Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

J

J.- Det tiende bogstav i det Engelske og Hebraiske alfabet, hvor det i det sidstnævnte er ækvivalent med y, og i, og er numerisk tallet 10, det perfekte tal (Se Jodh og Yodh), eller en. (Se ogsp "I"). {TG. 161}



Jâbalas (Sk.). Studerende af den mystiske del af den Hvide Yajur Veda. {TG. 161}

Jachin (Heb.). "På Hebraisk bogstaverne IKIN, fra roden KUN "at etablere", og det symbolske navn på Søjlerne på Kong Salomon's Tempel's veranda" [ w.w.w.]

De anden søjle blev kaldt Boaz, og de to var henholdsvis hvid og sort. De korresponderer til adskillige mystiske ideer, en af dem er at de repræsenterer den duale Manas eller det højere og lavere Ego; en anden forbandt disse to søjler i Slavoniske mystik med Gud og Djævlen, til den "HVIDE" og den "SORTE Gud" eller Byeloy Bog og Tchernoy Bog. (Se "Yakin og Boaz" infra). {TG. 161}

Jacobitere. En Kristen sekt i Syrien i det VI. årh. (550) som mente at Kristus kun havde en natur og at skriftemål ikke var af guddommelig oprindelse. De havde hemmelige tegn, adgangsord og en højtidelig indvielse i mysterier. {TG. 161}

Jadoo (Hind.). Trolddom, sort magi, fortryllelse. {TG. 161}

Jadoogar (Hind.). Troldmand, eller Wizard. {TG. 161}

Jagaddhatri (Sk.). Substans; navnet på "verdens sygeplejerske", betegnelsen på kraften som bar Krishna og hans broder Balarama ind i Devaki, deres moders favn. Et betegnelse på Sarasvati og Durga. {TG. 161}

Jagad-Yoni (Sk.). Verdens livmoder; rummet. {TG. 161}

Jagat (Sk.). Universet. {TG. 161}

Jagan-Natha (Sk.). Bogst., "Verdens Herre", en betegnelse for Vishnu. Det store billede af Jagan-natha på sit fartøj, almindeligvis udtalt Jagernath. Gudebilledet er af Vishnu Krishna. Puri, nær byen Cuttack i Orissa, er dets store sæde for tilbedelse; og to gange årligt overværer et umådeligt antal pilgrimme Snâna yâtra og Ratha-âtra festivalerne. Under den første bades billedet, og under den anden placeres det på et fartøj, mellem billederne af Balarâma broderen, og Subhadrâ Krishna's søster og det enorme fartøj trækkes af hengivne, som anser det for en lykke at blive knust til døde under det. {TG. 162}

Jagrata (Sk.). Bevidsthedens vågne tilstand. Når den nævnes i Yoga filosofi, så er Jagrata-avastha den vågne tilstand i en af de fire Pranava tilstande indenfor asketiske praksisser, som brugt af Yogierne. {TG. 162}

Jâhnavî (Sk.). Et navn på Ganga, eller floden Ganges. {TG. 162}

Jahva Alhim (Heb.). Navnet som i Første Mosebog erstatter "Alhim", eller Elohim, guderne. Det bruges i kapitel I., mens i kapitel II. "Herren Gud" eller Jehovah træder ind. Indenfor Esoterisk filosofi og eksoterisk tradition, var Jahva Alhim (Java Aleim) betegnelsen for Hierofanternes leder, som indviede i de gode og onde i denne verden i Læreanstalten Aleim i Gandunya eller Babylon landet. Tradition og rygter fastlægger, at lederen af templet Fo-maïyu, kaldet Foh-tchou (lærer indenfor Buddhistisk lov), et tempel beliggende i det store bjerg Kouenlong-sang's tilflugtssted (mellem Kina og Tibet), lærer én gang hver tredie år under et træ kaldet Sung-Mîn-Shû, eller "Træet for Viden og (træet) for liv", som er Bo (Bodhi) træet for Visdom. {TG. 162}

Jaimini (Sk.). En stor viismand, en af Vyâsas disciple, budbringeren og læreren af Sama Veda som han som påstået modtog fra hans Guru. Han er også den berømte grundlægger og forfatter til Pûrva Mimânsâ filosofien. {TG. 162}

Jaina Gross. Det samme som "Swastika'et" (q.v.), også "Thors hammer", eller det Hermetiske kors. {TG. 162}

Jainas (Sk.). En stor religiøs organisation i Indien der meget ligner Buddhismen, som gik forud for den med mange århundreder. De påstår at Gautama, Buddha'en, var en discipel af en af deres Tirtankaraer, eller Helgener. De nægter Vedaernes autoritet og eksistensen af nogen personlig højeste gud, men tror på stoffets evighed, universets periodicitet om menneskets udødelige sind (Manas) og også dyrenes. En ekstremt mystisk sekt. {TG. 162}

Jalarupa (Sk.). Bogst., "vand-krop, eller form". En af Makâra's navne (stenbukkens tegn). Det er en af de mest okkulte og mysteriøse af Zodiakkens tegn; den figurerer på Kama's banner, kærlighedens gud, og er forbundet med vores udødelige Ego'er. (Se Secret Doctrine.) {TG. 162}

Jambu-dwipa (Sk.). En af klodens hovedinddelinger, i det Purâniske system. Den inkluderer Indien. Nogle siger, at den var et kontinent,-andre en ø-eller en af de syv øer (Sapta dwipa). Det er "Vishnu's herredømme". I dets astronomiske og mystiske betydning er det navnet på vores klode, adskilt af objektivitetens plan fra seks andre kloder i vores planetariske kæde. {TG. 162}

Jamin (Heb.). Menneskets højre side, den mest værdige, Benjamin betyder "den højre sides søn", dvs., testis. [w.w.w.] {TG. 163}

Janaka (Sk.). En af Mithilâ's Konger fra den Solare Race. Han var en stor royal viismand, og levede tyve generationer før Janaka, Sita's fader som var Konge af Videha. {TG. 163}

Jana-loka (Sk.). Den verden hvor i Muni'erne (Helgenerne) formodedes at dvæle efter deres kropslige død (Se Purânaer). Også en jordisk lokalitet. {TG. 163}

Janârddana (Sk.). Bogst., "den beundrede menneskehed", en betegnelse for Krishna. {TG. 163}

Japa (Sk.). En mystisk praksis hos visse Yogier. Den består af gentagelsen af forskellige magiske formularer og mantraer. {TG. 163}

Jaras (Sk.). "Alderdom". Et allegorisk navn på jægeren som dræbte Krishna ved en fejl, et navn visende Brahmanaernes store opfindsomhed og generelt Verden-Skrifternes symbolske karakter. Som Dr. Crucefix, en højtstående frimurer udmærket siger, "for at bevare den okkulte mysticisme fra deres orden væk fra alt undtagen deres egen klasse, så opfandt præsterne symboler og hieroglyffer til at iklæde sublime sandheder". {TG. 163}

Jatayu (Sk.). Garudas Søn. Den sidstnævnte er den store cyklus, eller Mahakalpa symboliseret ved den gigantiske fugl som tjente som en hest for Vishnu, og andre guder, den blev relateret til tid og rum. Jatayu kaldes i Ramayana "Kongen af fjerstammen". Ved at forsvare Sita båret væk af Ravana, den gigantiske konge fra Lanka, så blev den dræbt af ham. Jataya kaldes også gribbenes konge". {TG. 163}

Javidan Khirad (Pers.). Et værk om moralske forskrifter.

Jayas (Sk.). De tolv store guder i Purânaerne som undlader at skabe mennesket, og derfor forbandes af Brahmâ til at blive genfødt "i enhver (racemæssig) Manvantara ind til den syvende". En anden form eller et andet aspekt af de reinkarnerende Egoer. {TG. 163}

Jebal Djudi (Arab.). "Syndflods Bjerget" i de Arabiske legender. Det samme som Ararat, og det babyloniske Bjeg Nizir hvor Xisuthrus landede med hans ark. {TG. 163}

Jehovah (Heb.). Den Jødiske "Guddom kaldt J'hovah, er sammensat af to ord, dvs. af Jah (y, i, eller j, Yôdh, alfabetets tiende bogstav) og hovah (Hâvah, eller Eva)," siger en Kabbalistisk autoritet, Hr. J. Ralston Skinner fra Cincinatti, U.S.A. Og yderligere har "Ordet Jehovah, eller Jah-Eve, eksistens som den primære betydning eller som mand kvinde". Det betyder sandelig Kabbalistisk det sidstnævnte, og intet andet; og er som det gentagne gange vises fallisk. Således læses vers 26 i kapitel IV i Første Mosebog, i sin forvrængede oversættelse . . . . "dengang begyndte man at påkalde Herrens navn", hvorimod det burde korrekt læses . . . . "dengang begyndte mennesket at kalde dem selv ved navnet Jah-hovah" eller mænd og kvinder, som de var blevet efter kønnenes adskillelse. Det sidstnævnte beskrives i samme kapitel, hvor Kain (den mandlige Jah) "rejste sig imod Abel, hans (søster, ikke) broder og dræbte ham" (spildte hans blod, i den originale udgave). Kapitel IV i Første Mosebog indeholder i sandhed, den allegoriske beretning fra denne periode af den antropologiske og fysiologiske evolution som er beskrevet i den Secret Doctrine når menneskehedens tredie Rod Race behandles. Det følges af kapitel V som en blindgyde; men burde være efterfulgt af Kapitel VI, hvor Guds Sønner tog menneskenes eller giganternes døtre som deres hustruer. For dette er en allegori hentydende til mysteriet om de Guddommelige Egoer der inkarnerer i menneskeheden, hvorefter de hidtil sanseløse racer blev mægtige mennesker, . . . mennesker med anseelse" (v. 4), havende opnået sind (manas) som de ikke havde før. {TG. 164}

Jehovah Nissi (Heb.). Nissi's androgyne (Se "Dionysis"). Jøderne tilbad under dette navn Bacchus-Osiris, Dio-Nysos, og den mangeartede Joves fra Nyssa, Sinai's Moses. Universel tradition viste Bacchus opdraget i en hule i Nyssa. Diodorus lokaliserer Nysa mellem Fønikien og Egypten, og tilføjer, "Osiris blev opdraget i Nysa. . . . han var Zeus søn og blev navngivet af hans fader (nominativt Zeus, genitivt Dios) og stedet Dio-nysos"-Zeus'en eller Jove fra Nyssa. {TG. 164}

Jerusalem, Jerosalem (Septuag.) og Hierosolyma (Vulgate). På Hebraisk skrives det Yrshlim eller "fredens by", men de gamle Grækere kaldte den rigtig nok Hierosalem eller "Hemmelige Salem", da Jerusalem er en genfødsel af Salem hvor Melchizedek var Konge-Hierofant, en erklæret astrolog og tilbeder af Solen, "den Højeste" så-at-sige. Adoni-Zedek regerede der efter ham, og var den sidste af dets Amoritiske Statsoverhoveder. Han allierede sig selv med fire andre, og disse fem konger gik hen for at erobre Gideon, men kom (ifølge Joshua X) anden bedst ud af slagsmålet. Og intet under, da disse fem konger blev modstået, ikke kun af Joshua men af "Herren gud", men også af Solen og Månen. På denne dag læser vi, at på Moses efterfølgers befaling, "stod solen stille og månen forblev" (v. 13) i en hel dag. Intet dødeligt menneske, konge eller lægmand, kunne selvfølgelig modstå, sådant en byge store sten fra himlen" som blev kastet ned på dem af Herren selv . . . . "fra Beth-horon ind til Azekah" "og de døde" (v. ii). Efter at være døde "flygtede de og skjulte dem selv i en hule ved Makkedah" (v. 16). Det forekommer, imidlertid, at en sådan uværdig adfærd hos en Gud modtog sin Karmiske straf efterfølgende. I forskellige epoker i historien, blev den Jødiske Herres Tempel plyndret, ødelagt og brændt (Se "Bjerget Moriah")-den hellige pagtens ark, cheruber, Shekinah og det hele, men den guddom synes lige så magtesløse med hensyn til at beskytte sin ejendom fra at blive skændet som om der ikke var flere sten tilbage i himlen. Efter at Pompey havde taget det Andet Tempel i 63 FVT., og det tredie, bygget af Herodes den Store, var blev jævnet med jorden af Romerne, i 70 EVT:, så blev intet nyt tempel givet adgang til at blive bygget i det Herrens "udvalgte folks" hovedstad. På trods af Korstog, har Jerusalem siden det XIII. århundrede tilhørt Muhammedanerne, og næsten ethvert sted helligt og kært til ihukommelse af de gamle Israelitter, og også Kristne, er nu dækket af minareter og moskeer, Tyrkiske kaserner og andre Islamiske monumenter. {TG. 165}

Jesod (Heb.). Grundlaget; niende af de Ti Sepiroth, et maskulint aktivt potentiale, fuldendende de seks som former Microprosopus. [w.w.w.] {TG. 165}

Jetzirah (Heb.). Se "Yetzirah". {TG. 165}

Jetzirah, Sepher; eller Book of the Creation. Den mest okkulte af alle Kabbalistiske værker der nu er i den moderne mystikers besiddelse. Dets formodede oprindelse, med hensyn til at være nedskrevet af Abraham, er selvfølgelig nonsens; men dets iboende værdi er stor. Det er inddelt i seks Perakim (kapitler), underinddelt i tre-og-tredive korte Mishnaer eller Sektioner; og behandler Universets evolution via et system af korrespondancer og tal. Guddommen siges der i at have formet ("skabt") Universet på baggrund af tal "ved to-og-tredive stier (eller veje) af hemmelig visdom", disse veje skabt til at korrespondere med to-og-tyve bogstaver i det Hebraiske alfabet og de ti fundamentale tal. Disse ti er ur-tallene hvorfra hele universet udgik, og disse følges af to-og-tyve bogstaver inddelt i Tre Mødre, syv dobbelte konsonanter og tolv enkle konsonanter. Han som ønsker at forstå systemet godt rådes til at læse den excellente lille afhandling over Sepher Jetzirah, af Dr. W. Wynn Westcott. (Se "Yetzirah".) {TG. 165}

Jhâna (Sk.). eller Jnana. Viden; Okkult Visdom. {TG. 165}

Jhâna Bhaskara (Sk.). Et værk om Asuramâya, den Atlantiske astronom og magiker, og andre førhistoriske legender. {TG. 165}

Jigten Gonpo (Tib.). Et navn for Avalokitêswara, eller Chenresi-Padma-pani, "Beskytteren imod Ondt". {TG. 165}

Jishnu (Sk.). "Den Himmelske Værts Leder", en betegnelse for Indra, som, ledede "hærskaren af devaer" i Gudernes krig mod Asuraerne. Han er "Michael, Ærkeenglenes leder" i Indien. {TG. 165}

Jiva (Sk.). Livet, som det Absolutte; også Monaden eller "Atma-Buddhi". {TG. 165}

Jivanmukta (Sk.). En adept eller yogi som har opnået den ultimative tilstand af hellighed, og frigjort sig selv fra stoffet; en Mahatma eller Nirvânee, en "dvæler i lyksalighed" og frigørelse. Viruelt en som i livet har nået Nirvâna. {TG. 166}

Jivatma (Sk.). Det ENE universelle liv, generelt betragtet; men også den guddommelige Ånd i Mennesket. {TG. 166}

Jnânam (Sk.). Det samme som "Gnâna", osv., det samme som "Jhâna" (q.v.). {TG. 166}

Jnânendriyas (Sk.). De fem kanaler for viden. {TG. 166}

Jnâna Sakti (Sk.). Intellektuel kraft. {TG. 166}

Jörd. I det Nordlige Tyskland Jordens gudinde, det samme som Nerthus og den Skandinaviske Freya eller Frigg. {TG. 166}

Jotunheim (Skand.). Hrimthurses eller Frost-giganternes land. {TG. 166}

Jotuns (Skand.). Titanerne eller giganterne. Mirmir, som lærte Odin magi, den "tre gange viise", som var Jotun. {TG. 166}

Jul (Skand.). Solens hjul hvor fra Yuletide, som var helliget til Freyer, eller Fro, Sol-guden, høsteren af markerne og frugterne, senere blev givet adgang til Asernes cirkel. Som gud for solskin og frugtbar høst levede han i Lys Elvernes Hjem. {TG. 166}

Jupiter (Lat.). Fra den samme rod som den Græske Zeus, den største af de gamle Græske og Romerske guder, også antaget af andre nationer. Hans navne er blandt andre: (1) Jupiter--Aërios; (2) Jupiter-Ammon fra Egypten ; (3) Jupiter Bel-Moloch, Kaldæeren; (4) Jupiter-Mundus, Deus Mundus, “Verdens Gud”; (5) Jupiter-Fulgur, “Fulguranten”, osv., osv. {TG. 166}

Jyotisha (Sk.). Astronomi og Astrologi; en af Vedângaerne. {TG. 166}

Jyotisham Jyotch (Sk.). "Lysenes lys", den Højeste Ånd, kaldt således i Upanishaderne. {TG. 166}

Jyotsna (Sk.). Daggry; en af kroppe antaget af Brahmâ; morgenens tusmørke. {TG. 166}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog