Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

I-Im

I.- Det niende bogstav i det Engelske, det tiende i det Hebraiske alfabet. Som et tal betegner det på begge sprog en, og også ti på Hebraisk (se J), hvor det korresponderer med det Guddommelige navn Jah, den maskuline side, eller aspekt, af hermafrodit væsnet, eller den mandlige-kvindelige Adam, hvor af hovah (Jah-hovah) er det kvindelige aspekt. Det er symboliseret i hånden ved en bøjet pege-finger, for at vise den falliske betydning. {TG. 148}

Iacchos (Gr.). Et synonym for Bacchus. Mytologien nævner tre personer nævnt således: de var Græske idealer senere antaget af Romerne. Ordet Iacchos siges at være af Fønikisk oprindelse, og at betyde "et barn ved brystet". Mange gamle monumenter repræsenterer Ceres og Demeter med Bacchus i hendes arme. En Iacchos blev kaldet Thebaner og Erober, Jupiters og Semeles søn; hans moder døde før hans fødsel og han var konserveret i nogen tid i låret af hans far; han blev dræbt af Titanere. En anden var Jupiters søn, som en Drage, Ceres søn: han er af vigtighed fordi han fremstod på den sjette dag i de Eleusinske Mysterier. Nogle ser en analogi mellem Bacchus og Noah, begge kultivatorer af Vinen, og beskyttere mod alkoholiske overdrivelser. [w.w.w.] {TG. 148}

Iachus (Gr.). En Egyptisk læge, hvis minde, ifølge Ælian, blev æret i århundreder på grund af hans vidunderlige okkulte viden. Iaachus gives æren for genske enkelt at have stoppet epidemier ved visse disinfektioner, og helbredte sygedomme ved at få hans patienter til at indhalere urter. {TG. 148}

Iaho. Selv om dette navn behandles mere udførligt under ordet "Yaho" og "Iao", så vil nogle få forklarende ord ikke være af vejen. Diodorus nævner at Moses Gud var Iao; men da det sidstnævnte navn betegner en "mysterie gud", så kan det ikke forveksles med Iaho eller Yaho (q.v.). Samaritanerne udtaler det Iabe, Yahva, og Jøderne Yaho, og derefter Jehovah, ved forandring af de Masoretiske vokaler, et elastisk system ved hvilket enhver forandring kan udforskes. Men, "Jehovah" er en senere opfindelse og invokation, da navnet oprindeligt var Jah, eller Iacchos (Bacchus). Aristotles viser at de gamle Arabere repræsenterede Iach (Iachhos) som en hest, dvs., Solens (Dionysis) hest, som fulgte vognen som Ahura Mazda, Himlenes gud dagligt red på. {TG. 148}

Iamblichus (Gr.). En stor Theurgiker, mystiker, og forfatter i det tredie og fjerde århundrede, en Neo-Platonist og filosof, født ved Chalcis i Cæle-Syrien. Korrekte biografier har aldrig eksisteret om ham, på grund af de Kristnes had; men det som er blevet samlet om hans liv i isolerede fragmenter fra hans værker af upartiske og uafhængige forfattere viser hvor excellent og hellig hans moralske karakter var, og hvor stor hans lærdom var. Han kan kaldes grundlæggeren af Theurgisk magi blandt Neo-Platonikkerne og genopliver af de praktiske mysterier udenfor templet eller helligdommen. Hans skole var i begyndelsen adskilt fra Plotinus og Porphyry, som var stærkt imod ceremoniel magi og praktisk theurgi som farlig, senere overbeviste han dog Porphyry om dets tilrådelighed i visse tilfælde, og både mester og elev troede fuldt og fast på theurgi og magi, hvoraf den førstnævnte principielt set er den højeste og mest effektive kommunikations-metode med ens Højere Ego, via ens astrale krop. Theurgi er velgørende magi, og den bliver kun goetisk, eller mørk og ond, når den bruges for nekromanti eller selviske formål; men sådan en magi er aldrig blevet praktiseret af nogen theurgiker eller filosof, hvis navn er nedsteget til os aldrig taget i nogen ond handling. Så meget var Porphyry (som blev Iamblichus lærer indenfor Neo-Platonisk filosofi) overbevist om dette, at selv om han selv aldrig praktiserede theurgi, så gav han alligevel instruktioner for erhvervelsen af denne hellige videnskab. Således siger han i en af hans skriverier, "Hvem som helst der er bekendt med naturen af guddommelige lysende tilsynekomster (Φασματα) ved også på hvilken baggrund at det er en nødvendighed at afholde sig fra alle fugle (og dyremad) og især for ham som haster med at blive frigjort fra jordiske forhold og at blive etableret sammen med de himmelske guder". (Se Select Works by T. Taylor, p. 159.) Yderligere, nævner den samme Porphyry i hans Life of Plotinus en præst i Egypten, som, "på en forespørgsel fra en bestemt ven af Plotinus, viste ham, denne filosofs velkendte dæmon, i Isis templet i Rom". Med andre ord, producerede han den theurgiske invokation (Se "Theurgiker") ved hvilken den Egyptiske Hierofant eller Indiske Mahâtma i gammel tid, kunne iklæde deres egen eller enhver anden persons astrale dublet med dets Højere EGO's tilsynekomst, eller det som Bulwer Lytton benævner som det "Lysende Selv", Augoeiden, kommunikere med Det. Det er dette, som Iamblichus og mange andre, inklusiv de middelalderlige Rosenkreuzere, mente med forening med Guddommen. Iamblichus skrev mange bøger, men kun få af hans værker er intakte, så som hans "Egyptian Mysteries" og en afhandling "On Dæmons", hvor i han taler alvorligt imod ethvert samkvem med dem. Han bag en biografi af Pythagoras og dybt inde i den sidstnævntes system, og var også oplært i de Kaldæiske Mysterier. Han lærte at den Ene, eller universelle MONADE,

var princippet bag al enhed så vel som diversitet, eller bag Homogenitet og Heterogentiet; at Dualen, eller to ("Principper"), var intellektet, eller det som vi kalder Buddhi-Manas; tre, var Sjælen (den lavere Manas), osv., osv. Der er meget teosofisk i hans lære, og hans værker om forskellige slags dæmoner (Elementaler) er en kildevæld af esoterisk viden for den studerende. Hans disciplin, renhed i livet og ihærdighed var stor. Iamblichus gives æren for en gang at have leviteret ti cubits fra jorden, ligesom nogle af de moderne Yogier, og endda store medier. {TG. 150}

Iao (Gr.). Se Iaho. Fønikernes højeste gud, - "lyset kun opfatteligt af intellektet", alle tings fysiske og åndelige Princip, "Visdommen maskuline Essens". Det er det ideelle Sollys. {TG. 150}

Iao Hebdomai (Gr.). De kollektive "Syv Himle" (også engle) ifølge Irenæus. Mysterie-guden hos Gnostikerne. Det samme som de Syv Manasa-putraer (q.v.) hos Okkultisterne. (Se også "Yah" og "Yaho".) {TG. 150}

Ibis Worship. Ibisen, i Egyptisk Hab, som var helliget Thoth ved Hermepolis. Den blav kaldt Osiris budbringer, for den er symbolet på Visdom, Diskrimination, og Renhed, da den afskyr vand hvis det er det mindste urent. Dens brugbarhed med hensyn til at fortære krokodillers og slangers æg var stor, og dets kvalifikationer med hensyn til guddommelig ære som et symbol var: (a) dets sorte vinger, som relaterede den til urmørket-kaos; og (b) deres triangulære form-trianglen var den første geometriske figur og et symbol på det trefoldige mysterie. Ind til den dag i dag er Ibisen en hellilg fugl hos nogle Koptiske stammer som lever langs Nilen. {TG. 150}

Ibn Gebirol. Solomon Ben Yehudah: en stor filosof og videnskabsmand, en Jøde af fødsel, som levede i det elvte århundrede i Spanien. Den samme som Avicenna (q.v.). {TG. 150}

Ichchha (Sk.). Vilje, eller viljes-kraft. {TG. 150}

Ichchha Sakti (Sk.). Viljes-kraft; begærs kraft; en af de okkulte kræfter i naturen. Den viljeskraft som, hvis den udøves i okkult praksis, genererer nerve-strømme, der nødvendige for at sætte visse muskler i bevægelse og at paralysere visse andre. {TG. 150}

Ichthus (Gr.). En Fisk: Symbolet på Fisken er ofte blevet refereret til Jesus, delvist Kristusen i det Nye Testamente, fordi de fem bogstaver former initialerne i den Græske frase, Iesous Christos Theou uios Soter, Jesus Christ Frelseren, Guds Søn. Derfor blev hans tilhængere i de tidlige Kristne århundreder ofte kaldt fiskere, og tegninger af fisk er fundet i Katakomberne. Sammenlign også beretningen om at nogle af hans tidlige disciple var fiskere, og Jesus forsikring -"jeg vil gøre jer til menneskefiskere". Bemærk også Vesica Piscis, der generelt set er en konventionel form for fisk, ofte findes omkransende et billede af Kristus, hellig jomfru, eller helgen; det er en lang oval med spidse ender, og pladsen markeret ved skæringspunktet mellem to lige store cirkler, med mindre end halvdelen af dens område. Sammenlign den Kristne kvindelige eneboer, en Nonne-dette navn er det kaldæiske ord for fisk, og fisk er forbundet med tilbedelsen af venus, en gudinde, og de Romerske Katolikker spiser stadig fisk om Dies Veneris eller Fredagen. [w.w.w.] {TG. 151}

Ida (Skand.). Idas marker, hvor guderne forsamles for at holde råd i Eddaen. Marken for fred og hvile. {TG. 151}

Ideos, hos Paracelsus det samme som kaos, eller Mysterium Magnum som denne filosof kalder det. {TG. 151}

Idises (Skand.). Det samme som Dises, Feerne og Valkyrierne, de guddommelige kvinder i de Nordiske legender; de blev holdt i ære af Teutonerne før Tacitus dag, som den sidstnævnte viser. {TG. 151}

Idæic Finger. En jernfinger stærkt magnetiseret og brugt i templerne til helbredelses formål. Den producerede mirakler i den henseende, og derfor blev det sagt at den indeholdt magiske kræfter. {TG. 151}

Idol. Et statue eller et billede af en hedensk gud; eller en statue af billeder af en Romersk Helgen, eller en fetish blandt uciviliserede stammer. {TG. 151}

Idospati (Sk.). Det samme som Narayana eller Vishnu; svarende i nogle henseender til Posedion. {TG. 151}

Idra Rabba (Heb.). "Den Større Hellige Forsamling" en del af Zohar. {TG. 151}

Idra Suta (Heb.). "Den Mindre Hellige Forsamling", en anden del af Zohar. {TG. 151}

Iduna (Skand.). Den uddødelige ungdoms gudinde. Iwaldi's datter. Dværgens. Hun sagde i Eddaen at have skjult "livet" i Oceanets Dyb, og endnu en gang at have genoprettet det for Jorden, da den rette tid kom. Hun var Bragi's hustru, poesiens gud; en meget charmerende myte. Ligesom Heimdal, "født af ni mødre", så opløftes bragi ved hans fødsel på bølgens skumtop fra bunden af havet (Se "Bragi"). Han giftede sig med Iduna, den uddødelige gudinde, som akkompagnerede ham til Asgard hvor hun hver morgen fodrer guderne med den evige ungdoms og sundheds æbler. (Se Asgard og Guderne.) {TG. 151}

Idwatsara (Sk.). En af de fem perioder som former Yugaen. Denne cyklus er først og fremmest den Vediske cyklus, som tages som grundlag for kalkulationen af større cyklusser. {TG. 151}

Ieu. Det "første menneske"; et Gnostisk udtryk brugt i Pistis-Sophia. {TG. 151}

Iezedians or lezidi (Pers.). Denne sekt kom til Syrien fra Basrah. De bruger dåb, tror på ærkeengle, men holdt Satan i ære på samme tid. Deres profet Iezad, som gik forud for Mahomet med mange århundreder, lærte at en budbringer fra himlen ville bringe dem en bog skrevet i evigheden. {TG. 152}

Ifing (Skand.). Den brede flod som deler Asgård, gudernes hjem, fra Jotunernes, de store og stærke magikere. Nedenfor Asgard var Midgard, hvor Lys Elvernes hjem var bygget i solens æter. I deres disposition og rækkefølgen af lokaliteten, svarer alle disse hjem til Devaen og andre af Hinduernes Lokaer, beboet af de forskellige klasser af guder og Asuraer. {TG. 152}

Igaga (Chald.). Himmelske engle, det samme som Ærkeengle. {TG. 152}

I.H.S. Denne triade af initialer står for in hoc signo Konstantins påståede vision, hvor om, bortset fra Eusebius, dets forfatter, ingen nogensinde kendte til. I.H.S. fortolkes som Jesus Hominum Salvator , og In hoc signo. Det er imidlertid velkendt, at for Grækerne var IHΣ en af de ældste navne på Bacchus. Da Jesus aldrig var identisk med Jehovah, bortset fra hans egen "Fader" (som alle af os er), og kom snarere for at ødelægge Jehovah's tilbedelse i stedet for at støtte den, sådan som Rosenkreuzerne fastholdt, derfor er Eusebius rænke meget gennemsigtig. In hoc signo Victor-eris, eller Labarum (tau'et og resh) er et meget gammelt signum, placeret på forhovedet af de som lige var blevet indviet. Kenealy oversætter det med betydningen "han som er indviet ind i den Naroniske Hemmelighed, eller de 600, skal være Sejrrig" men det er ganske enkelt "gennem dette tegn eder haver sejret"; dvs., gennem indvielsens lys-Lux. (Se "Neofyt" og Naros".) {TG. 152}

Ikhir Bonga. En "Ånd fra Dybet" hos de Kolarianske stammer. {TG. 152}

Ikshwaku (Sk.). Den Solare stammes (Suryavansaerne) forfader i Indien, og Vaivaswata Manu's Søn, stamfaderen til den nuværende menneskelige Race. {TG. 152}

Ila (Sk.). Vaivaswata Manu's Datter; Buddha's hustru, Soma's søn; en måned en kvinde og den anden en mand efter Saraswati's ordre; en hentydning til den androgyne anden race. Ila er også Vâch i et andet aspekt. {TG. 152}

Ilavriti (Sk.). En region i hvis center Mount Meru er placeret, gudernes bolig. {TG. 152}

Ilda Baoth. Bogst., "barnet fra Ægget", et Gnostisk udtryk. Han er skaber af vores fysiske klode (jorden) ifølge Gnostisk lære i Codex Nazaræus (Nazarenermes og Ebioniternes Evangelium). De sidstnævnte identificerer ham med Jehovah Jødernes Gud. Ildabaoth er "Mørkets Søn" i en negativ betydning og faderen til de seks "Stellare", mørke ånder, de lysende Stellare ånders antitese. Deres respektive boliger er de syv sfærer, hvor den øvre begynder i det "midterste rum", deres moder Sophia Achamôths region, og den lavere ender på denne jord-den syvende region (Se Isis Unveiled, Vol. II., 183.) Ilda-Baoth er Saturns, planetens, skytsånd; eller snarere dens herskers onde ånd. {TG. 153}

Iliados. Hos Paracelsus det samme som "Ideos" (q.v.). Ur-stof i den subjektive tilstand. {TG. 153}

Illa-ah, Adam (Heb.). Adam Illa-ah er den himmelske, overordnede Adam, i Zohar. {TG. 153}

Illinus. En af guderne i Damascius Kaldæiske Theogoni.

Ilmatar (Finn.). Jomfruen som falder ned fra himlen til havet før skabelsen. Hun er "luftens datter" og moder til syv Sønner (de syv kræfter i naturen). (Se Kalevala, det episke digt fra Finland.) {TG. 153}

Illusion. Indenfor Okkultisme kaldes alt endeligt (ligesom universet og alt i det) illusion eller maya. {TG. 153}

Illuminati (Lat.). Den "Oplyste", de indviede adepter. {TG. 153}

Ilus (Gr.). Ur mudder eller slim; også kalde Hyle. {TG. 153}

Image. Okkultisme tillader intet andet billede en billedet af det levende menneske (symbolet på Menneskeheden) på jorden. Kabbalaen lærer at dette guddommelige Billede, kopien af det sublime og hellige øvre Billede (Elohim) er nu ændret til en anden simili, på grund af menneskets syndefulde natur. Det er kun det øvre guddommelige Billede (Ego'et) som er det samme; den lavere (personlighed) har forandret sig, og mennesket, der nu frygter de vilde dyr, er blevet udviklet til at bære ligheden med mange af dem på sit ansigt. (Zohar I. fol. 71a.) I de tidlige perioder i Egypten var der ingen billeder; men senere, sådan som Lenormand siger, "I Egyptens helligdomme inddelte naturens egenskaber og som konsekvens heraf Guddommelighed (Elohim'en, eller Ego'erne), ind i syv abstrakte kvaliteter, hver af dem karakteriseret ved et symbol, som er stof, samhørighed, flux, koagulering, ophobning, station og inddeling". Disse var alle attributter symboliseret i forskellige billeder. {TG. 153}

Imagination. (Forestillingsevne.) Indenfor Okkultismen bør dette ikke forveksles med fantasi, da det er en af den højere Sjæls plastiske kræfter, og er hukommelsen fra de forudgående inkarnationer, som, uanset for forvrængede af den lavere Manas, alligevel altid hviler på en sandhedens grund. {TG. 153}

Imhot-pou eller Imhotep (Eg.). Guden for lærdom (den Græske Imouthes). Han var Ptah's søn, og i et aspekt Hermes, da han repræsenteres som videregivende visdom med en bog foran ham. Han er den solare gud; bogst., "det smukke ansigts gud". {TG. 153}

Immah (Heb.). Moder, i modsætning til Abba, fader. {TG. 153}

Immah Illa-ah (Heb.). Den øvre moder; et navn givet til Shekinah. {TG. 154}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog