Global Theosophy

Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.

---

Hurtige Links

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

---

G-Gl

G.-Det syvende bogstav i det Engelske alfabet. "På Græsk, Kaldæisk, Syrisk, Hebraisk, Assyrisk, Samaritansk, Etrurisk, Koptisk, i den moderne Romaisk og Gotisk, optager det den tredie plads i alfabetet, mens hos Kyrillisk, Glagolitisk, Kroatisk, Russisk, Servisk og Wallachiansk, har den fjerdepladsen." Da "guds" navn begynder med dette bogstav (på Syrisk, gad; Svensk, gud: Tysk, gott, Engelsk, god; Persisk, gada, osv., osv.), er der en okkult grund til dette som kun de studerende af esoterisk filosofi og den Secret Doctrine, esoterisk forklaret, fuldt ud vil forstå; det refererer til de tre logoi-den sidste Elohim, og emanationen af den sidstnævnte, den androgyne Adam Kadmon. Alle disse mennesker har antaget navnet "gud" fra deres respektive traditioner, de mere eller mindre klare ekkoer fra den esoteriske tradition. Tale og "Stille Tale" (skrivning) er "gudernes gave", siger alle nationale traditioner, lige fra det gamle Aryanske Sanskrit-talende folk som påstår at deres alfabet, Devanâgari (bogst., devaernes eller gudernes sprog) var givet dem fra himlen, og ned til Jøderne, som taler om et alfabet, hvis forælder til det som har overlevet, var en himmelsk og mystisk symbolik givet af engle til patriarkerne. Derfor, havde hvert bogstav en mangfoldig mening. Et symbol i sig selv på et himmelsk væsen og objekter, så var det på sin side er repræsenteret på jorden tilsvarende korresponderende objekter hvis form symboliserede bogstavets form. Det nuværende bogstav som kaldes gimel på Hebraisk og symboliseres ved en lang kamels nakke, eller snarere en oprejst slange, associeres med det tredie hellige guddommelige navn, Ghadol eller Magnus (stor). Det numeriske værdi er fire, Tetragrammaton og den hellige Tetraktys; derfor dets hellighed. Hos andre mennesker stod det for 400 og med en prik over det, for 400.000. {TG. 123}

Gabriel. Ifølge Gnostikerne, er "Ånden" eller "Christos", "livets budbringer", og Gabriel ét. Den førstnævnte "kaldes sommetider Englen Gabriel på Hebraisk 'Guds mægtige ene'," og optog hos Gnostikerne Logos plads, mens Helligånden blev anset for at være ét med Æonen Liv (se Irenæus I., xii.). Derfor finder vi at Theodoret siger (i Hæret. Fab., II vii.) : "Kætterne er enige med os (Kristne) respekterende alle tings begyndelse. Men, de siger, at der ikke kun er en Kristus (Gud), men en ovenfor og en anden nedenfor. Og denne sidste dvælede førhen i mange; men Jesus, siger de på et tidspunkt er fra Gud, og på et andet kalder de ham en Ånd;" Nøglen til dette er givet i den esoteriske filosofi. "Ånden" hos Gnostikerne var et kvindeligt potentiale eksoterisk, det var strålen udgående fra den Højere Manas, Ego'et og det som Esoterikerne referer til som Kâma Manas eller det lavere personlige Ego, som udstråles i enhver menneskelig entitet af det Højere Ego eller Christos, guden indeni os. Derfor, har de ret når de siger: "der er ikke en Kristus, men en ovenover og den anden nedenunder". Enhver studerende indenfor Okkultismen vil forstå dette, og også at Gabriel-eller "Guds mægtige ene"-er ét med det Højere Selv. (Se Isis Unveiled.) {TG. 124}

Gæa (Gr.). Ur-Stof, i Hesiods kosmologi; Jord, som nogen ser den; Ouranos hustru, himlene. Den kvindelige personage i den oprindelige Treenighed, bestående af Ouranos, Gæa og Eros. {TG. 124}

Gaffarillus. En Alkymist og filosof som levede i midten af det syttende århundrede. Han er den første filosof kendt for at fastholde at ethvert naturligt objekt (dvs., planter, levende væsner, osv.), bevarede sin form i asken, når det blev brændt og at det kunne blive genopvækket fra dem igen. Denne påstand blev retfærdiggjort af den eminente kemiker Du Chesne, og efter at Kircher, Digby og Vallemont havde forsikret dem selv om sandheden, ved at demonstrere at astrale former fra brændte planter kunne genopvækkes fra deres aske. En opskrift på at genopvække sådanne astrale fantomer for blomster er angivet i et værk af Oetinger, Thoughts on the Birth and Generation of Things. {TG. 124}

Gaganeswara (Sk.). "Himlens Herre", et navn for Garuda. {TG. 124}

Gal-hinnom (Heb.). Navnet på Helvede i Talmud. {TG. 124}

Gambatrin (Skand.). Navnet på Hermodur's "magiske stav" i Edda'en. {TG. 124}

Ganadevas (Sk.). En bestemt klasse af himmelske Væsner som siges at bebo Maharloka. De er regenter for vores Kalpa (Cyklus) og betegnes derfor som Kalpâdhikârins, eller Herre over Kalpaerne. De varer kun "En Dag" af Brahmâ's. {TG. 124}

Gandapada (Sk.). En berømt Brahmansk lærer, forfatter til Kommentarerne til Sankhya Karika, Mandukya Upanishad, og andre værker. {TG. 124}

Gândhâra (Sk.) En musik tone med stor okkult kraft i den Hinduistiske gamut- den tredie i den diatoniske skala. {TG. 124}

Gandharva (Sk.) De himmelske korsangere og musikere i Indien. Disse guddomme afslører i Vedaerne himlens og jordens hemmeligheder og esoterisk videnskab til dødelige. De varetog den hellige Soma plante og dens juice, ambrosiaen drukket i templet som gav "alvidenhed". {TG. 124}

Gan-Eden (Heb.). Også Ganduniyas. (Se "Eden".) {TG. 124}

Ganesa Den elefant-hovede Visdoms Gud, Sivas søn. Han er det samme som den Egyptiske Thoth-Hermes, og Anubis eller Hermanubis (q.v.). Legenden viser ham som havende tabt hans menneskelige hoved, som var erstattet af en elefant. {TG. 125}

Gangâ (Sk.). Ganges, den primære hellige flod i Indien. Der er to versioner af denne myte: den ene fortæller at Gangâ (gudinden) havde transformeret hende selv om til en flod, flydende fra Vishnu's store tå; den anden, den med at Gangâ falder fra det ene af Siva's ører ned i Anavatapta søen, og derfra går ud, gennem munden af sølv koen (gômukhi), krydser hele Østlige Indien og falder ned i det Sydlige Hav. "En 'kættersk overtro'", bemærker Hr. Eitel i hans Sanskrit, Chinese Dictionary "tillægger synds-rensende kræfter til Ganges vande". Ikke mere "overtroisk" ville man sige, end troen på at Dåbens vande og Jordan har "synds-rensende kræfter". {TG. 125}

Gangâdwâra (Sk.). "Ganges dør eller port", bogstaveligt; navnet på en by kaldet Hardwar, ved foden af Himalaya. {TG. 125}

Gangi (Sk.). En anerkendt Troldmand i Kâsyapa Buddha's (en forfader til Gautama) tid. Gangi blev anset for at være en inkarnation af Apalâla, Nâga (Slangen), den beskyttende Ånd til Subhavastus Kilder, en flod i Udyâna. Apalâla siges at være blevet konverteret af Gautama Buddha, til den gode Lov, og være blevet en Arhat. Navnets allegori er forståelig: alle Adepterne og Indviede blev kaldt nâgaer, "Visdoms Slanger". {TG. 125}

Ganinnânse. En Singalesisk præst som endnu ikke er blevet ordineret-fra gana, en forsamling eller et broderskab. De højere ordinerede præster "kaldes terunnânse fra Pali théro, en ældre" (Hardy). {TG. 125}

Garm (Skand.). Edda'ens Cerebus. Denne monstrøse hund levede i Gnypa hulen foran den dvælende Hel, under-verdenens gudinde. {TG. 125}

Garuda (Sk.). En gigantisk fugl i Ramâyana, Vishnu's hest. Esoterisk-symbolet på den store Cyklus. {TG. 125}

Gâthâ (Sk.). Metriske sange eller hymner, bestående af moralske aforismer. En gâthâ på to-og-tredive ord kaldes Âryâgiti. {TG. 125}

Gâti (Sk.). De seks (esoterisk syv) tilstande af sansende eksistens. Disse er inddelt i to grupper: de tre højere og de tre lavere stier. Devaerne tilhører de førstnævnte, asuraerne og (udødelige) mennesker; for de sidstnævnte (i eksoterisk lære) væsner i helvede, prêtas eller sultne dæmoner, og dyr. Forklaret esoterisk, er de sidste tre, imidlertid, personligheder i Kâmaloka, elementaler og dyr. Den syvende eksistenstilstand er en Nirmanakâya's (q.v.) {TG. 125}

Gâtra (Sk.). Bogst., lemmerne (Brahmâ's) hvor fra de "sinds-fødte" sønner, de syv Kumâraer, blev født.

Gautama (Sk.). Prinsen fra Kapilavastu, søn af Sudhôdana, Sâkya kongen fra en lille landsby ved Nepals grænse, født i det syvende århundrede FVT., nu kaldet "Verdens Frelser". Gautama eller Gôtama var Sâkya familiens præstelige navn, og Sidhârtha var Buddha's navn før han blev Buddha. Sâkya Muni, betyder Helgen fra Sâkya familien. Født som en simpel dødelig steg han til Buddhaskab gennem hans egen personlige og uhjulpen fortjeneste. Sandelig et menneske-større end nogen gud! {TG. 126}

Gayâ (Sk.). Den gamle by Magadha, lidt nord-vest for det moderne Gayah. Det er i den førstnævnte, at Sakyamuni nåede hans Buddha-skab, under det berømte Bodhi-træ, Bodhidruma. {TG. 126}

Gayâtri (Sk.). også Sâvitri. En meget helligt vers, adresseret til Solen, i Rig Veda, som Brahmanaerne må gentage mentalt hver morgen og aften under deres dedikeringer. {TG. 126}

Geber (Heb.). eller Gibborim. "Mægtige mennesker"; det samme som Kabirim. I himlen anses de for at være så magtfulde som engle, på jorden som giganterne nævnt i kapitel vi. i Første Mosebog. {TG. 126}

Gebirol, Solomon Ben Jehudah. I litteraturen kaldet Avicebron. En Israelit af fødsel, en filosof, poet og Kabbalist, en voluminøs forfatter og mystiker. Han var født i det elvte Århundrede ved Malaga (1021), uddannet ved Saragossa, og døde ved Valencia i 1070, myrdet af en Muhammedaner. Hans med-religiøse kaldte ham Salomon Sephardi, eller Spanieren, og Araberne, Abu Ayyub Suleiman ben ya’hya Ibn Dgebirol; mens skolastikere kaldte ham Avicebron. (Se Myer’s Qabbalah.) Ibn Gebirol var sandelig en af de største filosoffer og videnskabsfolk i hans tid. Han skrev meget på Arabisk og de fleste af hans MSS. er blevet bevaret. Hans største værk synes at være Megôr Hayyîm, dvs., Livets Kilde, "en af de tidligste afsløringer af den Spekulative Kabbalahs hemmeligheder", sådan som hans biograf informerer os om det. (Se “Fons Vitæ”.) {TG. 126}

Geburah (Heb.). Et Kabbalistisk udtryk; den femte Sephira, et kvindeligt og passivt potentiale, med betydningen strenghed og magt; fra den nævnes Strenghedens Søjle. [ w. w w.] {TG. 126}

Gedulah (Heb.). Et andet navn for Sephiraen Chesed. {TG. 126}

Gehenna, på Hebraisk Hinnom. Overhovedet ikke noget helvede, men en dal nær Jerusalem, hvor Israelitterne ofrede deres børn til Molok. I den dal var et sted som hed Tophet, hvor en flamme var bevaret til sanitære formål. Profeten Jeremiah informerer os om at hans landsmænd, Jøderne, brugte at ofre deres børn på dette sted. {TG. 126}

Gehs (Zend). Parsi bønner. {TG. 126}

Gelukpa (Tib.). "Gule hatte" bogstaveligt; den højeste og mest ortodokse Buddhistiske sekt i Tibet, Dugpaernes antitese ("Rød Hatte"), de gamle "djævle tilbedere". {TG. 127}

Gemara (Heb.). Den sidste del af den Jødiske Talmud, begyndt af Rabbi Ashi og fuldendt af Rabbi Mar og Meremar, omkring 300 EVT. [w.w.w.]
Bogst., at ende. Det er en kommentar til Mishna'en. {TG. 127}

Gematria (Heb.). En inddeling af den praktiske Kabbala. Den viser Hebraiske ords numeriske værdi ved at opssummere bogstavernes værdier og viser yderligere, via dette, analogier mellem ord og fraser. [w.w.w.]

En af metoderne (aritmiske) for at uddrage den skjulte mening fra brevene, ordene og sætningerne. {TG. 127}

Gems, Tre uvurderlige. I den Sydlige Buddhisme er de de hellige bøger, Buddhaerne og præsteskabet. I den Nordlige Buddhisme og dens hemmelige skoler, Buddha'en, hans hellige lære, og Narjol'erne (Medfølelsens Buddhaer). {TG. 127}

Genesis. (Første Mosebog) Hele Første Mosebog ned til Josefs død, findes at være en næppe ændret udgave af Kaldæernes Kosmologi, sådan som det nu gentagne gange bevises på Assyriske fliser. De tre første kapitler er transskriberet fra allegoriske fortællinger om begyndelserne fælles for alle nationer. Kapitel fire og fem er en ny allegorisk tilpasning af den samme beretning givet i Book of Numbers; kapitel seks er en astronomisk beretning om det Solare år og de syv kosmokrater fra den originale Egyptiske Pymander og de symbolske visioner fra en serie af Enoichioi (Seere)-hvor fra Enoks Bog også kom. Begyndelsen af Exodus, og historien om Moses er den om den Babylonske Sargon, som florerede (som selv den uvillige autoriet Dr. Sayce fortæller os) 3750 FVT. forud for den Jødiske lovgiver med næsten 2300 år. (Se Secret Doctrine, vol. II., pp. 691 et seq.) Ikke desto mindre, er den Første Mosebog unægtelig et esoterisk værk. Det har ikke lånt, ej heller forvrænget de universelle symboler og lære efter de linier den var skrevet efter, men tilpassede ganske enkelt de evige sandheder til sin egen nationale ånd og iklædte dem i snedige allegorier kun forståelige for dets Kabbalister og Indviede. Gnostikerne har gjort det samme, hver sekt på sin egen måde, sådan som Indien, Egypten, Kaldæa og Grækenland, tusinder af år før også havde iklædt de samme ikke-kommunikerbare sandheder hver i deres egen nationale klædning. Nøglen og løsningen til sådanne beretninger kan kun findes i den esoteriske lære. {TG. 127}

Genii (Lat.). Et navn for Æoner, eller engle, hos Gnostikerne. Navnene på deres hierarkier og klasser er ganske enkelt legion. {TG. 127}

Geonic Period. Geonims tidsalderen kan findes nævnt i værker omhandlende Kabbalah; det niende århundrede EVT. er underforstået. [ w. w.w.] {TG. 128}

Gharma (Sk.). En betegnelse for Karttikeya, den Indiske krigsgud og Kumâraen født af en dråbe sved fra Siva som faldt i Ganges. {TG. 128}

Ghôcha (Sk.). Bogst., "den mirakuløse Stemme". Navnet på en stor Arhat, forfatter til Abhidharmamrita Shastra, som gengav synet til en blind mand ved at indgnide hans øjne med publikums tårer der var bevæget af hans (Ghôcha’s) overnaturlige elegance. {TG. 128}

Gilgoolem (Heb.). Cyklussen for genfødsler hos Hebraiske Kabbalister; hos de ortodokse Kabbalister, "sjælens hvirvling" efter døden, som ikke finder- nogen hvile førend den når Palæstina, det "forjættede land", og dens krop er begravet der. {TG. 128}

Gimil (Skand.). "Gimils Hule" eller Wingolf. Et slags Himmel eller Paradis, eller måske et Nyt Jerusalem, bygget af den "Stærke og Mægtige Gud" som forbliver navnløs i Eddaen, ovenover Området for Ida, og efter at den nye jord rejste sig ud af vandene. {TG. 128}

Ginnungagap (Skand.). "Illusionens kop" bogstaveligt; det store dybs afgrund, eller den kystløse, begyndelsesløse, og endeløse, gabende afgrund; som vi indenfor esoterisk jargon kalder "Verdens Matriks", det levende ur-rum. Koppen der indeholde universet, derfor "illusionens kop". {TG. 128}

Giöl (Skand.). Styx, floden Giöl som skulle krydses før under-verdenen var blevet nået, eller det kolde Kongerige Hel. Den havde en guld-dækket bro, som førte til det gigantiske jern gitter som omkranser Gudindens palads i Under-Verdenen eller Hel. {TG. 128}

---

Til toppen

---

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog