Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

Tr-Tz

Trailokya, eller Trilokya (Sk.).. Bogst., de "tre regioner" eller verdener; den komplementære triade til den Brahmanske kvarternitet af verdener benævnt Bhuvanatraya. En profan Buddhistisk lægmand vil kun nævne tre inddelinger i hver verden, mens en ikke-indviet Brahman vil fastholde at der er fire. De fire inddelinger hos sidstnævnte er rent fysiske og sensuelle, Buddhistens Trailokya er rent åndelig og etisk. Den Brahmaniske inddeling kan findes fuldt ud beskrevet under overskriften Vyahritis, hvor forskellen for nuværende vises tilstrækkeligt ved følgende parallel:

Brahmansk Inddeling af Verdener. 1. Bhur, jord. 2. Bhuvah, himlen, firmamentet. 3. Swar, atmosfære, himlen. 4. Mahar, evigt lysende essens.

Buddhistisk Inddeling af Regioner. 1. Begær verden, Kâmadhâtu eller Kâmalôka. 2. Form verden, Rûpadhâtu's. 3. Den formløse verden, Arûpadhâtu.

Alle disse er verdener af post mortem tilstande. For eksempel, er Kâmalôka eller Kâmadhâtu, Mâra's region, det som middelalderlige og moderne Kabbalister kalder det astrale lys verden, og "skallernes verden". Kâmalôka har lige som enhver anden region, sine syv inddelinger, den laveste begynder på jorden eller usynligt i dens atmosfære; de seks andre opstiger gradvist, den højeste er boligen for de som er døde på grund af uheld, eller selvmord i et midlertidigt anfald af sindssyge, eller var på andre måder ofre for ydre kræfter. Det er stedet hvor alle de som er døde før slutningen af perioden givet til dem, og hvis hvis højere princip derfor, ikke går ind i den Devachaniske tilstand med det samme-sover en drømmeløs sød glemselens søvn, ved hvis afslutning de enten genfødes med det samme, eller gradvist glider ind i den Devachaniske tilstand. Rûpadhâtu er den himmelske bolig for form, eller det vi kalder Devâchân. Hos de uindviede Brahmanere, Kinesere og andre Buddhister, inddeles Rûpadhâtu i atten Brahmâ eller Devalokaer; sjælens liv varer fra en halv Yuga op til 16.000 Yugaer eller Kalpaer, og skyggernes højde er fra en halv Yojana op til 16.000 Yojanaer (en Yojana måler fra fem og en halv til ti mil!) og sådant lignende teologisk vrøvl udviklet af præstelige hjerner. Men den Esoteriske Filosofi lærer at selv om at for Ego'erne i mellemtiden, bevarer alting eller enhver

sin form (som i den drøm), og alligevel da Rûpadhâtu er en rent mental region, og en tilstand, så har Ego'erne selv ingen form udenfor deres egen bevidsthed. Esotericismen inddeler denne "region" i syv Dhyânaer, "regioner", eller kontemplations tilstande, som ikke er lokaliteter men mental repræsentation af disse. Arûpadhâtu: denne "region" er igen inddelt i syv Dhyânaer, stadig mere abstrakte og formløse, for denne "Verden" er uden nogen som helst form eller begær. Den er den højeste region i Trailokya's post mortem; og det er boligen for de som næsten er klar til Nirvâna og rent faktisk, er selve tærsklen til den Nirvâniske tilstand, der er god grund til at tro at i Arûpadhâtu (eller Arûpavachara) hverken kan være form eller følelser, ej heller nogen følelse forbundet med vores tre-dimensionelle Univers. {TG. 337}

Trees of Life. Fra de ældste oldtid var træer forbundet med guderne og mystiske kræfter i naturen. Enhver nation havde sit hellige træ, med dets sære karakteristika og attributter baseret på naturlige, og også fra tid til anden på okkulte egenskaber, som fremlagt i den esoteriske lære. Således blev boligen for Indiens peepul eller Âshvattha, Pitrier (reelle elementaler) af den lavere orden, til Bo-træet eller Buddhisternes ficus religiosa over hele verden, lige siden Gautama Buddha nåede den højeste viden og Nirvâna under et sådant træ. Asketræet, Yggdrasil, er de Nordiske folks eller Skandinavernes verdenstræ. Banyan træet er symbolet på ånd og stof, nedstigende til jorden, slående rod, og så gen-opstigende mod himlen igen. Den trefoldig-bladet palâsa er symbolet på den trefoldige essens i Universet-Ånd, Sjæl, Stof. Den mørke cypres var verdens-træet i Mexico, og er nu tegnet på død, fred og hvile for de kristne og Muhammedanerne. Ædelgranen blev holdt hellig i Egypten, og dens kogle blev båret i religiøse processioner, selv om den nu næsten er forsvundet fra mumiernes land; således var også sycamoren, tamarisken, palmen og vinen. Sycamoren var selve Livets træ i Egypten, og også i Assyrien. Den var helliget Hathor i Heliopolis; og er nu hellig på samme sted for Jomfru Maria. Dets saft var kostbar på grund af dens okkulte kræfter, lige som Somaen er det hos Brahmanerne, og Haoma hos Perserne. "Frugten og saften fra Livets Træ skænkede udødelighed." En stort bind kan skrives uden at udtømme emnet om disse hellige træer fra oldtiden, hvor ærbødigheden for nogle af dem har overlevet ind til i dag. {TG. 337}

Trefoil. (Trekløver) Lige som den Irske shamrock, har det en symbolsk betydning, "de tre-i-en mysteriet" som en forfatter kalder det. Den kronede Osiris hovede, og kransen faldt af da Typhon dræbte den strålende gud. Nogle ser en fallisk betydning i den, men vi benægter denne ide indenfor Okkultismen. Den var en plante af Ånd, Sjæl, og Liv. {TG. 337}

Tretâ Yuga (Sk.). Verdens anden tidsalder, en periode på 1.296.000 år. {TG. 338}

Triade, eller Treeren. De ti Sepiroth kontempleres som en gruppe af tre triader: Kether, Chochmah og Binah fra den øvre triade; Chesed, Geburah og Tiphereth, den anden; og Netzach, Hod og Yesod, den inferiøre triade. Den tiende Sephira Malkuth, er udenfor de tre triader. [w.w.w.]

Det ovenfor nævnte er ortodoks Vestlig Kabalah. Østlige Okkultister anerkender kun én triade-den øvre (korresponderende til Atmâ-Buddhi og "Klædningen" som reflekterer deres lys, de tre i en)-og tæller syv lavere Sepiroth, hvor enhver af dem står for et "princip", begyndende med den Højere Manas og sluttende med den Fysiske Krop- hvor af Malkuth er repræsentanten i Mikrokosmos og Jorden i Makrokosmos. {TG. 338}

Tri-bhuvana, eller Tri-loka (Sk.). De tre verdener-Swarga, Bhûmi, Pâtâla, eller Himlen, Jorden, og Helvede i populær forstand; esoterisk, er disse Åndelige, Psykiske (eller Astrale) regioner, og den Jordiske sfære. {TG. 338}

Tridandî (Sk.). Navnet gives generelt til en klasse eller sekt af Sanyâsier som konstant holder en slags kølle (danda) med forgrenet tre stave i toppen. Ordet etymologiseres forskelligt, og nogle angiver navnet som den trefoldige Brahmaniske tråd. {TG. 338}

Tri-dasha (Sk.). Tre gange ti eller "tredive". Dette er er i runde tal summen af den Indiske Gudekreds-de tre-og-tredive crores af guddomme-de tolv Âdityaer, de otte Vasus, de elleve Rudraer og de to Ashviner, eller tre-og-tredive kotis, eller 330 millioner af guder. {TG. 338}

Trigunas (Sk.). De tre divisioner med iboende kvaliteter af differentieret stof-dvs., af ren ubevægelighed (satva), af aktivitet og begær (rajas), af stagnering og forfald (tamas). De korresponderer til Vishnu, Brahmâ, og Shiva. (Se "Trimûrti".) {TG. 338}

Trijnâna (Sk.). Bogst., "trefoldig viden". Den består af tre grader (1) tro på troen; (2) tro på teoretisk viden; og (3) tro gennem personlig og praktisk viden. {TG. 338}

Trikâya (Sk.) Bogst., tre kroppe, eller former. Det er den mest dunkle lære som når den imidlertid først forstås, forklarer mysterierne om enhver triade eller treenighed, og er en sand nøgle til ethvert trefoldigt symbol. I dens mest enkle og vidtrækkende udgave findes den i den menneskelige Entitet i dens trefoldige inddeling i ånd, sjæl, og krop, og i universet, panteistisk betraget som en enhed bestående af et Guddommeligt, rent åndeligt Princip, Himmelske Væsner-dets direkte stråler-og Menneskeheden. Dens oprindelse findes i den forhistoriske Visdom Religions, eller Esoteriske Filosofis lære. Det noble Panteistiske ideal, som af ukendt og uerkendelig Essens transformeres først ind i det subjektive, og derefter ind i det objektive stof, er roden til alle disse triader og trefoldigheder. Således finder vi den Nordiske Buddhismes filosofi (1) Âdi-Buddha (eller Ur-oprindelig Universel Visdom); (2) Dhyâni-Buddhaer (or Bodhisattvaer); (3) Mânushi (Menneskelige) Buddhaer. Indenfor Europæiske opfattelser finder vi det samme: Gud, Engle og Menneskeheden symboliseret teologisk ved Guds-Mennesket. Den Brahminske Trimûrti og også Shiva's trefoldige krop, indenfor Shaivismen, er begge undfanget ud fra det samme grundlag, hvis det ikke også kører efter den Esoteriske læres linier. Derfor, er det ikke et under hvis man finder frem til at dette koncept om den trefoldige krop-eller Nirmânakâya, Sambhogakâya og Dharmakâya klædningerne, er den nobleste af Esoterisk Filosofiske doktriner-accepteret i en mere eller mindre forvrænget form af enhver religiøst sekt, og forklaret meget ukorrekt af Orientalisterne. Således symboliserer den trefoldige krop i dens generelle anvendelse Buddha's statue, hans lære og hans stûpaer; indenfor præstelig opfattelse henlægges den til den Buddhistiske trosbekendelse kaldet Triratna, som er besværgelsen for at tage "tilflugt til Buddha, Dharma, og Sangha". Populær fantasi gør Buddha allestedsnærværende, og placerer ham derved på linie med en antropomorisk gud, og trækker ham ned på en stammeguds niveau; og, som et resultat heraf, så falder den ned i rene modsætninger, lige som i Tibet og Kina. Således synes den eksoteriske doktrin at lære at mens han er i sin Nirmâna-kâya krop (som passerer forbi 100.000 kotier af transformationer på jorden), så er Buddha på samme tid en Lochana (en himmelsk Dhyâni-Bodhisattva), i hans Sambhogakâya "klædning af fuldkommenhed", og i Dhyâna, eller en tilstand som må afskære ham fra verdenen og alle dens forbindelser; og endelig og til sidst er han ud over at være en Nirmânakâya og en Sambhogakâya, også en Dharmakâya "af absolut renhed", en Vairotchana eller Dhyâni-Buddha i fuldstændig Nirvâna! (Se Eitel’s Sanskrit-Chinese Dictionary.) Dette er det virvar af modsætninger, som er umulige at forene, som udgives af missionærer og visse Orientalister som den Nordlige Buddhismes filosofiske dogmer. Hvis det ikke er en bevidst sammenblanding af en filosofi frygtet af opretholderne af en religion baseret på uløselige modsætninger og beskyttede "mysterier", så er det et resultat af uvidenhed. Da Trailokyaen, Trikâyaen, og Triratnaen er aspekter af de samme forestillinger, og bør så at sige blendes ind til ét, emnet forklares yderligere under hver af disse udtryk. (Se også i relation til dette udtryk "Trisharana".) {TG. 339}

Tri-kûta (Sk.) Bogst., "tre toppe". Bjerget hvorpå Lanka (moderne Ceylon) og dens by blev bygget. Det siges allegorisk, at være en bjergkæde som løber sydpå fra Meru. Så det var uden tvivl før Lankâ blev nedsænket, nu kun efterladende de højeste punkter af denne kæde oven vande. Undervands topografi og geologiske dannelser må have ændret sig betydeligt siden den Miocænske periode. Der er en legende om dette, at Vâyu, vindens gud, brækkede Meru's top af og kastede den i havet, hvor den herved blev Lankâ. {TG. 340}

Trilcohana (Sk.) Bogst., "tre-øjede", et tilnavn for Shiva. Det berettes at mens guden en dag var engageret på et Himalaya bjerg med strenge bodsøvelser, placerede hans hustru elskeligt hendes hånd på hans tredie øje, som lyste fra Shiva's pande i en stor flamme. Det er øjet som reducerede Kâma, kærlighedens gud (lige som Mârâ fristeren), til aske, for at prøve på at inspirere ham med tanker om hans hustru under hans hengivne meditation. {TG. 340}

Trimûrti (Sk.) Bogst., "tre ansigter", eller "trefoldig form"-Treenigheden. I den moderne Gudekreds er disse tre personer Brahmâ, skaberen, Vishnu, bevareren, og Shiva, ødelæggeren. Men dette er en efter-tanke, da hverken Brahmä ej heller Shiva er kendte i Vedaerne, og den Vediske treenighed består af Agni, Vâyu og Sûrya; eller som Nirukta forklarer det, den jordiske ild, den atmosfæriske (eller luftens) og himmelske ild, da Agni er ildens gud, Vâyu luftens, og Sûrya er solen. Som Padma Purânaen siger det: "I begyndelsen, interesseret i at skabe hele verden, blev den store Vishnu trefoldig: skaber, bevarer, ødelægger. For at frembringe denne verden, emanerede den Højeste Ånd, sig selv, fra hans krops højre side, som Brahmâ, og derefter for at bevare universet skabte han var den venstre side af sin krop Vishnu; og for at ødelægge verdenen skabte han fra midten af sin krop den evige Shiva. Nogle tilbeder Brahmâ, nogle Vishnu, andre Shiva; men Vishnu ene og alligevel trefoldig, skaber, bevarer, og ødelægger, lad derfor ingen from gøre forskel på de tre." Sandheden er at alle tre "personer" i Trimûrtien ganske enkelt er de tre kvalifikative gunaer eller attributter i universet af differentieret Ånd-Stof, selv-formende, selv-bevarende og selv-ødelæggende, med formålet at regenerere og fuldkommengørelse. Dette er den korrekte betydning; og det vises af at Brahmä gøres til den personificerede legemliggørelse af Rajoguna, attributten eller kvaliteten for aktivitet, i begæret efter formering, det begær som er skyld i at universet og alt i det skabes. Vishnu er legemliggørelsen af Sattvaguna, egenskaben for bevarelse opstående fra ro og hvilende glæde, som karakteriserer den mellemliggende periode mellem den fulde vækst og begyndelse af forfald; mens Shiva, der er legemliggørelsen af Tamoguna-som er attributten for stagnering og endeligt forfald-selvfølgelig bliver ødelæggeren. Det er lige så højt filosofisk under dets maske af antropomorfisme, som det er ufilosofisk og absurd at fastholde og påtvinge verden det døde bogstav af den oprindelige fremstilling. {TG. 341}

Trinity. Enhver kender det Kristne dogme om de "tre i en" og "en i tre"; derfor er det nytteløst at gentage det som kan findes i enhver katekisme. Athanasius, Kirke Faderen som definerede Treenigheden som et dogme, havde kun lidt behov for at trække på inspiration eller hans egen hjernekraft; han behøvede blot at se på en af de utallige treenigheder hos de hedenske trosretninger, eller til de Egyptiske præster i hvis land han havde levet hele sit liv. Han modificerede kun lidt en af de tre "personer". Alle ikke-Jødernes triader var sammensat af Faderen, Moderen, og Sønnen. Ved at gøre det til "Fader, Søn, og Helligånden", forandrede han kun dogmet i det ydre, da Helligånden altid var feminin, og Jesus fremlægges som adresserende Helligånden som hans "moder" i ethvert Gnostisk Evangelium. {TG. 341}

Tripada (Sk.). "Tre-fodede", feber, personificeret som havende tre fødder eller stadier af udvikling-kulde, varme og sved. {TG. 341}

Tripitaka (Sk.). Bogst., "de tre kurve"; navnet på den Buddhistiske kanon. Den består af tre inddelinger : (1) doktrinen; (2) regler og love for præsteskabet og asketerne; (3) de filosofiske afhandlinger og metafysik: at forstå Abhidharma, defineret af Buddhaghosa som den lov (dharma) som går ud over (abhi) loven. Abhidharmaen indeholder den mest dybdegående metafysiske og filosofiske lære, og er forråds-kammeret som Mahâyâna og Hînayâna Skolerne fik deres grundlæggende doktriner fra. Der er en fjerde inddeling-Samyakta Pitakaen. Men, da den er en senere tilføjelse af de Kinesiske Buddhister, så accepteres den ikke af den Sydlige Kirke i Siam og Ceylon. {TG. 341}

Triratna eller Ratnatraya (Sk.). De tre Juveler, det tekniske udtryk for den velkendte formular "Buddha, Dharma og Sangha" (eller Samgha), de to sidstnævnte udtryk betyder, i moderne fortolkning, "religiøs lov" (Dharma), og "præsteskabet" (Sangha). Esoterisk Filosofi, anser imidlertid dette for at være en meget løs fremlægning. Ordene "Buddha, Dharma og Sangha", burde udtrykkes som i Guatama, Herren Buddha's dage, nemlig "Bodhi", Dharma og Sangha og fortolkes til at betyde "Visdom, dens love og præster", de sidstnævnte i betydningen "åndelige eksponenter", eller adepter. Buddha, anses imidlertid som personificeret "Bodhi" på jorden, en sand Âdi-Buddha avatar, Dharma blev gradvist anset for at være hans egen specielle lov, og Sangha hans eget specielle præsteskab. Ikke desto mindre, er det den profane i den senere (nu moderne) lære som har vist en større grad af naturlig intuition end de reelle fortolkere af Dharma, de Buddhistiske præster. Folk ser Triratna i de tre statuer af Amitâbha, Avalokiteshvara og Maitreya Buddha; dvs., i "Grænseløst Lys", eller Universel Visdom, et upersonligt princip som er den korrekte betydning af Âdi-Buddha; i det "Højeste Menneske" blandt Bodhisattvaer, eller Avalokiteshvara; og i Maitreya Buddha, symbolet på den jordiske og menneskelige Buddha, "Mânushi Buddha". Således, selv om den uindviede kalder disse tre statuer "Fortidens, Nutidens, og Fremtidens Buddhaer", så ville enhver tilhænger af sand filosofisk Buddhisme-kaldet "ateistisk" af Hr. Eitel-forklare udtrykket Triratna korrekt. Yogachârya skolens filosof ville -så godt han kunne- sige at "Dharma ikke er en person men en ubetinget og uskabt entitet, kombinerende sig i selv universets åndelige og materielle principper, hvor Buddha [snarere Bodhi] udgik fra Dharma, som den kreative energi, der producerede, den tredie faktor i treenigheden i konjunktion med Dharma, dvs., 'Samgha', som er den omfattende samlede sum af alle virkelige liv." Samgha, er således ikke og kan ikke være det som nu forstås som det reelle "præsteskab"; for det sidstnævnte er ikke den samlede sum af alt virkeligt liv, men kun af religiøst liv. Den sande oprindelige betydning af ordet Samgha eller "Sangha" tillægges til Arhaterne eller Bhikshuerne, eller de "indviede", alene, det vil sige de sande eksponenter af Dharma-den guddommelige lov og visdom, kommende til dem som en refleksion af lyset fra det ene "grænseløse lys". Sådan er den filosofiske betydning. Og, alligevel, da det langt fra tilfredsstillede akademikere blandt de Vestlige racer, så synes det kun at have irriteret dem; for E. J. Eitel, fra Hong Kong, bemærker til det ovennævnte: "Således stammer Triratna's dogme fra tre oprindelige trosartikler, og kulminerer på en gang i opfattelsen af tre personer, en treenighed i enhed, som er degenereret inde i en metafysisk teori om evolutionen af tre abstrakte principper"! Og hvis en af Europas dygtigste akademikere vil ofre enhver filosofisk ide til antropomorfisme, hvad kan Buddhismen med dens subtile metafysisk forvente i hænderne på uvidende missionærere? {TG. 342}

Trisharana (Sk.). Det samme som "Triratna" og accepteret af den Nordlige og Sydlige Buddhistiske Kirker. Efter Buddha's død blev det antaget af rådene som en simpel formula fidei, pålæggende "at søge tilflugt i Buddha", "at tage tilflugt til Dharma", og "at tage tilflugt til Sangha", eller hans Kirke, i den betydning som det nu fortolkes i; men det er ikke i den betydning at "Light of Asia" ville have lært om formularen. Om Trikâya, fortæller E. J. Eitel, fra Hong Kong, os i hans Handbook of Chinese Buddhism at denne "tricho-

tomism blev lært om med hensyn til alle Buddhaers natur. Bodhi er en Buddha's karakteristika" -en skelnen fortaget mellem "essentiel Boddhi" som Dharmakâya attributten, dvs., "essentiel krop"; "reflekteret Bodhi" som Sambhogakâya attributten; og "praktisk "Bodhi" som Nirmânakâya attributten. Buddha som kombinerer disse tre eksistens tilstande i sig selv, siges at leve i tre forskellige sfærer på samme tid. Nu, viser det hvor meget den rene panteistiske og filosofiske lære misforstås. Uden at standse op og ransage, hvordan selv en Dharmakâya klædning kan have nogen "attribut" i Nirvâna, hvis tilstand, i filosofisk Brahmanisme så vel som i Buddhismen vises at være absolut uden nogen attribut som opfattes af den endelige menneskelig tanke-så vil det være tilstrækkeligt at påpege det følgende-(1) Nirmânakâya klædningen foretrækkes af "Medfølelsens Buddhaer" frem for Dharmakâya tilstanden, præcis fordi den sidstnævnte udelukker ham som erhverver den fra nogen som helst kommunikation eller relation med det endelige, dvs., med menneskeheden; (2) det er ikke Buddha (Gautama, det dødelige menneske, eller nogen anden personlig Buddha) som lever allestedsnærværende i "tre forskellige sfærer på samme tid", men Bodhi, den guddommelige visdoms universelle og abstrakte princip, symboliseret ved Âdi-Buddha i filosofien. Det er den sidstnævnte som er allestedsnærværende fordi det er den universelle essens eller princip. Det er Bodhi, eller Buddhaskabets ånd, som, har løst sig selv ind i sin ur-homogene essens og forenet sig ind i den, som Brahmâ (universet) forener sig ind i Parabrahm, ABSOLUTHEDEN-det som menes under navnet "essentiel Bodhi". For Nirvâneen, eller Dhyâni Buddhaen, må antages-ved at leve i Arûpadhâtu, den formløse tilstand, og i Dharmakâya—at være denne "essentielle Bodhi" i sig selv. Det er Dhyâni Bodhisattvaerne, de ur-strålerne fra den universelle Bodhi, som lever i "reflekteret Bodhi" i Râpadhâtu, eller i verdenen af subjektive "former"; og det er Nirmânakâyaerne (flertal) som ved at ophøre deres liv som "praktisk Bodhi", i "oplystheden" eller Buddha former, forbliver frivilligt i Kâmadhâtu (begærets verden), uanset det er i objektive former på jorden eller i subjektive tilstande i dets sfære (den anden Buddhakshetra). Dette gør de for at kunne vogte over, beskytte og hjælpe menneskeheden. Således er det hverken en Buddha som menes, ej heller nogen bestemt avatar blandt de kollektive Dhyâni Buddhaer, men sandelig Âdi-Bodhi-den første Logos, hvis ur-stråle er Mahâbuddhi, den Universelle Sjæl, ALAYA, hvis flamme er allestedsnærværende, og hvis indflydelse har en forskellig sfære i hver af de tre former for eksistens, fordi, det endnu en gang, er Universel Væren i sig selv eller det Absoluttes refleksion. Derfor, hvis det er filosofisk at tale om Bodhi, som "lige som Dhyâni Buddha hersker i det åndeliges domæne" (fjerde Buddhakshetra eller Buddhas region); og fra Dhyâni Bodhisattvaerne "herskende i den tredie Buddhakshetra" eller ideationens domæne; og selv det at tillægge Mânushi Buddhaerne, som er i den anden Buddhakshetra som Nirmanakâyaer-"ideen om enhed i treenighed" til tre personligheder-er højest ufilosofisk. {TG. 344}

Trishnâ (Sk.). Den fjerde Nidâna; åndelige kærlighed. {TG. 344}

Trishûla (Sk.). Shiva's trident. {TG. 344}

Trisuparna (Sk.). En bestemt del af Vedaen, hvor en Brahman også kaldes en Trisuparna efter et grundigt studie {TG. 344}

Trithemius. En abbed hos Spanheim Benediktinerne, en meget lærd Kabbalist og adept i de Hemmelige Videnskaber, en ven og instruktør til Cornelius Agrippa. {TG. 344}

Triton (Gr.). Poseidons og Amphitrites søn, hvis krop fra et menneske fra livet og opefter og hvis lavere lemmer var en delfins. Triton tilhører i esoterisk fortolkning til en gruppe af fiske symboler-så som Oannes (Dagon), Matsyaen eller Fiske-avataren, og Pisces, som antages i den Kristne symbolik. Delfinen er en konstellation kaldet Capricornus af Grækerne, og den sidstnævnte er den Indiske Makâra. Det har således et anagrammatisk betydning, og dets fortolkning er fuldstændig okkult og mystisk, og kendes kun af avancerede studerende indenfor Esoterisk Filosofi. Det er tilstrækkeligt at sige at det er lige så fysiologisk så vel som det er åndeligt og mystisk. (Se Secret Doctrine II., pp. 578 og 579.) {TG. 344}

Trividha Dvâra (Sk.). Bogst., de "tre porte", som er krop, mund, og sind; eller renhed i krop, renhed i tale, renhed i tanke- de tre egenskaber nødvendige for at blive en Buddha. {TG. 344}

Trividyâ (Sk.). Bogst., "de tre slags viden" eller "videnskaber". Disse er de tre fundamentale aksiomer indenfor mysticisme -(a) alt eksisterendes forgængelighed, eller Anitya; (b) lidelse og elendighed for alt som lever og er, eller Dukha; og (c) al fysiske, objektiv eksistens som flygtigt og uvirkeligt som en vand-boble i en drøm, eller Anâtmâ. {TG. 344}

Trivikrama (Sk.). Et udtryk for Vishnu brugt i Rig Veda i relation til de "tre Vishnu skridt". Det første skridt tog han på jorden, i form af Agni; det andet i atmosfæren, i form af Vâyu, luftens gud; og det tredie i himlen, i form af Sûrya, solen. {TG. 344}

Triyâna (Sk.). "De tre vehikler" over Sansâra-havet for fødsler, død, og genfødsler-er vehiklerne kaldet Sravaka, Pratyeka Buddha og Bodhisattva, eller de tre grader af Yogaskab. Udtrykket Triyâna bruges også for at betegne de tre skoler indenfor mysticisme-Mahâyâna, Madhyimâyâna og Hînayâna skolerne; hvor af det første er det "Større", det andet det "Mellemste", og det sidste det "mindre" Fartøj. Ethvert system mellem de Større og det Mindre Fartøjer anses for "ubrugelige". Derfor skabes Pratyeka Buddhaen så den korresponderer med Madhyimâyâna. For som forklaret, "denne (Pratyeka Buddhaens tilstand) refererer til ham som lever helt for sig selv og meget lidt for andre, indtagende det midterste vehikel, opfyldende det helt og uden at give plads til andre". Sådan er den selviske kandidat til Nirvâna. {TG. 345}

Tsanagi-Tsanami (Jap.). En slags kreativ gud i Japan. {TG. 345}

Tsien-Sin (Chin.). "Sindets Himmel", Universal Ideation og Mahat, når de tillægges til planet for differentiering: "Tien-Sin" (se dette) når der refereres til det Absolutte. {TG. 345}

Tsien-Tchan (Kin.). Universet af form og stof. {TG. 345}

Tsi-tsai (Kin.). Det "selv-eksisterende" eller "Ukendte Mørke", roden Wuliang Sheu, "Grænseløs Tidsalder", alle Kabbalistiske udtryk, som blev brugt i Kina tidsaldre før de Hebraiske Kabbalister antog dem, og lånte dem fra Kaldæerne og Egypten. {TG. 345}

Tubal-Cain (Heb.). Den Bibleske Kabir, "en instruktør til enhver håndværker indenfor messing og jern", Zillah's og Lamech's søn; et med den Græske Hefaistos eller Vulcan. Hans broder Jabal, Adah's søn og co-uterinske broder til Jabal, en af fædrene hos de "som håndterer harpe og orgel", og den anden fader "til de som har kvæg", er også Kabiri: for som påvist af Strabo, så er det Kabiri (eller Kyklooperne i en betydning) som skabte harpen til Kronos og tridenten til Poseidon, mens nogle af deres andre brødre var instruktører indenfor landbrug. Tubal-Cain (eller Thubal-Cain) er et ord brugt i Mester-Frimurernes grader i Frimurernes ritualer og ceremonier. {TG. 345}

Tullia (Lat.). En datter af Cicero, på hvis grav, som påstået af adskillige alkymister, en evig lampe blev fundet, placeret der mere end tusinde år før. {TG. 345}

Tum, eller Toom. "Tum's Brødre", en meget gammel Indvielses skole i det Nordlige Indien i dagene for Buddhistisk forfølgelse. "Turn B'hai" er nu blevet "Aum B'hai", imidlertid stavet forskelligt for nuværende, så er begge skoler smeltet sammen til en. Den første var sammensat af Kshatriyaerne, de anden blandt Brahmanere. Ordet "Tum" her en dobbelt betydning, den af mørke (absolut mørke), som er absolut højere end de højeste og reneste lys, og en betydning hvilende på den mystiske hilsen blandt Indviede, "Eder er eder, dem selv", ækvivalent til at sige "Eder er et med det Uendelige og Altet". {TG. 345}

Turîya (Sk.). En tilstand af den dybeste trance-den fjerde tilstand indenfor Târaka Râja Yoga, en som korresponderer med Âtmâ, og på denne jord med drømmeløs søvn-en kasual tilstand. {TG. 345}

Turîya Avasthâ (Sk.). Næsten en Nirvânisk tilstand i Samâdhi, som i sig selv en lyksalig tilstand af kontemplativ Yoga ovenover dets plan. En tilstand i den højere Triade, meget adskilt (selv om stadig uadskillelig) fra tilstandene Jagrat (vågen), Svapna (drømmende), og Sushupti (sovende). {TG. 346}

Tushita (Sk.). En klasse af guder med stor renhed indenfor den Hinduistiske Gudekreds. Indenfor eksoterisk populær Nordlig Buddhisme, er det en Deva-Loka, en himmelsk region på det materielle plan, hvor alle Bodhisattvaerne genfødes, før de nedstiger på denne jord som fremtidige Buddhaer. {TG. 346}

Tyndarus (Gr.). Konge for Lacedæmon, Leda's fabulerede mand, moder til Castor og Pollux og Helena fra Troya. {TG. 346}

Typhæus (Gr.). En berømt gigant, som havde hundrede hoveder lige som en slanges eller en drages, og som var den berygtede Vindens fader, sådan som Siva var det for Martus-også "vinde". Han førte krig imod guderne, og er identisk med den Egyptiske Typhon. {TG. 346}

Typhon (Eg.). En aspekt eller skygge af Osiris. Typhon er ikke, som Plutark forsikrer, det særskilte "Onde Princip" eller Jødernes Satan; men snarere Osiris, guddommelige krops lavere kosmiske "principper", guden inde i dem-Osiris er det personificerede univers som en ideation, og Typhon som det samme univers i dets materielle realisering. De to i en er Vishnu-Siva. Den sande betydning af den Egyptiske myte er at Typhon er Orisis jordiske og materielle klædning, hvor Osiris er den iboende ånd der i. I kapitel 42 i Ritualet ("Book of the Dead"), er Typhon beskrevet som "Set", tidligere kaldet Thoth". Orientalisterne oplever dem selv som meget perplekse ved at opdage Set-Typhon adresseret i nogle papyri som "en stor og god gud", og i andre som legemliggørelsen af ondt. Men er ikke Siva, en fra Hindu Trimûrti, nogle steder beskrevet som "den bedste og mest generøse af guderne", og til andre tider, "en mørk, sort, ødelæggende, frygtelig" og "vred gud"? Blev Loke, den Skandinaviske Typhon, ikke en ond kraft efter i tidligere tider være blevet beskrevet som et godgørende væsen, og tabte han ikke pludselig kaste, som ildens gud, det præsiderende geni for den fredelige domestiske hearth, og blev efterfølgende en koldt-helvedes Satan og en dæmon af den værste slags? Der er god grund til sådan en uundgåelig transformation. Så længe som disse duale guder, symboler på godt og nødvendigt ondt, på lys og mørke, holder sig tæt allieret, dvs., står for en kombination af differentierede menneskelige kvaliteter, eller det element de repræsenterede-de er ganske enkelt en legemliggørelse af den gennemsnitlige personlige gud. Men ikke så snart, de adskilles i to entiteter, hver med sine to karakteristika, så bliver de respektivt de to modsat rettede poler af godt og ondt, af lys og mørke; de bliver kort og godt, to uafhængige og adskilte entiteter eller snarere personligheder. Det er kun i kraft af sofisteri at Kirkerne ind til i dag, har haft succes med at bevare den

Jødiske guddom i dens oprindelige identitet i få menneskers sind. Havde de været logiske så ville de have separeret Kristus fra Jehovah, lys og godhed fra mørke og ondt. Og det var det som skete for Osiris Typhon; men ingen Orientalist har forstået det, og derfor øges deres perpleksitet. Når de først accepteres-som i Okkultisternes tilfælde-som en integral del af Osiris, lige som Ahriman er en uadskillelig del af Ahura Mazda, og Første Mosesbogs Slange er Elohim's mørke aspekt, blendet ind i vores "Herre Gud"-så forsvinder enhver sværhed med Typhon's natur. Typhon er et senere navn på Set, senere men gammelt-faktisk så tidligt som det fjerde Dynasti; for i Ritualet læser man: "O Typhon-Set! Jeg fremmaner dig, frygtelige, usynlige, al-mægtige gudernes gud, du som ødelægger og etablerer ørken". Typhon tilhører meget bestemt til den samme symbolske kategori som Siva Ødelæggeren, og Saturn-den "mørke gud". I the Book of the Dead, kastreres Set, i hans kamp med Thoth (Visdom)-som er hans åndelig modstykke -sådan som Saturn-Kronos blev det og Ouranos før ham. Da Siva er tæt forbundet med tyren Nandi-et aspekt af Brahmâ-Vishnu, de kreative og bevarende kræfter-så er Set-Typhon allieret med tyren Apis, begge tyre er helliget, og allieret med, deres respektive guddomme. Da Typhon oprindeligt blev tilbedt som en opretstående sten, fallossen, repræsenteres og tilbedes Siva ind til i dag som en lingham. Siva er Saturn. Sandelig synes, Typhon-Set at have tjent som en prototype for mere end én af den senere ritualistiske cyklus guder, endda inklusiv Jødernes gud, nogle af hans ritualistiske regler er passeret ordret ind i lovteksterne og det "udvalgte folks" religiøse canons riter. Hvem blandt Bibel-tilbederne kender synde-bukkens (ez eller aza) oprindelse, som blev sendt ind i vildnisset som en forsoning? De ved ikke at tidsaldre før Moses udvandring, da var geden helliget Typhon, og at det var over den Typhoniske geds hovede at Egypterne tilstod deres synder, hvorefter at dyret blev sendt ind i ørkenen? "Og Aaron skal take syndebukken (Azâzel) og lægge hans hænder på den levende geds hovede, og tilstå alle Israels børns uretfærdigheder overfor ham . . . og skal sende ham væk . . . ind i vildnisset" (Levit., xvi.). Og lige som Egypternes ged forsonede sig med Typhon, så "forsonede" Israelitternes ged sig "overfor Herren" (Ibid., v. 10). Hvis man således blot husker at enhver antropomorfisk kreativ gud hos de filosofiske gamle var "Liv-giveren" og "Døds-uddeleren"-Osiris og Typhon, Ahura Mazda og Ahriman, osv., osv.-så vil det være let for ham at forstå forsikringen givet af Okkultisterne, om at Typhon ikke var andet end et symbol på den lavere kvaternitet, de altid konfliktende og turbulente principper af

differentieret kaotisk stof, uanset det er i Universet eller i Mennesket, mens Osiris symboliserede den højere åndelige triade. Typhon beskyldes i Ritualet for at være en som "stjæler sjælens fornuft". Derfor, vises han kæmpende med Osiris og skærende ham i fjorten (to gange syv) dele, hvorefter han uden hans modbalancerende kraft for godhed og lys, forbliver gennemsyret af ondt og mørke. På den måde bliver fablen fortalt af Plutark forståelig som en allegori. Han forsikrer, at Typhon efter at være udmattet af sin kamp med Horus "flygtede syv dage på et æsel, og avlede drengene Ierosolumos og Ioudaios". Nu lige som Typhon blev tilbedt i en senere periode i form af et æsel, og da det samme æsel er AO, eller (fonetisk) IAO, vokalerne efterlignende det brægende dyr, så bliver det tydeligt at Typhon bevidst blev blendet med navnet på den Jødiske Gud, som de to navne Judæa og Jerusalem, undfanget af Typhon-tilstrækkeligt indikerer. {TG. 348}

Twashtri (Sk.). Det samme som Vishwakarman, gudernes "guddommelige kunstner", vicevært og våben-fremstiller. (Se "Vishwakarman".) {TG. 348}

Tzaila (Heb.). Et ribben; se Første Mosebog om myten om skabelsen af den første kvinde fra et af det første menneskes Adam's ribben. Det er besynderligt at ingen anden myter beskriver noget der ligner denne "ribbens" proces, undtagen den Hebraiske Bibel. Andre lignende Hebraiske ord er "Tzela, et "fald", og Tzelem, "Guds billede". Inman bemærker at de gamle Jøder var glade for ordlege indfald, og ser et her-at Adam faldt, på grund af en kvinde, som Gud skabte i hans billede, fra et fald fra menneskets side. [w.w.w.] {TG. 348}

Tzelem (Heb.). Et billede, en skygge. Skyggen af menneskets fysiske krop, også den astrale legeme-Lingha Sharia. (Se "Tzool-mah".) {TG. 348}

Tzim-tzum (Kab.). Udvidelse og sammentrækning, eller, som nogle Kabbalister forklarer det-"den centrifugale og centripetale energi". {TG. 348}

Tziruph (Heb.). Et sæt kombination og permutationer af Hebraiske bogstaver designet for at vise analogier og bevare hemmeligheder. For eksempel, i formen kaldet Atbash, var A og T substitutter, B og Sh, G og R, osv. [w.w.w.] {TG. 348}

Tzool-mah (Kab.). Bogst., "skygge". Det udtales i Zohar (I., 218 a, i. fol. 117 a, col. 466.), at i menneskets syv sidste nætter, forlader Neshamah hans ånd ham, og skyggen tzool-mah, handler ikke længere, hans krop kaster ingen skygge; og når tzool-mah forsvinder fuldstændigt, så følger Ruach og Nephesh-sjælen og livet- med. Det er ofte blev fremhævet at i Kabbalistisk filosofi var der kun tre, og, med Kroppen, Guff, fire "principper". Det kan let vises at der er syv, og adskillige flere underinddelinger, for der er den "øvre" og den "nedre" Neshamah (den duale manas); Ruach, Ånd eller Buddhi; Nephesh (Kâma) som "ikke har noget lys fra hendes egen substans", men er associeret med Guff, Kroppen; Tzelem, "Billedets Fantom" og D’yooknah, Fantom Billedets Skygge, eller Mâyâvi Rûpa. Så kommer Zurathen, Prototyperne, og Tab-nooth, Form; og endelig Tzurah, 'højeste Princip (Âtman) som forbliver ovenfor", osv., osv. (Se Myer's Qabbalah, pp. 400 et. seq.) {TG. 349}

Tzuphon (Heb.). Et navn for Boreas, den Nordlige Vind, som nogle af de gamle Israelitter guddommeliggjorde og tilbad. {TG. 349}

Tzurah (Heb.). Den guddommelige prototype i Kabbalahen. Indenfor Okkultismen omfatter den Âtmâ-Buddhi-Manas, den Højeste Triade; det evige guddommelige Individ- Flertal er tzurath. {TG. 349}

Tzure (Heb.). Næsten det samme som ovenfor: prototypen af "Billedet" tzelem; et Kabbalistisk udtryk brugt som reference til den såkaldte skabelse af det guddommelige og den menneskelige Adam, hvor af Kabalaen (eller Kabbalah) har fire typer, i overensstemmelse med menneskenes rod-racer. Det Jødiske Okkultister kendte ikke til nogen Adam og, afviste at anerkende dets Adam som den første i Menneskehedens første race, og talte kun om "ur gnister". {TG. 349}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog