Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar


DEN TEOSOFISKE ORDBOG


Segl for blandt andet Blavatsky's Esoteriske Sektion
Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.


Hurtige Links


Se alfabetisk liste for de brugte referencer.



M-Mah



M.- Det trettende bogstav i det Hebraiske og det Engelske alfabet, og det fire-og-tyvende i det Arabiske. Som et Romersk tal, står det for 1.000, og med en streg over det () betegner det en million. I det Hebraiske alfabet symboliserer Mem vand, og svarer som tal til 40. Sanskrit ma svarer til nummeret 5, og er også forbundet med vand gennem tegnet kaldet Makâra (q.v.) i Zodiakken. Yderligere, står m i de Hebraiske og Latinske tal "for de endelige tal for et ubestemt antal" (Mackenzie’s Mason. Cyc.), og "det Hebraiske hellige navn for Gud tillagt dette bogstav er Meborach, Benedictus." His Esoterikerne er M et symbol på det Højere Ego-Manas Sind. {TG. 195}

(Sk.). bogst., "fem". En betegnelse for Lakshmi.

, Mut (Eg.). Gudinden fra den lavere verden, en anden form for Isis, da hun er naturen, den evige moder. Hun var den suveræne Hersker over Nordenvinden, forløberen for Nilens oversvømmelse, og således kaldt "åbneren af den levendes næsebor". Hun repræsenteres ofrende ankhet, eller korset, tegnet på fysisk liv til hendes tilbedere, og kaldes "Himlens Dame". {TG. 195}

Machagistia. Magi, sådan som den en gang blev lært i Persien og Kaldæa, og løftet indenfor dens okkulte praksis til en religiøs-magi. Platon, der taler om Machagistia, eller Magianism, bemærker at den i sin reneste form er tilbedelsen af guddommelige ting. {TG. 195}

Macrocosm (Gr.). Det "Store univers" bogstavligt, eller Kosmos. {TG. 195}

Macroprosopus (Gr.). Et Kabalistisk udtryk, skabt ved et sammensat græsk ord: med betydningen Langt eller Stort Ansigt (Se "Kabalistiske Ansigter"); en betegnelse på Kether, Kronen, den højeste Sephira. Det er navnet på Universet, kaldet Arikh-Anpin, totaliteten af det som Microprosopus eller Zauir-Anpin "det mindre ansigt", er del og antitese af. I dens høje og abstrakte metafysiske betydning er Microprosopus Adam Kadmon, Ain-Suph's vehikel, og kronen på det Sepirothiske Træ, selv om Sephira og Adam Kadmon rent faktisk er ét under to aspekter, så er det det samme. Fortolkningerne er mange og varierer. {TG. 195}

Madhasadana eller Madhu-Sûdana (Sk.). "Madhu's Dræber" (en dæmon), betegnelsen på Krishna ved hans drab på den sidstnævnte. {TG. 195}

Mâdhava (Sk.). (1) Et navn for Vishnu eller Krishna; (2) April måned; (3) En betegnelse for Lakshmi, når det skrives Madhavi. {TG. 196}

Madhya (Sk.). Ti tusinde milliarder. {TG. 196}

Madhyama (Sk.). Brugt om noget uden begyndelse og ende. Således siges Vâch (Lyd, den kvindelige Logos, eller det kvindelige modstykke til Brahmâ), at eksistere i adskillige tilstande, hvor en af dem er Mâdhyama, hvilket svarer til at sige at Vâch i en betydning er evig: "Ordet (Vâch) var hos Gud, og i Gud", for de to er ét. {TG. 196}

Mâdhyamikas (Sk.). En sekt nævnt i Vishnu Purâna. Accepteret af Orientalisterne som en "Buddhistisk" sekt, hvilket er en anakronisme. Den var muligvis den første sekt blandt Hindu ateisterne. Den senere skole med dette navn, lærende et system om sofistisk nihilisme, som reducerer enhver sætning til en tese og dets antitese, og derefter benægter begge, blev startet i Tibet og Kina. Den antager nogle få af Nâgârjunas principper, som var en af grundlæggerne af de esoteriske Mahayâna systemer, ikke deres eksoteriske parodier. Allegorien som anså Nâgârjuna’s “Paramartha” for at være en gave fra Nâgaerne (Slangerne) viser at han modtog hans lære fra den hemmelige skole af adepter, og at hans virkelige læresætninger derfor blev holdt hemmelige. {TG. 196}

Maga (Sk.). Solens præster, nævnt i Vishnu Purâna. De er Kaldæernes og Irans senere Magere, de moderne Parseres forfædre. {TG. 196}

Magadha (Sk.). Et gammelt land i Indien, under Buddhistiske Konger. {TG. 196}

Mager, eller Magian. Fra Mag eller Maha. Ordet er roden af ordet magiker. Maha-âtma'en (den store Sjæl eller Ånd) i Indien havde sine præster i de før-Vediske tider. Magerne var ild-gudens præster; vi finder dem blandt Assyrerne og Babylonerne, så vel som blandt Perserne ild-tilbederne. De tre Magere, også betegnet som konger, som siges at havde givet gaver af guld, røgelse og myrra tilo Jesus barnet, var ild-tilbedere lige som resten, og astrologer; for de så hans stjerne. Persernes ypperstepræst ved Surat kaldes Mobed. Andre fik navnet fra Megh; Meh-ab betegnende noget stort og nobelt. Zoroaster's disciple blev kaldt Meghestom, ifølge Kleuker. {TG. 196}

Magi (Lat.). navnet på de gamle arvelige præster og lærde adepter i Persien og Medina, et ord stammende fra Maha stor, som senere blev mog eller mag, en præst på Pehlevi. Porphyry beskriver dem (Abst. iv. 16) som "De lærde mennesker som er engageret blandt Perserne i Guddommens tjeneste kaldes Magi", og Suidas informerer os at "blandt Perserne kaldes elskerne af visdom (philalethai) for Magi" {TG. 196}

Zendavesta (ii. 171, 261) inddeler dem i tre grader: (1) Herbederne eller "Noviciaterne"; (2) Mobeder eller "Mestre"; (3) Destur Mobeds, eller "Perfekte Mestre". Kaldæerne havde lignende læreanstalter, lige som Egypterne, Destur Mobeds var identiske med mysteriernes Hierofanter, sådan som praktiseret i Grækenland og Egypten. {TG. 197}

Magic. Den store "Videnskab". Ifølge Devaria og andre Orientalister, "blev magi anset for at være en hellig videnskab uadskillelig fra religion" blandt de ældste og mest civiliserede religiøse nationer. Egypterne, var for eksempel en af de mest seriøse nationer, lige som Hinduerne var og stadig er. "Magi betsår af, og erhverves ved tilbedelse af guderne", siger Platon. Kunne en nation som på grund af uafviselige beviser med inskriptioner og papyri, bevist til fuldt og fast at have troet på magi i tusinder af år, være bedraget i så lang tid. Og er det sandsynligt at generationer på generationer i et lærd og fromt hierarki, blandt mange som førte selv-matyriske liv, hellighed og asketisme, som ville have forsat med at bedrage dem selv og folk (eller endda sidstnævnte) for at have fornøjelsen af fortsætte troen på "mirakler"? Fanatikere fortælles vi, vil gøre alt for at fremme troen på deres gud eller afguder. Til dette svarer vi: i et sådant tilfælde, ville Brahmanere og Egyptiske Rekhget-amens (q.v.) eller Hierofanter ikke have populariseret troen på evnen i mennesket til ved magiske praktiseringer at beordre gudernes tjenester: hvis guder i sandhed, er Naturens okkulte kræfter og potentialer, personificeret af de lærde præster selv, hvor i de kun højagtede det ukendte og navnløse Princips attributter. Som Proklus Platonikeren passende fremlægger det: "Når gamle præster mente, at der er en vis alliance og sympati i naturlige ting mellem hinanden, og beviser på okkulte kræfter, og opdagede at alle ting eksisterer i alt, så skabte de en hellig videnskab ud fra denne fælles sympati og lighed. . . . og antog den med henblik på både himmelske og jordiske naturers okkulte formål, ved hjælp af hvilke, de igennem en vis lighed, udledte guddommelige dyder ind i denne inferiøre bolig." Magi er videnskaben om kommunikation med og dirigeringen af overnaturlige, overjordiske Kræfter, så vel som at lede dem i de lavere sfærer; en praktisk viden om skjulte mysterier i naturen kun kendt af de få, fordi de er så svære at erhverve sig, uden at falde ned i synder mod naturen. Gamle og middelalderlige mystikere inddelte magi i tre klasser-Theurgia, Göetia og naturlig Magi. "Theurgia har i lang tid været antaget som den særegne sfære for teosoffer og metafysikere", siger Kenneth Mackenzie. Goëtia er sort magi, og "almindelig" (eller hvid) magi er opsteget sammen med healing på dens vinger til den stolte position af et nøjagtigt progressivt studie". Kommentarerne tilføjet af vores afdøde lærde Broder

er bemærkelsesværdige. "De moderne tiders realistiske ønsker har bidraget til at bringe magien i vanry og latterliggørelse. . . . Tro (på ens eget selv) er et essentielt element indenfor magi, og eksisterede længe før andre ideer som antager dets før-eksistens. Det siges at der kræves en viismand for at finde et fjols; og et menneskes ideer bør ophøjes næsten til vanvid, dvs., hans hjernes modtagelighed må være øget langt over den moderne civilisations lave miserable status, før han kan blive en sand magiker; (for) en forfølgelse af denne videnskab indebærer en vis mængde isolation og en fornægtelse af Selvet". Sandelig en meget stor isolation, hvis opnåelse frembringer et vidunderligt fænomen, et mirakel i sig selv. Ikke desto mindre er magi ikke noget overnaturligt. Som forklaret af Jamblichus, "de annoncerer gennem den præstelige theurgi at de er i stand til at opstige til mere eleverede og universelle Essenser, og til de som er etableret ovenover skæbnen. dvs., til gud og demiurgen: hverken ved at bruge stof, ej heller at antage andre ting bortset fra observeringen af fornuftig tid". Nogle er allerede begyndt at anerkende eksistensen af subtile kræfter og indflydelser i naturen hvor om de hidtil ikke har vidst noget om. Men, som Dr. Carter Blake sandt bemærker, "det nittende århundrede er ikke det som har observeret begyndelsen af nye, ej heller fuldendelsen af gamle, metoder indenfor tænkning"; til hvilket Hr. Bonwick tilføjer at "hvis de gamle kun vidste lidt om vores undersøgelsesmetoder i naturens hemmeligheder, så ved vi stadig mindre om deres efterforskning". {TG. 198}

Magi, Hvid, eller såkaldt "Godgørende Magi", er guddommelig magi, uden selviskhed, kærlighed til magt, eller ambition, eller profit, og kun bestræbende sig på generelt set at gøre verden godt, og især ens næste godt. Det mindste forsøg på at bruge ens abnorme kræfter til gratificeringen af ens selv, gør disse kræfter til trolddom eller sort magi. {TG. 198}

Magi, Sort. (Vide Supra.) {TG. 198}

Magician. Et udtryk, en gang en betegnelse med anseelse og udmærkelse, som er blevet fuldstændig perverteret i dens sande betydning. En gang et synonym på alt det som var ærefuldt og højagtet, hos en i besiddelse af lærdom og visdom, så er den blevet degraderet til et tilnavn for at betegne- en som er en der lader-som-om og en bedrager; kort og godt en charlatan, eller en som har "solgt sin sjæl til den Onde", som misbruger sin viden, og bruger den til lav og farlig brug, ifølge præsternes lære, og en mængde af overtroiske fjolser som tror at magikeren er en troldmand og en "Fortryllende person". Ordet stammer fra Magh, Mah på Sanskrit Maha-stor; et menneske vel oplært i esoterisk viden. (Isis Unveiled.) {TG. 198}

Magna Mater (Lat.). "Store Moder". En betegnelse i de gamle dage, for alle ledende gudinder i nationerne, så som Diana fra Ephesus, Isis, Mauth, og mange andre. {TG. 198}

Magnes. Et udtryk brugt af Paracelsus og middelalderlige Teosoffer. Det er åndens lys, eller Akâsa. Ordet bruges meget af de middelalderlige Alkymister. {TG. 199}

Magnetisk Frimueri. Også kaldet "Iatrisk" frimureri. Det beskrives som et Broderskab af Healere (fra iatrikê et Græsk ord med betydningen "kunsten af heale"), og er bruges meget af "Lysets Brødre" som Kenneth Mackenzie siger det i Royal Masonic Cyclopedia. Der synes at være en tradition i nogle Frimurer værker-sådan siger i hvert fald, den store Frimurer autoritet Ragon-med hensyn til at der var en Frimurer grad kaldet Oraklet fra Cos, "grundlagt i det attende århundrede FVT., på baggrund af det forhold at Cos var Hippokrates fødested". Iatrikê var et bestemt karakteristika hos præsterne som havde ansvaret for patienterne i det gamle Asklepia, templerne hvor guden Asklepios (Æsculapius) siges at have healet de syge og lamme. {TG. 199}

Magnetism. En Kraft i naturen og mennesket. Når den er den førstnævnte, er det en agent som forårsager forskellige fænomener af tiltrækning, af polaritet, osv. Når, det er den sidstnævnte, så bliver den "dyrisk" magnetisme, i modsætning til kosmisk, og jordisk magnetisme. {TG. 199}

Magnetism, Dyrisk. Mens den officielle videnskab kalder den en "formodet" agent, og fuldstændig afviser dens realitet, så proklamerer de vrimlende millioner i oldtiden og de nulevende Asiatiske nationer, Okkultister, Teosoffer, Spiritualister, og Mystikere af enhver slags det som en veletableret sandhed. Dyrisk magnetisme er en væske, en emanation. Nogle mennesker kan udstråle den med henblik på helbredende formål gennem deres øjne og fingerspidser, mens resten af alle væsner, menneskeheden, dyr og ethvert andet ubevægeligt objekt, emanerer det enten som en aura, eller et varierende lys, og det uanset det er bevidst eller ej. Når der reageres på det ved kontakt med patienter eller ved en menneskelig operatørs vilje kaldes det "Mesmerisme" (q.v.). {TG. 199}

Magnum Opus (Lat.). Indenfor Alkymi den endelige udførelse af det "Store Arbejde" eller Grand Æuvre; skabelsen af de "Viises Sten" og "Livseliksiren" som dog ikke er den myte som skeptikere ønsker det, men mangler endnu at blive accepteret symbolsk, og i dens fulde mystiske mening. {TG. 199}

Magus (Lat.). I det Nye Testamente betyder det Viismand, en viis mand hos Kaldæerne; det bruges ofte på Engelsk om en Magiker, enhver mirakel-mager; i Rosenkreuzer Samfundet er det betegnelsen på de højeste medlemmer, den IX'ende grad; den Øverste Magus kaldes Lederen af Ordenen i den "Ydre"; Mageren i den "indre" er ukendte undtagen for de af den VIII'ende grad. [w.w.w.] {TG. 199}

Mahâ Buddhi (Sk.). Mahat. Verdens Intelligente Sjæl. De syv Prakritier eller syv "naturer" eller planer, tælles fra Mahâbuddhi nedad.

Mahâ Chohan (Sk.). Lederen af det åndelige hierarki, eller en Okkult skole; lederen af de trans-himalayiske mystikere. {TG. 200}

Mahâ Deva (Sk.). Bogst., "stor gud"; en betegnelse for Siva. {TG. 200}

Mahâ Guru (Sk.). Bogst., "stor lærer". Indvieren. {TG. 200}

Mahâjwala (Sk.). Et bestemt helvede. {TG. 200}

Mahâ Kâla (Sk.). "Stor Tid". En betegnelse for Siva som "Ødelæggeren", og på Vishnu som "Bevareren". {TG. 200}

Mahâ Kalpa (Sk.). Den "store tidsalder". {TG. 200}

Mahâ Manvantara (Sk.). Bogst., de store mellemspil mellem "Manuerne". Perioden med universel aktivitet. Manvantaraen indebærer her ganske enkelt en periode med aktivitet, i modsætning til Pralaya, eller resten-uden reference til cyklussens længde. {TG. 200}

Mahâ Mâyâ (Sk.). Manifestationens store illusion. Dette univers og alle i det i deres fælles relationer, kaldes den store illusion eller Mahâmâyâ. Det er også den almindelige betegnelse givet til Gautama Buddha's Ubesmittede Moder—Mayâdêvi, eller det "Store Mysterie", som hun kaldes af Mystikerne. {TG. 200}

Mahâ Pralaya (Sk.). Det modsatte af Mahâmanvantara, bogstaveligt "den store Opløsning", "Natten" fulgt af "Brahmâ's Dag". Det er den store hvile og søvn af hele naturen efter en periode af aktiv manifestation; ortodokse Kristne ville referere til det som "Ødelæggelsen af Verden". {TG. 200}

Mahâ Parinibbâna Sutta (Pali.). En af de mest autoritative af de hellige Buddhistiske skriverier. {TG. 200}

Mahâ Purusha (Sk.). Øverste eller Store Ånd. En betegnelse på Vishnu. {TG. 200}

Mahâ Râjikâs (Sk.). En gana eller klasse af guder 236 i antal. Visse Kræfter indenfor esoterisk lære. {TG. 200}

Mahâ Sûnyata (Sk.). Rummet, eller evig lov; det store tomrum eller kaos. {TG. 200}

Mahâ Vidyâ (Sk.). Den store esoteriske videnskab. Alene de højeste Indviede er i besiddelse af denne videnskab, som næsten omfatter universel viden. {TG. 200}

Mahâ Yogin (Sk.). Den "store asket". En betegnelse for Siva. {TG. 200}

Mahâ Yuga (Sk.). Aggregatet for fire Yugaer eller tidsaldre, på 4.320.000 solare år; en "Brahmâ's Dag", i det Brahmanske system; bogst., "den store tidsalder". {TG. 200}

Mahâbhârata (Sk.). Bogst., den "store krig"; det fejrede epos om Indien (muligvis det længste digt i verden) som inkluderer både Ramayanaen og Bhagavad Gîtâ "den Himmelske Sang". Ikke to Orientalister er enige om dens datering. Men, den er unægtelig ekstremt gammel. {TG. 201}

Mahâbhâratanske periode. Ifølge de bedste Hindu Kommentatorer og Swami Dayanand Saraswati, 5,000 years FVT. {TG. 201}

Mahâbhashya (Sk.). En stor kommentar til Pânini's grammatik af Patanjali. {TG. 201}

Mahâbhautisk (Sk.). Tilhørende de Makrokosmiske principper. {TG. 201}

Mahâbhutas (Sk.). Grove stoflige elementære principper {TG. 201}

Mahârâjahs, De Fire (Sk.). De fire store Karmiske guddomme hos de Nordlige Buddhister placeret ved de fire kardinal punkter for at overvåge menneskeheden. {TG. 201}

Mahar Loka (Sk.). En region hvor i Munierne eller "Helgenerne" dvæler under Pralaya; ifølge de Purâniske beretninger. Det er normalt Bhrigâ's bolig, en Prajâpati (Skaber) og en Rishi, en af de syv som siges at være sam-eksisterende med Brahmâ. {TG. 201}

Mahâsura (Sk.). Den store Asura; eksoterisk-Satan, esoterisk-den store gud. {TG. 201}

Mahat (Sk.). Bogst., "Den store". Universel Intelligens og Bevidstheds første princip. I den Purâniske filosofi det første produkt af ur-naturen eller Pradhâna (det samme som Mulaprakriti); skaberen af Manas det tænkende princip, og af Ahankâra, egoisme eller følelsen af "Jeg er Jeg" (i den lavere Manas). {TG. 201}

Mahâtma. Bogst., "stor sjæl". En adept af den højeste orden. Ophøjede væsner som, har opnået mesterskab over deres lavere principper og således lever uhindret af "mennesket i kødet", og er i besiddelse af viden og kræfter i overensstemmelse med det niveau de har nået i deres åndelige udvikling. På Pali kaldet Rahats eller Arhats. {TG. 201}

Mâhâtmya (Sk.). "Storsind", en legenden om en helligdom, eller et helligt sted. {TG. 201}

Mahatowarat (Sk.). Brugt om Parabrahm; større end den største sfære. {TG. 201}

Mahattattwa (Sk.). Den første af de syv skabelser i Purânaen henholdsvis kaldet—Mahattattwa, Chûta, Indriya, Mukhya, Tiryaksrotas, Urdhwasrotas og Arvaksrotas. {TG. 201}

Mahoraga (Sk.). Mahâ uraga, "stor slange"-Sesha eller enhver anden. {TG. 201}

Mahavanso (Pali.). Et historisk Buddhistisk værk skrevet af Bhikshu Mohânâma, Kong Dhatusma's onkel. En autoritet indenfor Buddhismen og dens spredning til øen Ceylon. {TG. 201}

Mahayâna (Pali.). En skole; bogst., "det store fartøj". Et mystisk system grundlagt af Nâgârjuna. Dens bøger blev skrevet i det andet århundrede FVT. {TG. 202}



Til toppen

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog






 
 

Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk



Site Meter
XXXXXXX