Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar


DEN TEOSOFISKE ORDBOG


Segl for blandt andet Blavatsky's Esoteriske Sektion
Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.


Hurtige Links


Se alfabetisk liste for de brugte referencer.



Mao-Md



Maquom (Kald.). "Et hemmeligt sted" i Zohars fraselogi, et skjult sted, uanset det referer til et helligt sted i et tempel, til "Verdens Livmoder", eller til den menneskelige livmoder. Et Kabalistisk udtryk. {TG. 206}

Mâra (Sk.). Fristelsens gud, Forføreren som prøvede at vende Buddha væk fra hans VEJ. Han kaldes "Ødelæggeren" og (Sjælens) "Død" . En af navnene på Kâma, kærligheden Gud. {TG. 206}

Marabut. En Muhammedansk pilgrim som havde været i Mekka, en helgen. Efter hans død placeredes hans krop i en åben kiste bygget over jorden, lige som andre bygninger, men midt i gaderne og offentlige steder i befolkede byer. Placeret inde i det lille og eneste rum i graven (og adskillige sådanne offentlige sarkofager af mursted og morter kan ses den dag i dag på gaderne og gadehjørner i Kairo), vejfarendes hengivenhed holder en lampe brændende i evighed over hans hovede. Nogle af disse marabutters grave er meget berømte for de mirakler som de påstås at udføre. {TG. 207}

Marcionites (Markionisme). En gammel Gnostisk Sekt grundlagt af Marcion som var en ihærdig Kristen så længe som intet menneskeskabt dogme kom for at plage de rene transcendentale, og metafysiske koncepter, og den oprindelige tro blandt de tidlige Kristne. Sådanne primitive trosformer var Markionitternes. Han nægter de historiske fakta (som nu findes i Evangelierne) omkring Kristus fødsel, inkarnation og korsfæstelse, og også genopstandelsen af Jesus krop, fastholdende at sådanne udtalelser ganske enkelt var karnaliseringen af metafysiske allegorier og symbolik, og en degradering af den sande åndelige ide. Sammen med alle andre Gnostikere, beskyldte Marcion "Kirkefædrene", lige som Irenæus ham selv beklager sig over, for at "udforme deres (Kristne) doktrin i overensstemmelse med deres tilhørers kapacitet, fabulerende blinde ting for blinde, ifølge deres blindhed; til de der keder sig, i overensstemmelse med deres kedsomhed; til de som fejler, i overensstemmelse med deres fejltagelser." {TG. 207}

Mârga (Sk.). "Vejen", Ashthânga mârga, den "hellige" eller hellige vej er den som leder til Nirvâna. Den otte-foldige vej er groet ud af den syv-foldige vej, ved at tilføje den (nu) første af de otte Margaer; dvs., "besiddelsen af ortodokse synspunkter"; som den sande Yogâcharya ikke vil have noget med at gøre. {TG. 207}

Mârîchi (Sk.). En af Brahmâ's "sinds-fødte" sønner i Purânaerne. Brahmanere gør ham til det personificerede lys, Sûrya's forælder, Solens og Mahâkâsyapas direkte forfader. De Nordlige Buddhister fra Yogachârya Skolen, anser Mârîchi Deva for at være, a Bodhisattva, mens Kinesiske Buddhister (især Tauisterne), har fastlagt dette koncept for Himlens Dronning, lysets gudinde, hersker over solen og månen. Hos de fromme men illitterære Buddhister, er hendes magiske formular "Om Mârîchi svâha" maget kraftfuld. Omtalende Mârîchi, nævner Eitel "Georgi, som forklarer navnet som en 'Kinesisk omskrivning af navnet på den hellige Jomfru Maria'" (!!). Da Mârîchi er Marutternes leder og en af de syv primitive Rishier, så synes den formodede oprindelse lidt langt ude. {TG. 207}

Mârishâ (Sk.). Viismanden Kanda's og Pramlochâs datter, Apsara-dæmonen fra Indra's himmel. Hun var Daksha's moder. En allegori refererende til Anden og Tredie menneskelige Race. {TG. 207}

Martinister. Et Samfund i Frankrig, grundlagt af den store mystiker kaldet Marquis de Skt. Martin, en discipel af Martinez Pasqualis. Den blev først etableret i Lyon som et slags okkult Frimurer Samfund, dets medlemmer troede på muligheden af kommunikation med Planetare Ånder og mindre Guder og genii i de ultramundæne Sfærer. Louis Claude de Sct. Martin, født 1743, begyndte hans liv som en brilliant officer i hæren, men forlod den for at hengive sig til studier og de belles lettres, endte sin karriere med at blive en ihærdig Teosof og en discipel af Jacob Boehmen. Han prøvede at bringe Frimureriet tilbage til dets oprindelige karakter af Okkultisme og Thuergi, men fejlede. Han fik sin "Korrigerede Rite" til først at bestå af ti grader, men disse blev bragt ned til syv på grund af de oprindelige Frimurer ordners studier. Frimurere beklager sig over at han introducerede visse ideer og antog visse riter "i uoverensstemmelse med Frimureriets arkæologiske historie"; men det gjorde Cagliostro og Sct. Germain også før ham, lige som alle de som var godt bekendt med Frimureriets oprindelse. {TG. 208}

Mârttanda (Sk.). Solens Vediske navn. {TG. 208}

Mârut Jivas (Sk.). Monader hos Adepterne som havde opnået den endelige frigørelse, men foretrækker at re-inkarnere på jorden for Menneskehedens skyld. Imidlertid ikke at forveksle med, Nirmânakâyaer, som er meget højere. {TG. 208}

Mâruts (Sk.). Hos Orientalisterne Storm-Guder, men i Vedaen noget meget mystisk. I den esoteriske lære efter som de inkarnerer i hver runde er de ganske enkelt identiske med nogle af Agnishwatta Pitrierne, de Menneskelige intelligente Egoer. Derfor allegorien om Siva der transformerer klumper af kød om til drenge, og kalder dem Maruter, for at vise sanseløse mennesker transformeret ved at blive Vehikler for Pitrier eller Ild Maruter, og således rationelle væsner. {TG. 208}

Masben ∴ (Kald.). Et Frimurer udtryk med betydningen "Solen i forrådnelse". Det har en direkte reference-måske glemt af Frimurerne-til deres "Ord ved Lavt Åndedrag". {TG. 208}

Mash-Mak. Efter traditionen et Atlantisk ord fra den fjerde Race, for at betegne en mysteriøs Kosmisk ild, eller snarere Kraft, som blev sagt at være i stand til at pulverisere hele byer og disintegrere verden på et sekund. {TG. 208}

Masorah (Heb.). Især navnet tillagt en samling af noter, forklarende, grammatiske og kritiske, som findes i margin af gamle MSS., eller skriftruller i det Gamle Testamente. Masoreterne blev også kaldt Melchiterne. {TG. 208}

Masoretic Points, eller Vokaler (Heb.). Eller, som et system kaldes det nu, Masóra fra Massoreh eller Massoreth, "tradition", og Mâsar, at "videregive". Rabbinerne som beskæftigede sig med Masorah, kaldes derfor Masoriter, var også opfinderne af de Masoretiske punkter, som formodedes at give vokalløse ord i Skrifterne deres sande udtalelse, ved tilføjelsen af punkter repræsenterende vokaler til konsonanterne. Det var den lærde og snedige Rabbiners opfindelse i Tiberias Skolen (i det niende århundrede efter vores tidsregning), som ved at gøre sådan, puttede en fuldstændig ny konstruktion over centrale ord og navne i Mosebogen, og derved gjorde forvirringen endnu mere forbistret. Sandheden er, at dette system kun tilføjede yderligere blindgyder til de allerede eksisterende i Pentateuken og andre værker. {TG. 209}

Mastaba (Eg.). Den øvre del af en Egyptisk grav, som, Egyptologerne siger, altid bestod af tre dele: nemlig (1) Mastabaen eller et mindekapel ovenover jorden, (2) en Brønd fra tyve til halvfems fod dyb, som via et kapel ovenover jorden ledte, til (3) Begravelseskammeret, hvor Sarkofagen stod, indeholdende mumien sovende dens søvn i lange tidsaldre. Når først den sidstnævnte var lagt ind, blev brønden fyldt op og indgangen forseglet. Således siger Orientalisterne, som inddeler mumiens sidste hvilested efter næsten de samme principper som teologerne gør det med mennesket-ind i krop, sjæl, og ånd eller sind. Sandheden er, at de gamles grave var symbolske lige som resten af deres hellige bygninger, og at denne symbologi direkte peger på menneskets syvfoldige inddeling. Men i døden er rækkefølgen modsat; og mens Mastabaen med dens scener af dagliglivet malet på væggene, dets offerbord, til Larvaen, spøgelset, eller "Linga Sharia", var et mindesmærke rejst for de to Principper og Livet som havde forladt, det som var en lavere trio på jorden; Brønden, Passagen, Begravelseskammeret og mumien i Sarkofagen var de objektive symboler rejst over de to dødelige "principper", det personlige sind og Kama, og de tre udødelige, den højere Triade, nu forenet til ét, Denne "ene" var den Velsignedes Ånd nu hvilende i Aanroo's Glade Cirkel. {TG. 209}

Matari Svan (Sk.). Et luft væsen vist i Rig-Veda bringende agni eller ild ned til Bhrigus; som kaldes "Fortærerne", og er beskrevet af Orientalisterne som en "klasse mytiske væsner som tilhørte den mellemste eller luft klasse af guder". Indenfor Okkultismen er Bhrigus'en ganske enkelt "Salamanderne" hos Rosenkrezerne og Kabalisterne. {TG. 209}

Materializations. Indenfor Spiritualismen betegner ordet den objektive fremkomst af så-kaldte dødes "Ånder", som fra tid til anden relokerer den selv i stoffet; dvs., de former sig selv ud af for hånden værende materialer, som findes i atmosfæren og emanationer ved de tilstedeværende, en midlertidig krop bærende den menneskelige lighed med den afdøde sådan som han fremstod, da han levede. Teosoffer accepterer fænomenet "materialisering"; men de afviser teorien om at den er skabt af "Ånder", dvs., ulegemlige personers udødelige principper. Teosofferne fastholder, at når fænomenet er ægte- og det er i sandhed en sjældnere begivenhed end det generelt menes-så produceres det af larvæen, afdøde personligheders eidola eller Kamalokiske "spøgelser" (Se

“Kâmadhâtu”, “Kâmaloka” og “Kâmarupa”.) Da Kâmaloka på er jordplanet og kun adskiller sig fra dets grad af materialitet ved dets grad af bevidsthedsplan, hvorfor det er skjult for vores normale syn, så er den naturlige tilsynekomst af sådanne skaller lige så naturlig som den med elektriske kugler og andre atmosfæriske fænomener. Elektricitet som væske, eller atomisk stof (for Teosofferne anser sammen med Maxwell at den er atomisk), selv om usynlig, er den altid til stede i luften, og manifesterer under forskellige former, men kun når visse forhold er der til at "materialisere" væsken, når den passerer fra sit eget til vores plan og gør sig selv objektiv. Ligeledes er det med den dødes eidola. De er til stede rundt omkring os, men værende på et andet plan ser de os ikke mere end vi ser dem. Men, når et stærkt begær blandt levende mennesker og tilstandende udstyres med mediers abnormale konstruktioner sammenblandes, så tiltrækkes disse eidolaer-nej, trækkes de ned fra deres plan til vores og gøres objektive. Dette er Nekromanti; det gør ikke den døde godt, og stor skade på den levende, ud over det faktum at det interfererer med naturens lov. De lejlighedsvise materialiseringer af "astrale kroppe" eller dubletter af levende personer er en helt andet sag. Disse "astrale" antages ofte fejlagtigt for at være de dødes genfærd, da de er, kameleon-lignende, så vil vores egne "Elementarer", sammen med de ulegemlige og kosmiske Elementaler, ofte antage et udseende svarende til de billeder vi har stærkest i vores tanker. Kort sagt, er det de tilstedeværende og mediet ved så-kaldte "materialiserings" seancer, som skaber genfærdets forunderlige lighed. Uafhængige "genfærd" tilhører en anden slags psykisk fænomen. Materialiseringer kaldes også "form-manifestationer" og "portræt-statuer". At kalde dem materialiserede ånder er utilladeligt, for de er ikke ånder men sandelig animerede portræt-statuer. {TG. 210}

Mathadhipatis (Sk.). Lederen af forskellige Broderskaber i Indien, Ypperstepræst i Klostrene. {TG. 210}

Matrâ (Sk.). Den korteste tidsperiode som tillægges lyds varighed, svarende til øjets blinken. {TG. 210}

Mâtrâ (Sk.). En Sanskrit stavelses kvantitet. {TG. 210}

Mâtripadma (Sk.). Moder-lotussen; Naturens livmoder. {TG. 210}

Mâtris (Sk.). "Mødre," de guddommelige mødre. Deres antal er syv. De er gudernes kvindelige aspekter og kræfter. {TG. 210}

Matronethah (Heb. Kab.). Identisk med Malcuth, den tiende Sephira. Bogst., er Matrona den "inferiøre moder". {TG. 210}

Matsya (Sk.). "En fisk". Matsya avataren var en af de tidligste Vishnu inkarnationer. {TG. 210}

Matsya Purâna (Sk.). Et Skrift eller Purâna som omhandler den inkarnation. {TG. 211}

Mâyâ (Sk.). Illusion; den kosmiske kraft som gør fænomenal eksistens og sanseopfattelser mulige derved. Indenfor Hindu filosofien kaldes det som alene er uforanderlig og evigt for virkelighed; alt det som er underlagt forandring gennem forfald og differentiering og som derfor har en begyndelse og en ende anses for at være mâyâ—illusion. {TG. 211}

Mâyâ Moha (Sk.). En uvirkelig form antaget af Vishnu for at bedrage den asketiske Daityas som var blevet for hellige gennem disciplinær adfærd og derfor for farlige med kræfter, sådan som Vishnu Purâna siger det. {TG. 211}

Mâyâvi Rûpa (Sk.). "Uvirkelig form"; "dubletten" indenfor esoterisk filosofi; döppelganger eller perisprit på Tysk og Fransk. {TG. 211}

Mayavic Upadhi (Sk.). Tildækningen af illusion, fænomenal tilsynekomst. {TG. 211}

Mazdeans. Fra (Ahura) Mazda. (Se Spiegel’s Yasna, xl.) De var de Persiske noble som tilbad Ormazd og, afviste billeder, inspirerede Jøderne med den samme rædsel med hensyn til enhver konkret repræsentation af Guddommen. De synes i Herodots tid at have været erstattet med de religionistiske Magianere. Perserne og Gebers, (geberim, mægtige mennesker, i Første Mosebog vi. og x. 8) synes at være reglionistiske Magianere. {TG. 211}

Mazdiasnian. Zoroastrisk; bogst., "tilbedelse af gud". {TG. 211}

M’bul (Heb.). "Flodens vande". Esoterisk, de periodiske udstrømninger af astrale urenheder ned på jorden; perioder med psykiske forbrydelser og forstyrrelser, eller med regulære moralske kataklysmer. {TG. 211}



Til toppen

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog






 
 

Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk



Site Meter
XXXXXXX