Jorden vores lille planet i kosmos
Global Theosophy

Global Theosophy

*******
En sand esoterisk stjerneport og stargate.
En indgangsport til andre verdener af energi, visdom og medfølelse
 


Forside
Artikler
Profil
Links

En privat hjemmeside om
Teosofi, esoterisk visdom og
åndelig udvikling...


Nogle få af de personer bag moderne Planetarisk Teosofi, som jeg er tilknyttet.
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
H. P. Blavatsky (1831-91)
Helena P. Blavatsky
Medgrundlægger af moderne Planetarisk Teosofi:
Mahatma Morya (fødsel-?)
Master Morya
Esoterisk Chela af moderne Planetarisk Teosofi:
D. K. Mavalankar (1857-?)
Damodar K. Mavalankar


DEN TEOSOFISKE ORDBOG


Segl for blandt andet Blavatsky's Esoteriske Sektion
Den følgende ordbog er i første omgang en oversættelse fra engelsk til dansk af The Theosophical Glossary af H.P. Blavatsky. Udgivet posthumt i 1892 af teosoffen G.R.S. Mead, og betragtes derfor ikke som et reelt værk af H. P. Blavatsky. Samlingen har jeg valgt at kalde DEN TEOSOFISKE ORDBOG.

I anden omgang har jeg valgt løbende at tilføje nyt materiale til denne Internet udgave af H. P. Blavatsky' ordbog, alt efter vurderet behov. Denne Internet ordbog er derfor et arbejde, som er under konstant udvikling, og som søger at tilpasse sig nutidens behov. Nye forslag og input til oversættelser modtages meget gerne.

For nærmere information om denne Internet udgave af Den Teosofiske Ordbog henvises der til:
Ordbogens forside .

Se eventuelt også G. R. S. Mead's Forord til den oprindelige Teosofiske Ordbog baseret på H. P. Blavatsky's input:
Forord til Den Teosofiske Ordbog .

Revideret og oversat til dansk af Morten Nymann første gang år 2009.


Hurtige Links


Se alfabetisk liste for de brugte referencer.



In-Iz



In (Kin.). Stofs kvindelige princip, gravid med Yo, det æteriske mandelige princip, og derefter udskilt ned i universet. {TG. 154}

Inkarnationer (Divine) eller Avatars. Den Ubesmittede Undfangelse er først og fremmest lige så meget Egyptisk som den er Indisk. Som forfatteren af Egyptian Belief siger det: "Det er ikke den vulgære, rå og sensuelle historie som i den Græske mytologi, men forfinet, moralsk og spirituel"; og yderligere så blev inkarnationes ideen fundet afsløret på væggen i et tempel i Theben af Samuel Sharpe, som således analyserede den: "Først fortæller guden Thoth . . . som gudernes budbringer, ligesom Merkur hos Grækerne (eller Gabriel i det første Evangelium), jomfru dronningen Mautmes, at hun vil føde en søn, som vil blive kong Amunotaph III. For det andet, tager guden Kneph, Ånden . . . . og gudinden Hathor (Natur) begge fat i dronningen med hænderne og putter livets karakter i hendes mund, et kors, som vil blive det kommende barns liv", osv, osv. Sandelig guddommelig inkarnation, eller avatar doktrinen, udgørende det største mysterie i ethvert gammelt religiøst system! {TG. 154}

Inkaer (Peruviansk). Navnet givet til de kreative guder i den Peruvianske theogoni, og senere til lederne i landet. "Inkaerne, syv i antal har genbefolket jorden efter Syndfloden", får Coste dem til at sige (I. iv., p. 19). De tilhørte i begyndelsen af den femte Rod-race et dynasti af guddommelige konger, ligesom de i Egypten, Indien og Kaldæa. {TG. 154}

Incubus (Lat.). Noget mere virkeligt og farligt end den almindelige mening der gives dette ord, dvs., det med "mareridt". En Incubus er den maskuline Elemental, og Succuba den kvindelige, og disse er unægtelig spøgelser indenfor den middelalderlige dæmonologi, fremkaldt fra usynlige regioner af menneskelige lidenskaber og lyst. De kaldes nu "Åndelige brude" og "Åndelige husbonde" blandt nogle martrede Spiritister og spirituelle medier. Men disse poetiske navne forhindrer dem ikke i at være det de er-Ghools, Vampyrer og sjælsløse Elementaler; formløse centre af Liv, uden sanser; kort og godt, subjektive protoplasmaer når de lades alene, men kaldt til væren og form af de kreative og afdødes forestillingsevne blandt visse dødelige. Det var kendte i ethvert klimatisk strøg ligesom i enhver tidsalder, og Hinduerne kan fortælle mere end én frygtelig historie om dramerne udøvet i unge studerende og mystikeres liv af Pisachaerne, deres navn i Indien. {TG. 154}

Individuality. En af de navne givet indenfor Teosofien og Okkultismen om det Højere Menneskelige EGO. Vi skelner mellem det udødelige og guddommelige Ego, og de dødelige menneskelige Ego som dør.

Det sidstnævnte, eller "personlighed" (personligt Ego) overlever kun den døde krop for en tid i Kama Loka; individualiteten forbliver for evigt. {TG. 155}

Indra (Sk.). Firmamentets gud, de sideriske guders Konge. en Vedisk Guddom. {TG. 155}

Indrâni (Sk.). Indra's kvindelige aspekt. {TG. 155}

Indriya eller Deha Sanyama (Sk.). Kontrol af sanserne indenfor praktiseringen af Yoga. Disse er de ti ydre agenter; de fem sanser som bruges til sansning kaldes Jnana-indriya, og de fem brugt til handling-Karma-indriya. Pancha-indriyani betyder bogstaveligt og i dens okkulte betydning "livsrødderne der producerer liv" (evigt). Hos Buddhisterne, er det de fem positive agenter der producerer fem himmelske kvaliteter. {TG. 155}

Induvansa (Sk.). Også Samovansa eller den lunare races (dynasti), fra Indu, Månen. (Se "Suryavansa".) {TG. 155}

Indwellers. Et navn eller erstatningen for det rette esoteriske Sanskrit navn, givet til vores "indre fjender", som er syv i den esoteriske filosofi. Den tidlige Kristne Kirke kaldte dem de "syv Dødssynder": de Nazaræriske Gnostikere navngav dem, de "syv dårligt bortskaffede Stjerner", og så videre. Hindu eksoterisk lære taler kun om de "seks fjender" og under udtrykket Arishadwarga nummererer den dem som følger: (1) Personligt begær, lyst eller enhver lidenskab (Kâma); (2) Had eller ondskab (Krodha); (3) Havesyge eller begærlighed (Lobha); (4) Uvidenhed (Moha); (5) Stolthed eller arrogance (Mada); (6) Jalousi, misundelse (Matcharya); glemmende den syvende, som er "utilgivelig synd", og den værste af alle indenfor Okkultisme. (Se Theosophist, May, 1890, p. 431.) {TG. 155}

Ineffable Name. Hos Jøderne, erstatningen for "mysterie navnet" på deres stamme guddom Eh-yeh, "Jeg er", eller jehovah. Det tredie bud "forgæves" forbydende det sidstnævnte navn, så erstattede Hebræerne det med Adonaï eller "Herren". Men de Protestantiske Kristne som, uden forskel oversatte Jehovah og Elohim-som også er en erstatning per se, bortset fra at være et inferiørt guddomsnavn-med ordene "Herre" og "gud", er i dette tilfælde blevet mere Katolsk end Paven, og inkluderer begge navne i forbudet. Og i det nuværende øjeblik, synes hverken Jøderne ej heller Kristne imidlertid at huske, eller så meget som mistænke, den okkulte grund til hvorfor betegnelser på Jehovah eller THVH var blevet forkastelige; de fleste af de Vestlige Kabbalister synes også at være uvidende om denne sandhed. Sandheden er, at navnet som de frembringer som "ubeskriveligt", slet ikke er dette. Det er det "uudsigelige", eller snarere navnet som ikke skal nævnes, om noget; og dette af symbolske grunde. Til at begynde med, er "Navnet Ubeskriveligt" hos den sande Okkultist, slet ikke noget navn, og det er mindst af alt navnet Jehovah. Det sidstnævnte indebærer, selv i dets Kabbalistiske, esoteriske mening, en androgyn natur, YHVH, eller en med mandlig eller kvindelig natur. Det er ganske enkelt Adam og Eva, eller mand og kvinde smeltet sammen til ét, og som det nu skrives og udtales, er det selv en erstatning. Men Rabbinerne bekymrer sig ikke om at huske Zohar'ens indrømmelse at YHVH betyder "ikke som Jeg Er skrevet, læses Jeg" (Zohar, fol. III., 23Oa). Man er nødt til at vide hvordan man inddeler Tetragrammaton ad infinitum før man ankommer til lyden af det sande uudnævnelige navn på den Jødiske mysterie-gud. At de Orientalske Okkultister havde deres eget "Uudnævnelige navn" er næppe nødvendigt at gentage. {TG. 156}

Indviet. Fra Latinsk Initiatus. Betegnelsen på enhver som blev modtaget ind i og fik afsløret mysterierne og hemmelighederne hos enten Frimureri eller Okkultisme. I oldtidens dage, de som var blevet indviet ind i den arkane viden lært om af Hierofanterne i Mysterierne; og i vores moderne tider de som er blevet indviet af adepter i den mystiske lære ind i mysteriøs viden, som, på trods af tidsaldrendes passeren, stadigvæk har nogle få sande faste støtter på jorden. {TG. 156}

Indvielse. Fra den samme rod som det Latinske initia, som betyder de grundlæggende eller første principper i enhver Videnskab. Praktiseringen af indvielse eller adgang ind i de hellige Mysterier, lært om af Hierofanterne og lærde præster i Templerne, er en af de ældste traditioner. Den blev praktiseret i enhver gammel national religion. I Europa blev den forladt med faldet af det sidste paganske tempel. Der eksisterer i dag kun en slags indvielse kendt af offentligheden, nemlig den indenfor Frimurer riterne. Frimureri, har imidlertid, ikke flere sandheder at udgive eller skjule. I de gamle lykkelige dage, var Mysterierne ifølge de største Græske og Romerske filosoffer, de mest hellige af alle højtideligheder så vel som de mest godgørende, og den højest promoverede dyd. Mysterierne repræsenterede passagen fra det dødelige liv ind i den endelige død, og den ulegemlige Ånds og Sjæls oplevelser i den subjektive verden. I vores dage, hvor hemmeligheden er tabt, så passerer kandidaten gennem diverse meningsløse ceremonier og indvies ind i Hiram Abiff's solare allegori, "Enkens Søn". {TG. 156}

Inner Man.. Et okkult udtryk, brugt for at betegne den sande og udødelige Entitet inde i os, ikke den ydre dødelige form af ler som vi alle kalder vores krop. Udtrykket gælder, strengt taget, kun det Højere ego, det "astrale menneske" som er betegnelsen for Dubletten og på Kâma Rupa (q.v.) eller det overlevende eidolon. {TG. 156}

Innocents.(Uskyldige). Det øgenavn givet til de Indviede og Kabbalisterne før den Kristne tidsregning. De "Uskyldige" fra Betlehem og Lod (Lydda) som blev slået ihjel af Alexander Janneus, i et antal af adskillige tusinde (100 FVT., eller der omkring), gav grund til legenden om de 40.000 uskyldige babyer som Herodes myrdede mens han søgte efter Jesus barnet. Den første er et lidet kendt historisk faktum, den anden en fabel, som er tilstrækkeligt bevist af Renan i hans Vie de Jèsus. {TG. 157}

Interkosmiske guder. De Planetariske Guder, Dhyan-Choaner, Devaer af forskellige åndelige grader, og "Ærkeengle" generelt. {TG. 157}

Iranian Morals. Det lille værk kaldet Ancient Iranian and Zoroastrian Morals, kompileret af Hr. Dhunjibhoy Jamsetjee Medhora, en Persisk Teosof fra Bombay, er en excellent afhandling fyldt med de højeste moralske læresætninger, indenfor Engelsk og Gujerati, og vil gøre den studerende bedre bekendt med den gamle Iranske etik end mange andre værker. {TG. 157}

Irdhi (Sk.). Syntesen af de ti "overnaturlige" okkulte kræfter indenfor Buddhisme og Brahmanisme. {TG. 157}

Irkalla (Kald.). Guden i Hades, kaldet "det usete land" af Babylonerne. {TG. 157}

Isarim (Heb.). De Essenske Indviede. {TG. 157}

Ishim (Kald.). B’ne-Aleim, "guds smukke søn", prototyperne og originalerne hos de senere "Faldne Engle". {TG. 157}

Ishmonia (Arab.). Byen hvor den såkaldte "forstenede by" er begravet i nærheden i ørkenen. Legenden taler om umådelige underjordiske haller og kamre, passager, og biblioteker helliget dem. Araberne frygtede dets naboskab efter solnedgang. {TG. 157}

Ishtar (Kald.). Den Babyloniske Venus, kaldet "den ældste i himlen og på jorden", og Anu's datter, himlens gud. Hun er kærlighedens og skønhedens gudinde. Planeten Venus er som aftenstjernen identificeret med Ishtar, og som morgenstjernen med Anunit, Akkadiernes gudinde. Der eksisterer en bemærkelsesværdig historie om hendes nedstigning til Hades, på den sjette og syvende af de Assyriske fliser eller tavler dechifreret af den afdøde G. Smith. Enhver Okkultist som læser om hendes kærlighed til Tammuz, Izdubar's attentatet imod ham, gudindens fortvivlelse og hendes nedstigning i sin søgen efter hendes elskede gennem Hades syv porte, og endelig hendes frigørelse fra den mørke bolig, vil anerkende denne smukke allegori om sjælens søgen efter Ånden. {TG. 157}

Isiac table. Et sandt monument over Egyptisk videnskab. Den repræsenterer gudinden Isis i hendes mange aspekter. Jesuitten Kircher beskriver den som en tavle af kobber belagt med emalje og sølv instruktioner. Den var i Kardinal Bembo's besiddelse, og kaldes derfor "Tabula Bembina sive Mensa Isiaca". Under den betegnelse beskrives den af W. Wynn Westcott, M.B., som angiver dens "Historie og Okkulte Betydning" i et interessant og lærd bind (med fotografier og illustrationer). Tavlen blev anset for at være en votiv ofring til Isis i en af hendes utallige templer. Ved en plyndring af Rom i 1525, kom den i en soldats besiddelse som solgte den til Kardinal Bembo. Så gik den videre til Hertugen af Mantua i 1630, hvor den blev tabt. {TG. 158}

Isis. I Egypten Issa, Jomfru-Moder gudinden; personificeret natur. Uasi på Egyptisk eller Koptisk, den kvindelige refleksion af Uasar eler Osiris. Hun er "kvinden klædt med solen" i Chemi's land. Isis Latona er den Romerske Isis. {TG. 158}

Isitwa (Sk.). Guddommelig Kraft. {TG. 158}

Israel (Heb.). De Østlige Kabbalister har navnet fra Isaral eller Asar, Sol-Guden. "Isra-el" betegner "stræben med gud": "solopgang over Jacob-Israel" betyder Sol-guden Isaral (eller Isar-el) stræbende med, og for at befrugte stof, som har kraft sammen med "Gud og med mennesket" og hersker ofte over begge. Esau, Æsaou, Asu, er også Solen. Esau og Jacob, de allegoriske tvillinger, er symboler på det evigt kæmpende duale princip i naturen-godt og ondt, mørke og sollys, og "Herren" (Jehovah) er deres forgænger. Jacob-Israel er det feminine princip af Esau, lige som Abel er for Kain, både Kain og Esau er det maskuline princip. Derfor, kæmper "Herren" Easu med Jacob ligesom Malach-Iho, og overlever ikke. I Første Mosebog xxxii. strider Sol-Guden med Jacob, brækker hans hofte (et fallisk symbol) og besejres alligevel ved hans jordiske karakters-stof; og Sol-Guden stiger ved Jacob og hans hofte i pagt. Alle disse bibelske personligheder, "Herren-Gud" inkluderet, er karakterer præsenteret i en allegorisk sekvens. De er karakterer for Liv og Død, Godt og Ondt, Lys og Mørke, på Stof og Ånd i deres syntese, alle disse under deres modsætningsfyldte aspekter. {TG. 158}

Iswara (Sk.). "Herren" eller den personlige gud-guddommelig Ånd i mennesket. Bogst., suveræn (uafhængig) eksistens. En betegnelse givet til Siva og andre guder i Indien. Siva kaldes også Iswaradeva, eller suveræn deva. {TG. 158}

Ithyphallic (Gr.). Kvalificeringen af guderne som mænd og hermafroditer, såsom den skæggede Venus, Apollo i kvindetøj, Ammon forplanteren, den embryonale Ptah, og så videre. Alligevel var fallos'en, så iøjnefaldende og, ifølge vores primære opfattelser, så uanstændig, var i de Indiske og Egyptiske religioner, i den tidligste symbologi associeret meget mere med en anden og meget renere ide end seksuel skabelse. Som vist af mangen en Orientalist, udtrykte de genopstandelse, opvækkelsen til livet fra døden. Selv den anden betydning havde intet uanstændigt i sig: "Disse billeder symboliserer på enhver udtryksfuld måde naturens kreative kraft, uden obskøn hensigt," skriver Mariette bey, og tilføjer, "Det er blot en anden måde at udtrykke himmelsk forplantning på, som skulle forårsage den afdøde til at indgå i et nyt liv". Kristne og Europæere er meget hårde ved de gamles falliske symboler. De nøgne guder og gudinder og deres forplantningsmæssige symboler og statuer har hemmelige departementer tildelt i vores museer;hvorfor så antage og bevare de samme symboler for Gejstlige og Lægfolk? Kærligheds-festerne i den tidlige Kirke-dets agapæ var lige så ren (eller lige så uren) som de Falliske fester hos Paganere; de lange præstelige rober hos de Romerske og Græske Kirker, og sidstnævntes lange hår, de hellige vand-sprinklere og resten, er der for at vise at Kristne ritualer har bevaret det gamle Egyptens symbolik i mere eller mindre modificerede udgaver. Med hensyn til den rene feministiske naturs symbolik, så er vi nødt til at tilstå, i lyset af enhver upartisk arkæolog, at de halv-nøgne toiletter er langt mere tankevækkende med hensyn til kvinde-kønnet hos vores kulturs damer i Samfundet end rækkerne af yoni-formede lamper, tændt langs hovedvejene til de Indiske templer. {TG. 159}

Iurbo Adunaï. Et Gnostisk udtryk, eller sammensat ord for Iao Jehovah, som ofitterne anså for at være emanationer af deres Ilda-Baoth, Sophia's Søn Achamoth-den stolte, ambitiøse og jaloux gud, og urene Ånd, som mange af de Gnostiske sekter opfattede som Moses gud. "Iurbo kaldes af Abortionerne (Jøderne) Adunai" siger Codex Nazaræus (vol. iii., p.13) "Abortioner" og de Abortionske var Jødernes øgenavn givet dem af deres opposition Gnostikerne. {TG. 159}

Iu-Kabar Zivo (Gn.). Også kendt som Nebat-Ivar-bar-Iufin-Ifafin, "Herre over Tidsaldrene" i det Nazarenske System. Han er skaber (Emanator) af de syv hellige liv (de syv oprindelige Dhyan Chohaner, eller Ærkeengle, hver repræsenterende en af de kardinale Dyder), og han kaldes selv det tredie liv (tredie Logos). I Codex adresseres han som "livets fødes Styrer og Vin". Således, er han identisk med Kristus (Christos) som siger "Jeg er det sande Vingårdstræ og min Fader er Vingårdsmanden- mennesket" (Johannes xv. i). Det er velkendt at Kristus i den Romersk Katolske Kirke anses for at være "Tidsaldrenes leder", og også lige som Michael "som er ligesom en gud". Således var også Gnostikernes tro. {TG. 159}

Iwaldi (Skand.). Dværgen hvis sønner fabrikerede det magiske spyd for Odin. En af de underjordiske mester-smede som, sammen med andre gnomer, fandt på at skabe et fortryllet sværd for den store krigs-gud Cheru. Dette to-bladet-sværd figurerer i Kejser Vitellius legende, som fik det af guden, "dette til hans egen skade", ifølge en "viis kvindes" orakel, afviste det og blev endelig dræbt med det ved foden af hovedstaden, af en Tysk soldat som havde snuppet våbnet. "Krigs-gudens sværd" har en lang biografi, fordi det også gen-optræder i den halvt-legendariske biografi af Attila. Havende imod sin vilje ægtet Ildikd, den smukke datter af Kongen fra Burgundy som han havde dræbt, får hans brud det magiske sværd fra en mysteriøs gammel kvinde og dræber Hunnernes konge med det. {TG. 160}

Izdubar. Navnet på en helt i den Kaldæiske Historie og Teogoni på de så-kaldte Assyriske fliser, som blev læst af afdøde George Smith og andre. Smith søger at identificere Izdubar med Nimrod. Noget sådant er måske eller måske ikke tilfældet; men da navnet på den Babylonske Konge selv kun "forekommer" som Izduhar, så kan identifikationen med sønnen fra Cush vise sig at være mere tilsyneladende end virkelig. Videnskabsfolk er kun for dygtige til at tjekke deres arkæologiske opdagelser med den langt senere udtalelse fundet i de Mosaiske bøger, i stedet for at vice versa. "Det udvalgte folk" har været glad for alle historiske perioder med hensyn til at hjælpe sig selv til andre folks ejendom. Fra tilegnelsen af Sargon Konge over Akkads tidlige historie, og dens omfattende tillæggelse til Moses født (hvis overhovedet) nogle tusinde år senere, til deres "ødelæggelse" af Egypterne under deres Herre Gud's vejledning og guddommelige råd, så synes hele Pentateuken at være skabt på baggrund af uerkendte mosaiske fragmenter fra andre menneskers Skrifter. Dette burde have gjort Assyrologerne mere forsigtige; men da mange af disse tilhører til den gejstlige kaste, så påvirker sådanne sammentræf som det med Sargon dem meget lidt. En ting er sikkert: Izdubar, eller hvad end hans navn er, vises på alle tavlerne som en mægtig gigant som tårnede op over alle mennesker i størrelse som et cedar tårn over kvas-en jæger, ifølge de kuneiforme legender, som kæmpede med, og dræbte løven, tigeren, vildtyren, og bøflen, de mest imponerende dyr. {TG. 160}



Til toppen

Se alfabetisk liste for de brugte referencer.

Forside til Den Teosofiske Ordbog






 
 

Copyright © 2001 | M. Nymann - global-theosophy@stofanet.dk



Site Meter
XXXXXXX