Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

Te-Th

Tebah (Heb.). Naturen; som mystisk og esoterisk er den samme som sin personificerede Elohim, den numeriske værdi af begge ord- Tebah og Elohim (Aleim) er den samme, nemlig 86. {TG. 325}

Tefnant (Eg.). En af de tre guddomme som bebor gode menneskers og "gudernes land for genfødsel", dvs., Aamroo (Devâchân) De tre guddomme er Scheo, Tefnant, og Seb. {TG. 325}

Telugu. En af de Dravidiske sprog talt i Sydindien. {TG. 325}

Temura (Heb.). Bogst., "Forandring". Betegnelsen på en inddeling af den praktiske Kabalah omhandlende analogier mellem ord, hvis forhold er indikeret af visse forandringer i bogstavernes position, eller forandringer ved at erstatte et bogstav med et andet. {TG. 325}

Ten Pythagorean Virtues (Ti Pythagoræiske Dyder). Indvielses Dyder, dvs., nødvendige før intræden. (Se "Pythagoras".) De er identiske med de som beskrives af Manu, og de Buddhistiske Pâramitâer for fuldkommengørelse. {TG. 325}

Teraphim (Heb.). Det samme som Seraphim, eller Kabeiri Guderne; slange-billeder. Den første Teraphim, blev ifølge legenden, modtaget af Dardanus som en medgift, og af ham bragt til Samothrace og Troja. De gamle Jøders afguds-orakler. Rebekka stjal dem fra hendes fader Laban. {TG. 325}

Teratology. Et Græsk navn opfundet af Geoffroi Skt. Hilaire for at betegne den prænatale dannelse af monstre, både menneskelige og dyriske. {TG. 325}

Tetragrammaton. Navnet på Gud med fire-bogstaver, dets Græske betegnelse; de fire bogstaver er på Hebraisk "yod, hé vau, hé", eller med store bogstaver på Engelsk, IHVH. Den sande gamle udtalelse er ukendt; den seriøse Hebræer anså dets navn for at være for helligt til at udtale, og i læsningen af de hellige skrifter erstattede han betegnelsen med "Adonai", med betydningen Herre. I Kabbalahen er I associeret med Chokmah, H med Binah, V med Tiphereth, H endelig med Malkuth. Kristne kalder generelt IHVH for Jehovah, og mange moderne videnskabsfolk angiver det som Yahevh. I the Secret Doctrine, er navnet Jehovah alene tillagt til Sephira Binah, men denne attribut anerkendes ikke af Kabbalisternes Rosenkreuziske skole, ej heller af Mathers i hans oversættelse af Knorr Von Rosenroth’s Kabbalah Denudata: visse Kabalistisk autoriteter har henlagt Binah alene til IHVH, men kun i reference til Jehovah indenfor den eksoteriske Jødedom. Kabbalahens IHVH har en svag lighed med Gud i Det Gamle Testamente. [w.w.w.]
Knorr von Rosenroth's Kabbalah er ikke nogen autoritet for de Østlige Kabbalister; det er velkendt at han ved skrivningen af hans Kabbalah Denudata snarere fulgte de moderne end det gamle (Kaldæiske) MSS.; og der er lige så velkendt at disse MSS. og skriverier i Zohar som er klassificeret som "gamle", nævner, og nogle bruger endda, den Hebraiske selvlyd eller Massoretiske punkter. Dette alene vil gøre disse ville-være Zohariske bøger uægte, fordi der ikke er nogle direkte spor af den Massorahske fremstilling før det tiende århundrede efter vor tidsregning, ej heller noget fjernt spor af det før det syvende (Se "Tetraktys".) {TG. 326}

Tetraktys (Gr.). eller Tetraden. De hellige "Fire" som Pythagoræerne sværgede ved, dette var deres mest bindende ed. Den har en meget mystisk og varieret betydning, værende det samme som Tetragrammaton. Først og fremmest er den Enhed, eller den "Ene" under fire forskellige aspekter; derefter er den det grundlæggende nummer Fire, Tetraden indeholdende Dekaden, eller Ti, nummeret for fuldkommenhed; endelig betegner den den oprindelige Triade (eller Triangel) forenet ind i den guddommelige Monade. Kircher, den lærde Kabbalistiske Jesuit angiver i hans Ædipus Ægvpticus (II p. 267), det Uudsigelige navn IHVH-en af de Kabbalistiske formularer for de 72 navne-arrangeret i form af den Pythagoraiske Tetrade. Hr. I. Myer angiver den på denne måde:

	1 2 3 4 __ 10   ̳̳ ̳̳ ̳̳	Det Uudsigelige Navn således	י יﬣ יﬣך יﬣךﬣ	= = = =	10 15 21 26 __ 72   ̳̳ ̳̳ ̳̳

Han viser også at "Pythagorærernes hellige Tetrade synes at have været kendt af de gamle Kinesere". Som forklaret i Isis Unveiled (I, xvi.): Den mystiske Dekade, Tetraktysens resultant, eller 1+2+3+4=10, er en måde at udtrykke den ide på. Den Ene er den upersonlige principielle 'Gud'; Toeren, stof; Treeren, kombineret Monade og Dyade og tagende del i begges karakter, den fænomenale verden; Tetraden, eller fuldkommenhedens form, udtrykker alts tomhed; og Dekaden; eller summen af alt, involverer hele Kosmos. {TG. 326}

Thalassa (Gr.). Havet. (Se "Thallath".) {TG. 326}

Thales (Gr.). Den Græske filosof Miletus (cirka 600 år FVT.) som lærte at hele universet var skabt ud af vand, mens Heraklit fra Efesos fastholdt at den var skabt af ild, og Anaximenes af luft. Thales, hvis virkelige navn er ukendt, antog sit navn fra Thallath, i overensstemmelse med filosofien han lærte. {TG. 326}

Thallath (Kald.). Det samme som Thalassa. Gudinden der personificerer havet, identisk med Tiamat og forbundet med Tamti og Belita. Gudinden som fødte enhver variation af ur monstre i Berosus' fremlægning om kosmologi. {TG. 326}

Tharana (Sk.). "Mesmerisme", eller snarere selv-indiceret trance eller selv- hypnose; en handling som i Indien er af magisk karakter og en slags eksorcisme. Bogst., "at børste eller feje væk" (onde indflydelser, tharnhn betyder en gyvel, og thârnhan, støvklud); drive dårlige bhûts væk (dårlig aura og dårlige ånder) via mesmerisørens godgørende vilje. {TG. 327}

Thaumaturgy. Vidunder eller "mirakel-udførelse"; kraften til at udvirke mirakler ved hjælp af guder. Fra de Græske ord thauma, "vidunder", og theurgia, "guddommeligt arbejde". {TG. 327}

Theanthropism. En tilstand af at være både gud og menneske; en guddommelig Avatar (se dette). {TG. 327}

Theiohel (Heb.). Den menneske-skabende klode, vores jord i Zohar. {TG. 327}

Theli (Chald.). Den store Drage sagt symbolsk at omgive universet. I Hebraiske bogstaver er det TLI= 400+30+10 = 440 når "dens top [bogstav] undertrykkes", siger Rabbinerne, bliver 40 tilbage, eller svarende til Mem; M=Vand, vandene ovenfor firmamentet. Den samme ide er klart symboliseret ved Shesha—Vishnu's Slange. {TG. 327}

Theocrasy. Bogst., "blanding af guder". Tilbedelse af forskellige guder, som Jehovah og de Vantros guder som i de afgudsdyrkende Jøders tilfælde. {TG. 327}

Theodicy. "Guddommelig ret", dvs., en al-nådig og retfærdig Guds privilegium at påføre den uskyldige, og fordømme de forudbestemte, og stadig forblive en elskende og retfærdig Guddom teologisk set-et mysterium. {TG. 327}

Theodidaktos (Gr.). Bogst., "Guds-lært". Brugt om Ammonius Saccas, grundlæggeren af den Neo-Platoniske Eklektiske Skole blandt Philaletherne i det fjerde århundrede i Alexandria. {TG. 327}

Theogony. Gudernes skabelse; den gren af alle ikke-Kristne teologier som lærer om forskellige guddommes genealogi. Det gamle Græske navn for det som senere blev oversat som "slægtsforskning af skabelsen af Adam og Patriarkerne"- de sidstnævnte var alle "guderne og planeterne og zodiakkens tegn". {TG. 327}

Theomachy. Kæmpende med, eller imod guderne, som, i "Titanernes Krig", "Krigen i Himlen" og Ærkeenglenes (gudernes) kamp imod deres brødre Ærke-fjenderne (eks-guder, Asuraerne, osv.). {TG. 327}

Theomancy. Guddommeliggørelse via orakler, fra theos, en gud, og manteia, guddommeliggørelse. {TG. 327}

Theopathy. Lidelse for ens gud, Religiøs fanatisme. {TG. 327}

Theophilanthropism (Gr.). Kærlighed til Gud og mennesket, eller snarere, i filosofisk forstand, kærlighed til Gud gennem kærlighed til Menneskeheden. Visse personer som under den første revolution i Frankrig søgte at erstatte Kristendommen med ren filantropi og fornuft, kaldte dem selv theophilanthropister. {TG. 327}

Theophilosophy. Theisme og filosofi kombineret. {TG. 328}

Theopneusty. Åbenbaring; noget givet eller inspireret af en gud eller et guddommeligt væsen. Guddommelig inspiration. {TG. 328}

Theopœa (Gr.). En magisk videnskab om at tilføre figurer, statuer, og andre objekter med liv, tale, eller bevægelse. {TG. 328}

Theosophia (Gr.). Visdoms-religion, eller "Guddommelig Visdom". Substratet eller grundlaget for alle verdens-religioner og filosofier, lært og praktiseret af nogle få udvalgte lige siden mennesket blev et tænkende væsen. I dens praktiske betydning, er Teosofi ren guddommelig etik; definitionerne i ordbøger er det rene nonsense, baseret på religiøse fordomme og uvidenhed om den sande ånd blandt de tidlige Rosenkreuzere og middelalderlige filosoffer som kaldte dem selv Teosoffer. {TG. 328}

Theosophical Society , eller "Universelt Broderskab". Grundlagt i 1875 i New York, af H. S. Olcott og H. P. Blavatsky, hjulpet af W. Q. Judge og adskillige andre. Dens erklærede formål var som det første videnskabelig forskning i psykiske eller så-kaldte "åndelige" fænomener, som de tre hovedformål blev erklæret på baggrund af, nemlig (1) Menneskehedens Broderskab, uden at skelne til race, farve, religion, eller social position; (2) det seriøse studie af de gamle verdens-religioner med hensigten at sammenligne og udvælgelse af universel etik fra dem; (3) studiet og udviklingen af latente guddommelige kræfter i mennesket. I det nuværende øjeblik har det over 250 Brancher spredt over hele verden, hvoraf de fleste er i Indien, hvor dets ledende Hovedkvarter også er etableret. Det består af adskillige store Sektioner-de Indiske, de Amerikanske, de Australske, og de Europæiske Sektioner. {TG. 328}

Theosophists. Et navn som mange mystikere i forskellige historiske perioder har omtalt sig selv med. Neo-Platonisterne i Alexandria var Teosoffer; Alkymisten og Kabbalisten i de middelalderlige tider blev ligeledes kaldt sådan, også Martinister, Quietister, og andre slags mystikere, uanset de handler uafhængigt eller indarbejdet i et broderskab eller samfund. Alle sande elskere af guddommelig Visdom og Sandhed havde, og har, ret til navnet, snarere end de, som tilegner sig kvalifikationen, og lever liv eller udfører handlinger i modsætning til Teosofiens principper. Som beskrevet af Broder Kenneth R. Mackenzie, har Teosofferne i tidligere århundreder-"fuldstændigt spekulativt, og uden at grundlægge skoler, til stadighed udøvet en tavs indflydelse på filosofi; og, uden tvivl, når tiden er moden, så kan mange ideer således forfægtet i stilhed alligevel angive nye retninger indenfor menneskelig tænkning. En af måderne som disse doktriner har erhvervet sig ikke kun autoritet på, men også kraft på, har været blandt visse entusiaster i Frimureriets højere grader. Den kraft er, imidlertid, i høj grad udødet med grundlæggerne, og moderne Frimureri indeholder få spor af teosofisk indflydelse. Uanset hvor præcise og smukke nogle af Swedenborgs, Pernetty, Paschalis, Saint Martin, Marconis, Ragon, og Chastanier ideer måtte have været, så har de kun haft meget lidt direkte indflydelse på samfundet." Dette er sandt med hensyn til Teosofferne i de sidste tre århundreder, men ikke de senere. For Teosofferne i det nuværende århundrede har allerede synligt indpræget sig selv i den moderne litteratur, og introduceret ønsket og begæret efter en filosofi som en erstatning for den for lange tider blinde dogmatiske tro, blandt de mest intelligente dele af menneske-heden. Sådan er forskellen på fortidig og moderne TEOSOFI. {TG. 329}

Therapeutæ (Gr.). eller Therapeutes. En skole med Esoterikere, som var en indre gruppe indenfor Alexandrisk Jødedom og ikke, som det generelt antages, en "sekt". De var "healere" i betydningen at nogle "Kristne" og "Mentale" Videnskabsfolk, medlemmer af T.S., er healere, mens de på samme tid er gode Teosoffer og studerende indenfor de esoteriske videnskaber. Philo Judæus kalder dem "guds tjenere". Som retteligt vist i A Dictionary of . . . Literature, Sects, and Doctrines (Vol. IV., art. "Philo Judmus") ved omtalen af Therapeuter—"Der synes ikke at være nogen grund til at tænke på en speciel 'sekt', men snarere på en esoterisk cirkel af illuminati, af 'viise mennesker' . . . De var kontemplative Hellenistiske Jøder." {TG. 329}

Thermutis (Gr.). Gudinden Isis asp-krone; også navnet på Farao's legendariske datter som tillægges at have reddet Moses fra Nilen. {TG. 329}

Thero (Pali.). En Buddha præst. Også Therunnanse. {TG. 329}

Theurgia eller Theurgy (Gr.). En kommunikation med, og metode til at bringe planetariske ånder og engle ned til jorden-"Lysets guder". Viden om den indre betydning af deres hierarkier, og livets renhed alene kan føre til erhvervelsen af de nødvendige kræfter for samkvem med dem. For at opnå et så ophøjet mål må aspiranten være absolut værdig og uselvisk. {TG. 329}

Theurgiker Den første skole indenfor praktisk theurgi (fra θεος, gud, og εργον arbejde,) i den Kristne periode, blev grundlagt af Iamblichus blandt visse Alexandrinske Platonister. Præsterne var, imidlertid tilknyttet til templerne i Egypten, Assyrien, Babylon og Grækenland, og hvis opgave det var at fremmane guder ved Mysteriernes udførelse, og var kendte under dette navn, eller dets ækvivalenter på andre sprog, fra de tidligste arkaiske perioder. Ånder (men ikke de dødes, hvis fremmaningen blev kaldt Nekromanti) som blev synliggjorte i de dødeliges øjne. Således var en theurgiker en hierofant og en ekspert indenfor esoterisk lære i Helligdommene i alle store lande. Neo-platonisterne i Iamblichus skole blev kaldt theurgikere, fordi de udførte den såkaldte "ceremonielle magi", og fremmanede simulacra eller de gamle heltes billeder, "guder", og daimonia (δαιμονια, guddommelige, åndelige entiteter). I de sjældne tilfælde når tilstedeværelsen af håndgribelig og synlig "åndelighed" var nødvendig, så var theurgikeren nødt til tilføre det sære genfærd med en del af hans eget kød og blod-han var nødt til at udføre theopæa eller "skabelsen af guder", via en mysteriøs proces velkendt for de gamle, og måske nogle af de moderne Tântrikaer og indviede Brahminere i Indien. Sådan fremlægges det i Book of Evocations of the pagodas. Den viser den perfekte identitet omkring riter og ceremonier mellem den ældste Brahmaniske theurgi og de Alexandrinske Platonisters.

Det følgende er fra Isis Unveiled: "Brahmanen Grihasta (fremmaneren) skal være i en tilstand af fuldstændig renhed før han begynder at fremmane Pitrierne. Efter at have forberedt en lampe, noget sandal-røgelse, osv., og sporet de magiske cirkler indlært til ham af den ledende Guru, for at holde onde ånder væk, ophører han med at trække vejret, og påkalder ilden (Kundalini) til sin hjælp for at opløse sin krop." han udtaler det hellige ord et bestemt antal gange, og "hans sjæl (astrale krop) undslipper fra sit fængsel, hans krop forsvinder, og sjælen (billedet) af den fremmanede ånd nedstiger i dublet kroppen og bevæger den". Derefter "genindtræder hans (theurgikeren's) sjæl (astral) i dens krop, hvis subtile partikler igen har aggregeret (til objektiv synlighed), efter at have formet sig en luftig krop til devaen (gud eller ånd) han frammanede. . . . Og så fremfører operatøren den sidstnævnte spørgsmål "om mysterierne for Væren og transformationen af det udødelige". Den almindelige fremherskende ide er at theurgikerne, så vel som magikerne, udvirkede mirakler, så som at fremmane sjæle eller skygger af helte og guder, og andre thaumaturgiske arbejder, med overnaturlige kræfter. Men det skete aldrig. Det udførte det ganske enkelt ved frigørelsen af deres egen astrale krop, som, tog form af en gud eller en helt, tjente som et medium eller vehikel gennem hvilket den specielle strøm indeholdende ideer og viden fra helten eller guden kunne nås og manifesteres. (Se "Iamblichus".) {TG. 330}

Thirty-two Ways of Wisdom (To-og-tredive Visdoms Veje ) (Kab.). Zohar siger at Chochmah eller Hokhmah (visdom) genererer alle ting "ved hjælp af (disse) to-og-tredive veje". (Zohar iii., 290a) Den fulde beretning om dem findes i Sepher Yezirah, hvor i bogstaver og tal som entiteter udgør de To-og-tredive Visdoms Veje, som Elohim byggede hele Universet ved hjælp af. For, som det siges andet steds, hjernen "haver et udløb fra Zeir Anpin, og derfor spredes den og går ud til to-og-tredive veje". Zeir Anpin, det "Korte Ansigt" eller "Mindre Ansigt", er den Himmelske Adam Kadmon, eller Mennesket. Mennesket i anses Zohar for at være de to-og-tyve bogstaver i det Hebraiske alfabet som dekaden tilføjes til og derfor de to-og-tredive symboler fra hans kræfter eller veje. {TG. 330}

Thohu-Bohu (Heb.). Fra Tohoo—"Dybet" og Bohu "oprindeligt Rum"-eller Dybet i Ur Rummet, løsligt fremlagt som "Kaos" "Forvirring" og så videre. Også stavet og udtalt "tohu-bohu". {TG. 331}

Thomei (Eg.). Retfærdighedens Gudinde, med bind for øjnene og holdende et kors. Det samme som den Græske Themis. {TG. 331}

Thor (Skand.). Fra Thonar til "torden". Odins og Freja's søn, og alle Elementalske Ånders leder. Tordenguden, Jupiter Tonans. Ordet Torsdag er opkaldt efter Thor. Blandt Romerne var Tirsdag Jupiters dag, Jovis dør, Jeudi på Fransk- den femte dag i ugen, også helliget planeten Jupiter. {TG. 331}

Thorah (Heb.). "Loven", nedskrevet ved ombytning af bogstaverne i det Hebraiske alfabet. Om den "skjulte Torah" siges det at før At-tee-k-ah (den "Ældste af de Ældste") havde arrangeret sig selv i lemmer (eller legemsdele) forberedende manifestation af sig Selv, Det villede at en Torah blev skabt; den sidstnævnte fremlagde det med disse ord efter at være produceret: "Det, som ønsker at arrangere og fastsætte andre ting, bør først og fremmest, arrangere sig Selv i Sine rette Former". Med andre ord, Torahen, Loven, ydmygede sin Skaber fra dets skabelses øjeblik, ifølge ovennævnte, som er en tilføjelse af en senere Talmudist. Som den groede og udviklede sig, blev den mystiske Lov for den almindelige Kabbalist transformeret og blev af Rabbinerne i sit døde bogstav gjort til afløseren af enhver metafysisk opfattelse; og således gør de Rabbinske og Talmudistiske Love Ain Soph og ethvert guddommeligt Princip underdanigt overfor sig selv, og vender ryggen til sin sande esoteriske fortolkninger. {TG. 331}

Thor’s Hammer. Et våben som havde en form som et Svastika; kaldet det "hermetiske Kors", og også "Jaina Korset", croix cramponnée af Europæiske Mystikere og Frimurere; det mest arkaiske, så vel som mest hellige og universelt respekterede symbol. (Se "Svastika".) {TG. 331}

Thoth (Eg.). Den mest mysteriøse og mindst forståede af guderne, hvis personlige karakter er fuldstændig forskellig fra alle andre gamle guddomme. Mens Osiris, Isis, Horus og restens permutationer, er så utallige at deres individualitet er næsten tabt, så forbliver Thoth uforanderlig fra det første til det sidste Dynasti. Han er guden for visdom og autoritet over alle andre guder. Han er optegneren og dommeren. han er ibis-hovedet, pennen og tavlen for den himmelske skriver, som optegner menneskenes tanker, ord og handlinger og vejer dem afbalancerende, gørende ham lig med de esoteriske Lipikaers karakterer. Hans navn er en af de første som kommer til syne på de ældste monumenter. Han er den lunare gud i de første dynastier, mester for Cynocephalus-den hunde-hovedede abes som i Egypten stod som et levende symbol og erindringen om den Tredie Rod-Race. (Secret Doctrine, II. pp. 184 and 185). Han er "Herren over Hermepolis" —Janus, Hermes og Merkur kombineret. Han krones med en atef og en lunar skive, og bærer "Horus Øje", det tredie øje, i sin hånd. Han er den Græske Hermes, guden for lærdom, og Hermes Trismegistus, den "Tre-gange-store Hermes", beskytteren af de fysiske videnskaber og beskytteren og selve sjælen i den okkulte esoteriske viden. Som Hr. J. Bonwick, F.R.G.S., smukt udtrykker det : "Thoth har en kraftfuld indvirkning på forestillingsevnen . . . i denne indviklede endnu smukke fantasmagoriske tanke og moralske følelse fra den dunkle fortid. Vi spørger imidlertid os selv om det er forgæves for mennesket, i denne menneskehedens verdens barndom, i grovheden af den formodede fremkommende civilisation, at kunne have drømt om et så himmelsk et væsen som Thoth. Linierne er så delikat optrukket, så tæt og smagfuldt indvævet, at vi synes at betragte et billede fremstillet af geniet Milton, og udført med en Raphaels dygtighed." Sandelig der en sandhed i det gamle ordsprog, "Egypternes Visdom". . . . "Når det vises at hustruen til Kephren, der var bygger af Egypternes anden Pyramide var Thoth's præstinde, så ser man ideerne opfanget i ham var fastlagt for 6.000 år siden". Ifølge Platon, "var Thoth-hermes opdageren og opfinderen af tal, geometri, astronomi og bogstaver". Proklus, Plotinus discipel, som aler om denne mysteriøse guddom, siger: "han præsiderer over enhver arts tilstand, førende os til en forståelig essensen af denne dødelige bolig, der regulerer de forskellige sjæles hjorde".

Med andre ord var Thoth, som Registrator og Optegner for Osiris i Amenti, den Dødes Domshal en psykosomatisk guddom; mens Iamblichus hentyder til at "korset med et håndtag (thau eller tauet) som Tot holder i hans hånd, ikke var noget andet end hans navns monogram". Ved siden af Tau'et, som Merkurs prototype bærer Thoth slange-staven, tegnet på Visdom, staven som blev Caduceusen. Mr. Bonwick siger, "Hermes var slangen selv i en mystisk betydning. Han glider af sted som dette væsen, lydløst, uden tilsyneladende anstrengelse, gennem tidsaldrene. Han er . . . en repræsentant for de strålende himle. Men han er den onde slanges fjende, for Ibisen fortærede slangerne i Egypten." {TG. 332}

Thothori Nyan Tsan (Tib.). En Konge i Tibet i det fjerde århundrede. Det berettes at under hans regeringstid blev han besøgt af fem mysteriøse fremmede, som åbenbarede overfor ham hvordan han kunne bruge fire værdifulde ting som var faldet ned fra himlen i en gylden kiste og hvis "brug ingen kendte til" til gavn for hans lands velstand, i år 331 EVT. Disse var (1) hænder foldet som den Buddhistiske asket foldede dem; (2) en juvel-besat Shorten (en Stupa bygget over en beholder for relikvier); (3) en perle indskrevet med "Aum mani padme hum"; og (4) Zamotogen, et religiøst værk om etik, en del af Kanjur. En stemme fra himlen fortalte Kongen at efter et bestemt antal generationer ville alle lære hvor værdifulde de fire ting var. Antallet af generationer som blev nævnt bar verden til det syvende århundrede, hvor Buddhismen blev den accepterede religion i Tibet. Tilladende en legendarisk frihed, så kan de fire ting som faldt ned fra himlen, stemmen, og de fem mysteriøse fremmede, let ses som historiske sandheder. De var uden nogen tvivl Arhater eller Bhikshuer fra Indien, på deres proselytiserende rejse. Mange var de Indiske viismænd som forfulgte i Indien på grund af deres nye tro, begav sig til Tibet og Kina. {TG. 333}

Thrætaona (Mazd.). Den Persiske Michael, som kæmpede med Zohak eller Azhi-Dahaka, den ødelæggende slange. I Avesta Axhi-Dahaka er et tre-hovedet monster, hvis ene hovede er menneskeligt, og de to andre Ophidianske. Dahaka, som vises i de Zoroastriske Skrifter som kommende fra Babylon, fremstår som det allegoriske symbol på King Dahaka's (Az-Dahaka) Assyriske dynasti som regerede Asien med en jernhånd, og hvis bannere bar dragens lilla tegn, purpureum signum draconis. Metafysisk, betegner menneskehovedet imidlertid det fysiske menneske, og de to slange hoveder de duale manasiske principper-dragen og slangen står begge som symboler på visdom og okkulte kræfter. {TG. 333}

Thread Soul. Det samme som Sutrâtmâ (Se denne). {TG. 333}

Three Degrees (Tre grader) (af Indvielse). Enhver nation har dens eksoteriske og esoteriske religion, den for masserne, den anden for de lærde og uddannede. For eksempel, har Hinduerne tre grader med adskillige under- grader. Egypterne har også tre indledende grader, personificeret under de "tre beskyttere af ilden" i Mysterierne. Kineserne havde deres meget gamle Triade Samfund: og Tibetanerne har den dag i dag deres "trefoldige skridt"; som i Vedaerne var symboliseret af Vishnu's tre skridt. Oldtiden viser overalt en ubundet ærbødighed overfor Triaden og Trianglen-den første geometriske figur. De gamle Babylonere havde deres tre stadier for indvielse ind i præsteskabet (som den gang var esoterisk viden); Jøderne, Kabbalisterne og mystikere lånte dem fra Kaldæerne, og den Kristne Kirke fra Jøderne. "Der er to", siger Rabbi Simon ben Jochai, "i konjunktion med En; derfor er de Tre, og hvis de er Tre, så er de En." {TG. 333}

Three Faces. Trimurtien i den Indiske Gudekreds; den ene guddoms tre personer. Book of Precepts siger: "Der er to Ansigter, en i Tushita (Devâchân) og en i Myalba (jorden); og den Højeste Hellige forener dem og absorberer endeligt dem begge." {TG. 333}

Three Fires (Occult). Navnet givet for Atmâ-Buddhi-Manas, som når de forenes bliver en. {TG. 333}

Thsang Thisrong tsan (Tib.). Kongen som florerede mellem årene 728 og 787, og som inviterede Pandit Rakshit fra Bengal, kaldet Bodhisattva på grund af hans store lærdom, til at komme og slå sig ned i Tibet, for at lære hans præster Buddhistisk filosofi. {TG. 334}

Thûmi Sambhota (Sk.). En Indisk mystiker og lærd mand, opfinderen af det Tibetanske alfabet. {TG. 334}

Thummim (Heb.). "Fuldkommenheder." Et ornament på brystpladerne på de gamle Ypperstepræster indenfor Jødedommen. Moderne Rabbinere og Hebræere kan meget muligt påstå at de ikke kender til det fælles formål for Thummim og Urim; men Kabbalisterne gør og ligeledes Okkulisterne. De var instrumenter for magisk spådomskunst og profetisk kommunikation- theurgisk og astrologisk. Dette vises ved følgende velkendte sandheder-(1) på hver af tolv værdifulde sten var navnet på en af Jacobs tolv sønner indgraveret, hver af disse "sønner" personificerede en af tegnene i zodiakken; (2) begge var profetiske billeder, lige som teraphim, og ytrede orakler via en stemme, og begge var agenter for hypnose og kastede præsterne som bar dem ind i ekstase. Urim og Thummim var ikke oprindeligt fra Hebræerne, men var lånt, som de fleste af deres religiøse riter, fra Egypterne, hos hvilke den mystiske skarabæ der blev båret på Hierofanternes brystplader, havde de samme funktioner. De var således rent hedenske og magiske former for indvielse; og når den Jødiske "Herre Gud" blev påkaldt for manifestere hans tilstedeværelse og tale hans vilje gennem Urim ved indledende inkantationer, så var modus operandi den samme som den brugt af alle ikke-Jødiske præster i hele verden. {TG. 334}

Thumos (Gr.). Den astrale, dyriske sjæl; Kâmas-Manas; Thumos betyder lidenskab, begær og forvirring og bruges på den måde af Homer. Ordet stammer muligvis fra Sanskrit Tamas, som har den samme mening. {TG. 334}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog