Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

Ve-Vz

Vedanâ (Sk.). Den anden af de fem Shandhaer (opfattelser, sanser). Den sjette Nidâna. {TG. 361}

Vedânta (Sk.). Et mystisk filosofisk system som er blevet udviklet på baggrund af generationer af viismænd for at fortolke Upanishadernes (de disse) betydning . Den kaldes Shad-Darshanas (seks skoler eller systemer for fremlæggelse), Uttara Mîmânsâ, tillagt til Vyâsa, kompileren af Vedaerne, som således refereres til som grundlæggeren af Vedânta. De ortodokse Hinduer kalder Vedânta et udtryk som bogstavligt betyder "slutningen af al (Vedisk) viden"—Brahmâ-jnâna, eller ren og åndelig viden om Brahmâ. Selv hvis vi accepterer de sene dateringer tillagt forskellige Sanskrit skoler og vores Orientalisters afhandlinger, så må Vedânta være 3.300 år gammel, fordi Vyâsa siges at have levet 1.400 år FVT. Hvis, lige som Elphinstone siger det i hans History of India, Brahmanaerne er Hinduernes Talmud, og Vedaerne de Mosaiske bøger, så kan Vedânta korrekt kaldes Indiens Kabalah. Men hvor meget mere storslået! Sankarâchârya, som populariserede det Vedântiske system, og grundlæggeren af Adwaita filosofien, kaldes sommetider grundlæggeren af Vedântaens moderne skoler. {TG. 361}

Vedas (Sk.). "Åbenbaringen", Hinduernes skrifter, fra roden vid, "at vide", eller "guddommelig viden". De er de ældste så vel som de mest hellige af alle Sanskrit værker. Vedaerne af en dato, og oldtid, som ikke to orientalister kan blive enige om, er anført af Hinduer selv, hvis Brahmanere og Punditter burde vide bedst om deres egen religiøse værker, at først være lært mundtligt i tusinder af år og derefter udarbejdet på ved bredden ved Manasa-Sarovara (fonetisk, Mansarovara) Søen ovenfor Himalaya, i Tibet. Hvornår skete det? Mens, deres religiøse lærere, så som Swami Dayanand Saraswati, påberåber dem at have en ælde mange årtiers tidsaldre, så vil vores moderne Orientalister ikke tildele den en større ælde i deres nuværende form end omkring 1.000 og 2.000 FVT. Som de er kompileret i deres endelige form af Veda-Vyâsa, tildeler Brahmanerne, imidlertid, enstemmigt dem 3.100 år før vores Kristne tidsregning, tiden hvor Vyâsa florerede. Derfor må Vedaerne være så gammel som denne dato. Men deres ælde er tilstrækkeligt bevist ved sandheden om at de er skrevet i så gammel en form for Sanskrit, så forskellige fra den nu brugte Sanskrit, at der ikke er noget andet værk, lige som dem i litteraturen blandt den ældste søster af alle kendte sprog, som Prof. Max Muller siger det. Kun den mest lærde af de Brahmanske Punditter kan læse Vedaerne i deres originale udgaver. Det foreslås endvidere, at Colebrooke fandt datoen 1400 FVT. absolut bekræftet ved en passage han opdagede, og som er baseret på astronomiske data. Men, hvis, som det vises enstemmigt af alle Orientalisterne og også Hindu Punditterne, at (a) Vedaerne er ikke et enkelt værk, ej heller nogen af de adskilte Vedaer; men at hver Veda, og næsten enhver hymne og inddeling af sidstnævnte er produceret af forskellige forfattere; og at (b) disse var blevet skrevet (uanset det er sruti, "åbenbaring", eller ikke) i forskellige perioder af den Indo-Aryanske races etnologiske evolution, -hvad beviser Hr. Colebrookes opdagelse så? Ganske enkelt at Vedaerne endeligt var arrangeret og kompileret fjorten århundreder før vores tidsregning; men dette interfererer på ingen måde med deres oldtid. Helt det modsatte; for, som en modvægt til Mr. Colebrooke's passage, er der en lærd artikel, skrevet som rene astronomiske data af Krishna Shâstri Godbole (fra Bombay), som beviser og med samme bevis at Vedaerne må have været lært om mindst 25.000 år siden. (Se Theosophist, Vol. II., p. 238 et seq., Aug., 1881.) Denne udtalelse er, hvis ikke støttet, så i det mindste ikke modsagt af hvad Prof. Cowell siger i Appendix VII., i Elphinstone’ History of India: "Der er en forskel i alder mellem forskellige hymner, som nu er forenet i deres nuværende form som Rig Vedaen's Sanhitâ; men vi har ingen data som kan bestemme deres relative oldtid, og ren subjektiv kritik, bortset fra at solide data, ofte har fejlet i andre tilfælde, til at vi kun kan fæste lidt tillid til nogle af dens konklusioner i et så nyåbnet forskningsområde som Sanskrit litteratur. [en fjerde del af Vaidik litteraturen er endnu på print, og meget lidt af den er

blevet oversat til Engelsk (1866).] De stadig uafklarede kontroverser om de Homeriske digte kan meget vel advare os imod at være for selvsikre i vores bedømmelser med hensyn til de endnu tidligere hymner i Rig-Veda. . . .Når vi eksaminerer disse hymner . . . så er de dybt interessante for det menneskelige sinds historie, da de tilhører en meget ældre fase end Homers og Hesiods digte." De Vediske skriverier er alle klassificeret i to store inddelinger, eksoterisk og esoterisk, den førstnævnte kaldes Karma-Kânda, "delen for handlinger eller værker" og Jnâna Kânda "delen for (guddommelig) viden", Upanishaderne (se disse) hører ind under den sidste klassifikation. Begge departementer anses for at være Sruti eller åbenbaring. Til hver hymne i Rig-Veda, er navnet på den Seer eller Rishi som den var åbenbaret til placeret først. Det, bliver således på baggrund af disse selv samme navne (så som Vasishta, Viswâmitra, Nârada, osv.), som alle tilhører mennesker i forskellige manvantaraer og endda tidsaldre, klart at århundrede, og måske årtusinder, må være forløbet mellem tidspunkterne for deres fremstilling. {TG. 363}

Veda-Vyâsa (Sk.). Samleren af Vedaerne (se disse). {TG. 363}

Veddhas (Sing.). Navnet på en vild race af mennesker som lever i Ceylons skove. De er meget svære at finde. {TG. 363}

Vehicle of Life (Livets Fartøj) (Mystisk). Det "Syvfoldige" Menneske blandt Pythagoræerne, "tallet syv" blandt de profane. De førstnævnte "forklarede det ved at sige, at den menneskelige krop bestod af fire grundlæggende elementer (principper), og at sjælen er trefoldig (den højere triade)". (Se Isis Unveiled, Vol. II., p. 418, New York, 1877.) Det er ofte blevet bemærket at i Teosoffernes tidligere værker blev ingen syvfoldig inddeling af mennesket nævnt. Det ovenfor nævnte er et tilstrækkeligt bevis på, at selv med al forsigtighed, så blev emnet berørt mere end én gang, og at det ikke er en ny-konstrueret teori eller opfindelse. {TG. 363}

Vendîdâd (Pahlavi). Den første bog (Nosk) i samlingen af Zend fragmenter normalt kendt som Zend-Avesta. Vendidâd er en forvrængning af det sammensatte ord "Vidaêvo-dâtern", med betydningen "den anti-dæmoniske lov", og er fyldt med lære om hvordan synd og besmittelse undgås ved renselse, moralsk og fysisk-hvor hver af deres lære er baseret på Okkulte love. Det er først og fremmest en okkult afhandling, fyldt med symbolik og betyder ofte det helt modsatte af det som udtrykkes i tekstens døde-bogstav. Vendîdâd, er som påstået af traditionen, den eneste af de en-og-tyve Noskere (værker) som er undsluppet auto-da-féen i hænderne på den berusede Iskander Rûmi, han, som eftertiden kalder Alexander den Store- selv om udtrykket kun kan retfærdiggøres når det tillægges denne erobrers brutalitet, laster og grusomhed. Det på grund af denne Grækers vandalisme at litteraturen og viden har mistet meget uvurderlig overlevering ved Noskerne som han brændte. Selv Vendidâd kun har nået os i en fragmenteret tilstand. De første kapitler er meget mystiske, og kaldes derfor "mytiske" i den Europæiske Orientalisters fremlægning. De to "skabere" af "ånd-stof" eller den differentierede verden-Ahura-Mazda og Angra-Mainyu (Ahriman)—introduceres i dem, og også Yima (det første menneske, eller den personificerede menneskehed). Værket er inddelt i Fargards eller kapitler, og dele af disse beskæftiger sig med skabelsen af vores klode, eller jordiske evolution. (Se Zend-Avesta.) {TG. 364}

Vetâla (Sk.). En elemental, et spøgelse, som hjemsøger grave og bevæger lig. {TG. 364}

Vetâla Siddhi (Sk.). En praktisering af trolddom; metoder til erhvervelsen af magt over levende ved sort magi, inkantationer, og ceremonier udført over den døde krop, under hvis proces kroppen skændes. (Se "Vetâla".) {TG. 364}

Vibhâvasu (Sk.). En mystisk ild forbundet med begyndelsen af Pralaya, eller universets opløsning. {TG. 364}

Vibhûtayah (Sk.). Det samme som Siddhier eller magiske kræfter. {TG. 364}

Vidyâ (Sk.). Viden, Okkult Videnskab. {TG. 364}

Vidyâ-dhara (Sk.). Og Vidyâ-dharî, mandlige og kvindelige guddomme. Bogst., "besiddere af viden". De kaldes også Nabhas-chara, "bevæge sig i luften", flyvning, og Priyam-vada, "sød-talende". De er Rosenkreuzernes Sylfer; inferiøre guddomme beboende den astrale sfære mellem jorden og æteren; antaget i almindelig folke-tro at være godgørende, men er i virkeligheden snu og ondskabsfulde, og intelligente Elementaler, eller "luftens Kræfter". De repræsenteres i Østen, og i Vesten som havende samkvem med mennesker ("indgiftende sig", som det kaldes i Rosenkreuzisk sprogbrug; se Count de Gabalis). I Indien kaldes de også Kâma-rûpins, da de antager form alt efter ønske. Det er blandt disse væsner at "ånde-hustruerne" og "ånde-mændene" blandt visse moderne spiritualistiske medier og hysteriske rekrutteres. De praler med stolthed at have sådanne perniciøse forbindelser (dvs., den Amerikanske "Lilje", en velkendt leders ånde-hustru fra et nu opløst Spiritualistisk samfund, som var en stor digter og velkendt forfatter), og kalder dem engle-guider, og fastholder at de er berømte ulegemliggjorte dødeliges ånder. Disse "ånde-mænd" og "hustruer" stammer ikke fra de moderne Spiritister og Spiritualister, men har været kendt i Østen i tusinder af år, indenfor Okkult filosofi, under navnene angivet ovenfor, og blandt de profane som-Pishâthas. {TG. 364}

Vihâra (Sk.). Ethvert sted beboet af Buddhistiske præster eller asketer; et Buddhistisk tempel, generelt et klippe-tempel eller hule. Et kloster, eller også nonne kloster. Man finder i disse dage Vihâras indbygget i klostres og akademiers indhegninger med henblik på Buddhistisk træning i byer; men i fordums tid kunne de kun besøges i ubesøgte vilde jungler, på bjergtoppe, og på de mest øde steder. {TG. 365}

Vihâraswâmin (Sk.). Lederen (uanset kvinde eller mand) af et kloster eller konvent, Vihâra. Også kaldet Karmadâna, da enhver lærer eller guru, med autoritet, påtager sig ansvar for visse handlinger, gode eller dårlige, begået af hans elever eller flokken betroet ham. {TG. 365}

Vijnânam (Sk.). Det Vedântiske navn for princippet som dvæler i Vijnânamaya Kosha (intellektets klædning) og korresponderer til den Højere Manas evner. {TG. 365}

Vikârttana (Sk.). Bogst., "frataget hans klude"; et navn for Solen, og den indviede neofyts type. (Se Secret Doctrine, I., p. 322, n.) {TG. 365}

Vimoksha (Sk.). Det samme som Nirvâna. {TG. 365}

Vînâ (Sk.). En slags stor guitar brugt i Indien og Tibet, hvis opfindelse skiftevis tillægges Siva, Nârada, og andre. {TG. 365}

Vinatâ (Sk.). En af Daksha døtre og hustru til Kashyapa (en af verdens "syv talere"), Hun frembragte ægget hvor fra seeren Garuda blev født. {TG. 365}

Viprachitti (Sk.). Dânavaernes leder-giganterne som førte krig mod guderne: de Indiske Titanere. {TG. 365}

Vîrabhadra (Sk.). Den tusinde-hovede og tusind-armede monster, "født ved åndedraget" fra Siva Rudra, et symbol som refererer til de "sved-fødte", menneskehedens anden race (Secret Doctrine, II., p. 182). {TG. 365}

Virâj (Sk.). Hindu Logos i Purânaerne; den mandlige Manu, skabt i den kvindelige del af Brahmâ's krop (Vâch) af samme gud, Manu siger:"Havende delt sin krop i to dele, så blev herren (Brahmâ) med den ene halvdel en mand og med den anden halvdel en kvinde; og han skabte Virâj i hende". Rig-Veda får Virâj til at fremkomme fra Purusha, og Purusha fremkom fra Virâj. Den sidste et prototypen på alle mandlige væsner og Vâch, Sata-rûpa (hende med de hundrede former), prototypen på alle kvindelige former. {TG. 365}

Vishnu (Sk.). Den anden person i Hindu Trimûrti (treenigheden), bestående af Brahmâ, Vishnu og Siva. Fra roden vish, "at gennemtrænge". I Rig-Veda, er Vishnu ikke nogen høj gud, men ganske enkelt en manifestation af den solare energi, beskrevet som "stridende sig gennem de syv regioner i Universet i tre skridt og udviklende alle ting med støv (fra hans "stråler"). Uanset hvilke okkulte betydninger kan tillægges de seks andre udtalelser, relaterer dette sig til de samme typer af klasser som de syv og ti Sepiroth, lige som de syv og tre udmundinger i den fuldkomne Adam Kadmon, lige som de syv "principper" og den højere triade i mennesket, osv., osv. Senere hen bliver denne mystiske prototype en stor gud, bevareren og renovatoren, han "med et tusinde navne-Sahasranâma ". {TG. 366}

Vishwakarman (Sk.). Den "Altskabende". En Vedisk gud, en personificering af den kreative Kraft, beskrevet som den Ene "alt-seende gud, . . . generatoren, bortskafferen, som . . .er uden for (uindviede) dødeliges forståelse". I de to hymner i Rig Veda specielt tillagt ham, siges han "at ofre sig selv til sig selv". Hans moders navne, "den elskelige og dydige Yoga-Siddha" (Purânas) og hans datter Sanjnâ (åndelig bevidsthed), viser hans mystiske karakter. (Se Secret Doctrine, sub voc.) Som skaberen af guderne og opfinder af deres våben, kaldes han Karu, "arbejdsmand", Takshaka "håndværker", eller "træ-skærer", osv., osv. {TG. 366}

Vishwatryarchas Sk.). Den fjerde solare (mystiske) stråle af de syv. (Se Secret Doctrine, I., p. 515, n.) {TG. 366}

Vivaswat (Sk.). Den "lysende", Solen. {TG. 366}

Viwan (Sk.). En slags "luft-fartøj", lige som en ballon, nævnt men ikke beskrevet i de gamle Sanskrit værker, som Atlantiderne og de gamle Aryaer syntes at have kendt og brugt. {TG. 366}

Voluspa (Sk.). Et digt kaldet "Profetindens Sang", eller "Wala's Sang". {TG. 366}

Voodooisme, eller Voodoos. Et Afrikansk system for trolddom; en sekt af sorte magikere, som New Orleans negerne er meget tilknyttet. Den florerer ligeledes i Cuba og Sydamerika. {TG. 366}

Voordalak, (Slav.). En vampyr; et lig gennemtrængt af dets lavere principper, og vedligeholdende et slags semi-liv i sig selv ved at oprejse sig selv fra graven om natten, fascinerende dets levende ofre og udsugende deres blod. Rumænere, Moldaviere, Serbere, og alle Slavonske stammer dvælende på Balkan, og også Tjekkerne (Bohemierne), Moravianere, og andre, tror fuldt og fast på eksistensen af sådanne spøgelser og frygter dem i overensstemmelse hermed. {TG. 366}

Votan (Mex.). Den guddommeliggjorte helt blandt Mexikanerne, og muligvis den samme som Quetzal-Coatl; "slangernes søn", en givet adgang "til slangens hul", som betyder en Adept givet adgang til Indvielse i Templets hemmelige kammer. Missionæren Brasseur de Bourbourg, søger at bevise at han er en efterkommer af Ham, Noas forbandede søn. (Se Isis Unveiled, I., pp. 545 et seq.) {TG. 366}

Vrata (Sk.). Lov, eller gudernes kraft. {TG. 366}

Vratâni (Sk.). Varuna's "aktive love", naturlig handlings veje. (Se Rig-Vediske Hymner, X., 90-1. {TG. 366}

Vriddha Garga (Sk.). Fra Vriddha, "gammel", og Garga, en gammel viismand, en af de ældste forfattere indenfor astronomi. {TG. 366}

Vriddha Mânava (Sk.). Manus love. {TG. 367}

Vritra (Sk.). Dæmonen for tørke i Vedaerne, en stor fjende af Indra, som han konstant er i krig med. Allegorien for et kosmisk fænomen. {TG. 367}

Vritra-han (Sk.). Et tilnavn eller betegnelse for Indra, med betydningen "Vritra's dræber". {TG. 367}

Vyahritis (Slav.). Bogst., "ildagtig", ord tændt og født af ild. De tre mystiske kreative ord, sagt af Manu at være malket af Prajapati fra Vedaerne: bhûr, fra Rig-Veda; bhuvah, fra Yajur-Veda; og Swar, fra Sama-Veda (Manu II., 76). Alle tre siges at besidde kreative kræfter. Satapatha Brâhmana forklarer, at de er "de tre lysende essenser" uddraget fra Vedaerne af Prajâpati ("skabelsens herrer", skabere), via varme. "Han (Brahmâ) ytrede ordet bhûr og det blev jorden; bhuvah, og det blev firmamentet; og swar, som blev himlen". Mahar er den fjerde "lysende essens", og blev taget fra Atharva-Veda. Men, da dette ord er rent mantrisk og magisk, så er det et, som så at sige holdes adskilt. {TG. 367}

Vyâsa (Sk.). Bogst., en som ekspanderer og amplificerer; en fortolker, eller snarere en åbenbarer; det som han forklarer, fortolker og amplificerer er et mysterium for den profane. Udtrykket blev i gamle dage tillagt de højeste Guruer i Indien. Der var mange Vyâsaer i Aryavarta; en var kompileren og fremlæggeren bag Vedaerne; en anden, forfatterem af Mahâbhârataen-de otte-og-tyve Vyâsaer eller åbenbarer i successiv rækkefølge-og den sidste nævneværdige var forfatteren til Uttara Mîmânsâ, den sjette skole eller system indenfor indisk filosofi. Han var også grundlægger af Vedânta systemet. Han dateres, som angivet af Orientalisterne (se Elphinstone, Cowell, osv.), til 1.400 FVT., men den datering er sandelig for sen. Purânaerne nævner kun otte-og-tyve Vyâsaer, som i forskellige tidsaldre nedsteg til jorden for at promovere Vediske sandheder-men der var mange flere. {TG. 367}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog