heb.) Bogstaveligt, ”en gentagelse” af ordet Shanah, ”at gentage” noget sagt mundtligt. Et resume af skrevne forklaringer fra Jødernes mundtlige traditioner og et sammendrag af Skrifterne som den senere Talmud var baseret på.

Moksha (Sans.) Det samme som Nirvana; en post-motem tilstand af hvile og lyksaglighed for ”pilgrims-Sjælen.”

Monaden. Det er Enheden, den ENE; men i okkultismen betyder den ofte den forenede duade. Atma-Buddhi, - eller den udødelige del af mennesket som inkarnerer i de lavere riger og gradvist skrider frem igennem dem til Mennesket, finder således vejen til sit endelige mål – Nirvana.

Monas (Gr.) Det samme som Latinsk Monad; ”den ene,” en Enhed. I det Pythagoræriske system emanerer Duaden fra den højere og enlige Monas, som således er den Første Årsag.

Monogenes (Gr.) Bogstaveligt, den ”en-bårne”; et navn på Proserpine og andre guder og gudinder, ligeledes også om Jesus.

Mundakya Upanishad (Sans.) Bogstaveligt, den ”Mundaka esoteriske doktrin.” Et ord af høj ælde; det er blevet oversat af Raja Ram Mohun Roy.

Mysterierne (Sacred). De blev udført i de gamle templer af de indviede Hierofanter til gavn for og for at instruere kandidaterne. De mest højtidlige og okkulte var med sikkerhed de som blev udført i Egypten af ”gruppen af hemmelige-holdere,” som Hr. Bonwick kalder Hierofanterne. Maurice beskriver med få linier deres natur meget billedligt. Talende om de Mysterier som blev udført på Philae (Nil-øen), siger han: - ”Det var i disse dystre hulrum at gudindens (Isis) store mystiske arkana blev udfoldet for den beundrende aspirant, mens den højtidlige indvielses-hymne genlød gennem den lange udstrækning af disse stenede kringelkroge.” Ordet ”mysterie” stammer fra det Græske muo, ”at lukke munden,” og ethvert symbol forbundet med dem havde en skjult mening. Som Platon og mange af de andre viismænd af ælde godtgør, så var disse mysterier højest religiøse, moralske, og godgørende som etiske skoler. De Græske Mysterier, Bacchuses og Cereses, var kun imitationer af de Egyptiske, og forfatteren til ”Egyptian Belief and Modern Thought" infomerer os om at vores eget ord ”kapel eller capella siges at være El's, den solare guddommeligheds Kap-el eller kollegie.” De velkendte Kabeiri associeres med Mysterierne.

Kort og godt, så var mysterierne i ethver land en serie af dramatiske udførelser, hvori de Kosmologiske og naturens mysterier generelt blev personificeret ved præsterne og neofytterne, som udførte de forskellige guders og gudinders roller, gentagene formodede scener (allegorier) fra deres respektive liv. Disse blev forklaret i deres skjulte betydning til kandidaterne til indvielse og inkorporeret ind i filosofiske doktriner.

Mysterie Sprog. Den hemmelige præstelige ”jargon” brugt af de indviede præster, og kun brugt når hemmelige ting blev diskuteret. Enhver nation havde sin egen ”mysterie” tunge, ukendt for alle undtagen de optagne i Mysterierne.

Mysticisme. Enhver doktrin involveret i mystik og metafysik, og beskæftiger sig mere med de ideelle verdener end med vores faktiske-stoflige, egentlige univers.

Mystik, fra det Græske ord mysticos. I antikken, en som tilhørte de der var optagne i de gamle mysterier; i vores egen tid, en som praktiserer mysticisme, har mystiske, transcendentale synspunkter, osv.



Top

N.


Nazarene Codex. Nazarærernes Skrifter og også Nabothean'ernes. Ifølge diverse Kirkefædre, især Jerome og Epiphanius, var de alle kætterske læreformer, men er i sandhed en af utallige Gnostiske beretninger om kosmologi og teogoni, som frembragte en bestemt sekt.

Nekromanti. Fremmaning af billeder af døde, blev i antikken og af moderne okkultister anset for at være praktisering af Sort Magi. Iamblichus, Porphyry og andre theurgister misbilligede ikke praksissen mindre end Moses, som fordømte ”heske” til døden i hans tid, de omtalte hekse var ofte medier, dvs., sagen om Heksen fra Endor og Samuel.

Neoplatonisterne. En filosofisk skole som opstod mellem det andet og tredje århundrede efter vor tidsregning, og blev grundlagt af Ammonius Saccas, fra Alexandria. Det samme som Philalethian'erne og Analogeticisterne; de blev også kaldt Theurgikere og forskellige andre navne. De var Teosoffer i de første århundreder. Neo-Plationisme er Platonisk filosofi plus ekstase, guddommelig Raja-yoga.

Nephesh (Heb.) "Livets Åndedrag, Anima, Mens Vitae, lyst. Udtrykket bruges meget løst i Biblen. Det betyder generelt Prana, 'liv'; i Kabbalahen er det de dyriske lyster og den dyriske sjæl.” Derfor, som fastholdt i den teosofiske lære, er Nepesh det Prana-Kamiske Princip, eller den vitale dyriske sjæl i mennesket.

Nirmanakaya (Sans.) Noget helt andet i den esoteriske filosofi end den populære mening tilknyttet til den, og fra Orientalisternes fantasier. Nogle kalder Nirmanakaya kroppen ”Nirvana med efterladenskaber” (Schlagintweit),formodenlig på det grundlag, at det er en slags Nirvanisk tilstand hvorunder bevidsthed og form bibeholdes. Andre siger, at det er en af Trikaya'erne (tre kroppe) med ”evnen til at antage enhver form for udseende for at udbrede Buddhisme” (Eitel's ide); igen, at ”det er en guddoms inkarnerede avatar” (ibid.) På den anden side siger okkultismen (”Stilhedens Røst”) at Nirmanakaya, selv om den bogstaveligt betyder transformeret ”krop,” er en tilstand. Formen er den Adepts eller Yogis som intræder i, eller vælger denne post-mortem tilstand frem for Dharmakayaen eller absolut Nirvanisk tilstand. Han gør dette fordi den sidstnævnte Kaya adskiller ham for altid fra formens verden, skænker ham en tilstand af selvisk lyksaglighed, hvori intet andet levende væsen kan deltage, adepten er således forhindret i muligheden for at hjælpe menneskeheden, eller endda devaer. Som en Nirmanakaya, efterlader adepten kun hans fysiske krop bag sig, og bibeholder ethvert andet ”princip” bortset fra det Kamiske, for han har knust dette for evigt fra hans natur i livet, og det kan aldrig genopstå i hans post-mortem state. Således, i stedet for at gå ind i en selvisk lyksaglighed, vælger han et liv i selvopofrelse, en eksistens som kun ender med livscyklussen, for at være i stand til at hjælpe menneskeheden på en usynlig, dog meget effektiv, måde. (Se "Stilhedens Røst," tredje Afhandling, "De Syv Portaler.") Således er en Nirmanakaya ikke, som det populært antages, kroppen ”hvori en Buddha eller en Bodhisattva fremkommer på jorden,” men sandelig en som, uanset en Chutuktu eller en Khubilkhan, en adept eller en Yogi gennem livet, siden er blevet et medlem af de usynlige Værter, som altid beskytter og våger over menneskeheden indenfor Karmiske begrænsninger. Ofte fejlopfattet som en ”Ånd,” en Deva, Gud ham selv, dvs., en Nirmanakaya er altid en beskyttende, medfølende, sandelig en vogter, engel til ham som er værdig til hans hjælp. Uanset hvilke indvendinger som måtte blive bragt frem imod denne doktrin, uanset hvor meget den benægtes, for det er sandelig aldrig tidligere blevet offentliggjort i Europa, og derfor, siden den er ukendt for Orientalister, så har den behov for at være en ”moderne opfundet myte” - ingen vil være ligefremme nok til at sige at denne ide om at hjælpe en lidende menneskehed for en pris i form af ens egen næsten uendelige selvopofrelse, ikke er en af de mest fornemmeste og ædleste ting, der nogensinde var udviklet i den menneskelige hjerne. Nirvana (Sans.) Ifølge Orientalisterne, den fuldstændige ”ud-blæsning” af, lige som flammen i et lys, den totale udryddelse af eksistens. Men i den eksoteriske forklaring er det tilstanden af absolut eksistens og absolut bevidsthed, hvori det menneskelige Ego, som har nået den højeste grad af fuldstændiggørelse og hellighed gennem livet, går hen efter at kroppen dør, og lejlighedsvis, som i Gautama Buddhas og andres tilfælde, undervejs i livet. Nirvanee (Sans.) En som har opnået Nirvana – en frigjort Sjæl. At Nirvana betyder noget helt andet end Orientalisternes drengeagtige påstande, er enhver akademiker som har besøgt Indien, Kina eller Japan helt klar over. Det er ”flugten fra elendighed,” men kun fra den stoflige, frihed fra Klesha, eller Kama, og den fuldstændige udryddelse af dyriske begær. Hvis det fortælles at Abhidharma definerer Nirvana som en ”tilstand af absolut tilintetgørelse” er vi enige, og tilføjer til det sidste ord kvalificeringen ”af alt forbundet med stof eller den fysiske verden,” og det er simpelthen fordi det sidstnævnte (ligesom alt i det) er illusion eller Maya. Sakyamuni Buddha sagde i de sidste øjeblikke af sit liv: - ”den åndelige krop er udødelig.” (Vide "Sans.-Chin. Dict.") Som Hr. Eitel, den akademiske Sinolog forklarer det: ”Det populære eksoteriske system er enige om at definere Nirvana negativt som en tilstand af absolut fritagelse fra sjælevandringens cirkel; som en tilstand af fuld frihed fra alle former for eksistens, til at begynde med, frihed fra alle begær og anstrengelser; en tilstand af ligegyldighed overfor følsomhed” - og han kunne have tilføjet ”død overfor al medfølelse med den lidende verden.” Og det er derfor at Bodhisattva'erne som foretrækker Nirmanakayaen frem for den Dharmakayaiske klædning står højere i den populære vurdering end en Nirvanees. Men den samme akademiker tilføjer at ”De definerer udtrykkeligt (og esoterisk) Nirvana som den højeste tilstand af åndelig lyksaglighed, som absolut udødelighed gennem Sjælens (Snarere Åndens) absorption ind i sig selv, men med bevarelse af individualiteten,f.eks., Buddhaer, kan gen-fremstå på jorden efter at være gået ind i Nirvana – dvs., i den fremtidige Manvantara.”

Noumena (Gr.) Værens sande essentielle natur som adskilt fra de illusoriske sanseobjekter.

Nous (Gr.) En Platonisk betegnelse for det Højere Sind eller Sjæl. Det betyder Ånd adskilt fra dyrisk-Sjæl, Psyche; guddommelig bevidsthed eller sind i mennesket. Navnet blev antaget af Gnostikerne om deres første bevidste AEon, som, med Okkultisterne, er den tredje logos, kosmisk set, og det tredje ”princip” (fra oven) eller Manas, i mennesket. (Vide infra "Nout.")

Nout (Eg.) I den Egyptiske gudekreds betød det ”En-kun-En,” fordi den bevæger sig ikke længere i den populære eller eksoteriske religion højere end den tredie manifestation som udstråler fra de Uerkendelige og det Ukendte i den esoteriske filosofi i hver nation. Anaxagoras Nous var Hinduernes Mahat – Brahma, den først manifesterede guddom - ”Sindet eller Selv-potent ånd.” Dette kreative princip er primum mobile for alting der findes i Universet – dets Sjæl eller Forestillingsevne. (Vide "Syv Principper" i mennesket.)



Top

O.


Occult World. Navnet på den første bog som omtalte Teosofien, dens historie, og visse af dens læresætninger. Skrevet af A. P. Sinnett, den gang redaktør af den førende indiske avis, the Pioneer i Allahabad, Indien.

Okkulte Videnskaber. (Occult Sciences). Videnskaben om naturens hemmeligheder – fysiskt og psykiskt, mentalt og åndeligt; kaldt Hermetiske og Esoteriske Videnskaber. I Vesten, kan Kabalaen nævnes; i østen, mysticisme, magi, og Yoga filosofi. Den sidstnævnte refereres ofte af Chelaer i Indien som den syvende ”Darshana” (filosofisk skole), i den profane verden kendes der kun seks Darshanaer i Indien. Disse videnskaber er, og har for tidsaldre, være skjulte for de vulgære, af den meget gode grund at de aldrig ville blive værdsat af de selviske uddannede klasser, som ville misbruge dem med henblik på deres egen profit, og således ændre den Guddommelige videnskab til sort magi, ej heller blandt de uuddannede, som ikke ville forstå dem. Det fremføres ofte som en beskyldning mod Kabalaens Esoteriske Filosofi, at dens litteratur er fyldt med ”en barbarisk meningsløs jargon,” uforståelig for det almindelige sind. Men er de nøjagtige Videnskaber – medicin, fysiologi, kemi, og resten – ikke skyldig i den samme anklage? Slører officielle videnskabsfolk ikke deres sandheder og opdagelser med nylige-opfundne og meget barbarisk Græsk-Latinsk terminologi? Som det med rette blev bemærket af vores afdøde Broder, Kenneth Mackenzie, ”at jonglere således med ord, når fakta er så enkle, er Videnskabsmændenes kunst for tiden, i skarp kontrast til dem fra det syvende århundrede, som kaldte spader for spader, og ikke 'landbrugs instrumenter.'" Her til kommer så at deres ”fakta” ville være enkle, og så forståelige hvis de blev udtrykt i et almindeligt sprog, den Okkulte Videnskabs sandheder er af en så uforståelig en natur, at i de fleste tilfælde eksisterer der ingen ord i det Europæiske sprog der kan udtrykke dem. Endelig så er vores ”jargon” af en dobbelt nødvendighed – (a) for klart at beskrive disse fakta til en som er oplært i den okkulte terminologi; og (b) for at skjule dem fra de profane.

Okkultisme. (Occultism.) Se Okkulte Videnskaber

Okkultist. (Occultist.) En som praktiserer Okkultisme, en adept i de Hemmelige Videnskaber, men meget ofte tillagt en almindelig student.

Olympiodorus. Den sidste Neoplatonist med berømmelse i den Alexandrinske skole. Han levede i det sjette århundrede under Kejser Justinian. Der var adskillige forfattere og filosoffer med dette navn i de før-Kristne så vel som i de efter-Kristne perioder. En af disse var Proclus, en anden historiker i det ottende århundrede, og så videre.

Origen. En Kristen Kirkegænger, født i slutningen af de andet århundrede, muligvis i Afrika om hvem lidt, hvis overhovedet noget, er kendt, da hans biografiske fragmenter er gået til ifølge Eusebius autoritet, den mest uforbeholdende forfalsker som nogensinde har eksisteret i nogen tidsalder. Den Sidstnævnte gives kredit for at have samlet op imod et hundrede af Origens (eller Origenes Adamantius) breve, som nu siges at være gået tabt. For Teosoffer er det mest interssante af Origens værker hans ”Doctrine of the Pre-existence of Souls." Han var elev af Ammonius Saccas, og overværende i lang tid den store filosofiske lærers foredrag.



Top

P.


Panaenus. En Platonisk filosof i Philalethianernes Alexandrinske skole.

Pandora. I Græsk Mythologi, den første kvinde på jorden, skabt af Vulcan ud af ler for at straffe Prometheus og modvirke hans gave til dødelige. Hver Gud havde givet hende en bestemt dyd som gave, hun blev givet en boks til at bære dem i til Prometheus, der imidlertid, udstyret med forudviden, sendte hende væk, og ændrede gaverne til onder. Således, at da hans broder Epimetheus så hende og giftede sig med hende, så udgik alle de onder der nu påvirker menneskeheden fra boksen da han åbnede den, og de har været her siden.

Panteist. En som identificerer Gud med naturen og vice versa. Hvis vi skal anse Guddommen som en uendelig og allestednærværende Princip, så kan det næppe være anderledes; naturen er således ganske enkelt Guddommens fysiske aspekt, eller dens krop.

Parabrahm (Sans.) Et Vedantistisk udtryk der betyder ”ovenover Brahma.” Det Øverste og absolutte Princip, upersonlig og navnløs. I Vedaerne refereres der til det som ”DET.”

Paranirvana. I den Vedantiske filosofi den højeste form for nirvana – ovenover den sidstnævnte.

Persere (eller Parsis). De nuværende Persiske tilhængere af Zoroaster, er nu bosiddende i Indien, især i Bombay og Guzerat; sol og ild tilbedere. En af de mest intelligente og værdsatte selskaber i landet, generelt optaget af kommercielle bestræbelser. Der er mellem 50,000 og 60,000 tilbage i Indien hvor de bosatte sig for omkring 1,000 år siden.

Personlighed. Okkultismens lære deler menensket ind i tre aspekter – de guddommelige, det tænkende eller rationelle, og det irrationelle eller dyriske menneske. Af metafysiske grunde betragtes han også under en syvfoldig inddeling, eller, som der er enighed om at udtrykke det i teosofien, så består han af syv ”principper,” hvoraf tre udgør den Højere Triade, og de tilbageværende fire Kvarternære. Det er i den sidstnævnte den Personlighed bor, som omfatter alle karakteristika der inkluderer hukommelse og bevidsthed, i hvert fysisk liv efter det andet. Individualiteten er det Højere Ego (Manas) i Triaden, der betragtes som en Enhed. Med andre ord er Individualiteten vores udødelige Ego som reinkarnerer og iklæder sig selv en ny Personlighed ved hver ny fødsel.

Phallic Worship, eller Sex Tilbedelse; ærbødighed og beundring vist til de guder og gudinder som, ligesom Siva og Durga i Indien, som hver især symboliserer de to køn.

Philadelphians. Bogstaveligt, ”de som elsker deres med-menneske.” En sekt i det syttende århundrede, grundlagt af en Jane Leadly. De protesterede imod alle Kirkens riter, former, eller ceremonier, og endda Kirken selv, men tilkendegav at de blev vejledt i sjæl og ånd af en indre Guddom, deres eget Ego eller Gud indeni dem.

Philalethians. (Vide "Neoplatonisterne.")

Philo-Judaeus. En Helleniseret Jøde fra Alexandria, en berømt historiker og filosof fra det første århundrede, født omkring år 30 Fvt., og døde mellem år 45 og 50 Evt. Philos Bibelske symbolik er meget bemærkelsesværdig. Dyrene, fuglene, reptilerne, træerne, og steder nævnt i den siges det, er alle, ”allegorier om sjælen, om evner, om temperamenter eller lidenskaber; de brugbare planter var allegorier over egenskaber, den ukloges usunde hengivenhed og så videre gennem mineralriget; gennem himlen, jorden og stjernerne; gennem kilder og floder, marker og boliger; gennem metaller, substanser, våben, tøj, ornamenter, møbler, kroppen og dens dele, kønnene, og vores ydre tilstand.” (Dict. Christ. Biog.) Alle bekræfter på det kraftigste at Philo var bekendt med den gamle Kabbala.

Phren. Et Pyhtagoræisk udtryk, der betegner det vi kalder Kama-manas, stadig overskygget af Buddhi-Manas.

Plan. Fra Latin Planus (niveau, flade), en udvidelse af rummet, uanset det er i fysisk eller metafysisk forstand. Indenfor Okkultismen, rækkevidden eller udstrækningen af en bevidsthedstilstand, eller den stoflige tilstand som korresponderer til de sanselige kræfter for et bestemt sansesæt eller en bestemt krafts aktivitet.

Planetariske Ånder. Planeternes ledere og administratorer. Planetariske Guder.

Plastisk. Brugt i Okkultismen i reference til det astrale legemes natur og essens, eller den ”Proteanske Sjæl.” (Vide "Plastic Soul" i the Theosophical Glossary.)

Pleroma. "Fuldstændighed”; et gnostisk udtryk som også Skt. Paulus brugte. Guddommelig verden eller gudernes bolig. Universelt rum inddelt ind i metafysiske Aeoner.

Plotinus. A distingveret Platonisk filosof fra det tredje århundrede, en stor praktisk mystiker, anerkendt for hans evner og lærdom. Han lærte en doktrin identisk med Vedantisterne, nemlig at ånde sjælen som emanerer fra det Ene Guddoms Princip efter sin pilgrimstur på jorden genforenes med det. (Vide Theosophical Glossary.)

Porphyry (Porphyrius). Hans virkelige navn var Malek, som førte til at han blev anset for at være Jøde. Han kom fra Tyre, efter først at have studeret under Longinus, blev den eminente filosofiske-kritiker discipel af Plotinus i Rom. Han var Neo-Platonist og en distingveret forfatter, især berømt for hans kontrovers med Iamblichus om onderne ved at deltage i Theurgiens praksis, men blev imidlertid til sidst omvendt til hans opponents synspunkter. Som en født mystiker fulgte han som sin mester Plotinus, det rene Raj-Yoga system, som ved træning, førte til foreningen af sjælen med over-sjælen i universet, og af mennesket med dets guddommelige sjæl, Buddhi-Manas. Han beklager sig, imidlertid, over at på trods af alle hans anstrengelser, så opnåede han kun én gange den højeste ekstase tilstand, og det mens han var otte-og-tres år gammel, mens hans lærer Plotin havde oplevet den højeste lyksaglihed seks gange i løbet af hans liv. (Vide "Porphyry," i the Theos. Gloss.)

Pot Amun. Et Koptisk udtryk der betyder ”en som er indviet til guden Amun,” Visdoms-guden. Navnet på en Egyptisk præst og okkultist under Ptolemæus.

Pragna, eller Prajna (Sans.) Et udtryk brugt til at betegne det ”Universelle Sind.” Et synonym for Mahat.

Pralaya (Sans.) Opløsning, det modsatte af Manvantara, den ene en periode med hvile og den anden med fuld aktivitet (død og liv) på en planet, eller i et helt univers.

Prana (Sans.) Livsprincip, livets åndedrag, Nepesh.

Protean Sjæl. (Protean Soul.) Et navn for Mayavi rupa eller tanke-krop, den højere astrale form som antager alle former og enhver form ved adeptens viljes tanke. (Vide "Plastic Soul" i the Theos. Gloss.)

Psykisme. Ordet bruges nu til at betegne envher slags mental fænomen, dvs., mediumisme så vel som højere former for sensitivitet. Et nyligt-opfundet ord.

Puranaer (Sans.) Bogstaveligt, ”den gamle,” refererende til Hindu skriverier eller Skrifter, hvoraf der er et betydeligt antal.

Pythagoras. Den berømte mystiske filosof, født i Samos omkring 586 Fvt., som lærte om det heliocentriske system og reinkarnation, den højeste form for matematik og den højeste metafysik, og som havde en skole der var berømt i hele verden (Se yderligere detaljer, Theos. Gloss.)



Top

Q.


Quaternary. Kvarternær. De fire lavere ”principper i mennesket,” de som udgør hans personlighed (dvs., Krop, Astral Dubæet, Prana eller liv, organer med begær og lavere Manas, eller hjerne-sind), som adskilt fra den Højere Ternary eller Triade, bestående af den højere Åndelige Sjæl, Sind og Atma (Højere Selv).



Top

R.


Reinkarnation, eller Gen-fødsel; den en gang universelle doktrin, som lærte at Egoet fødes på denne jord et utal af gange. Nu-til-dags benægtes dette af de Kristne, som synes at misforstå deres egen evangeliers lære. Ikke desto mindre, er den højere menneskelige Sjæls (Buddhi-Manas) eller Egos periodiske tilførsel af kød og i lange cyklusser angivet i Biblen som det er i alle andre gamle skrifter, og ”opstandelse” betyder kun genfødselen af Egoet ind i en anden form. (Vide Theos. Gloss.)

Reuchlin, John. En stor Tysk filosof og filolog, Kabbalist og akademiker. Han blev født i Pfortzheim i Tyskland, i 1455, og var diplomat tidligt i ungdommen. I en periode af hans liv havde han den høje stilling som dommer i tribunalet i Tubingen, hvor var i elleve år. Han var også Melancthons læremester, og blev forfulgt meget af de gejstlige for hans herliggørelse af den Hebræiske Kabbala, og blev dog samtidig hermed kaldt ”Reformationens Fader.” Han døde i 1522, i stor fattigdom, den almindelige skæbne for alle som i disse dage gik imod Kirkens døde bogstav.



Top

S.


Samadhi. I Indien navnet for åndelig ekstase. Det er en tilstand af total trance, indgivet ved hjælp af mystisk koncentration.

Samkhara. En af fem Buddhistiske Skandhas eller attributter. (Vide "Skandhas.") ”Sindets tendenser.”

Samma Sambuddha. Den pludselige erindring om alle ens tidligere inkarnationer, et hukommelses fænomen erhvervet via Yoga. Et mystisk Buddhistisk udtryk.

Samothrace. En ø i det Græske Archipelago, berømt i de gamle dage for mysterierne fejret i dets templer. Disse mysterier var verdenskendte.

Samyuttaka Nikaya. En af de Buddhsitiske Sutraer.

Sanna. En af de fem Skandhaer, eller attributter, med betydningen ”abstrakte ideer.”

Sct. Germain (Greve). En mysteriøs personlighed, som fremkom i det sidste århundrede og tidligt i det nuværende 19. århundrede i Frankrig, England og andre steder.

Seance. Et udtryk nu brugt til at betegne et møde med et medie med henblik på diverse fænomener. Hovedsageligt brugt blandt spiritualister.

Selv. Der er to Selv i mennesket – det Højere og det Lavere, det Upersonlige og det Personlige Selv. Det ene er guddommeligt, det andet er halv-dyrisk. Der bør ses en stor forskel mellem de to.

Sephirot. Et Hebræisk Kabalistisk ord, for de ti guddommelige emanationer fra Ain-Soph, det upersonlige, universelle Princip, eller GUDDOM. (Vide Theos. Gloss.)

Skandhas. Enhver personligheds attributter, som efter døden danner grundlaget for en ny Karmisk reinkarnation. De er fem i det populære eksoteriske system blandt Buddhisterne: dvs., Rupa, form eller krop, som efterlader dets magnetiske atomer og okkulte affiniteter bag sig; Vedana, følelser, som gør ligeledes; Sanna, eller abstrakte ideer, som er de kreative kræfter i aktivitet fra en inkarnation til en anden; Samkhara, tendenser i sindet; og Vinnana, mentale kræfter.

Sommerlandet. Fantasinavnet Spiritualisterne gav til deres ulegemlige ”Ånders,” bolig som de placerede et sted i Mælkevejen. Det beskrive via tilbagevendende ”Ånders” autoritet som et dejligt land, med smukke byer og bygninger, en Kongres Bygning, Museums, osv., osv. (Se Andrew Jackson Davis værker.)

Somnambulism. "Søvngængeri.” En psyko-fysiologisk tilstand, for velkendt til at behøve forklaring.

Sort Magi. Trolddom; nekromanti, eller opvækkelse af de døde og andre selviske misbrug af abnorme kræfter. Dette misbrug kan være uden hensigt; det forbliver stadig ”sort” magi når som helst noget fænomen produceres for ens egen tilfredsstillelse.

Spiritisme. Det samme som det nedennævnte, med den forskel at Spiritualisterne næsten enstemmigt afviser læren om Reinkarnation, mens Spiritisterne gør den til det grundlæggende princip i deres tro. Der er, imidlertid, en stor forskel mellem sidstnævntes synspunkter og de Østlige Okkultisters filosofiske lære. Spiritisterne tilhører den Franske Skole grundlagt af Allan Kardec, og Spiritualisterne i Amerika og England til den fra ”Fox pigerne;” som grundlagde deres teorier i Rochester, U.S.A. Teosoffer, der mens de tror på både Spiritualisternes og Spiritisternes mediumistiske fænomener, afviser ideen om ”ånder.”

Spiritualism. Den moderne tro på at de dødes ånder kan vende tilbage til jorden for kommunikere med de levende. (Se "Spiritisme.")

Sthula Sharira. Sanskrit navnet for den menneskelige krop, indenfor Okkultisme og Vedanta filosofi.

Sthulopadhi.* Den fysiske krop i dens vågne, bevidste tilstand (Jagrat).

Sukshmopadhi.* Den fysiske krop i sin drømme tilstand (Svapna), og Karanopadhi, "den kausale krop.”

*Disse udtryk tilhører Taraka Raj Yoga Skolens lære.

Swedenborg (Emanuel). En berømt akademiker og clairvoyant fra det sidste århundrede, et menneske med stor lærdom, som har bidraget væsentligt til Videnskaben, men hvis mysticisme og transcendentale filosofi placerede ham i rækkerne af hallucinerede visionære. Han er nu universelt kendt som Grundlægger af den Swedenborgianske sekt, eller det Ny Jerusalems Kirke. Han blev født i Stockholm (Sverige) i 1688, af Lutherske forældre, hans fader var Biskop i Vest Gotland. Han oprindelige navn var Swedborg, men da hen blev adlet og slået til ridder i 1719 blev det ændret til Swedenborg. Han blev Mystiker i 1743, og fire år senere (i 1747) opsagde han sit stilling (som Speciel Dommer ved Minernes Bestyrelse) og hengav sig fuldstændig til Mysticisme. Han døde i 1772.



Top

T.


Taijas (Sans.) Fra tejas "ild”; betyder det ”strålende,” det ”lysende,” og refererer til manasa rupa, "Manas krop,” og også til stjernerne, og de stjerne-lignende skinnende klædninger. Et udtryk indenfor Vedanta filosofien, med andre betydninger ud over den Okkulte betegnelse der lige er givet.

Taraka Raj Yoga (Sans.) En af de Brahmaniske Yoga systemer, det mest filosofiske og faktisk det meste hemmelige af alle, da dets sande læresætninger aldrig udgives offentligt. Det er en ren intellektuel og åndelig træningsskole.

Tetragrammaton (Gr.) Gude-navnet på fire bogstaver, som i Engelsk form er IHVH. Det er et kabalistisk udtryk og korresponderer på et mere materielt plan til de hellige Pythagoræiske Tetraktys. (Vide Theos. Gloss.)

Theodidaktos (Gr.) Den ”Guds lærte,” en titel tillagt Ammonius Saccas.

Theogony. Fra det Græske theogonia, Bogstaveligt, ”Gudernes Genesis.”

Theosophia (Gr.) Bogstaveligt, ”guddommelig visdom eller gudernes visdom.” [For at få en mere detaljeret forklaring se sådanne ord som "Theosophy," "Theosophists," "Theosophical Society," osv., vide the Theos. Gloss.]

Therapeutae, eller Therapeuts (Gr.) En skole af mystiske Jødiske healere, eller esoterikere, fejlagtigt refereret til, af nogle, som en sekt. De boede i og nær Alexandria, og deres aktiviteter og tro er i dag et mysterium for kritikerne, da deres filosofi synes at være en kombination af Orfisk, Pythagoræisk, Essæere og rent Kabalistiske praksisser. (Se Theos. Gloss.)

Theurgi (fra det Græske theiourgia). Riter med henblik på at nedbringe planetariske og andre Ånder eller Guder til jorden. For at nå til realiseringen af sådanne formål, så var Theurgikerne nød til at være absolut rene og uselviske i deres motiver. Praktiseringen af theurgi er meget uønskelig og selv i dag er den farlig. Verden er blevet for korrupt og slem til at praktisere det som så hellige og lærde mennesker som Ammonius, Plotinus, Porphyry and Iamblichus (den mest lærde Theurgist af alle) alene kunne udføre ustraffet. I vore dage er theurgi eller guddommelig velgørende magi alt for velegnet til at blive goetisk, eller med andre ord Trolddom. Thuergi er den første af de tre under-inddelinger af magi, som er theurgi, goetik og naturlig magi.

Thumos (Gr.) Et Pythagoræisk og Platonisk udtryk; tillagt til et aspekt af den menneskelige sjæl, for at betegne dets lidenskabelige Kamarupiske tilstand: - næsten svarende til Sanskrit ordet tamas: ”mørkets kavlitet,” og muligvis afledt fra det sidsnævnte.

Timaeus (fra Locris). En Pythagoræisk filosof, født i Locris. Han adskilte sig noget fra hans lærer med hensyn til doktrinen om metempsychosis. Han skrev en afhandling om Verdenssjælen og dens natur og essens, som er i den Doriske dialekt og stadig intakt.

Triade eller Treenighed. I enhver religion og filosofi – de tre i En.

Tråd Sjæl. (Thread Soul.) Det samme som Sutratma, se denne.



Top

U.


Universel Broderskab. Undertitlen på The Theosophical Society, og det første af dets tre erklærede formål.

Upadhi (Sans.) Grundlaget for noget, fundament; som i Okkultismen – substans er Åndens upadhi.

Upanishad (Sans.) Bogstaveligt, ”Esoterisk Doktrin.” Den tredje Inddeling af Vedaerne, og klassificeres med åbenbaringer (Sruti eller ”åbenbaret ord”). Der er stadig nogle 150 Upanishader intakte, selv om ikke mere end tyve kan fuldt påberåbe sig at være frie fra forfalskning. Disse er alle tidligere end det sjette århundrede F.kr. Lige som Kabala, som fortolker Biblens esoteriske følelse, så forklarer Upanishaderne Vedaernes mystiske betydning. Professor Cowell har to udtalelser med hensyn til Upanishaderne som er lige så interessante som de er korrekte. Således siger han: (1) Disse værker har ”en bemærkelsesværdig særegenhed, det totale fravær af nogen Brahmanisk eksklusivitet i deres lære. . . . De udånder en fuldstændig anden atmosfære, en tankefrihed ukendt i noget andet tidligere værk bortset fra Rig Veda hymnerne selv; og (2) de store lærere indenfor højere viden (Gupta Vidya), og Brahmanaerne præsenteres konstant som gående til Kshatriya Kongerne for at blive deres elever” (chelas). Dette viser med sikkerhed at (a) Upanishaderne blev skrevet før etableringen af kastesystemet og Brahminsk magt, og er således kun næst efter Vedaerne i ælde; og (b) at de okkulte videnskaber eller den ”højere viden,” som Cowell fremlægger det, er langt ældre end Brahmanaerne i Indien, eller endog fra dem som et kastesystem. Upanishaderne er, imidlertid, meget senere end Gupta Vidya, eller den ”Hemmelige Videnskab” som er så gammel som filosofisk tænkning selv.



Top

V.


Vahan (Sans.) "Fartøj," et synonym til Upadhi.

Vallabacharyas Sekt (Sans.), eller ”Maharajaernes sekt;” et liderligt fallisk-tilbedende selskab, hvis hoved afdeling er i Bombay. Deres tilbedelsesobjekt er Krishna som barn. Den Anglo-Indiske Regering var flere gange tvunget til at blande sig for at sætte en stopper for deres riter og modbydelige praksisser, og dets ledende Maharajah, en slags Ypperste Præst, blev mere end én gang fængslet, og meget godt det samme. Det er en af de mørkeste pletter i Indien.

Vedanta (Sans.) Betyder bogstaveligt, ”endemålet for al viden.” Blandt de seks Darsanas eller filosofiske skoler, kaldes den også Uttaramimansa, eller den ”senere” Mimansa. Der er de som ikke er i stand til at forstå dets esoterisme, der anser den for at være ateistisk; men sådan er det ikke, da Sankaracharya den store lærer indenfor skolen, og dens udbreder, var en de største mystikere og adepter i Indien.

Vidya (Sans.) Viden, eller snarere ”Visdoms Viden.”

Vinnana (Sans.) En af de fem Skandhaer; betyder bogstaveligt, ”mentale kræfter.” (Se "Skandhas.")

Visdom-Religion. Det samme som Teosofi. Navnet givet til den hemmelige lære som ligger bag ethvert eksoterisk skrift og religion.

Værenhed. Et ord opfundet af Teosoffer for mere nøjagtigt at betegne den grundlæggende betydning af det uoversættelige ord Sat. Det sidstnævnte ord betyder ikke ”Væren,” for ordet ”Væren” forudsætter en eksisterende sansende bevidsthed. Men som ord tillægges Sat udelukkende til det absolutte princip, det universelle, ukendte, og altid ukendte princip som filosofisk Panteisme postulerer det, kaldende det Kosmos grundlæggende rod og Kosmos selv, det kan ikke oversættes med den simple ord ”Væren.” Sat, oversættes end ikke som det sker hos nogle Orientalister med ”den uforståelige Entitet”; for denne ”Entitet” er ikke mere end en ikke-entitet, men begge. Det er som sagt absolut VÆRENHED, ikke ”Væren”; den ene, uden andet, udelt og udeleligt ALT – naturens rod både synlig og usynlig, objektivt og subjektivt, forståeligt og – kan aldrig fuldt ud forstås.



Top

Y.


Yoga (Sans.) En filosofisk skole grundlagt af Patanjali, men som eksisterede som et adskilt lære og livets system længe før denne viismand. Det er Yajnawalkya, en berømt og meget gammel viismand, hvor til den Hvide Yajur Veda, Satapatha Brahmana og Brihak Aranyaka tillægges og som levede i de før-Maha-bharatiske tider, som gives anerkendelse for at indskærpe nødvendigheden af og den gode pligt ved religiøs meditation og at trække sig tilbage ind i skovene, og som derfor, menes at være ophavsmand til Yoga læren. Professor Max Muller udtaler at det er Yajnawalkya som forberedte verden på Buddhas prædiken. Patanjalis Yoga, er imidlertid mere konkret og præcis som filosofi betragtet, og fremlægger mere af de okkulte videnskaber end nogen af de andre værker der tillægges Yajnawalkya.

Yogi or Yogin (Sans.) En tilhænger, en som praktiserer Yoga systemet. Der er forskellige grader eller typer af Yogier, og udtrykket er nu blevet et fællesnavn der betegner enhver slags asket i Indien.

Yuga (Sans.) En verdensalder hvoraf der er fire, som følger hinanden i en serie, nemlig, Krita (eller Satya) Yuga, den gyldne tidsalder; Treta Yuga, Dwapara Yuga, og til sidst Kali Yuga, den mørke tidsalder – hvori vi er nu. (Se Secret Doctrine for en fuld beskrivelse.)



Top

Z.


Zenobia. Dronningen fra Plamyra, som Kejser Aurelianus besejrede. Hun havde Longinus som lærer, den berømte kritiker og logiker fra det tredje århundrede Evt. (Se "Longinus.")

Zivo, Kabar (eller Yukabar). Navnet på en af de kreative guddomme i Nazarene Codex. (Se Isis Unveiled.)

Zohar (Heb.) ”Lysets bog,” et Kabalistisk værk der tilægges Simeon Ben Iochai, i det første århundrede af vores tidsregning (Se mere detaljeret forklaring Theos. Gloss.)

Zoroaster. En som er tilhænger af Persernes religion, sol, eller ild-tilbedere.



Top

Æ.


Ærkeengel. Højeste, øvereste engel. Fra to Græske ord, arch, ”først,” og angelos, ”budbringer.”




Læsere der ønsker mere fyldestgørende information om et bestemt emne bør konsultere THE THEOSOPHICAL GLOSSARY.






361
APPENDIX

THE THEOSOPHICAL SOCIETY.

INFORMATION FOR SØGENDE.

The Theosophical Society blev grundlagt i New York, d. 17. November, 1875. Dets grundlæggere mente, at Religionens og Videnskabens bedste interesser kunne fremlægges ved en genoplivning af Sanskrit, Pall, Zend, og anden gammel litteratur, hvori Viismænd og Indivede til menneskehedens brug havde bevaret de højeste sandheder der med hensyn til mennesket og naturen. Et Selskab af en absolut ikke-sekterisk karakter, hvis arbejde bør mindeligt forfølges af de lærde i alle racer, med en uselvisk hengiven ånd for at udforske sandheder, og med det formål at udbrede dem upartiskt, synes sandsynlig med hensyn til at kunne gøre meget for at holde materialismen i skak og styrke den faldende religiøse interesse. Den enkleste forklaring af Selskabets formål er det følgende:

Først – At danne kernen i et Menneskehedens Universelle Broderskab, uden at skelne til race, tro, køn, kaste eller farve.

Andet – At udbrede studiet af Aryan og andre Østlige anden litteratur, religioner og videnskaber.

Tredje – Et tredie formål – kun fulgt af en del af Selskabets medlemmer – er at undersøge uforklarede love i naturen og de psykiske kræfter i mennesket.

Ingen person bliver spurgt om vedkommendes religiøse opfattelse ved påbegyndelsen af medlemskab, ej heller er indblanding i dem tilladt, men enhver skal før adgang gives love at vise den samme tolerance på dette område som han ønsker for sig selv.

Hovedkvarterets, kontorer og administrative personale er i Adyar, en forstad til Madras, hvor selskabet har en ejendom på syv-og-tyve hektar og udstrakte bygninger, herunder et til det Orientalske Bibliotek, og en rummelig hal hvori det Generalforsamlingen mødes årligt til Konvention, den 27. december.

Selskabet er endnu ikke udstyret, men der er en central Fond, hvor indkomsten fra investeringer, vil gå i retning af at afholde de løbende udgifter; disse har hidtil været opfyldt af indkomme fra indgangs-gebyrer, donationer, og et lille årligt abonnement fra hvert medlem. Men ud fra de ændrede regler i 1889, er selskabet blevet fastlagt på et grundlag af frivillige bidrag, og er derfor helt afhængig til vedligeholdelse af den generøsitet dets Medlemmer og andre giver, Adgangs gebyrer og Årlige Gebyrer er afskaffet. Ingen lønninger gives, alt arbejde udføres af frivillige, der modtager enkel mad og nødvendige beklædning, når deres private omstændigheder kræver sådanne godtgørelser.

Den Officielle Administrator for al Selskabets ejendom er for tiden Formanden, og legater og arv bør altid ske i hans navn, i den juridiske formuleringer af koden for det enkelte land, hvor testator henlægger sit Testamente. Hvis det overlades til Selskabet ved navn, så vil arven blive ugyldig ifølge loven. Formandens fulde adresse er Henry Steel Olcott, Adyar, Madras i Indien. Selskabet, undgår som organisation, politik og alle emner uden for dens erklærede arbejdsområde. Regler afviser strengt medlemmerne i at kompromittere deres neutralitet i disse sager. Mange grene af Selskabet er blevet dannet i forskellige dele af verden, og nye organiseres konstant. Hver filial indrammer sine egne bekendtgørelser og forvalter sine egne lokale aktiviteter uden indblanding fra Hovedkvarteret; forudsat at Selskabets grundlæggende regler ikke krænkes. Afdelinger beliggende inden for visse territoriale grænser (som for eksempel USA, de Britiske Øer, Ceylon, osv., er blevet grupperet med henblik på administration i territoriale Afdelinger). For nærmere oplysninger, se de Ændrede Regler fra 1889, hvor alle nødvendige oplysninger med hensyn til optagelse i Selskabet osv.., også kan findes.

Der er ind til dags dato blevet grundlagt (1889) 173 Afdelinger af Selskabet. For detaljer se Regler, osv. for The Theosophical Society, der kan skaffes ved ansøgning til the Recording Secretary of the Theosophical Society, Adyar, Madras; eller til the General Secretaries of the Sections.

I England, Dr. A. Keighttey, 7, Duke Street, Adelphi, London. I Amerika, William Q. Judge, P. 0. BOX 2650, New York.




366


APPENDIX



DEN RETSLIGE STATUT FOR THE THEOSOPHICAL SOCIETY.

Den følgende Officielle Rapport, som blev bekendtgjort som en Indbygget Forordning til St. Louis Theosophical Society, er et vigtigt dokument, med hensyn til at fastlægge opfattelse af The Theosophical Society efter en omhyggelig gennemgang af vidner under ed af en Amerikansk Domstol.



Først-Den ansøgende er ikke en religiøs organisation, jeg rapporterer denne negative konklusion på grund af at ordet "Teosofisk" indeholdt i ansøgendes navn formidler en mulig religiøs implikation. Den lovpligtige sætning "selskaber grundlagt med religiøse formål" gælder, formoder jeg, kun for en organisation som til dels er grundlagt med henblik på tilbedelse, tilbedelse er en individuel handling der involvererer forgudelse og måske emotionel kraft, som begge nødvendigvis er individuelle handlinger, ellers for en organisation grundlagt med henblik på udbredelsen af en religiøs tro. At kun undervise i en religion som man underviser i algebra, er, mener jeg, ikke et religiøst arbejde, sådan som ordet "religiøs" bruges i Statutten og Forfatningen. Et menneske kan besidde en kollegie stilling som Religions Professor og som sådan undervise i mange religioners læresystemer. Da disse forskellige religioner er varierede og antagonistiske, så kan Professoren ikke på nogen mulig måde tilbede dem alle. Nej, han kan endda være ureligiøs. At kun undervise i religion er derfor ikke et religiøst arbejde i retslig forstand. Det noteres at i art. 2 i dette selskabs forfatning, der bruges ordet religion i flertal. At undervise i religioner er uddannelsesmæssig, ikke religiøst. "At fremme studiet af religioner" er til dels at fremme studiet af menneskets historie. Jeg tilføjer den underordnede konklusion at selskabet ikke har nogen religiøs tro og praktiserer ingen tilbedelse. Andet- Ansøgeren har i sinde at fremme studiet af litteratur og videnskab. Disse formål er klart præsenteret i ordene i Statutten. Tredje- Beslægtet med det sidste formål er det at efterforske "uforklarlige narturlove og psykiske kræfter latent i mennesket." Disse to fraser kan der ikke indvendes noget imod. Men, der er grund til at tro, at de udgør en mening som er en anden end den tilsyneladende. Retten vil notere sig den almindeligt accepterede betydning af ordet "Teosofi." Selv om jeg er uvidende om Teosofi, så tror jeg at det har til hensigt at blandt andre ting at inkludere manifestationer og fænomener, fysiske og psykiske, som er imodstrid med kendte fysikere og metafysikere, og forklares måske ikke eller påstås måske at blive forklaret eller forstået endda af Teosofferne dem selv. I denne gruppe kan inkluderes Spiritisme, mesmerisme, clairvoyance, mental-healing, mental-læsning, og lignende. Jeg modtog vidneudsagn på dette spørgsmål og fandt ud af at mens troen på enhver af den slags manifestationer og fænomener ikke forlanges, mens ethvert medlem har frihed til at have sin egen holdning, så former sådanne spørgsmål emner for efterforskning og debat, og medlemmerne tro som et hele måske individuelt på fænomener som virker abnorme og på kræfter som er overmenneskelige så vidt som videnskaben nu kender dem. Det

367

er uden tvivl enhver borgers ret at have hvilken som helst opfattelse han ønsker sig om disse emner, og at for sin tilfredstillese at udforske det uforklarlige og at fremvise det latente. Men spørgsmålet er her: Bør Retten give franchise til sådan en udforskning? Voodoo er et ord som tillægges svigfulde mennesker blandt de uvidende og overtroiske som blandt de uvidende og overtroiske påfører ikke-svigfulde mennesker bedrag. Ingen Domstoil vil støtte og franchisere fortsættelsen af sådanne praksisser. Domstolen vil således stoppe med at efterforske praksiserne og måske omdømmet hos den virksomhed som søger juridisk hjælp. Jeg har ikke planer om at fortage en sammenligning mellem voodoo og denne gruppe af fænomener som jeg af praktiske grunde (selv om jeg ikke ved om det er nøjagtigt) vil kalde okkultisme. Jeg fremlægger kun Voodoo som et stærkt eksempel for at vise Domstolen at den bør efterforske. Hvis vi nu efterforsker okkultisme finder vi frem til, at det under tiden, som det er rapporteret, er blevet brugt til bedrageriske formål. Men, det er intet at regne i forhold til dens essentielle indhold. Altid og hvor som helst har mennesket villet gøre skidte ting ud af alt af selviske grunde. Dette selskabs formål, uanset om det er opnåligt eller ikke, er unægtelig prisværdige, antagende at der er uforklarede psykiske og fysiske fænomener, og at Teosofien søger at forklare dem. Antagende, at der er endnu latente kræfter i mennesket, så søger det at opdage dem. Det kan være at absurditeter og bedrag er hændelser i dens spirende udvikling. Med hensyn til en sådan forståelse af okkultisme, som fastlægger kræfter som normalt antages at være supermenneskelige, så synes det for mig at Domstolen, dog uden at antage at bestemme rent juridisk spørgsmålet om deres realitet, før den, i det mindste før den gav franchise til okkultismen, burde undersøge om den havde opnået et hærderlig position eller hvorvidt dets tilhængere blot var af snæversynet intelligens, ond intellekt, og altædende godtroenhed. Derfor modtog jeg vidnesbyrd med hensyn til dette, og fandt ud af at et antal af gentlemen, eminente indenfor videnskab, i forskellige lande i Europa, og også i dette land, tror på okkultisme. Sir Edward Bulwer Lytton, en forfatter med stor og varieret lærdom, og med et solidt intellekt, fastslås at have været en okkultist, en forsikring støttet af mindst to af hans bøger. Den afdøde Præsident Wayland, fra Brown Universitet, der skriver om abnorme mentale operationer som ses i clairvoyance, siger: "Emnet synes for mig meget værdigt med hensyn til efterforskning og oprigtig undersøgelse. Det fortjener på ingen måde latterliggørelse, men forlanger den mest filosofiske forskende opmærksomhed." Sir William Hamilton, som muligvis er den mest skarpsindige og unægtelig, den mest lærde blandt Engelske metafysiskere som har levet, sagde for mindst tredive år siden: "Uanset hvor forbløffende, så er det nu bevist uden for enhver tvivl at i visse abnorme tilstande i nerve organismen så er oplevelse mulige gennem andre kanaler en sanserne." Via sådanne vidnesbyrd placeres Teosofien i det mindste på respektabel fod. Uanset om det ved yderligere arbejde kan fuldstændiggøre delvise sandheder, uanset om det kan eliminere ekstravagancer og rense sig selv for urenheder, hvis der er nogen, er sikkert spørgsmål hvorpå Dosmtolen ikke vil føle sig påvirket til at dømme om. Jeg finder ikke andre features i ansøgernes forfatning som er anstødelige med hensyn til lovlig protest, og jeg har som følge deraf æren af at rapportere at jeg ikke ser nogen grund til hvorfor ansøgernes bøn ikke skal beviliges.

AUGUST W. ALEXANDER,

Amieus Curæ.


368
INDEKS.



Abammon, En Egyptisk lærer for Iamblichus, 3

Absolutte, Det, en uendelig enhed, 62; er absolut tanke, 65; handling versus bøn, 70-1; evige menneske et med, 100; Brahma, Atma, og, 174; Karma og, 201, 212

Adam, eller A-Dam symbol på blod, 188

Adam-Kadmon, den En-Bårne, 188

Adept(s), praktisk theurgy af, 2; svært at blive en uden træning, 21, 23-4; Theosophy og produktionen af, 24; har ingen Devachan, 148; Nirmanakayaer som, 151; kan kende personens fortid, 200-201; kan følge karmisk re-justering, 215; har studeret mysterierne om væren, 217; alderen på, 289; dikterer ikke, 292; hvid og sort, 294; H. P. B. som en “triple,” 299; Teosofiske skriverier inspireret af, 300; Teosoffer introduceret til, i Vesten, 302; “Louis” som, 303

Adeptskab, mange liv er nødvendig før, 217; og the Theosophical Society, 2 17-18

Adskilthed, der er ikke sådan noget som, 203 ; ingen, mellem race og individ, 236

Afgudsdyrkelse, tendensen til, er en årsag til hemmeligholdelse, 12; bøn og, 70; Brahminere drev millioner til, 80

Afkald, på ens personlighed for forpligtede medlemmer, 20; på Nirvana, 151

Agathon (eller Til Agathon), Platons Suveræne Guddom, 96; Solen står for, 98

Agnoia, irrationel sjæl, 95

“Agnostic Journal,” “Conquests of the Cross” citeret, 43

Agnosticisme, besynderligt ordvalg, 95; ufilosofiske opfattelser af, 221; en synd reaktion mod materialisme, 270

Ahamkara (Ahankâra eller Ahamkâra), Manas stammer fra, eller Ego-isme, 135-136

Ain-Soph (eller En-Soph), Kabalaens uendelige enhed, 62

Akasa (Akâs'a) kosmiske syvfoldigheds højest princip, 310

Alexandrianske Skole, udledte sjælen fra æteren 105-6

Alkymi, hemmeligheder om, ikke frigivet, 21; opdagelser i kemi grænser op til, 23; imaginære i middelalderen ikke Okkultisme, 25-6; novicer i forbindelse med, 36

Alkohol, skadelige indflydelse af, 262

Allegori, om Vingårdsmanden og Vingårdstræet, 186-7; om Messias Kongen i Zohar, 187; om syv Vintræer og Frelsere, 188; visnede grene er "tabte sjæle," 190-1

ALTET, Ånden som, eller Atma, 119, 121

Altid-Manifesterende, manifesterer perioder med absolut lov, 65

Altruisme, forlanges af medlemmer forpligtigede, 20, 252; til enhver kærligheds og velgørenheds blomst," 53; Buddhas and Jesus, 79-80; en integreret del af selv-udvikling,239-240; børn bør oplæres, 270-1

Alvidenhed, om DET, 64, 133; om teologisk Gud,76; om Gautama, Prins Siddhartha,130; Åndelige Egos tilstand, 131, 147; potentiel, de facto, og quasi, 132-3; Devachanisk tilstand ikke en med, 156

Amenti, er Egypternes Kama-loka, 340

Ammonius Saccas, grundlægger af det Eklektiske Teosofiske system, 2; tilhængere af, kaldet Analogeticists, 2; en stor Neo-Platonist, 3; forsonende politik, 4-5; læren om, 6-7; højere doktriner, hemmelige, 9; om hukommelse og forudsigelse, 126-7

Amun (eller Ammon), Egyptisk gud for Visdom, 2

Analogeticists, medlemmer af Eklektiske Theosophical Society, 2

Analogi, principper om, brugt af Ammonius Saccas, 2; mellem tilstande og planer, 89

Ananda (Ânanda), Lord Buddha forklarer hans tilbageholdenhed med, 81

Ânandamaya Kosha (Ânandamayakos'a eller Karanopadhi, 324

Anaxagoras, afledt fra Nous fra Egyptiske Nout, 94- 95

Anger, og loven om årsag og virkning, 207-8; selv oprigtige, kan ikke undgå virkningerne, 213; døds-leje, 223

Anima, Mens Vitae eller Nephesh, 353

Anima Bruta (og Anima Divina), fra Ild-filosofferne, 106

Anima Mundi, udstråling fra Pythagoræisk Monas, 106

Annesly, Arthur, "konsulter pligt, ikke begivenheder," 255

Annihilation, Siamesisk sekt tror døden er, 80; af personligheden er sjælden, 93-4; af sorte magikere, 103-4; moderne versus Buddhistisk opfattelse af, 113-14; subjektiv “væren” i Nirvana, 116; og forståelse af det sande Selv, 155-6; dybeste søvn sammenlignelig med, 165; glemsel er ikke, 169-70; som angivet i det fjerde Evangelium, 186-7; gradvis, af mayavi-rupa , 190-1; Nirvana er ikke, 219

Anoia irrationel sjæl, 93-4; sjæl allieret med, 116

Ansvarlighed, Egoets for lavere attributters synder, 184; individuel, versus stedfortrædende forsoning, 208; “sandelig der er ikke noget tilfældigt i vores liv,” 211 ; fælles, 213; for handlinger og tanker i tidligere liv, 215-16; Karma og universel, 236; individuel og familie, 240-1; og årsagen til kriminalitet, 248

Antropomorfisme, af Gud ulogisk, 61; og tilnavn af ateist, 63; og Gud i mennesket, 67; Jødisk, 82; af Kristne Kabalister, 103; oprindelig emanation versus, 110-11

“Anugita” (Anu-gîtâ), behandler Treenigheden, 68

Apollonius fra Tyana, om de viises kræfter, 11; helbredte de syge og opvækkede de døde, 24

Arkane eller Esoterisk Sektion, ære ved forpligtigelser i, 38

Arkaisk Doktrin, eller Visdom Religion, ældste filosofi, 60

Arche tes kineseos (avrchj th'x kiuhjsewx Anaxagoras primum mobile, 95

Arhats, esoterisk Budhism kun bibragt til, 13; Nordlig Buddhisme etableret af, 14-15; holdt Mesterens politik tidligt, 80-1 ; grader af, 317

Aristobulus, om Aristotles etik, 4-5

Aristotles, om nous og psyche, 106

Arnold, Edwin, om Karma i The Light of Asia, 209, 2 14-15

“Art Magic,” Fru E. H. Britten, 302-3

Arvelighed, Karma og, 212

Aryamarga (Âryamârga), vej til Nirvana, 317

Aryasatyani (Âryasatyâni), 317

Asankheyyas (Pâli), fire, og 100,000 cyklusser for at opnå Buddhaskab, 134

Asdt, meningen med det Hebræiske ord, 330

Askese, altruisme som, 258; uintelligent, ren tåbelighed, 259-60

Asia, Central, sandheder bevaret i, 8

Aspiration og bøn, 68; at nå åndelig eksistens, 228

Astral, Plutarchs skygge og trefoldige krop, 98; principper, 102-3; kapsel, 103; sjæls forsvinden, 105; Kama loka er, lokalitet, 143; Kama-loka bebos af, eidolons, 143; kama-rupisk fantom er, entitet, 144; og Nirmanakayaer, 151; skæbne guides nogle gange af, indre menneske, 182, 210

Astrale Krop, indenfor spiritistiske fænomener, 28; eller Linga sharira, 91; forlader mennesket ved døden, 143

Astrologi, sand, gren indenfor Okkultismen, 22; en virkelig og farlig videnskab, 26; og læren om Månen, 98

Ateisme, er Teosofi,? 63; filosofiske, Buddhismens, 74, 80-1; og troende på Karma, 212; en sund reaktion, 270

Athenagoras, støttet af Ammonius Saccas, 6

Atma (Atman), og Christos som Treenighed, 67-8; ånd eller udstråling af det Absolute, 92; universelt princip, 93, 119, 135; “Faderen i hemmelighed,” 101-4; Buddhi-Manas fastlagt ved, 107; udtryk “ånd” tillægges, 115; og Taraka-Raja-Yoga inddeling af mennesket, 118; er ikke individuelt menneske, 121; Åndelige Ego er ikke det Højere Selv eller, 131; forveksling af Manas med, 158; Højere Selv eller, er Brahma, 174; guden indeni, 181; er Vingårdsmanden i lignelsen om Vingårdstræet, 186-7; Manas er den adopterede søn af, 188

Atma-Buddhi (Atma-Buddhi), Manas som Christos, 71; eller ånd-sjæl, 96; Pythagoræisk Monas er vores, 106; den Hellige Ene, 113; Platon’s forskellig brug af udtrykket, 115; er Højere Selv, 121

Atom, Guddom i ethvert, 64; ved pralaya ethvert, er løst i homogenitet, 84; ethvert, essentielt set udødelige, 108; ethvert, underlagt generel lov, 202

Attributter, Guddom omfavner alt, 65; eller skandhaer, 77—8; Atma per se er uden, 102; Atma-Buddhi uden, på dette plan, 120; fem, angivet i Buddhismen, 129; eller materielle skandher og hukommelse, 130; menneskelig sjæl, 160

Aura, kama-rupa og medierne, 144-5

Automaton, skal er, ikke sand Ego, 182

Avatar (eller Avatâra), nedstammer fra, undtagelse fra reglen, 181


B

Bagtagelse(r), at Teosofi splitter familier, 240; fra Society for Psychical Research, 275- 276; stigningen i, 277-8; om fallicisme i Teosofi, 279-80; om T. S. finanser, 283

Bagvaskelse Teosoffers pligt at modsige, 250-251; aldrig, en anden person, 253; grundlæggernes noble arbejde i T. S. i forhold til, 257; “hyldest” givet til H. P. B. af,298-9

Bancroft, H, H., om rædslerne indenfor slaveriet, 42

Banner of Light,” “The, protester i, om re-inkarnation, 122; indeholder beskeder fra de døde, 147

Barmhjertighed, Gods, uforeneligt med teologisk dogme, 75-6, 110; uforanderlig lov om kærlighed, retfærdighed og, 138, 147-8; guddommelig, re-inkarnationens, 154-5; Karma kan have hverken vrede eller, 200; medfølelse og, i Devachan, 216-17; overfor hinanden, 231; personlig interesse, og sand velgørenhed, 244

Beboere, på andre planeter, 86

Begær, kama-rupa sædet for, 91; organ på højre side af mennesket og, 121; to slags, 227-8; vigtigheden af kvaliteten af, 261-2

Bekendelse af Tro, dekreter i, presbyterianske, 213-14; og stedfortrædende Forsoning, 223

Bellamy, Edward om Broderskab i Looking Backward,44

Belønning, Buddhister tror ikke på fremtidig, 74; fremtid, og loven om gengældelse, 109-10; for fjenden og straf for en selv, 200

Benægtere, de store, Christian eller Mental Scientists 72-3

Bevidsthed, indre selv og fysisk, 29; absolutte bevidstløshed er absolut, 65; fra vores "Fader i himlen," 67; og bevidstløshed, 85; sanseopfattelser og tilstande af, 89-90; annihilation af personligheden, sjælden, 94; en glorificeret ånd, 98-9; legemliggjort, i menneske-sindet, 100; hvad er absolut,? 100; “udødelighed er ens ubrudte,” 108; forandringer i, klassificeret indenfor Okkultisme, 118; af sanseløs Tredje Race, 136; forbindelser mellem åndelige og menneskelige, 137; om devachanee, 146; om nyligt afdøde, 150-1; ingen post-mortem, muligt for skeptikere, 156-8; efter døden, 160, 165; manasisk, går forud for gen-fødsel, 163; i tre slags søvn, 165; jordisk og åndelig, 166; materialistens, 169; tilstande, psykiske sanser, 173; fysiske, er forbigående, 180; individuelle og uendelig, 219

Bevidstløshed, absolut, er absolut bevidsthed, 65; og bevidsthed, 85

“Bhagavat-Gita” (eller Bhagavad Gîtâ), etikken i, repræsenteret i Teosofi, 49; viser Krishna som en Treenighed, 68

Biblen, Ammonius anså dens historier for, at være allegorier, 7; bogstavelig accept af Jødisk, 40; og påbud om Kristus, 69; læsere af, vildledes af dårlig oversættelser, 113-14; og børns ræsonneringsevne, 270

Bigandet, Bishop, og Buddhisters evner, 74

Bishop, Washington Irving, offer for mediumisme, 195

Bjergprædikenen, forskrifter aldrig praktiseret, 54-5, 58; praktiske velgørenhed, 242; og bogstavelige sandhed, 243

Blavatsky, H. P., private ressourcer hos, 281-2; skriveriers natur, 282; modtog aldrig personlige donationer, 283; profitterede aldrig finansielt på T. S., 284; beskyldt for at have opfundet Mahatmaer, 295-6; Mahatma land, 297-9; om hendes forfatterskab, 300

Blod, Adam eller A-Dam er symbol på, 188; spild af, og årsag og virkning, 224

Bodha (Bodhi), forståelse eller Visdom, 13

Bodhisattvas, foretrækker Nirmanakaya klædning, 355

Boehme, Jakob, opfattede guddommelig visdom i visioner, 3; lever ikke op til ægte clairvoyance, 326

Brahma (Brahmâ), dage og nætter, 83-4

Brahman (Brahman), Atma er, Det Absolutte, 174

Brahm-Vidya (Brahma-Vidyâ), guddommelig viden, er Teosofi, 2

Brahminere (eller Brahmanaer), holdt bona fide tro hemmelig, 8; Gautama Buddha lærte Gupta-vidya af, 13; anser sig selv højere end ordinære devas, 70; eksklusivitet, 80; troede på Egoets permanens, 81; sekteriske guddom, 222; højeste Hindu kaste, 324

Britten, Mrs. Emma Hardinge, angriber Teosofi, 302

Broderskab, vigtigheden af universel, 18; universel, som T. S. formål, 39-40; i Looking Backward af Bellamy, 44; eksemplificeret i Nationalist Club, 45; fire links i den gyldne kæde, 233; sand, og solidaritet, 234; kriteriet i den sociale indsats, 235-6; vores, sat sig udenfor området, 256

Brown-Sequard, Dr., foryngelses system, er sort magi, 293

Buck, Dr. J. D., om Teosofi, 16-18

Buddha(s), ord defineret, 13; en, perfekt person, 134; eller Buddhi, 159; erindre tidligere inkarnationer, 164; Frelsere eller race-, Nazarene Code; 188; -lige som Fader Damiens barmhjertighed, 239

Buddha, Gautuma, efterlod ingen skriverier, 7; læren om, esoterisk, 13-14; lærte broderskab, 47; om bøn, 71; læren om, 79-80; arbejder om, frustreret, 80; årsagerne til tilbageholdenheden, 80-2; forklarer Ego til Ananda, 81; og læren om Nirvana, 113; læren om, misforstået, 113-4; så hele sekvensen af liv, 130; selv-opofrelse, 237-8

Buddhi, og Christos Treenigheden, 67-8, 71; den åndelige sjæl, 92 ; som bæreren af Atma, 93, 101; som irrationel sjæl, 102; en ikke sansende del af et hele, 106; mysteriet om, og Mayavi rupa, 119-20; manas, den kausale krop, 121; ubevidst på dette plan, 135; associeringen med, Manas, 159;-manas forbinder ikke-eksisterende i materialisten, 160, 164, 176; Selvets vehikel, 174;-manas de åndelige guddommelige Ego, 176; og himlen-stræbende sind, 184; er Vintræet i lignelsen, 186-7; “vintræet fra oven” i Zohar, 187-8; den centrifugale kraft i mennesket, 189-90

Buddhi-taijasi (-taijasî), og Manas, 159; materialisten kan aldrig blive, 164

Buddhisme, større og mindre vehikel i, 8; brugen af Budhism og, 12-13; eksoteriske etik, og Teosofi, 14-15; om ens egen og andres religioner, 74; læren om skandhaer i, 77-9; om egoitet og individualitet, 104-5

“Buddhism,” af Rhys Davids citeret, 134

Buddhist(er), nogle, blandt Teosoffer, 12; holdning, til bøn, 74; præst debatterer Kristen Gud, 76-7; læren om sjælens udødelighed, 77-9; overdrivelse af eksoterisme i, optegnelser, 79; troen på retfærdig gengældelse, 199; opfattelser af Gud, 221-2; reformen navnlig uselvisk, 228-9; Nordlig, om velgørenhed, 244; sandheden om Karma og Reinkarnation for, 246; inerti, tidsaldre med slaveri, 247

“Buddhistiske Fødsels Historier,” af Fausböll og Rhys Davids, 134

“Buddhistiske Katekisme,” om sjælen, 77-8; om skandhaer og hukommelse, 129-30; korrigerer Orientalisternes fejl, 134; afklaring af udtalelse i, 177

Budhism, eller Buddhism?, 12-13

Butler, William Archer, “Lectures on Platonic Philosophy” citeret, 126

Bøn(ner), meditation er uudtalt, 10; verbale, en abstraktion, 66; og viljes-, 66-7; esoteriske betydning af Faderen i himlen, 67; en okkult proces eller åndelig trolddom, 68-70; Jesus påbud om, 69; Hinduernes mantra, 70; versus handling, 71-2; ikke skaber selvtillid, 72; Buddhistiske holdning til, 74; Karma kan ikke annulleres via, 198

Børn, og uddannelse, 264-71


C

Carlyle, Thomas, "slutningen på menneskets handling ikke tanke," 230; “døde vokaler”, i uddannelse, 269

Centrifugal, og centripetale energier i mennesket, 189-90

Ceylon, ideer om døden blandt sekter i, 80

Chela (er), mysteriet om Buddhi og forpligtiget, 119- 120; lejlighedsvise fejl hos, 303

“Christian College Magazine,” publicerede angreb imod fænomener, 275-6

Christian Scientists, de store “benægtere,” 72-3

Christos (se også Ordbog under Chrestos), princippet i mennesket, 67; Atma-Buddhi Manas, Selvet, 71; eller målet Buddhi-tilstanden, 155; som Vingårdstræet i lignelsen, 187

Chutuktu, en adept, 354

Citater (uidentificerede), om regenerering, 53; “der råber på deres guder,” 80; om den offentlige stemme, 229; som mester, så menneske, 231; Engelsk forfatter om pligt, 241 ; Fransk forfatter om bagvaskelse, 276

Civilisation, moderne, en Pandoras Æske, 246-7

Clairvoyance, åndelige, Seeres, 215

Clement fra Alexandria, bevandret i Platonisk filosofi, 4; støttede Ammonius Saccas, 6; en Eleusinsk indviet, 37

“Codeks Nazaræus,” gengiver allegorien om Vingårdstræet 188

Coleridge, Samuel Taylor, intuitive ord om tænkning, 137

Conelly, J. H., om Karma, 207-9; om Kirke dogmer,213-14

“Conquests of the Cross,” artikel i Agnostic Journal, 43

Cyklus(ser), inkarnations, 34; af væren, 63; af Universets liv, 84; Manas udholder gennem, livets, 100; entitet bliver ånd ved slutningen af, 107; guddommelige princip udstråler essensen hvert, 110-11; varigheden af Nirvanisk, 114; Devachanisk, 148; Buddhis status under, inkarnation, 159- 160; den eneste virkelighed i, gen-fødslers, 167; “fald ned i stoffet” grundlagde en ny, 181-2; menneske-gud korsfæstet gennem livet, 188-9; adskillelse af kønnene begyndte, bevidst liv, 197-8; Teosofi har eksisteret i endeløse, 304

Cølibat, og Okkultisme, 258, 262-3


D

Damien, Father, selv-opofrelse, ved Molokai, 238-9

Darshana (Dars'ana) syvende, er skjult, 356

Den Hellige Ene, i Zohar er Teosofiens Atma, 112-13

Demeter, var hellig for, 98

Democritus, nævnte, 94

“De Mysteriis,” af Iamblichus, 3

“De Somniis,” Philo Judaeus om re-inkarnerende sjæle, 111

DET, ensartethed med universelle sind, 133

Deus ex machinã, “materialisationer” er astral krop,28; Karma som, 134; Prana som, levende menneske ,176

Devachan, Ego kan ikke vende tilbage fra, ved séance, 28; mennesket trefoldigt i, 98; tilstand af lyksaglighed, 99; defineret, 100; Egoets “tabte sjæl,” forspildes 104, 189; individuel bevidsthed om, 107-8; Ego belønnes i, 129; fysisk oplevelse kraften i, 132; potentiel alvidenhed, 133; himmelsk legeme er floden af Lethe i, 140; varigheden af, 145; Egoets tilstand i, 147-8; højeste Adepter har ingen, 148; udvikling af, 156; selvisk materialist har ingen, 169-70; åndeliggjort genkaldelse af eks-personlighed i, 177-8; højere Manas går kun til, 184; skuespilleren drømmer sin rolle i, 185; fødsel i himlen i Wheel of the Law, 199; barmhjertighed og medfølelse i, 216-17

Devachanee (Devachanî), post-mortem åndelig bevidsthed af, 146-8; styrken af guddommelig kærlighed, 150

Devaer, Brahminere anser dem for højere end, 70

Dhamma, Buddhistisk ord for eksistenser, 81

“Dhammapada,” citeret for tolerance, 74

Dharma, lov i The Light of Asia, 214

Dhyan Chohan(er) (Dhyâni-Chohaner), Iswara som bevidsthed for samlingen af, 159; Ego bliver det glorificerede, 168

Dhyâna, fire grader af, misfortolket, 114

Diogenes Laertius, oprindelsen af det Eklektiske Teosofiske system, 2

Disharmoni, forårsaget ved selviskhed, 205-7

Disintegration, af fysiske principper ved døden, 127-8

Diskrimination, selv-opofrelse ved, 237-8

Djævle, formildelse af, i bøn, 69-70

Dogm(er), vesten gjort til slaver af, 12; religioner domineret af, og ritualisme, 14; universel lære hæmmet ved, 58; en teologisk personlig gud, 76; om stedfortrædende forsoning, 105; om helvede, 109-10, 186; en hævnende Guds-skaber, 215; Kristen, tro og viden, 218-19; godtroenhed intuition og, 220-1; stedfortrædende forsoning er farlig, 223-4; T. S. fremtid, 305

Doktrin(er), af fatal nødvendighed, 112; esoterisk, om post mortem tilstand, 158; vigtigheden af Østlige, 247

Dom, ret til private, 221; individuel, ved sociale anstrengelser, 235-6; behovet for upartisk og klar, 304-5

Drøm(me), Ammonius fik visdom åbenbaret i, 3; -lignende erindring om kommunikation i søvn, 30; og syv bevidsthedstilstande, 89; moder i Devachan og, om børn, 150; forskellige slags, 164; post-mortem, livets træs frugt, 165; tre, -tilstande, 169-70

Duad, guddommelige, skal afspejles i bevidsthed, 135

Dualitet, i mennesket er trefoldig og kvarternær, 90-2; sjælens, 108-9; intelligensens eller Manas, 120-1, 178-81; Manas et princip og en entitet, 183; Manasaputraer, 184

Dugpaer har ingen love der hæmmer dem, 292-3; uhellige Adepter er, 294

Dublet, mediets fungerende kraft i materialisationer, 28-9; er fantom, 91; menneskelig, Mysteriernes eidolon, 96; krop som vehikel af det vitale, 118; Protean eller Plastisk Sjæl, 121 ; milten er det fysisk vehikel for, 121; post-mortem tilstande for, 143-4; er del af et lavere Ego, 176

Dwapara Yuga (Dwâpara-yuga), 370

Dyr, potentiale besjælet med "principper," 104; sensitive i ånden, 114; afventer anden død i Kama-loka, 143

Dzyan, Slokas fra, (s'lokas) om de sanseløses synd, 138

Død, “den sidste ekstase på jorden,” 11; lyksaglig hvile, kun retfærdig, 35; Siamesisk sekt tror, den er annihilation, 80; den midlertidige personlighed forsvinder ved, 94; Plutarch og dramaet om, i mysterierne, 98-9; tilstande af, fastlagt af Karma, 99; individualisering af mennesket efter, 103; tre aspekter af sjælen efter, 122; sjælden straf efter, 137; anden, finder sted i Kama-loka, 143-4; og åndens tilbagevenden, 151 ; selv—bevidst efter, 157-9, 170; bevidst efter, en betinget attribut, 160; den venlige udfrier, 161-2; den panoramiske vision, 162; er søvn, 165; en ren subjektiv tilstand, 170-1; vestlig ide om, for snæver, 171; Swedenborgs “åndelige,” 189; berøvet det kritiske punkt, 190; Adepter har studeret mysterierne om, 217

Dødfødt, fødsler er Naturens fejltagelser, 170


E

“Edinburgh Encyklopædi,” “Theodidaktos” artikel om Aminonius Saccas, 5, 7

Edison, Thomas Alva, og hans fonograf, 290

Edkins, Rev. T., kapitler fra hans Chinese Buddhism anbefales, 13

Eglinton, et offer for mediumisme, 195

Ego, og spiritualistisk lære, 28; hvad der menes med, 33; åndelig, og “din vilje vil ske,” 68; Buddhistisk tro på det guddommelige, 78; Buddha til Ananda om det duale aspekt af, 81; annihilation eller udødeligheden af, 93; udødelig, ikke “ånd” i seancer, 93; evig, Logos i mennesket, 95; er Phren hos Pythagoras, 96; den højere sammensætning, går til Devachan, 99; bevidst, skaber Devachan, 100, 156; individuel, en selvstændig entitet, 103; skæbnen hos det åndelige, “tabte sjæls,” 104- 105; samtidig med uendelig, 110; åndelig tænkning, reinkarnerer, 121; individuel, upersonlig “Jeg,” 129; åndelig, modtager indtryk fra personlighed, 130-1 skuespilleren og hans rolle, 131 ; åndelige, aktiv, når personlighed er lammet, 131; quasi-alvidenhed, på jorden, 131, 133; forskellige “principper”, 135; Taijasi og det åndelige, 136; himmelske krop er vores manasiske, 137; belønning og straf, 137-8; møder straf ved re-inkarnation, 141, 161; idealiseret personlighed iklæder, i Devachan, 147-8; mulig tilbagevenden af, umiddelbart efter døden, 151; udvikling og skæbne af hvert, 155 ; visioner efter døden, og før fødslen, 162-3; jordisk og åndelig skæbne, 165-7 ; spiller mange roller, 168; skiftevis åndelige og materielle eksistenser, 172-3; forvirring i brugen af udtrykket, 174-5; åndelig, indre, og lavere, 176; mysteriet om, 177-9; re-inkarnerende, forankret i evigheden, 180; inkarnerende, en oprindelig gud i, 181-2; manasisk genealogi, 183-4; åndelig, Vingårdstræet i lignelsen, 186-7; tabte personlighed, 189-90; fremskridt for, 197-8; og affinitet med forældre, 212

Egoist, skæbnen for, efter døden, 170

Egypter(e), hierofanter, 36; ærede Én-Kun-Én, 94-5; opfattelsen af menneskets syvfoldige inddeling, 96

Egyptisk Terapeuter, var healere, 5; hieratiske skrifter, esoterisk, 9

Eidolon(er), Mysteriernes skyggeagtige form, 96; spredes ved døden, 100, 128; menneskets anden død, 143-4; og nekromanti, 349

“Eklektisk Filosofi” (eller Ny Platonisme og Alkymi), af Alexander Wilder, citeret, 3-4; om Essæernes esoteriske inddelinger, 9; om ekstase som “åndelig fotografi,” 11

Eklektisk Teosofisk System, af Ammonius Saccas, 2-3

Eksamination(er), som formål med uddannelse, 265; resultatet af, 266-7

Eksotericisme, Kristne optegnelsers, 79

Ekstase, Philaletheians meditation var, 3; defineret af Plotinus, 10; “åndelig fotografi” af Wilder, 11; og bøn, 70; Olympiodorus om, i modsætning til Entusiasm, 126

Elemeataler, producerer manifestationer ved seancer, 28; farlige indflydelser fra, 192-3

Elementary (ies), mayavi-rupa af fordærvede bliver, 191; elementaler ansat af, 329

Elendighed, ufortjent, retfærdiggør Devachan, 35; akkumuleret, hos de fattige, 204-5; forkert uddannelse er kilde til, 266-7

Eleusiniske, Mysterier i Grækenland, 8

Eleusiniske Mysterier,” “Introduktion til de", Wilder om uvidenhed og profanering, 220-1

Emanation(er), evolution eller,? 62; periodiske tilsynekomster, 83-4; udstråling eller, af universet, 85; mennesket en, af Nous, 95; åndelig sjæl en, fra Solen, 98; Buddhi direkte, fra Atma, 101—2; muligt tab af jordisk, 105; Egoers oprindelige, det universelle Ego, 110-11; ånden er endelig, 116; udødeligheden i, fra Sat, 168; oprindelige, er guder i oprindelse, 181; menneskeheden en, fra guddommelighed, 217

Emerson, Ralph Waldo, en “entusiastisk triumf,” 247

Empedocles, om menneskers og dyrs sjæle, 106

“En-Bårne,” Persefone kaldte Monogenes betydning, 99; Adam-Kadmon er den, 188

Endelige, kan aldrig forblive stationært, 112

Energier, Buddhi og Manas som centrifugal og centripetal, 189-90

Enhed, er styrke, 21, 32; ikke annihilation men, med, 114; og harmoni i stedet for spredning og stridigheder, 210; af ånd med stof, er midlertidig, 219

Enighed, essentiel, for alle religioner, 5, 45; realisering af, med hele menneskeheden, 25, 47; I endelige, kaldes Ain-Soph i Kabala, 62; Væren-hed, 65; guds, sjæl og menneske, 83; sjælens udødelighed og endelig, 103; med guddommelige princip er målet for Egoet, 155; tredobbelt, inkarnation, 168-9; universel, og årsagssammenhæng, 233

Én-Kun-Én, Nous afledt fra Nout, 94-5

Entusiasme, i modsætning til ekstase, 126; Bulwer Lytton og Emerson citeret for, 247; blandt masserne for Buddhism, 248

Entitet, individuel Ego er et distinkt, 103; udødeligheden, forklaret, 107; åndelig, og Nirvana, 114; kama-rupisk spøgelse, 144-5; guddommeligt menneske som, uforgængelig, 177; tækning, forankret i evigheden, 180; troen på åndelig, universel, 182; Manas en, og et princip, 183; virkelig menneske Ego en åndelig, 184

Ephesus, Apollonius esoteriske skole i, 317

Epictetus om pligt, 241

Epifysen, sædet for højere bevidsthed, 121

Epilepsi, symptom på mediumisme, 195

"Epistlerne,” fejlfortolket, 113-14

Erindring, form for hukommelse, 124-6; som Sjælens hukommelse, 125; åndelig kommunikation, 137; sjæls-hukommelse i Devachan er, lyksaglighed på jorden, 140

“Esoteric Buddhism” (af A. P. Sinnett), en misforståelse af titlen, 12; og Teosofi, 60; fremlægning af teorier, fakta i naturen, 87; om menneskets syv principper, 92-3; kalder Karma “loven om etiske årsagssammenhænge,” 209; og beskyldninger imod H. P. B., 295

Esoterisk Budhisme, eller Hemmelig Visdom, om skandhaerne, 78

Esoterisk Sektion, og distinkt eksoterisk sektion , 19-21; forpligtigede medlemmer og okkult regler i, 20; ærede forpligtelser, 38; forordninger, 49-51; studerende i, forpligtiget til tavshed, 96

Esoteriske Lære, eksisteret i alle tidsaldre, 7-9; og årsager til hemmeligheder, 11-12; om Gautama Buddha, 13; omtalt i Chinese Buddhism af Edkins, 13; instruks, 22-3; test af sand,23-4

Essens, Universel Sjæl et med, menneskets udødelige natur, 2; guddommelig, og tilstand af ekstase, 10; menneskeheden er af en og samme, 41, 110; stof berøvet sin guddommelige, 43; universet udfolder sig ud af sine egen, 65; menneskets enhed og i endelighed, 68; sammenblanding af højere sjæl med den universelle, 70; Gud, sjæle og menneske er et med gudommelig, 83; Atma er guddommelig, 101; menneskets udødelige, en selvstændig enhed, 103; hvert atom uforgængelig i, 108; Ånd “absorberet i det universelle,” 114; guddommelig, af Manas fortsat efter døden, 122; Ego kan blive en åndelig og uforgængelig, 166; Indviet i samadhi er absorberet i den Ene, 174; nærheden af en essens, til rod-princippet 181; inkarnerede Egoers, bliver duale, 184; mennesket er en emanation fra det Guddommelige, 219

Essæerne, tre grader af, 9

Etik, Ammonius Saccas og hans universelle tro baseret på, 3; som en sjæl indenfor Visdom-Religionen, 14-15; Teosofi har til formål at indprente, 24-5, 27; hvorfor, Teosofi er upopulær, 37; The Theosophical Society's, 48-9; sand, og kun snakke-, 228-9; og Buddhistiske befolkningers, 248

Evangelie(r), lignelsen om talenterne, 54; Buddhistens og Kristnes mål, lig med, 79-80; tankeformer i perioden, 81-2; fjerde, lærer om re-inkarnation, 186-7

Evig, den eneste virkelighed, 84

Evige Lys Pleroma, Det, Gnostisk Himmel, 112; formidleren om, kaldes Fader i mysterier, 187

Evighed, Gud, sjæl og menneske er ét i, 83; Nirvana er en, 114; Ånd er i, 119; guddommelig kærlighed forankret i, 150; Buddhi Manas selv-bevidst gennem hele, 160; materialistens tilstand i, 166-7, 170; absolut, tilstand i Sat, 168; åndelig bevidsthed forankret i, 179-80; Karma er, i sig selv, 211

Evolution, og skæbne i hvert Ego, 154-5; manasisk Ego, 183-4; konstant, Manas, 188-9; vigtigheden af omgivelserne, 235


F

Fabel, mennesket med det forvrængede ansigt, 253

“Fader i himlen” eller “i hemmelighed,” ordenes esoteriske betydning, 67-8; altergang med, sand bøn, 70; overskygger det dødelige menneske, 101-2; er det højere selv, Atma, 181

Fakirer i Indien, selvisk selv-tortur hos, 259-60

Faldne Engle, grusom og ulogisk dogme, 138-9

Fallicisme, misfortolkning af naturens symbolik, 279; Theosophy fuldt imod, 280

Familie, Karma genforener kære i samme, 150; en Teosofs pligter, 240

Fanaticisme, Teosofi retfærdiggør aldrig, 239-40; 260- 262

Fantasi, en hindring for fremskridt, 126

Farisæere bøn populariseret af, 66-7

Fare, ved sammenkvem med “Ånder,” 192-4; ved nekromanti, 194-6; ved skadelig psykisk udvikling, 306

Fejltagelse(r), “død-fødte” er, af naturen, 170; tab af personlighed klassificeret med, 189; hæmmer ikke kun ham selv men alle, 236; ethvert andet Teosofisk forsøg, 305

Ferho eller Parcha, symbolsk navn i Codex Nazaraeus, 188

Filantropi, Gautama og Jesus, 79; og T. S. fremtid, 305-6

Filosof(fer), enheden blandt, på Ammonius tid, 5;‘nes sten, 68; opdeling af mennesket hos oldtidens Græske, 96; oversættelse udført af Græske, tågede, 97; tofoldig ild blandt Ild-, 106; Jødiske, troede på re-inkarnation, 111

Filosofi(er), ensartethed blandt primitive religiøse, 4; aktive i Alexandria under Philade 4; Platonisk, og Philo Judaeus, 5; spiritisters, 31; studier af Principper er nødvendige i det Østlige, 32-3, 116; T. S. indre gruppe, 60; esoterisk, versus Kristen teologi, 94; lære forbeholdt for studerende i esoteriske, 96; østlige, om menneskeheden som fængslede "ånder" 104; annihilation, Gautama, 114-16; moderne, og den ultimative årsag til, 201; prædiket af Mestrene, 298-9

Fjender, eks-medlemmer bliver bitre, 253-4; holdning hos, i The Theosophical Society, 256; farlige og på anden måde, 2 72-3

Forbrydelse(r), sammenlignet mellem Buddhister og Kristne, 73, 246; resultatet af, ubegrænset, 224-5; den moderne civilisations, 246-7; mest frugtbar kilde til, 248

Fordom(me), materialistiske, overfor før-eksistens, 126; Teosofi truer, 271-2; vil blegne i fremtiden, 307

Forfængelighed, studiet af Okkultisme for, 24; en kræftagtig sygdom, 252; såret, årsagen til vende-kåber, 253-4

Forfølgelse, ubarmhjertige af grundlæggerne af T. S., 257; grunden til, 271—2

Form(er), uendelighed er uden, 62, 107; mysteriernes eidolon de skyggeagtige, 96; alle, en illusion, 114; guder og ånd endelig i form, 116; åndelige Ego inkarneret i sanseløs, 136; ydre, af entiteten holdes ikke ansvarlig, 138-9; produkt af duale kræfter i naturen, 189

“Formålet med Teosofi,” af Mrs. P. Sinnett om Karma, 212-13

Fornuft, Psuche plus Nous er, 97; som Buddhisternes kriterie, 199; tro baseret på, foretrækkes, 222 ; Karma retfærdiggjort ved, 224-5; brug af højere, 240; tab af, i uddannelse, 269-70; børn bør lære at, 270-1

Fornøjelse(r), Plutarchs princip om, og lidelse, 97; tiltrækning af flygtige, 217-18; fordampende, lærer os intet, 227

Forskrift(er), udvikling af praktiserende, 240; Nordlige Buddhistiske, om velgørenhed, 244

Forsoning (se Stedfortrædende Forsoning)

Forståelse, Psuche og, skabe fornuft, 97; Solens gave til mennesker, 97-8

Fortabelse, læren om, på grund af overdreven eksoterisme, 79; sjældne tilfælde “straf” er ikke, 137; ingen evig, 139-140; dåb som kur imod, 239; lignelse eller bogstavelig sandhed?, 243

For tidlig tilbagevenden, til jord-liv, 122

Forudanelse, som åndelige kommunikationer, 137

Forudbestemmelse, Presbyterianske Trosbekendelse om, 213-14

Foster, Charles, et offer for mediumisme, 195

Fotografi, åndelig, sjæle kamera, 10—11; åndelige skandhaer, 130-1

Foundation of the Kingdom of Righteousness, "Sutra" om, fejlfortolket, 113-14

Fox Søstrene, ofre for mediumisme, 195-6

Frelser(e), tillid til en personlig, 72 ; “Fader i Hemmelighed” som guddommelig, 82; ethvert Ego bliver dets egen, 155; Codex Nazaraeus er race Buddhaer, 188; genjusterer Karmisk pres, 205

Fremskridt, endeløs, guddommelige sjæls, 155; re-inkarnation fremmer, 198; årsag til mangel på, 217; gennem udvikling af noblere kvaliteter, 235; moderne, miasmiske, pøgelsesagtige lys, 246-7; personlige, ikke mest vigtige, 252; virkningen af på,261-2

Fremtid, guder ser -en, 11; Ego ser, før reinkarnation, 162-3; Indre Sektion forberedelse til, liv, 263; the Theosophical Society's, 304-7

Frygt, skaber had, 248 Fysiske Legeme,

indre Selv manifesterer når, er paralyseret, 29; lad den udødelige ånd tage, i besiddelse, 53; er tempel for Guds Ånd, 71; i menneskets trefoldige inddeling, 90-1; blot dyret, 95; i menneskets syvfoldige inddeling, 96, 121, 176; Plutarch, om sjælen ikke er en del af, 97; menneskeheden består af "ånder" fængslet i, 104; mennesket en treenighed når det er fængslet i, 108; en for Vedantisterne en illusion, 117; “vitale dublets,” vehikel, 118; disintegrerer efter døden, 128, 143, 184- 185; nedstigning af Manas til, 136; er ligesom Lethe er til sjælen, 140; Nirmanakayaer har ingen, 151; intelligens forlænges efter, død, 152; livet er uafhængigt af, 153; skandhaer efter, død, 154; genopstandelse, og annihilation, 155 ; tre slags søvn efter, døden, 165; medlemmer lærer forholdet mellem det indre menneske og, 259; og passende fødevarer til den bedste udvikling, 261

Fænomen(er), spiritismens, 28; ikke afhængige af bønner, 66; opfattes af vores eksterne kræfter, 95; Taijasi er et forbigående, 160; noumena verdener og, 179-80; fare ved, 193-4; i T. S. tidlige dage, 273-4; psykisk, og S. P. R. Rapporten, 296-7

Føde, virkning på dyr, på mennesket, 260-1; i tilfælde af sygdom, 261-2

Før-eksistens, som undervises i af filosoffer, 105-6; Zohar om, 112-13; materialistiske fordomme mod, 126


G

Gabirol, Solomon ben Jehudah (Gebirol), forfatter til Kether Maichut, 65

Gamle Testamente, indflydelse, 42

Gautama (se Buddha)

Gejstlige, holder forsigtig tavshed om uretfærdigheden ved stedfortrædende forsoning, 226; opposition til, Teosofi, 273, 275

Genealogi, kort, om Egoet, 183

“Genesis,” frygtelige resultater af fortolkningen af kap. ix, vers 25, 42; sjælens, den vitale dyriske sjæl, 75; nephesh, ikke udødelig sjæl,108-9

Genfødsel(er), personality and skandhaer i, 77-8; åndelige Ego uforandret under hele, 105; re-inkarnation eller, 123; forandrende skandhaer og, 130-1; periode mellem to, 132, 170; forberedt af ufejlbarlig lov, 141; vision før, 163; cyklussen, 167-8; symbol på “vaskning af klæder”, 188; forening med Buddhi og Manas i enhver, 190; cyklussen for bevidst liv, 197; Karma regulerer cyklussen for, 198; Karma straffer det onde-handlingens menneske til syvende, 210; Adepter studerer mysterierne om, 217; ikke et ublandet onde, 2 26-7

Gengældelse, Loven om, og brud af løfte, 51; guidet af Karma, 110; afventer Egoet efter gen-fødsel, 141, 154; og kompensation vejleder skæbnen, 182; Karma universel, 198; belønner fortjeneste, 209; sammenlignet med Kirke dogmer, 213-15; som genopretter og incitament, 216

Genius, astrale menneske som ondt, 182

Genjustering, retfærdig, Karmas, 201-3; endelig, afslutter karmisk gæld, 210

Genkaldelse, af personlighedens liv kun gennem Devachan, 107; minder og erindring, 124-5; svage, af alderdom, 127; af tidligere liv, 130-2; af Egoets tidligere handlinger, 136; tab af, af synd berettiger Devachan, 161-2; Buddhaer og Indviedes tidligere liv, 164; tab af, og annihilation, 169-70

“Ghost-Land,” Mrs. Hardinge Britten angriber Teosofien i, 302

Glanvil, Joseph, om anbefalet hekseri, 194

Glemsel, Devachan, 140, 148

Gnosis, Pythagoras esoteriske, 9; eksoterisk, kilde til Kristen teologi, 94

Gobliner, promiskuøs mediumisme og, 194

Godtroenhed, tro, viden og kræfter, 220-1

Goody Platon om, 10; Teosofi er evig homogenitet , 56; og ond, 112; gøre, for det onde, 200; er harmoni, 206-7; Karma forklarer, og ondt, 211; og ondt forankret i menneskelig karakter, 235

Grundlæggerne af the Theosophical Society, ofrer fremgår af, 257

Gruppe eller Krop, Indre, medlemmer af, forpligtet sig til at overholde regler, 20; krav til medlemmer af, 37; har sin egen filosofi, 60

Gud, Teosofi er ikke “visdommens,” 1; og bøn, 66-74; “mennesket ikke en gud, men Gud,” 67; afvises som sjæls-skaber, 75- 77; Kristen, omtalt af Megattivati, 76-7; ubekendt guddommelig essens, 83; Anaxagoras kaldte Nous, 95; uendelighed, 107; og absolut retfærdighed, 110-11; skabelsen af, ikke universel lære, 111; Atma er, ovenover, 175; mysteriet om, og djævlen, 180-1; Avatar, nedstigningen af en, 181 ; vores, er “vores Fader i Hemmelighed,” 181; Manas en, dømt til cyklisk inkarnation, 183; eftergivelse af synd ved, ikke er muligt, 199; og Presbyteriske Tros Syndsforladelse, 213-14; afvisning af personlig, 221, 270; divine Ego, 321

Guddom, Ekletisk Teosofi havde troen på en højeste, 2; Sydlig Buddhisme nægter eksistensen af nogen, 14; defineret, 64-5; universel, er uendelig, 66-7; Jesus som Universel, ulogisk, 72; ukendt guddommelig essens, 83; indre menneske af samme substans som, 92; Til Platons Agathon , 96, 98; Absolut Bevidsthed eller, 100; skjult, er uforanderlig, 112; svarer sjælen i Zohar, 112; absorption ind i, ikke annihilation, 113; benægtelse af re-inkarnation dæmoniserer, 155-6; universel, er absolut retfærdighed, 199-200; menneskets monade vender tilbage til det absolutte, 209; falsk opfattelse af, 221-2

Guder, Teosofi er, “visdom,” 1; Theurgi er, arbejde, 2; Ammonius og historier om, 7; Apollonius om, at se fremtiden, 11; og bøn, 70- 71; “som græder, over deres,” 80; Platon udledte mennesket fra mindre, 90; Devachan, land, 100; er endelige emanationer, 116; tilstand, deres alvidenhed, 131; emanationers Ukendte Princip, 181 ; pagane, alle endelige, 221

Gupta Vidya (Gupta Vidyâ), Gautama Buddhas esoteriske lære, 13

Gyges Ringe, skænkede usynlighed, 120

Gyldne Tidsalder, kommer, når menneskeheden kræver det, 59

Gyges, ringe, 120

Gyldne Tråd, Sutratma eller tråd sjælen, 163


H

Had, frygt et produkt af, 248

Hades, engene, Plutarchs, 98-9; ligesom Kama-loka eksisterer i subjektivt rum, 143-4; kama-rupas fordærvede forbliver i, 190-1

“Hades Enge,” Plutarchs Kama-loka, 98-9

Hallucination, videnskabsmænd henviser erindringer til, 125- 126; Devachan som glemsel og, 149

Handling, enhver har sin virkning, 46-7; i enhed med vores "Fader i hemmelighed," 70; “bed ikke! men handel hellere,” 71 ; om Karma, 205-6; bygger vores fremtidige evighed ved nutidige handlinger, 209-10; Karma er, 211; evige virkninger følge øjeblikkelige, 224-5; versus tomme fraser, 230; og interaktion eller sand broderskab, 234; Teosoffen som et center for åndelig, 236; et sandt sted med, 237; virkningerne af gode og onde, 237

Harmoni, absolut, Guddommelige Princip, ill; loven om, og ligevægt, 189-90; forstyrrelse og genoprettelse af, 206-7; Karmiske dekret er absolut, 210

Hash, skadelige indflydelse, 262

Healere, Egyptiske Terapeuter var, 5; specialister som, 23—4

Hekseri, optegnelser, sideløbende med Spiritisme, 194; og trolddom, 294

Helligånden, som abstrakt ånd i Treenigheden, 67; Kristne accepterer, som “Mester,” 299-300

Helvede, dogme om, -ild ikke Jesus lære, 79; evigheden i, afvises, 110; en drømmelignende tilstand, 138; gengældelse på jorden ikke i, 141; Kristne teologis, 185-186;-ild, 243

Hemmelige Videnskab (er), to aforismer, 164-5; om opnåelse af adeptskab, 217-18

Hemmeligheder, Guddommelige, og menneskelige naturs selviskhed, 12; Naturens, studeres af specialister, 23; folklore kan være nøglen til, naturens, 48

Hemmeligholdelse, af Mysterier universel, 8-9; to grunde til, 12; regler for, indre sektion, 50-1

Hengivenhed, Theosophical Societys fremtid afhænger af, 304-5

Herennius, forklarede Ammonius Saccas etik, 7

Hermas, om plantningen af et Vingårdstræ, 187

Hermes, Ammonius Saccas fulgte, søjler, 6-7; sjæl bor hos, efter døden, 99

Heterogenitet, regler i manifestation, 181

Hierogrammatister, og okkulte alfabeter og cifre, 9

Hierofanter bevaret hemmeligholdelse af mysterier, 8; anså oprindelsen af kunst og videnskab for at være guddommelig, 36-7

Hillel, etik, repræsenteret i Teosofi, 49 Hinayana (Hinayâna), og Mahayana vehikler i Buddhismen, 8

Himmel, mysterier, ikke for masserne, 81; Zohar om sjæle i, 113; eller Ny Jerusalem foretrækkes frem for Sommerlandet, 149; Kristen, Jule pantomime scene med feer, 171

Hindooer (eller Hinduer), flere i T. S. end konverterede Buddhister, 12; mantra, en invokation, 70; folketællings-tal om kriminalitet og, 73; Brahmas dage og nætter, 84; doktriner om Karma og Reinkarnation almindelig kendte for, 192, 198, 246; Vallabhachârya sekt foragtes af andre, 280

Hiranya Garbha (Hirapyagarbha), Brahmas Æg, 322

Hjerne, fysisk, kilde til antropomorfiske opfattelser, 67; lavere Manas begrænset til, 91; hukommelsen afhænger fuldstændigt af, 124; er ny med enhver inkarnation, 128; materielle skandhaer og ny, 130; kama rupa bruger, mediums, 144-5; og post mortem intelligens, 152; sansende bevidsthed om, 179; og guddommeligt sind, 184; “tabt sjæl,” 190-1 ; føde som vil blokere mindst, 261

Hjerne Intellekt, og forståelse eller Plutarchs Nous, 97

Hjerne-stof, intellekt som interaktion, 266

Hjerte, “Fader i Hemmelighed” forankret i ens egen, 82

Home, D. D., Spiritualitetens Calvin, offer for mediumisme, 195

Homer, Porphyry fortolkede skriverier af, 3

Homogenitet, pralayaers tilstand, 84; i manifestation, 181

Horace, om absolut retfærdighed, 110

Huc, l’Abbê, værner Buddhister egenskaber, 74

Hukommelse, tråd, i hverdagen, 33-4; det personlige “Jeg,” 107; er en af de rationelle evner, 114; tre accepterede former for, 124; Prof. W. Knight om, 126; Ammonius Saccas om, 126; begrænsninger i, 127-8; en af skandhaerne, 129; skiftende skandhaer hindrer, 130-1; tab af, af tidligere liv, 132; sande Egos og ansvar, 136; Coleridge om, manasiske Ego, 137; Ego er gift med, om sidste inkarnation, 156; og skandhaer, 177; handling, under søvnen, 180; uddannelse træner fysisk, 266; moderne uddannelse blot, formindsker, 269

Hunter, Sir William, værner om Buddhisters egenskaber, 74

Huskeregel, og arten og oprindelsen af hukommelse, 125

Huxley, Thomas H., forfatter til ordet “Agnostisk,” 95

Hvile, perfekt, mellem jord-livene, 35; lyksaglighedens land og, 112; vundet af udtjent Manu, 140; afkald på Nirvana og cyklisk, 151; Devachan er, sjælens, 156; Egoets ret til post-mortem, 161; rejsning af døde forstyrrer, sjælene, 194; inkarnations-cyklus fulgt af Devachanisk, 197

Hypnose, erhverves ikke som ekstase, 10; den frygtelige kraft, 26-7; Christian Science en form for selv-, 73; suggestion, og tankeoverførsel, 291-2; Masters bruger aldrig, 293

Hypoteser, Videnskabens, versus Teosofi, 87, 129; psykologers afvises, 90

Højere Natur, åndelige behov, 227

Højere Selv, løfte om tavshed er truffet overfor, 51-2; kraft fra, 73; Buddha forklarer, 81; Atma bliver, i konjunktion med Buddhi, 121; åndelige Ego er ikke, 131— 132; Mr. Sinnett om, 172—4, 179—80; “ikke-materialiserbar,” 174; forvirring af begreber, 175; som “Gud i det indre” og “Fader i hemmelighed,” 181-2 ; kontrol over lavere gennem, 241


I

Iamblichus, theurgi hos, karikeret af Kabalisterne, 3; forfatter af De Mysferiis, 3

Iavar-Xivo (Iavar-Zivo), Codex Nazaraeus Livets Herre, 188

Ideal (er), T. S. medlemmers bestræbelser, 49; abstrakte, og virkelige T. S., 56; tingene i Devachan, 156; ungdommens, vil forsvinde, 178; hos den Kristne befolkning ikke fulgt, 246; i vores organisation, 250; T. S., og lovovertrædere, 256; skænding af, Mestrenes, 298

Ideer, hukommelse en følge af associering med, 124,126

Identitet, universelle doktriners, 3-4; religioners med Sandhedens Sol, 57-9; det re-inkarnerende Egos, forringes ikke ved personligheder, 130

Ild, lære, -filosoffernes, 106; en gud er en gnist fra det Guddommelige, 181-2

Illusion (er), fænomenernes verden en, 64, 84, 179; al form er en, 114; Vedantisterne anser kroppen for en, 117; relative realiteter og, 119; i Devachan og jordisk eksistens, 148-9, 165, 169; vekslende, og virkelighed for Egoet, 167; forbipasserende eksistens, 178; personlig, forsinker adept-skab, 217-18; mennesket som en, 219; dogmatisk, menneskenes sind, 307

Indien, Visdoms-Religionen bevaret i, 8; hierofanter i, definerede visdom, 36-7; folketællings- tabeller om kriminalitet i, 73; modstridende ideer i Ceylon, 80-2; Gautama Buddha stor reformator af, 113-14; missionærere i, hadede Teosofi, 275

Individualitet, ulegemlige, kan ikke materialisere, 28; defineret, 33-4; guddommelige Egos, “tabt sjæl,” 105; bevarer erfaring in potentia i Devachan, 132; og personlighed skelnes, 134-7; som liv-bølgebevægelse, 134; åndelige Ego den virkelige, 136; lider gennem personligheden, 141-2; uvidende om jord-sorger mens den er i Devachan, 146; mulige tilbagevenden af, umiddelbart efter døden, 151; ånd, sjæl, personlighed og, 153; og personlighed ved tidspunktet for døden, 162; som aktør, 168; materialistens, 169; indvendige eller højere Ego permanente, 176; Manas er, 183; personlighed giver farve i Devachan, 190; særskilt, og universelle, 219

Indre Menneske, kun Gud kan vi kende, 67; udødelig, 107; ændrer sig ikke i løbet af livet, 178; uddrag fra Isis Unveiled, 182 ; astrale menneske som, 210; forbindelse med, læren studerende, undervist i,259

Indvielse, Gautama og Jesus bevarede hemmeligheder, 79-80, 82; dødens drama fremstillet i, 98-9

Indviet (Indviede), blev undervist Visdom-Religion i mysterier, 4; blandt Essenerne, 9; etik var fælles ejendom for alle, 14; Nordlige Buddhister og, lære, 14-15; instruktion fra, 57; alle talte i allegorier, 79; Platon var en, 90; Paulus var en, 91; Buddha, Plotinus og andre, misforstået, 113;højeste, har ingen Devachan, 148; erindrer tidligere inkarnationer, 164; bevidstheden hos, i samadhi, 174; kan følge den karmiske re-justering, 215; Mahatmaer som, 289

Ingen-Ting, tilstand af subjektiv væren, 116

Inkarnation (er), Egoets pilgrimsfærd gennem cyklus af, 34; Devachan tilstanden mellem, 148; Egoets klædning ændres ved hver, 166; hver, en ny rolle på livets scene, 168; processen, 173-4; ingen, for skaller, 191; perioden af, lige som menneskets liv, 197-8; Karma regulerer i enhver, 200; mange behøves for at opnå, adeptskab, 217-18; handlinger i denne, bestemme solvens i næste, 229

Inman, Bishop, om tro og fornuft, 198-9

Inspiration, af mennesker via Nirmanakayaer, 152; fra Mestrene, 290; påstande, fra Mestrene, 300

Instinkter, lavere manasisk refleksion, 96

Intellekt, Videnskaben om, 266

Intelligens, Bodha eller Bodhi, 13; Manas som, 92; menneskets duale, 120; lavere Manas er dyrisk, 144; bevaret efter døden, 152;årsagsgivende bag Karma, 198; udbredelse af, i uddannelse, 264

Intelligenser, høj ånder guider lejlighedsvis dødelige, 193; guider tanke overførsel, 293

Intolerance, Kirke Kristendommens, 74; Dhammapada om, 74

“Introduction to the Eleusinian Mysteries,”Wilder, om uvidenhed og profanering, 220-1

Intuition (er),vores pligt er at holde menneskets åndelige, i live, 48; en åndelig bevidstheds meddelelse, 137; åndelig, grundlaget for sand tro, 220; åndelig, som støtte til udvikling, 240; moderne uddannelse hæmmer, 246; virkningen af fødevarer på udvikling af, 261-2

Invokation, bøn som en, 69-70

Involution, mysterier om evolution og, 64

Irrationalitet, aktiv og passiv, forklaret, 102

“Isis Unveiled, om Planetare Ånder, 104; om Indre Menneske, 182; loven om ligevægt i, 189-90; skaller og elementarer, 191; om stedfortrædende forsoning, 223-5

Iswara (Îs'wara), Mundakya om, og Pragna, 159 lukabar Zivo,symbolsk navn i Codex Nazaraeus, 188


J

“Jacobs” (Epistler), om sjæl og ånd, 91

Jagrat (Jâgrat), organ i vågen tilstand, 365

“Javidan Khirad,” om sandhed, 59

Jehova, livgiveren og Månen, 98

Jennings, Hargrave, fallicisme i The Rosicrucians, 279-80

Jerusalem, Ny, ideen om, foretrække frem for Sommerlandet, 149

Jesuittere, spidsfindigheder, 62-3

Jesus, Ammonius Saccas lære om, 7; esoteriske lære om, 9, 13; skæbnen for den altruistiske lære om, 40-2, 47; etiske lære om, i Teosofien, 49; bud, 54-5; om bøn, 71-2; arbejde om, frustreret, 79-80; tilbageholdenhed af, 81-2; apostle, misforstod, 113-14; lærte re-inkarnation og tab af personlighed, 186-7; “et uskyldigt offer !“ 199; om mål og udmåling, 200; om ikke at synde mere, 209; selv-opofrelse, 237-8; Bjergprædikenen praktiske velgørenhed,242; lignelser, 243; som “Æonernes Chef,” 339

Jhana, tilstand af Buddha oplysthed, 130

“John” (Evangeliet ifølge Sct.), om absolut lys, 85; om re-inkarnation, 186; gentager kabalistic metaforer, 188

Jorden, program for manifestationer af, 85-6; syvfoldig, -kæde, 88-9; giver mennesket dets krop, 97-8; månen låner liv fra, 102; Philo Judaeus om sjæle der der nedstiger til, 111; Zohar om sjæle der nedstiger til, 112-13; er rum for straf, 138; som beskæftiger sig med gengældelse, 141

Jord-liv, ethvert, ligesom en aften på scenen, 34; for tidlige vender tilbage til, 122 ; essensen af, bevares i Devachan, 132; belønning for lidelser på, 148; ulogisk med “en,” teori, 155-6; Devachan en idealiseret fortsættelse af, 156; og Devachan sammenlignet, 171; Ego og personlig bevidsthed, 177

Josephus en Neo-Platonist, 5

Jødedom, i Alexandria under Philadelphus, 4

Jøder, betydningen af udtrykket “tolder,” 42; indviet bøn til Gud, 66; Gud, 82; Mosaisk, og tro på overlevelse, 109; esoterisk, troede på re-inkarnation, 111

Justin Martyr, om Apollonius, 316


K

Kabala (eller Qabbâlâh, Kabbala), Kaldæisk, og Ain-Soph, 62; om symbolet på Vingården og Vingårdstræet, 187-8; metaforer, i Johnnaes Evangeliet, 188

Kabalister (eller Kabbalister), tro hos nogle, og Jesuitterne, 62-3; kender Jehovas og Månens forhold, 98; Neo-Platonister og Østlige Skoler versus, 102-3; Kristnes tro, 103

Kabeiri (eller Kabiri), associeres med Mysterierne, 352 Kama (Kâma), sædet for begær og lyster i mennesket,120; -tendens sindet er lavere Manas, 184

Kadaver, Lao-Tze kalder den fysiske krop, 117

Kamaloka (Kâma-loka), “Hades Enge” hos Plutarch, 98; mellem jorden og månen, 99; kun relativt en lokalitet, 143-4; progression gennem, gradvis, 173; kama-rupa graviterer mod, 190; “ånder” er skaller fra, 192

Kamarupa (Kâma-rûpa), sædet for begær og lyster, 91; eller Anoia, 93; Thumos, Pythagoras, og lavere Manas, 96; vehikel for det højere og lavere sind, 118; disintegrerer efter døden, 128; Manas aroma, 143-4; kollapset, vises i seancer, 144; sammen med lavere Manas er det lavere Ego, 176; fysiske bevidsthed, 180; skæbne, 190

Karakter, summen af mentale og moralske kvaliteter, 134; menneskelige godt og ondt forankret i, 235; uddannelse i skoler former, 266

Karanopadhi (Kâranopâdhi), kausale krop eller re-inkarnerende entitet,117-18

Kardec, Allan, Skoles teorier om, 191, 194

Karma (eller Karman), love, og universel broderskab, 46-7; loven om, og et løfte, 51; Persefone (Proserpina) repræsenterer post mortem, 99; ordinerer efter-døden tilstand, 99; er Loven om Gengældelse, 110, 140; som deus ex machina, 134; Atma og Buddhi nås ikke via, 135; sande Egos, 136; ramte Manu, 138-40; genforener dem, der virkelig elsker, 150; handler uophørligt, 160; og ufortjente lidelser, 161-2 ; kongelighed, forstås ved døden, 162-3; kraften bag inkarnationen, 168; og barnets vækst, 174-5; er den skæbne mennesket væver, 182; ignoreret af Allan Kardecs Skole, 191; den universelle retfærdigheds lov, 198; repræsenterer den universelle guddom, 199-200; den aldrig svigtende regulator, 200; Universets Ultimative Lov, 201; individuel, national og verdens, 202-3; og begrænsninger i vor tids, 203; racens Frelsere og, 205; virker altid for at genskabe harmoni, 205-6; illustrationen med stenen og dammen,206, 224; den reelle konsekvens af handlinger, 207 ; “loven om etisk årsagssammenhæng,” 209; forskellige citater om, 209-15; harmoni, absolutte dekret, 210; sammenvævet med re-inkarnationen, 211; absolutte og evige i den manifesterede verden, 212; The Light of Asia om, 214-15; virke, kendt af seere, 215-16; forståelse af, forener, 216; og frivillige død, 228; en af fire links i den gyldne kæde, 233-4; og universelt ansvar, 236; genererende national, 245; appellerer hos, uuddannede, 246; en nøgle til verden-regenerering, 248; og uddannelse, 265

Karma-Nemesis, afskærmninger det gode og straffer det onde, 210

Kaste, Bramins eksklusivitet, 80; social, T. S. fremtid, 305

Kausal Krop, Karanopadhi er, 118; Buddhi-manas som, 121; overskygger personlighed, 136; menneskelige sjæl er den, hos Hinduer, 172

“Kether Malchut” (-Malkhuth), og digt af Solomon ben Jehudah Gabirol, 65

Khubilkhan, en yogi, 354

“Kinesisk Buddhisme,” anbefales af Edkins, 13

Klesha (Kles'a) Nirvana er frihed fra, 355

Kloder, jord-, og planer, 88

Knight, Professor W., om argumenter mod re-inkarnation, 126

Kompensation, den uerstattelige lov om, 182, 210

Konfutse, lære, repræsenteret i Teosofi, 49; standarder for, værdig praktisere, 239

Konge Messiasen, symboliserer fuldkommengjort Ego, 187-8

Kongerige, Guds, indeni, 11; mysterier, himlens, 13; himlens og Epistlernes oversættere, 113-14

Kontinuitet, eksistens efter døden, 157

Kontrast, loven om, overalt i Naturen, 294

Kop, “drikke til den sidste dråbe,” livets, 230; “af koldt vand til en tørstig vejfarende,” 241

Korrelation, menneskets, af kræfter, 102

Korrespondance(r), princippet om, af Analogetikiere, 2; esoteriske videnskab om, 98

Kosmos, guddom gennemtrænger synlige og usynlige, 64; millioner af systemer i, 85-6; syv planer i, 90; Nous er ånd i, og i mennesket, 95

Kraft(er), syv, i naturen, 89; mennesket en korrelation af, 103; essensen af Ånd Stof, og, er en, 168-9; tænkende entitet som, 180; centrifugal og centripetal, 189-90; indledende, af handlingen bestemmer reaktionen, 206; Teosoffer burde udstråle åndelige, 236

Kristendom, Ammonius frastødt det dogmatiske, 3; udsprang fra Visdoms-Religion, 5; tidlig, var esoterisk, 9; betragtes af nogle som levn af overtro, 26; Og T. S. forsøg, 54-5; og Buddhisme sammenlignet omkring kriminalitet, 73; skrifter, eksoterisk, 79; evangelier, prædike ædleste sociallære, 79; skæbne, og buddhisme sammenlignet, 80; Apostles lære om, uklar, 113; Kristus placeres højere end, 186; om eftergivelse af synder, 223; etik, ikke noget ny, 229; resultatet af Teosofi versus moderne, 230; falliske element i, 279-80

Kristen Teologi, forskellige kirkers kunstige, 35; Gud, et bundt af selvmodsigelser, 61; om Gud som skaber, 76-7; sidstnævntes spekulationer, 94; vi afviser, om Paradis og Helvede, 109-10; forskellen mellem, og Teosofi, 155; har forvansket læren om Devachan, 185; og presbyterianske Trosbekendelse, 213-14; blind tro, 218; og stedfortrædende forsoning, 223-6

Kristne, og forsøg på enhed ved Ammonius, 5; de som kalder dem selv, 55, 69; og betydningen af bøn, 70-2; buddhister egenskaber og, sammenlignet, 74; fejlfortolkning af “helvedes-ild,” 78-9; materialistiske opfattelser blandt nogle, om himmel og helvede, 171; Inman om “tro”, 199; uddannede, har opgivet doktrinen om "Forsoning," 223-4; snakke-religion for nogle, 229; og velgørenhed, 242; uden viden om Karma, 246

Kristne Fædre, tidlige, troede på re-inkarnation, 113

Kristne Kirke(r), og Ammonius Saccas, 6; kunstige teologi blandt, 35; ansvarlig for kriminalitet indenfor slave-handel, 42-3; og regler og love T. S., 55; holdning til ikke-kristne hos, 74; tre former støder sammen, 82; Jesus lære og, 186; og læren om helvedes-ild, 243; og uddannelse, 264; forbrydelser hos, 299

Krita Yuga (Krita-Yuga) Gylden Tidsalder, 370

Kritik, blandt Teosoffer, 254; sondringen mellem bagtalelse og, 255

Krop (pe) (se også Fysisk Krop), Pauls og James fysisk, og åndelig, 91; forskellige, i mennesket, 91; som jordens gave i ifølge Plutarch, 97-8; forvitrer ved døden, 100; vehiklet for den vitale dublet, 118; kausal, overskygger personlighed, 136; Coleridge om himmelske, og hukommelse, 137; “falsk personlighed” og fantom og fysisk, 176; status om, lært til studerende, 259

Kræfter, okkulte, virkelige og farlige, 26-7; at efterforske, et formål i T. S., 39; mennesket en korrelation af, 102; guddommelige, hvilende i mennesket, 181, 290; D. D. Home og psykiske, 195; Spiritister ignorerer, inkarnerende Ånd, 196; hos seere og adepter, 215; universet guides af intelligent, 221; føde og udvikling af de indre, 261-2; der er ingen overnaturlige, 290; Adept i psykiske og åndelige, 292; onde, Dugpaens, 293; normal udvikling af psykiske, 306

Kshatriya (Kshattriya), Hindu kaste, 324

Kshetrajna (Kshetrajñâ), højere eller re-inkarnerende Ego, 68; ulegemlig ånd og Manasaputraerne, 135-6

Kumaraer (Kumâraer), og doktrinen om de “faldne engle,” 138

Kvaternær, lavere, i den Teosofiske inddeling af mennesket, 91-2; disintegration af lavere, 94; Plutarch om dødelig, 97

Kæde, for syve jord kloder, 88

Kærlighed, Jesus om, 41-2; grænseløs, hos Jesus og Gautama, 79-80; absolut, guddommelige princips, 111; uforanderlig lov om, 138; i Devachan, 146-7; spirituel, udødelig, 150; altafgørende i et ideelt samfund, 235; sand, uddannelse og, ens næste, 265; børn bør undervises i, for alle mennesker, 270

Kætteri, virkning af betegnelse, 17-18

Kød, resultat ved at spise, 260-1

Kønnene, adskillelse, i cyklus, indvarsler, 197-8; adskillelsen af, i livets anliggender, 202


L

Labro, Sct. (Labre), en misguidet martyr, 239, 259

Lag, defineret i rummet, 88

Lancet,” “The, og optegnelse om levetiden, 289

Lange Ansigt, Kabalaens Vingårdsmand er, 187

Laotze (eller Lao-Tse), etik, repræsenteret i Teosofien, 49; om det femfoldige menneske i Tao-Te-King, 117

Law, William, gejstlig, reformator, 17

“Lectures on Platonic Philosophy,” Butler om aversionen imod før-eksistens, 126

Lethe, fysiske krop og himmelske krop som, 140

Letter, om lidelse og elendighed i Whitechapel,204-5

Lever, sædet for begær, 121

“Leviticus,” nephesh, ikke udødelig sjæl, 108-9; om kødets liv i blodet, 188

Lidelse, lindring af moralske, mest vigtig, 24; og dogmet om en skaber af hver sjæl, 1ll; tilsyneladende uretfærdig, ikke forklaret af moderne filosoffer, 142; og Spiritisternes post mortem ideer om, 146-7; ufortjent, forklaret, 160-2; menneskehedens på grund af Karma, 202; onder, i stand til afhjælpning, 203-4; brev om, i Whitechapel, 204-5; resultatet af selviskhed, 207; Karma forklarer, 211; lærer os, 226-7; massernes versus materiel luksus, 233-4; og Father Damiens arbejde, 238-9

Ligevægtsmetoden, loven om, dual i handling, 189-90; genoprettes ved at føre alle kræfterne til det samme punkt, 206; forstyrrelse af, og stedfortrædende forsoning, 223-4

“Light,” redaktøren af, om Spiritisternes filosofi, 31-2; selvmodsigelser drøftet i brev til, 122

Light of Asia,” “The, om gengældelse, 209; om Karma, 214-15

Light of Egypt,” “The, spiritistisk angreb på Teosofien i,302

Lignelse (r), Jesus esoteriske, 9; okkultisme eller theurgi i, 21-2; om talenterne støtter en floskel, 54; grunden til, 80-1; om Vingårdstræet og Vingårdmanden, 186-7; gengivet i Codex Nazaraeus, 188; er helvedes-ilden en, eller et bogstavelig faktum?, 243

Limbus, teologis, er Kama-loka, 143

Linga sharira (Linga-S'arîra) astrale legeme, 91; disintegrerer efter døden, 128

Litteratur, Teosofisk, vigtigheden af at cirkulere, 248-9; ignoreres, 277; og inspiration fra Mestrene, 290, 300; H. P. B. som “opfinder” af filosofien, 295

Liv, Siamesisk sekt nægter post-mortem, 14; Træ, Evige, 59; universel “Cyklus,” 84, 111; eller Prana, 91, 118, 176; Kabalisternes åndedrag eller Nephesh , 96; udødelighed og, entitetens, -cyklus , 107; personlige Ego en realitet gennem, 119; “Dublet” er vehiklet for, princip, 121 eller Prana disintegrerer efter døden, 128, 142; jord-, essens , oplevelse, 132, 160; Manasaputraer tænkende enheder i tidligere, -cyklus, 138; tunge byrde, 139; stedfortrædende, kama rupas ved seancer, 144-5; Nirmanakayaer i astralt, 151; -et, ovenover det fysiske, 153; Devachan et idealiseret Jord-, 156; kompensation for lidelser i jord-, 161; visioner om fortiden og fremtiden, 162-3; post-mortem, specielle vigtighed, 167-8; universelle, en realitet, 169; vestlige ideer om, og døden begrænset,170-1; en forbipasserende illusion, 178; Vingårdstræet symboliserer, 187; idealiseret reflektion, personligt, 190; kun seere kan kende fortiden, 200-1; Karma svaret på, gåde, 211; mere end et, nødvendigt for adeptskab, 217; Højere, versus mundænt, 217-18; værdien af, på jorden, 226-227; individuelle, som udstrålende åndeligt center, 236; nutid, en gylden port, 237; hos en Teosof, 251; Teosofi om ægteskabeligt, 262-3

Livets Scene, Ego er en skuespiller, 34, 131, 168, 185

Locke, John, om genkaldelse og erindring, 124-125

Logik, enkel, ikke blasfemi, 66; ingen, i dogmet om “Gud som skaber”, 76-7; som det Guddommelige Princips attribut, 111; og spiritualistisk efter-døden tilstand, 145; om doktrinen om Reinkarnation, 154, 191 ; teologisk, sjælens ansvar, 185; Teosofiske lære om Karma, 222-5

Logos, aktive og kreative kraft, 62; hos mennesket er det evige Ego, 95; er det manifesterede guddommelige princip, 110; tænkende menneske er, 188

Longinus, discipel af Ammonius Saccas , 3, 7

“Looking Backward,” Edward Bellamy om praktisk broderskab, 44

Lotus,” “The (Le Lotus), boykottet og kortlivet, 287

Lov, bryder løftet, og Karma, 51; Guddom er det absolutte, 65; absolutte Lys er absolut, 85; om gengældelse, 110, 140, 154, 182, 198; universel, udstråler sin essens, 111; uforanderlig, om absolut kærlighed, 138, 140; glemsel i Devachan er nådig, 147, 149; åndelig, om kontinuitet, 158; om kompensation, 182, 210; Universet bygget på, om ligevægt, 189; overlade straf til karmisk, 200; Karma er ultimativ, i Universet, 201; “som bevæger til retfærdighed,” 215; vores lod er resultatet af en streng, 216; karmisk, versus Forsoning, 224-5; Amerikansk Domstol, om The Theosophical Society, 372-3

“Lovene," Platon om sjælen, 115

“Lucifer,” artikel om kriminalitet nævnt, 74; artikel om efter-livet nævnt, 157; og T. P. S. pamflet No. 6, 161; aldrig betalt dets udgifter, 287

Lykke uforfalsket, i Devachan, 148, 150; stedfortrædende Forsoning og evige, hos mordere, 226; formål at udføre pligter er ikke personligt, 228

Lyksaglighed åndens-tilbagevenden og, efter døden, 34; sjældne øjeblikke af ekstase, 70; Nirvanisk, 99; fjolsernes paradis, 100; kender udelt det Åndeligt Selv, efter døden, 138; udtjent Manu har vundet retten til at have, 139-40; i Devachan, 145-8, 161; give afkald på, i Nirvana, 151; tab af bevidsthed om, for materialisten, 161

Lys, og mørke, 85, 112; principper dannet fra det Evige Ocean, 106; ånden tager del i naturen af, 114; sindet illumineres af, Buddhisk, 159, 179; væsner af, i Codex Nazaraeus, 188

Lytton, Bulwer, om entusiasme, 247

Læger, navne på prominente, 292

Lære, en Teosofisk pligt, 252

Lærere, T. S. er kanal for ytringer om, 57; ord fra en af vores, 161; selv-opofrelse markant største, 237-8; og kommunikation med elever, 293; fejltagelser Chelaer, 303

Læresystemer, østlige, om Atma, 102-3; værdien af sammenhængen i det østlige, 247; verden ikke er klar til, Adepters, 290; resultater, Teosofiske i det 20. Århundrede, 305-6; ved slutningen af hvert århundrede, 306-7

Løfte, Ammonius elever er bundet af, 9; medlemmer af den indre gruppe bundet af, 20, 38; om helligheden ved, 48-51; om at bryde, 49; er bindende indtil døden, 51; til det “Højere Selv,” 52; undervisning givet til de under, 96


M

Macroprosopus, eller Lange Ansigt (Arîkh Anpîn), 342, 343

Magernes System, nuværende i Alexandria, 4

Magi, ceremoniel, lamblichus theurgi, 3; uguidede studie kan føre til sort, 21-2; blind og bevidst, defineret i T. S., 25; hypnose og mesmerisme som, 26-7; sort, fejlanvendt viljes-kraft, 68-9; unødig psykologisk indflydelse er sort, 254; sort, er misbrug af naturens hemmeligheder, 293

Magiker (e), sidste del er “Prospero”, 34; sorte, tabte sjæl, 103; sort, karakter, 2 92-4

Mahamanvantara (Mahâ-manvantara) (se også Glossary under GREAT AGE), Logos emanerer ved begyndelsen af, 62; befriede ånder vil blive mennesker i næste, 104; er den åndelige enheds livscyklus , 107

Mahapralaya (Mahâ-pralaya), opløsningen af Universet, 322

Maharaja (Mahârâja), en skamfuld sekt, 280

Mahat, universelle sind, kilde til Manas, 135-136; udstråling af det Universelle Absolutte,315

Mahatmaer (eller Mahâtmans), og The Theosophical Society's finanser, 285-6; er levende mennesker, 288; udtrykkets betydning, 289; diktat fra og inspiration fra, 290, 292; bruger aldrig hypnose, 293; H. P. B. og breve fra, 295— 296; ler af bagtalelser, 296; tro på, immaterielle, 298; guide ikke T. S. eller grundlæggerne, 299; misbrug af navnene på to, 300-3

Mahayana (Mahâyâna), og Hinayana vehikler i Buddhismen, 8; Gupta-Vidya gled over i, 13

Makrokosmos, syv planer af kosmisk væren i, 90

Malek (Porphyry), elev af Plotinus, 3

Manas, og Christos treenigheden, 67-8, 71; dual i sine funktioner, 92—3, 120, 178-81; Pythagoras Phren er lavere, 96; Platons og Pythagoras, 115; når individuelle mennesker reinkarnerer, 121 ; assimilering af, efter døden, 122; Mahat er kilden til, 135; kaldes Kshetrajna, 135; med Buddhi er det Højere Ego, 136, 174, 178-9; kama-rupas informerende princip, 144; afhænger af forening med Buddhi, 158-9;-taijasi som udstrålende sind, 159; ingen udødelighed mulig, alene, 164-5; som “kausal legeme,” 174; årsagen til, trældom, 180-1; komplekse natur, 183-4; Atmas og Buddhis adopterede søn, 188; centripetal spirituel energi, 189-90

Manasa (Mânasa), det inkarnerende Egoer som, 184

Manasa-putraer (Mânasaputras), som legemliggjort ånd produceret tænkende menneske, 135-6; rationelle entiteter fra tidligere cykler, 138; manasisk Ego kaldes i flertal, 184

Manasa rupa (Mânasa-rûpa), “Manas legeme,” 366

Manas-Sutratma (Sûtrâtman), adskilt fra Sutratma-buddhi, 167

Manas-taijasi (-taijasam), udstrålende sind, 159

Manifestation (er), spiritistiske naturen og årsagen, 27-30; universel diversitet, 85-6; Naturen kan fejle i ydre, 221

Mant, Bishop, vores hjælpende ånder, 186

Mantra, Hinduernes invokation, 70

Manu, skabt af Manasaputraer, 135-6; belønning for træt, 139-40

Manvantara, Brahmas dag, 84; Manasaputraer entiteter fra forudgående, 138

“M. A. Oxon en filosofisk spiritist, 31, 152; citeret i Spirit Identity, 152-3 tre forslag af, 153; om sand spiritisme, 196

Masserne, hemmelige lære ikke gives til, 8; Universel Broderskab forstås ikke af, 18; konventionelle religioner undlader at udvikle, 35; Jesus og Buddha lærte medlidenhed med de vildledte, 79; himlens mysterier ikke for uintelligente, 81; vidnesbyrd om psykiske sanser hos, 127; metafysik behøves ikke for, 247; modtog Buddhismen med entusiasme, 248; lykke, 257; nuværende uddannelse ikke nyttig for, 264

Materialisation (er), astral legeme er deus ex machina i, 28; Teosofien benægter, af det udødelige Ego,93; af “ikke-entitet” i séance-rum,144; skaller og elementarer er “stjerner” i, 191

Materialisme, moderne Spiritualisme er transcendentale, 33; mangel på, 43; tidsalderens sløver forståelsen, 118-19; fordomme, og semi-,126; Teosofi er i opposition til, 275

Materialist (er), og Spiritualismens ene sandhed, 31; og grundlæggelsen af T. S. udsat, 36; benægter mulighederne for sindet uden stof, 100; og hukommelse om tidligere liv, 127; absolut, og tab af personlighed, 130; ikke grund til at diskutere med, 132; intet bevidst efter-liv for, 157-8; mangel på åndelig vision, 158-9; tilstand efter-døden, 160-1, 169-70; sjælen hos, bliver aldrig Buddhi-taijasi, 164, 166; ingen, formodes at have et Højere Ego, 176; Karma er en chance lov for, 198; troende på Karma er ikke, 212; vores læger som, 292

“Matthæus” (Evangelium ifølge Sct.), “vores Fader i hemmelighed” forklaret, 67; om Jesus taler i lignelser, 81; om utroskab i tanke, 140; om det som måler og udmåler, 200

Maya (Mâyâ), Atma som imaginære punkt er, 119; Devachans og jordisk eksistens, 148-149

Mayavi rupa (Mâyâvi-rüpa), personlige form som, 190

Medfølelse, og Karma, 2 16-17

Meditation, Philaletheianernes var ekstase, 3; er tavs og uudtalt bøn, 10; defineret af Platon, 10

Medium (Medier), og ensomme student indenfor Okkultisme, 23; astrale legeme hos, i manifestationer, 28-29; evner, 30; særlige aura hos og spøgelse, 144-5; truet og gjort til slaver, 192-4; skæbne, 195-6

Mediumisme, theurgi kan degenerere ind i, 3, 21; praktisering af “kræfter” uden Okkultisme forårsager, 27; succeser og fiaskoer indenfor, 73; er farlig, 192-3

Medlidenhed, of Gautama and Jesus, 79; moder i Devachan, 146; bør bruges ved vurderingen af et andet, 251

Megattivati (Megittavatti), Buddhist præst diskuterer Gud, 76-7

Menneske-gud, Platons, er Manas, 188

Menneskeheden, “specialister” ikke hjælpere af, 23—4; at gøre et menneske uret betyder at gøre, 47; som “gudernes have,” 53; Gyldne Tidsalder for, 59; uafhængighed af, og Karma, 202-3; uligheder og National Karma, 205; relationer overfor, guddommelighed, 217; skyldig, lige rettigheder og privilegier, 230-1; forbedring af, Teosoffers mål, 231-2; fire links i gyldne kæde, bindende, 233-4; behovet for rekonditionering, 235; universelt ansvar for, 236; Mestrenes selvopofrelse, 237; bestræbelser ved, slutningen af århundredet, 306

Menneskelige Natur, gennemsnittets unaturligheder, 12; naturlig selviskhed, 40;adskiller sig fra grov, 45; T. S. stræber efter, 57; reform af, før politisk reform, 231 sand værdighed, 248; en Teosof overfor svagheder hos, 251; samme i T. S. som udenfor det, 256; og spredningen af løgne, 278

Mennesket, den fælles oprindelse, 41; vores pligt at holde liv i, hans åndelige intuitioner, 48; hvert, sin egen åbenbaring, 53; pligten hos, og lignelsen om talenterne, 54; enhed, Gud og sjæl, 83; er en illusion, som personlighed 84-5 ; principper i, 90-3, 116-22; Plutarch om, sammensatte, 97-9; inddeling, 98; sinds-, det sande, 100; fysisk og åndelig, 101; en korrelation af beføjelser og kræfter, 102; individualitet, efter døden, 103; -heden består af fængslet "ånder" 104; repræsenterer nedstigningen fra meta-ånd til stof, 106-7; fysisk, en treenighed, 108; mentale og åndelige forhold, 118-19; Manas dualitet i, 120; Manas, individuelle, 121; åndelige Ego det virkelige, 135-6; Manasaputraer skabte tænkende, 135-6; karmiske ansvar, manus, 138-40; nuværende, og Manasaputraer, 138; lavere personlige Ego er fysisk, 176; guddommelige, uforgængelig, 177; astrale, er det onde geni, 182; straffer og belønner sig selv, 210-11; modtager absolut retfærdighed, 216-17; Kristen teologi og Teosofi om, 218-19; frihed, et mål i undervisningen, 270- 271; og magt Teosofiens, indflydelse, 306

Mens, menneskets sjæls dualitet, 120 Mental Scientists,de store “benægtere,” 72-3

Mercavah (Merkabah), Jødedommens, ydre organ, 8

Mesmerisme, som specialiseret undersøgelse, 22; forfærdelige magt, 26-7; og bevidsthedstilstande, 173

Messias, Konge i Kabalaen er det rensede Ego, 187

Mester (Mestre), association, med indre gruppe, 22; ord, misforstået, 80-1; Gautama og Jesus som, 237-8; giver ikke midler, 286; som Mahatmaer, 288; bruger aldrig hypnose, 293; troen på, 295, 298; guider ikke T. S. eller dets grundlæggere, 299-300; misbrug af hellige navne, 300-3

Metafysik, Buddha tilbageholdte fra masserne, 81; syv bevidsthedstilstande i østlig,89; og Atma, 119; begøves ikke for at forstå Karma og Reinkarnation, 246

Meta-ånd, alle er, originale tilstand, 33; og ren ånd, 106-7; Atma uadskillelig fra, 135

Michael, Ærkeenglen, og Manasaputraernes Karma, 138 Mikrokosmos, syv tilstande i, eller mennesket, 90

Microprosopus, eller Korte Ansigt (Ze’ir Anpîn), 343

Miljø, personlige selv, væsen fra, 131; mennesket offer for, 138-9; og universel Karma, 202-3

Milt, fysisk vehikel for proteanske dublet, 121

Mindes, form for hukommelse, 124-5; åndelig, i Devachan, 177-8

Mirakel (Mirakler), versus videnskabelig viden, 26-7; Teosoffer er imod at troen på, 48, 174; Mahatmaer grundlagde ikke en, “-klub,” 286; ingen, i naturen, 290-1

“Mishna” (Mishnah Firke A both), on re-inkarnation, 112

Missionær (ere), Megattivati og Kristne, 76; til Sydhavsøerne, osv., 239

Moksha, Hindu frigørelsens lyksaglighed, 112

Monad (er) den duale Atma-Buddhi, 92, 121; en selv- bevægende enhed, 95; Atma og menneskelige, 119; Atma-Buddhi, og Egoet, 129; åndelig eksistens bebos af, 166; et begrænset antal, 209

Monas, Pythagoræisk sjæl som, 95; Pythagoras ublandede essens, 105-6

Monogenes, Persefone kaldt, 99

Mosaisk, Kristus bud og lovgivning, 69; Biblen og Gud, 111

Moses, lov, Aristotles etik, 4-5; lov, foretrækkes frem for Jesus, 42; Teosoffer tror ikke på, Gud, 61; bud, 76; holdning til at oprejse de døde tidsaldre før, 194

Mosheim, om Ammonius Saccas, 5-7

Motiv, eller hensigt og adskilthed, 203

Motto, the Theosophical Society, 2

Mulaprakriti (Mûlaprakriti) samme som Pradhana, 346

“Mundakya Upanishad” (Mundaka Upanishad), om loven for kontinuitet, 158-9

Mysterier, begreb, der tilhører, 2; identisk med doktriner lært i alle, 4; “større” og “mindre,” 8; Eleusinske, 8; indenfor Jødedommen, 8-9; Mahayana og Hinayana, 8-9; i tidlig Kristendom, 9; Hierogrammatister, 9; historisk bevis for det ægte ved, 36-7; Buddha og Kristus og afsløringen af, 79-80; straffen for at afsløre doktriner, 96; dødens drama udført i, 98-9; læren om, om faldne engle, 138; Teosoffers holdning til, Gud, 181; betydningen af hierofanten i, 187

Mysterie Sproget, specialister har genopdaget dele af, 23

Mysteriis,” “De, Iamblichus, arbejde om theurgi, 3

Mysticisme, Iamblichus og Plotinus, 3; ekstase i, 10-11; bevis for ren, 23; hånes i almindelighed, 36; spirituel, versus mediumisme, 193-4; værdien af, til lederne af masserne, 247; slutningen af århundreder genoplivelse af, 306-7

Mystikere, får visdom afsløret i drømme, 3; sande Teosofi, 11; som er specialister, 23

Mørket, Buddhas “vil ikke lysne”, 71; lys som, 85; lys uforståelig uden, 112

Mål, Okkultisme, 24; guddommelighed, Egoets, 167-8, 183; perfekt uselviskhed, menneskehedens, 209-10; det endelige, i naturen, 226; endelig, vundet gennem livs-oplevelser, 227; vej som fører til højeste, 263

Månen, giver sjæl til mennesker, 97-8; instinktive sjæl stammer fra, 98; Persefones region, 98; Jehova og, 98; låner liv fra jordens, 102


N

Nagarjuna (Nâgârjuna), grundlægger af Mahayana Buddhism, 347

National Karma, og menneskers indbyrdes afhængighed, 202; en individuel byrde, 204-5

Nationalist Club i Boston, medlemmer, tilhører T. S., 45

Naturen, roden af, største guddom, 2; specialister og skjulte hemmeligheder, 23; okkulte videnskaber underviser i de hemmelige styrke i ting, 26; viden baseret på kendsgerninger, 27, 218-19; studiet, et formål i T. S., 39, 48; eller Gud, 41; roden af en essens, 43; jord-viden tildeles, 56-7; universelle principper udtrykke sandheden i, 59; Ain Soph i og med, 62; eller Pan, 63-4; og oprindelsen til den vitale sjæl, 75; ensartede love i, 85-6; hypoteser versus fakta i, 87; glemsel af Devachan er barmhjertig lovgivning, 149; fejltagelser i, 170, 189, 198; Manas evolution i, hjælper fremskridt, 189; loven i, ikke blind eller mekanisk, 198; andre love fra Karmas kildevæld, 201; og Karmas ulige tryk, 205; fejler i detaljer, 221; endelige mål for alle i, 226;-symbolik og falliske riter, 279; intet over eller ovenover, 290

Navne, misbrug af hellig, og udtryk, 300; motiver til misbrug, 301 ; T. S. ansvarlig for vanhelligelse, 302-3

Negative, Det, som nødvendig for eksistensen, 115—16

Nekromanti, theurgi kan degenerere ned i, 2-3; middelalderlig, ikke en okkult videnskab, 25-6; universelt afvist, 194

Nemesis, og det “nye” menneske, 141; Karma-, beskytter gode og straffer onde, 210

Neo-Platonikere, kaldt for Analogeticistere, 2; forskellige religiøse tilhørsforhold, 4; østlige skoler og Kabalister, 102-3

Nephesh, Genesis vitale dyriske sjæl, 75, 108- 109; personlige Ego eller livs-sjæl, 78; er Thumos, Pythagoras trefoldige sjæl, 96; forbliver midlertidigt i Kama-loka, 99; Leviticus sjæl, 188

Nidana (Nidâna), Karma er ellevte, 341

Nirmanakayaer (Nirmânakâyas), beskrevet, 151-2; arbejde, 152

Nirvana (Nirvana), tilstand af ekstatisk lyksaglighed, 70; Ceylonsk sekter har forskellig opfattelse af, 80; indleder erfaring lyksaglighed i, 99; eksisterer ikke endnu, er, 101 ; Buddhist tilstand af lyksaglighed, 112; udslettelse af personlighed osv., 113; er en evighed, 114; tilstand af Ingen-Ting, 116; alvidenhed i, 133; “bølgebevægelse” fra og til, 134; Nirmanakaya frasiger sig, 151; er en realitet, 169

Nirvanee (Nirvâni), en frigjort sjæl, 355

Nittende Århundrede, mest paradoksale, 223; penge er summum bonum, 267

Noah, planter en Vingård, 188

Nôetic (Sjæl), Platons og Pythagoras rationelle sjæl, 95

Nomenclatur, nødvendighed med en klar, 172, 174-6

Noumenon (s), karakter, 95; bør ikke blandes, og fænomen, 160; verdener, og fænomener, 179-80

Nous, åndelig sjæl eller ånd, 91-3; Anaxagoras, fra Egypternes Nout, 94-5; anerkender alene noumena, 95; og trefoldig sjæl, 96; eller forståelse med sjæl skaber fornuft, 97; Aristotles sjæle, 106; Platons og Pythagoras, 115-16; overlever døden, hvis uplettet, 122; en gud fængslet i kød, 180-1; er Hinduernes Mahat, 314

Nous autokrates (nou's auvtokrathvs) Anaxagoras, selv-potente sind 95

Nout (Nut), Egypternes Én-Kun-Én , 94-5

Nye Testamente, Det, (se også Jacob, John, Matthæus), rodebunke oversættelser af, 113

Ny Jerusalem, latterlige idé om, 149

“Ny Platonisme og Alkymi,” (Eklektisk Filosofi),af Alexander Wilder, M. D., citeret, 2-3, 4, 9, 11

Nødvendighed, doktrinen om fatal, 112; cyklus, 168

“Nøglernes Bog,” (Book of the keys). Hermetisk værk om Skælens skæbne, 108


O

Objektivitet, og universets subjektivitet, 84; og planernes subjektivitet, 88-9; tabt i Nirvana, 116; straf for forbrydelser i, verdener, 138; det indre Egos, 182

“Occult World,” resultatet af offentliggørelsen af, 274

Okkultisme, fare for ikke-guidede efterforskning af, 21-2; “specialister” i, 23-4; sande mål med, 24; og Teosofi skelnes, 25; kræfter hos ægte, 25-7; hypnose mindre gren af, 26; og betydningen af Karma, 46; begreber, og bevidsthedstilstande, 118; om Atma og Buddhis mysterie, 119-20; erindring i henhold til, 125; “M. A. Oxon.” om farerne ved at fumle med, 152 ; identificerer Forudviden med Karma-Nemesis, 210; hvorfor Teosoffer studerer, 259; en alvorligt og farligt studie, 263; og sort magi, 293; misbrug af hellige navne, 300-3

Okkultist (er), bliver en, uden en lærer, 21; en forudsætning for at blive en, 25; resultatet af egoistiske bestræbelser hos, 25; praktiserer videnskabelig Teosofi, 27; adresserer bønner til “Faderen i hemmelighed,” 67; og selvisk bøn, 68; sand, forstår bønner, 69; forstår udvikling og illusion, 84; om annihilation, 114; anerkender “annihilation af personligheden” i Evangelierne, 186

Okkult Videnskab (er), ikke middelalderens imaginære videnskaber,25-6; studiet af, opmuntret af Teosofien, 48; beviser køds forhærdende resultater, 260

Olcott, Henry Steel, Buddhistiske Katekisme om skandhaer, 129-130; korrigerer Orientalister, 134; profitterede ikke finansielt ved T. S., 281-2

Oldenburg, oversætter af Samyuttaka Nikaya, 81

Olympiodorus, om hukommelsens fantasi, 126

Onde (r), god ikke god uden, 112; og “fald ned i Stoffet,” 181; Wheel of the Law med konsekvenserne af, 199; sociale, på grund af Karma, 202; og disharmoni synonym med, 206-7; god og, forklaret, 211; prøvetid på jorden ikke ublandet, 226; “ikke gøre, for,” hos Buddhisterne, 228- 229; ting har rødder i menneskets karakter, 235; civilisationens, 247; og gavnlige doktriner om Karma og Reinkarnation, 248; og bagvaskelse, 254-5; Teosofi truer social, 271-2

Opblomstring, af abstrakte kvaliteter Devachan, 147-148, 190

Opium, skadelige indflydelse, 262

Oplevelse, viden baseret på observation af, 87; kollektive, manasiske Ego, 137; Ego skal deltage i hver, 183; som lærer, 226-7; personlig, Okkultismens, 259

Opponenter, the Theosophical Society's, 273

Opstandelse, af kroppen forkastes som ufilosofisk, 94; indvielses drama, 98-9; annihilation og, kroppens, 155; betyder Egoets genfødsel, 363

Origen, disciple af Ammonius Saccas, 3; forklarede Ammonius lære, 7

Overbærenhed, med den menneskelige naturs svagheder, 251

Overnaturlige, vores pligt at gøre indsigelse mod troen på det, 48; udtrykket betydning, 290-1

Overtro, Kristendommen betragtet som, 26-7; viden versus, 48; Gautama the Buddha rettede et døds-stød mod, 80-1; tro og intuition versus, 220-21


P

Pagan (ere), gammel, om endelige guders kvaliteter, 221; Kristen etik var, pligter, 229

Palads, Kærlighedens , Zohars lyksaglighedens land, 112

Palindromousi authis (palindromou'siu auqis) Philo Judaeus Sjælenes retur-flyvning, 111

Palæstina, på tidspunktet for Evangelierne, 82

Pan, esoterisk fortolket, 63-4

Panaceas, moderne, uden guidende princip, 233

Panteisme, hvad er,? 63-4

Parabrahm (Parabrahman), Vedantisternes og Ain-Soph, 62; Vedantisternes er Teosoffernes Guddom, 222

Paradis, vores Guddom ikke i, 64; Devachans, 99, 145; Teosoffer afviser dogmet om, 109-10, 138; og Nirvana, 113; Devachan kan være fjolsernes, 165; Spiritisternes, 171; og trosbekendelse, 223

Paramitas (Pâramitâs), Dhyana er en af, 328

Paranirvana (Paranirvâna), Egoet, en aktør op til grænsen på, 168

Parcha or Ferho, symbolsk navn i Codex Nazaraeus,188

Passioner, Kama-rupa is sædet for dyriske, 91, 96, 120; sædet for, disintegrerer efter døden, 128; udgør det Lavere Selv, 176; ingen plads i Devachan til sædet for, 184; og afsløringen af psykiske kræfter, 306

Patanjali (Patanjali), yoga system, 369

Pater-Zeus, Æter eller Universel Verdenssjæl, 105-6

Path,” “The, om loyalitet, 38; om Løftets ukrænkelighed,51; New York ikke betaler sig ikke hjem,287

Paul, Sct., en Indviet, om psykiske og åndelige legemer, 91; ånden i, er Platons Nous, 93; om at så og høste, 209

Pentateuch Nephesh, ikke udødelig sjæl, 108-9

Periodicitet, om manifesterede univers, 83-4

Persefone, hersker over region i Månen, 98; kaldes Mono-genes, 99

Persien, Wisdom-Religion preserved in, 8

Personlighed (er), afkald på, 20; skaller af forsvundet, skaber “manifestations,” 28; ulegemlige, og menneskets levende ånd, 30; og individualitet, 32-4, 93, 134-7, 153; “nye” and “gamle,” 7 7-8, 141 ; og den Siamesiske Buddhistiske sekts falsk idé om, 80; midlertidig, er dødelig, 85, 94; udtryk, absurd når det tillægges det udødelige Ego, 103; skæbne, når den er viet med den jordiske krop, 108; Zohar om forsvundne, 112-13; Buddhi-Manas forbinder, med Atma, 121; forsvundet hukommelses forsvundne, 128; efterlader indtryk på det åndelige Ego, 130-1; individualitet lider, 142; eks-, og anden død, 143; idealiseret, iklæder Devachanee, 147-148; den selviske materialist, droppes ved døden, 169-70; lavere Ego er falsk, 176; dør ikke fuldt med kroppen, 184- 185; er en gren i lignelser, 186-7; Manas uhindret af tab af, 188-9; inkarnationen i nye, hele tiden, 197; produkt af Karma, 209; Teosoffer skal glemme, 249

Peter (Sct.), Kristen etik praktiseret før, 228-9

Phaedo" “The, Platons om fantasi og hukommelse, 126

Philadelphas, etableret af Jøderne i Alexandria, 4

Philadelphian Society, The, Teosofiske Transaktioner fra, 1697, 16

Philae, Mysterier i, 351

Philaletheian (ere), elskere af sandheden, 1; meditations system, 3; Ammonius Saceas, den store, 6; system, historiske, 7

Philo Jadaeus, en Neo-Platoniker, 5; om nedstigende sjæle, 111

Phren, Pythagoras lavere sind, 96

Pilgrim, den åndelige, er evig, 167

Pine, resultatet af selviskhed, 207; hvad vi lærer af, 226-7

Pisachas (Pis'âchas), navn for kama-rupaer i Indien, 341

Pistis, tro baseret på viden, 220

Plan (er), emanationen de syv, homogenitet, 85; udtryk, defineret, 88; syv, beskrevet 88-9; syv, i Makrokosmos and Mikrokosmos,90; mennesker handling om dette, eller enhver anden, 118; Atma-Buddhi, uden attributter på dette, 120; ingen erindring om tidligere liv på fysisk, 131; kama-rupa og lavest dyr, 144; Egoers evolution gennem, 155, 173; ingen hårde-og-fast linje adskiller, 173; alle erfaringer på menneskelige, skal være passeret gennem 184; Karma justerer virkning, forvolde på alle, 201; Adepter indgår i og studerer andre, 217; ydre, og autoritative dogmer, 221; åndelige ønsker kan imødekommes alene på åndelige, 227; uselviske handlinger er vadesten [(eller springbræt)] til højere, 237

Planetariske Ånder, forskellige klasser af, diskuteret, 104; guider under tiden mænd og kvinder, 193

Planeter, beboere på andre, 86; og usynlige kloder, 88; og principper, 98

Plastic Sjæl, Protean eller livsprincippets,120-1

Platon, kendte Hermes gamle søjler, 6; definerer meditation, 10-11; anså Mysterierne for at være hellige 37; etik, repræsenteret i Teosofien, 49; en Indviet om sjæl og ånd, 90-1; om menneskets indre, 92; om sjælens dualitet ved Plutarch, 95; ideer, identisk med Teosofiens, 96; afledt sjælen fra den Universelle Verdenssjæl, 105-6; Logos, er det uendelige Ego, 110; rationelle sjæl og Nous, 115; “menneske-gud”, korsfæstet i Rummet, 188

Platonisk Filosofi,” “Foredrag om, af Butler citeret, 126

“Platonis Phaed,” (Platons Phaedo), citat fra Kommentaren om, af Olympiodorus, fantasi, 126

Pligt (er), blandt Teosoffer for at fremme uddannelse, 44; for at holde intuition i live i mennesket, 48; og praktisk Teosofi, 227-31; lykke ikke motiv for, 228; “som er menneskeheden skyldig,” 229; er selv-fornægtelse, 229-30, 239; undladelse af, 234; betydningen af følelsen af, 235; vejlede offentlige mening, 236; ens overfor alle mennesker, 240-1; Epictetus om, 241; vores, at så fremviste frø, 242; er dikteret af samvittighed, 251; at deles om Teosofiske, 252; fem negative Teosofiske, 253; “konsulter, ikke begivenheder,” 255; virkningen af Teosofiske ideer, 305-6

Plotinus, disciple af Ammonius Saccas, 3, 7; definerer ekstase, 10; nævnt, 23; en Indviet, 113; om kroppen som floden Lethe, 140

Plutarch, opsummerer Platon og Pythagoras, sjælen, 95; om menneskets sammensætning, 97-9

Politik, T. S. undgår bestemt, 231-2

Porphyry, Malek eller, elev af Plotinus, 3

Positive, Det, is essentiel væren, 115—16

Post-mortem, Sydlig Buddhisme benægter noget, liv, 14; Persefone betegner, Karma, 99; straf er sjælden, 137; moders åndelig bevidsthed, 146; bevidsthed, 157-63; trøst og lyksaglighed i, eksistens, 161; drømme er frugter af jord-liv, 165; vision om sandheden, 167; eksistens, er en rent subjektive tilstand, 170-1

Pot Amun, Egyptisk præst, 2

Pradhana (Pradhâna), rood-naturen, 346

Pragna (Prajñâ), Mundakya-Upanishad om Iswara og,159

Pralaya, opløsning eller Brahmas Nat, 84, 104

Prana (Prâna) Livs eller vital princippet, 91; vitale dublet er, vehikel, 118, 121; opløses efter døden, 128; Atmas udstrålende energi, 176

Presbyterianske, Trosbekendelse, 213-14

Primum-mobile Nous den førende motor eller, 95

Princip (per), Absolut Guddommelig, 62; den Allestedsnærværende, 66; Gud er et universelt udbredt, 67; menneskets syv, 90-3, 116-22; Teosofisk oversigt over, 91-2; hvordan antallet af,? 92; Plutarch om, menneskets, 97-9; og planeter, 98; er aspekter af bevidsthed, 100; højere, stammer fra den Universelle Verdenssjæl, 105-6; mennesket er manifesteret guddommeligt, 110-11; sande Egos aspekter, 117; Vedanta og Tao-Te King om, 117; Kristne mystikeres krop, sjæl og ånd, 118-19; syv, syntese af det sjette, 119; u-acceptabelt for biologerne, 121; og organer i mennesket, 121; disintegration af, og hukommelse, 127-8; åndelige og materielle, 134-6; skæbne lavere, efter døden, 143-4; Nirmanakayaer har alle, undtagen fysiske krop, 151; målet for Egoet er forening med det Guddommelige, 155; tilsyneladende forvirring af begreber, 171-2; bogstavelig oversættelse af okkulte udtryk for, 175-6; re-inkarnerende, uforgængelig, 177; oprindelig emanationer af Ukendt, 181; Manas et, og en entitet, 183; uerkendelig og endelige guder, 221 ; som frø efterladt af fortiden, 237

Proserpina (see Persefone)

Proteane Sjæl, the Dubletten eller plastic sjæl, 121

Prototype, skæbne guidet af usynlige, 210 Forsynet, identificeret med Karma-Nemesis, 210-11

Psuche (eller Psyche), Platons dyriske sjæl, 91-2; sjæl i kollektiv forstand, 96; med forståelse skaber fornuft, 97; Aristotles dyriske sjæl, 106; Kristen brug af psychikos, 114

Psychical Research, Society for, angreb på H. P. B. og T. S. via, 273-4, 275-6, 296-7; indrømmede ingen af beskyldningerne om profit-tænkning, 281; rapport om, latterlig og selv-fordømmende, 296

Psykisk, rent, og åndelige manifestationer, 30; “at efterforske, kræfter i mennesket,” 48; vidnesbyrd om, massernes sanser, 127; fysiske og, fænomener, 193; D. D. Home og, kræfter, 195; Adept i, og åndelige kræfter 292; realiteten om, fænomener, 297; uretfærdighed, Forskeres, 297; sund udvikling af, evner, 306; vækst i harmoni med moralsk udvikling, 306

Psykisme, fare ved at forhaste sig ind i, 22

Psykolog (er), vestlige, forveksler personlighed og individualitet, 32-3; vi forkaster hypoteser af, om drømme, 90; moderne, ude af stand til at forklare sindets natur, 123; moderne, definerer Erindring, 124; og fysisk hukommelse, 125; gammel skole om, det Åndelige Egos handlinger, 131; moderne, og åndelige og menneskelige bevidsthed, 137

Psykologi, resultaterne,dårlige såvel som gode, 73; moderne, og intelligensens overlevelse af, 152

Puranaer (Purânas), og Sct. Paul om at så og høste, 209; og Manasaputraer, 347

Pythagoras, kendte Hermes gamle søjler, 6; efterlod ingen skrifter, 7; bevarede Gnosis for forpligtigede disciple, 9; etiske lære, i Teosofi, 49; om principper og funktioner, 91; citeret af Plutarch, 95; trefoldige sjæl, 96; afledt sjæl fra Verdenssjælen, 105-6; om Nous, Thumos, og Phren, 115

Pythagoræere, og Okkultister om ånder som ikke-entiteter, 114


Q

Quakere, Kvækere. eksempel på, 55

Quintile, mennesket en, lige efter døden, 98


R

Rabbinere, Babylons universitet, 4; Ammonius støttet af, Synagogen, 6; Hebræisk, holdt sande tro hemmelig, 8; Jødisk, kaldt verdslig lære om Mercavah, 8

Race (r), tænkende menneske skabt i Tredje, 135-136; Vingårdstræerne Codex Nazaraeus, vores syv, 188; denne cyklus slutter med Syvende, 197

Raj-yoga (Râja-Yoga), og Neo-Platonisme, 353; Porphyry fulgte, 361

Reaktion, og sammenligning af stenen i dammen, 206, 224; vores handlinger forårsager, for alles liv, 234

Realitet, universel og evig, 84-5; mennesket er en, for ham selv i livet, 119; tro kan ikke ændre på fakta, 165-6; Nirvana og universelt liv en, 169; ovenover den Ener, alt er illusion, 178

Reform, politisk, nytteløs uden en individuel, 231

Reformer (s), broderskab prædiket af alle store, 47; Buddha og Kristus som, 79; Buddha store, i Inden, 114

Regel (Regler), indre gruppes, 20; streng, i Esoterisk Sektion, 49; overtrædelse af, 50; kan ikke tvinge nogen til at blive Teosof ved, 241

“Reincarnation, a Study of Forgot ten Truth,” by E. D. Walker, anbefalet, 132; citeret om Karma, 209

Re-inkarnation, en række af fødsler ved det samme Ego, 33; Evige Egos, 95, 181-2; af kriminelle næsten øjeblikkelig, 103-4; og oprindelige emanationer, 110; bevis på, i Zohar, 112-13; Spiritisterne modsætter sig, 122; bevis på, afhænger ikke af hukommelse, 123; forsikring om, en individuel hukommelse, 125; defineret, 128; indsamler det "gamle" menneskes ofre omkring "nye" 141; forklarer fødslers ulighed, 142; i samme familie gruppe, 150; logik, barmhjertighed og retfærdighed i doktrinen om, 154-5; benægtelse af, degraderer guddom, 155-6; af materialistens sutratma næsten øjeblikkelig, 170; i fjerde Evangelium, 186; falsk lære om, 191-2; benægtelse og hævdelsen af, blandt Spiritisterne, 194-5; cyklus, vil slutte i syvende runde, 197; Karma og, og mål for menneskelige monade, 209; Karma sammenvævet med, 211; er, under karmisk lov ubarmhjertig?, 216-217; en af fire links i gyldne kæde, 233-4; universelle årsagssammenhæng og, 236-7; appellerer til uuddannede, 246; en nøgle til verdens regenerering, 248

Religion, per se universel og ensartet, 4; Visdom-, den fælles mor til alle, 5; Ammonius Saccas og gamle, 6; Visdom-, menneskelig videns sidste ord, 7; etik er sjælen i Visdom-, 14; enhver, en smule guddommelig sandhed, 45, 58; Teosofisk tro er baseret på Visdom 60; løftet om Teosofiske tanker om, 305-6

Religioner, alle Theosophical Society søger at forene, 2-3; Neo-Platonister, tilhængere af forskellige, 4; Ammonius Saccas om korruptionwn af, 6-7; fejlen hos, at bevare moralen, 35; Teosofi essensen af alle, 58

Religiøse System (er), redegjort for i Alexandria, 4; et, videnskabeligt og ikke kun spekulativt, 35; repræsentant foe Aryan filosofi, 43-4; Jødiske, undtagelse fra reglen, 45; frugtbar kilde til stridigheder, 45-6; som prismatiske farver, 58

Retardering, ingen, af Karma som hovedregel, 203

Retfærdighed, burde begynde derhjemme, 54-5; og bøn, 72; ingen, i dogmet om skabelsen, 75-6; absolutte, Loven om Karma, 110, 122, 140-1; loven om kærlighed, nåde og, 138-9; i illusionen om Devachan, 149; post mortem vision oplyser, livet, 162-3; er gengældelsens lov, intelligent?, 198-9; kun Karma opfylder vores følelse af, 211-2; og doktrinen om forsoning, 224-5; så-kaldte Kristen, 225- 226; følelse af, perverteret af uddannelse, 246; og skade for andre, 251

Reuchlin, John, reformator Luthers ven, 17

Rev, i det Teosofiske hav, 250-3 Reflektion, Universet er en periodisk, af virkeligheden, 84; skandhaer i enhver inkarnation, 129; personlighed og Ego i Devachan, 147, 177; idealets vedholdende, personlighedens liv, 190

Revue Théosophique,” “La, nystartet i Paris, 287

Rhys Davids, T. W., forfatter om Buddhisme citeret, 134

Ritualisme, slaveri, i århundreder, 12; versus Buddhismens etik, 14

Rosencreuzerne, næppe hørt om før 1875, 302

Rosicrucians,” “The, af Hargrave Jennings, anbefales angående fallicisme, 2 79-80

Rummet, lag, og jord-kloder, 88; Kama loka indeni subjektive, 143; menneske-guden korsfæster sig selv i, 188

Runde, mennesket i vores Tredje Race, 135-6; nuværende er Fjerde, Femte Race, 197

Rupa (Rûpa) som Sthula-Sarira eller fysisk krop, 91; materielle kvaliteter, en gruppe af skandhaer, 129


S

Saddukæere, og Palæstina på Evangeliernes tid, 82; benægtede sjælens udødelighed, 109

Sakyamuni (S'âkyamuni) sidste ord, 355 Frelse, versus regenerering, 155; ingen, eller nåde ved fuldmagt, 200

Samadhi (Samâdhi), identiske med ægte ekstase, 10; tilstand af ekstatisk lyksaglighed gennem livet, 70; i timerne for, absorberes den Indviedes bevidsthed ind i Atma, 174

Samanas (Sâmanas), tro hos, og Brahmanaere, 81

Sam-arbejde, mangel på, i menneskelige anstrengelser, 233

Samkhara, sindets tendenser, 129

Samma-sambuddha, viden om tidligere inkarnationer, 164

Samothrace, hierofanter, holdte deres tro hemmelig, 8 Samskâra (Samskâra), Karma er den metafysiske, 341

Samvittighed, stemme, en åndelig kommunikation, 137; vores, Egoets stemme, 189; selv-opofrelse og stemme, 240; domstol, 241; og selv-retfærdiggørelse, 256

“Samyuttaka Nikaya” (-Nikâya), Gautama om Ego og højere selv i, 81

Sandhed, “der er ingen religion højere end,” 2; årsagerne til perversionen af, 12; efterspørgslen efter, forårsagede grundlæggelsen af T. S., 35-6; grundlaget, for alle religioner, 45-6, 59; Teosofi hav uden kyster, 57-8; opstigende, 58; to slags, 59; oprindelse, etableret, 86-7; al illusion uden for evige, 148; Ego står ansigt til ansigt med, 167-8; er en, 192; stilling, er ikke udførelsen af, 230; uddannelse indsnævrer opfattelsen af, 246; tal, for enhver pris, 255; viden om, Teosoffers mål, 259; Teosofien er evig, 304; en ny fakkelbærer, 306-7

Sanna, abstrakte ideer, 129

Sanser, åndelige, seeres, 86; opererer i drømme-tilstanden, 89; hjernen og fysiske, kontrollerer de lavere Manas, 178-9; illusionens natur, 179-80; reel tro og tegn på, 220; træning af indre, 271

Sat, tilstand med absolut evighed, 168

Sct. Germain (eller Saint-Germain), udførte noble gerninger uden master, 23

Seancer, ingen virkelige Egoer kommer til syne ved, 93; “ånder”, og intelligenser, 193-4

Secret Doctrine,” “The, uddyber lære, 60; forskellen mellem mennesker og dyr forklaret i, 104; syv principper forklaret i, 118; “Faldne Engle,” forklaret i, 138; Samlingen af Dhyan Chohans forklaret i, 159; citeret om Karma, 210-12; fallicisme forklaret i, 280; H. P. B. som opfinder af hovedpunkter i, 295; kilde til læren i, 300

Seer (e), visdom afslørede for, Ammonius, 3; som var specialister, 23; T. S. gemmer et forråd af sandheder, 57; bekræftende oplevelser, 86-7; kun, og Adepter kender fortiden, 200-1; kan følge karmisk re-justering, 215; vidneudsagn fra, 218-19; og astrale lys, 335

Sektion eller Cirkel, Indre, adskiller sig fra eksoterisk Society, 19-21 krav til medlemmer om, 37; løfter, 49; askese af medlemmer i, 258-9; medlemmers føde, 261-2; cølibat ikke gælder for medlemmer af, 263

Selv, åndelig, i en tilstand af ekstase, 10; åndelig alvidenhed, 29; løfte til det Højere, 49, 51; Højere, Guden indeni, 51; vejledning af Guddommelig, 52-3; Atma Buddhi-Manas, eller Christos, 68, 71; kraften fra det Højere, 73; forglemmelse om, 79; Gautama om Ego om, 81; indre, stadig samme gennem gen-fødsler, 105; Atma-Buddhi er Højere, 121, 131; Buddhi-Manas er ikke Højere, 132; åndelige, post mortem tilstand, 138; Teosofi og, Kristendom, 155; Hr. Sinnett om Højere, 172; korrekt anvendelse af udtrykket, 174; “vor fader i Hemmelighed,” 181-182; ofringen af den ene, for de mange, 238-9; moderne uddannelse og det personlige, ide, 266

SELVET, Atmas stråle, 175

Selv-hypnose, “Mentale Videnskabsfolk” og, 73

Selviskhed, perversitet, og årsag til hemmeligholdelse, 12; lægger hindringer i vejen for fremskridt, 37- 38; religiøs uddannelse stimulerer, 40-41; ved den gennemsnitlige bøn, 68-70; magt til at undertrykke, ligger hos det Højere Selv, 73; årsagen til disharmoni, 207; politisk national, hævdelse, 231; ikke normal tilstand for racen, 235; i denne fremskridtets tidsalder, 246-7; som følge af uddannelse, 265-6; menneskehedens forbandelse, 267; formodes, af Mestrene, 289; og normal udfoldning af psykiske kræfter, 306

Selvmord, den værste forbrydelse, 227-8; blind tro er intellektuel, 247

Selv-opofrelse, lært om af Buddha og Kristus, 79; endda højere end altruisme, 237-42; forskelsbehandling i, 238-9; Grundlæggernes ikke forgæves, 257

Selv-tillid, bøn dræber, i mennesket, 70; børn bør undervises, 270

Shakespeare, William, om livet, 139; om begrænsninger ved fødsel, 142

Shelley, Percy Bysshe, troede på re-inkarnation, 142

Shoodra (S'ûdra) Hindu kaste, 324

Sind (se også Manas), Genesis Nephesh er ikke, 75; Manas er, eller intelligens, 92-3, 176; “eller Ånd Selv-potent” ifølge Anaxagoras, 95; Phren, ifølge Pythagoras, 95-6;-mennesket eller legemliggjort bevidsthed, 100; Buddhi er emanationen af Universel, 102; Logos et med Universel, 110; kama-rupa vehiklet for højere og lavere, 118; pineal kirtlen er sædet for åndelige, 121 ; natur, ukendt, 123-4; eller tanke versus hukommelse, 126; samkhara er tendenser i, 129; højere selv et med det Universelle, 132-3; og kama-rupas post-mortem skæbne, 144; lavere Manas er sædet for det jordiske, 158; dobbelte bevidsthed om, 178; Manasaputraer er sønner af det Universelle, 184; velgørenhed, og praktisk velgørenhed, 252; kvaliteten af de ønsker, er vigtige, 262; sand uddannelse skaber en liberal, 270; og suggestion og tanke overførsel, 291

Sinnett, A. P., forfatter Esoteric Buddhism, 12; om Teosofi nævnt, 60; teorier fremlagt af, er fakta i Naturen, 87; opregner principperne for mennesket, 92-3; foredrag om Karma, 122; skriver om Højere Selv, 172-4, 179-80; lov om etiske årsagssammenhæng, 209; resultatet af Occult World, 274

Sinnett, Mrs. P., om Karma i “Purpose of Theosophy,” 212-13

Siva (S'iva) kaldt Iswara, 339

“Sjette Sans,” “M. A. Oxon.”, citeret, 196

Sjæl, menneskelig, og korrespondancer blandt Analogetikere, 2; menneskets udødelige natur fra den Universelle, 2, 105-6, 132-133; stof frataget deres, 43; oprindelsen og menneskets natur, 75, 82; Buddhistisk Katekisme, 77-9; og Platons ånd, 90-1; duale og trefoldige karakter, 92; Græske Filosoffers, 96; plus forståelse skaber fornuft, 97; en emanation fra Månen, 98; åndelig, emanation fra Solen, 98; dyrisk, opholder sig i Kama-loka, 99; ikke udødelig, 101; højere og lavere, skelnes, 106; menneskets karakter, 106; personlige, og erindring om Devachan, 107; Zohar om re-inkarnation, 107-8; det feminine princip, 108; Pentateuch Nephesh not udødelig, 108-9; genforening med universel, ikke annihilation, 113-14; dyr, menneske og åndelig, adskilles, 115; Platons love om, 115-16; Protean eller Plastic, 121; tre aspekter af, i menneskets, 121-2; erindring om hukommelse, 125; Buddhi det åndelige, 135; kompensation for, efter døden, 141; Sommer- landets og Ny Jerusalems, 149, 171; dyrisk, kan genbesøge jorden, 153; menneskets, illumineret af guddommelig udstråling, 159; Buddhi låner element fra mennesket, 160; menneskets, og guddommelig, materialists, 160; menneskets, Taijasis udstråling, 160; Sutratma eller Tråd-, 163; udødelighed, og materialister, 164; udtryk brugt generelt, 172; menneskets, guidet af karmiske affiniteter, 172-3; åndelige levested 173-4; menneskets, og fysisk bevidstheds forsvinden, 180; teologi fejler med hensyn til, karakter, 185-6; Ego som, Søn, og Ånd, 188; opvækkelse af døde forstyrrer resten af, 194; er skabt eller evolveret?, 209; legeme, teologiske ånd, 219; pleje, sand velgørenhed, 244-5

Skabelse, vilje-bøns kraften er, 68; eller periodiske tilsynekomster, 83-5; sjæl som påstået, Guds, 185; Zohar om, menneskehedens, 187-8

Skaber, uendelig kan ikke være en, 61-2; guddommens natur, 63-4; versus Logos eller manifesterede guddommelige princip, 110-11

Skade, retfærdighed består i ikke at gøre, 251; mod andre, 252-3

Skal (ler), fra forsvundne personligheder, 28; moralsk fordærvedes mayavi-rupa, 191; ånder i séance-rum, som kama-lokisk, 192

Skandhaer, aggregerede attributter, 77-8; fem nummererede, Buddhisme, 129; materielle, er flygtige, 130; handles overfor i overensstemmelse med højere principper, 133; teknisk sammenhængene dele, 134; hær, venter Egoet ved re-inkarnation, 141; som karmiske virkninger, 154-5; og overlevelse, 176; materielle og åndelige, skæbne, 184-5

Skole (r), board, gør noget godt, 264-5; moderne, er udklækningssteder for egoisme, 266-7; offentlige, i England ikke-kristne, 268; Teosofiske, 270

Skuespilleren Ego som, 34, 168; rolle spillet af personlighed, 131; drøm om, i Devachan, 185

Skyggernes Brødre, 292-3

Skyts Engel (Engle), skæbne ledes undertiden af, 182; Kristen teologi versus Teosofi om, 185-6

Skæbne, eller Karma og tilstande efter-døden , 99; ethvert Egos, 155; selvstændigt spundet, styret af engel eller dæmon, 182; Karma og, 209-210; et-livs teorien, 213; i vores egne hænder, 216-17; ens forpligtigelser, 240

Skøn, viis brug af, 255

Slade, Henry, offer for mediumisme, 195

Slaveri, and den Kristne Kirkes skyld, 42-3

Sociallære, Buddhist og Kristne Evangelier, 79

Sociologi, og loven om universel årsagssammenhæng, 234

Sokrates, efterlod ingen skrifter, 7; etiske lære, i Teosofi, 49; og Platon om menneskets inddeling, 96

Sol, Teosofi den evige, 57; giver mennesket forståelse, 97-8; sammenlignes med det lysgivende Atma, 102

Sol Systemet, manifestationens mangfoldighed, 85-6

Solidaritet, Teosofi insisterer på menneskelig, 233-4

Sommerland, ideen om, utrolig, 149-50; en materiel undfangelse, 171

Sort Magi, guddommelig theurgi og, 3; ubevidst, 21; og bøn, 68; defineret, 293

Sort Magiker, selvisk Okkultist er bevidst eller ubevidst, 25; annihilation af, 103-4; indenfor hypnose, 293

Specialister, har generelt ikke hjulpet menneskeheden, 23-4

“Spirit Identity,” af “M. A. Oxon.,” om menneskelig ånd, 152

Spiritisme, Eklektisk Teosofi var transcendental, 2; ikke-guidet undersøgelse af, 22; forskellig fra Teosofi, 27-33; Teosoffer tror på psykiske, 28; filosofi versus teorier, 31; “M. A. Oxon.” om, 31-2; moderne, enkel transcendental materialisme, 33; tre forslag “M. A. Oxon.,” 153; den virkelige og den moderne, 193; fænomener, svarer til heksekunst, 194; medier, forværres, 196; “M. A. Oxon.” om sand ,196

Spiritist (er), falske forklaringer, 27-8; “M. A. Oxon.” en filosofisk, 31, 152; indvendinger, i Light, 122; vores doktriner kan være ubehagelige for, 145; om bevidstheden om “ånder,” 146—7; Sommer-land, 171; “ånders” vildledte, 191 ignorere inkarnerede ånds evner, 196; årsager til angreb, på Theosophy, 274-275; The Light of Egypt skrevet af, imod Teosofi, 302

Spiritualitet, Devachan og graden af, 145; udstrømningen af, ved århundredets afslutning, 306

Spøgelse (r), eller kama-rupa som en gople, 144-5; skaller og elementarer, 191 ; og promiskuøs mediumisme, 193-4

Sruti (S'ruti) “åbenbaret ord,” 368

Status, Juridisk, Theosophical Society, 372-3

Stedfortrædende Forsoning, en skadelig doktrin, 105; versus streng og upartisk retfærdighed, 199; er en unddragelse af ansvar, 207-8; Presbyterianske Trosbekendelse og, 213-14; resultatet af doktrinen om, 223-6

Sthula sarira (Sthûla-s'arîra) rupa eller fysiske legeme, 91; disintegrerer efter døden, 128

Sthulopadi (Sthûlopâdhi), er fysisk krop i vågen tilstand, 117-118

Stilhed, og meditation, 10; “Spørg om intet,” Buddha, 71; og taler sandheden, 255

Stof, er krystalliseret ånd, 33; per se udgør ikke nogen stor appel, 43; vifte af tilstande i, 100; Buddhi “irrationel” på dette plan, 102; oprindelig, er co-evig med Ånd, 106; udødelig i sin essens, 108; Nirvana er annihileringen af, 113-14; forbrydelser og, verden, 138; nedstigning i, Karmisk dekret, 163; og ånd det modsatte og en, 168-9; guddommelige princip snævert i, 181; fald ned i, og inkarnerende Ego, 181-2; sand menneskeligt Ego er ikke, 184; menneske-gud inkarnerer for at indløse, 188; ånd og, 219-20; handling en impuls til, 224-5; til ånden, endelige mål i naturen, 226

Stoffer, skadelige indflydelse, 262

Stof-Ånd, eller universel ånd-stof, 100

Straf (fe), vi afviser ortodoks tro på post-mortem, 109-10; post-mortem, er sjælden, 137; og subjektive og objektive planer, 138; uretfærdighed i de ortodokse ideer om, post mortem, 139; karmiske, fast men retfærdig, 140, 198; karmisk, i næste inkarnation, 161 ; materialisters efter døden, 161 Buddhistisk ide om, og benådning, 199; burde overlades, til Karma, 200; J. H. Conelly om, og benådning, 207-8; overtrædelse og uadskillelige, 209; viden om Karma forener os til, 216; Buddhistiske versus Kristne holdninger til, 246

Strål (er), Teosofi ligesom hvidt, spektrum, 58; mennesket en Atma-buddhisk, 101-2; materialistiske og åndelige, natur, 130; guddommelige sinds, 184; guddommelig Buddhis, 190

Subjektiv, ånder kommunikerer med mennesket ved, 27; Devachan er, fortsættelse af jord-livet, 156; for sanserne er objektivt for det indre Ego, 182

Subjektivitet, Universet udgår fra et plan af, 83-5; and planernes objektivitet, 88-9; bevares i Nirvana, 115-16

Substans, den menneskelige sjæls er oprindelig stof, 106; universelt manifesteret, er tofoldig, 219—20

Sudhôdana (Gautamas fader, 332

Suggestion, fiaskoer såvel som succeser, 72-3; en fase af hypnose, 290-1; brug af, blandt Dugpaer, 292-3

Sui generis, udtryk og brug forklaret, 85-6

Sukshmopadhi (Sûkshmopâdhi), fysiske legeme i drømmen tilstanden, 117-18

Sumangala, Rev, H., støtter læren i den Buddhistiske Katekisme, 129

Survival of fittest, uddannelse baseret på, 266-7; ikke anvendt konsekvent, 268-9

“Sutra of the Foundation of the Kingdom of Righteousness,” misforstået Buddhistisk skrift, 113-114

Sutratma (Sûtrâtma) vital bølgebevægelse, 134; tråd sjælen, 163; modergrenen, 167; åndelig individualitet, 168; den selviske materialists,169-70

Sutratma-Buddhi (Sûtrâtma), forskellig fra Manas-Sutratma, 167

Svapna, drømmetilstanden, 118

Swayambhuva (Swâyambhuva), den første af Manuerne, 348

Swedenborg, og “åndelig død,” 189; lever ikke op til korrekt clairvoyance, 326

Sydlige Buddhistiske Kirke, Buddhistisk Katekisme i overensstemmelse med,129

Symbol (er), perversionen af, forårsagede hemmeligholdelse, 12 ; Visdom-Religions, 67; “Vingårdsmanden” er, Uendelige Princip, 187; ethvert, har syv nøgler, 187

Symbolisme (se også Allegori), i bøger om okkultisme og theurgi, 21; Guddommen som sfære uden omkreds, 65; universal, is bevise korrektheden, 187; Codex Nazaraeus, 188; fallicisme en fejlfortolkning af Naturen, 279

Sympati, klatretråd, mangler hos “tabt sjæl,” 170; personlig, er sand velgørenhed, 244


Synd, blandt Buddhister og Kristne sammenlignet, 73; karmisk straf for hver, 140; kan ikke lide under virkningerne af, alene, 203; og tilgivelse, 251; gennem ros snarere end gennem forsømmelighed, 253

Syv, planer for manifestation, 85, 88; grundlæggende kræfter i Naturen, 89; oversigt over, principper, 91-2;Græske filosofis principper, 96; principper ikke opfundet, 120-1; Vingårdstræer, Racer og Buddhaer, 188

Søvn, studie af tilstand i, en nøgle, 164; tre slags, 165; relative realitet af, 169; drømme-tilstande i, 169-70; højere bevidsthed handler i, 180

Søvngængere, evne til, forklaret, 29, 131, 133; kontakter tilstande uden fysiske, 173

T

Tabt Sjæl (se Annihilation)

Taijasi (Taijasa), den udstrålende, eller Atma-Buddhi-Manas, 135-6; kan ikke eksistere uden Buddhi, 159; a forbigående fænomen, 159-60

Taknemlighed, indgyde ved sand velgørenhed, 244-5

Tanha (Tanhâ), uopfyldte ønske om eksistens, 134

“Tao-te-King (eller Tao-Teh-Ching), femfoldige menneske, 117

Taraka Raja Yoga Skolen (Târaka Râja-Yoga), om tre principper i mennesket, 117-18

Teister, guddommelige princip versus Gud hos, 110-11

Telein (telei'n), Mysterierne, 98

Teleutan (teneuta'n) døden, 98

Tanke (r), absolutte, det Absoluttes, 65; og bønnens mysterie, 68; fysiske menneske optegnelser, om sande menneske, 90; og hukommelse, 126; glemsel i Devachan om pinefuld, 140; ingen syndig, går ustraffet, 140; sand individualiseret Ego, 184; Buddhistisk tro på konsekvenserne af, 199; behovet for ophøjnelse, 205; nutidige er resultatet af fortidige, og handlinger, 215; “menneskets slutning er en handling og ikke en tanke,” 230; noble, som vade-sten [springbræt], 237; overførsel, 290- 291; Mestre og transmission af deres, 293

Teosof (fer), tilhører forskellige religioner, 4; of Alexandria, 5-6, 7-8; gamle, 10; status blandt “tilknyttede” and “utilknyttede” medlemmer, 19-20; virkelige, er i det okkulte organ, 20; arbejdende medlemmer og droner, 24-5; idealer, sande, 24-5, 52-3; pligt, overfor uddannelse, 44; og Nationalist Club i Boston, Mass., 45; praktiseringen af T. S. andet formål blandt, 47; pligt, 48, 240; velgørenhed blandt, 49- 50; ikke værre end den gennemsnitlige Kristne, 55; vestlige, og Kristne miljø, 55-6; er, ateister?, 63; holdningen hos, med hensyn til bøn, 66-7; stole på deres højere selv og Karma, 73; loven afslører til fulde meget og tilbageholder til fulde meget, 96; forveksle anvendelsen af udtryk, 172, 174-5; holdningen hos, overfor spiritister, 192, 196; anerkende afhængigheden af menneskeheden, 202-3; afviser stedfortrædende forsoning, 208, 225-6; eneste legitime ret til navnet, 230; har individuelle synspunkter om politik, 232; anvender broderskabets test overfor filantropi, 235-6; Fader Damien en sand, 238-9; personlig velgørenhed, 244; hvordan kan hjælpe verdens tilstande, 245-8; hvordan, kan hjælpe T. S., 248-9; en, må glemme hans personlighed, 249; anvendelse af forbuds klausuler blandt, 250; og svagheden i den menneskelige natur, 251; forpligtigelser, 251-2; eks-, som fjender, 253- 254; “hvordan disse, elsk hinanden 255; er ingen helgener, 256; nogle fås arbejde, 257; kræves ikke, at være asketer, 258-9; og ægteskab, 262-3; føler dybt for uddannelse, 264; mange, er Agnostikere og Ateister, 270; hvorfor, studerer Okkultisme, 270; misforstået, 277; bedømt af handling, ikke ord, 300; og skænding af Masters navne, 301-2; fremtid afhænger af visdommen blandt, 304-5

Teosofi, defineret og beskrevet, 1, 56-7; oprindelse, 2; Eklektisk, beskrevet, 2-3; Eklektisk, og Spiritisme, 2; svarende til Brahma-Vidya, 2; sigter på at forene religioner, 4-5; definitionen af, i Webster’s Dictionary, 9-10; er, en nyligt udarbejdet arrangement?, 11; sand, defineret af Apollonius, 11; dens dunkelhed i Vesten, 11-12; og Buddhisme, 12-15; Buck om, i Chicago, 1889, 16-18; Introduktion til, osv., 1855, 16; tidlige bevægelser inden for kirken, 17; doktriner, ikke-eksklusiv, 18-19; eksoterisk og esoterisk, 19-20; alkymi eller middelalderlig, 21; mål, 24; og Okkultisme skelnes, 25; tro på, er stigende, 26; Okkultister udøver videnskabelig, 27; og Spiritisme, 27-33; det er den Spiritisme, 33; fem grunde til interesse i, 35-6; på ingen måde en åbenbaring, 36; grunde til Opposition imod, 37-8; udrydder alene ubroderlig adfærd, 40-1 lærer om menneskets essentielle identitet med, 43; og Nationalist Club i Boston, 45; liv foreskrevet, 52; forskellen mellem, og T. S., 53-7, 250; er guddommelig natur, 57; er essensen af alle religion, 58; spektrets hvide stråle, 58; om Gud, 61; om det Absolutte og Ain-Soph, 62-5; definerer Panteisme, 63-4; om guddom, 64-6; forfægter, bøn?, 66; bevis for, lære, 86- 87; indeholder ingen modstridende overbevisninger, 87; og kræfter, planer og tilstande, 89; den esoteriske arkaiske filosofi, 94; retfærdiggør Platon og Pythagoras, 96, 98; om stofs tilstande, 100; versus Kristne Kabalister, 102-3; definerer erindring, 125; lærer ufejlbarlig gengældelse, 140; Kristen teologi adskiller sig fra, 155; om Karmisk straf, 161; guds og djævlens mysterier løst af, 181; om årsag til menneskelig lidelse, 202; Karma vanskeligste lære af, 207; og produktion af Adepter, 217-18; Kristen teologi om, om mennesket, 219; streng logik, 222; praktisk, 227-31; er indbegrebet af pligt, 229; resultaterne af, og Kristendommen sammenlignet med, 229-30; og politiske overbevisninger om Teosofi, 232; sand filantropi, 232-3; fire links i den gyldne kæde, 233; insisterer på menneskelig solidaritet, 234; retfærdighed til en selv en grundlæggende regel i, 238; lærer om selv -fornægtelse men ikke fanatisme, 239-240; for masserne, 245-8; modstandere af, bevise dens ekspertise, 247-8; og askese, 258-62; og ægteskab, 262-3; og uddannelse, 263-71; “tidsalderens mest seriøse bevægelse,” 271; stille antagonister, 272-3; tidligt misforståelser om, 273-4; den gejstlige opposition til, 275, 276-7; selve, sjæl imod fallisk tilbedelse, 280; “Grundlægger” tjente aldrig penge på, 284; kan ikke blive købes, 286; synonym med evig sandhed, 304

Theosophical Society, The, mottos oprindelse, 2; formålet med eklektisk den Teosofiske Skole samme som, 3-4; historie og doktriner, 16-19, 36; ikke den første af sin slags, 16-17; hvad medlemskab i, indebærer, 19-20; fordelen ved at tilslutte sig, 21-2; ikke grundlagt for at knuse Spiritismen, 32; grundlæggelsen af, lovende, 36; formål, 39-40; udførelse af formålene, 47-8; etik, 48-51; Esoterisk Sektion, 49, 60; forskellen mellem, og Teosofi, 52, 54-7, 250; bagvaskelse af, uberettiget, 54; en kanal og et forrådskammer, 57; er et ydmygt frø, 59; doktriners appel, 218; eller Teosofi, 230; undgår politik, 231-2; fremmer indsatsen mod social velfærd, 232-3; og familiemæssige pligter, 240; fem måder at hjælpe, 248-9; forbuds klausuler i, 249-53; holdningen hos frafaldne i, 253-4; menneskelige natur i, 255-6; nobelhed bag, og Teosofi, 257; og askese, 258-9; hvorfor fordomme imod,? 271-80; antagonister vil ikke knuse, 273; angreb på, af S. P. R., 273; lærer ikke at tro mirakler, 274; Spiritisters holdninger til, 274-5; gejstliges holdning til, 275; S. P. R.'s holdning til, 275-6; fordomme overfor, 277; beskyldninger om fallicisme, en vildfarelse, 278- 280; finanser, 281, 286-7; har ingen kapital eller bevillingsramme, 283; historien om tre legater for, 284—5; skæbne, retfærdiggør Mestrenes isolation, 290; er overvåget og beskyttet, 299; om spredningen af “okkult viden,” 302; fremtid, 304-7; information, forespørgsler, 371; juridiske status, 372—3

“Teosofiske Samlinger,” bind fra 1856, 17

Tetraktys, korresponderer til Tetragrammaton, 366

Theodidaktos, Ammonius Saccas og disciple, 3

Theogonia (qeogovia), guders genealogi, 1

Theosophia (qeosofia) guders visdom, 1; evige sandheds sollys, 58

Theosophical Publishing Company, i London, 287

Theosophist,” “The, om selv-regenerering, 53; skitserer Teosofi, 60; et succesfyldt tidsskrift, 287

Terapeuter, Egyptiske healere, 5

Theurgi, praktiseret af Eklektiske Teosoffer, 2-3; guddommelige krav, 3; eksisterede, tilslørede, 21

Thumos, liv i trefoldig sjæl, 96; Plutarch om, 97

Tidsalder, Mahatmaers, 288-9

Tilfældigheder, “ingen tilfældigheder bag den suverænes guddommelig retfærdigheds” 122

Tilgivelse, Jesus og Gautama, 79; af gensidige lovovertrædelser anbefales, 200; af en som syndes imod, 251; vise aldrig til dem, vi har krænket, 256

“Tilknyttet Medlem,” status for et “utilknyttet,” 19-20

Tilstand (e), i Samadhi, 70; syv, bevidsthed, 89; hos vågne og drømmende, 89-90; post-mortem regioner, 98-99; om stof, 100; forskellige post-mortem, 101-106; i Nirvana, 113-14, 116, 169; ingen, forbandelse, 137-8; post-mortem, en livlig drøm, 138-9; åndelig, moder i Devachan, 146-7; devachaniske, 156-7; post-mortem lyksaglighed, 161—2; filosofien om post-mortem, 165; visse timer i post-mortem livet, virkelighed, 167; i Samadhi, 174

Timaeus of Locris, om sjælens oprindelse, 105-6

Toldere, beskrevet, 42; på høje steder, 54

Tolstoi, Count Leo, praktiserede Kristne forskrifter, 243

Tomme fraser Teosoffers pligt at modsætte sig, 48; de laveste laster, 230

Traditioner, populære, kan føre til naturens hemmeligheder,48

“Transactions of the London Lodge,” Nr.7, Oktober, 1885, om Højere Selv, 17 2-4

Transfiguration, guddommelig, Egoet, 94

Transmutation, “åndelig,” forklaret, 68; okkult betydning af, 311—12

Tre, højere principper, 90, 92; hovedaspekter i mennesket, 119; aspekter i sjælen, 121-2; accepterede former for hukommelse, 124; lavere principper, 143; “M. A. Oxon.”, forslag, 152-3; slags søvn, 164, 170

Treenighed, Christos, 67-8; mennesket en, i kroppen, 108

Triade, Øvre, Teosofisk, 92; Plutarch om, 97; mennesket som, angiver ikke tre enheder, 100; Atma-Buddhi-Manasisk, og anden død, 143-4; dyriske begære kan ikke forene guddommelige, 184

Trikaya (Trikâya), eller tre legemer, 353-4

Tro, versus viden, 48, 87; blind, en forudsætning for efter-døds oplevelse, 165, 169-70; og første-hånds vidnesbyrd, 218-19; blind, en mental sygdom, 220; tro versus, baseret på viden, 220-2; blind, er intellektuel selvmord, 247

Trolddom, åndelig, om selvisk bøn, 68-9; i den tidlige Kristne æra, 82; hvad er troen på,? 294

Trosretning (er), selv-modsigende, kan ikke være sand, 35; en dråbe af sandhed underligger enhver, 58; udenfor cirklen af, 224; og T. S. fremtid, 305

T. S. formål, udbredelsen af ideen om praktisk broderskab er en af, 19; tre, erklærede, 39; anden af de, 47-8; grundlæggende, 257

T. S. hovedkvarter bibliotek, 19, 47; overført til Indien, 275

Træning, af evener kendetegner Adepter, 217; massernes tilstande udelukker, 232; Grundlæggers håb om, nogle få, 257; askese som, en atlet, 260; uddannelse og, af sindet, 270

Turya (Turîya), den højeste tilstand af Samadhi, 324

Tyngdekraft, en videnskabelig abstraktion, 129

Tyvende Århundrede, omstændigheder mulige i, 306-7

Tænkning, Nephesh er ikke, sjæl, 75; menneske eller, entiteter, 86; det, menneske er åndeligt, 90; det, princip i mennesket, 119; højere Manas er, Ego, 120; hukommelse en kraft i, væsner, 124; Manasaputraer skabt, mennesket, 136; ud-tjent Manu er, Ego, 139; princip og kama-rupisk fantom, 144; intet, princip uden Buddhi and Manas konjunktion, 174; Ego uforgængelig som en enhed, 177; ur bolig i evigheden er, entitet, 180; individualiseret Tanke i, entitet, 184; det, menneske kaldes logos, 188


U

Uafhængighed, af menneskeheden forårsager distributiv Karma, 202-3

Uddannelse, Teosoffer fremmer ikke-sekteriske,44; moderne, ikke hjælpsom, 245-6, 264-5; eksamener i moderne, 266; onderne ved, 269; historisk og bibelsk undervisning i, 269-70; en Teosofisk, 270-1

Udstrålende Sind, er Manas-Taijasi, 159

Udstråling, menneskets udødelige natur er, den Universelle Sjæls, 2; eller Universets emanation, 85; sindets linker monaden til mennesket, 92; Anima Mundi, Atma-Buddhis, 106; en periodisk manifestation, 111

Udtryk, brug af Sanskrit, for principper, 172; okkult østlig, 175-6

Udvikling, ens egen og andres, 53; i Devachan, 156; mental og åndelig, menneskehedens, 232-3; standset, og vanrøgt af social pligt, 234-5 ; en løfter alle, 236; universel årsagssammenhæng, 237; altruisme og selv-, 239-40; uintelligent askese ikke sand, 259-60; alkohol and stoffer ødelægger, 262; af indre sanser og evner ved uddannelse, 270-1

Udødelighed, re-inkarnerende Egos, 101; menneske og sjæl skal erobre deres, 103; menneskets, en falsk ide, 105; hos “entitet” begrænset til Mahamanvantara, 107; er “ens ubrudte bevidsthed,” 108; efter døden en betinget attribut, 160; tro eller manglende tro på, 164-5; det personlige “Jegs” aroma, værdig, 166; kan ikke røre ved det ikke-eksisterende, 168; ædle tankers og ideers, 180

Uendelige, Det, kan ikke være kendt af det endelige,10; Plotinus om ekstase og, 10; falske ideer om bønner, 71; formløs og ikke-entitetsmæssig, 107; og stedfortrædende forsoning, 199

Uerkendelige, og bøn, 66; absolut bevidsthed som, 100; Karma er i sig selv, 201 ; Karma ét med, 212; det evigt, Princip, 221

Ufortjent Lidelse, og lyksaglighed efter døden, 35; betydningen af Mesters ord, 160-2

Umoralskhed, berømte civilisations, 246-7; ægteskab en løsning for, 262-3

Universel, vi tror på, Guddommelige Princip, 63; Guddom overalt, 65; identifikationen af Jesus med, guddom ulogisk, 72; absorption af det individuelle i, bevidsthed, 108; Sind eller Sjæl, 110, 132-3; emanation en, lov, 111; “en Gud” er ikke, Guddom, 181; Sønner, Sindets, 184; absolut enighed, Guddom, 199-200; tab af individualitet om forening med, Ånd, 219; Årsagssammenhæng, 233; Årsagssammenhæng og menneskelig indsats, 237

Universel Broderskab, transcenderende betydningen, 18; T. S. formål, og, 39-40; i praksis, 44-7; i Looking Backward af Bellamy, 44; i Nationalist Club i Boston, 45; fire links i gyldne kæde af, 233; sand, og solidaritet, 234; som kriterium indenfor sociale anstrengelser, 235-6; T. S. en fattigt eksempel for, 256; og fremtiden for T. S.,306-7

Universelle Selv, og hindringer i sagen, 29; Krishna som, 68; udtryk gælder kun for En, 174

Universet, opsamlet Teosofisk viden underliggende, 56; skabes ikke men udfoldes, 65, 84-5; periodisk tilsynekomst af, 83-84; syv tilstande og planer i, 90; Logos i, og mennesket, 95; Atma iboende, stof, 119; Buddhi-Manas i det uvirkelige, 160; objektiv, gennemtrængt af Prana, 176; den, en forbipasserende illusion, 178; “Åndens” passage gennem differentieret, 183; balance og harmoni i, 189; Karma ultimative lov i, 201-2; intelligent kræfter bag, 221

Upersonlig, princip versus skaberen Gud, 111; “Landmand” som symbol på, princip, 187

Uretfærdighed, Karma genopretter menneskelige, 198; Karma afstemmer mennesket til livets, 211

Uselviskhed, perfekt mål for menneskeheden, 210; og T. S. fremtid, 304

“Utilknyttede Medlemmer,” udtrykkets brug, 19—20

Utroskab, og Gud’s arbejde, 76-7; Matthæus om, 140

Uvidenhed, Plutarchs lære tillægges, 97; Nirmanakayaers arbejde med at afhjælpe, 151;versus viden om Adepter, 217;fører til profanering, 220-1;lære som en kur imod, 252; moderne uddannelse benytter sig af, 268


V

Vacchagotta, munken spurgte Lord Buddha, 81

Vaisya (Vais'ya), Hindu kaste, 324

Vallabhacharya (Vallabhâchârya), en skamløs sekt, 280

Vedana, følelse, 129

Vedanta (Vedânta), i Alexandria, 4; og det femfoldige menneske, 117

Vedanta-Sara (Vedânta-Sâra), om det virkeliges kontinuitet, 158

Vedantister, Aryan filosofi som den præsenteres af, 43; Parabrahman, 62, 222; og menneskes femfoldige inddeling, 117

Vegetarisme, Teosofiens syn på, 260-1

Velgørenhed, på vejen til sand, 43; “for hver kærlighedens blomst,” 53; lagt vægt på nåde og tilgivelse, 200; “begynder hjemme” debatteret, 241; praktisere Bjergprædikenen, 242; resultaterne af offentlig, 243-5; Buddhistiske forudsætninger for, 244, 249; Teosoffers, 249; overfor fejlende brødre, 251; børn bør undervises i, 270-1

Viden, Teosofi er Guddommelig, 1, 2; Visdom Religion er menneskets sidste ord, 7; årsagerne til hemmeligholdelse af det guddommelige, 12; hos nogle få om et omfattende system, 35; vores pligt er at opnå, Naturens Love, 48; Teosofi er et aggregat af, og visdom, 56; Træ, på godt og ondt, 59; og tro, 87; eller blind tro, 218-19; tro baseret på, er sand tro,220; erhvervet via lidelse på jorden, 226; Mestrenes, iboende værdi , 298; teknisk, og upartisk dom, 304-5

Videnskab (er), Teosofi er Guddommelig, 1; tradition, de Hellige 23; arbejde af specialister i, 23; okkult, ikke er opdigtet af Middelalderen, 25-6; okkult, farligt uden filosofisk rationale, 27; opfattelse af materialistiske, om skade, 46; okkult studie, baseret på viden om naturen, 48; begrænset vurdering af fysiske, 86-87; og andet sæt af sanser, 89; abstraktioner 129; om overlevelse af intelligensen, 152; sand, anerkender universelle årsagssammenhæng, 234; dens stærkes ret “åbenbaring”, 266; anerkendelse af indre kræfter, 290-1

Vignanamaya Kosha (Vijñânamaya kos'a) eller Karanopadhi, 324

Vildlede, om Devachan, 148-9

Vilje, og bøn, 66-8; bestemmelse af vores, om vores handlinger, 182; og moderne uddannelse, 265

Viljes-Kraft, og mysterie bøn, 68; intelligente askese, 259-60

Vin eller Vingårdstræ, symbol på, 188; skadelige indflydelse, 262

Vinnana, mentale kræfter, 129

Virkning (er), lavere skandhaer som karmisk, 154; undervisning, i Wheel of the Law, 199; omvende, genopretter harmoni, 206; former for eksistens, omgivelsernes, 234

Visdom, Teosofi er guddommelig, 1, 56; Amun er, Gud, 2; guddommelig, afsløret for Ammonius, 3; Ammonius og genoprettelse af gamle, 6, 7; “åndelig fotografering” og, Wilder, 11; bodha eller, 13; al viden, der indgår under, 36; esoterisk Budhisme eller Hemmelig, 78; dæmonisk og himmelsk, 91; evig, og generiske brug af "rationelle" 102 ; om loven i en gengældelse, 110-11; Evangelium, om gengældelse, 140; tidsaldres, om gengældelse, 141; Pragna som individuel, 159; absolut, Karma, 198; nås i jord-liv, 226; studie af Okkultisme for at erhverve, 259; T. S. medlemmers og T. S. fremtid, 304

Visdom-Religionen, universel og identitet, 4; kilde til kristne sekter, 5 ; esoterisk i alle tidsaldre, 7-9; den bevarer, 8; Teosofi er, 13; eller arkaisk doktrin, 60; symboler, anbefales, 67

Vision (er), Ammonius Saccas, 3; kumulative vidnesbyrd fra, seere, 86-7; erindring og, 125; drømme og, søvn, 164, 171; Devachan, 185; åndelige, seeres, 215

Vox Dei, vox populi ikke længere, 242

Væren-hed, Det Absoluttes tilstand, 65; absolut Ånde bliver, 114


W

Walker, B. D,, Reinkarnation, et Study of Forgotten Truth, af, anbefales, 132; om Karma, 209

Wheel of the Law,” “The, hellige Buddhistisk arbejde citeret, 199; om personlig gud, 221-2

Whitechapel, brev, der beskriver forholdene i, 204-5; missionærerne burde tage til, 239; resultaterne af velgørenhed i, 244

Wilder, Alexander, M. D., Eklektisk Filosofi, af, citeret, 2-4; om Essenernes esoteriske inddelinger, 9; om ekstase, 11; Introduktion til Eleusiniske Mysterier, af, citeret, 220-1

Wordsworth, William, “Vores fødsel er, kun en søvn", 125


Y

Yoga, Philaletheians meditation ligesom Indernes, 3

Yogier (eller Yoginer), Samadhi, 10; hemmelighed, “at leve i døden,” 24; Samma-Sambuddha, 164


Z

“Zohar” (Zôhar), bogstavelig fortolkning af, 22 ; om reinkarnerende sjæl, 107-8, 111-12; om reinkarnerende Egoer, 112-13; om symbol på Konge Messias og Vingårdstræet, 187-8

Zoroaster, lære om, repræsenteret i Teosofi,49


Æ

Ægteskab, Teosofiske pligter og, 240, 262-3

Ændring (er), mennesket er underlagt, 77; enhver, i bevidsthed mærkes i Okkultisme, 118; af kausal form, 159

Æter, tyngdekraft, osv., er abstraktioner, 129

Æther, de Græske filosoffers, 105-6


Å

"Åbenbaringerne", fejlfortolket, 113-14

Ånd, om Spiritisme og Teosofi, 28; definitionen og anvendelsen af udtrykket, 33; meta-, 33; stof berøvet sin sjæl og, 43; absolutte, og bøn, 68; bøn og, Guds, 71; Nephesh er ikke udødelig, 75; Platons sjæl, 90-1; sande Ego kan ikke “materialiseres,” 93; Paul kalder Platons Nous, 93; Anaxagoras “sind eller, Selv-potente”, 95; grækernes sjæl, Teosofiens, 96; guddommelig, og re-inkarnerende Ego, 101-2; Kabalistisk lære om mennesket, og universel, 103; og tab af individualitet, 105-6; menneskets, før-eksisterende åndedrag, 106; ren, og ikke-ånd, 106; det maskuline princip, 108; absolutte, is Væren-hed, 114; løs brug af udtrykket, 115; Nirvana er udødelighed i, 116; Atma kan ikke skelnes fra Universel, 118, 131 eller udelelige ALT er Atma, 119; Atma er uadskillelig fra Meta-, 135; og glemsel om Devachan, 149-50; normalt forvirret efter døden, 151; ingen, vil genbesøge jorden efter døden, 153; fra, eller Atma, 158; Kraft eller Stof, 168; Ego som en forløber, 183; eller Buddhi som centrifugal kraft, 189-90; vedvarende skæbne, 219; og stof, 219- 220; fald, er ikke et blandet onde, 226

Ånder, om Spiritisme og Teosofi, 27-8; levende opstiger til Åndelige Sjæle, 30; planetarisk, og ny Mahamanvantara, 104; tilbagevenden, død, en grusom doktrin, 145; som skaller og elementarer, 191; art og slægter, legion, 192; intelligenser versus, 193; ubetydelige og farlige, 194-6; holdningen hos Teosoffer med hensyn til kommunikationen med, 274; snakken om, før grundlæggelsen af T. S., 301-2

Ånd-stof, og absolut bevidsthed, 100; mennesket evolverede sig fra det oprindelige, 106

Århundrede, 19., mest paradokse, 223; penge som formål for 19., 267; åndelige indsats ved afslutningen af hvert, 306; ny anstrengelse i det 20., 306-7

Årsagssammenhæng, fire links i gylden kæde, 233-4; universel, i fortid nutid og fremtid, 237

Årsag (er), Naturen som den personificerede sum af, 64; Karma en kæde af, 140; ultimativ, til Karma ukendt, 201; relation mellem, og virkning, 208-10, 224; karakter betinget af, og virkning, 235








 
 
Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk