Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar


DEN TEOSOFISKE ORDBOG


Segl for blandt andet Blavatsky's Esoteriske Sektion
Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.


Hurtige Links


Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Ao-Ar

Aour (Kald.). Syntesen af de to aspekter af astro-æterisk lys; og Od -det livs-givende, og ob-det døds-givende lys. {TG. 25}

Apâm Napât (Zend). Et mysteriøst væsen, der korresponderer til Okkultisternes Fohat. Det er både et Vedisk og et Avesta navn. Bogstavligt betyder det "Vandenes Søn" (fra rummet, dvs., Æteren), for i Avesta står Apâm Napât mellem ild-yazatas og vand-yazatas. (Se Secret Doctrine, Vol. II., p. 400, note). {TG. 25}

Apâna (Sk.). "Indåndende åndedrag"; en praksis indenfor Yoga. Prana og apâna er de "udåndende" og "indåndende" åndedrag. Det kaldes "vital vind" i Anugîta. {TG. 25}

Apap (Eg.), på Græsk Apophis. Den symbolske Onde Slange. Den Solare Båd og Solen er Apap's store Dræbere i de Book of the Dead. Det er Typhon, der efter at have dræbt Osiris, inkarnerer i Apap, søgende at dræbe Horus. Lige som Taoer (eller Ta-ap-oer) Typhon's kvindelige aspekt, kaldes Apap "opæderen af Sjælene", og i sandhed, fordi Apap symboliserer den dyriske krop, som stof overladt sjælsløs og til sig selv. Osiris, er, lige som alle andre Solare guder, en betegnelse for det Højere Ego (Christos), Horus (hans søn) er den lavere Manas eller det personlige Ego. På mangt et monument kan man se Horus, blive hjulpet af et antal hunde-hovede guder bevæbnet med Kors-våben og spyd, dræbende Apap. En Orientalist siger: "Guden Horus står som vinderen over den Onde Slange, kan anses for at være den tidligste form af vores velkendte gruppe af Skt. George (som er Mikael) og Dragen, eller hellighed nedtrædende synd." Drageismen døde ikke med de gamle religioner, men er passeret kropsligt ind i den sidste form for Kristen tilbedelse. {TG. 26}

Aparinâmin (Sk.). Den Uforanderlige, det modsatte af Parinâmin, det som er underlagt ændring, differentiering eller henfald. {TG. 26}

Aparoksha (Sk.). Direkte opfattelse. {TG. 26}

Âpava (Sk.). Bogst. "Han som har sjov i Vandet". Et andet aspekt af Nârâyana eller Vishnu og af Brahmâ i kombination, for lige som den sidstnævnte, inddeler Âpava sig selv i to dele, mandlig og kvindelig, og skaber Vishnu, som skaber Virâj, som skaber Manu. Navnet forklares og fortolkes på forskellige måder i Brahmanisk litteratur. {TG. 26}

Apavarga (Sk.). Frigørelse fra gentagne fødsler. {TG. 26}

Apis (Eg.), eller Hapi-ankh. "Den "levende afdøde person" eller Osiris inkarneret i den hellige hvide Tyr. Apis var tyre-guden som, da den nåede alderen otte-og-tyve, alderen hvor Osiris blev slået ihjel af Typhon-blev slået ihjel med stor ceremoni. Det var ikke Tyren som blev tilbedt men det Osiriske symbol; lige som når Kristne knæler ned foran Lammet, symbolet på Jesus Kristus, i deres kirker. {TG. 26}

Apocrypha (Gr.). Meget fejlagtigt forklaret og tillagt som tvivlsom, eller falsk. Ordet betyder ganske enkelt hemmelig, esoterisk, skjult. {TG. 26}

Apollo Belvidere. Af alle de gamle statuer af Apollo, Jupiters søn og Latona, kaldet Phaebus, Helios, den strålende og Solen, den bedste og mest perfekte er den som er kendt under dette navn, som er i Belvidere galleriet i Vatikanet i Rom. Den kaldes den Pythiske Appolo, da guden præsenteres i øjeblikket for hans sejr over slangen Python. Statuen blev fundet i ruinerne i Antium, i 1503. {TG. 26}

Apollonius of Tyana (Gr.) En vidunderlig filosof født i Cappadocia omkring begyndelsen af det første århundrede; en glødende Pythagorærer, som studerede de Fønikiske videnskaber under Euthydemus; og Pyhtagorarisk filsofi og andre studier under Euxenus fra Heraclea. Ifølge de denne skoles læresætninger forblev han vegetar i hele hans lange liv, spiste kun frugter og urter, drak ingen vin, bar kun klæder fremstillet af plantefibre, gik barfodet og lod hans hår gro til fuld længde, som alle de Indviede havde gjort før ham og efter ham. Han blev indviet af præsterne i Æculapius (Asklepios) templet ved Ægaæ, og lærte mange af ”miraklerne” om healing af de syge udvirket af medicinens Gud. Han havde forberedt sig for højere indvielse ved stilhed i fem år, og ved at rejse – besøgende Antioch, Ephesus, og Pamphylia og andre egne – han rejste til Indien via Babylon, alle hans disciple havde forladt ham da de var bange for at tage til ”fortryllelsens land.” En rolig discipel, Damis, som han mødte på sin vej, akkompagnerede ham imidlertid på hans rejser. I Babylon blev han indviet af Kaldæerne og Magerne, ifølge Damis, hvis beretning var blevet kopieret af en der hed Philostratus hundrede år senere. Efter sin tilbagevenden fra Indien, så viste han sig som en sand Indviet med hensyn til at pest, jordskælv, kongers død og andre begivenheder, skete behørigt som han profeterede.

På Lesbos, blev Orpheus præst jaloux på ham, og afviste at indvi ham i deres særegne mysterier, selv om de gjorde det mange år senere. Han prædikede den reneste og nobleste etik for folkene i Athen og andre Stater, og de fænomener han producerede var så vidunderlige som de var utallige, og vel bekræftede. ”Hvordan kan det være,” spurgte Justin Martyr, med forfærdelse, ”hvordan kan det være, at Apollonius talismaner (telesmata) har kraft, for de forhindrer, som vi kan se, bølgernes vrede, vindenes vold, og de vilde dyrs angreb; og mens vores Herres mirakler alene bevares via tradition, så er Apollonius meget talrige, og manifesteret ved nutidige realiteter?” (Quest. XXIV.) Men et svar på dette findes let, ved det faktum, at efter at have passeret Hindu Kush, var Apollonius blevet vejledt af en konge til Viismændenes bolig, hvis bolig det stadig kan være i dag, og som lærte ham deres uovertrufne viden. Hans dialoger med Korintheren Menippus, giver os i sandhed den esoteriske katekismus, og afslører (når den forstås) mange af naturens vigtige mysterier. Apollonius var ven og korrespondent, og gæst med konger og dronninger, ingen mere vidunderlige eller ”magiske” evner er bedre bevidnet end hans. Hen mod slutningen af hans lange og vidunderlige liv åbnede han en esoterisk skole i Ephesus, og døde i en alder af næsten hundrede år. {TG. 27}

Aporrheta (Gr.). Hemmelige instruktioner om esoteriske emner givet under de Egyptiske og Græske Mysterier. {TG. 27}

Apsaras (Sk.). En Undine eller Vand-Nymfe, fra Paradiset eller Indra's Himmel. Apsaraserne er ifølge populær overbevisning "gudernes hustruer" og kaldes Surânganâer, og ved brug af et mindre ærefuldt udtryk, Sumad-âtmajâer eller "behagelighedens døtre", for det fabuleres om dem at når de viste sig ved kværningen af Havet så ville hverken Guder (suraer) ej heller Dæmoner (Asuraer) tage dem som legitime hustruer. Urvasi og adskillige andre af dem nævnes i Vedaerne. Indenfor Okkultismen er der visse "søvn-producerende" aquatiske planter, og inferiøre kræfter i naturen. {TG. 28}

Ar-Abu Nasr-al-Farabi, kaldes på Latin Alpharabius, en Perser, og den tidsalderens største Aristotelske filosof. Han blev født i 950 Evt., rapporteres at være blevet myrdet i 1047. Han var en Hermetisk filosof og besad evnen til at hypnotisere via musik, og få dem som hørte ham spille lut til at le, græde, danse og gøre hvad han fandt interessant. Nogle af hans arbejder om Hermetisk Filosofi kan findes i Biblioteket i Leyden. {TG. 28}

Arhat (Sans.), også udtalt og skrevet Arahat, Arhan, Rahat, osv., ”den værdige”; bogst., ”fortjenende guddommelig hæder.” Det var navnet som først blev givet til Jainen, og efterfølgende til de hellige Buddhistiske mennesker indviet i de esoteriske mysterier. Arhat'en er en som har begyndt den sidste og højeste vej, og som således er frigjort fra genfødsel. {TG. 28}

Arani (Sk.). Den "kvindelige Arani" er navnet på det Vediske Aditi (esoterisk, verdens livmoder). Arani er et Swastika, et skive-formet træagtigt fartøj, hvor i Brahminerne genererede ild via friktion med pramantha, en pind, symbolet på den mandlige generator. En mystisk ceremoni med en verden af hemmelig betydning i den og meget hellig, perverteret om til fallisk betydning af tidsalderens materialisme. {TG. 28}

Âranyaka (Sk.). Hellige eremiter, viismænd som dvælede i gamle Indiske skove. Også en del af Vedaerne indeholdende Upanishaderne, osv. {TG. 28}

Araritha (Heb.). En meget berømt syv-bogstavs Kabbalistisk vidunder-ord; dets nummerering er 813; dets bogstaver er samlet af Notaricon fra sætningen "et princip for hans enhed, en begyndelse på hans individualitet, hans forandring er enhed". [ w.w.w.]. {TG. 28}

Arasa Maram (Sk.). Det hellige Hindu træ for viden. Indenfor okkult filosofi et mystisk ord. {TG. 28}

Arba-il (Kald.). De fire Store Guder. Arba er Aramæisk for fire, og il er det samme som Al eller El. Tre mandlige guddomme, og en kvindelig som er jomfrulig men alligevel produktiv, danner et meget udbredt Guddoms ideal. [w.w.w.] {TG. 28}

Ærkeengel (Gr.). Højeste øverste engel. Fra det Græske ærke, "leder" eller "oprindelig", og angelos, "budbringer". {TG. 28}

Archæus (Gr.). "Den Gamle." Brugt om den ældste manifesterede guddom; et udtryk brugt i Kabalaen; "arkaisk", gammel. {TG. 28}

Archobiosis (Gr.). Oprindelig begyndelse af livet. {TG. 28}

Arketypiske Univers (Kab.). Det ideelle univers hvor på den objektive verden blev bygget. [w.w.w.] {TG. 29}

Archons (Gr.). I det profane og bibelske sprog "regenter" og prinser; indenfor Okkultisme, ur planetariske ånder. {TG. 29}

Archontes (Gr.). Ærkeenglene efter at være blevet Ferouers (q.v.) eller deres egne skygger, under mission på jorden; en mystisk allestedsnærværende; antydende et dobbelt liv; en slags hypostatisk handling, en med renhed i en højere region, den anden en jordisk aktivitet udøvet på vores plan. (Se Iamblichus, De Mysterüs II., Chap. 3.) {TG. 29}

Ardath (Heb.). Dette ord optræder i den Ezras Anden Bog, ix., 26. Navnet er blevet givet en af de nylige "okkulte romaner" hvor stor interesse vækkes ved heltens besøg i det således navngivne Hellige Land; magiske egenskaber tillægges det. I Ezra's bog sendes profeten til dette sted som kaldes Ardath "hvor intet hus er bygget" og bydes der "kun at spise blomsterne på marken, ikke smage kød, ikke drikke vin, og bede til den højeste uophørligt, og så vil jeg komme og tale med eder." [w.w.w.] {TG. 29}

Ardha-Nârî (Sk.). Bogst., "halv-kvinde". Siva repræsenteret som Androgyn, som halvt mand og halvt kvinde, en type af mandlige og kvindelige energier i kombination. (Se okkult diagram i Isis Unveiled, Vol. II.) {TG. 29}

Ardhanârîswara (Sk.). Bogst., "den bi-seksuelle herre". Esoterisk, de upolariserede tilstande af kosmisk energi symboliseret ved den Kabalistiske Sephira, Adam Kadmon, osv. {TG. 29}

Ares. Det Græske navn for Mars, krigsguden; også et udtryk brugt af Paracelsus, den differentierede kraft i Kosmos. {TG. 29}

Argha (Kald.). Arken, Naturens livmoder; halvmånen, og et livs-reddende skib; et bæger til ofringer, et kar brugt til religiøse ceremonier. {TG. 29}

Arghyanâth (Sk.). Bogst., "herre over drikofre".

Arian. En tilhænger af Arius, en presbyter i Kirken i Alexandria i det fjerde århundrede. En som mener, at Kristus er et skabt og menneskeligt væsen, inferiør i forhold til Gud Faderen, således et stort og nobelt menneske, en sand adept bevandret i alle de guddommelige mysterier. {TG. 29}

Aristobulus (Gr.). En Alexandrinsk forfatter, og en obskur filosof. En Jøde som prøvede at bevise at Aristotles forklarede Moses esoteriske tanker. {TG. 29}

Arithmomancy (Gr.). Videnskaben om korrespondancer mellem guder, mennesker, og tal, som lært af Pythagoras. [w.w.w.] {TG. 29}

Arjuna (Sk.). Bogst., den "hvide". Den tredie af de fem Pandu Brødre eller Indra's berygtede Sønner (esoterisk det samme som Orfeus). En af Krishnas disciple, som besøgte ham og giftede sig med Su-bhadrâ, hans søster, ud over mange andre hustruer, ifølge allegorien. Under den broderstridige krig mellem Kauravaerne og Pândavaerne, instruerede Krishna ham i den højeste filosofi, mens han tjente som hans vognstyrer. (Se Bhagavad Gita.) {TG. 30}

Ark of Isis. Ved den store årlige Egyptiske ceremoni, som fandt sted i Athyr måneden, blev Isis båden båret i prossesion af præsterne, og Collyrianske kager eller boller, mærket med korsets (Tat's) tegn, blev spist. Det var i ihukommelse af Isis der græd over tabet af sin Osiris, Athyr festen var meget imponerende. "Platon refererer til melodierne ved begivenheden som værende af stor ælde," skriver Hr. Bonwick (Eg. Belief and Mod. Thought). "Misereren i Rom har man sagt, er lig med den melankolske kadance, og at være afledt af det. Grædende fulgte tilslørede jomfruer arken. Nornerne, eller tilslørede jomfruer, græd også over tabet af vores Saksiske forfædres gud, den skæbnessvangre men gode Baldur." {TG. 30}

Pagtens Ark. Enhver ark-helligdom, uanset om det er hos Egyptere, Hinduer, Kaldæere eller Mexikanere, var en fallisk helligdom, symbolet på yoni eller naturens livmoder. Egypternes seket, arken, eller den hellige kiste, stod på araen-dens piedestal. Osiris ark, med gudens hellige relikvier, var "af samme støørelse som den Jødiske ark", siger Egyptologoen S. Sharpe, båret af præster med stave sat igennem dens ringe i hellig procession, som arken David, Israels Konge, dansede omkring. Mexikanske guder har også deres arke. Diana, Ceres, og andre gudinder så vel som guder havde deres. Arken var en båd-et fartøj i hvert tilfælde. "Thebes havde en hellig ark 300 cubits lang," og "ordet Thebes siges at betyde ark på Hebrarisk," som ikke er andet end en naturlig anerkendelse af stedet som det udvalgte folk skylder deres ark. Yderligere, som Bauer skriver, "blev Cherub'en ikke brugt først af Moses." Den vingede Isis var Cherub'en eller Arieh'en i Egypten, århundreder før Abrahams eller Sarai's ankomst der. "Nogle af de Egyptiske arke's ydre lighed, med deres to wingede menneskelige figurer ovenpå, pagtens ark, er ofte blevet bemærket." (Bible Educator.) Og ikke kun den "eksterne" men også den interne "lighed" og ensartethed er nu kendt af alle. Arkene havde oprindeligt og nu en og samme betydning, uanset pagtens, eller den ærlige, ligefremme, Paganske symbolisme. Det udvalgte folk anerkendte ideen og glemte at anerkende dens kilde. Det er det samme som i tilfældet med "Urim" og "Thummin" (q.v.). Som vist af mange Egyptologer, var de to objekter i Egypten emblemer på de To Sandheder. "To figurer Re og Thmei blev båret på brystpladen af de Egyptiske Ypperste Præster. Thmé, flertal thmin, betød sandhed på Hebrarisk. Wilkinson sagde at Sandhedens figur havde lukkede øjne. Rosellini taler om at Thmei blev båret som halskæde. Diodorus giver sådan en halskæde af guld og sten til Ypperstepræsten, når han afgiver domfældelse. Septuaginta oversætter Thumin som Sandhed". (Bonwick’s Egyp. Belief.) {TG. 31}

Arka (Sk.). Solen. {TG. 31}

Arkites. De gamle præster som var tilknyttet Arken, uanset om det var Isis, eller Hinduernes Argua, og som var syv i antal, lige som præsterne hos den Egpytiske Tat eller ethvert andet korsligende symbol af tre eller fire, hvis kombination giver det mandlige-kvindelige antal. Argha'en (eller arken) var det firfoldige kvindelige princip og flammen som brændte ovenover det den trefoldige lingham. {TG. 31}

Aroueris (Gr.). Guden Harsiesi, som var den ældre Horus. Han havde et tempel i Ambos. Hvis vi husker på Plutarch's definitioner af de centrale Egyptiske guder, så vil disse myter blive mere forstålige; som han meget fint siger: "Osiris repræsenterer begyndelsen og princippet; Isis, det som modtager; og Horus, begges sammensætning. Horus skabt imellem dem, er ikke evig ej heller uforanderlig, men, altid i forandring, han bestræber sig via omskiftende efterligninger, og ved periodisk iver (ved årlig gen-opvækkelse til livet) efter at forblive ung, som om han aldrig skulle dø."Således, da Horus er den personificerede fysiske verden, så er Aroueris, eller den "ældre Horus", det ideelle Univers; og det tager højde for ordsproget at "han blev undfanget af Osiris og Isis da de stadig var i favnen af deres moder"-Rum. Sandelig, omkranses denne gud med en god del mysterier, men symbolets betydning bliver klart når man først har nøglen til det. {TG. 31}

Artephius. En stor Hermetisk filosof, hvis sande navn aldrig var kendt og hvis værker er uden dateringer, selv om det er kendt at han skrev hans Secret Book i det XII. århundrede. Legenden siger, at han var et tusinde år gammel den gang. Der findes nu i Baghdad en bog om drømme skrevet af ham i en Alkymists besiddelse, hvor i han fremlægger hemmeligheden ved at se i fortiden, nutiden, og fremtiden, i søvnen, og at huske de ting man har set. Der er kun to intakte kopier af dette manuskript. Drømmenes bog af Jøden Solomon Almlus, publiceret på Hebrarisk i Amsterdam i 1642, har få levn fra det førnævnte værk af Artephius. {TG. 31}

Artes (Eg.). Jorden; den Egyptiske gud Mars. {TG. 31}

Artufas. Et generisk navn i Sydamerika og øerne med templer med nagalisme eller slangetilbedelse. {TG. 31}

Arundhatî (Sk.). "Morgenstjernen"; Lucifer-Venus. {TG. 31}

Arûpa (Sk.). "Ulegemlig", formløs, i modsætning til rûpa, "krop", eller form. {TG. 31}

Arvâksrotas (Sk.). Den syvende skabelse, menneskets, i Vishnu Purâna. {TG. 32}

Arwaker (Skand.). Bost., "tidlig vågner". Solvognens hest drevet af jomfru Solen, i Eddaerne. {TG. 32}

Ârya (Sk.). Bogst., "det hellige"; oprindeligt titlen på Rishier, de som havde mestret "Âryasatyâni'en" (q.v.) og betrådt Âryanimârga vejen til Nirvâna eller Moksha, den store "fir-foldige" vej. Men, nu er navnet blevet tilnavnet på vores race, og vores Orientalister har, fratagende Hindu Brahmanerne deres fødsels-ret, skabt Aryanere ud af alle Europæere. Indenfor esoterismen, da de fire veje, eller stadier, kun kan påbegyndes på baggrund af stor åndelig udvikling og "vækst i hellighed", så kaldes de for de "fire frugter". Graderne af Arhatskab kaldes henholdsvis for Srotâpatti, Sakridâgamin, Anâgâmin, og Arhat, eller disse fire Âryaers klasser, korresponderer til disse fire veje og sandheder. {TG. 32}

Ârya-Bhata (Sk.). Den tidligste Hindu algebraist og astronom, med undtagelse af Asura Maya (q.v.); forfatteren af værket kaldet Ârya Siddhânta, et astronomisk system. {TG. 32}

Ârya-Dâsa (Sk.). Bost., "Hellig Lærer". En stor viismand og Arhat fra Mahâsamghika skolen. {TG. 32}

Aryahata (Sk.). "Arhatskabets Vej", eller af hellighed. {TG. 32}

Âryasangha (Sk.). Grundlægger af den første Yogâchârya Skole. Denne Arhat, en direkte discipel af Gautama Buddhaen, er helt uden grund blandet sammen med og forvekslet med en person med samme navn, som siges at have levet i Ayôdhya (Oude) omkring det femte eller sjette århundrede efter vor tidsregning, og lærte Tântrisk tilbedelse i tillæg til Yogâchârya systemet. De som har søgt at gøre den populær, har påstået at han var den samme Âryasangha, som var tilhænger af Sâkyamuni, og at han var 1,000 år gammel. Internt bevis er alene tilstrækkeligt til at vise at værkerne som er skrevet af ham og oversat omkring år 600 efter vor tidsregning, værker fyldt med Tantrisk tilbedelse, ritualisme, og læresætninger nu i høj grad fulgt af "rød-hat" sekter i Sikhim, Bhutan, og Lille Tibet, ikke kan være de samme som de ophøjede systemer hos den tidlige Yogâcharya skoles rene Buddhisme, som hverken er nordlig eller sydlig, men absolut esoterisk. Selv om ingen af de sande Yogâchârya bøger (Narjol chodpa'en) nogen sinde er blevet offentliggjort eller markedsført, så finder man alligevel i Yogâchârya Bhûmi Shâstra hos pseudo-Âryasangha'en en stor mængde af det ældre system, om de læresætninger han kan have været blevet indviet i. Det er, imidlertid, så opblandet med Sivaisme og Tantrisk magi og overtro, at værket skaber sin egen undergang, på trods af dets bemærkelsesværdige dialektiske subtilitet.

Hvor upålidelige de konklusioner som vores Orientalister når frem til, og hvor selvmodsigende datoerne som de fremlægger er, kan ses i det foreliggende tilfælde. Mens Csoma de Körös (som forresten, aldrig aldrig blev bekendt med Gelukpa (gul-hatte), men fik al hans information fra "rød-hat" lamaer fra Grænselandet), placerer denne pseudo-Âryasangha i det syvende århundrede efter vor tidsregning; Wassiljew, der tilbragte det meste af hans tid i Kina, beviser at han har levet meget tidligere; og Wilson (se Roy. As. Soc., Vol. VI., p. 240), der taler om perioden hvor Âryasangha’s værker, som stadig er intakte på Sanskrit, tror at det nu er "fastlagt, at de blev skrevet senest, fra et århundrede og et halvt før, til lige så meget efter, Kristendommens æra". I alle tilfælde er det uden for enhver tvivl at Mahâyana'ens religiøse værker blev skrevet langt før Âryasangha’s tid - uanset han levede i det "andet århundrede F.Kr.", eller det "syvende Evt."-og at disse indeholder alle og langt mere grundlæggende læresætninger om Yogâchârya systemet, så forvansket af Ayôdhyan imitatoren-antagelsen er, at der et sted må være en ægte uforfalsket fremlæggelse fri for populær Sivaisme og venstre-hånds magi. {TG. 33}

Aryasatyâni (Sk.). De fire sandheder eller dogmer, som er (1) Dukha, eller den elendighed eller lidelse som er følende (esoterisk fysisk) eksistens uundgåelige ledsagefænomener; (2) Samudaya, den floskel, at lidelse intensiveres af menneskelige lidenskaber; (3) Nirôdha, at knusning og udryddelse af alle sådanne følelser er mulige for mennesket "på vejen"; (4) Mârga, den snævre vej, eller den vej som fører til sådanne velsignede resultater. {TG. 33}

Aryavarta (Sk.). "Aryaernes land", eller Indien. Det gamle navn for Nordlige Indien. De invaderende Brahminere ("fra Oxus" siger Orientalisterne) slog sig først ned. Det er fejlagtigt at give dette navn til hele Indien, fordi Manu giver kun navnet "Aryaernes land" til "området mellem Himalaya og Vindhya bjergene, fra det østlige til det vestlige hav". {TG. 33}



Til toppen

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog






 
 

Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk



Site Meter
XXXXXXX